Language of document : ECLI:EU:T:2020:601

RETTENS KENDELSE (Sjette Afdeling)

15. december 2020 (*)

»Annullationssøgsmål – regler for institutionerne – medlem af Parlamentet – privilegier og immuniteter – meddelelse fra Europa-Parlamentets formand om, at et medlem af Europa-Parlamentets mandat er blevet ledigt – hasteanmodning om, at der tages initiativ til at sikre et parlamentsmedlems immunitet – retsakter, der ikke kan gøres til genstand for søgsmål – afvisning«

I sag T-24/20,

Oriol Junqueras i Vies, Sant Joan de Vilatorrada (Spanien), ved advokat A. Van den Eynde Adroer,

sagsøger,

mod

Europa-Parlamentet ved F. Drexler, N. Görlitz og C. Burgos, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af for det første erklæringen om, at sagsøgerens mandat blev ledigt med virkning fra den 3. januar 2020, som blev meddelt af Europa-Parlamentets formand på plenarmødet den 13. januar 2020, og for det andet sidstnævntes angivelige afslag på hasteanmodningen om, at der blev taget initiativ til at sikre sagsøgerens immunitet, som på sagsøgerens vegne blev fremsat den 20. december 2019 af Riba i Giner, medlem af Europa-Parlamentet, på grundlag af artikel 8 i Parlamentets forretningsorden,

har

RETTEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Marcoulli, samt dommerne S. Frimodt Nielsen og C. Iliopoulos (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

 Retsforskrifter

 Protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter

1        Artikel 9 i protokol (nr. 7) vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er optaget som bilag til EU- og EUF-traktaterne (herefter »protokol nr. 7«), har følgende ordlyd:

»Under Europa-Parlamentets mødeperioder nyder medlemmerne:

a)      på deres eget lands område de immuniteter, der tilstås medlemmerne af deres lands lovgivende forsamling

b)      på en anden medlemsstats område fritagelse for enhver form for tilbageholdelse og retsforfølgning.

De er ligeledes dækket af immuniteten på vej til eller fra [Parlamentets] mødested.

Immuniteten kan ikke påberåbes af et medlem, som gribes på fersk gerning, og kan ikke hindre [Parlamentets] ret til at ophæve et af dets medlemmers immunitet.«

 Valgakten

2        Artikel 7 i akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet, der er optaget som bilag til Rådets afgørelse 76/787/EKSF, EØF, Euratom af 20. september 1976 (EFT 1976, L 278, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 2002/772/EF, Euratom af 25. juni 2002 og af 23. september 2002 (EFT 2002, L 283, s. 1, herefter »valgakten«), bestemmer følgende:

»1.      Hvervet som medlem af [Parlamentet] er uforeneligt med hvervet som:

–        medlem af en medlemsstats regering;

–        medlem af [Europa-Kommissionen] […];

–        dommer, generaladvokat eller justitssekretær ved [Den Europæiske Unions] Domstol eller Ret i Første Instans;

–        medlem af Den Europæiske Centralbanks direktion;

–        medlem af [R]evisionsretten for [Den Europæiske Union];

–        [Den Europæiske] Ombudsmand;

–        medlem af Det [Europæiske] [Ø]konomiske og [S]ociale Udvalg […];

–        medlem af Regionsudvalget;

–        medlem af udvalg eller organer, som er oprettet i henhold til traktaterne om oprettelse af Det [E]uropæiske [Ø]konomiske Fællesskab og Det [E]uropæiske Atomenergifællesskab med henblik på at administrere Fællesskabernes pengemidler eller udføre vedvarende direkte forvaltning;

–        medlem af Den [E]uropæiske Investeringsbanks bestyrelse eller direktion eller ansat i denne;

–        tjenestemand eller anden ansat i aktiv tjeneste i [Den Europæiske Unions] institutioner eller dertil knyttede organer eller organisationer eller i Den Europæiske Centralbank.

2.      Fra valget til [Parlamentet] i 2004 er hvervet som medlem af [Parlamentet] uforeneligt med hvervet som medlem af et nationalt parlament.

[…]

3.      Hver medlemsstat kan desuden i overensstemmelse med artikel [8] udvide bestemmelserne for, hvilke hverv der er uforenelige på nationalt plan.

[…]«

3        Valgaktens artikel 8 har følgende ordlyd:

»Med forbehold af forskrifterne i denne akt er valgproceduren undergivet hver medlemsstats nationale forskrifter.

Disse nationale forskrifter, der eventuelt kan tage hensyn til særlige forhold i medlemsstaterne, må ikke generelt berøre valgmetodens forholdstalskarakter.«

4        Valgaktens artikel 12 lyder som følger:

»[Parlamentet] prøver [parlamentsmedlemmernes] mandater. Med henblik herpå tager [Parlamentet] de valgresultater, der officielt er bekendtgjort af medlemsstaterne[,] til efterretning og træffer afgørelse i eventuelle tvivlsspørgsmål, der måtte opstå på grundlag af bestemmelserne i denne akt, bortset fra tvivlsspørgsmål vedrørende de nationale bestemmelser, som denne akt henviser til.«

5        Valgaktens artikel 13 bestemmer følgende:

»1.      Et mandat bliver ledigt, når et [parlamentsmedlems] mandat udløber som følge af, at medlemmet fratræder, afgår ved døden eller fortaber sit mandat.

2.      Med forbehold af de øvrige bestemmelser i denne akt fastlægger hver medlemsstat de nærmere procedurer med henblik på, at et mandat, som måtte blive ledigt i løbet af den i artikel 3 omhandlede femårige periode, besættes for resten af denne periode.

3.      Når det efter en medlemsstats lovgivning udtrykkeligt fastsættes, at et medlem af [Parlamentet] fortaber sit mandat, udløber medlemmets mandat i medfør af denne lovgivnings bestemmelser. De kompetente nationale myndigheder underretter [Parlamentet] herom.

4.      Når et mandat bliver ledigt som følge af fratræden eller dødsfald, underretter [Parlamentets] formand omgående den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder herom.«

 Parlamentets forretningsorden (2019-2024)

6        Artikel 3 i Parlamentets forretningsorden (herefter »forretningsordenen«) med overskriften »Valgs prøvelse« bestemmer følgende:

»1.      Efter almindeligt valg til [Parlamentet] opfordrer formanden medlemsstaternes kompetente myndigheder til straks at meddele Parlamentet navnene på de valgte medlemmer, således at alle medlemmer kan deltage i Parlamentets møder fra det første møde efter valget.

[…]

3.      På grundlag af en betænkning fra det kompetente udvalg foretager Parlamentet omgående valgs prøvelse og træffer afgørelse om hvert enkelt nyvalgt medlems mandat og om eventuelle indsigelser indgivet på grundlag af bestemmelserne i [valgakten], bortset fra indsigelser, der i henhold til denne akt udelukkende falder ind under de nationale bestemmelser, som akten henviser til.

[…]

6.      Det kompetente udvalg påser, at medlemsstaternes eller Unionens myndigheder omgående giver Parlamentet alle oplysninger, som vil kunne påvirke valgbarheden af et medlem eller suppleanternes valgbarhed eller rækkefølge; er der tale om en udnævnelse, angives den dato, fra hvilken udnævnelsen har virkning.

Indleder medlemsstaternes kompetente myndigheder en procedure, som kan føre til mandatbortfald for et medlem, anmoder [Parlamentets] [formand] dem om at blive løbende orienteret om sagens udvikling. Formanden henviser sagen til det kompetente udvalg, på hvis forslag Parlamentet kan afgive udtalelse.«

7        Forretningsordenens artikel 4 med overskriften »Mandatets varighed« bestemmer følgende:

»1.      Mandatet begynder og ophører i overensstemmelse med artikel 5 og 13 i [valgakten].

2.      Ethvert medlem, der nedlægger sit mandat, meddeler [Parlamentets] [formand] dette […].

Skønner det kompetente udvalg, at mandatnedlæggelsen overholder [valgakten], konstateres mandatet ledigt fra den dato, som det afgående medlem har angivet i protokollen om mandatnedlæggelsen, og formanden underretter Parlamentet herom.

Skønner det kompetente udvalg, at mandatnedlæggelsen er i modstrid med [valgakten], foreslår det Parlamentet ikke at konstatere mandatet ledigt.

[…]

4.      Når enten medlemsstaternes eller Unionens kompetente myndigheder eller det pågældende medlem underretter [Parlamentets] [formand] om udnævnelse eller valg til hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af [Parlamentet], jf. artikel 7, stk. 1 eller 2, i [valgakten], underretter [Parlamentets] [formand] Parlamentet herom, og Parlamentet konstaterer, at mandatet er blevet ledigt fra datoen for indtrædelsen af uforenelighed.

Giver medlemsstaternes kompetente myndigheder [Parlamentets] [formand] meddelelse om, at et mandat er ophørt i henhold til bestemmelser i den pågældende medlemsstats lovgivning som følge af enten uforenelighed med supplerende nationale regler, der er vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 3, i [valgakten], eller fortabelse af mandatet, jf. aktens artikel 13, stk. 3, underretter [Parlamentets] [formand] Parlamentet om, at mandatet er ophørt på den dato, som medlemsstatens kompetente myndigheder har angivet. Hvis der ikke er oplyst nogen dato, anses mandatet for ophørt fra datoen for meddelelsen fra den pågældende medlemsstat.

[…]

7.      Parlamentet kan erklære prøvede mandater for ugyldige eller nægte at erklære et mandat for ledigt, dersom der i forbindelse med godkendelsen eller ophævelsen af mandatet konstateres materielle unøjagtigheder eller mangler ved samtykket.«

8        Forretningsordenens artikel 5 med overskriften »Privilegier og immuniteter« bestemmer følgende:

»1.      Medlemmerne nyder de privilegier og immuniteter, der er fastlagt i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter.

2.      Under udøvelsen af sine beføjelser vedrørende privilegier og immuniteter arbejder Parlamentet for at bevare sin integritet som demokratisk lovgivende forsamling og sikre medlemmernes uafhængighed under udførelsen af deres opgaver. Parlamentarisk immunitet er ikke et medlems personlige privilegium, men derimod en garanti for Parlamentets uafhængighed som helhed og for dets medlemmers uafhængighed.

[…]«

9        Forretningsordenens artikel 7 med overskriften »Beskyttelse af privilegier og immunitet« har følgende ordlyd:

»1.      I tilfælde, hvor det hævdes, at et medlems eller tidligere medlems privilegier og immuniteter er blevet krænket eller forventes at blive krænket af en medlemsstats myndigheder, kan Parlamentet i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, anmodes om at træffe afgørelse om, hvorvidt der rent faktisk er sket eller kan forventes at ske en krænkelse af disse privilegier og immuniteter.

2.      Der kan navnlig anmodes om beskyttelse af privilegier og immuniteter, hvis det findes, at der i givet fald ville foreligge en administrativ eller anden form for begrænsning i den frie bevægelighed for medlemmer, der rejser til eller fra Parlamentets mødested, eller en administrativ eller anden form for begrænsning i forbindelse med en meningstilkendegivelse eller en stemmeafgivelse under udøvelsen af deres hverv, eller at der i givet fald ville foreligge omstændigheder henhørende under artikel 9 i protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter.

[…]

5.      I tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om ikke at beskytte et medlems privilegier og immuniteter, kan medlemmet undtagelsesvis under fremlæggelse af nyt materiale i overensstemmelse med artikel 9, stk. 1, anmode om at få afgørelsen taget op til fornyet overvejelse. Anmodningen om fornyet overvejelse kan ikke antages til behandling, hvis der er anlagt sag til prøvelse af afgørelsen i henhold til artikel 263 i [TEUF], eller hvis [Parlamentets] [formand] finder, at det nye fremlagte materiale ikke er tilstrækkelig underbygget til at berettige fornyet overvejelse.«

10      Forretningsordenens artikel 8 med overskriften »Hasteforanstaltninger truffet af [Parlamentets] [formand] for at sikre immunitet« lyder som følger:

»1.      I særlig hastende tilfælde, hvor et medlem er blevet anholdt[,] eller medlemmets bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og dette øjensynligt er sket i strid med den pågældendes privilegier og immuniteter, kan [Parlamentets] [formand] efter at have rådført sig med det kompetente udvalgs formand og ordfører tage initiativ til at sikre det pågældende medlems privilegier og immuniteter. [Parlamentets] [formand] underretter udvalget om sit initiativ og informerer Parlamentet.

2.      Når [Parlamentets] [formand] gør brug af de i stk. 1 omhandlede beføjelser, tager det kompetente udvalg [Parlamentets] [formands] initiativ til efterretning på sit næstfølgende møde. Udvalget kan, hvis det skønner det nødvendigt, udarbejde en betænkning til Parlamentet.«

11      Forretningsordenens artikel 9 med overskriften »Procedurer vedrørende immunitet« bestemmer følgende:

»1.      Enhver anmodning til [Parlamentets] [formand] fra en kompetent myndighed i en medlemsstat om ophævelse af et medlems immunitet eller fra et medlem eller tidligere medlem om beskyttelse af privilegier og immuniteter meddeles på plenarmødet og henvises til det kompetente udvalg.

2.      Med medlemmets eller det tidligere medlems samtykke kan anmodningen fremsættes af et andet medlem, som kan repræsentere medlemmet eller det tidligere medlem på alle stadier i proceduren.

[…]

3.      Udvalget prøver straks, men under hensyn til deres forholdsmæssige kompleksitet, anmodninger om ophævelse af immunitet eller beskyttelse af privilegier og immuniteter.

4.      Udvalget fremsætter forslag til en begrundet afgørelse, der skal anbefale godkendelse eller forkastelse af anmodningen om ophævelse af immunitet eller om beskyttelse af immunitet og privilegier. Der kan ikke stilles ændringsforslag. Såfremt et forslag forkastes, betragtes den modsatte afgørelse som vedtaget.

5.      Udvalget kan anmode den berørte myndighed om enhver oplysning eller præcisering, som det finder nødvendig for at kunne tage stilling til, hvorvidt immuniteten bør ophæves eller beskyttes.

6.      Det berørte medlem har mulighed for at blive hørt og kan forelægge ethvert dokument eller andet skriftligt materiale, som medlemmet måtte finde relevant for udvalgets stillingtagen.

[…]

Udvalgets formand indbyder medlemmet til høringen og oplyser tidspunktet herfor. Det berørte medlem kan give afkald på retten til at blive hørt.

[…]

7.      Ligger der flere forskellige anklagepunkter til grund for anmodningen om ophævelse eller beskyttelse af immunitet, kan der udarbejdes en særskilt afgørelse for hvert anklagepunkt. Undtagelsesvis kan det i udvalgets betænkning foreslås, at ophævelsen eller beskyttelsen af den parlamentariske immunitet udelukkende skal vedrøre den strafferetlige forfølgelse, men at medlemmet, så længe der ikke er afsagt endelig dom, ikke kan udsættes for nogen form for frihedsberøvelse, varetægtsfængsling eller anden foranstaltning, der ville forhindre den pågældende i at varetage sit mandat.

8.      Udvalget kan afgive en begrundet udtalelse om den pågældende myndigheds kompetence og om, hvorvidt anmodningen kan tages under behandling, men udtaler sig under ingen omstændigheder om skyldspørgsmålet eller om det hensigtsmæssige i en strafferetlig forfølgelse på grundlag af de udtalelser eller handlinger, som medlemmet tillægges, selv ikke i tilfælde, hvor udvalget gennem prøvelsen af anmodningen opnår grundigt kendskab til selve sagen.

9.      Udvalgets forslag til afgørelse optages på dagsordenen for det første møde, efter at det er indgivet. Der kan ikke stilles ændringsforslag til et sådant forslag.

[…]

Med forbehold af [forretningsordenens] artikel 173 kan det medlem, hvis privilegier eller immuniteter sagen omhandler, ikke tage ordet under forhandlingen.

Der stemmes om forslaget eller forslagene til afgørelse i betænkningen under den første afstemningstid, efter at forhandlingen er afsluttet.

Efter behandling i Parlamentet stemmes der særskilt om hvert enkelt forslag i betænkningen. Forkastes et forslag, betragtes den modsatte afgørelse som vedtaget.

10.      [Parlamentets] [formand] meddeler straks Parlamentets afgørelse til det pågældende medlem og til den pågældende medlemsstats kompetente myndighed og anmoder om at blive holdt underrettet om enhver udvikling og om, hvilke retsafgørelser der træffes, i sagen. Så snart [Parlamentets] [formand] har modtaget disse oplysninger, giver formanden på den måde, formanden finder mest hensigtsmæssig, Parlamentet meddelelse herom, om nødvendigt efter at have hørt det kompetente udvalg.

11.      Udvalget behandler sagen og alle modtagne dokumenter med den største fortrolighed. Udvalgets behandling af procedurer vedrørende immunitet finder altid sted for lukkede døre.

12.      Parlamentet behandler kun anmodninger om ophævelse af et medlems immunitet, som er blevet fremsendt til det af medlemsstaternes dømmende myndigheder eller faste repræsentationer.

[…]

14.      Enhver forespørgsel fra en kompetent myndighed om rækkevidden af medlemmernes privilegier eller immuniteter behandles i overensstemmelse med ovennævnte regler.«

12      Forretningsordenens artikel 22 med overskriften »[Parlamentets] [formands] opgaver« lyder som følger:

»1.      [Parlamentets] [formand] leder i overensstemmelse med denne forretningsorden alt arbejde i Parlamentet og dets organer og har alle de beføjelser, som er nødvendige for at føre forsædet ved alle Parlamentets forhandlinger og sikre, at de afvikles korrekt.

2.      [Parlamentets] [formand] åbner, udsætter og hæver møderne, tager stilling til, om ændringsforslag og andre tekster, der sættes under afstemning, kan stilles, samt forespørgsler og spørgsmål fra parlamentsmedlemmer; formanden påser overholdelsen af forretningsordenen, sørger for opretholdelse af god orden, giver talerne ordet, erklærer forhandlingerne for afsluttet, lader foretage afstemninger og bekendtgør afstemningernes udfald; formanden henviser de sager til udvalgene, som hører under deres sagsområde.

3.      [Parlamentets] [formand] må under forhandlingerne kun tage ordet for at sammenfatte forhandlingen og holde talerne til orden. Vil formanden deltage i forhandlingerne, må vedkommende forlade formandspladsen og kan først indtage den igen, efter at forhandlingen om sagen er afsluttet.

[…]«

13      Forretningsordenens artikel 149 med overskriften »Søgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol« bestemmer:

»[…]

3.      [Parlamentets] [formand] indleder søgsmål på Parlamentets vegne i overensstemmelse med henstillingen fra det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål.

[…]

4.      [Parlamentets] [formand] fremsætter bemærkninger eller indtræder i retssager på Parlamentets vegne efter høring af det udvalg, der er kompetent med hensyn til retlige spørgsmål.

[…]«

14      Endelig bestemmer forretningsordenens artikel 236 med overskriften »Anvendelse af forretningsordenen« følgende:

»1.      Opstår der tvivl om anvendelsen eller fortolkningen af forretningsordenen, kan [Parlamentets] [formand] henvise spørgsmålet til behandling i det kompetente udvalg.

[…]«

 Tvistens baggrund

15      Sagsøgeren, Oriol Junqueras i Vies, var vicepræsident for Gobierno autonómico de Cataluña (regeringen i den selvstyrende region Catalonien, Spanien), da Parlamento de Cataluña vedtog Ley 19/2017 reguladora del referéndum de autodeterminación (det catalanske parlaments lov nr. 19/2017 om folkeafstemningen om selvbestemmelse) af 6. september 2017 (DOGC nr. 7449A af 6.9.2017, s. 1) og Ley 20/2017 de transitoriedad jurídica y fundacional de la República (det catalanske parlaments lov nr. 20/2017 om republikkens retlige og grundlæggende overgang) af 8. september 2017 (DOGC nr. 7451A af 8.9.2017, s. 1), og da der den 1. oktober 2017 blev afholdt folkeafstemning om selvbestemmelse i henhold til den førstnævnte af disse to love, hvis bestemmelser i mellemtiden var blevet suspenderet ved en afgørelse fra Tribunal Constitucional (forfatningsdomstol, Spanien).

16      Efter vedtagelsen af de i præmis 15 ovenfor nævnte love og afholdelsen af folkeafstemningen om selvbestemmelse indledte Ministerio Fiscal (anklagemyndighed, Spanien), Abogado del Estado (statens advokat, Spanien) og Partido político VOX (det politiske parti VOX) en straffesag mod flere personer, herunder sagsøgeren, med påstand om, at de havde deltaget i en løsrivelsesproces og i denne forbindelse begået forhold, der kan kvalificeres under tre strafbare handlinger, nemlig for det første »oprør« eller »opstand«, for det andet »ulydighed« og for det tredje »underslæb«.

17      Sagsøgeren blev under forundersøgelsen i forbindelse med denne straffesag varetægtsfængslet ved en afgørelse vedtaget den 2. november 2017 på grundlag af artikel 503 i Ley de Enjuiciamiento Criminal (strafferetsplejelov, Spanien).

18      Under den mundtlige forhandling i sagen stillede sagsøgeren op som kandidat til valget til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019. Han blev valgt til Europa-Parlamentet, således som det fremgår af den officielle bekendtgørelse af valgresultatet fra Junta Electoral Central (den centrale valgkommission, Spanien) ved en afgørelse af 13. juni 2019 om »Bekendtgørelse om personer valgt som medlemmer af [Parlamentet] ved valget den 26. maj 2019« (BOE nr. 142 af 14.6.2019, s. 62477) truffet i overensstemmelse med artikel 224, stk. 1, i Ley orgánica 5/1985, de Régimen Electoral General (lov nr. 5/1985 om det almindelige valgsystem) af 19. juni 1985 (BOE nr. 147 af 20.6.1985, s. 19110, herefter »den spanske valglov«). I denne afgørelse fordelte den centrale valgkommission i øvrigt som krævet i henhold til samme bestemmelse Kongeriget Spaniens mandater i Parlamentet til de valgte personer, herunder sagsøgeren.

19      Ved kendelse af 14. juni 2019 afslog Tribunal Supremo (øverste domstol, Spanien) en anmodning indgivet af sagsøgeren om ekstraordinær udgangstilladelse fra fængslet med politiovervågning, således at han over for den centrale valgkommission kunne aflægge ed eller løfte om troskab til den spanske forfatning som krævet efter den spanske valglovs artikel 224, stk. 2.

20      Den 20. juni 2019 vedtog den centrale valgkommission en afgørelse, hvori den fastslog, at sagsøgeren ikke havde aflagt den pågældende ed eller det pågældende løfte, og i overensstemmelse med den spanske valglovs artikel 224, stk. 2, bekendtgjorde, at hans mandat i Europa-Parlamentet var ledigt, samt at alle de privilegier, der måtte tilkomme ham som følge af hvervet, var suspenderet.

21      Sagsøgeren iværksatte appel ved Tribunal Supremo (øverste domstol) til prøvelse af den i præmis 19 ovenfor nævnte kendelse, og i forbindelse med denne appel påberåbte han sig immuniteterne i henhold til artikel 9 i protokol nr. 7.

22      Den 1. juli 2019 besluttede Tribunal Supremo (øverste domstol) at udsætte den i præmis 21 ovenfor nævnte appelsag og forelægge Domstolen præjudicielle spørgsmål (sag C-502/19, Junqueras Vies).

23      Den 2. juli 2019 åbnede formanden for Europa-Parlamentet den første session i valgperioden efter valget til Europa-Parlamentet den 26. maj 2019. Sagsøgeren deltog ikke i denne første session.

24      Den 4. juli 2019 anmodede Riba i Giner, der er medlem af Europa-Parlamentet, på sagsøgerens vegne Parlamentets formand om at træffe hasteforanstaltninger i henhold til forretningsordenens artikel 8 med henblik på at sikre sagsøgerens immunitet. Den 22. august 2019 forkastede Parlamentets formand denne anmodning.

25      Den 14. oktober 2019 afsagde Tribunal Supremo (øverste domstol) dom i straffesagen mod bl.a. sagsøgeren (herefter »Tribunal Supremos (øverste domstol) dom af 14. oktober 2019«), hvorved den dels idømte ham en fængselsstraf på 13 år, dels traf bestemmelse om almindelig offentlig rettighedsfortabelse i 13 år, hvilket indebar endelig fortabelse af alle hans offentlige opgaver og hverv, herunder folkevalgte hverv, og af muligheden for at udøve eller opnå nye sådanne opgaver og hverv.

26      Ved dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), fastslog Domstolen, at en person, der officielt var erklæret valgt til Parlamentet, mens han var varetægtsfængslet i forbindelse med en sag om alvorlige strafbare handlinger, men som efter en sådan erklæring om valg ikke havde fået tilladelse til at opfylde visse krav, som er fastsat i national ret, og til at rejse til Parlamentet for at deltage i dettes første session, følgelig skulle anses for at nyde immunitet i henhold til artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7. Domstolen præciserede, at denne immunitet indebar, at varetægtsfængslingen af den pågældende person skulle ophæves med henblik på at gøre det muligt for denne person at rejse til Parlamentet og dér opfylde de krævede formaliteter. Derudover bestemte Domstolen, at såfremt den kompetente nationale ret fandt, at varetægtsfængslingen skulle opretholdes, efter at denne person havde opnået status som medlem af Parlamentet, skulle den hurtigst muligt anmode Parlamentet om at ophæve denne immunitet på grundlag af samme protokols artikel 9, stk. 3. Endelig fandt Domstolen, at det tilkom den forelæggende ret at vurdere, hvilke virkninger der skulle knyttes til de immuniteter, som den pågældende person nød, i eventuelle andre sager, under overholdelse af EU-retten og herunder bl.a. princippet om loyalt samarbejde som omhandlet i artikel 4, stk. 3, første afsnit, TEU (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 87 og 90-93).

27      Den 20. december 2019 indgav Riba i Giner, der er medlem af Europa-Parlamentet, på sagsøgerens vegne en ny anmodning til Parlamentets formand om, at han i henhold til forretningsordenens artikel 8 skulle træffe hasteforanstaltninger med henblik på at sikre sagsøgerens immunitet (herefter »Riba i Giners anmodning af 20. december 2019«).

28      Ved afgørelse af 3. januar 2020 fastslog den centrale valgkommission, at sagsøgeren ikke var valgbar som følge af hans idømmelse af en frihedsstraf ved Tribunal Supremos (øverste domstol) dom af 14. oktober 2019 (herefter »den centrale valgkommissions afgørelse af 3. januar 2020«). Sagsøgeren iværksatte appel til prøvelse af denne afgørelse ved Tribunal Supremo (øverste domstol) med begæring om udsættelse af dens gennemførelse.

29      Ved kendelse af 9. januar 2020 tog Tribunal Supremo (øverste domstol) stilling til virkningerne af dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), i forhold til straffesagen mod sagsøgeren (herefter »Tribunal Supremos (øverste domstol) kendelse af 9. januar 2020«). Den øverste domstol fandt i det væsentlige, at det i forlængelse af denne dom ikke var nødvendigt at indgive en anmodning til Parlamentet om ophævelse af den immunitet, som sagsøgeren ville have nydt som medlem af Europa-Parlamentet, bl.a. med den begrundelse, at straffesagen mod ham var ved at være afsluttet og var optaget til dom, da han blev erklæret valgt. For så vidt som sagsøgeren opnåede status som medlem af Europa-Parlamentet på det tidspunkt, hvor den mundtlige forhandling allerede var indledt, kunne han således ikke påberåbe sig immunitet for at forhindre, at sagen gik videre. I den nævnte kendelses konklusion fastslog Tribunal Supremo (øverste domstol) navnlig, at der ikke var grundlag for at tillade, at sagsøgeren rejste til Parlamentets mødested, for at løslade ham, for at erklære Tribunal Supremos (øverste domstol) dom af 14. oktober 2019 ugyldig eller for at indgive en anmodning om ophævelse af immuniteten til Parlamentet. Den besluttede ligeledes at fremsende denne kendelse til den centrale valgkommission og til Parlamentet. Samme dag besluttede instansen i øvrigt at behandle begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den centrale valgkommissions afgørelse af 3. januar 2020 efter den almindelige procedure, og den afviste de anmodninger om hasteforanstaltninger, som sagsøgeren havde fremsat i denne forbindelse.

30      Den 10. og 13. januar 2020 supplerede Riba i Giner på sagsøgerens vegne sin anmodning af 20. december 2019 (jf. præmis 27 ovenfor), idet hun bl.a. anmodede Parlamentets formand om at nægte at erklære sagsøgerens mandat ledigt og fremlagde yderligere dokumenter.

31      På plenarmødet den 13. januar 2020 meddelte Parlamentets formand, at Parlamentet i forlængelse af dommen af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), tog til efterretning, at sagsøgeren var blevet valgt til Parlamentet med virkning fra den 2. juli 2019. Han meddelte i øvrigt, at Parlamentet i forlængelse af den centrale valgkommissions afgørelse af 3. januar 2020 og Tribunal Supremos (øverste domstol) kendelse af 9. januar 2020 erklærede sagsøgerens mandat for ledigt med virkning fra den 3. januar 2020 (herefter »erklæringen af 13. januar 2020«).

 Retsforhandlinger og parternes påstande

32      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 17. januar 2020 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

33      Ved særskilte processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren desuden indgivet dels en begæring om foreløbige forholdsregler, registreret under sagsnr. T-24/20 R, dels en anmodning om behandling efter en fremskyndet procedure i henhold til artikel 151-155 i Rettens procesreglement.

34      Ved kendelse af 3. marts 2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet (T-24/20 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:78), har Rettens vicepræsident besluttet ikke at tage begæringen om foreløbige forholdsregler til følge og udsat afgørelsen om sagsomkostningerne. Denne kendelse blev appelleret til Domstolen den 13. maj 2020 og registreret under sagsnr. C-201/20 P(R).

35      Den 4. februar 2020 har Parlamentet oplyst, at det ikke har nogen bemærkninger til anmodningen om behandling efter en fremskyndet procedure.

36      Den 13. februar 2020 har Retten (Sjette Afdeling) besluttet at efterkomme anmodningen om behandling efter en fremskyndet procedure. Denne beslutning blev meddelt parterne samme dag.

37      Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 2. marts 2020 har Parlamentet fremsat en formalitetsindsigelse i henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1.

38      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 18. marts 2020 har sagsøgeren fremsat bemærkninger til formalitetsindsigelsen.

39      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Formalitetsindsigelsen afvises.

–        Erklæringen af 13. januar 2020 og afslaget på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 annulleres i det væsentlige.

–        Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

40      Sagsøgeren har ligeledes anmodet Retten om at træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, i det væsentlige med henblik på at opfordre Parlamentet og dets formand til at fremlægge for det første originalen eller en bekræftet kopi af sagsakterne vedrørende erklæringen af 13. januar 2020 og Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 (herunder eventuelle juridiske rapporter og dokumenter af enhver art) og ellers en bekræftelse af, at sådanne sagsakter ikke findes, og for det andet meddelelserne om den centrale valgkommissions afgørelse af 3. januar 2020 og Tribunal Supremos (øverste domstol) kendelse af 9. januar 2020.

41      Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

–        Sagen afvises.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

42      Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 25. marts 2020 har Kongeriget Spanien fremsat en anmodning om intervention i sagen til støtte for Parlamentets påstande.

43      Ved skrivelse af 21. juli 2020 har Retten sendt parterne spørgsmål som led i foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra a), som parterne har besvaret den 31. august 2020, altså inden for den fastsatte frist.

44      I sit svar af 31. august 2020 på Rettens skriftlige spørgsmål har sagsøgeren subsidiært nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen henskydes til behandling i forbindelse med sagens realitet.

45      Ved kendelse af 8. oktober 2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet (C-201/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:818), har Domstolens vicepræsident afvist appellen af kendelse af 3. marts 2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet (T-24/20 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:78), og i det væsentlige pålagt sagsøgeren at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen.

 Retlige bemærkninger

46      I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1 og 7, kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. I den foreliggende sag, hvor Parlamentet har anmodet om, at der tages stilling til, om sagen bør afvises, og da Retten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne, har den besluttet at træffe afgørelse om denne anmodning uden at gå at fortsætte sagens behandling.

47      Parlamentet har anført, at søgsmålet skal afvises, med den begrundelse, at hverken erklæringen af 13. januar 2020 eller det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 er bebyrdende retsakter, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF.

48      Det bemærkes, at ifølge fast retspraksis udgør enhver af institutionerne vedtaget retsakt – uanset art og form – som tilsigter at have bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand (dom af 11.11.1981, IBM mod Kommissionen, 60/81, EU:C:1981:264, præmis 9, og af 26.1.2010, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, C-362/08 P, EU:C:2010:40, præmis 51; jf. ligeledes dom af 25.10.2017, Rumænien mod Kommissionen, C-599/15 P, EU:C:2017:801, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

49      Ved afgørelsen af, om en anfægtet retsakt har bindende retsvirkninger, skal vægten lægges på denne retsakts indhold, og de nævnte virkninger skal vurderes ud fra objektive kriterier, såsom denne samme retsakts indhold, i givet fald under hensyn til sammenhængen for dens vedtagelse samt til den udstedende EU-institutions beføjelser (jf. dom af 20.2.2018, Belgien mod Kommissionen, C-16/16 P, EU:C:2018:79, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

50      Ifølge retspraksis er forberedende retsakter og enhver retsakt, der ikke har bindende retsvirkninger, som f.eks. bekræftende retsakter, rene gennemførelsesforanstaltninger, simple henstillinger og udtalelser og i princippet interne instrukser, derimod ikke underlagt den i artikel 263 TEUF omhandlede domstolsprøvelse (jf. kendelse af 14.5.2012, Sepracor Pharmaceuticals (Ireland) mod Kommissionen, C-477/11 P, EU:C:2012:292, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis). I øvrigt kan en retsakt, der har rent oplysende karakter, hverken berøre adressatens interesser eller ændre dennes retsstilling i forhold til situationen før modtagelsen af denne retsakt (jf. dom af 11.12.2012, Sina Bank mod Rådet, T-15/11, EU:T:2012:661, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

51      Det følger ligeledes af retspraksis, at ikke ethvert svar fra en EU-institution på en fremsat anmodning udgør en beslutning som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF, som kan anfægtes ved et annullationssøgsmål (kendelse af 27.1.1993, Miethke mod Parlamentet, C-25/92, EU:C:1993:32, præmis 10, af 11.12.1998, Scottish Soft Fruit Growers mod Kommissionen, T-22/98, EU:T:1998:286, præmis 34, og af 5.9.2012, Farage mod Parlamentet og Buzek, T-564/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:403, præmis 27).

52      Endelig fremgår det af retspraksis, at en afgørelse fra en EU-institution, der har karakter af et afslag, skal bedømmes efter arten af den henvendelse, den er svar på (dom af 8.3.1972, Nordgetreide mod Kommissionen, 42/71, EU:C:1972:16, præmis 5, af 24.11.1992, Buckl m.fl. mod Kommissionen, C-15/91 og C-108/91, EU:C:1992:454, præmis 22, og af 9.10.2018, Multiconnect mod Kommissionen, T-884/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:665, præmis 45). Navnlig er et afslag en retsakt, som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF, når den retsakt, som EU-institutionen nægter at udstede, kunne have været anfægtet i henhold til denne bestemmelse (jf. dom af 22.10.1996, Salt Union mod Kommissionen, T-330/94, EU:T:1996:154, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

53      Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om for det første erklæringen af 13. januar 2020 og for det andet det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 har karakter af en anfægtelig retsakt.

 Formaliteten med hensyn til påstanden om annullation af erklæringen af 13. januar 2020

54      Parlamentet har gjort gældende, at erklæringen af 13. januar 2020 ikke er en retsakt, der har bindende retsvirkninger, og som kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF, med den begrundelse, at det forhold, at sagsøgerens mandat blev ledigt, i det væsentlige alene fulgte af en afgørelse truffet af de spanske myndigheder i henhold til artikel 6, stk. 2, i den spanske valglov, som Parlamentet var forpligtet til at tage til efterretning i henhold til valgaktens artikel 13, stk. 3, og forretningsordenens artikel 4, stk. 4, andet afsnit.

55      Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen afvises, for så vidt som den vedrører søgsmålet til prøvelse af erklæringen af 13. januar 2020. Sagsøgeren er nemlig af den opfattelse, at erklæringen af 13. januar 2020 har haft »væsentlige« retsvirkninger. Den har navnlig forhindret anerkendelsen af sagsøgerens status som medlem af Europa-Parlamentet og dermed frataget ham muligheden for, at Parlamentet kunne nægte at ophæve hans immunitet. Sagsøgeren har desuden i det væsentlige gjort gældende, at Parlamentet i henhold til valgaktens artikel 13, stk. 3, og forretningsordenens artikel 4, stk. 7, burde have nægtet at erklære hans mandat for ledigt. I denne forbindelse har sagsøgeren anført, at Parlamentet kunne bedømme dels Tribunal Supremos (øverste domstol) manglende overholdelse af de nationale procedurer og af dommen af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), dels Tribunal Supremos (øverste domstol) tilsidesættelse af EU-retten og navnlig artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7 og princippet om loyalt samarbejde som fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU.

56      For det første handler Parlamentet i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, TEU, og artikel 13, stk. 2, TEU, inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt det ved traktaterne.

57      Valgaktens artikel 13, stk. 1, bestemmer, at et mandat bliver ledigt, når et parlamentsmedlems mandat udløber som følge af, at medlemmet fratræder, afgår ved døden eller fortaber sit mandat. Hvad angår sidstnævnte tilfælde bestemmer nævnte akts artikel 13, stk. 3, at når det efter en medlemsstats lovgivning udtrykkeligt fastsættes, at et medlem af Europa-Parlamentet fortaber sit mandat, udløber medlemmets mandat i medfør af denne lovgivnings bestemmelser, og de nationale myndigheder underretter Parlamentet herom.

58      Det fremgår desuden af forretningsordenens artikel 4, stk. 4, andet afsnit, at når medlemsstaternes kompetente myndigheder giver Parlamentets formand meddelelse om, at et mandat er ophørt i henhold til bestemmelser i den pågældende medlemsstats lovgivning som følge af enten uforenelighed med supplerende nationale regler, jf. artikel 7, stk. 3, i valgakten eller fortabelse af det berørte medlems mandat, jf. aktens artikel 13, stk. 3, underretter Parlamentets formand institutionen om, at mandatet er ophørt på den dato, som medlemsstatens kompetente myndigheder har angivet.

59      Det følger af opbygningen af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 56-58 ovenfor, at Parlamentet ikke har beføjelse til at prøve en afgørelse fra en medlemsstats myndigheder, hvorved disse i medfør af national ret erklærer, at et medlem af Europa-Parlamentet har fortabt sit mandat, eller at der foreligger uforenelighed med supplerende nationale regler som omhandlet i valgaktens artikel 7, stk. 3, og den deraf følgende afgørelse om, at mandatet er blevet ledigt, da institutionen blot underrettes om mandatets ledighed af de nationale myndigheder. Det er i øvrigt det, som Domstolen umiddelbart har fastslået i præmis 62 og 73 i kendelse af 8. oktober 2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet (C-201/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:818).

60      Denne fortolkning støttes af ordlyden af valgaktens artikel 8 og 12 og forretningsordenens artikel 3, stk. 3 (jf. præmis 3, 4 og 6 ovenfor). Når disse bestemmelser sammenholdes, følger det, at for så vidt som medlemsstaterne i princippet fortsat har kompetence til at regulere valgproceduren, har Parlamentet ikke kompetence til at rejse tvivl om lovligheden af bekendtgørelsen af valgresultaterne eller til at prøve dens overensstemmelse med EU-retten (dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 69) eller til at træffe afgørelse om indsigelser vedrørende gyldigheden af de nyvalgte medlemmers mandat, som er indgivet på grundlag af de nationale bestemmelser, som valgakten henviser til (jf. valgaktens artikel 12 og forretningsordenens artikel 3, stk. 3). Henset til henvisningen i valgaktens artikel 13, stk. 3, til bestemmelserne i national ret må det fastslås, at Parlamentet heller ikke har kompetence til at træffe afgørelse om indsigelser vedrørende ledigheden af et medlem af Europa-Parlamentets mandat, når dette skyldes mandatbortfald, som udtrykkeligt er fastsat i denne ret (jf. analogt dom af 7.7.2005, Le Pen mod Parlamentet, C-208/03 P, EU:C:2005:429, præmis 51).

61      For det andet har Domstolen i dom af 7. juli 2005, Le Pen mod Parlamentet (C-208/03 P, EU:C:2005:429), fastslået, at artikel 12, stk. 2, første afsnit, i den oprindelige udgave af valgakten, nu valgaktens artikel 13, stk. 3, klart fremhævede, at der overhovedet ikke var overladt Parlamentet noget skøn, eftersom dets opgave i den særlige situation, der var omhandlet i denne bestemmelse, således ikke bestod i at konstatere et parlamentsmedlems mandats ledighed, men blot i at tage ledigheden af mandatet, der allerede var konstateret af de nationale myndigheder, til efterretning. Domstolen har ligeledes præciseret, at Parlamentet i de andre situationer, navnlig ved nedlæggelse af et mandat eller ved et medlems død, havde en mere aktiv rolle, idet det selv konstaterede, at mandatet var ledigt, og underrettede den berørte medlemsstat om denne ledighed (dom af 7.7.2005, Le Pen mod Parlamentet, C-208/03 P, EU:C:2005:429, præmis 50).

62      I dom af 7. juli 2005, Le Pen mod Parlamentet (C-208/03 P, EU:C:2005:429), stadfæstede Domstolen således dom af 10. april 2003, Le Pen mod Parlamentet (T-353/00, EU:T:2003:112), i hvilken Retten i præmis 90-97 i det væsentlige fastslog, at det forhold, at Parlamentet på grundlag af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i den oprindelige udgave af valgakten tog til efterretning, at et parlamentsmedlems mandat var blevet ledigt i medfør af de nationale bestemmelser, ikke var en anfægtelig retsakt, eftersom den ikke havde til formål at skabe egentlige retsvirkninger.

63      For det tredje bemærkes, at valgaktens artikel 13, stk. 3, har erstattet artikel 12, stk. 2, første afsnit, i den oprindelige udgave af valgakten, som bestemte, at »[d]ersom mandatet [var] blevet ledigt som følge af en medlemsstats nationale bestemmelser, underrette[de] denne [Parlamentet] herom, og [Parlamentet] [tog] meddelelsen til efterretning«.

64      Valgaktens artikel 13, stk. 3, har imidlertid blot tydeliggjort denne bestemmelse uden at ændre dens indhold. Valgaktens artikel 13, stk. 3, præciserer således, at et parlamentsmedlems mandat udløber i medfør af den nationale lovgivning, som udtrykkeligt fastsætter, at mandatet fortabes, og har fjernet henvisningen til, at Parlamentet tager den af de nationale myndigheder meddelte ledighed »til efterretning«, når denne er omfattet af den i denne artikel nævnte situation.

65      De i præmis 64 ovenfor nævnte ændringer bekræfter, at når ledigheden af et medlem af Europa-Parlamentets mandat skyldes mandatbortfald i henhold til national lovgivning, har Parlamentet stadig ingen beføjelse til at kontrollere de nationale myndigheders afgørelse om, at mandatet er ledigt, eller til at nægte at tage hensyn hertil (jf. den i præmis 61 ovenfor nævnte retspraksis).

66      Den fortolkning af artikel 12, stk. 2, første afsnit, i den oprindelige udgave af valgakten, som Domstolen anlagde i dom af 7. juli 2005, Le Pen mod Parlamentet (C-208/03 P, EU:C:2005:429, præmis 50), og i det væsentlige bekræftede ved dom af 30. april 2009, Italien og Donnici mod Parlamentet (C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275, præmis 55), er således fortsat relevant i forhold til valgaktens artikel 13, stk. 3.

67      Det følger af ovenstående betragtninger, at sagsøgeren med urette har gjort gældende, at Parlamentet, henset til dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), og Tribunal Supremos (øverste domstol) manglende overholdelse heraf, kunne konstatere, at sagsøgerens mandat ikke var ledigt.

68      I øvrigt fremgår det i den foreliggende sag ikke af sagens akter, at Parlamentet har udøvet nogen form for kontrol af den centrale valgkommissions afgørelse af 3. januar 2020 og af Tribunal Supremos (øverste domstol) kendelse af 9. januar 2020, som ligger til grund for ledigheden af sagsøgerens mandat. Selv om Parlamentets formand på plenarmødet den 13. januar 2020 meddelte, at Parlamentet »erklær[ede]« sagsøgerens mandat for ledigt, skal det bemærkes, at han nærmere bestemt begrænsede sig til at underrette institutionen om denne ledighed, således som det er fastsat i forretningsordenens artikel 4, stk. 4, andet afsnit.

69      Det følger heraf, at de foranstaltninger med bindende retsvirkninger, som kan have påvirket sagsøgerens retsstilling, i den foreliggende sag er den centrale valgkommissions afgørelse af 3. januar 2020 og Tribunal Supremos (øverste domstol) kendelse af 9. januar 2020, som selv drager konsekvenserne af Tribunal Supremos (øverste domstol) dom af 14. oktober 2019, hvorved sagsøgeren blev idømt dels en fængselsstraf på 13 år, dels almindelig offentlig rettighedsfortabelse i 13 år, hvilket indebar endelig fortabelse af alle hans offentlige opgaver.

70      Det fremgår nemlig af den centrale valgkommissions afgørelse af 3. januar 2020, at den omstændighed, at sagsøgeren blev idømt en frihedsstraf ved en endelig retsafgørelse, retligt indebar, at han fortabte sit mandat som parlamentsmedlem, idet han var omfattet af den klausul om ikke-valgbarhed, der er fastsat i den spanske valglovs artikel 6, stk. 2, litra a), sammenholdt med denne lovs artikel 6, stk. 4, og dette i overensstemmelse med den forfatningsretlige praksis, der er nævnt i denne afgørelse.

71      Under plenarmødet den 13. januar 2020 underrettede Parlamentets formand således blot institutionen om en allerede gældende retsstilling, der udelukkende var et resultat af de spanske myndigheders afgørelser, som er nævnt i præmis 69 ovenfor (jf. i denne retning dom af 7.7.2005, Le Pen mod Parlamentet, C-208/03 P, EU:C:2005:429, præmis 49).

72      Det følger imidlertid af fast retspraksis, at en retsakt, der har oplysende karakter, hverken kan berøre adressatens interesser eller ændre dennes retsstilling i forhold til situationen før modtagelsen af denne retsakt (jf. kendelse af 4.10.2007, Finland mod Kommissionen, C-457/06 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2007:582, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.6.2019, Durand m.fl. mod Parlamentet, T-702/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:408, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, samt dom af 8.7.2020, Neda Industrial Group mod Rådet, T-490/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:318, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

73      I lyset af samtlige ovenstående betragtninger må det konkluderes, at erklæringen af 13. januar 2020 er en rent oplysende retsakt, hvis retsvirkninger ikke adskiller sig fra retsvirkningerne af de afgørelser, der er nævnt i præmis 69 ovenfor, og at den følgelig ikke kan gøres til genstand for et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF.

74      Denne konklusion afkræftes ikke af de af sagsøgeren fremførte argumenter.

 Argumentet om, at forretningsordenens artikel 4, stk. 7, finder anvendelse i tilfælde af fortabelse af mandatet som medlem af Europa-Parlamentet

75      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at den beføjelse til at nægte at erklære et mandat for ledigt som følge af materielle unøjagtigheder, som Parlamentet er tillagt ved forretningsordenens artikel 4, stk. 7, ligeledes finder anvendelse på de tilfælde af fortabelse og uforenelighed, der er omhandlet i forretningsordenens artikel 4, stk. 4. Parlamentet burde således i henhold til forretningsordenens artikel 4, stk. 7, have nægtet at erklære sagsøgerens mandat for ledigt, idet det kunne have foretaget en direkte bedømmelse af tilsidesættelsen af EU-retten og af Tribunal Supremos (øverste domstol) manglende suspension af de nationale procedurer.

76      Forretningsordenens artikel 4, stk. 7, giver bl.a. Parlamentet mulighed for at nægte at erklære et mandat for ledigt, dersom der i forbindelse med »ophævelsen af [medlemmet af Europa-Parlamentets mandat] konstateres materielle unøjagtigheder eller mangler ved samtykket«.

77      Det fremgår af retspraksis, at en bestemmelse i forretningsordenen ifølge princippet om retsreglernes rangfølge ikke kan gøre det muligt at fravige bestemmelserne i valgakten og give Parlamentet eller dets formand videre beføjelser end dem, de har i henhold til denne akt (dom af 30.4.2009, Italien og Donnici mod Parlamentet, C-393/07, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:275, præmis 48; jf. ligeledes kendelse af 13.1.2009, Occhetto og Parlamentet mod Donnici, C-512/07 P(R) og C-15/08 P(R), EU:C:2009:3, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

78      I den foreliggende sag har valgakten ikke tillagt Parlamentet eller dets formand nogen beføjelse til at kontrollere mandatbortfald for et medlem af Europa-Parlamentet i henhold til national lovgivning eller til at forhindre, at dette mandatbortfald får virkning i overensstemmelse med denne lovgivning (jf. præmis 56-66 ovenfor).

79      Enhver fortolkning af forretningsordenens artikel 4, stk. 7, der består i at tillægge Parlamentet en sådan beføjelse, er således i strid med valgakten og tilsidesætter princippet om retsreglernes rangfølge, som nævnt i præmis 77 ovenfor.

80      Under alle omstændigheder må det for det første konstateres, at ordlyden af forretningsordenens artikel 4, stk. 7, ikke udtrykkeligt vedrører den situation, hvor mandatets ledighed skyldes mandatbortfald for et medlem af Europa-Parlamentet i henhold til national ret.

81      For det andet følger det af forretningsordenens artikel 4, at Parlamentets eller dets formands beføjelser er forskellige, alt efter af hvilken grund medlemmets mandat er blevet ledigt. Det fremgår navnlig af denne bestemmelses ordlyd, at Parlamentet »konstaterer« (déclare) mandatet ledigt i tilfælde af mandatnedlæggelse (forretningsordenens artikel 4, stk. 2, andet afsnit) og »konstaterer« (constate), at mandatet er blevet ledigt, hvis medlemmet udnævnes eller vælges til et af de hverv, der er uforenelige med hvervet som medlem af Europa-Parlamentet, jf. artikel 7, stk. 1 eller 2, i valgakten (forretningsordenens artikel 4, stk. 4, første afsnit), mens det ikke spiller nogen aktiv rolle i tilfælde, hvor mandatet er blevet ledigt i henhold til national ret, dvs. i tilfælde af enten »fortabelse af mandatet« eller »uforenelighed med supplerende nationale regler«, som omhandlet i artikel 7, stk. 3, i valgakten (forretningsordenens artikel 4, stk. 4, andet afsnit). I sidstnævnte tilfælde underrettes Parlamentet nemlig blot af dets formand om, at mandatet er ophørt (jf. præmis 58 ovenfor).

82      I modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, fremgår det således af en ordlydsfortolkning, formålsfortolkning og systemisk fortolkning af forretningsordenens artikel 4, at Parlamentet kun kan kontrollere eller nægte at tage ledigheden af et medlem af Europa-Parlamentets mandat til efterretning i henhold til denne bestemmelses stk. 7, hvis det på forhånd har beføjelse til at gribe ind i proceduren vedrørende denne ledighed, dvs. alene i de tilfælde, hvor det skal »konstatere« (déclarer) mandatnedlæggelse på grundlag af forretningsordenens artikel 4, stk. 2, andet afsnit, eller »konstatere« (constater), at mandatet er blevet ledigt på grundlag af forretningsordenens artikel 4, stk. 4, første afsnit (jf. præmis 81 ovenfor).

83      Det må endvidere konstateres, at sagsøgeren ville have Parlamentet til at fastslå, at der var sket en tilsidesættelse af EU-retten, og at Tribunal Supremo (øverste domstol) ikke havde overholdt de nationale procedurer (jf. præmis 55 og 75 ovenfor), hvilket rækker videre end en kontrol af, om mandatets ledighed er materielt nøjagtigt, eller om der foreligger en mangel ved samtykket (jf. i denne retning kendelse af 8.10.2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet, C-201/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:818, præmis 72 og 73).

84      I øvrigt henhører kontrollen af, om de nationale myndigheder har overholdt procedurerne i national ret og EU-retten, ikke under Parlamentets, men under de spanske domstoles og i påkommende tilfælde Domstolens kompetence, når der anlægges et traktatbrudssøgsmål ved denne i medfør af artikel 258 TEUF (jf. i denne retning og analogt dom af 10.4.2003, Le Pen mod Parlamentet, T-353/00, EU:T:2003:112, præmis 91).

85      I betragtning af det ovenstående kan sagsøgeren ikke hævde, at Parlamentets formand kunne og burde have nægtet at »konstatere«, at mandatet var blevet ledigt, på grundlag af forretningsordenens artikel 4, stk. 7.

86      Sagsøgerens argument må derfor forkastes.

 Argumentet om, at søgsmålets antagelse til realitetsbehandling skal vurderes i lyset af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

87      Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at spørgsmålet om det foreliggende søgsmåls antagelse til realitetsbehandling skal vurderes i lyset af de grundlæggende rettigheder, der er fastsat i artikel 39, stk. 1 og 2, og artikel 41, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

88      I henhold til artikel 6, stk. 1, andet afsnit, TEU udvider chartrets bestemmelser ikke på nogen måde Unionens beføjelser som fastsat i traktaterne. Tilsvarende udvider chartret i henhold til dets artikel 51, stk. 2, ikke EU-rettens anvendelsesområde ud over Unionens kompetencer og skaber ingen nye kompetencer eller nye opgaver for Unionen og ændrer ikke de kompetencer og opgaver, der er fastlagt i traktaterne (jf. kendelse af 8.10.2020, Junqueras i Vies mod Parlamentet, C-201/20 P(R), ikke trykt i Sml., EU:C:2020:818, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

89      I øvrigt sikres domstolskontrollen med overholdelsen af Unionens retsorden af Den Europæiske Unions Domstol og medlemsstaternes domstole, således som det fremgår af artikel 19, stk. 1, TEU. Med henblik herpå er der dels ved EUF-traktatens artikel 263 TEUF og 277 TEUF, dels ved samme traktats artikel 267 TEUF, oprettet et fuldstændigt retsmiddel- og proceduresystem, som har til formål at sikre kontrollen med lovligheden af Unionens retsakter, idet kompetencen til at udøve denne kontrol er tillagt Unionens retsinstanser (dom af 19.12.2013, Telefónica mod Kommissionen, C-274/12 P, EU:C:2013:852, præmis 57).

90      Ifølge fast retspraksis som nævnt i præmis 48 ovenfor kan enhver af institutionerne vedtaget retsakt – uanset art og form – som tilsigter at have bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, desuden gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF.

91      Heraf følger, at chartrets bestemmelser ikke har til formål at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, og navnlig ikke reglerne for antagelse af direkte søgsmål ved Unionens retsinstanser, hvilket sagsøgeren i øvrigt heller ikke har anført (jf. analogt dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 97).

92      Sagsøgerens argument må derfor forkastes og dermed også hans – irrelevante – henvisning til, at den løsning, der blev valgt i dom af 7. juli 2005, Le Pen mod Parlamentet (C-208/03 P, EU:C:2005:429), og af 30. april 2009, Italien og Donnici mod Parlamentet (C-393/07 og C-9/08, EU:C:2009:275), ikke kan overføres til den foreliggende sag, da disse domme blev afsagt før Lissabontraktatens og chartrets ikrafttræden.

93      Endelig fastslås det for det tilfælde, at sagsøgeren agter at gøre gældende, at Parlamentets angivelige tilsidesættelse af valgretten og valgbarheden samt af retten til god forvaltning, der er fastsat i henholdsvis artikel 39 og 41 i chartret, betyder, at søgsmålet til prøvelse af erklæringen af 13. januar 2020 kan antages til realitetsbehandling, at denne eventuelle tilsidesættelse er et spørgsmål, der skal behandles i forbindelse med undersøgelsen af erklæringens materielle lovlighed og følgelig på ingen måde er af relevans for vurderingen af, om det foreliggende søgsmål kan antages til realitetsbehandling. Dette argument bør derfor under alle omstændigheder forkastes som irrelevant.

 Argumentet om, at antagelsen til realitetsbehandling af påstanden om annullation af erklæringen af 13. januar 2020 er forbundet med afslaget på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019

94      Sagsøgeren har gjort gældende, at søgsmålet til prøvelse af erklæringen af 13. januar 2020 kan antages til realitetsbehandling, da det er forbundet med det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 og derfor har andre virkninger end dem, der følger af den blotte gennemførelse af en retsstilling, som er fastsat i national ret.

95      For det første, og som Parlamentet med rette har gjort gældende, er de procedurer, der førte til erklæringen af 13. januar 2020 og det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019, forskellige og uafhængige af hinanden. Disse procedurer er i øvrigt underlagt forskellige bestemmelser, nemlig for den førstes vedkommende valgaktens artikel 13, stk. 3, og forretningsordenens artikel 4, stk. 4, andet afsnit, og for den andens vedkommende forretningsordenens artikel 8.

96      For det andet fremgår det af præmis 56-70 ovenfor, at ledigheden af sagsøgerens mandat, som de spanske myndigheder underrettede Parlamentets formand om i overensstemmelse med valgaktens artikel 13, stk. 3, er et resultat af anvendelsen af spansk lovgivning.

97      Det bemærkes i øvrigt, at en bestemmelse i forretningsordenen ikke gør det muligt at fravige bestemmelserne i valgakten (jf. præmis 77 ovenfor). I den foreliggende sag kunne den omstændighed, at Parlamentets formand fik forelagt Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 på grundlag af forretningsordenens artikel 8, således ikke give Parlamentet eller dets formand kompetence med henblik på at forhindre virkningerne af ledigheden af sagsøgerens mandat, som var et resultat af anvendelsen af spansk lovgivning.

98      Endelig har Parlamentet under alle omstændigheder med rette anført, at spørgsmålet om, hvorvidt påstanden om annullation af erklæringen af 13. januar 2020 kan antages til realitetsbehandling, ikke kan være afhængigt af, om en anden afgørelses lovlighed ligeledes blev anfægtet i det samme søgsmål.

99      Sagsøgerens argument må derfor forkastes.

100    I lyset af samtlige ovenstående betragtninger skal de påstande, som er rettet mod erklæringen af 13. januar 2020, afvises.

 Formaliteten med hensyn til påstanden om annullation af det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019

101    Parlamentet har nedlagt påstand om afvisning af påstanden om annullation, for så vidt som den vedrører afslaget på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019. I denne henseende har Parlamentet nærmere bestemt gjort gældende, at denne påstand er rettet mod en ikke-eksisterende retsakt, og at det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 under alle omstændigheder ikke har bindende retsvirkninger og derfor ikke er en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand.

102    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at formalitetsindsigelsen afvises, for så vidt som den vedrører den påstand, som er rettet mod det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019. Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at denne retsakt eksisterer, og at der er tale om en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand, da den i væsentlig grad har påvirket hans retsstilling negativt. Sagsøgeren er navnlig af den opfattelse, at Parlamentets formand ved sit afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 nægtede at anerkende hans status som medlem af Europa-Parlamentet og dermed forhindrede ham i dels at udøve hvervet som parlamentsmedlem, dels at påberåbe sig denne status ved de spanske domstole.

103    I den foreliggende sag fremgår det for det første ikke af sagens akter, at Parlamentets formand udtrykkeligt afslog Riba i Giners anmodning af 20. december 2019. Sagsøgeren har i øvrigt erkendt, at formanden for Parlamentets eneste reaktion på denne anmodning var, at »tiden er gået, og [denne] anmodning forkastes ved [erklæringen af 13. januar 2020]«.

104    For det andet skal det bemærkes, at en institutions tavshed ikke i sig selv kan sidestilles med en stiltiende afvisning, undtagen når en sådan følge udtrykkeligt er fastsat ved en EU-retlig bestemmelse. Uden at det kan udelukkes, at man under særlige omstændigheder kan undlade at anvende dette princip, således at en institutions tavshed eller manglende handlen undtagelsesvis kan antages at have karakter af en stiltiende afvisning, må det fastslås, at den omstændighed, at der ikke blev givet et udtrykkeligt svar på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019, ikke udgør et stiltiende afslag på denne anmodning (jf. i denne retning dom af 9.12.2004, Kommissionen mod Greencore, C-123/03 P, EU:C:2004:783, præmis 45). I den foreliggende sag er der nemlig hverken en frist, ved udløbet af hvilken der antages at foreligge en sådan stiltiende afgørelse om afslag på grundlag af forretningsordenens artikel 8, eller særlige omstændigheder, som gør det muligt at antage, at en sådan afgørelse eksisterer.

105    I modsætning til det, som sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, blev Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 ikke stiltiende afslået ved erklæringen af 13. januar 2020, som blev vedtaget på grundlag af valgaktens artikel 13, stk. 3, og forretningsordenens artikel 4, stk. 4, andet afsnit (jf. nærværende kendelses præmis 95), og som hverken udtrykkeligt eller stiltiende henviser til Riba i Giners anmodning af 20. december 2019.

106    Heraf følger, at påstanden om annullation af det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 må afvises, da den er rettet mod en ikke-eksisterende retsakt.

107    For fuldstændighedens skyld bemærkes, at selv hvis det antages, at erklæringen af 13. januar 2020 kan fortolkes som et stiltiende afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019, kan søgsmålet til prøvelse af dette stiltiende afslag under alle omstændigheder ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som det ikke er rettet mod en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand.

108    Indledningsvis skal det bemærkes, at Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 ikke er en anmodning om beskyttelse af et medlems privilegier og immuniteter som omhandlet i forretningsordenens artikel 7 og 9 (herefter »anmodningen om beskyttelse af immunitet«), men en anmodning indgivet til Parlamentets formand på grundlag af forretningsordenens artikel 8 om, at han i et særlig hastende tilfælde tager initiativ til at sikre den immunitet, som sagsøgeren ville have nydt som medlem af Europa-Parlamentet.

109    Det fremgår for det første af forretningsordenens artikel 8, stk. 1, at Parlamentets formand selv tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt der skal tages initiativ til at sikre et medlems privilegier og immuniteter, hvor medlemmet er blevet anholdt, eller medlemmets bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og dette øjensynligt er sket i strid med den pågældendes privilegier og immuniteter, idet denne bestemmelse ikke fastsætter, at et medlem kan fremsætte en anmodning herom til Parlamentets formand. For det andet fremgår det af denne bestemmelse, at Parlamentets formand i særlig hastende tilfælde »kan« tage initiativ til at sikre et medlems immunitet.

110    Det følger således af ordlyden af forretningsordenens artikel 8, stk. 1, at Parlamentets formand på ingen måde er forpligtet til at tage initiativ til at sikre et medlems immunitet, og at han har en skønsbeføjelse i denne henseende, også når det pågældende medlem er blevet anholdt, eller medlemmets bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og dette øjensynligt er sket i strid med den pågældendes privilegier og immuniteter.

111    Denne skønsbeføjelse bekræftes derved, at medlemmerne af Europa-Parlamentet ikke råder over processuelle rettigheder inden for rammerne af den procedure, der er omhandlet i forretningsordenens artikel 8, mens de udtrykkeligt råder over sådanne rettigheder inden for rammerne af den procedure, der er omfattet af forretningsordenens artikel 7 og 9. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at Parlamentets formand i henhold til forretningsordenens artikel 9, stk. 1, er forpligtet til at behandle en anmodning om beskyttelse af immunitet, som han modtager fra et medlem eller tidligere medlem, og følgelig til at meddele anmodningen på plenarmødet og henvise den til det kompetente udvalg. I henhold til forretningsordenens artikel 9, stk. 6, har det berørte medlem desuden mulighed for at blive hørt og forelægge ethvert dokument eller andet skriftligt materiale, som det måtte finde relevant. Endvidere pålægger forretningsordenens artikel 9, stk. 10, formanden straks at meddele institutionens afgørelse til det pågældende medlem. Endelig bestemmer forretningsordenens artikel 7, stk. 5, at i tilfælde, hvor der er truffet afgørelse om ikke at beskytte et medlems privilegier og immuniteter, kan medlemmet undtagelsesvis under fremlæggelse af nyt materiale i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 9, stk. 1, anmode om at få afgørelsen taget op til fornyet overvejelse.

112    I modsætning til det, som sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, ugyldiggør den omstændighed, at han råder over processuelle rettigheder i medfør af chartrets artikel 41, ikke konstateringen i præmis 111 ovenfor, i henhold til hvilken forretningsordenens artikel 8 ikke tillægger Europa-Parlamentets medlemmer sådanne rettigheder.

113    I betragtning af det ovenstående må det fastslås, at den skønsbeføjelse, som Parlamentets formand er tillagt ved forretningsordenens artikel 8, udelukker, at sagsøgeren har ret til at kræve, at formanden i et særlig hastende tilfælde tager initiativ til at sikre hans immunitet (jf. i denne retning kendelse af 24.11.2016, Petraitis mod Kommissionen, C-137/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:904, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis, dom af 9.9.2015, SV Capital mod EBA, T-660/14, EU:T:2015:608, præmis 47 og 48, og kendelse af 23.1.2019, MLPS mod Kommissionen, T-304/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:34, præmis 16).

114    Det følger heraf, at det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 ikke kan anses for en retsakt, der har bindende retsvirkninger og kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Det udgør følgelig ikke en anfægtelig retsakt i artikel 263 TEUF’s forstand.

115    Sagsøgerens argumentation, der tilsigter at godtgøre, at Parlamentets formand var forpligtet til i et særlig hastende tilfælde at tage et initiativ som omhandlet i forretningsordenens artikel 8, og til i denne forbindelse at træffe flere foranstaltninger i forhold til de spanske myndigheder, må derfor forkastes.

116    For det første må sagsøgerens argument om, at det i det væsentlige fremgår af dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), dels, at Parlamentets formand var forpligtet til at tage et initiativ som omhandlet i forretningsordenens artikel 8 for at beskytte den immunitet, som han nød i medfør af artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7, dels, at dette initiativ var bindende for de nationale myndigheder, forkastes. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at bemærke, at Domstolen i ovennævnte dom på ingen måde fortolkede eller så meget som nævnte forretningsordenens artikel 8 og begrænsede sig til at minde om de forpligtelser, der påhvilede de nationale myndigheder i henhold til bl.a. artikel 9 i protokol nr. 7 (jf. præmis 26 ovenfor).

117    For det andet må sagsøgerens argument om, at medlemmer af Europa-Parlamentet, som er blevet anholdt, eller hvis bevægelsesfrihed er blevet indskrænket, og dette øjensynligt er sket i strid med deres privilegier og immuniteter, i det væsentlige har ret til at kræve, at Parlamentets formand tager et initiativ på grundlag af forretningsordenens artikel 8, eftersom denne artikel tillægger dem en subjektiv ret til, at Parlamentet beskytter de immuniteter, som de nyder i henhold til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7, forkastes.

118    Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at det er artikel 8 og 9 i protokol nr. 7, der skaber subjektive rettigheder for medlemmerne af Europa-Parlamentet, og ikke forretningsordenens bestemmelser (jf. i denne retning dom af 15.10.2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, EU:T:2008:440, præmis 28, og af 17.1.2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, EU:T:2013:23, præmis 58).

119    Endvidere skal sagsøgerens henvisning til, at de immuniteter, der er omhandlet i artikel 8 og 9 i protokol nr. 7, indgår i valgretten og valgbarheden, som er fastsat i chartrets artikel 39, hvis tilsidesættelse kan påberåbes over for Parlamentets formand i overensstemmelse med chartrets artikel 51, og som Retten skal kræve overholdt i overensstemmelse med retten til en effektiv domstolsbeskyttelse som omhandlet i chartrets artikel 47, forkastes som irrelevant. Denne henvisning vedrører den materielle lovlighed af det angivelige afslag på Riber i Giners anmodning af 20. december 2019 og er ikke relevant med henblik på at fastslå, om det foreliggende søgsmål kan antages til realitetsbehandling.

120    For det tredje skal sagsøgerens argument om, at et initiativ taget af Parlamentets formand på grundlag af forretningsordenens artikel 8 forpligter de spanske myndigheder til at fastslå deres forpligtelse til at respektere dels de immuniteter, der tilstås Europa-Parlamentets medlemmer, og Parlamentets integritet, dels EU-retten og navnlig princippet om loyalt samarbejde, forkastes.

121    Først og fremmest følger de spanske myndigheders forpligtelse til at respektere de immuniteter, som medlemmerne af Europa-Parlamentet nyder i henhold til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7, direkte af opnåelsen af status som medlem af Europa-Parlamentet (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Junqueras Vies, C-502/19, EU:C:2019:1115, præmis 81) og ikke af et initiativ, som Parlamentets formand i påkommende tilfælde beslutter sig for at tage på grundlag af forretningsordenens artikel 8.

122    Dernæst anvendes i forretningsordenens artikel 8 udtrykket »initiativ« og ikke udtrykket »afgørelse«, som anvendes i forretningsordenens artikel 9 om den procedure, der indledes som følge af en anmodning om beskyttelse af immunitet eller en anmodning om ophævelse af immunitet. Dermed bekræfter selve ordlyden af forretningsordenens artikel 8 den ikke-bindende karakter af det initiativ, som Parlamentets formand eventuelt tager i et særlig hastende tilfælde i forhold til de nationale myndigheder, som er adressater herfor.

123    Parlamentet har i denne forbindelse som svar på et spørgsmål fra Retten anført, at de tiltag, som formanden kan iværksætte på grundlag af forretningsordenens artikel 8, kan antage forskellige former, såsom en skrivelse, hvorved formanden henleder de nationale myndigheders opmærksomhed på det pågældende medlems situation, eller et telefonopkald herom.

124    Endelig bemærkes det, at såfremt Parlamentets formand beslutter at tage et sådant initiativ, er der ingen bestemmelser i protokol nr. 7, valgakten eller forretningsordenen, som fastsætter, at de nationale myndigheder er forpligtede til at tage det til følge, idet det i denne forbindelse præciseres, at det under alle omstændigheder er udelukket, at det kan fastslås, at der påhviler medlemsstaterne en forpligtelse alene på grundlag af forretningsordenens artikel 8 (jf. i denne retning dom af 17.1.2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, EU:T:2013:23, præmis 137).

125    Heraf følger, at de initiativer, som Parlamentets formand kan tage på grundlag af forretningsordenens artikel 8, kun er udtalelser, som ikke er af bindende karakter for de nationale myndigheder, som de er rettet til (jf. den i præmis 50 ovenfor nævnte retspraksis).

126    I betragtning af det ovenstående må sagsøgerens argument om, at det i det væsentlige følger af dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet (T-346/11 og T-347/11, EU:T:2013:23), at når der ikke indgives en anmodning om ophævelse af et berørt medlem af Europa-Parlamentets immunitet, er de nationale myndigheder bundet af et initiativ, som Parlamentets formand har taget på grundlag af forretningsordenens artikel 8, når dette har til formål at beskytte immuniteten som omhandlet i artikel 9 i protokol nr. 7, ligeledes forkastes.

127    Under alle omstændigheder er dom af 17. januar 2013, Gollnisch mod Parlamentet (T-346/11 og T-347/11, EU:T:2013:23), ikke relevant i den foreliggende sag. Den sag, der gav anledning til denne dom, vedrørte nemlig en anmodning til Parlamentet om beskyttelse af immuniteten i henhold til forretningsordenens artikel 9 og ikke en anmodning om, at Parlamentets formand tog et initiativ i et særlig hastende tilfælde på grundlag af forretningsordenens artikel 8. Derudover fastslog Retten i ovennævnte dom alene, at en anmodning om beskyttelse af immuniteten mistede sin genstand, når der forelå en anmodning om ophævelse af immuniteten (dom af 17.1.2013, Gollnisch mod Parlamentet, T-346/11 og T-347/11, EU:T:2013:23, præmis 57).

128    For det fjerde, og henset til de grunde, der er anført i præmis 109-125 ovenfor, må sagsøgerens argument om, at forretningsordenens artikel 3, stk. 6, artikel 22, artikel 149 og artikel 236, stk. 1, samt chartrets artikel 51 pålægger Parlamentets formand en forpligtelse til at anerkende og beskytte alle de rettigheder, der følger af hans status som medlem af Europa-Parlamentet, over for Parlamentet, således at et initiativ som omhandlet i forretningsordenens artikel 8 har bindende retsvirkninger, forkastes.

129    Det skal i øvrigt bemærkes, at forretningsordenens artikel 3, stk. 6, artikel 22, artikel 149 og artikel 236, stk. 1, ikke indeholder regler, der skal sikre beskyttelsen af de privilegier og immuniteter, som medlemmerne af Europa-Parlamentet nyder i henhold til artikel 8 og 9 i protokol nr. 7.

130    Derudover kan chartrets artikel 51, der pålægger Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer at respektere de rettigheder, som er sikret ved denne tekst, i overensstemmelse med deres respektive beføjelser og inden for rammerne af Unionens kompetencer, således som de er tillagt den i traktaterne, ikke give de initiativer, som Parlamentets formand tager på grundlag af forretningsordenens artikel 8, bindende retsvirkning, når disse initiativer hverken har til formål eller til følge at skabe forpligtelser for medlemsstaterne (jf. præmis 121-125 ovenfor).

131    For det femte har sagsøgeren gjort gældende, at eftersom Domstolen i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), fastslog, at indholdet af den immunitet, der er fastsat ved artikel 9, stk. 2, i protokol nr. 7, alene skal bestemmes under henvisning til EU-retten, kan søgsmålet til prøvelse af det angivelige afslag på Riba i Giners anmodning af 20. december 2019 i det væsentlige antages til realitetsbehandling i overensstemmelse med dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet (T-345/05, EU:T:2008:440).

132    Den sag, der gav anledning til dom af 15. oktober 2008, Mote mod Parlamentet (T-345/05, EU:T:2008:440), vedrørte en afgørelse fra Parlamentet om ophævelse af et medlem af Europa-Parlamentets immunitet, som har bindende retsvirkninger, for så vidt som den automatisk fratager det berørte medlem sin immunitet og følgelig giver de nationale myndigheder mulighed for at indlede eller fortsætte en retssag mod medlemmet (dom af 15.10.2008, Mote mod Parlamentet, T-345/05, EU:T:2008:440, præmis 29 og 30). Denne afgørelse er således forskellig fra et initiativ som omhandlet i forretningsordenens artikel 8, som ikke har nogen direkte virkning på de nationale retssager, som et medlem af Europa-Parlamentet måtte være genstand for.

133    Det skal endvidere bemærkes, at Domstolen i præmis 91 i dom af 19. december 2019, Junqueras Vies (C-502/19, EU:C:2019:1115), fastslog, at den kompetente nationale ret, såfremt den fandt, at en varetægtsfængsling af en person, der havde opnået status som medlem af Europa-Parlamentet, skulle opretholdes, hurtigst muligt i henhold til artikel 9, stk. 3, i protokol nr. 7 skulle anmode Parlamentet om at ophæve den immunitet, der var indrømmet ved denne artikels stk. 2 (jf. præmis 26 ovenfor).

134    Såfremt Parlamentets formand tager initiativ til at sikre et medlem af Europa-Parlamentets immunitet, fritager dette således ikke de nationale myndigheder for deres forpligtelse til at anmode Parlamentet om at ophæve det berørte medlems immunitet, som følger direkte af artikel 9, stk. 3, i protokol nr. 7 (jf. præmis 26 ovenfor).

135    Sagsøgerens argument må derfor forkastes.

136    For det sjette må sagsøgerens argument om, at Parlamentets formand i den foreliggende sag ikke besluttede at tage eller at undlade at tage et initiativ som omhandlet i forretningsordenens artikel 8, men alene erklærede sig inkompetent i denne henseende med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde opnået status som medlem af Europa-Parlamentet, hvorved formanden dermed afviste at tilstå ham denne status, forkastes som irrelevant. Dette argument tilsigter nemlig at anfægte begrundelsen for, at Parlamentets formand angiveligt afslog Riba i Giners anmodning af 20. december 2019, og kan derfor ikke have nogen betydning for, om søgsmålet til prøvelse af dette angivelige afslag kan antages til realitetsbehandling.

137    I lyset af det ovenstående må det fastslås, at såfremt Parlamentets formand afslog anmodningen af 20. december 2019, har denne retsakt ikke bindende retsvirkninger, som kan ikke berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Den udgør følgelig ikke en retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 263 TEUF.

138    Heraf følger, at Parlamentets formalitetsindsigelse skal tages til følge, og dermed at søgsmålet skal afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet, og uden at det er fornødent at tage stilling til sagsøgerens anmodning om, at der træffes foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse (jf. præmis 40 ovenfor).

 Kongeriget Spaniens anmodning om intervention

139    I henhold til procesreglementets artikel 142, stk. 2, mister interventionen sin genstand, såfremt sagen afvises. I overensstemmelse med procesreglementets artikel 144, stk. 3, gælder det, at når sagsøgte indgiver en formalitetsindsigelse eller en kompetenceindsigelse som omhandlet i procesreglementets artikel 130, stk. 1, træffes der først afgørelse om anmodningen om intervention, når indsigelsen i forbindelse med sagens realitet afvises eller henskydes til afgørelse i forbindelse med sagens realitet.

140    I den foreliggende sag afvises søgsmålet i sin helhed, og det er derfor ufornødent at tage stilling til Kongeriget Spaniens anmodning om intervention.

 Sagsomkostninger

141    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

142    Da sagsøgeren har tabt sagen, tilpligtes han i overensstemmelse med Parlamentets påstand herom at bære sine egne omkostninger og betale de omkostninger, som Parlamentet har afholdt ved Retten i den foreliggende sag og i sag T-24/20 R.

143    Endelig bærer Kongeriget Spanien i henhold til procesreglementets artikel 144, stk. 10, sine egne omkostninger i forbindelse med anmodningen om intervention.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

1)      Sagen afvises.

2)      Det er ufornødent at tage stilling til Kongeriget Spaniens anmodning om intervention.

3)      Oriol Junqueras i Vies betaler sagsomkostningerne, herunder omkostningerne i forbindelse med sag T-24/20 R.

4)      Kongeriget Spanien bærer omkostningerne i forbindelse med anmodningen om intervention.

Udfærdiget i Luxembourg, den 15. december 2020.

E. Coulon

 

A. Marcoulli

Justitssekretær

 

Afdelingsformand


Indhold



*      Processprog: spansk.