PERSONALERETTENS KENDELSE

(Første Afdeling)

27. september 2011

Sag F-105/06

Johannes Lübking m.fl.

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – forfremmelse – forfremmelsesåret 2005 – ny karrierestruktur – forlængelse af karrieren ved indførelse af nye lønklasser, der ikke har noget modstykke i den tidligere gældende vedtægt – anvendelse af vedtægtens artikel 45, af bilag XIII til vedtægten og af de almindelige gennemførelsesbestemmelser, der fandt anvendelse fra 2005 – ligebehandlingsprincippet – tilbagevirkende gyldighed af afgørelserne om forfremmelse til en dato før den 1. maj 2004 – overgangsforanstaltninger – søgsmål, hvori der åbenbart skal ske frifindelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og artikel 152 EA, hvormed Johannes Lübking og fire andre tjenestemænd i Kommissionen har nedlagt en principal påstand om annullation af Kommissionens afgørelse, hvorved de blev forfremmet til lønklasse A*9 og ikke lønklasse A*10 i forfremmelsesåret 2005.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Sagsøgerne og Europa-Kommissionen bærer hver deres omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union, der er intervenient i sagen, bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Retspleje – afgørelse truffet ved begrundet kendelse – betingelser – åbenbart, at sagen må afvises, eller at sagen er åbenbart ugrundet – rækkevidde

(Personalerettens procesreglement, art. 76)

2.      Tjenestemænd – forfremmelse – gældende regler – forfremmelsesåret 2004

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45, bilag XIII, art. 6, stk. 2; Rådets forordning nr. 723/2004, 37. betragtning)

3.      Tjenestemænd – forfremmelse – indførelse af en ny forfremmelsesordning – overgang fra den gamle til den nye ordning

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45)

4.      Tjenestemænd – forfremmelse – gældende regler – princippet om én samlet karriere – princippet ikke fastsat i EU-retten

5.      Tjenestemænd – vedtægt – udvidelse ved analogi af anvendelsen af en vedtægtsbestemmelse – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 45; bilag XIII, art. 6, stk. 2)

6.      Tjenestemænd – forfremmelse – klage fra en ikke-forfremmet ansøger – afvisning – begrundelsespligt

(Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2, art. 45 og art. 90, stk. 2)

7.      Tjenestemænd – søgsmål – retlig interesse – anbringende vedrørende væsentlige formelle mangler – administrationens bundne kompetence

(Tjenestemandsvedtægten, art. 91)

1.      I henhold til artikel 76 i Personalerettens procesreglement kan Personaleretten, når det er åbenbart, at sagen må afvises, eller at sagen er åbenbart ugrundet, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse. Teorien bag denne bestemmelse omfatter ethvert søgsmål, hvori der åbenbart skal ske frifindelse på grundlag af sagens realitet.

(jf. præmis 40 og 41)

2.      Når en lovændring berører vedtægten, kan det være nødvendigt, at lovgiver vedtager overgangsforanstaltninger, henset til, at det ansatte personale vil kunne påberåbe sig berettigede forventninger og gøre krav på velerhvervede rettigheder i henhold til de bestemmelser i vedtægten, der var gældende før ændringen.

Hvad angår fastlæggelsen af den karrierestruktur, for hvilken der vil være virkninger af en afgørelse om forfremmelse af en tjenestemand i forfremmelsesåret efter den nye vedtægts ikrafttræden den 1. maj 2004, fastsætter artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten en sondring mellem datoen for vedtagelsen af denne afgørelse og datoen, hvor virkningen indtræder, og lægger datoen for virkningen til grund. Ifølge denne bestemmelse, for så vidt angår forfremmelser med virkning inden den 1. maj 2004, fastlægges den højere lønklasse omhandlet i den nye vedtægts artikel 45 ikke i henhold til den nye karrierestruktur, der følger af den nye vedtægt, men i henhold til den, der er fastsat i den gamle vedtægt. Denne bestemmelse er således en overgangsbestemmelse, der gør det muligt at give de berørte tjenestemænd en garanti for, at den gamle karrierestruktur finder anvendelse på forfremmelser med virkning før den 1. maj 2004.

For så vidt angår anvendelsesområdet for artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten, kan denne bestemmelse alene finde anvendelse på afgørelser om forfremmelse, der er truffet for forfremmelsesåret 2004 med virkning inden den 1. maj 2004, og den finder derfor ikke anvendelse på tjenestemænd, der den 30. april 2004 ikke er blevet forfremmet i forfremmelsesåret 2004 eller under alle omstændigheder ikke er blevet forfremmet med virkning inden den 1. maj 2004.

Henset til, at en forfremmelse er en årlig foranstaltning, der altid har tilbagevirkende gyldighed begrænset til det pågældende forfremmelsesår, må det fastslås, at såfremt en institution har besluttet at give visse afgørelser om forfremmelse en tilbagevirkende gyldighed, således at de får virkning fra en dato inden den 1. maj 2004, er et sådant valg ikke ulovligt, i det omfang dette er retligt begrundet i artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten.

(jf. præmis 60, 63, 64 og 117)

3.      De tjenestemænd, der kunne forfremmes til en højere lønklasse den 30. april 2004 inden ikrafttrædelsen af den nye vedtægt, men som faktisk blev forfremmet i forfremmelsesåret 2005, befinder sig ikke i samme retlige og faktiske situation som de tjenestemænd, der var indplaceret i samme lønklasse, og som kunne forfremmes til en højere lønklasse den 30. april 2004 og faktisk blev forfremmet i forfremmelsesåret 2004.

I overensstemmelse med de retlige bestemmelser, der regulerer forfremmelse af tjenestemænd, følger det nemlig af den vurdering af fortjenester, som ansættelsesmyndigheden skal foretage for hvert forfremmelsesår, at alene de tjenestemænd, der efter denne vurdering er mest egnede til forfremmelse i den pågældende periode, forfremmes. I denne henseende er der en væsentlig forskel mellem den faktiske og den retlige situation for dels de tjenestemænd, der af den nævnte myndighed anses for at være mindre egnede i den pågældende periode, dels de af deres kolleger, der faktisk forfremmes. De førstnævnte henhører således ikke under samme gruppe af personer som deres kolleger, der er blevet forfremmet, og kan ikke stille krav om ligebehandling.

Endvidere krænker en institutions undladelse – da vedtægten ikke bemyndiger institutionerne til at vedtage overgangsforanstaltninger, der for forfremmelsesåret 2005 kan fravige en umiddelbar anvendelse af den nye karrierestruktur – af at vedtage sådanne foranstaltninger ikke hverken ligebehandlingsprincippet, princippet om at komme i betragtning til en karriere eller princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

(jf. præmis 76-78, 97 og 98)

4.      EU-retten fastsætter ikke udtrykkeligt hverken et princip om én samlet karriere eller et princip om retten til en karriere. Derimod er der i retspraksis anført et princip om at komme i betragtning til en karriere som en særlig form for ligebehandlingsprincip gældende for tjenestemænd.

(jf. præmis 81, 82 og 121)

Henvisning til:

Personaleretten: 5. marts 2008, sag F-33/07, Toronjo Benitez mod Kommissionen, præmis 87 og 88

5.      En af betingelserne for, at en bestemmelse finder analog anvendelse, er, at den juridiske ordning, som de berørte er omfattet af, indeholder en lakune, der er uforenelig med et almindeligt EU-retligt princip, og som vil kunne udfyldes ved den forudsete analoge anvendelse.

Da det således ikke er fastslået, at vedtægtens artikel 45 og bilag XIII til denne indeholder en lakune, der er uforenelig med et almindeligt EU-retligt princip, bør det være udelukket at anvende artikel 6, stk. 2, i bilag XIII til vedtægten analogt på de forfremmelsesafgørelser, der er vedtaget for forfremmelsesår, der ligger efter forfremmelsesåret 2004.

Der skal desuden tages hensyn til, at den retlige binding mellem tjenestemændene og administrationen er af vedtægtsmæssig og ikke kontraktmæssig art, og at tjenestemændenes rettigheder og forpligtelser til hver en tid kan ændres af lovgiver under overholdelse af de EU-retlige krav.

(jf. præmis 99-101)

Henvisning til:

Domstolen: 4. marts 2010, sag C-496/08 P, Angé Serrrano, præmis 82

Personaleretten: 15. februar 2011, sag F-81/09, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 55, der er genstand for appel for Den Europæiske Unions Ret, sag T-238/11 P

6.      Ansættelsesmyndigheden er ikke forpligtet til at begrunde afgørelserne om forfremmelse i forhold til de tjenestemænd, der ikke forfremmes, men den skal begrunde en afgørelse, der afviser en tjenestemands klage over ikke at være blevet forfremmet. I denne henseende har administrationen opfyldt begrundelseskravet i de administrative afgørelser, når tjenestemanden kan vurdere grundlaget for den afgørelse, der er bebyrdende for ham, og muligheden for at indgive søgsmål ved Retten, samt når sidstnævnte er i stand til at udøve sin kontrol med retsaktens lovlighed.

(jf. præmis 146 og 147)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 2. juni 2005, sag T-177/03, Strohm mod Kommissionen, præmis 53

Personaleretten: 10. september 2009, sag F-124/07, Behmer mod Parlamentet, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis

7.      En tjenestemand har ikke nogen retlig interesse i at nedlægge påstand om annullation på grund af formelle mangler, herunder på grund af tilsidesættelse af begrundelsespligten, af en afgørelse i et tilfælde, hvor administrationen ikke har nogen skønsmargen og er nødt til at handle, som den har gjort, idet en annullation af den anfægtede afgørelse ikke kan medføre en afgørelse, der er identisk med den annullerede afgørelse for så vidt angår indholdet.

(jf. præmis 154)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 23. april 2002, sag T-372/00, Campolargo mod Kommissionen, præmis 62