Sag anlagt den 7. januar 2011 - Bank Melli Iran mod Rådet

(Sag T-7/11)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Bank Melli Iran (Tehran, Iran) (ved advokaterne L. Defalque og S. Woog)

Sagsøgt: Rådet for den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Punkt 5 i tabel B i bilaget til Rådets afgørelse 2010/644/FUSP af 25. oktober 2010 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP ¹ og punkt 5 i tabel B i bilag VIII til Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 af 25. oktober 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EF) nr. 423/2007 ² annulleres og Rådets afgørelse indeholdt i skrivelse af 28. oktober 2010 annulleres.

Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse af 26. juli 2010 ³ og artikel 16, stk. 2, litra a), i Rådets forordning (EU) nr. 961/2010 er ulovlig og ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

Rådet for den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for påstanden har sagsøgeren fremført følgende anbringender:

1.    Det første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 215, stk. 2 og stk. 3 TEUF samt artikel 40 TEU, hvilket udgør en krænkelse af væsentlige formforskrifter, idet:

Rådet (FUSP) har vedtaget de restriktive foranstaltninger uden at give Rådet nogen skønsbeføjelser

afgørelse 2010/413/FUSP, som forordning nr. 961/2010 henviser til, fejlagtigt er baseret på artikel 29 TEU, idet den ikke fastlægger Unionens holdning til et bestemt spørgsmål af geografisk eller tematisk karakter, som fastsat i artikel 29, men fastlægger præcise forpligtelser for medlemsstaterne og personer under deres jurisdiktion

forordning nr. 691/2010 ikke indeholder de nødvendige bestemmelser om retsgarantier, hvilket er i strid med artikel 215, stk. 3, TEUF.

2.    Ifølge det andet anbringende har EU-lovgiver begået en fejl i valget af retsgrundlag for den anfægtede afgørelse og forordning, idet de restriktive sanktioner blev truffet over for sagsøgeren og selskabets datterselskaber, dvs. juridiske personer og ikke offentlige myndigheder, der ikke er opført på en liste af de Forenede Nationers Sikkerhedsråd. I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at:

selv om artikel 29 TEU og 215 TEUF kan benyttes som hjemmelsgrundlag, når Unionens institutioner gennemfører FN-resolutionen, er disse artikler ikke nødvendigvis anvendelige, når administrative foranstaltninger som f.eks. indefrysning af midler, der tilhører juridiske personer og ikke offentlige myndigheder, skal vedtages

de anfægtede retsakter burde have været vedtaget på grundlag af artikel 75 TEUF, hvorved Europa-Parlamentet inddrages som led i den fælles beslutningsprocedure.

3.    Ifølge det tredje anbringende er den anfægtede afgørelse og forordning er vedtaget i strid med principperne om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling, idet lignende afgørelser er vedtaget på et andet retligt grundlag såsom artikel 75 TEUF og således har en ramme indeholdende juridiske garantier, der er vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet, hvilket ikke var tilfældet for de anfægtede retsakter vedrørende sagsøgeren.

4.    Ifølge det fjerde anbringende er de anfægtede retsakter vedtaget i strid med sagsøgerens ret til forsvar, herunder navnlig sagsøgerens ret til at blive hørt, idet

-    sagsøgeren ikke modtog nogen beviser eller dokumenter til støtte for Rådets påstande, og idet de yderligere påstande, der blev fremsat i 2009 og bekræftet i 2010 i forbindelse med afgørelsen fra 2008, var vage og uklare, og at det var umuligt for sagsøgeren at fremsætte indsigelser over for disse

-    sagsøgeren blev nægtet adgang til dokumentationen og ret til at blive hørt

-    de anfægtede retsakter var ikke begrundet tilstrækkeligt, hvilket er i strid med sagsøgerens ret til effektiv retsbeskyttelse.

5.    Ifølge det femte anbringende udgør de anfægtede retsakter af de samme grunde, som er angivet med hensyn til det fjerde anbringende, en tilsidesættelse af principperne om sund offentlig forvaltning og om den berettigede forventning.

6.    Ifølge et sjette anbringende har Rådet ikke givet meddelelse om afgørelsen, herunder om begrundelsen for opførelsen på listen, hvilket er i strid med artikel 36, stk. 3 og stk. 4, i forordning nr. 961/2010, der rummer mulighed for en prøvelse af afgørelsen, når der fremsættes bemærkninger.

7.    Det syvende anbringende vedrører en åbenbar fejlfortolkning og magtfordrejning ved anvendelsen af Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 i forhold til sagsøgeren, idet Rådet foretog en fejlfortolkning af dens artikel 20, stk. 1, litra b), da det besluttede, at sagsøgerens aktiviteter som beskrevet i de anfægtede retsakter opfylder betingelserne for at være aktiviteter, der skal sanktioneres.

8.    Det ottende anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ejendomsretten, idet Rådet ikke har taget hensyn til afgørelsen fra de Forenede Nationers Sikkerhedsråd, hvilket bør medføre, at artikel 20, stk. 1, litra b), i Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 ikke finder anvendelse.

____________

¹ - EFT L 281, s 81.

² - EFT L 281, s. 1.

³ - Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EFT L 195, s. 39).