Language of document :

Rettens dom af 21. februar 2024 – Sinopec Chongqing SVW Chemical m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-762/20) 1

[Dumping – import af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Kina – endelig antidumpingtold – gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 – beregning af normalværdien – væsentlige fordrejninger i eksportlandet – artikel 2, stk. 6a, i forordning (EU) 2016/1036 – WTO-reglerne – princippet om overensstemmende fortolkning – justeringer – ikkerefusionsberettiget moms – funktioner svarende til dem, der udøves af en agent, der handler på provisionsbasis – rimelig sammenligning mellem eksportprisen og normalværdien – bevisbyrde – artikel 2, stk. 10, litra b) og i), i forordning 2016/1036 – manglende samarbejde – tilgængelige data – artikel 18 i forordning 2016/1036 – dobbelt anvendelse – bebyrdende anvendelse – forskellige produktionsprocesser – prisunderbud – markedssegmenter – metoden med varekontrolnumre – artikel 3, stk. 2 og 3, i forordning 2016/1036 – ret til forsvar – fortrolig behandling – artikel 19 og 20 i forordning 2016/1036]

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Sinopec Chongqing SVW Chemical Co. Ltd (Chongqing, Kina), Sinopec Great Wall Energy & Chemical (Ningxia) Co. Ltd (Lingwu, Kina), Central-China Company og Sinopec Chemical Commercial Holding Co. Ltd (Wuhan, Kina) (ved advokaterne J. Cornelis, F. Graafsma og E. Vermulst)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved G. Luengo, som befuldmægtiget)

Intervenient til støtte for sagsøgerne: Wegochem Europe BV (Amsterdam, Nederlandene) (ved advokaterne R. Antonini, E. Monard og B. Maniatis)

Intervenienter til støtte for sagsøgte: Europa-Parlamentet (ved A. Neergaard, D. Moore og A. Pospíšilová Padowska, som befuldmægtigede), Rådet for den Europæiske Union (ved H. Marcos Fraile og B. Driessen, som befuldmægtigede, bistået af advokat N. Tuominen), Kuraray Europe GmbH (Hattersheim am Main, Tyskland) (ved advokaterne R. MacLean og D. Sevilla Pascual) og Sekisui Specialty Chemicals Europe SL (La Canonja, Spanien) (ved advokaterne A. Borsos og J. Jousma)

Sagens genstand

Med søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgerne nedlagt påstand om annullation af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 af 25. september 2020 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2020, L 315, s. 1), for så vidt som den berører dem.

Konklusion

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1336 af 25. september 2020 om indførelse af endelig antidumpingtold på importen af visse former for polyvinylalkohol med oprindelse i Folkerepublikken Kina annulleres, for så vidt som den vedrører Sinopec Chongqing SVW Chemical Co. Ltd, Sinopec Great Wall Energy & Chemical (Ningxia) Co. Ltd og Central-China Company, Sinopec Chemical Commercial Holding Co. Ltd, i det omfang Europa-Kommissionen for at beregne antidumpingtolden på importen af den polyvinylalkohol, som disse virksomheder fremstiller, til Den Europæiske Union foretog nedjusteringer af eksportpriserne i henhold til artikel 2, stk. 10, litra e), g), i) og k), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union.

I øvrigt frifindes Kommissionen.

Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Sinopec Chongqing SVW Chemical Co., Sinopec Great Wall Energy & Chemical (Ningxia) Co. og Central-China Company, Sinopec Chemical Commercial Holding Co afholdte omkostninger.

Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.

Wegochem Europe BV, Kuraray Europe GmbH og Sekisui Specialty Chemicals Europe SL bærer hver deres egne omkostninger.

____________

1 EUT C 53 af 15.2.2021.