FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
CHRISTINE STIX-HACKL
fremsat den 11. februar 2003 (1)

Sag C-285/01

Isabel Burbaud

mod

Arbeits- und Solidaritätsministerium

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af cour administrative d’appel de Douai (Frankrig))

»Genåbning af den mundtlige forhandling – fortolkning af artikel 39 EF og direktiv 89/48/EØF – arbejdskraftens frie bevægelighed – gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser – adgang til gruppen af offentligt ansatte hospitalsdirektører – lovreguleret erhverv«

I – Indledning

1.       Den foreliggende sag angår adgangen til ansættelse som hospitalsdirektør i Frankrig, navnlig spørgsmålet om, hvorvidt de franske adgangsbetingelser er forenelige med Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed (2) (herefter »direktivet«).

2.       Efter at have hørt sagens parter i retsmødet i Domstolens Femte Afdeling den 26. juni 2002 fremsatte jeg den 12. september 2002 forslag til afgørelse i sagen.

3.       Ved kendelse af 19. november 2002 besluttede Domstolen ex officio at genåbne den mundtlige forhandling. Domstolen henviste i kendelsen til, at spørgsmålenes betydning krævede, at sagen behandledes i plenum.

4.       Da de forskellige synspunkter er velkendte, vil jeg i det følgende alene behandle de anbringender, der blev fremført under sagens andet retsmøde, såfremt de indeholder yderligere eller supplerende argumenter.

II – Begrundelse

5.       Som det allerede fremgår af mit forslag til afgørelse af 12. september 2002, vedrører sagen i det væsentlige sondringen mellem anerkendelse af en erhvervsmæssig uddannelse og ansættelse inden for den offentlige forvaltning, navnlig de begrænsninger, der følger af direktivet, for de udvælgelsesprocedurer, som medlemsstaterne anvender i denne forbindelse. Hovedsagen angår den særlige udformning af den franske ordning.

6.       Jeg deler den svenske regerings og Kommissionens opfattelse af, at medlemsstaterne kan fastsætte regler for udvælgelse, dvs. for tjenestemandsansættelse. Disse kan være udformet som udvælgelsesprøver, såkaldte »concours«. Ved udformningen af disse er medlemsstaterne imidlertid forpligtede til at overholde reglerne i fællesskabsretten.

7.       Under retsmødet understregede den franske regering navnlig, at uddannelsesperioden ved ENSP kunne sammenlignes med en prøvetid hos en arbejdsgiver. Inden for den offentlige forvaltning findes såvel denne ordning som muligheden for at gennemføre prøvetiden som en »stage« umiddelbart i den pågældende forvaltningsgren. Denne omstændighed, der alene hviler på udformningen af national ret, er imidlertid uden betydning for en fællesskabsretlig vurdering af de retsspørgsmål, der er omtvistede under denne sag. Den omstændighed, at et ansættelsesforhold samtidig tjener som uddannelse, bevirker nemlig ikke, at det herigennem undtages fra fællesskabsrettens anvendelsesområde.

8.       Blandt de fællesskabsretlige regler skal jeg først henvise til direktivet, der regulerer gensidig anerkendelse af eksamensbeviser og adgang til lovregulerede erhverv, som f.eks. erhvervet som hospitalsadministrator i Frankrig.

9.       Når udvælgelsesprocedurer indeholder forskrifter om visse forudsætninger, som er omfattet af direktivets anvendelsesområde, skal direktivets bestemmelser følgelig også finde anvendelse på udvælgelsesprocedurerne.

10.     Da direktivet imidlertid ikke regulerer samtlige aspekter af adgangen til arbejdsmarkedet, er reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed, dvs. artikel 39 EF, fortsat anvendelige inden for det ikke-harmoniserede område. Under den foreliggende sag angår det i første række spørgsmålet om, hvorledes en udvælgelsesprocedure nærmere skal udformes.

11.     Den svenske regering og Kommissionen har konkluderet, at den ordning, som foreligger til påkendelse under nærværende sag, er i strid med artikel 39 EF.

12.     For så vidt angår en vurdering på grundlag af den primære ret, konkret artikel 39 EF, har den franske regering gjort gældende, at den nuværende »concours« ikke udgør en begrænsning af arbejdskraftens frie bevægelighed, og subsidiært, at begrænsningen i hvert fald er objektivt begrundet. Hertil har den svenske regering og Kommissionen med rette anført, at den franske regering hidtil har undladt at føre dokumentation for, at den nuværende ordning tillige er forholdsmæssig. For fuldstændighedens skyld bemærkes, at der i retsmødet ikke blev anført nogen form for begrundelse for, at den nuværende ordning skulle være nødvendig og forholdsmæssig.

13.     At deltagelse i en »concours« ikke er en nødvendig foranstaltning, følger allerede af den omstændighed, at der findes undtagelsesbestemmelser. Den nuværende franske ordning giver nemlig mulighed for – hvilken også anvendes i praksis – at opnå ansættelse inden for sygehusvæsenet også uden at have gennemført ENSP.

14.     Endelig bemærkes, at det ikke er Domstolens opgave at anvise, hvorledes en ansættelsesprocedure, der er i overensstemmelse med fællesskabsretten, skal være udformet. Størst transparens ville opnås med en metode, der først sættes ind efter uddannelsesfasen. Såvel kandidater fra ENSP som indehavere af udenlandske eksamensbeviser ville kunne deltage i en sådan »concours« – uafhængigt af eventuelle prøver under uddannelsen. Dette ville muliggøre en sammenligning mellem samtlige kandidater i en udvælgelsesprøve.

15.     Løsningen af denne sag kan – i hvert fald ud fra en retlig betragtning – uden vanskelighed udledes af Domstolens hidtidige retspraksis. I denne forbindelse henvises til en sag, som beklageligvis ingen af sagens parter har været opmærksomme på, nemlig dommen vedrørende den spanske udvælgelsesprøve for læger (3) . Denne sag vedrørte nationale bestemmelser, som tillige krævede, at allerede kvalificerede ansøgere deltog i en udvælgelsesprøve. Denne personkreds var således underkastet samme betingelser som endnu ikke kvalificerede, dvs. læger, der endnu ikke var specialiserede.

16.     Domstolen fastslog således i denne dom, at »værtsmedlemsstaten [...] således hverken [må] lade andre områder være omfattet af den supplerende uddannelse, som den kræver, at læger fra andre medlemsstater skal gennemgå, eller stille de samme adgangskrav til de nævnte læger som til læger, der for første gang ønsker at påbegynde en uddannelse [...]« (4) .

17.     Det er åbenbart, at Domstolens betragtninger i den pågældende sag kan overføres på den foreliggende sag, således at en fælles »concours« for såvel kvalificerede som ikke kvalificerede ansøgere er ulovlig.

18.     Samlet betragtet må det følgelig konstateres, at der ikke under det andet retsmøde (den 7.1.2003) er fremkommet oplysninger, der kræver en indholdsmæssig ændring af mit tidligere fremsatte forslag til afgørelse.

III – Forslag til afgørelse

19.     Henset til det således anførte samt til de betragtninger, jeg har redegjort for i mit tidligere forslag til afgørelse, er min konklusion uændret i forhold til i mit første forslag til afgørelse. Jeg foreslår følgelig Domstolen at besvare de præjudicielle spørgsmål således:

»1)

Et uddannelsesforløb på en forvaltningsskole for offentligt ansatte såsom École Nationale de la Santé Publique – ENSP, der fører til fastansættelse som tjenestemand, skal sidestilles med et eksamensbevis i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i bestemmelserne i Rådets direktiv 89/48/EØF af 21. december 1988 om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed.

2)

Den kompetente myndighed kan ikke opstille betingelser for tjenestemandsansættelse af tjenestemænd fra en anden medlemsstat – som er i besiddelse af et ligeværdigt eksamensbevis – herunder navnlig, at de består en udvælgelsesprøve som den i hovedsagen omhandlede.«

1 –

Originalsprog: tysk.

2 –

EFT 1989 L 19, s. 16.

3 –

Dom af 16.5.2002, sag C-232/99, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 4235, vedrørende lægedirektivet, direktiv 93/16/EØF.

4 –

Dommen i sagen Kommissionen mod Spanien, nævnt i fodnote 3, præmis 40.