Language of document :

Appel iværksat den 18. september 2006 af Kommissionen til prøvelse af dom afsagt den 12. juli 2006 af Retten for EU-personalesager i sag F-18/05, D mod Kommissionen

(Sag T-262/06 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Den anden part i appelsagen: D

Appellantens påstande

Den af Retten for EU-Personalesager afsagte dom af 12. juli 2006 i sag F-18/05, D mod Kommissionen, ophæves.

Sagen hjemvises til Retten for EU-Personalesager med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende de øvrige anbringender.

Der træffes afgørelse om appelsagens omkostninger efter gældende regler, subsidiært udsættes afgørelsen om sagens omkostninger og Retten for EU-Personalesager træffer afgørelse herom.

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved dom af 12. juli 2006, med hensyn til hvilken der i denne appelsag er nedlagt påstand om ophævelse, annullerede Retten Kommissionens afgørelse af 4. maj 2004 om afslag på en ansøgning om at anerkende sagsøgerens sygdom som en erhvervssygdom, og tilpligtede Kommissionen at betale sagens omkostninger.

Kommissionen har til støtte for påstanden om ophævelse af nævnte dom fremført et anbringende om tilsidesættelse af fællesskabsretten, navnlig af procesreglementets artikel 48, stk. 2, idet Retten fandt, at en argumentation om tilsidesættelse af materiel retskraft kunne fremmes til realitetsbehandling, skønt denne argumentation ifølge Kommissionen blev fremsat af sagsøgeren for første gang i replikken i første instans. Kommissionen har desuden anført, at Retten har begået en retlig fejl og/eller anlagt en urigtig fortolkning af de retlige omstændigheder, der blev fremført af parterne og navnlig af Kommissionen. Hvad angår bedømmelsen af de materielle argumenter er det Kommissionens opfattelse, at Retten har tilsidesat fællesskabsretten og navnlig artikel 73 i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber samt dertil knyttede lovbestemmelser, at den har tilsidesat rækkevidden af dommen i sagen T-376/02 1, og har tilsidesat begrundelsespligten. Kommissionen har ligeledes anført, at Retten har tilsidesat retssikkerhedsprincippet.

____________

1 - Rettens dom af 23.11.2004, O mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 349, og II, s. 1595.