KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT

7. december 2001 (1)

»Særlige rettergangsformer - betaling i henhold til kontrakt - foreløbige forholdsregler - uopsættelighed«

I sag T-192/01 R,

Lior GEIE, Bruxelles (Belgien), ved advokaterne V. Marien og J. Choucroun, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved H. van Lier, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en begæring om, at Kommissionen pålægges at betale 68 070 EUR inden for rammerne af kontrakten Altener-Agores nr. XVII/4.1030/Z/99-085 med renter i henhold til gældende belgisk ret fra den 23. juli 2001 inden for en frist på otte dage fra datoen fra Rettens afgørelse under fastsættelse af en tvangsbøde på 100 EUR for hver dags forsinkelse,

har

PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

afsagt følgende

Kendelse

Relevante retsregler

1.

    Den 25. juli 1985 udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 2137/85 om indførelse af europæiske økonomiske firmagrupper (EØFG) (EFT L 199, s. 1).

2.

    Artikel 24 i forordning nr. 2137/85 bestemmer:

»1. Firmagruppens medlemmer hæfter ubegrænset og solidarisk for gruppens gældsforpligtelser af enhver art. Følgerne af dette ansvar afgøres efter den nationale lovgivning.

2. Indtil firmagruppens likvidation er afsluttet, kan firmagruppens kreditorer ikke forfølge krav på betaling af gæld mod et enkelt medlem på de i stk. 1 anførte vilkår, medmindre de forinden har anmodet gruppen om at betale, og betaling ikke har fundet sted inden for en rimelig frist.«

3.

    Artikel 34 i forordning nr. 2137/85 bestemmer, at »[m]ed forbehold af artikel 37, stk. 1, hæfter ethvert medlem af gruppen, som ophører med at være medlem af denne, på de i artikel 24 fastsatte betingelser for gæld, der er stiftet i forbindelse med gruppens virksomhed forud for medlemskabets ophør«.

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger

4.

    Den sagsøgende firmagruppe blev stiftet den 4. januar 1996 med ti medlemmer, herunder det belgiske selskab Deira (herefter »SA Deira«). Den 7. oktober 1998 blev fire nye medlemmer indlemmet i gruppen.

5.

    Begæringen om foreløbige forholdsregler vedrører kontrakten Altener-Agores nr. XVII/4.1030/Z/99-085 (herefter »Agores-kontrakten«), som blev indgået den 19. marts 1999 mellem Kommissionen og sagsøgeren inden for rammerne af Altener II-programmet, som blev indført ved Rådets beslutning 98/352/EF af 18. maj 1998 om et flerårigt program til fremme af vedvarende energikilder i Fællesskabet (Altener II) (EFT L 159, s. 53). Kontrakten vedrører oprettelse af et websted, som skal udbrede oplysninger om vedvarende energikilder og fremme sådanne energikilder samt fungere som portal for alle andre links til oplysninger om sådanne energikilder.

6.

    I Agores-kontrakten er det bl.a. bestemt, at Kommissionen finansierer projektets støtteberettigede omkostninger 100% op til et beløb på 170 175 EUR. Ifølge kontrakten skal 30% af disse omkostninger betales inden 60 dage fra underskrivelsen, 30% inden 60 dage fra Kommissionens godkendelse af den foreløbige rapport og den resterende del efter Kommissionens modtagelse og godkendelse af den endelige rapport og af den endelige opgørelse over de afholdte omkostninger. Endvidere hedder det i Agores-kontraktens artikel 5, at sagsøgeren skal give Kommissionen alle de oplysninger, som Kommissionen måtte kræve vedrørende udførelsen af arbejdet. Artikel 6, som har overskriften »Tredjemands medvirken ved opfyldelsen af kontrakten«, bestemmer i nr. 2:

»Udkast til aftaler, hvorefter tredjemand skal medvirke i arbejdsprogrammet, navnlig i form af en sammenslutning eller underentreprise, skal, især hvis de involverer tredjeparter, der ikke tilhører Det Europæiske Fællesskab, anmeldes ved rekommanderet brev til Kommissionen, som inden for en frist på 30 hverdage fra modtagelsen af brevet kan afslå at godkende den pågældende medvirken. Hvis Kommissionen forholder sig passiv i den nævnte periode, anses den for at have godkendt aftaleudkastet.

Medmindre Kommissionen udtrykkeligt har bestemt det modsatte, forpligter medkontrahenten sig til i sådanne aftaler med tredjeparter at medtage alle de klausuler, der er nødvendige for, at den uden undtagelse kan opfylde samtlige vilkår i denne kontrakt. Medkontrahenten sikrer sig, at Kommissionens rettigheder i medfør af denne kontrakt ikke berøres på nogen måde af kontrakter, der indgås i henhold til denne artikel.«

7.

    Ved skrivelse af 28. december 1999 sendte sagsøgeren en »anmeldelse af underentreprise« til Kommissionen. Anmeldelsen var vedlagt en aftale med overskriften »Underentreprise« indgået mellem sagsøgeren og Lior International, et belgisk aktieselskab stiftet den 7. november 1999. I aftalen bestemmes det, at »[sagsøgeren] giver underentreprise til [Lior International], som accepterer at opfylde de tre ovennævnte kontrakter« [»LIOR E.E.I.G. subcontracts to LIOR INTERNATIONAL NV who accepts the performance of the three contracts referred here above«], herunder Agores-kontrakten. Aftalen, som var betinget, blevunderskrevet af fru Deval for sagsøgeren og af hr. Weber og hr. Buhlman for Lior International.

8.

    Ved skrivelse af 20. januar 2000 meddelte sagsøgeren Kommissionen, at kun 90% af de ydelser, der manglede at blive udført med henblik på opfyldelse af de kontrakter, der var genstand for den i præmis 7 nævnte aftale, var blevet overdraget til Lior International, og at sagsøgeren således fortsat var Kommissionens medkontrahent og selv ville stå for samtlige rapporter og andre forbindelser med Kommissionen for så vidt angår de 10% af de udestående ydelser.

9.

    Da Kommissionen ikke besvarede denne skrivelse, sendte sagsøgeren flere erindringsskrivelser til Kommissionen.

10.

    Ved skrivelse af 19. juni 2000 på Lior Internationals brevpapir fik Kommissionen tilsendt en første foreløbig rapport vedrørende Agores-kontrakten med overskriften »Progress Report I«. I skrivelsen blev der anmodet om, at den anden forfaldne rate blev betalt til Lior International, som ifølge skrivelsen havde overtaget samtlige sagsøgerens aktiviteter.

11.

    I strid med denne anmodning betalte Kommissionen det pågældende beløb på 51 052,50 EUR til sagsøgeren og ikke til Lior International. Betalingen blev foretaget den 21. september 2000.

12.

    En anden foreløbig rapport med overskriften »Progress Report II« blev tilstillet Kommissionen i samme form den 8. februar 2001.

13.

    Ved skrivelse af 17. maj 2001 erklærede Kommissionen, at den ikke kunne acceptere Lior Internationals indtræden som underentreprenør eller som medkontrahent i forbindelse med opfyldelsen af Agores-kontrakten, og den krævede at få tilsendt den endelige rapport inden for to dage.

14.

    Den endelige rapport blev sendt til Kommissionen ved skrivelse af 18. maj 2001. I følgeskrivelsen og i selve rapporten blev navnet Lior anvendt for Kommissionens medkontrahent. Det hed dog i følgeskrivelsen:

»6. Den oprindelige medkontrahent er fortsat Lior GEIE, og følgelig skal den udestående saldo (68 070 EUR) med henblik på den fuldstændige gennemførelse af projektet betales til Lior GEIE - til banken DEXIA konto nr. 068-22264659-27. [The original contractor [sagsøgeren] can remain so and therefore the balance payment (68 070 euros) due for the accomplishment of the task, is to be paid to [sagsøgeren] [...]«]

15.

    Ved telefax af 27. juni 2001 efter indgivelsen af den endelige rapport erklærede Kommissionen, at den ikke kunne acceptere den endelige omkostningsopgørelse, fordi sagsøgerens navn skulle være nævnt heri, og fordi opgørelsen indeholdt omkostninger afholdt af Lior International.

16.

    Den 28. juni 2001 sendte fru Deval Kommissionen en berigtiget udgave af den endelige omkostningsopgørelse, hvori sagsøgeren var angivet som Kommissionens medkontrahent.

17.

    Ved skrivelse af 12. juli 2001 bekræftede Kommissionen sin holdning, idet den i øvrigt henviste til ordlyden af Agores-kontraktens artikel 6.2 (citeret i præmis 6 ovenfor).

18.

    Ved skrivelse af 23. juli 2001 fremsendte sagsøgerens advokat et påkrav til Kommissionen.

19.

    Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 14. august 2001 har sagsøgeren anlagt sag med en række påstande vedrørende kontrakter indgået inden for rammerne af programmerne Thermie og Altener II, bl.a. om at Kommissionen tilpligtes at betale bestemte beløb i henhold til disse kontrakter og i erstatning. Hvad nærmere angår Agores-kontrakten er der under sagen nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale 68 070 EUR svarende til den sidste rate af Kommissionens finansielle bidrag vedrørende denne kontrakt.

20.

    Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag har sagsøgeren indgivet nærværende begæring om, at Kommissionen pålægges at betale 68 070 EUR inden for rammerne af Agores-kontrakten med renter i henhold til gældende belgisk ret fra den 23. juli 2001 inden for en frist på otte dage fra datoen fra Rettens afgørelse under fastsættelse af en tvangsbøde på 100 EUR for hver dags forsinkelse.

21.

    Den 4. september 2001 har Kommissionen indleveret sine bemærkninger til denne begæring om foreløbige forholdsregler.

22.

    Parterne har afgivet mundtlige indlæg den 17. september 2001. Efter retsmødet udsatte Rettens præsident sagen en måned. Kommissionen blev opfordret til i denne periode at undersøge de dokumenter vedrørende Agores-kontrakten, som sagsøgeren har indgivet til Kommissionen. Kommissionen blev endvidere - for det tilfælde, at den måtte anerkende at have modtaget alle de fornødne dokumenter, og at disse dokumenter gør det muligt at kontrollere, at alle omkostninger og udgifter faktisk vedrører det produkt, der er blevet leveret i overensstemmelse med Agores-kontrakten - opfordret til at meddele Rettens præsident, om det resterende beløb ville blive betalt og i bekræftende fald hvornår. Kommissionen blev endelig for det tilfælde, at den i sagsakterne måtte finde oplysninger, der forhindrede den i at betale det resterende beløb, opfordret til at orientere Rettens præsident herom.

23.

    Ved skrivelse af 16. oktober 2001 har Kommissionen meddelt Rettens præsident resultatet af sin undersøgelse af de dokumenter, den har fået forelagt vedrørende Agores-kontrakten. Kommissionen har konkluderet, at den på dette stadiumforeløbig kan godkende udgifter på i alt 49 130 EUR, og at den har betalt forskud på 102 105 EUR.

24.

    Ved telefax af 18. oktober 2001 har sagsøgeren fremsat sine bemærkninger til Kommissionens skrivelse af 16. oktober 2001. Gruppen har herved meddelt Rettens præsident, at den ønsker at fremkomme med flere supplerende bemærkninger enten skriftligt eller under et nyt retsmøde.

25.

    Under hensyn til sagens akter finder Rettens præsident, at han råder over alle de nødvendige oplysninger med henblik på at træffe afgørelse vedrørende denne begæring om foreløbige forholdsregler.

Retlige bemærkninger

26.

    I medfør af bestemmelserne i artikel 242 EF og 243 EF sammenholdt med artikel 4 i Rådets afgørelse 88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (EFT L 319, s. 1), som ændret ved Rådets afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8. juni 1993 (EFT L 144, s. 21), kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede retsakt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.

27.

    I henhold til artikel 104, stk. 1, første afsnit, i Rettens procesreglement kan en begæring om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt kun antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsætter begæringen, har anlagt sag til prøvelse af retsakten ved Retten. Denne regel er ikke en ren formalitet, men forudsætter, at Retten faktisk kan behandle den hovedsag, som begæringen om foreløbige forholdsregler udspringer af.

28.

    Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at begæringer om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Rettens præsident den 10.2.1999, sag T-211/98 R, Willeme mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 57, præmis 18). Fællesskabets retsinstanser foretager i givet fald også en afvejning af de berørte interesser (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 29.6.1999, sag C-107/99 R, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4011, præmis 59).

29.

    I det foreliggende tilfælde finder Rettens præsident det hensigtsmæssigt først at undersøge, om betingelserne vedrørende uopsætteligheden og interesseafvejningen er opfyldt.

Parternes argumenter

30.

    Sagsøgeren har gjort gældende, at gruppen befinder sig i en situation, der kan true dens eksistens, og at de dokumenter, den har fremlagt for Rettens præsident, viser, at der er udsigt til, at den inden for kort tid vil lide et alvorligt og uopretteligt tab.

31.

    Sagsøgerens gæld til sine leverandører beløber sig den 15. juli 2001 til i alt 158 021 EUR. To af leverandørerne er genstand for en retslig saneringsplan, som indebærer, at manglende betaling af fordringer medfører, at restgælden forfalder straks.

32.

    Hvis betalingsforpligtelserne ikke bliver overholdt nøje, vil sagsøgerens kreditorer ikke tøve med at foretage tvangsfuldbyrdelse på grundlag af de eksekutionsgrundlag, de allerede er i besiddelse af. Da sagsøgeren ikke kunne overholde sine betalingsforpligtelser for juli 2001, har de pågældende kreditorer truet med tvangsfuldbyrdelse af de opnåede domme med henblik på betaling af restgælden og sagsomkostningerne.

33.

    Det har ganske vist i forbindelse med to domme været muligt at indgå retsforlig, men de mange andre kreditorer, hvis krav endnu ikke er blevet opfyldt, vil ikke undlade at kræve betaling af deres tilgodehavender i nær fremtid.

34.

    Sagsøgeren har i øvrigt p.t. ingen likvide midler, idet gruppens ene bankkonto har en meget beskeden positiv saldo på 56,10 EUR pr. 17. juli 2001 og den anden konto en negativ saldo på 42,94 EUR pr. 10. juli 2001.

35.

    Sagsøgeren har endvidere anført, at det i Domstolens præsidents kendelse af 29. januar 1997 i sagen Antonissen mod Rådet og Kommissionen (sag C-393/96 P(R), Sml. I, s. 441) er blevet anerkendt, at borgerne har ret til i forbindelse med en sag om foreløbige forholdsregler at få tilkendt en foreløbig betaling, også når beløbet svarer til beløbet i påstanden i hovedsagen.

36.

    Sagsøgeren har gjort gældende, at det fremgår af retspraksis, at skaden for en sammenslutning af virksomheder kan vurderes under hensyntagen til medlemmernes økonomiske situation, når sammenslutningens objektive interesser ikke er uafhængige af de virksomheders interesser, der er tilsluttet den (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 35-38). Sagsøgeren er i den forbindelse fremkommet med en række oplysninger om den økonomiske situation for SA Deira, som ejer 60% af andelene i sagsøgeren. Disse oplysninger godtgør, at det medlem af sagsøgeren, der har majoriteten af andelene, ikke har tilstrækkelige ressourcer til at kunne beskytte firmagruppens interesser. SA Deira har nemlig allerede store problemer.

37.

    Sagsøgeren har endvidere anført, at Kommissionens beslutning om at suspendere betalingen af det resterende beløb på 68 070 EUR, som sagsøgeren regnede med at få betalt senest i juli 2001, da webstedet var færdiggjort og de tekniske ogfinansielle rapporter udarbejdet, stiller sagsøgeren i en yderst vanskelig og prekær økonomisk situation.

38.

    Sagsøgeren har understreget, at selv om firmagruppens medlemmer hæfter ubegrænset og solidarisk for de gældsforpligtelser, de har indgået i fællesskab, er flere af dem - de fleste etableret i udlandet - holdt op med at interessere sig for projektet. Af sagsøgerens 14 medlemmer er der nu kun fem tilbage. Desuden har sagsøgeren ikke længere nogen aktiviteter.

39.

    Sagsøgerens vigtigste medlem, SA Deira, modtager ustandselig påkrav fra sagsøgerens kreditorer, idet sagsøgeren ikke længere kan opfylde sine økonomiske forpligtelser på normal vis. Sagsøgeren har anført, at en afgørelse om ikke at anordne den begærede foreløbige forholdsregel under disse omstændigheder ikke blot vil medføre en opløsning af sagsøgeren, men også vil kunne føre til en opløsning af SA Deira, som ikke længere vil være i stand til at opfylde sagsøgerens gældsforpligtelser, som selskabet skal bære i betragtning af det solidariske ansvar, der påhviler medlemmerne af en EØFG, og i sidste ende vil kunne føre til, at de fysiske personer, der har engageret sig for at oprette selskabet og holde det i live, mister alt.

40.

    Sagsøgeren har endelig understreget, at en rettidig betaling af de skyldige beløb fra Kommissionens side bl.a. ville have gjort det muligt for sagsøgeren løbende at betale afdrag på de beløb, firmagruppen var blevet dømt til at betale, og undgå den nuværende situation med trusler om tvangsfuldbyrdelse af dommene.

41.

    Kommissionen har for så vidt angår betingelsen om uopsættelighed og navnlig spørgsmålet om en økonomisk skades uoprettelige karakter erindret om, at der kun i ganske usædvanlige tilfælde kan anordnes foreløbige forholdsregler under sådanne omstændigheder (kendelse afsagt af Rettens præsident den 30.6.1999, sag T-13/99 R, Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. II, s. 1961, præmis 137 og 138). Det ville i det foreliggende tilfælde være så meget mere usædvanligt at anordne foreløbige forholdsregler, som den begærede forholdsregel delvis er sammenfaldende med genstanden for hovedsagen. Den begærede forholdsregel ville nemlig blot gå ud på, at Kommissionen - efter sagsøgerens opfattelse - opfylder sine kontraktlige forpligtelser. På den baggrund vil den uopsættelighed, der normalt kræves som betingelse for at anordne foreløbige forholdsregler, i overensstemmelse med den ovennævnte retspraksis skulle være »ubestridelig«.

42.

    Hvad angår de vanskeligheder, sagsøgeren hævder at have med at betale sin gæld, har Kommissionen henvist til, at det - som det bl.a. fremgår af kendelsen i sagen Pfizer Animal Health mod Rådet (præmis 136) - kun er uoprettelige tab, der måtte blive påført sagsøgeren, der kan tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen af uopsættelighedsbetingelsen, og at der for så vidt angår angrebet på sagsøgerens økonomiske levedygtighed skal tages hensyn til de muligheder, som den struktur, sagsøgeren indgår i, giver, og navnlig til de ressourcer, som sagsøgerens medlemmer råder over. Kommissionen har i den forbindelse fremhævet betydningen af artikel24 og 34 i forordning nr. 2137/85, idet artikel 24 bl.a. bestemmer, at »[f]irmagruppens medlemmer hæfter ubegrænset og solidarisk for gruppens gældsforpligtelser af enhver art«.

43.

    Sagsøgeren kan i denne forbindelse ikke anses for at have godtgjort, at firmagruppen ubestrideligt er i en situation, der kan true dens eksistens, uden at have nogen udveje eller muligheder for hjælp.

44.

    Sagsøgeren har ganske vist henvist til forskellige former for pression og trusler fra visse kreditorers side, som kan føre til tvangsfuldbyrdelsessager. Denne situation må imidlertid sammenholdes med de muligheder, der er for at vende sig mod samtlige sagsøgerens medlemmer, uanset hvor de har hjemsted, herunder også mod dem, der allerede formelt har forladt firmagruppen. Der er ikke blevet foretaget en sådan samlet vurdering.

45.

    Hvad angår interesseafvejningen har Kommissionen understreget, at en anordning af den begærede forholdsregel risikerer at skabe en omvendt situation til skade for Fællesskabets midler, såfremt Kommissionen bliver frifundet i hovedsagen.

46.

    Kommissionen har i den forbindelse tilføjet, at den ikke alene har problemer med sagsøgeren i forbindelse med Agores-kontrakten, men også i forbindelse med andre kontrakter, som er indgået inden for rammerne af Thermie-programmet. De rejste problemer er til dels fælles for flere kontrakter. Hvis der alene anordnes foreløbige forholdsregler i relation til en af kontrakterne, vil dette kunne skabe en uligevægt i forhold til de løsninger, der vil kunne findes for de andre kontrakter.

47.

    Desuden har Kommissionen i forbindelse med disse kontrakter indgået inden for rammerne af Thermie-programmet i to skrivelser afkrævet sagsøgeren tilbagebetaling af 72 000 EUR. Hvis disse tilbagebetalingskrav ikke bliver opfyldt, vil en anordning af den begærede foreløbige forholdsregel i tilfælde af en frifindelse af Kommissionen i hovedsagen påføre Kommissionen økonomisk skade i to henseender, nemlig dels i forbindelse med Agores-kontrakten, dels i forbindelse med kontrakterne indgået inden for rammerne af Thermie-programmet.

Rettens bemærkninger

48.

    Det fremgår af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt uopsættelighedsbetingelsen i forbindelse med en begæring om foreløbige forholdsregler er opfyldt, skal vurderes på baggrund af nødvendigheden af, at der træffes en foreløbig afgørelse for at undgå, at den part, der har fremsat begæring om den foreløbige forholdsregel, udsættes for et alvorligt og uopretteligt tab. Denne part skal dokumentere, at vedkommende ikke kan afvente afgørelsen i hovedsagen uden at blive påført en sådan skade (kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.7.1998, sag T-73/98 R, Prayon-Rupel mod Kommissionen, Sml. II, s. 2769, præmis 36, og den 20.7.2000, sag T-169/00 R, Esedra modKommissionen, Sml. II, s. 2951, præmis 43, og kendelse afsagt af Domstolens præsident den 12.10.2000, sag C-278/00 R, Grækenland mod Kommissionen, Sml. I, s. 8787, præmis 14).

49.

    Selv om det med henblik på at godtgøre, at der foreligger en sådan skade, ikke er nødvendigt, at det godtgøres, at der er absolut vished for, at skaden indtræder, idet det er tilstrækkeligt, at skaden kan forudsiges med en tilstrækkelig grad af sandsynlighed, skal sagsøgeren ikke desto mindre fortsat føre bevis for de faktiske omstændigheder, der skal begrunde, at der er udsigt til en sådan alvorlig og uoprettelig skade (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.12.1999, sag C-335/99 P(R), HFB m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8705, præmis 67, og den 25.7.2000, sag C-377/98 R, Nederlandene mod Parlamentet og Rådet, Sml. I, s. 6229, præmis 51, samt kendelsen i sagen Grækenland mod Kommissionen, præmis 15).

50.

    I den foreliggende sag har sagsøgeren gjort en økonomisk skade gældende. Det bemærkes i den forbindelse, at det - som Kommissionen har gjort gældende - følger af fast retspraksis, at en økonomisk skade i princippet ikke kan betragtes som uoprettelig eller blot vanskeligt oprettelig, hvis der senere kan betales økonomisk erstatning herfor (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18.10.1991, sag C-213/91 R, Abertal m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5109, præmis 24, og kendelse afsagt af Rettens præsident den 30.6.1999, sag T-70/99 R, Alpharma mod Rådet, Sml. II, s. 2027, præmis 128).

51.

    Det følger af disse principper, at den begærede foreløbige forholdsregel kun er begrundet under de i sagen foreliggende omstændigheder, såfremt det må antages, at sagsøgeren vil befinde sig i en situation, hvori selve selskabets overlevelse er i fare, hvis en sådan forholdsregel ikke træffes.

52.

    Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerens gæld til sine leverandører beløb sig til 158 021 EUR den 15. juli 2001, og at sagsøgeren p.t. så at sige er uden likvide midler. Som det fremgår af en erklæring af 10. august 2001 fra sagsøgerens revisor, som sagsøgeren har fremlagt, ville en betaling af 68 070 EUR i overensstemmelse med begæringen i denne sag ikke gøre det muligt for sagsøgeren at opfylde sine forpligtelser. Da sagsøgeren ikke længere har nogen aktiviteter, synes firmagruppens interesse i at opnå den begærede foreløbige forholdsregel således i øvrigt blot at være af indirekte karakter og i realiteten at være sammenfaldende med medlemmernes interesse i at få nedbragt firmagruppens gæld, da de hæfter ubegrænset og solidarisk herfor.

53.

    Som anført af Kommissionen fremgår det imidlertid af fast retspraksis, at der i forbindelse med undersøgelsen af uopsættelighedsbetingelsen kun kan tages hensyn til tab, der vil kunne påføres sagsøgeren (kendelsen i sagen Pfizer Animal Health mod Rådet, præmis 136).

54.

    Der skal desuden erindres om, at der ved vurderingen af sagsøgerens økonomiske situation i forbindelse med undersøgelsen af selskabets økonomiske levedygtighed kan tages hensyn til navnlig de forhold, der karakteriserer den koncern, som sagsøgeren er tilknyttet via sine aktionærer (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 7.3.1995, sag C-12/95 P, Transacciones Marítimas m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 467, præmis 12, kendelse afsagt af Rettens præsident den 4.6.1996, sag T-18/96 R, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 407, præmis 35, og den 10.12.1997, sag T-260/97 R, Camar mod Kommissionen og Rådet, Sml. II, s. 2357, præmis 50, kendelse afsagt af Domstolens præsident den 15.4.1998, sag C-43/98 P(R), Camar mod Kommissionen og Rådet, Sml. I, s. 1815, præmis 36, og kendelsen i sagen Pfizer Animal Health mod Rådet, præmis 155, stadfæstet ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18.11.1999, sag C-329/99 P(R), Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. I, s. 8343, præmis 67).

55.

    Dette synspunkt bygger på, at den berørte virksomheds objektive interesser ikke er selvstændige i forhold til interesserne for de personer, fysiske eller juridiske, som kontrollerer virksomheden, og at spørgsmålet om, hvorvidt den påståede skade er alvorlig og uoprettelig, skal afgøres i relation til den koncern, de pågældende personer udgør. Disse sammenfaldende interesser begrunder navnlig, at den berørte virksomheds interesse i at overleve ikke vurderes uafhængigt i forhold til den interesse, de virksomheder, der kontrollerer den, har i dens fortsatte beståen (kendelse afsagt af Rettens præsident den 15.1.2001, sag T-241/00 R, Le Canne mod Kommissionen, Sml. II, s. 37, præmis 40).

56.

    Ligesom skaden for en sammenslutning af virksomheder kan vurderes under hensyntagen til medlemmernes økonomiske situation, når sammenslutningens objektive interesser ikke er uafhængige af de virksomheders interesser, der er tilsluttet den (jf. kendelsen af 14.10.1996 i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 35-38), skal der således i det foreliggende tilfælde tages hensyn til sagsøgerens medlemmers økonomiske situation.

57.

    Sagsøgeren er i den forbindelse alene fremkommet med oplysninger om situationen for sit vigtigste medlem, SA Deira, og ikke fremkommet med nogen form for oplysninger om sine øvrige medlemmers økonomiske situation, der giver grundlag for en konkret vurdering af, om de har de fornødne ressourcer til at kunne beskytte sagsøgerens interesser.

58.

    Det følger af ovenstående, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at betingelsen om uopsættelighed er opfyldt. Begæringen kan allerede derfor ikke tages til følge.

59.

    Det bemærkes, at selv om der var ført bevis for uopsætteligheden, ville der under alle omstændigheder ikke være grundlag for at anordne den begærede foreløbige forholdsregel efter en afvejning af parternes interesser.

60.

    Det fremgår af den ovenfor i præmis 52 nævnte erklæring fra sagsøgerens revisor, at selv hvis Kommissionens påståede gæld til sagsøgeren, som af revisoren er opgjort til 144 570 EUR, blev betalt, ville dette ikke gøre det muligt for sagsøgeren at betale sin samlede gæld til leverandørerne. Det fremgår også af erklæringen, at sagsøgeren siden den 30. november 1999 ikke har haft nogen aktiviteter og har et regnskabsmæssigt underskud. Under disse omstændigheder må det konstateres, at selv en betaling af de 68 070 EUR, som sagsøgeren kræver betalt i denne sag, ikke ville gøre det muligt for firmagruppen at opfylde sine forpligtelser. Det er derfor sandsynligt, at den ikke ville være i stand til at tilbagebetale beløbet til Kommissionen, hvis denne måtte blive frifundet i hovedsagen.

61.

    Det er særligt usikkert, om Kommissionen ville kunne få beløbet tilbage, da Kommissionen i forhold til den gruppe, som sagsøgeren udgør, er en tredjemand og derfor ikke lige så let som gruppen senere ville kunne skaffe de oplysninger, der ville gøre det muligt effektivt at gøre gruppens medlemmers solidariske hæftelse i henhold til artikel 24 i forordning nr. 2137/85 gældende.

62.

    På den baggrund gør risikoen for, at en betaling af det under sagen om foreløbige forholdsregler krævede beløb viser sig at være uigenkaldelig, og at en anordning af den foreløbige forholdsregel således fratager afgørelsen i hovedsagen enhver virkning, det ud fra en interesseafvejning berettiget ikke at tage begæringen til følge.

63.

    Det bør derfor bestemmes, at begæringen om foreløbige forholdsregler ikke tages til følge, uden at det er nødvendigt at undersøge, om betingelsen om fumus boni juris er opfyldt.

Af disse grunde

bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT

1)    Begæringen om foreløbige forholdsregler tages ikke til følge.

2)    Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Således bestemt i Luxembourg den 7. december 2001.

H. Jung

B. Vesterdorf

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: fransk.