Sagerne T-124/13 og T-191/13
Den Italienske Republik
og
Kongeriget Spanien
mod
Europa-Kommissionen
»Sprogordning – meddelelser om almindelige udvælgelsesprøver med henblik på ansættelse af administratorer og assistenter – valg af andet sprog blandt tre sprog – kommunikationssprog med udvælgelsesprøvernes ansøgere – forordning nr. 1 – vedtægtens artikel 1d, stk. 1, artikel 27, stk. 1, og artikel 28, litra f) – princippet om forbud mod forskelsbehandling – proportionalitet«
Sammendrag – Rettens dom (Ottende Afdeling) af 24. september 2015
1. Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – abstrakt angivelse – afvisning
[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]
2. Annullationssøgsmål – Unionens retsinstansers kompetence – rækkevidde – forbud mod at træffe afgørelse ultra petita – forpligtelse til at overholde sagens rammer som fastlagt af parterne – forpligtelse til at træffe afgørelse alene ud fra de argumenter, som parterne har påberåbt sig – foreligger ikke
(Art. 263 TEUF)
3. Den Europæiske Union – sprogordning – forordning nr. 1 – anvendelsesområde – forholdet mellem institutionerne og deres ansatte – omfattet i mangel af særlige lovbestemmelser
(Rådets forordning nr. 1)
4. Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – afviklingen af en almindelig udvælgelsesprøve – kommunikationssproget mellem Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) og ansøgerne – begrænsning – ikke tilladt
(Tjenestemandsvedtægten, bilag III, art. 1, stk. 2; Rådets forordning nr. 1, art. 2)
5. Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – afholdelse – adgangsbetingelser og nærmere bestemmelser – ansættelsesmyndighedens skønsbeføjelse – grænser – overholdelse af den sprogordning, der er fastsat i forordning nr. 1
(Tjenestemandsvedtægten, art. 2; Rådets forordning nr. 1, art. 2)
6. Annullationssøgsmål – anbringender – manglende eller utilstrækkelig begrundelse – sondring i forhold til åbenbart urigtigt skøn
(Art. 263, stk. 2, TEUF og art. 296 TEUF)
7. Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – afviklingen af en almindelig udvælgelsesprøve – sprog med henblik på deltagelse i prøverne – begrænsning af valget af det andet sprog – forskelsbehandling på grund af sprog – begrundelse vedrørende nødvendigheden af at vælge et begrænset antal sprog som interne kommunikationssprog – ikke tilladt
[Tjenestemandsvedtægten, art. 1d og art. 28, litra f), og bilag III, art. 1, stk. 1, litra f); Rådets forordning nr. 1, art. 1]
8. Tjenestemænd – udvælgelsesprøve – afviklingen af en almindelig udvælgelsesprøve – sprog med henblik på deltagelse i prøverne – ligebehandling – domstolsprøvelse – rækkevidde
[Tjenestemandsvedtægten, art. 1d og art. 28, litra f), og bilag III, art. 1, stk. 1, litra f); Rådets forordning nr. 1, art. 1]
9. Tjenestemandssager – dom om annullation – retsvirkninger – annullation af meddelelserne om almindelige udvælgelsesprøver – de valgte ansøgeres berettigede forventning – ingen tvivl om resultaterne af udvælgelsesprøverne
(Art. 266 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)
1. I henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen og artikel 44, stk. 1, litra c), i procesreglementet skal en stævning angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal, uafhængigt af, hvilket ordvalg der benyttes, være så klare og præcise, at sagsøgte får mulighed for at tilrettelægge sit forsvar og Retten for at gennemføre den retslige efterprøvelse. Såfremt et søgsmål skal kunne admitteres, er det af retssikkerhedshensyn og af hensyn til en god retspleje nødvendigt, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, om end kortfattet, men dog konsekvent og forståeligt, fremgår af selve stævningen. Navnlig gælder, at selv om fremstillingen af søgsmålsgrundene i stævningen ikke nødvendigvis skal følge terminologien og opregningen i procesreglementet, og selv om fremstillingen af søgsmålsgrundene ved deres indhold i højere grad end ved deres retlige betegnelse kan være tilstrækkelig, er forudsætningen herfor dog, at disse søgsmålsgrunde tilstrækkeligt klart fremgår af stævningen. Endvidere opfylder en ren abstrakt opregning af søgsmålsgrundene i stævningen ikke kravene i statutten for Domstolen og procesreglementet, og det i disse regelsæt anvendte udtryk »en kort fremstilling af søgsmålsgrundene« er ensbetydende med, at der i stævningen skal redegøres for, hvad der er indholdet af den søgsmålsgrund, som søgsmålet støttes på.
Det følger heraf, at det, med undtagelse af ufravigelige procesforudsætninger, som Unionens retsinstanser i givet fald skal efterprøve ex officio, tilkommer sagsøgeren i stævningen at anføre de søgsmålsgrunde, som gøres gældende til støtte for søgsmålet. Med henblik herpå er en abstrakt angivelse af en søgsmålsgrunds overskrift ikke tilstrækkeligt. Det skal endvidere angives, hvori den påberåbte søgsmålsgrund består, med andre ord skal dens sammenhæng med søgsmålets påstande uddybes, og der skal redegøres for, hvorledes søgsmålsgrunden, hvis den kan tiltrædes, bør medføre, at retsinstansen giver sagsøgeren medhold i de nævnte påstande.
(jf. præmis 33 og 34)
2. Selv om Unionens retsinstanser kun må træffe afgørelse vedrørende parternes påstande inden for de af parterne fastlagte rammer for tvisten, kan de ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da de ellers kan tænkes at blive nødsaget til at basere deres afgørelse på urigtige retlige betragtninger. I en tvist, hvor parterne er uenige om fortolkningen og anvendelsen af en bestemmelse i EU-retten, påhviler det navnlig Unionens retsinstanser at anvende de relevante retsregler for afgørelsen af tvisten på de omstændigheder, som parterne præsenterer dem for. Det følger nemlig af princippet om iura novit curia, at en nøjere bestemmelse af lovens betydning ikke hører ind under anvendelsesområdet for princippet om parternes ret til frit at disponere over sagens genstand.
Det følger heraf, at et anbringendes antagelse til realitetsbehandling ikke afhænger af anvendelsen af en bestemt terminologi. Det er tilstrækkeligt, at et anbringendes indhold fremgår tilstrækkeligt tydeligt af stævningens ordlyd. Desuden afhænger et anbringendes antagelse til realitetsbehandling heller ikke af påberåbelsen af konkrete retsregler eller retsprincipper. Det tilkommer nemlig Unionens retsinstanser at identificere de relevante bestemmelser og at anvende dem på de faktiske omstændigheder, som parterne har forelagt dem, selv om parterne ikke har henvist til de pågældende bestemmelser eller selv har påberåbt sig andre bestemmelser. Det følger ligeledes heraf, at selv om sagsøgeren har fremført et anbringende på en sådan måde, at det kan antages til realitetsbehandling, kan retsinstansen ikke i forbindelse med undersøgelsen af dette anbringende indskrænke sig alene til de argumenter, der er påberåbt af den nævnte part, men skal foretage en fuldstændig undersøgelse af dette under hensyntagen til alle de gældende retsregler og retsprincipper, netop for ikke at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger.
(jf. præmis 35-37)
3. I mangel af særlige lovbestemmelser, der finder anvendelse på tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen, og i mangel af bestemmelser i denne henseende i forretningsordenen for de berørte institutioner, er der ingen retsforskrifter, der gør det muligt at konkludere, at forholdene mellem disse institutioner og deres tjenestemænd og øvrige ansatte falder fuldstændigt uden for anvendelsesområdet for forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område. Dette gælder så meget desto mere for så vidt angår forholdene mellem institutionerne og ansøgerne til en ekstern udvælgelsesprøve, der som udgangspunkt hverken er tjenestemænd eller ansatte.
(jf. præmis 56)
4. En meddelelse om udvælgelsesprøve, hvori det fastsættes, at ansøgerne til de omtvistede udvælgelsesprøver er forpligtet til at kommunikere med Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) på et sprog, som de har valgt blandt tysk, engelsk og fransk, tilsidesætter artikel 2 i forordning nr. 1. En ansøgning er nemlig utvivlsomt et dokument, der er rettet til de institutioner, som har oprettet EPSO, af en person, der er undergivet en medlemsstats jurisdiktion, nemlig ansøgeren. Følgelig har denne person (ansøgeren) i medfør af artikel 2 i forordning nr. 1 ret til at vælge det sprog, som dette dokument affattes på, blandt alle de officielle sprog, der er opregnet i samme forordnings artikel 1. For så vidt som en meddelelse om udvælgelsesprøve begrænser dette valg til tysk, engelsk og fransk, tilsidesætter de disse bestemmelser. Det samme gælder med hensyn til de eventuelle, øvrige skrivelser, som en ansøger kan blive bedt om at fremsende til EPSO vedrørende de udvælgelsesprøver, der er omhandlet i meddelelsen.
De skrivelser, som fremsendes af EPSO til hver ansøger, som har indsendt en ansøgning hertil, udgør i øvrigt svar, som omhandlet i artikel 2 i forordning nr. 1, på ansøgningen og på eventuelle andre dokumenter, som den pågældende ansøger har fremsendt til EPSO. Følgelig skal disse svar i medfør af denne sidste bestemmelse affattes på det sprog, som den pågældende ansøger har valgt, blandt alle de officielle sprog, med henblik på affattelsen af hans dokumenter. EPSO’s overholdelse af denne forpligtelse er så meget desto mere vigtig i det tilfælde, hvor meddelelsen om udvælgelsesprøve fastsætter en udvælgelse efter kvalifikationer, foretaget på grundlag af ansøgernes oplysninger i ansøgningsskemaet. Det er således vigtigt, at disse oplysninger udfærdiges på det sprog, som hver ansøger har valgt, i givet fald på dennes modersmål, og ikke på et sprog, som, for visse ansøgeres vedkommende, ikke er det sprog, som de bedst udtrykker sig på, selv om de besidder et tilfredsstillende kendskab hertil.
(jf. præmis 60-63)
5. Det er korrekt, at EU-institutionerne i henhold til princippet om deres funktionelle selvbestemmelsesret med hensyn til valget af deres tjenestemænd og ansatte, knæsat i vedtægtens artikel 2, råder over et vidt skøn og selvstændighed ved oprettelsen af en tjenestemands eller en øvrig ansats stilling, såvel ved valget af tjenestemanden eller den ansatte ved besættelsen af den oprettede stilling som med hensyn til karakteren af deres ansættelsesforhold med en øvrig ansat. Denne funktionelle selvbestemmelsesret fritager dem imidlertid ikke fra forpligtelsen til at overholde de gældende bestemmelser i EU-retten, herunder bestemmelserne i artikel 2 i forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område.
Nødvendigheden af at efterkomme de forpligtelser, der følger af forordning nr. 1, medfører i øvrigt ikke, at EU-institutionerne forhindres i, ved udøvelsen af den af Kommissionen anførte funktionelle selvbestemmelsesret, selv at fastsætte deres sproglige behov. Artikel 2 i forordning nr. 1 er ikke til hinder for en bestemmelse i en meddelelse om udvælgelsesprøve, hvorefter det kræves, at ansøgerne til udvælgelsesprøven har specifikke sproglige kundskaber. Den bestemmer blot, at ophavsmanden til meddelelsen om udvælgelsesprøve selv i et sådant tilfælde skal kommunikere med hver ansøger på det officielle sprog, som sidstnævnte har valgt, og ikke på et sprog, der er valgt blandt en mere afgrænset gruppe sprog, selv om der af hver ansøger kræves kendskab til mindst et af disse sprog for at kunne deltage i udvælgelsesprøven. I denne henseende fastsætter artikel 2 i forordning nr. 1 ikke undtagelser til den forpligtelse, som den pålægger, hverken af grunde, som vedrører tjenestens interesse, eller af andre grunde.
(jf. præmis 67-69 og 104)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 81 og 82)
7. Begrænsningen af det valg af andet sprog, der skal foretages af ansøgerne til en udvælgelsesprøve i Unionen, til et begrænset antal sprog, med udelukkelse af de andre officielle sprog, udgør en forskelsbehandling på grund af sprog. Det er nemlig åbenbart, at visse potentielle ansøgere (dem, der har et tilfredsstillende kendskab til mindst et af de udpegede sprog) med en sådan bestemmelse begunstiges, for så vidt som de kan deltage i udvælgelsesprøven og således blive ansat som tjenestemænd eller øvrige ansatte i Unionen, mens de andre ansøgere, som ikke har et sådant kendskab, udelukkes.
Selv om det i vedtægtens artikel 28, litra f), præciseres, at de tilfredsstillende kundskaber i et andet sprog kræves i det omfang, dette er nødvendigt for det hverv, som ansøgeren skal udøve, indeholder bestemmelsen i denne forbindelse ingen angivelser af de kriterier, der kan tages i betragtning i forbindelse med en begrænsning af valget af dette sprog blandt de officielle sprog, der nævnes i artikel 1 i forordning nr. 1 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område. Ligeledes gælder, at selv om meddelelsen om udvælgelsesprøven ifølge artikel 1, stk. 1, litra f), i bilag III til vedtægten eventuelt kan specificere de sprogkundskaber, der er nødvendige på grund af den ledige stillings særlige karakter, kan der imidlertid ikke af denne bestemmelse udledes en generel tilladelse til at fravige kravene i artikel 1 i forordning nr. 1.
Eftersom vedtægtens artikel 1d ikke blot forbyder forskelsbehandling på grund af nationalitet, men ligeledes flere andre former for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grund af sprog, er det følgelig alene formålet om at råde over ansøgere, som fra første færd er i stand til at arbejde, som eventuelt kan begrunde en forskelsbehandling på grund af sprog. En sådan forskelsbehandling er til gengæld ikke egnet til at lette ansættelsen af tjenestemænd, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet, idet disse krav åbenbart er uafhængige af en ansøgers sprogkundskaber.
Under disse omstændigheder er det ikke tilstrækkeligt at forsvare princippet om en begrænsning af det valg af andet sprog, som skal foretages af ansøgerne til en udvælgelsesprøve, med en henvisning til det store antal sprog, der i artikel 1 i forordning nr. 1 er anerkendt som officielle sprog og arbejdssprog i Unionen, og til den deraf følgende nødvendighed af at vælge et mere begrænset antal sprog, endog et enkelt, som interne kommunikationssprog eller arbejdssprog. Det er endvidere nødvendigt objektivt at begrunde valget af et eller flere specifikke sprog, med udelukkelse af alle de andre. En sådan begrænsning kan således ikke anses for objektivt begrundet og proportionelt, når der blandt de disponible sprog, ud over et sprog, som det er ønskeligt, endog nødvendigt, at have kendskab til, findes andre sprog, som ikke bibringer nogen særlig fordel. Hvis der som alternativ til det ene sprog, som det er en fordel for en nyansat tjenestemand at have kendskab til, tillades andre sprog, som det ikke er nogen fordel at have kendskab til, findes der ingen gyldig grund til ikke ligeledes at tillade alle de andre officielle sprog.
Selv hvis det antages, at de ansatte i en bestemt institution udelukkende anvender et eller visse sprog på deres møder, vil det under alle omstændigheder ikke uden yderligere forklaring kunne antages, at en nyansat tjenestemand, som ikke behersker nogen af disse sprog, ikke vil være i stand til øjeblikkeligt at udføre et nyttigt arbejde i den pågældende institution.
(jf. præmis 87, 88, 93, 94, 103, 117, 135 og 146)
8. Det er ganske vist korrekt, at princippet om forbud mod forskelsbehandling på områder, som henhører under udøvelsen af et skøn, tilsidesættes, når den pågældende institution foretager en sondring, der er vilkårlig eller åbenbart uegnet i forhold til formålet med lovgivningen. Imidlertid udelukker dette ikke enhver kontrol, som foretages af Unionens retsinstanser, af de eventuelle krav om specifikke sprogkundskaber for ansøgerne til en udvælgelsesprøve med henblik på ansættelse af tjenestemænd og øvrige ansatte i Unionen. Tværtimod tilkommer det Unionens retsinstanser at efterprøve, om sådanne krav er objektivt begrundede og står i rimeligt forhold til tjenestens reelle behov, med andre ord at de ikke er vilkårlige eller åbenbart uforholdsmæssige i forhold til det tilsigtede mål.
(jf. præmis 105 og 106)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 151)