Language of document : ECLI:EU:C:2009:739

DOMSTOLENS UDTALELSE 1/08 (Store Afdeling)

30. november 2009

»Udtalelse i henhold til artikel 300, stk. 6, EF – almindelig overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) – lister over særlige forpligtelser – indgåelse af aftaler om tildeling af kompensation under hensyntagen til ændring og tilbagekaldelse af visse forpligtelser som følge af nye medlemsstaters tiltrædelse af Den Europæiske Union – delt kompetence – retsgrundlag – fælles handelspolitik – fælles transportpolitik«


Indhold


Baggrunden for begæringen om udtalelse

GATS-aftalen

Formålet med og tilblivelsen af aftaler, der påtænkes indgået

De omhandlede aftalers form og indhold

Begæringen om en udtalelse

Skriftlige indlæg fra medlemsstaterne og institutionerne

Forbindelsen mellem de to i begæringen om udtalelse rejste spørgsmål og deres rækkefølge ved gennemgangen

Det første spørgsmål

Det andet spørgsmål

Artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF

Artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF

Domstolens stillingtagen

Genstanden for de omhandlede aftaler

Genstanden for de spørgsmål, der er rettet til Domstolen, og rækkefølgen ved gennemgangen heraf

Fællesskabets kompetence til at indgå de omhandlede aftaler og retsgrundlagene for en sådan indgåelse

Om anvendelsen af artikel 133, stk. 1 og 5, EF om den fælles handelspolitik

Om anvendelsen af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF og om medlemsstaternes deltagelse i indgåelsen af de omhandlede aftaler

Om anvendelsen af artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF om den fælles transportpolitik


I udtalelsessag 1/08,

angående en begæring om en udtalelse i henhold til artikel 300, stk. 6, EF, indgivet den 18. februar 2008 af Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber,

afgiver

DOMSTOLEN (Store Afdeling)

sammensat af præsidenten, V. Skouris, afdelingsformændene J.N. Cunha Rodrigues, K. Lenaerts, J.-C. Bonichot, R. Silva de Lapuerta og C. Toader samt dommerne C.W.A. Timmermans, K. Schiemann (refererende dommer), J. Malenovský, T. von Danwitz og A. Arabadjiev,

justitssekretær: kontorchef M.-A. Gaudissart,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. februar 2009,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. White, M. Huttunen og L. Prete, som befuldmægtigede

–        den tjekkiske regering ved M. Smolek, som befuldmægtiget

–        den danske regering ved C. Pilgaard Zinglersen, som befuldmægtiget

–        den tyske regering ved M. Lumma og N. Graf Vitzthum, som befuldmægtigede

–        den græske regering ved A. Samoni-Rantou, S. Chala og G. Karipsiadis, som befuldmægtigede

–        den spanske regering ved N. Díaz Abad, som befuldmægtiget

–        Irland ved D.J. O’Hagan, som befuldmægtiget, bistået af A. Collins og M. Collins, SC

–        den italienske regering ved G. Palmieri, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato P. Gentili

–        den litauiske regering ved D. Kriaučiūnas og E. Matulionytė, som befuldmægtigede

–        den nederlandske regering ved C. Wissels og M. de Grave, som befuldmægtigede

–        den polske regering ved M. Dowgielewicz, C. Herma og M. Kamejsza, som befuldmægtigede

–        den portugisiske regering ved L. Inez Fernandes og M. João Palma, som befuldmægtigede

–        den rumænske regering ved A. Ciobanu-Dordea, N. Mitu, E. Gane og C. Osman, som befuldmægtigede

–        den finske regering ved J. Heliskoski, som befuldmægtiget

–        den svenske regering ved A. Falk, som befuldmægtiget

–        Det Forenede Kongeriges regering ved I. Rao, som befuldmægtiget, bistået af barrister A. Dashwood

–        Europa-Parlamentet ved R. Passos og D. Gauci, som befuldmægtigede

–        Rådet for Den Europæiske Union ved J.-P. Hix og R. Liudvinaviciute-Cordeiro, som befuldmægtigede,

og efter at have hørt førstegeneraladvokat E. Sharpston og generaladvokaterne D. Ruiz-Jarabo Colomer, J. Kokott, M. Poiares Maduro, P. Mengozzi, Y. Bot, J. Mazák og V. Trstenjak i lukket møde den 3. juni 2009,

følgende

Udtalelse

1        Begæringen vedrører spørgsmålet, om Det Europæiske Fællesskabs kompetence har karakter af enekompetence eller delt kompetence, samt om, hvilket retsgrundlag der skal anvendes, når der med visse medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO) indgås aftaler, der har til formål at ændre listerne over Fællesskabets og dets medlemsstaters særlige forpligtelser i henhold til den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS-aftalen).

2        I henhold til artikel 300, stk. 6, EF »[kan] Europa-Parlamentet, Rådet, Kommissionen eller en medlemsstat […] indhente udtalelse fra Domstolen om en påtænkt aftales forenelighed med bestemmelserne i denne traktat. Hvis Domstolens udtalelse er benægtende, kan aftalen kun træde i kraft på de betingelser, der er fastsat i artikel 48 i traktaten om Den Europæiske Union«.

 Baggrunden for begæringen om udtalelse

 GATS-aftalen

3        Ved afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 godkendte Rådet på Det Europæiske Fællesskabs vegne, for så vidt angår den del, der hører under Fællesskabets kompetence, de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguayrundens regi (1986-1994) (EFT L 336, s. 1), overenskomsten om oprettelse af WTO såvel som de aftaler, der er indeholdt i bilag 1-3 til denne overenskomst, heriblandt GATS-aftalen.

4        GATS-aftalens artikel I, stk. 2, bestemmer:

»I forbindelse med denne overenskomst defineres handel med tjenesteydelser som levering af en tjenesteydelse:

a)      fra et medlems område til ethvert andet medlems område [(herefter »modus 1«)]

b)      på et medlems område til en forbruger af tjenesteydelsen fra ethvert andet medlem [(herefter »modus 2«)]

c)      fra en leverandør af tjenesteydelser, der har hjemsted i et medlem, gennem en handelsmæssig tilstedeværelse på ethvert andet medlems område [(herefter »modus 3«)]

d)      fra en leverandør af tjenesteydelser, der har hjemsted i et medlem, gennem tilstedeværelsen af fysiske personer fra et medlem på ethvert andet medlems område [(herefter »modus 4«)].«

5        Artikel V i GATS-aftalen med overskriften »Økonomisk integration« bestemmer:

»1.      Denne overenskomst forhindrer ikke nogen af dens medlemmer i at være part i eller indgå en aftale om liberalisering af handelen med tjenesteydelser mellem eller blandt parterne i en sådan aftale, hvis en sådan aftale [opfylder visse betingelser].

[…]

5.      Hvis et medlem ved indgåelsen, udvidelsen eller enhver betydelig ændring af en aftale omhandlet i stk. 1 ønsker at tilbagekalde eller ændre en særlig forpligtelse, der er uforenelig med vilkårene og betingelserne i dets liste, giver medlemmet mindst 90 dage i forvejen meddelelse om en sådan ændring eller tilbagekaldelse, og den i artikel XXI, stk. 2, 3 og 4, fastsatte fremgangsmåde finder anvendelse.

[…]«

6        Artikel XVI, der er en del af GATS-aftalens del III med overskriften »Særlige forpligtelser«, bestemmer:

»1.      For så vidt angår markedsadgang gennem de forsyningsmåder, der er angivet i artikel I, behandler hvert medlem tjenesteydelser og leverandører af tjenesteydelser fra ethvert andet medlem på en måde, der ikke er mindre gunstig end den behandling, der er bestemt i henhold til de vilkår, begrænsninger og betingelser, der er aftalt og nærmere angivet i dets liste […]

2.      I sektorer, hvor der er påtaget markedsadgangsforpligtelser, fastlægges de foranstaltninger, som et medlem ikke må opretholde eller træffe, enten på grundlag af en regional underinddeling eller på grundlag af hele dets område, medmindre andet er bestemt i dets liste, således:

a)      begrænsninger på antallet af tjenesteleverandører, i form af enten numeriske kvoter, monopoler, eksklusive tjenesteleverandører eller krav om en økonomisk behovsprøve

b)      begrænsninger på den samlede værdi af tjenestetransaktioner eller aktiver i form af numeriske kvoter eller krav om en økonomisk behovsprøve

c)      begrænsninger på det samlede antal tjenesteoperationer eller den samlede produktion af tjenesteydelser udtrykt som angivne numeriske enheder i form af kvoter eller krav om en økonomisk behovsprøve

d)      begrænsninger på det samlede antal fysiske personer, der kan være beskæftiget i en bestemt servicesektor, eller som må være ansat af en leverandør af tjenesteydelser, og som er nødvendige for og direkte forbundet med levering af en specifik tjenesteydelse, i form af numeriske kvoter eller krav om en økonomisk behovsprøve

e)      foranstaltninger, der begrænser eller kræver specifikke former for juridiske enheder eller joint ventures, gennem hvilke en tjenesteleverandør kan levere en tjenesteydelse, og

f)      begrænsninger på udenlandsk kapitals deltagelse udtrykt i maksimumsgrænser for andelen af udenlandsk ejede aktier eller den samlede værdi af individuelle eller totale udenlandske investeringer.«

7        GATS-aftalens artikel XVII, stk. 1, bestemmer:

»I de sektorer, der er anført i dets liste og undergivet alle bestemmelser og forbehold fastsat deri, giver hvert medlem tjenesteydelser og leverandører af tjenesteydelser fra ethvert andet medlem en behandling, der ikke er mindre gunstig end den behandling, det giver sine egne tilsvarende tjenesteydelser og leverandører af tjenesteydelser for så vidt angår alle foranstaltninger, der påvirker levering af tjenesteydelser […]«

8        GATS-aftalens artikel XX fastsætter:

»1.      Hvert medlem angiver i en liste de særlige forpligtelser, som det påtager sig i henhold til overenskomstens del III. For så vidt angår sektorer, hvor der er indgået sådanne forpligtelser, giver hver liste nærmere oplysninger om:

a)      vilkår, begrænsninger og betingelser for markedsadgang

b)      betingelser og forbehold for national behandling

[…]

3.      Lister over særlige forpligtelser tilknyttes denne overenskomst som bilag og udgør en integrerende del heraf.«

9        De særlige forpligtelser har dels en horisontal karakter, idet de udifferentieret vedrører alle tjenesteydelserne opført på det berørte medlems liste (herefter de »horisontale forpligtelser«), dels en sektoriel karakter, når de vedrører en særlig tjenesteydelsessektor (herefter de »sektorielle forpligtelser«).

10      Artikel XXI i GATS-aftalen med overskriften »Ændring af lister« bestemmer:

»1.      a)     Et medlem (i denne artikel benævnt »det ændrende medlem«) kan ændre eller tilbagekalde enhver forpligtelse i sin liste på ethvert tidspunkt efter en periode på tre år fra tidspunktet for forpligtelsens ikrafttræden i overensstemmelse med denne artikels bestemmelser.

         b)     Et ændrende medlem underretter Rådet for Handel med Tjenesteydelser om, at det har til hensigt at ændre eller tilbagekalde en forpligtelse i henhold til denne artikel, senest tre måneder før det påtænkte tidspunkt for gennemførelsen af ændringen eller tilbagekaldelsen.

2.      a)     På anmodning fra ethvert medlem, hvis fordele i henhold til denne overenskomst kan blive påvirket (i denne artikel benævnt et »påvirket medlem«) af en planlagt ændring eller tilbagekaldelse, som der er givet underretning om […], indleder det ændrende medlem forhandlinger med henblik på at opnå en aftale om enhver nødvendig kompensation. I sådanne forhandlinger og aftaler bestræber de berørte medlemmer sig på at opretholde et almindeligt niveau af gensidigt fordelagtige forpligtelser, der ikke er mindre gunstige for handelen end det, der var bestemt i listerne over særlige forpligtelser forud for sådanne forhandlinger.

         b)     Kompensation ydes på grundlag af mestbegunstigelsesprincippet.

3.      a)     Hvis der ikke opnås enighed mellem det ændrende medlem og ethvert påvirket medlem inden udgangen af den periode, der er fastsat til forhandlinger, kan et sådant påvirket medlem henvise sagen til voldgift. Alle påvirkede medlemmer, der ønsker at fastholde en ret, som de måtte have til kompensation, skal deltage i voldgiften.

         b)     Hvis intet påvirket medlem har anmodet om voldgift, kan det ændrende medlem frit gennemføre den planlagte ændring eller tilbagekaldelse.

[…]

5.      Rådet for Handel med Tjenesteydelser fastlægger proceduren for berigtigelse eller ændring af lister. Alle medlemmer, der har ændret eller tilbagekaldt listede forpligtelser i henhold til denne artikel, ændrer deres liste i henhold til sådanne procedurer.«

11      Procedurereglerne om ændring af listerne vedtaget af Rådet for Handel med Tjenesteydelser den 19. juli 1999 fremgår af dokument S/L/80 af 29. oktober 1999 med overskriften »Procedurer for gennemførelsen af artikel XXI i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (Ændring af lister)« (herefter »procedurereglerne«).

12      Procedurereglernes nr. 5 og 6 bestemmer:

»5.      I henhold til enhver forhandling i overensstemmelse med artikel XXI, stk. 2, litra a), skal det ændrende medlem sende en fælles skrivelse til sekretariatet, undertegnet af de berørte medlemmer, samt en rapport vedrørende de forhandlingsresultater, der skal paraferes af de berørte medlemmer. Sekretariatet fordeler skrivelsen og rapporten til alle medlemmer som fortroligt dokument.

6.      Et ændrende medlem, der har opnået en aftale med alle de [påvirkede] medlemmer, der har meldt sig […], skal senest 15 dage efter forhandlingernes afslutning tilsende sekretariatet en endelig rapport om forhandlingerne i henhold til artikel XXI, der vil blive fordelt til alle medlemmerne som fortroligt dokument. Efter færdiggørelsen af certificeringsproceduren efter nr. 20-22 kan det ændrende medlem frit gennemføre de ændringer, der blev aftalt under forhandlingerne og specificeret i rapporten, og det meddeler sekretariatet datoen for gennemførelsen, med henblik på fordeling til medlemmerne af WTO. Disse ændringer må ikke overskride den oprindeligt meddelte ændring eller tilbagekaldelse og omfatter enhver kompensation, der er aftalt under forhandlingerne.«

13      Procedurereglernes nr. 8, der finder anvendelse, når en aftale om kompensation ikke har kunnet opnås, bestemmer:

»Hvis intet [påvirket] medlem, der har meldt sig [...], ikke rettidigt fremlægger en anmodning om voldgift [...], kan det ændrende medlem frit gennemføre den planlagte ændring eller tilbagekaldelse efter færdiggørelsen af certificeringsproceduren i nr. 20-22. [...] Det ændrende medlem meddeler sekretariatet datoen for gennemførelsen med henblik på fordeling til medlemmerne af WTO.«

14      Procedurereglernes nr. 20 fastlægger:

»Ændringerne til de autentiske tekster i bilagslisterne [til GATS-aftalen], der følger af foranstaltninger truffet i henhold til artikel XXI, får virkning via certificering. Forslaget til lister, der klart angiver detaljerne for ændringerne, vil blive meddelt sekretariatet til fordeling til samtlige medlemmer. Ændringerne træder i kraft efter en periode på 45 dage fra datoen for deres fordeling eller en senere dato præciseret af det ændrende medlem [...]«

 Formålet med og tilblivelsen af aftaler, der påtænkes indgået

15      Kommissionen har fremført, at siden vedtagelsen i henhold til GATS-aftalen af listen over de særlige forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater, som på daværende tidspunkt talte 12, har udvidelserne i 1995 og 2004 gjort det nødvendigt at udarbejde en ny konsolideret liste, der inkluderer de 13 nye medlemsstater, der indtil da havde deres egen liste.

16      Den 28. maj 2004 anmeldte Kommissionen i henhold til GATS-aftalens artikel V, stk. 5, de ændringer og tilbagekaldelser af forpligtelser, som det var planlagt at anvende i forhold til listerne for de 13 nye medlemsstater med henblik på at fusionere disse med Fællesskabets og medlemsstaternes aktuelle liste (herefter »dokument S/FORTROLIGT/8«). Denne anmeldelse blev den 4. april 2005 fulgt af en anden anmeldelse om tilbagekaldelse af visse forpligtelser indeholdt i listerne for henholdsvis Republikken Malta og Republikken Cypern (herefter »dokument S/FORTROLIGT/9«).

17      Efter interesseerklæringerne fra forskellige af WTO’s medlemmer, der mener, at de påvirkes af ændringerne og tilbagekaldelserne af de således planlagte forpligtelser, blev forhandlingerne med henblik på at fastsætte kompensationer i overensstemmelse med GATS-aftalens artikel XXI, stk. 2, ledt af Kommissionen på vegne af Fællesskabet og dets 25 medlemsstater.

18      Efter de nævnte forhandlinger blev parterne enige om de kompensationer, der skulle tildeles under hensyntagen til de ændringer og tilbagekaldelser af forpligtelser, der er nævnt i dokument S/FORTROLIGT/8. Derimod var de ikke nået til enighed om kompensationer for så vidt angår de tilbagekaldelser af forpligtelser, der er opregnet i dokument S/FORTROLIGT/9. Ingen voldgiftssager blev indledt i denne henseende af de WTO-medlemmer, der var påvirkede heraf.

19      Som det fremgår af Rådets konklusioner af 26. juli 2006, havde Kommissionen beføjelse til at undertegne de således forhandlede aftaler og oversende den konsoliderede liste over forpligtelserne for Fællesskabet og dets medlemsstater til WTO’s sekretariat med henblik på dens certificering.

20      Disse konklusioner præciserede bl.a., at »når den formidler den konsoliderede liste over de særlige forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater […], skal Kommissionen i givet fald oplyse, at den nye liste træder i kraft efter udløbet af de interne beslutningsprocedurer for Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater. I denne forbindelse fremlægger Kommissionen et forslag for Rådet«.

21      17 aftaler er således blevet undertegnet med henholdsvis Den Argentinske Republik, Commonwealth of Australia, Den Føderative Republik Brasilien, Canada, Folkerepublikken Kina, Det Særskilte Toldområde Taiwan, Penghu, Kinmen og Matsu (Kinesisk Taipei), Republikken Colombia, Republikken Cuba, Republikken Ecuador, Hongkong (Kina), Republikken Indien, Japan, Republikken Korea, New Zealand, Republikken Filippinerne, Det Schweiziske Forbund og Amerikas Forenede Stater (herefter »de omhandlede aftaler«).

22      Certificeringsproceduren blev endeligt afsluttet den 15. december 2006.

23      Den 27. marts 2007 henvendte Kommissionen sig til Rådet med et forslag til beslutning vedrørende indgåelse af de omhandlede aftaler på grundlag af artikel 133, stk. 1-5, EF, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, EF.

24      I fremstillingen af begrundelserne for dette forslag har Kommissionen bl.a. præciseret, at den har forhandlet de omhandlede aftaler i Fællesskabets og dets medlemsstaters navn og for deres regning ud fra antagelsen om, at det ikke fra begyndelsen kunne udelukkes, at disse aftaler krævede medlemsstaternes godkendelse. Henset til arten af de faktisk forhandlede kompensationer mener Kommissionen imidlertid, at disse ikke overskrider Fællesskabets interne kompetenceområde, at de heller ikke medfører en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning på et område, hvor traktaten udelukker dette, idet artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF ikke kan finde anvendelse, og at indgåelsen af disse aftaler derfor er omfattet af Fællesskabets enekompetence.

25      Rådet og medlemsstaterne forsamlet i Rådet mener imidlertid, at indgåelsen af de omhandlede aftaler er omfattet af en mellem Fællesskabet og dets medlemsstater delt kompetence.

26      Derfor har medlemsstaterne indledt de interne procedurer, der gælder for hver enkelt af dem, med henblik på disse aftalers godkendelse.

27      Den 13. juli 2007 hørte Rådet Parlamentet vedrørende Kommissionens ovennævnte forslag. I denne forbindelse har Rådet oplyst Parlamentet om, at det påtænkte at basere sin beslutning om indgåelse af de omhandlede aftaler på såvel artikel 133, stk. 1-5, EF, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, EF, som artikel 71 EF, artikel 80, stk. 2, EF og artikel 133, stk. 6, EF, sammenholdt med artikel 300, stk. 3, EF.

28      I sin lovgivningsmæssige beslutning af 11. oktober 2007 godkendte Parlamentet ovennævnte forslag. Betragtningerne til denne beslutning henviser dog alene til artikel 133, stk. 1 og 5, EF samt artikel 300, stk. 2 og 3, EF.

 De omhandlede aftalers form og indhold

29      Kommissionen har understreget, at de omhandlede aftaler i det væsentlige er næsten identiske, og har begrænset sig til at fremlægge aftalen undertegnet med Japan. Rådet har bekræftet, at aftalerne i det væsentlige er identiske.

30      I overensstemmelse med procedurereglernes nr. 5 har aftalen indgået med Japan form af en fælles skrivelse, som er undertegnet af Kommissionen på vegne af Fællesskabet og dets medlemsstater på den ene side og Japan på den anden side (herefter den »fælles skrivelse«).

31      Som bilag til den fælles skrivelse er der som foreskrevet ved procedurereglernes nr. 5 vedlagt en rapport om resultatet af forhandlingerne. Denne rapport omfatter to bilag (herefter »bilag I« og »bilag II«).

32      Bilag I opregner de planlagte ændringer og tilbagekaldelser for så vidt angår listen over forpligtelser for de nye medlemsstater. Det omfatter to dele.

33      Bilag I, litra A), gengiver listen over ændringer og tilbagekaldelser som opregnet i dokument S/FORTROLIGT/8.

34      Angående de horisontale forpligtelser er der sket en udvidelse til forskellige nye medlemsstater af visse begrænsninger i den aktuelle liste over forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater. Dette er tilfældet hvad angår den horisontale begrænsning i forhold til markedsadgangen i modus 3 for tjenesteydelser, som i medlemsstaterne anses for almennyttige tjenesteydelser på nationalt eller lokalt plan, som kan gøres til genstand for offentlige monopoler eller for enerettigheder, der er forbeholdt private leverandører. Dette gælder tilsvarende for forbehold for national behandling af repræsentationsfilialer eller repræsentationskontorer, som i en medlemsstat er oprettet af et selskab fra et tredjeland, eller visse repræsentationsfilialer tilhørende selskaber fra tredjelande, som er oprettet i henhold til lovgivningen i en medlemsstat (modus 3), samt forbehold angående national behandling med hensyn til økonomisk støtte (modus 3 og 4). Visse horisontale forbehold for markedsadgang i modus 4 i forhold til midlertidigt ophold udvides tilsvarende til forskellige nye medlemsstater for det første for personale udstationeret inden for deres virksomhed, for det andet for handelsrepræsentanter med ansvar for at forhandle salget af tjenesteydelser eller at indgå tjenesteydelseskontrakter, for det tredje for personer med ansvar for i en medlemsstat at oprette en handelsrepræsentation, og for det fjerde for fysiske personer, der for en juridisk person, der ikke har nogen handelsmæssig tilstedeværelse i en medlemsstat i Det Europæiske Fællesskab, rekrutteres til levering af en tjenesteydelse på midlertidigt grundlag.

35      Bilag I, litra A), fastsætter desuden tilbagekaldelsen af visse horisontale forpligtelser vedrørende markedsadgang, som Republikken Cypern og Republikken Litauen tidligere har påtaget sig i forhold til modus 4.

36      Angående de sektorielle forpligtelser foretages der ved bilag I, litra A), på den ene side en udvidelse til forskellige nye medlemsstater af begrænsningerne på den aktuelle liste over forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater. Disse begrænsninger vedrører markedsadgang i forhold til, for det første, leasing eller leje af fly uden besætning (modus 2 og 3), for det andet undervisningsydelser, i det omfang de dels ikke er omfattet af Fællesskabets og dets medlemsstaters liste, dels er private undervisningsydelser, og for det tredje bankmæssige og andre finansielle tjenesteydelser (modus 1 og 3). De nævnte begrænsninger vedrører desuden den nationale behandling i forhold til visse lufttransportydelser, nemlig salg og markedsføring af transporter samt elektroniske reservationssystemer.

37      Ved bilag I, litra A), foretages der på den anden side tilbagekaldelse af visse nye medlemsstaters tidligere indgåede sektorielle forpligtelser vedrørende rumfart og sektorer for tjenesteydelser tilknyttet fremstillingsvirksomhed. Desuden introduceres i forhold til visse nye medlemsstater nye sektorielle begrænsninger vedrørende markedsadgangen for så vidt angår lufttransport (leje af fly med besætning) (modus 1-3) og accessoriske tjenesteydelser for alle transportmetoder (modus 3).

38      Bilag I, litra B), opregner listen over tilbagekaldelser af forpligtelser, såvel horisontale som sektorielle, for Republikken Cypern og Republikken Malta for så vidt angår den nationale behandling i modus 4, som følger af dokument S/FORTROLIGT/9. De berørte sektorielle forpligtelser vedrører computertjenester og hermed forbundne tjenesteydelser, forsknings- og udviklingstjenesteydelser i socialvidenskab og humaniora, forsikringstjenesteydelser og hermed forbundne tjenesteydelser, bankmæssige og andre finansielle tjenesteydelser, hotel-, restaurations- og cateringtjenesteydelser samt rejsebureau- og turoperatørvirksomhed samt søtransportydelser for personer og gods.

39      Bilag II nævner forpligtelserne indgået i form af kompensation under hensyntagen til de ændringer og tilbagekaldelser af forpligtelser, som er nævnt i dokument S/FORTROLIGT/8 og gentaget i bilag I, litra A). Angående de horisontale forpligtelser tager bilag II udgangspunkt i en ordning, som er forbundet med den ovennævnte horisontale begrænsning vedrørende markedsadgangen i modus 3 i forhold til tjenesteydelser, der i medlemsstaterne anses for almennyttige tjenesteydelser, og i tilbagekaldelsen af den horisontale begrænsning, som er forbundet med investeringen vedrørende Republikken Østrig (modus 3), og de horisontale forpligtelser, som Republikken Malta og Republikken Cypern har påtaget sig i forhold til udstationeringerne inden for en virksomhed samt handelsrepræsentanterne (modus 4). Desuden er der opregnet sektorielle forpligtelser eller hermed forbundne tilbagekaldelser af begrænsninger i henhold til markedsadgang eller national behandling i forhold til forskellige medlemsstater. De vedrører henholdsvis ingeniørvirksomhed (modus 2 og 3), integreret ingeniørvirksomhed (modus 3 og 4), byplanlægning og landskabsarkitektur (modus 2 og 3), computertjenesteydelser og hermed forbundne tjenesteydelser (modus 1-4), reklamevirksomhed (modus 1), telekommunikationstjenester, finansielle tjenesteydelser (bank og forsikring) (modus 3), hotel-, restaurations- og cateringtjenesteydelser (modus 3), rejsebureau- og turoperatørvirksomhed (modus 3) samt frisørvirksomhed (modus 2 og 3).

40      Det er anført i den fælles skrivelse, at den sammen med bilag I og II udgør aftalen mellem parterne. Skrivelsen foreskriver, at Fællesskabet og medlemsstaterne skal sende den konsoliderede liste over deres forpligtelser til WTO-sekretariatet med henblik på dens certificering, og at resultatet af forhandlingerne mellem parterne træder i kraft, efter at certificeringsproceduren er gennemført, på en dato, som fastsættes af Fællesskabet og dets medlemsstater, efter at de interne godkendelsesprocedurer er opfyldt. Denne skrivelse præciserer desuden, at de i dokument S/FORTROLIGT/8 og S/FORTROLIGT/9 planlagte ændringer og tilbagekaldelser ikke vil træde i kraft, før de forhandlede kompensationer træder i kraft.

 Begæringen om en udtalelse

41      Kommissionens begæring om en udtalelse er affattet således:

»1)      Har Fællesskabet enekompetence til at indgå aftaler med de medlemmer af [WTO], som kan blive påvirket deraf i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel XXI i [GATS-aftalen], under de omstændigheder i forbindelse med indgåelsen, som er beskrevet i denne begæring om udtalelse, eller er kompetencen delt mellem Fællesskabet og medlemsstaterne?

2)      Udgør […] artikel 133, stk. 1 og 5, [EF], sammenholdt med artikel 300, stk. 2, [EF], rette hjemmel for en retsakt om indgåelse af sådanne aftaler på Det Europæiske Fællesskabs vegne eller på Fællesskabets og dets medlemsstaters vegne?«

 Skriftlige indlæg fra medlemsstaterne og institutionerne

 Forbindelsen mellem de to i begæringen om udtalelse rejste spørgsmål og deres rækkefølge ved gennemgangen

42      Kommissionen har understreget, at de to spørgsmål, som er omfattet af begæringen om en udtalelse, er nært forbundne, og at en stor del af argumenterne fremført i forbindelse med det ene ligeledes gælder for det andet. Kommissionen er af den opfattelse, at hvis det første spørgsmål skal besvares således, at de omhandlede aftaler henhører under Fællesskabets enekompetence i henhold til den fælles handelspolitik, skal de supplerende retsgrundlag, som Rådet påtænker at kunne støtte ret på, uden videre afvises.

43      Rådet såvel som den tjekkiske, den danske, den portugisiske og Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at besvarelsen af det andet spørgsmål automatisk følger af besvarelsen af det første. Nødvendigheden af bl.a. at kunne anvende artikel 133, stk. 6, EF, artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF som retsgrundlag indebærer ipso facto, at indgåelsen af de omhandlede aftaler henhører under den delte kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater. Ifølge den portugisiske og Det Forenede Kongeriges regering har Kommissionen således vendt den naturlige rækkefølge mellem præmissen og konklusionen i begæringen om udtalelse om.

 Det første spørgsmål

44      Ifølge Kommissionen er de omhandlede aftaler omfattet af den fælles handelspolitik og henhører derfor under en fællesskabskompetence, der af natur er eksklusiv.

45      Denne politik, der har en åben og udviklende karakter, kræver således en fortsat tilpasning til ændringerne i det internationale samfunds konstaterede forståelse, uden at den kan være genstand for en indskrænkende fortolkning, der fører til, at den gradvist bliver ubetydelig. Dette er imidlertid tilfældet, hvis nævnte politik var begrænset til traditionelle handelsaspekter uden at omfatte aftaler, der, som i det foreliggende tilfælde, tilsigter at ændre metoderne, hvorefter Fællesskabet forpligter sig til at åbne sit marked for tjenesteydelser og tjenesteydere fra andre WTO-medlemsstater. Sådanne aftaler har således til formål direkte og umiddelbart at fremme og regulere udvekslinger samt handel med nævnte tjenesteydelser.

46      De oplysninger, der er indeholdt i udtalelse 1/94 af 15. november 1994 (Sml. I, s. 5267), hvorefter det alene er tjenesteydelserne leveret i henhold til modus 1, der henhører under Fællesskabets enekompetence på handelsområdet, er i denne forbindelse forældede, henset til de ændringer af artikel 133 EF, som er foretaget ved Nicetraktaten. Denne artikels stk. 5 angiver således fremover, at »handel med tjenesteydelser« – et udtryk lånt fra GATS-aftalen og forskelligt fra det, der karakteriserer artikel 49 EF til 55 EF, der henviser til »fri udveksling af tjenesteydelser« eller til »liberaliseringen af tjenesteydelser« – generelt henhører under den fælles handelspolitik, med det ene forbehold, der er foreskrevet ved artikel 133, stk. 6, EF.

47      Formålet med de nævnte ændringer var at forenkle situationen og styrke Fællesskabets rolle i de forhandlinger, der skulle føres inden for WTO, ved at sikre sammenhængen, effektiviteten og troværdigheden af Fællesskabets aktion og ved at gøre det muligt for Fællesskabet at frigøre sig fra sine forpligtelser i god tro og hurtigt. De bilaterale eller multilaterale forhandlinger i WTO har således en vedvarende karakter, og aftalerne, der følger heraf – såsom de omhandlede aftaler, som alene ændrer listen over forpligtelser i henhold til GATS-aftalen ved hjælp af en smidig og hurtig forhandlingsprocedure – nødvendiggør en indgåelse og en iværksættelse, der er så enkel som muligt. Den fortolkning af artikel 133 EF, som Kommissionen forfægter, er således den, der i størst omfang stemmer overens med formodningen for fællesskabsretsordenens forenelighed med folkeretten.

48      Ifølge Kommissionen kan de omhandlede aftaler desuden ikke være omfattet af artikel 133, stk. 6, EF, der, idet den indfører en undtagelse til princippet i artikel 133, stk. 5, EF, skal fortolkes strengt.

49      Således opstiller navnlig artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF, der indledes med udtrykket »i den henseende«, alene de nødvendige konsekvenser for princippet i artikel 133, stk. 6, første afsnit, EF. Undtagelsen i artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF finder således alene anvendelse, når Fællesskabets indgåelse af en aftale medfører en overskridelse af dets kompetence, fordi denne aftale fører til en harmonisering af medlemsstaternes interne regler i de sektorer for tjenesteydelser, som er omhandlet i andet afsnit. Andet afsnit er således den logiske følge af artikel 137, stk. 2, EF, artikel 149, stk. 4, EF, artikel 151, stk. 5, EF og artikel 152, stk. 4, EF, der netop udelukker en harmoniseringskompetence i de berørte sektorer, nemlig sektorerne for sociale, uddannelsesmæssige, kulturelle og audiovisuelle samt sundhedsmæssige tjenesteydelser.

50      Ifølge Kommissionen kan artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF i hvert fald ikke fortolkes således, at enhver aftale, der berører – selv i begrænset omfang – en af de nævnte sektorer, henhører under et område, hvor både Fællesskabet og medlemsstaterne har kompetence. Den omstændighed, at denne bestemmelse henviser til aftaler »[på området for]« nævnte sektorer, fører desuden til, at aftaler, der ikke specifikt vedrører sektorerne, men dækker handel med tjenesteydelser generelt, er udelukket fra dens anvendelsesområde. En anden vurdering ville fratage artikel 133, stk. 5, tredje afsnit, EF, der bestemmer, at Rådet træffer afgørelse med enstemmighed om indgåelse af aftaler af horisontal karakter, herunder disse sektorer, enhver betydning.

51      I det foreliggende tilfælde indebærer de omhandlede aftaler ingen harmonisering af de berørte sektorer. Derudover har ingen af de ved disse aftaler vedtagne kompensationsforanstaltninger særlig forbindelse til disse sektorer, og den eneste tilbagekaldelse af forpligtelse angående disse, der vedrører tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse, kan så meget desto mindre krænke medlemsstaternes eventuelle kompetence, som den genindfører deres frihed. De horisontale forpligtelser, som de nævnte aftaler omhandler, vedrører handel med tjenesteydelser generelt uden at være særlig for de nævnte sektorer.

52      Parlamentet støtter i det væsentlige Kommissionens argumenter. Den eksklusive karakter af Fællesskabets kompetence begrundes dels med nødvendigheden af, at Fællesskabet kan opfylde sin opgave med at forsvare den fælles interesse, dels med nødvendigheden af at forhindre konkurrenceforvridning og omlægning af handelsstrømmene i Fællesskabet.

53      Artikel 133, stk. 5, EF er udtryk for medlemsstaternes ønske om at sikre handelspolitikkens effektivitet i forbindelse med en udvidet Union, ved på dette område at integrere de tjenesteydelser, der udgør en dominerende faktor i reguleringen af den internationale samhandel.

54      Hvis artikel 133, stk. 5, fjerde afsnit, EF fortolkes således, at den fælles handelspolitik, når den udøves med hensyn til handel med tjenesteydelser, ikke længere henhører under en enekompetence, vil det medføre, at artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF og de ved Nicetraktaten indførte ændringer fratages enhver effektiv virkning. Det gælder ligeledes, hvis artikel 133, stk. 6, andet og tredje afsnit, EF fortolkes således, at alle handelsaftaler af horisontal karakter, der kan have betydning for de tjenesteydelser, som er omhandlet i disse bestemmelser, skal henhøre under en blandet kompetence.

55      Alle de regeringer, der har indgivet indlæg, og Rådet er derimod af den opfattelse, at indgåelsen af de omhandlede aftaler henhører under en delt kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater. Deres synspunkter og argumenter kan sammenfattes som følger.

56      For det første har den italienske regering gjort gældende, at eftersom GATS-aftalen er indgået som en blandet aftale, følger det af de generelle folkeretlige principper og af retssikkerhedsprincippet, at dette også skal gælde de omhandlede aftaler, som ændrer denne.

57      For det andet har den polske regering gjort gældende, at eftersom Fællesskabet kun råder over tildelte kompetencer, er hovedreglen, at kompetencen er delt mellem Fællesskabet og medlemsstaterne, hvorimod den eksklusive fællesskabskompetence, der er undtagelsen, kræver, enten at det er udtrykkeligt nævnt i traktaten, eller at det efterprøves, om de i retspraksis fastsatte strenge betingelser for en underforstået enekompetence er opfyldt.

58      For det tredje har Rådet såvel som den tjekkiske, den danske, den græske og den spanske regering, Irland, samt den italienske, den nederlandske, den polske, den rumænske, den finske, den svenske og Det Forenede Kongeriges regering bemærket, at betragtninger forbundet med påståede forsinkelser eller praktiske vanskeligheder i forbindelse med ændring af listerne over forpligtelser eller med en påstået risiko for tab af troværdighed og effektivitet i Fællesskabets aktion ikke har betydning for kompetencefordelingen mellem Fællesskabet og dets medlemsstater. Den tyske regering har tilføjet, at delingen af kompetencerne i Fællesskabets retsorden ikke kan påvirkes af hensyn udledt af internationale aftaler, der på ingen måde har forrang for traktaten, og hvis gyldighed derimod er underordnet overholdelsen af denne.

59      Visse regeringer rejser derudover tvivl om, hvorvidt fristerne i de nationale godkendelsesprocedurer kan være afgørende for forsinkelse af processen for ændring af listerne over særlige forpligtelser. Praksis i forbindelse med blandede aftaler er nemlig veletableret, idet Fællesskabet og dets medlemsstater udøver deres kompetence på en koordineret måde under Kommissionens lederskab. Irland samt den nederlandske og Det Forenede Kongeriges regering har desuden bemærket, at der består en samarbejdspligt mellem medlemsstaterne og fællesskabsinstitutionerne i denne forbindelse.

60      For det fjerde har Rådet gjort gældende, at artikel 133, stk. 6, første afsnit, EF, der foreskriver, at Rådet ikke kan indgå en aftale, hvis den indeholder bestemmelser, der overskrider Fællesskabets interne beføjelser, kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, så de omhandlede aftaler også bør kunne indgås af medlemsstaterne. Således vedrører flere af kompensationsforpligtelserne i disse aftaler, såsom forpligtelsen til at tilbagetrække de økonomiske behovsprøver, som anvendes af Det Forenede Kongerige på ingeniørvirksomhed, eller forpligtelsen til at gøre betingelsen om fast bopæl mindre restriktiv i forhold til finansielle tjenesteydelser, som leveres i henhold til modus 3, i forhold til Republikken Finland, områder, for hvilke der ikke i traktaten er retsgrundlag, som kan begrunde Fællesskabets interne kompetence.

61      For det femte mener flertallet af de regeringer, der har indgivet indlæg herom, og Rådet – som det forklares i forbindelse med gennemgangen af det andet spørgsmål om valget af retsgrundlag – at de omhandlede aftaler falder ind under anvendelsesområdet for artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF. De mener nemlig, at selve ordlyden af denne bestemmelse – ved at stille krav om en fælles indgriben af Fællesskabet og medlemsstaterne for at indgå aftaler på de områder, der er omhandlet heri – bekræfter den delte kompetence.

62      Hvad for det sjette angår artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF, der, som det fremgår i forbindelse med gennemgangen af det andet spørgsmål, kan regulere indgåelsen af de omhandlede aftaler i henhold til artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF, har de nævnte regeringer og Rådet understreget, at fællesskabskompetencen på transportområdet ikke af natur er eksklusiv. Desuden fører retspraksis angående det forhold, at der foreligger en implicit ekstern kompetence på grund af udøvelsen af interne kompetencer, ikke i det foreliggende tilfælde til, at de nævnte aftaler falder ind under anvendelsesområdet for Fællesskabets enekompetence, idet de ikke berører de interne fællesskabsregler på transportområdet.

63      For det syvende har de medlemsstater, der har indgivet indlæg, og Rådet mere generelt anført ikke at være enige i den fortolkning af artikel 133 EF set i sin helhed, som Kommissionen har anlagt.

64      Den tjekkiske regering, Irland, den italienske, den litauiske, den nederlandske, den polske, den rumænske, den finske, den svenske og Det Forenede Kongeriges regering samt Rådet er således af den opfattelse, at til forskel fra de aspekter af den fælles handelspolitik, som er dækket af artikel 133, stk. 1, EF, der bl.a. omfatter udveksling af varer og levering af tjenesteydelser i henhold til modus 1, og som henhører under Fællesskabets enekompetence, henhører områderne dækket af artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, herunder området for tjenesteydelser leveret i henhold til modus 2-4, som de omhandlede aftaler først og fremmest vedrører, ikke under en sådan enekompetence.

65      Denne konklusion følger særligt klart og tydeligt af selve ordlyden af artikel 133, stk. 5, fjerde afsnit, EF, hvoraf det fremgår, at dette stk. 5 ikke berører medlemsstaternes ret til at opretholde og indgå aftaler.

66      I modsætning til det af Kommissionen anførte fratager den omstændighed, at artikel 133, stk. 5, EF fortolkes således, at den ikke tildeler Fællesskabet en enekompetence, ikke de ved Nicetraktaten indførte ændringer enhver effektiv virkning. Ifølge den spanske og den svenske regering er denne bestemmelse navnlig udtryk for fordelen ved klart at bekræfte, at der er tale om en fællesskabskompetence af handelsmæssig art på området for tjenesteydelser, og at præcisere grænserne herfor. Ifølge den svenske og Det Forenede Kongeriges regering har artikel 133, stk. 5, EF, navnlig dens andet og tredje afsnit, desuden det specifikke formål at fastsætte forskellige procedureregler på området.

67      Til forskel fra andre regeringer, der har indgivet indlæg, og Rådet, mener den spanske regering, at begrebet »handel med tjenesteydelser« i artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF ikke kan ligestilles med det tilsvarende begreb i GATS-aftalen, og at det alene omfatter tjenesteydelser leveret i henhold til modus 1 og 2, der som de eneste i det væsentlige svarer til begrebet levering af tjenesteydelser i traktatens forstand.

 Det andet spørgsmål

68      Ifølge Kommissionen gælder det, at uanset om indgåelsen af de omhandlede aftaler henhører under Fællesskabets enekompetence eller under en med medlemsstaterne delt kompetence, bør det eneste retsgrundlag for den fællesskabsretsakt, der vedtages med indgåelsen for øje, være artikel 133, stk. 1-5, EF, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, EF.

69      Alle de regeringer, der har udtalt sig herom, og Rådet er derimod af den opfattelse, at også artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF på den ene side og artikel 133, stk. 6, EF på den anden side, sammenholdt med artikel 300, stk. 3, første afsnit, EF, skal finde anvendelse.

 Artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF

70      Kommissionen har påpeget, at artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF af de grunde, der er fremført i forbindelse med gennemgangen af det første spørgsmål, ikke efter dens opfattelse kan finde anvendelse på de omhandlede aftaler.

71      Kommissionen har subsidiært gjort gældende, at selv hvis det antages, at denne bestemmelse finder anvendelse, kan den ikke udgøre et retsgrundlag for den fællesskabsretsakt, der vedrører indgåelsen af disse aftaler. Ved at forbeholde en konkurrerende kompetence for medlemsstaterne foreskriver nævnte bestemmelse nemlig alene en undtagelse til Fællesskabets enekompetence på området for handelspolitik.

72      Den tyske, den nederlandske, den polske, den rumænske og Det Forenede Kongeriges regering såvel som Rådet er derimod af den opfattelse, at artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF godt kan udgøre et retsgrundlag for Fællesskabets aktion, idet den præciserer betingelserne for anvendelsen af artikel 133 EF, begrænser Fællesskabets kompetence i henhold til denne artikels stk. 5 og indfører en særlig delt fællesskabskompetence.

73      Flertallet af de regeringer, der har indgivet indlæg, og Rådet har i øvrigt gjort gældende, at artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde.

74      De omhandlede aftaler ændrer således de forpligtelser, der specifikt har forbindelse til de tjenesteydelser, som er omhandlet i denne bestemmelse, dvs. de sektorielle forpligtelser vedrørende tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse og de horisontale forpligtelser vedrørende økonomisk støtte. I øvrigt omfatter de horisontale forpligtelser, der ændres ved de omhandlede aftaler, alle sektorer på listen over forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater og navnlig sektorerne for kulturelle tjenesteydelser, tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse, tjenesteydelser inden for menneskers sundhed og sociale tjenesteydelser i modus 3 og 4.

75      På den ene side har den tjekkiske, den danske, den tyske, den græske og den spanske regering, Irland, den litauiske, den portugisiske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering såvel som Rådet anfægtet den sondring, som er anvendt af Kommissionen, mellem tilbagekaldelse af forpligtelser og udvidelsen heraf. Enhver ændring af forpligtelser, uanset om de begrænser medlemsstaternes frihed eller genindfører den, udgør en forpligtelse, som alene indehaveren af kompetencen på det berørte område kan beslutte.

76      På den anden side anfægtes den af Kommissionen i denne henseende anlagte fortolkning af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF, sådan som denne institution har redegjort for fortolkningen inden for rammerne af gennemgangen af det første spørgsmål, af forskellige grunde.

77      For det første har den nederlandske, den polske og den svenske regering gjort gældende, at bestemmelsen ikke skal fortolkes indskrænkende, bl.a. fordi den ikke indfører en undtagelse til en påstået enekompetence for Fællesskabet.

78      For det andet har den tjekkiske, den italienske, den litauiske, den nederlandske, den polske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering såvel som Rådet gjort gældende, at artikel 133, stk. 6, første og andet afsnit, EF ikke kan forenes, således som Kommissionen foreslår. Deres argumenter herom kan sammenfattes som følger.

79      Artikel 133, stk. 6, første afsnit, EF kan på ingen måde begrænses til sektorerne for tjenesteydelser omhandlet i samme bestemmelses andet afsnit, men vedrører alle de tilfælde, hvor der ikke findes en intern kompetence for Fællesskabet, hvilket harmoniseringen, som det fremgår af brugen af ordet »især«, alene er et eksempel på. Dette andet afsnit er således på ingen måde begrænset til at tydeliggøre artikel 133, stk. 6, første afsnit, EF ved som påstået at angive de områder for tjenesteydelser, hvor harmonisering af de nationale regler ved Fællesskabet alene ikke er mulig. Områderne omhandlet i nævnte andet afsnit svarer desuden ikke fuldstændigt til dem, for hvilke Fællesskabet ikke har en intern kompetence til at gennemføre en harmonisering, idet bl.a. beskæftigelsesområdet eller området for erhvervsuddannelse, i forbindelse med hvilke artikel 129 EF og artikel 150, stk. 4, EF imidlertid udelukker en sådan harmonisering, ikke er nævnt. Traktaten indeholder desuden ikke et forbud mod harmonisering for så vidt angår audiovisuelle tjenesteydelser, der imidlertid også er nævnt i artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF.

80      For det tredje har den tjekkiske, den tyske, den græske, den polske, den portugisiske og den finske regering gjort gældende, at artikel 133, stk. 5, tredje afsnit, EF alene udgør en procedureregel, der på ingen måde behandler Fællesskabets eksklusive eller delte kompetence.

81      For det fjerde henhører de omhandlede aftaler under »[området]« for sektorerne for de i artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF omhandlede tjenesteydelser.

82      Ifølge den tjekkiske og den tyske regering, Irland, samt den italienske og den rumænske regering er udtrykket »[på området for]«, der fremgår af nævnte bestemmelse, uanset hvilken sprogversion der tages i betragtning, på ingen måde entydig, og det medfører ikke, at anvendelsen af denne bestemmelse skal begrænses alene til de aftaler, der »eksklusivt« eller »især« vedrører sådanne sektorer for tjenesteydelser, som foreslået af Kommissionen i henhold til en rent semantisk eller bogstavelig fortolkning.

83      Ifølge den litauiske og Det Forenede Kongeriges regering tyder de anvendte udtryk derimod på, at enhver aftale, der regulerer aspekter af handel med tjenesteydelser, der henhører under en af de pågældende sektorer, falder ind under denne bestemmelses anvendelsesområde. Den tjekkiske, den rumænske og Det Forenede Kongeriges regering er af den opfattelse, at denne fortolkning alene er forenelig med den åbenbare hensigt hos Nicetraktatens ophavsmænd om, at de følsomme sektorer i artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF, inden for hvilke Fællesskabet – internt – kun har kompetence til at støtte, koordinere eller supplere, ikke kan falde uden for medlemsstaternes kompetence.

84      Det er den nederlandske regerings opfattelse, at den fortolkning, som Kommissionen forfægter, ydermere gendrives af selve ordlyden af artikel 133, stk. 5, tredje afsnit, EF, eftersom denne bestemmelse præciserer de stemmeregler, der skal finde anvendelse i tilfælde af »[aftaler] af horisontal karakter«, »for så vidt [de] også vedrører […] stk. 6, andet afsnit«.

 Artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF

85      Kommissionen har gjort gældende, at selv om det følger af artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF, at aftalerne på transportområdet ikke henhører under den fælles handelspolitik, er dette ikke tilfældet for de omhandlede aftaler, der vedrører handel med tjenesteydelser. Disse har således hverken som mål, genstand eller til følge at regulere transporttjenesteydelser, og de er desuden i denne henseende begrænset til at gennemføre visse tilbagekaldelser af forpligtelser vedrørende søtransport- eller lufttransportydelser.

86      Enhver påvirkning af transporttjenesteydelser er under alle omstændigheder kun accessorisk i forhold til de omhandlede aftalers genstand, der i det væsentlige er handelsmæssig, og derfor skal alene artikel 133, stk. 1-5, EF have fortrinsret som retsgrundlag, således som det følger af såvel Domstolens praksis om valg af korrekt retsgrundlag som lovgivningspraksis, som giver forskellige eksempler på interne eller traktatbundne retsakter, der accessorisk har umiddelbar virkning for transporttjenesteydelser, men er vedtaget uden henvisning til traktatens bestemmelser om transport.

87      Parlamentet er i det væsentlige enigt i Kommissionens standpunkt.

88      De fleste af de regeringer, der har indgivet indlæg, og Rådet er derimod af den opfattelse, at anvendelsen af artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF er nødvendig, idet forskellige sektorielle forpligtelser, der ændres og tilbagekaldes ved de omhandlede aftaler, vedrører transporttjenesteydelser, og idet de horisontale forpligtelser, der tilbagekaldes, ændres eller endog tildeles som kompensation, også bl.a. vedrører sådanne tjenesteydelser. De har anfægtet den fortolkning, som Kommissionen forsvarer, hvorefter alene aftaler, der udelukkende eller hovedsageligt vedrører transportsektoren, og ikke de horisontale aftaler er omfattet af artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF.

89      For det første har den tjekkiske og den danske regering, Irland, den italienske, den litauiske, den nederlandske, den polske, den portugisiske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering såvel som Rådet understreget, at det er fast retspraksis, at transport, herunder i forbindelse med en handelsaftale som GATS-aftalen, ikke er omfattet af den fælles handelspolitik. Disse regler fremgår desuden udtrykkeligt af artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF, der i denne henseende bestemmer, at forhandling og indgåelse af aftaler på transportområdet »fortsat [er] omfattet« af bestemmelserne vedrørende den fælles transportpolitik.

90      For det andet har den danske og Det Forenede Kongeriges regering henvist til terminologien i nævnte bestemmelse, der i forskellige sprogversioner henviser til aftaler »på […] området« for transport i bred forstand.

91      For det tredje har den danske regering gjort gældende, at Kommissionens fortolkning tilsidesætter såvel formålet, der forfølges med artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF, som nødvendigheden af, at denne bestemmelse har en effektiv virkning. Det vil således være formålsløst i forbindelse med artikel 133 EF at præcisere, at en aftale, der udelukkende henhører under transportområdet, henhører under den fælles transportpolitik. Formålet og den effektive rækkevidde af de klare tekstmæssige angivelser i dette stk. 6, tredje afsnit, er netop at udelukke enhver mulighed for at anvende retspraksis vedrørende valg af retsgrundlag afhængigt af det primære og det accessoriske formål.

92      For det fjerde kan nævnte retspraksis ifølge den tjekkiske og Det Forenede Kongeriges regering derudover kun finde anvendelse, når der skal træffes et valg mellem traktatens bestemmelser, der tildeler Fællesskabet kompetencer med forskellige formål, og ikke, når der ud over en konflikt om retsgrundlag opstår en kompetencekonflikt mellem Fællesskabet og medlemsstaterne.

93      For det femte har den tjekkiske, den nederlandske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering samt Rådet gjort gældende, at de omhandlede aftalers bestemmelser vedrørende transportsektoren ikke på nogen måde har en accessorisk karakter. Indledningsvis er der ifølge Rådet ingen kriterier, der giver mulighed for at identificere sektorer for tjenesteydelser, der er mere accessoriske end andre. Dernæst har den rumænske regering understreget, at de forskellige ændringer, som de omhandlede aftaler medfører i listerne over forpligtelser, i samme omfang er nødvendige for at nå målet, der forfølges med disse, nemlig at sikre konsolideringen af nævnte lister som følge af udvidelserne. Endelig har den nederlandske, den rumænske og den finske regering gjort gældende, at de specifikke forpligtelser på transportområdet, som disse aftaler indeholder, heller ikke udgør accessoriske foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre effektiviteten af en principal foranstaltning indeholdt i nævnte aftaler.

94      Ifølge den danske og Det Forenede Kongeriges regering må transportsektoren, som en væsentlig del af ændringerne af særlige forpligtelser vedrører, snarere tillægges større vægt. Den danske regering har tilføjet, at sådanne ændringer desuden er særligt vigtige, idet de berører bl.a. modus 3 og 4, der er særligt væsentlige for international søtransport af personer, der er karakteriseret ved nødvendigheden af på det pågældende sted at udøve visse aktiviteter i forbindelse med leveringen af tjenesteydelser på dette område.

95      Hvad for det sjette angår den lovgivningspraksis, Kommissionen har beskrevet, mener såvel den tjekkiske og den danske regering, Irland, den italienske, den litauiske, den nederlandske, den rumænske, den finske og Det Forenede Kongeriges regering som Rådet, at denne er uden relevans.

 Domstolens stillingtagen

 Genstanden for de omhandlede aftaler

96      Det er ubestridt, at de kompensationer, som er indeholdt i bilag II til de omhandlede aftaler i overensstemmelse med ordlyden af GATS-aftalens artikel XXI, stk. 2, litra a), har været genstand for en »aftale«, som er forhandlet med WTO-medlemmerne, som har erklæret sig påvirket af ændringerne i og tilbagekaldelserne af de forpligtelser, der var blevet bekendtgjort i dokument S/FORTROLIGT/8.

97      Hvad angår tilbagekaldelser af og ændringer i de forpligtelser, der fremgår af dokument S/FORTROLIGT/8 og S/FORTROLIGT/9, og som er gengivet i henholdsvis bilag I, litra A), og bilag I, litra B), til de omhandlede aftaler, har Kommissionen under retsmødet og som svar på et spørgsmål fra Domstolen gjort gældende, at tilbagekaldelserne og ændringerne ikke er genstand for en aftale mellem parterne, og at Domstolen således ikke burde tage hensyn til dem inden for rammerne af den procedure, der er iværksat i henhold til artikel 300, stk. 6, EF. På den ene side har WTO-medlemmerne en ret til at iværksætte tilbagekaldelser af og ændringer til forpligtelser, uanset at andre medlemmer rejser indsigelse herimod. På den anden side har der aldrig været aftaler om kompensationer hvad angår de forpligtelser, der er identificeret i dokument S/FORTROLIGT/9.

98      Dette argument, som den danske, den græske og den spanske regering, Irland, den polske, den finske og den svenske regering samt Rådet har rejst indsigelse imod, kan ikke tages til følge.

99      Som disse har gjort gældende, skal det nemlig indledningsvis påpeges, at den fælles skrivelse udtrykkeligt påpeger, at bilag I sammen med denne skrivelse og bilag II udgør aftalen mellem parterne, og at skrivelsen desuden fastsætter, at de ændringer og tilbagekaldelser, der er foreslået i dokument S/FORTROLIGT/8 og S/FORTROLIGT/9, først træder i kraft ved ikrafttrædelsen af kompensationsforpligtelserne i bilag II til de omhandlede aftaler.

100    Herefter og hvad mere specifikt angår ændringer i og tilbagekaldelser af forpligtelser, der fremgår af dokument S/FORTROLIGT/8 og er gentaget i bilag I, litra A), i de omhandlede aftaler, skal det påpeges, at det fremgår af GATS-aftalens artikel XXI, stk. 2, litra a), at de forskellige involverede medlemmer for at nå til enighed om en kompensationsaftale skal bestræbe sig på at opretholde et almindeligt niveau af gensidigt fordelagtige forpligtelser, der ikke er mindre gunstige for handelen end det, der var bestemt i listerne over særlige forpligtelser forud for sådanne forhandlinger. De forhandlede »kompensationer« er således en direkte følge af de planlagte tilbagekaldelser og ændringer og skal som modvægt bidrage til at genetablere en balance, som eventuelt er blevet påvirket heraf.

101    Uanset at de af et WTO-medlem planlagte ændringer i og tilbagekaldelser af forpligtelser oprindeligt var fastsat ensidigt af dette medlem, følger det heraf, at når først kompensationerne er blevet forhandlet, bliver kompensationerne samt ændringerne og tilbagekaldelserne uadskilleligt forbundet. Dette bekræftes navnlig af procedurereglernes nr. 6, som præciserer, at alle reelle ændringer af efterfølgende lister til en sådan aftale ikke må overskride den oprindeligt meddelte ændring eller tilbagekaldelse og omfatter enhver kompensation, der er aftalt under forhandlingerne.

102    Endelig, og hvad mere specifikt angår ændringer og tilbagekaldelser af forpligtelser, der fremgår af dokument S/FORTROLIGT/9 og er gentaget i bilag I, litra B), til de omhandlede aftaler, fremgår det ganske vist af den fælles skrivelse, at de hverken har givet anledning til en aftale om kompensationerne eller til en anmodning om voldgift. I sådanne tilfælde følger det af GATS-aftalens artikel XXI, stk. 3, litra b), og af procedurereglernes nr. 8, at ophavsmanden til sådanne ændringer og tilbagekaldelser i princippet frit kan gennemføre dem ensidigt, når først certificeringsproceduren er afsluttet.

103    I det foreliggende tilfælde fremgår det imidlertid, at dokument S/FORTROLIGT/8 og S/FORTROLIGT/9 begge forfølger det samme formål, nemlig en planlægning af listerne over de nye medlemsstaters forpligtelser samt deres fusion med Fællesskabets og medlemsstaternes aktuelle liste over forpligtelser efter de nye medlemsstaters tiltrædelse af Unionen, og de udgør – i dette lys og som det bl.a. fremgår af præciseringerne i denne udtalelses præmis 99 – en uadskillelig helhed.

104    Desuden er det ubestridt, at både ændringerne i og tilbagekaldelserne af de forpligtelser, der er gentaget i bilag I, og kompensationerne, som bilag II indeholder, skal antage en bindende karakter for såvel parterne til de omhandlede aftaler som for de øvrige WTO-medlemmer.

105    Det følger af det ovenfor anførte, at alle disse ændringer, tilbagekaldelser og kompensationer udgør indholdet af de omhandlede aftaler, som der i besvarelsen af begæringen om en udtalelse skal tages hensyn til.

 Genstanden for de spørgsmål, der er rettet til Domstolen, og rækkefølgen ved gennemgangen heraf

106    Begæringen om udtalelse fremsat af Kommissionen vedrører dels spørgsmålet, om Fællesskabet er bemyndiget til egenhændigt at indgå de omhandlede aftaler, dels valget af rette hjemmel for den retsakt, hvorved Fællesskabet indgår aftalerne. Hvad angår sidstnævnte har udtalelsen mere specifikt til formål at afgøre, hvorvidt Fællesskabets samtykke til at være bundet alene skal baseres på artikel 133, stk. 1-5, EF, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, EF, således som Kommissionen har anført, eller om også artikel 133, stk. 6, EF, artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF, sammenholdt med artikel 300, stk. 3, EF, skal tages i betragtning i denne forbindelse, sådan som Rådet har påtænkt.

107    Det skal påpeges, at proceduren i henhold til artikel 300, stk. 6, EF tilsigter at gøre det muligt, at spørgsmålet om, hvorvidt en aftale er forenelig med traktaten, afgøres inden indgåelsen heraf. Denne bestemmelse har således til formål at forhindre forviklinger, der ville opstå, hvis det ad rettens vej blev gjort gældende, at Fællesskabets bindende internationale aftaler var uforenelige med traktaten (jf. bl.a. udtalelse 1/75 af 11.11.1975, Sml. s. 1355, på s. 1360).

108    Under proceduren i henhold til artikel 300, stk. 6, EF skal ethvert spørgsmål, der kan undergives en domstolsprøvelse, for så vidt som disse spørgsmål kan skabe tvivl om aftalens materielle indhold eller formelle gyldighed i forhold til traktaten, således behandles (udtalelse 1/75, s. 1361, og udtalelse 2/92 af 24.3.1995, Sml. I, s. 521, præmis 14). Bedømmelsen af, om en aftale er forenelig med traktaten, kan i denne henseende ikke alene afhænge af materielle retsbestemmelser, men også af bestemmelser, som vedrører Fællesskabets kompetence, procedure, eller institutionelle organisation (udtalelse 1/78 af 4.10.1979, Sml. s. 2871, præmis 30).

109    Ifølge Domstolens faste fortolkning kan der bl.a. indhentes en udtalelse fra Domstolen om spørgsmål om kompetencefordelingen mellem Fællesskabet og medlemsstaterne med hensyn til indgåelse af en konkret aftale med tredjelande. Procesreglementets artikel 107, stk. 2, bekræfter denne fortolkning (jf. senest udtalelse 1/03 af 7.2.2006, Sml. I, s. 1145, præmis 112).

110    Desuden bemærkes, at valget af rette hjemmel har forfatningsretlig betydning. Da Fællesskabet kun har de kompetencer, det er blevet tildelt, skal det kunne henføre den aftale, det har til hensigt at indgå, under en bestemmelse i traktaten, der bemyndiger det til at godkende en sådan retsakt. Anvendelse af en urigtig hjemmel kan således medføre ugyldighed for selve den akt, hvorved aftalen indgås, og dermed bevirke, at Fællesskabets samtykke til at være bundet af den aftale, det har undertegnet, behæftes med en mangel. Dette er bl.a. tilfældet, når traktaten ikke tildeler Fællesskabet tilstrækkelig kompetence til at ratificere aftalen i dens helhed, hvilket kræver en undersøgelse af fordelingen mellem Fællesskabet og medlemsstaterne af kompetencen til at indgå den påtænkte aftale med tredjelande, og når den rette hjemmel for den pågældende akt, hvorved aftalen indgås, indeholder bestemmelser om en anden lovgivningsprocedure end den, der konkret er blevet fulgt af Fællesskabets institutioner (udtalelse 2/00 af 6.12.2001, Sml. I, s. 9713, præmis 5).

111    Hvad angår den rækkefølge, hvori de to spørgsmål, der er rejst for Domstolen, skal undersøges, skal det anerkendes – sådan som hovedparten af intervenienterne har bemærket, og som Kommissionen i øvrigt også selv har indrømmet – at spørgsmålet, om fællesskabskompetencen er eller ikke er en enekompetence med henblik på indgåelsen af de omhandlede aftaler, og spørgsmålet om det retsgrundlag, der skal anvendes hertil, udgør to nært forbundne spørgsmål.

112    Spørgsmålet om, hvorvidt alene Fællesskabet er kompetent til at indgå en aftale, eller om en sådan kompetence deles med medlemsstaterne, afhænger navnlig af rækkevidden af de fællesskabsbestemmelser, der kan tildele fællesskabsinstitutionerne kompetence til at deltage i en sådan aftale (jf. i denne retning udtalelse 2/92, præmis 12).

113    Spørgsmålet om identificeringen af retsgrundlag for Fællesskabets kompetence til at indgå de omhandlede aftaler skal således undersøges sammen med spørgsmålet, om denne fællesskabskompetence eventuelt er en eneret, eller hvorvidt medlemsstaterne omvendt bevarer en del af kompetencen til at indgå de nævnte aftaler.

 Fællesskabets kompetence til at indgå de omhandlede aftaler og retsgrundlagene for en sådan indgåelse

114    Indledningsvis bemærkes, at de omhandlede aftaler i det foreliggende tilfælde ændrer GATS-aftalen og mere specifikt det bilag hertil, som indeholder listerne over WTO-medlemmernes særlige forpligtelser. GATS-aftalen udgør en blandet aftale, der er indgået af både Fællesskabet og dets medlemsstater. Den fælles liste over Fællesskabets og dets medlemsstaters forpligtelser, der navnlig har til formål at ændre de omhandlede aftaler, opregner – i lighed med andre WTO-medlemmers lister – de samlede særlige forpligtelser, der bidrager til at etablere en multilateral ligevægt mellem de forskellige WTO-medlemmers forpligtelser.

115    Under disse omstændigheder skal det straks understreges, at listen over Fællesskabets og dets medlemsstaters forpligtelser ikke kan gøres til genstand for ændringer som følge af medlemsstaters ensidige indgriben, og det uanset om de handler enkeltvis eller kollektivt. Fællesskabets deltagelse er i en sådan situation uomgængelig.

116    Derimod indebærer disse samme omstændigheder ikke nødvendigvis, at det forholder sig på samme måde for så vidt angår medlemsstaternes deltagelse i de omhandlede aftaler. Den eventuelle nødvendighed af disse staters deltagelse afhænger i det foreliggende tilfælde navnlig af, hvorvidt den eksterne fællesskabskompetence gennem de ændringer af artikel 133 EF, som er foretaget ved Nicetraktaten, ikke har undergået en udvikling af en sådan beskaffenhed, at det kan begrunde, at alene Fællesskabet indgår de nævnte aftaler, hvilket er det spørgsmål, der vil blive undersøgt i denne udtalelse.

 Om anvendelsen af artikel 133, stk. 1 og 5, EF om den fælles handelspolitik

117    Fællesskabets kompetence til at deltage i indgåelsen af de omhandlede aftaler i henhold til artikel 133, stk. 1 og 5, EF er hævet over enhver tvivl.

118    For det første er det ubestridt, at de nævnte aftaler indeholder bestemmelser, som bl.a. vedrører tjenesteydelser, der leveres i henhold til modus 1. Som Domstolen har fastslået i præmis 44 i ovennævnte udtalelse 1/94, henhører en sådan modus, som omfatter den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, dog under begrebet den fælles handelspolitik som omhandlet i artikel 133, stk. 1, EF. Sidstnævnte bestemmelse, som i henhold til fast retspraksis tillægger Fællesskabet en enekompetence, er ikke blevet ændret.

119    For det andet følger det af artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, der er en bestemmelse, som blev indført med Nicetraktaten, at Fællesskabet fremover også er tillagt en kompetence til i medfør af nævnte fælles handelspolitik at indgå internationale aftaler om handel med tjenesteydelser leveret i henhold til modus 2-4. Sådanne former for levering af tjenesteydelser, som i GATS-aftalen benævnes »forbrug i udlandet«, »handelsmæssig tilstedeværelse« og »tilstedeværelse af fysiske personer«, og som tidligere lå uden for området for den fælles handelspolitik (jf. udtalelse 1/94, præmis 47), henhører fremover under de i artikel 133, stk. 5 og 6, EF fastsatte betingelser.

120    I modsætning til det, Kongeriget Spanien har gjort gældende, er der intet, der giver grundlag for at antage, at alene handel med tjenesteydelser, som leveres i henhold til modus 2, i GATS-aftalens forstand, skulle være omfattet af den eksterne fællesskabskompetence, som således er blevet indført ved artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF.

121    Det kan for det første bemærkes, at navnlig hvad angår begrebet »handel med tjenesteydelser«, som er en vending, der både bruges i GATS-aftalen og i artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, har GATS-aftalen – henset til såvel dens generelle karakter som til den omstændighed, at den er blevet indgået på verdensplan – en særlig betydning inden for den internationale regulering vedrørende handel med tjenesteydelser.

122    For det andet skal præciseringen i artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, hvorved det angives, at indgåelsen af aftaler på området for handel med tjenesteydelser fremover henhører under anvendelsesområdet for den fælles handelspolitik »for så vidt disse aftaler ikke er omfattet af [artikel 133, stk. 1-4, EF]«, navnlig ses i lyset af situationen efter udtalelse 1/94, hvori Domstolen – som nævnt i denne udtalelses præmis 118 og 119 – fastslog, at handel med tjenesteydelser, som leveres i henhold til modus 1 som omhandlet i GATS-aftalen, henhører under anvendelsesområdet for artikel 133, stk. 1, EF, idet handel med tjenesteydelser, som leveres i henhold til modus 2-4 som omhandlet i denne aftale, udelukkes.

123    I det foreliggende tilfælde, og som det fremgår af denne udtalelses præmis 34-39, er det desuden ubestridt, at de omhandlede aftaler – og navnlig de heraf omfattede ændringer, tilbagekaldelser og kompensationer i forhold til såvel horisontale som sektorielle forpligtelser – i meget vidt omfang vedrører handel med tjenesteydelser, som leveres i henhold til modus 2-4.

124    Med henblik på besvarelsen af det andet spørgsmål, som er blevet rejst i begæringen om en udtalelse, kan det på baggrund af det ovennævnte konkluderes, at Fællesskabet råder over en kompetence til at indgå de omhandlede aftaler dels i henhold til artikel 133, stk. 1, EF, dels i henhold til artikel 133, stk. 5, EF, således at navnlig disse to sidstnævnte bestemmelser bør være retsgrundlaget for den fællesskabsretsakt, der vedrører indgåelsen af disse aftaler.

 Om anvendelsen af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF og om medlemsstaternes deltagelse i indgåelsen af de omhandlede aftaler

125    I modsætning til Kommissionen og Parlamentet, som mener, at indgåelsen af de omhandlede aftaler henhører under Fællesskabets enekompetence, er de medlemsstater, der har indgivet indlæg, og Rådet af den opfattelse, at denne indgåelse kræver en fælles indgriben fra Fællesskabet og dets medlemsstater. Som det fremgår af denne udtalelses præmis 62, støttes der med henblik på at begrunde en sådan fælles deltagelse navnlig ret på artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF.

126    To indledende bemærkninger skal fremsættes.

127    For det første skal det påpeges, at betænkeligheder som dem, Kommissionen har givet udtryk for i forhold til nødvendigheden af, at den eksterne optræden er samlet og hurtig, samt til de vanskeligheder, der kan opstå, såfremt både Fællesskabet og medlemsstaterne deltager i indgåelsen af de omhandlede aftaler, ikke kan ændre det svar, som må gives på spørgsmålet om kompetence. I sit svar på tilsvarende synspunkter, som Kommissionen fremførte i forbindelse med begæringen om udtalelse 1/94 vedrørende indgåelsen af aftaler, der var optaget som bilag til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, har Domstolen allerede fastslået, at spørgsmålet om kompetencefordeling ikke kan løses ud fra de eventuelle vanskeligheder, som vil kunne opstå ved administrationen af de omhandlede aftaler (udtalelse 1/94, præmis 107, jf. også i denne retning udtalelse 2/00, præmis 41). Det er åbenbart, at det samme gælder i forhold til eventuelle vanskeligheder vedrørende indgåelsen af aftaler.

128    For det andet kan den af Kommissionen fremhævede omstændighed, at de bestemmelser i de omhandlede aftaler, der findes i bilag I til aftalerne, vedrører tilbagekaldelser af eller ændringer i forpligtelserne, og at bestemmelserne således indebærer en mindre grad af liberalisering af tjenesteydelsesaftaler i medlemsstaterne for tjenesteydere fra tredjelande og dermed en nedbringelse af eksterne forpligtelser, som disse medlemsstater bør respektere, i endnu mindre grad have indvirkning på afgørelsen af, hvilke regler der fastsætter kompetencen til at foretage sådanne tilbagekaldelser eller ændringer.

129    Den eksterne kompetence, der gør det muligt at påtage sig forpligtelser med henblik på at fastsætte de betingelser, under hvilke tjenesteydere fra tredjelande kan få adgang til inden for Fællesskabet at levere tjenesteydelser, omfatter nødvendigvis kompetencen til at tilbagekalde sådanne forpligtelser eller til at indskrænke dem.

130    Efter disse præciseringer skal der foretages en undersøgelse af rækkevidden af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF med henblik på at afgøre, hvorvidt denne bestemmelse kan indebære – sådan som alle de medlemsstater, der har indgivet indlæg herom, og Rådet har gjort gældende – at Fællesskabet og dets medlemsstater indgår de omhandlede aftaler i fællesskab.

131    Med henblik på at fortolke den nævnte bestemmelse skal det påpeges – som det allerede er nævnt i denne udtalelses præmis 110 – at Fællesskabets kompetencer er tildelte kompetencer, hvad også følger af artikel 5 EF.

132    Desuden skal det fastslås, at artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, som indfører den eksterne fællesskabskompetence på området for international handel med tjenesteydelser i henhold til modus 2-4, i forhold til denne kompetence udtrykkeligt præciserer »jf. dog« nævnte stk. 6.

133    Artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF understreger, at aftaler om handel med kulturelle og audiovisuelle tjenesteydelser, tjenesteydelser i forbindelse med uddannelse, sociale tjenesteydelser og tjenesteydelser inden for menneskers sundhed, »uanset« artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, er omfattet af delt kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater, og at aftalerne indgås i fællesskab af medlemsstaterne og Fællesskabet.

134    Det fremgår således af selve ordlyden af disse bestemmelser, at i modsætning til aftaler angående den handel med tjenesteydelser, som ikke vedrører de i artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF identificerede tjenesteydelser, kan aftaler, der vedrører disse tjenesteydelser ikke indgås af Fællesskabet alene, idet en sådan indgåelse kræver den fælles deltagelse af Fællesskabet og dets medlemsstater.

135    Nævnte artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF afspejler en interesse i at forhindre, at handelen med sådanne tjenesteydelser ville kunne blive reguleret på grundlag af internationale aftaler, som alene indgås af Fællesskabet i medfør af dettes eksterne kompetence på handelsområdet. Uden på nogen måde at udelukke en fællesskabskompetence i denne henseende kræver artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF derimod, at denne kompetence, som Fællesskabet i det foreliggende tilfælde deler med sine medlemsstater, udøves af disse medlemsstater og Fællesskabet i fællesskab.

136    Det kan bemærkes, at ved således i henhold til deres delte kompetence at fastsætte en fælles optræden fra Fællesskabet og dets medlemsstater har artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF en beskaffenhed, der gør det muligt på samme tid at tilgodese såvel Fællesskabets interesse i at oprette en samlet, sammenhængende og effektiv ekstern handelspolitik som de særlige interesser, medlemsstaterne inden for de ved denne bestemmelse identificerede følsomme områder kunne ønske at gøre gældende. Under sådanne aftalers forhandlings- og indgåelsesfase påbyder kravet om enhed i Fællesskabets optræden udadtil desuden et nært samarbejde mellem medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner (jf. i denne retning bl.a. udtalelse 2/00, præmis 18 og den deri nævnte retspraksis).

137    På baggrund af det ovenfor anførte kan der ikke gives medhold i de af Kommissionen og Parlamentet fremførte argumenter til støtte for, at rækkevidden af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF begrænses.

138    Hvad angår det af de nævnte institutioner fremførte argument om, at alene de aftaler, der udelukkende eller hovedsageligt vedrører handel med tjenesteydelser i de sektorer, som denne bestemmelse omhandler, er omfattet af denne bestemmelse, bemærkes følgende.

139    Ud over at en sådan fortolkning ikke finder nogen støtte i ordlyden af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF, ville den ikke være forenelig med det med denne bestemmelse forfulgte formål, der tilsigter – som anført i denne udtalelses præmis 135 – hos medlemsstaterne at bevare en effektiv ekstern kompetence på de følsomme områder, som er omfattet af denne bestemmelse.

140    En sådan fortolkning ville nemlig bl.a. have til følge, at alle såkaldte »horisontale« aftaler, der vedrører handel med tjenesteydelser som helhed, ville blive fjernet fra anvendelsesområdet for artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF. Desuden ville fortolkningen indebære, at afgørelsen af, hvorvidt internationale bestemmelser med helt samme formål, som indgår i en aftale og vedrører de følsomme områder for tjenesteydelser som omhandlet i artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF, er eller ikke er omfattet af den i denne bestemmelse nævnte delte kompetence mellem Fællesskabet og dets medlemsstater, alene ville afhænge af, om aftalens kontraherende parter havde besluttet kun at behandle handel med sådanne følsomme tjenesteydelser, eller om de var blevet enige om samtidig at behandle denne handel og handelen med andre typer tjenesteydelser, eller alle disse typer handel samlet.

141    Af samme grunde kan den af Kommissionen ligeledes fremførte omstændighed, at artikel 133, stk. 5, tredje afsnit, EF bestemmer, at en fællesskabsretsakt, der vedrører indgåelse af en aftale af horisontal karakter, kræver enstemmighed i Rådet, for så vidt en sådan aftale også vedrører denne artikels stk. 6, andet afsnit, heller ikke føre til den konklusion, at fællesskabskompetencen til at indgå en sådan aftale – i modsætning til hvad der gælder for sektorielle aftaler, der specifikt vedrører de i nævnte andet afsnit omhandlede følsomme områder – skal henhøre under enekompetencen.

142    Artikel 133, stk. 5, tredje afsnit, EF formulerer i øvrigt en regel, der har til formål at angive, hvordan fællesskabskompetencen skal udøves, men ikke har til formål at præcisere beskaffenheden af denne kompetence. Desuden er kravet om enstemmighed i Rådet med henblik på vedtagelse af den fællesskabsretsakt, som vedrører indgåelse af en aftale, på ingen måde uforenelig med den omstændighed, at en sådan indgåelse i øvrigt henhører under en kompetence, som deles med medlemsstaterne.

143    Hvad angår det ligeledes af Kommissionen fremførte argument om, at det følger af artikel 133, stk. 6, første afsnit, EF, at denne bestemmelses andet afsnit kun kan finde anvendelse i forbindelse med aftalebestemmelser, der gennemfører en harmonisering i de følsomme sektorer for tjenesteydelser, som er omhandlet i dette andet afsnit, skal følgende fastslås.

144    Således som hovedparten af de medlemsstater, der har indgivet indlæg, og Rådet har gjort gældende, kan den forudsætning, som dette argument hviler på – nemlig at artikel 133, stk. 6, første afsnit, EF alene har til formål at udelukke den eksterne fællesskabskompetence, når de i den påtænkte aftale indeholdte bestemmelser gennemfører en harmonisering af nationale bestemmelser på et område, hvor traktaten udelukker dette – ikke udledes af nævnte bestemmelse. Bestemmelsen henviser nemlig kun til harmoniseringstilfældet som et eksempel, hvilket brugen af adverbiet »især« bekræfter.

145    Denne konstatering gør det i sig selv muligt at udelukke Kommissionens fortolkning, som på dette grundlag tilsigter at begrænse rækkevidden af anvendelsesområdet for artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF til alene at vedrøre de tilfælde, hvor de i den påtænkte aftale indeholdte bestemmelser gennemfører en harmonisering i en af de sektorer for tjenesteydelser, som er identificeret i dette andet afsnit.

146    Under disse omstændigheder, og henset til bl.a. de i denne udtalelses præmis 131-136 nævnte betragtninger, og navnlig til selve ordlyden af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF samt til det formål, der forfølges med denne bestemmelse, kan indholdet af artikel 133, stk. 6, første afsnit, EF ikke føre til den fortolkning, som Kommissionen forfægter med hensyn til dette andet afsnit.

147    I det foreliggende tilfælde fremgår det af de omhandlede aftaler, at de bl.a. – som anført i denne udtalelses præmis 36 – indeholder en udvidelse til et vist antal nye medlemsstater af en sektoriel begrænsning vedrørende uddannelsestjenesteydelser på den aktuelle liste over forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater, og at de kun tilsigter, at disse uddannelsestjenesteydelser skal være omfattet af denne liste, for så vidt som det drejer sig om private undervisningsydelser.

148    Som det fremgår af denne udtalelses præmis 34, gennemfører de nævnte aftaler tilsvarende udvidelsen til alle eller en del af disse nye medlemsstater af forskellige horisontale begrænsninger vedrørende markedsadgang og national behandling. Sådanne horisontale begrænsninger kan som hovedregel finde anvendelse i alle sektorer for tjenesteydelser, som er omfattet af listen over forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater, herunder bl.a. de i artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF omhandlede tjenesteydelser, såsom private undervisningsydelser eller visse tjenesteydelser inden for sundhed eller sociale tjenesteydelser.

149    Det er på denne måde, at eksempelvis udvidelsen til de nye medlemsstater af den horisontale begrænsning med hensyn til adgangen i modus 3 til tjenesteydelser, der anses for almennyttige tjenesteydelser på nationalt eller lokalt plan, som kan gøres til genstand for offentlige monopoler eller for enerettigheder, der er forbeholdt private leverandører, bl.a. kan finde anvendelse i forhold til tjenesteydelser inden for sundhed, sådan som det udtrykkeligt fremgår af den forklarende note til denne begrænsning, som findes i den aktuelle liste over forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater.

150    Under disse omstændigheder skal det fastslås, at det følger af artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF, at Fællesskabet og dets medlemsstater i det foreliggende tilfælde råder over en delt kompetence med henblik på i fællesskab at indgå de omhandlede aftaler. En sådan konstatering er tilstrækkelig til at besvare det første spørgsmål, som er rejst i den begæring om en udtalelse, som Domstolen er blevet forelagt.

151    Med henblik på besvarelsen af det andet spørgsmål, som er rejst i nævnte begæring, mangler det at blive præciseret, at eftersom det er fastslået, at artikel 133, stk. 6, andet afsnit, EF kan regulere indgåelsen af de omhandlede aftaler, skal denne bestemmelse, som understreger den delte fællesskabskompetence med henblik på en sådan indgåelse og derved kompletterer bestemmelsen i artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, i lighed med sidstnævnte bestemmelse tjene som retsgrundlag for fællesskabsretsakten vedrørende indgåelsen af disse aftaler.

 Om anvendelsen af artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF om den fælles transportpolitik

152    Kommissionen og Parlamentet mener, at artikel 133, stk. 1 og 5, EF udgør det eneste retsgrundlag, som skal anvendes med henblik på vedtagelsen af fællesskabsretsakten om indgåelsen af de omhandlede aftaler.

153    Alle de medlemsstater, der har interveneret i denne sag, og som har udtalt sig om dette spørgsmål, samt Rådet mener derimod, at eftersom de nævnte aftaler bl.a. omfatter transporttjenesteydelser, navnlig sø- og lufttransport, skal fællesskabsretsakten om indgåelsen af disse foruden artikel 133, stk. 1, 5 og 6, EF også have artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF som retsgrundlag.

154    For at tage stilling til disse divergerende opfattelser er det nødvendigt – hvilket alle regeringer og institutioner, der har indgivet indlæg, er enige i – at tage hensyn til artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF, som specifikt bestemmer, at forhandling og indgåelse af internationale aftaler på transportområdet fortsat er omfattet af bestemmelserne i traktatens afsnit V og i artikel 300 EF.

155    Ifølge Kommissionen og Parlamentet skal artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF fortolkes således, at den kun kan finde anvendelse i forbindelse med aftaler, som udelukkende, eller i hvert fald hovedsageligt, vedrører transport. Ifølge disse institutioner er dette dog ikke tilfældet for de omhandlede aftaler, hvis genstand vedrører handel med tjenesteydelser generelt, og idet transporttjenesteydelser kun accessorisk eller sekundært henhører herunder.

156    Med henblik på at afklare rækkevidden af artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF skal det for det første påpeges, at artikel 133, stk. 5, første afsnit, EF, der – som det tidligere er blevet påpeget – tildeler Fællesskabet en ekstern kompetence i medfør af den fælles handelspolitik på området for handel med tjenesteydelser i henhold til modus 2-4, udtrykkeligt med hensyn til denne kompetence indeholder præciseringen »jf. dog stk. 6«.

157    Det skal for det andet bemærkes, at det er et undtagelsestilfælde, at en traktatbestemmelse, som tildeler en ekstern fællesskabskompetence på et specifikt område – sådan som det er tilfældet med artikel 133 EF i dennes stk. 6, tredje afsnit – løser en potentiel hjemmelskonflikt inden for fællesskabsretten ved specifikt at angive, at en anden traktatbestemmelse skal have forrang ved indgåelsen af visse typer af internationale aftaler, som umiddelbart kan være omfattet af det ene eller det andet retsgrundlag.

158    For det tredje hersker der ingen tvivl om, at udtrykket »internationale aftaler på transportområdet« bl.a. omfatter området for samhandelen vedrørende transporttjenesteydelser. Det ville nemlig være uden mening i midten af en bestemmelse om den fælles handelspolitik at præcisere, at aftaler på transportområdet, som ikke vedrører handel med transporttjenesteydelser, henhører under transportpolitikken og ikke under den nævnte handelspolitik.

159    For det fjerde giver præciseringen af, at forhandling og indgåelse af aftaler på transportområdet »[…] fortsat [er]« omfattet af traktatens bestemmelser om transportpolitikken, en vilje til i en vis form at fastholde den tidligere situation på området.

160    Det skal dog i denne henseende påpeges, at i udtalelse 1/94, som netop blev afgivet i forhold til indgåelsen af GATS-aftalen, i forhold til hvilken de omhandlede aftaler skal gennemføre ændringen, fastslog Domstolen, at de internationale aftaler på transportområdet ikke henhørte under EF-traktatens artikel 113 (efter ændring nu artikel 133 EF), idet den præciserede, at noget sådant var tilfældet uafhængigt af, om sådanne aftaler vedrørte sikkerhedsbestemmelser sådan som dem, der var omhandlet i sagen, der gav anledning til dom af 31. marts 1971, Kommissionen mod Rådet, »AETR-dommen« (sag 22/70, Sml. 1971 s. 41, org.ref.: Rec. s. 263), eller om de i lighed med GATS-aftalen udgjorde handelsaftaler (jf. udtalelse 1/94, præmis 48-53; jf. også i denne retning udtalelse 2/92, præmis 27).

161    For at nå til denne konklusion understregede Domstolen bl.a. i præmis 48 i udtalelse 1/94, at transport i traktaten er omhandlet i et særligt afsnit, der er adskilt fra afsnittet om den fælles handelspolitik, og den påpegede i denne henseende, at det fulgte af fast retspraksis, at Fællesskabet er blevet tildelt en implicit ekstern kompetence i medfør af den fælles transportpolitik.

162    Af det foregående følger, at handel med tjenesteydelser på transportområdet inden Nicetraktatens ikrafttræden helt faldt uden for den fælles handelspolitik. I modsætning til andre typer af tjenesteydelser fortsatte handelen med sådanne tjenesteydelser – selv de, der var leveret i henhold til modus 1 – således med at henhøre under traktatens afsnit om den fælles transportpolitik (udtalelse 1/94, præmis 53).

163    For det femte skal det fastslås, at den af Kommissionen foreslåede fortolkning, hvorefter alene aftaler, der udelukkende eller hovedsageligt vedrører handel med transporttjenesteydelser, er omfattet af artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF, ville fratage denne bestemmelse en stor del af dens virkning. Konsekvensen af denne fortolkning ville nemlig være, at internationale bestemmelser med helt samme formål, som indgår i en aftale, ville være omfattet af enten transportpolitikken eller handelspolitikken, hvilket alene ville afhænge af, om aftalens kontraherende parter havde besluttet kun at behandle handel med transporttjenesteydelser, eller om de var blevet enige om samtidig at behandle en sådan handel og handelen med andre typer tjenesteydelser, eller alle disse typer handel samlet.

164    Af det foregående følger derimod, at artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF hvad angår international handel med transporttjenesteydelser tilsigter at bevare en principiel parallelitet mellem den interne kompetence, som udøves gennem ensidig vedtagelse af fællesskabsregler, og den eksterne kompetence, som udøves gennem indgåelse af internationale aftaler, idet begge kompetencer ligesom tidligere forbliver forankret i traktatens særlige afsnit om den fælles transportpolitik.

165    Det kan desuden bemærkes, at den særlige stilling, som Fællesskabets aktion på transportpolitikområdet indtager, er betonet i artikel 71, stk. 1, EF, som præciserer, at Rådet under hensyntagen til »transportspørgsmålenes særlige karakter« skal udarbejde den fælles politik på dette område. Tilsvarende kan det bemærkes, at hvad mere specifikt angår området for handel med tjenesteydelser tillægger artikel 71, stk. 1, litra b), EF udtrykkeligt Fællesskabet kompetencen til med henblik på gennemførelsen af denne politik at fastsætte »de betingelser, under hvilke transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende«.

166    Hvad angår retspraksis vedrørende valg af retsgrundlag afhængigt af det primære og det accessoriske formål, som Kommissionen også har henvist til for at begrunde, at alene artikel 133, stk. 1 og 5, EF kunne anvendes til at indgå de omhandlede aftaler, er det i det foreliggende tilfælde tilstrækkeligt at fastslå, at bestemmelserne i de omhandlede aftaler vedrørende handel med transporttjenesteydelser ikke kan anses at udgøre en accessorisk betingelse for, at disse aftalers bestemmelser vedrørende de andre sektorer for tjenesteydelser skal have effektiv virkning (jf. i denne retning udtalelse 1/94, præmis 51), eller at de endda skulle få en yderst begrænset rækkevidde (jf. i denne retning udtalelse 1/94, præmis 67, og dom af 3.12.1996, sag C-268/94, Portugal mod Rådet, Sml. I, s. 6177, præmis 75).

167    For det første henhører handel med transporttjenesteydelser i lighed med handel med andre typer af tjenesteydelser, som er omfattet af GATS-aftalen eller af de omhandlede aftaler, under selve GATS-aftalens og disse aftalers formål, som i øvrigt udøver direkte og umiddelbare virkninger på handelen med hver af disse tjenesteydelsestyper, uden at der derved kan sondres mellem aftalerne.

168    For det andet er det ubestridt, at de omhandlede aftaler i det foreliggende tilfælde omfatter et relativt stort antal bestemmelser, hvorved både horisontale og sektorielle forpligtelser, som Fællesskabet og dets medlemsstater har påtaget sig i henhold til GATS-aftalen, ændres i forhold til, hvordan, på hvilke betingelser og med hvilke begrænsninger disse giver leverandører af tjenesteydelser fra andre WTO-medlemmer adgang til at levere transporttjenesteydelser, navnlig sø- og lufttransport, og nyde national behandling.

169    Det fremgår eksempelvis af denne udtalelses præmis 34, at bilag I, litra A), til de omhandlede aftaler gennemfører en udvidelse til forskellige nye medlemsstater af den horisontale begrænsning vedrørende markedsadgangen i modus 3 til tjenesteydelser, der anses for almennyttige tjenesteydelser på nationalt eller lokalt plan, som kan gøres til genstand for offentlige monopoler eller for enerettigheder, der er forbeholdt private leverandører. Sådan som det udtrykkeligt fremgår af den forklarende note vedrørende denne horisontale begrænsning, som findes i den aktuelle liste over forpligtelser for Fællesskabet og dets medlemsstater, kan denne begrænsning bl.a. vedrøre transporttjenesteydelser samt hjælpevirksomhed og supplerende ydelser i forbindelse med enhver form for transport. Tilsvarende kan de horisontale forbehold for national behandling eller for markedsadgang, som behandles i samme præmis 34 i denne udtalelse, principielt anvendes i de sektorer for tjenesteydelser, som er omfattet af den nævnte liste for Fællesskabet og dets medlemsstater, der eksempelvis omfatter visse lufttransportydelser, såsom tjenesteydelser i forbindelse med reparation og vedligeholdelse af fly, salg og markedsføring af lufttransportydelser eller tjenesteydelser i forbindelse med edb-reservationssystemer, samt vejtransportydelser for personer og gods.

170    I øvrigt, og som det fremgår af denne udtalelses præmis 36 og 37, omfatter bilag I, litra A), til de omhandlede aftaler også et vist antal bestemmelser om de sektorielle forpligtelser vedrørende transporttjenesteydelser, som enten udvider sektorielle begrænsninger til visse nye medlemsstater eller indfører sådanne begrænsninger for dem.

171    Bilag I, litra B), til de omhandlede aftaler gennemfører, som det fremgår af denne udtalelses præmis 38, forskellige tilbagekaldelser af horisontale forpligtelser, som Republikken Malta og Republikken Cypern tidligere har påtaget sig vedrørende national behandling i modus 4, samt tilbagekaldelsen af en sektoriel forpligtelse, som Republikken Malta har påtaget sig vedrørende søtransportydelser for personer og gods.

172    Hvad endelig angår den lovgivningspraksis, som Kommissionen har påberåbt sig, bemærkes blot, at en praksis i Rådet ikke kan ændre retsvirkningerne af traktatens bestemmelser og ikke kan have en præcedensvirkning, der binder Fællesskabets institutioner med hensyn til valget af den rette hjemmel (udtalelse 1/94, præmis 52). Det fremgår af fast retspraksis, at valg af hjemmel for en fællesskabsretsakt skal foretages på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, og ikke på grundlag af den hjemmel, som er anvendt ved vedtagelsen af andre fællesskabsretsakter, der eventuelt har lignende kendetegn (jf. bl.a. dom af 6.11.2008, sag C-155/07, Parlamentet mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

173    På baggrund af det foregående skal det med henblik på besvarelsen af det andet spørgsmål, der er rejst i denne begæring om en udtalelse, fastslås, at det af de omhandlede aftaler omfattede afsnit »transport« i henhold til artikel 133, stk. 6, tredje afsnit, EF henhører under området for transportpolitikken og ikke under området for den fælles handelspolitik.

Domstolen (Store Afdeling) afgiver herefter følgende udtalelse:

1)      Indgåelse af aftaler med de medlemmer af Verdenshandelsorganisationen, som kan blive påvirket i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel XXI i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS-aftalen), som omhandlet i den foreliggende begæring om udtalelse, henhører under den mellem Det Europæiske Fællesskab og medlemsstaterne delte kompetence.

2)      Fællesskabsretsakten vedrørende indgåelse af nævnte aftaler skal være baseret på såvel artikel 133, stk. 1 og 5, og stk. 6, andet afsnit, EF som artikel 71 EF og artikel 80, stk. 2, EF, sammenholdt med artikel 300, stk. 2 og 3, første afsnit, EF.

Underskrifter