Sag T-138/03

É.R. m.fl.

mod

Rådet for Den Europæiske Union og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Den fælles landbrugspolitik – veterinærpoliti – bovin spongiform encefalopati (»kogalskab«) – ny variant af sygdommen Creutzfeldt-Jakob – erstatningssøgsmål – ansvar uden for kontraktforhold – Fællesskabets ansvar uden retsstridig adfærd udvist af dets organer – skade – årsagsforbindelse – formalitetsmangler – parallelle nationale sager – forældelse – afvisning«

Sammendrag af dom

1.      Retspleje – stævning – formkrav

[Domstolens statut, art. 21; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

2.      Erstatningssøgsmål – selvstændig karakter – udtømning af nationale retsmidler – undtagelse – umuligt at opnå erstatning ved nationale retsinstanser

(Art. 235 EF og 288, stk. 2, EF)

3.      Erstatningssøgsmål – forældelsesfrist – begyndelsestidspunkt

(Domstolens statut, art. 46)

4.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser

(Art. 288, stk. 2, EF)

5.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser

(Art. 288, stk. 2, EF)

6.      Ansvar uden for kontraktforhold – betingelser

(Art. 288, stk. 2, EF)

1.      Ifølge artikel 21, stk. 1, i Domstolens statut og Rettens procesreglements artikel 44, stk. 1, litra c), skal stævningen angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, eventuelt kortfattet, men dog på en sammenhængende og forståelig måde, fremgår af selve stævningen. For at opfylde disse krav skal en stævning, hvori der nedlægges påstand om betaling af erstatning for skade forvoldt af en fællesskabsinstitution, ifølge fast retspraksis indeholde de elementer, der gør det muligt at identificere den adfærd, som sagsøgeren bebrejder institutionen, grundene til, at han mener, at der består en årsagsforbindelse mellem adfærden og det tab, han hævder at have lidt, samt karakteren og størrelsen af dette tab.

(jf. præmis 34)

2.      Erstatningssøgsmålet i artikel 235 EF og 288, stk. 2, EF er indført som en selvstændig søgsmålsform med et ganske særligt formål inden for rammerne af Fællesskabets søgsmåls- og klageregler og med særlige betingelser udfærdiget med dette formål for øje. Erstatningssøgsmålet skal ikke desto mindre bedømmes i forhold til hele det retsbeskyttelsessystem, der gælder for de enkelte retssubjekter, og kan således i visse tilfælde kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har udtømt de nationale retsmidler for at opnå ophævelse af den nationale myndigheds afgørelse, men det er dog en forudsætning, at disse nationale retsmidler effektivt beskytter de pågældende retssubjekter, og at de kan sikre erstatning af det påståede tab.

Dette er ikke tilfældet, når, for det første, erstatning for de skader, som sagsøgerne påstår at have lidt, ikke kan opnås, heller ikke delvist, ved, at en eller flere retsakter fra en national myndighed ophæves, og, for det andet, det krav om erstatning, som sagsøgerne har fremsat, er baseret på påståede retsstridige handlinger begået af Rådet og Kommissionen. Da Fællesskabets retsinstanser imidlertid i medfør af traktatens artikel 288 EF har enekompetence til at behandle sager om erstatning for tab, som fællesskabsinstitutionerne er ansvarlige for, kan nationale retsmidler ipso facto ikke i et sådant tilfælde sikre sagsøgerne en effektiv beskyttelse af deres rettigheder, dvs. fuld erstatning for den påståede skade.

Når den samme skade er genstand for to erstatningssager, den ene anlagt mod en medlemsstat ved en national retsinstans, den anden anlagt mod Fællesskabet ved Fællesskabets retsinstanser, kan det vise sig nødvendigt, inden det afgøres, hvor stort et beløb Fællesskabet vil blive anset for at være ansvarlig for, at afvente den nationale domstols afgørelse om medlemsstatens eventuelle ansvar for at undgå, at sagsøgeren på grund af, at de to retsinstanser vurderer sagen forskelligt, får for lidt eller for meget i erstatning. Dette spørgsmål har dog ikke betydning for, om den sag, der er anlagt ved Fællesskabets retsinstanser, kan antages til realitetsbehandling, men kun i givet fald for den endelige afgørelse af det erstatningsbeløb, som sidstnævnte skal tildele.

(jf. præmis 40-42)

3.      Forældelsesfristen på fem år ifølge artikel 46 i Domstolens statut for søgsmål mod Fællesskaberne, der støttes på ansvar uden for kontraktforhold, kan imidlertid ikke begynde at løbe, før alle de betingelser, som er en forudsætning for erstatningspligten, er opfyldt, og i tilfælde, hvor erstatningsansvaret, som i nærværende sag, skyldes en generel retsakt, navnlig ikke før retsaktens skadevoldende følger har vist sig. Når offeret først på et senere tidspunkt har fået kendskab til det forhold, der er årsag til skaden, kan fristen ikke begynde at løbe, før offeret har kunnet få kendskab til dette forhold.

(jf. præmis 49)

4.      Det er en forudsætning for, at Fællesskabet ifølge artikel 288, stk. 2, EF kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold for en retsstridig adfærd begået af dets institutioner, at flere betingelser er opfyldt, nemlig at den handlemåde, som bebrejdes institutionerne, er retsstridig, at der faktisk er lidt et tab, og at der er en årsagsforbindelse mellem den påståede handlemåde og den påberåbte skade.

Hvad angår den første af disse betingelser kræves det, at der er godtgjort at være sket en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder. Hvad angår kravet om, at tilsidesættelsen skal være tilstrækkelig kvalificeret, er det afgørende kriterium ved afgørelsen heraf, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har tilsidesat grænserne for sin skønsbeføjelse. Såfremt den pågældende institution råder over et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse.

Hvis en af disse betingelser ikke er opfyldt, må sagsøgte i det hele frifindes, uden at det er nødvendigt at undersøge de øvrige betingelser.

(jf. præmis 99-101)

5.      Årsagsforbindelsen i henhold til artikel 288, stk. 2, EF antages at foreligge, når der er en direkte årsagsforbindelse mellem den fejl, den pågældende institution har begået, og det påberåbte tab. Sagsøgeren har bevisbyrden for denne årsagsforbindelse.

På et område som dyresundhed og menneskers sundhed skal eksistensen af en sådan forbindelse fastslås på grundlag af en analyse af EF-institutionernes adfærd i forhold til den tilgængelige videnskabelige viden på det pågældende tidspunkt. I tilfælde, hvor den adfærd, der angiveligt har været årsag til den påståede skade, består i en undladelse, er det tillige navnlig nødvendigt at få vished for, at denne skade rent faktisk er forårsaget af den påståede undladelse og ikke har kunnet være forårsaget af handlinger, der ikke har noget at gøre med dem, som de sagsøgte institutioner beskyldes for.

(jf. præmis 103, 133 og 134)

6.      I det tilfælde, hvor en skade opstår ved en adfærd fra fællesskabsinstitutionernes side, hvis ulovlighed ikke er godtgjort, kan Fællesskabet ifalde ansvar uden for kontraktforhold, når betingelserne om tilstedeværelsen af det påståede tab, en årsagsforbindelse mellem tabet og den handling, der lægges Fællesskabets institutioner til last, samt det pågældende tabs usædvanlige og særlige karakter er opfyldt samtidigt.

(jf. præmis 153)