Language of document :

Sag anlagt den 30. juli 2009 - CNIPT mod Kommissionen

(Sag T-302/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Comité national interprofessionnel de la pomme de terre (CNIPT) (Paris, Frankrig) (ved avocats V. Ledoux og B. Néouze)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutning annulleres i det hele.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har ved dette søgsmål nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2008) 7846, endelig udg. af 10. december 2008 1, hvorved Kommissionen fandt det foreneligt med fællesmarkedet, som statsstøtte, at indføre den rammeordning vedrørende foranstaltninger, som kan gennemføres af franske brancheorganisationer inden for landbruget, og som består i støtte dels til teknisk bistand, produktion og markedsføring af kvalitetslandbrugsprodukter, forskning og udvikling, dels til reklame til fordel for primærproducenter og de virksomheder, der driver virksomhed inden for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter, som finansieres af frivillige bidrag, der er gjort obligatoriske ved tværministeriel bekendtgørelse, og som skal opkræves af brancheorganisationerne (herefter "CVO").

De søgsmålsgrunde og væsentlige argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig, svarer i det væsentlige til de søgsmålsgrunde og væsentlige argumenter, der er påberåbt af sagsøgeren i sag T-293/09, CNIEL mod Kommissionen.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling, da Kommissionen har underkastet flere forskellige CVO en generel og ensartet behandling.

____________

1 - EUT 2009 C 116. s. 14.