Language of document : ECLI:EU:T:2016:150

Sag T-100/15

Dextro Energy GmbH & Co. KG

mod

Europa-Kommissionen

»Forbrugerbeskyttelse – forordning (EF) nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – afvisning af visse anprisninger til trods for en positiv udtalelse fra EFSA – proportionalitet – ligebehandling – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Femte Afdeling) af 16. marts 2016

1.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – opførelse på listen over tilladte anprisninger – udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet – bindende karakter for Kommissionen – foreligger ikke

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, 17. betragtning og art. 6, stk. 1, art. 13, stk. 3, art. 16, stk. 3, og art. 18, stk. 3-5)

2.      Retslig procedure – stævning – formkrav – kort fremstilling af søgsmålsgrundene – abstrakt angivelse – afvisning

[Statutten for Domstolen, art. 21, stk. 1, og art. 53, stk. 1; Rettens procesreglement, art. 44, stk. 1, litra c)]

3.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – opførelse på listen over tilladte anprisninger – Kommissionens skøn – domstolsprøvelse – grænser

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 18, stk. 4)

4.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – opførelse på listen over tilladte anprisninger – bedømmelseskriterier – hensyntagen til almindeligt anerkendte ernærings- og sundhedsprincipper – lovlig

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, 14. og 18. betragtning og art. 18, stk. 4)

5.      institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – hensyntagen til præciseringer af en tilstrækkelig begrundelse under retssagen – lovlig

(Art. 296 TEUF)

6.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – anprisninger vedrørende de gavnlige virkninger af glukoses medvirken til energistofskiftet – udtalelse fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, der konstaterer nødvendigheden for en fødevare af at være en betydelig glukosekilde for at bære denne anprisning – Kommissionens afvisning med henblik på ikke at opfordre til at indtage sukkerarter – lovlig

(Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, 10. og 19. betragtning og art. 13, stk. 3, og art. 18, stk. 4)

7.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – betingelser for anvendelse af disse anprisninger – forbud mod usande, tvetydige eller vildledende anprisninger – vurdering af anprisninger efter den relevante kundekreds’ opfattelse – hensyntagen til producentens hensigt – udelukkelse

[Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, 16. betragtning og art. 3, stk. 2, litra a)]

8.      EU-ret – principper – proportionalitet – rækkevidde

(Art. 5, stk. 4, TEU)

9.      Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – opførelse på listen over tilladte anprisninger – anvendeligheden af retspraksis vedrørende anvendelsen af en passende mærkning i stedet for et reklameforbud for at beskytte forbrugerne – foreligger ikke

(Art. 95 EF; art. 114, stk. 3, TEUF og art. 168, stk. 1, TEUF; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 18, stk. 4; Kommissionens forordning nr. 2015/8)

10.    Tilnærmelse af lovgivningerne – ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer – forordning nr. 1924/2006 – andre sundhedsanprisninger end dem, der henviser til en reduceret risiko for sygdom og til børns udvikling og sundhed – afvisning af en sundhedsanprisning vedrørende de gavnlige virkninger af glukoses medvirken til energistofskiftet – uforholdsmæssig restriktion af retten til frihed og sikkerhed og af friheden til at oprette og drive egen virksomhed – foreligger ikke

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 6 og art. 16; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1924/2006, art. 1, stk. 2, og art. 18, stk. 4)

11.    Retslig procedure – fremsættelse af nye anbringender under sagens behandling – anbringende, der fremsættes for første gang i replikken – afvisning

(Rettens procesreglement, art. 48, stk. 2, afsnit 1)

12.    EU-ret – principper – ligebehandling – begreb

13.    Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – forordning, der afviser en sundhedsanprisning af fødevarer

(Art. 296, stk. 2, TEUF; Kommissionens forordning nr. 2015/8)

1.      Der er ikke er noget, der gør det muligt at konkludere, at Kommissionen er forpligtet til at opføre sundhedsanprisninger, som er ansøgt opført på listen over tilladte anprisninger, der er omhandlet i artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, alene af den grund, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har afgivet en positiv udtalelse. Det fremgår ganske vist af 17. betragtning til den nævnte forordning, at det primært er videnskabelig dokumentation, der bør tages i betragtning ved anvendelsen af sundhedsanprisninger, men det påhviler Kommissionen, når den træffer afgørelse i overensstemmelse med artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 1924/2006, at tage hensyn til relevante bestemmelser i EU-lovgivningen og andre rimelige forhold af relevans for den pågældende sag. I øvrigt er det forhold, at Kommissionen ikke er forpligtet til at følge EFSA’s afgørelse, bekræftet ved den nævnte forordnings artikel 18, stk. 5, hvorefter godkendelsen af en sundhedsanprisning også er mulig, såfremt EFSA afgiver en udtalelse, der ikke støtter opførelse af denne anprisning på den liste, der er nævnt i denne forordnings artikel 13, stk. 3.

I denne henseende bemærkes, at EFSA’s undersøgelse kun er begrænset. EFSA skal i henhold til artikel 18, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 1924/2006, sammenholdt med samme forordnings artikel 16, stk. 3, i forbindelse med udarbejdelsen af sin udtalelse kun efterprøve, at sundhedsanprisningen er underbygget af videnskabelig evidens, og at affattelsen af sundhedsanprisningen opfylder kravene i forordning nr. 1924/2006. På det materielle plan skal EFSA navnlig sikre sig, at sundhedsanprisningerne er baseret på og dokumenteret med almindeligt anerkendt videnskabelig evidens i overensstemmelse med den nævnte forordnings artikel 6, stk. 1.

(jf. præmis 25 og 39)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 29 og 92)

3.      Når Kommissionen træffer afgørelse om en ansøgning om godkendelse af en sundhedsanprisning på grundlag af artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, må det anerkendes, at den har en bred skønsbeføjelse på et område, der indebærer, at den skal træffe valg af politisk, økonomisk og social karakter, og som kræver, at den foretager komplekse vurderinger. Under disse betingelser bør Unionens retsinstanser begrænse sig til at undersøge, om udøvelsen af dette skøn er behæftet med en åbenbar fejl, om der foreligger magtfordrejning, eller om Kommissionen åbenbart har overskredet grænserne for sit skøn. I en sådan situation kan Unionens retsinstanser således ikke sætte deres egen vurdering af de faktiske omstændigheder af videnskabelig og teknisk karakter i stedet for institutionernes, som efter EUF-traktaten varetager denne opgave alene.

Hvad angår proportionalitetskontrollen er det endvidere kun såfremt en foranstaltning på dette område er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som Kommissionen forfølger, at en sådan foranstaltning vil kunne kendes ulovlig. Eftersom den skønsbeføjelse, som de kompetente myndigheder har ved afgørelsen af, hvor den rette balance mellem ytringsfriheden og formålet om beskyttelsen af sundheden befinder sig, varierer for hvert enkelt af de formål, der gør det lovligt at begrænse denne ret, og i forhold til de omhandlede aktiviteters karakter, må det endvidere anerkendes, at Kommissionen har en bred skønsbeføjelse særligt ved erhvervsmæssig brug af ytringsfriheden, især i angivelser af reklamemæssig karakter.

(jf. præmis 30, 31, 80 og 81)

4.      Det kan ikke gyldigt anfægtes, at de almindeligt anerkendte ernærings- og sundhedsprincipper, som Kommissionen har taget hensyn til, udgør et rimeligt forhold af relevans ved behandlingen af spørgsmålet, om sundhedsanprisninger kan godkendes i henhold til forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer. En hensyntagen til disse principper tjener nemlig til at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse. Relevansen af almindeligt anerkendte ernærings- og sundhedsprincipper for undersøgelsen af spørgsmålet, om en sundhedsanprisning kan godkendes, er desuden blevet fremhævet af EU-lovgiver i 18. betragtning til forordning nr. 1924/2006, hvorefter en sundhedsanprisning ikke bør anvendes, hvis den er uforenelig med disse principper.

(jf. præmis 34)

5.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 46)

6.      I forbindelse med en ansøgning om opførelse af en sundhedsanprisning på listen over tilladte anprisninger, der er omhandlet i artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, begår Kommissionen ikke en fejl ved at antage, at anvendelsen af denne anprisning vil opfordre til at indtage sukkerarter, når Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet afgiver udtalelser, hvorefter en fødevare for at bære den omhandlede sundhedsanprisning, skal være en betydelig glukosekilde. Som det er blevet konstateret i 10. betragtning til den nævnte forordning, kan fødevarer, der markedsføres med anprisninger, nemlig af forbrugerne opfattes som ernæringsmæssigt, fysiologisk eller på anden måde sundhedsmæssigt fordelagtige i forhold til andre produkter, hvor der ikke er tilsat sådanne næringsstoffer og andre stoffer. Dette kan tilskynde forbrugerne til at foretage valg, der direkte påvirker deres samlede indtag af enkeltnæringsstoffer og andre stoffer på en måde, der er i modstrid med den videnskabelige rådgivning. Som det fremgår af 19. betragtning til forordning nr. 1924/2006, tilfører tildelingen af en ernærings- eller sundhedsanprisning de omhandlede fødevarer et positivt image.

(jf. præmis 55)

7.      I henhold til artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer må ernærings- og sundhedsanprisninger ikke være usande, tvetydige eller vildledende. Som det følger af 16. betragtning til den nævnte forordning, skal der ved behandlingen af spørgsmålet, om en anprisning er vildledende eller ej, henvises til den formodede forventning i forhold til denne angivelse hos en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger.

Sundhedsanprisninger, der henviser til glukoses medvirken til energistofskiftet, som fremhæver en særlig kvalitet, der kan forbedre dette stofskifte, samtidig med, at de, uafhængigt af energistofskiftets gode funktion, fortier det forhold, at farer, der er forbundet med indtagelse af mere sukker, på ingen måde fjernes eller begrænses i øvrigt, skal anses for at være ufuldstændige og således tvetydige og vildledende. Ved alene at fremhæve de gavnlige virkninger for energistofskiftet opfordrer sådanne sundhedsanprisninger til indtagelse af sukker og forøger i sidste ende de risici for forbrugernes sundhed, der er forbundet med et overforbrug af sukker. For at konstatere, at de nævnte sundhedsanprisninger viser sig at være tvetydige og vildledende, spiller spørgsmålet, om producenten kendte anbefalingerne fra nationale og internationale myndigheder om en begrænsning af indtag af sukker i øvrigt ikke nogen rolle. På samme måde afhænger konstateringen af, at der foreligger en vildledende karakter som omhandlet i artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1924/2006, ikke af spørgsmålet, hvorvidt producenten har handlet med kendskab til denne karakter eller endda forsætligt.

(jf. præmis 65, 66, 68 og 71)

8.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 79)

9.      Selv om det fremgår af retspraksis, at forbrugerbeskyttelsen, når der er tale om et nationalt reklameforbud, kan være tilstrækkeligt sikret ved en passende forpligtelse til mærkning, såsom en etikettering, der sikrer gennemsigtigheden af de tilbud, der gives til forbrugerne, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne retspraksis vedrører nationale foranstaltninger, der ikke er harmoniserede. Det forholder sig imidlertid anderledes for så vidt angår en forordning fra Kommissionen, der afviser visse sundhedsanprisninger af fødevarer, der som retsgrundlag har artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, idet sidstnævnte forordning for sit vedkommende er støttet på artikel 95 EF, hvorefter lovgiver vedtager de foranstaltninger med henblik på indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, der vedrører det indre markeds oprettelse og funktion. I denne henseende bestemmer artikel 168, stk. 1, første afsnit, TEUF, at der skal sikres et højt sundhedsbeskyttelsesniveau ved fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter, og at artikel 95, stk. 3, EF og artikel 114, stk. 3, TEUF, udtrykkeligt kræver et højt beskyttelsesniveau for menneskers sundhed ved gennemførte harmoniseringsforanstaltninger.

(jf. præmis 89 og 90)

10.    Selv om det er rigtigt, at et forbud mod sundhedsanprisninger, der henviser til de gavnlige virkninger ved glukoses medvirken til energistofskiftet fra Kommissionens side på grundlag af artikel 18, stk. 4, i forordning nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer medfører visse restriktioner for ansøgerens erhvervsmæssige virksomhed på et bestemt område, overholdes disse friheder imidlertid på de væsentlige områder. En foranstaltning, der fastsætter et sådant forbud, forbyder nemlig langt fra fremstillingen og markedsføringen af ansøgerens produkter eller reklame for disse produkter, idet den i medfør af den nævnte forordnings artikel 1, stk. 2, begrænser sig at fastsætte regler for mærkningen, præsentationen af de omhandlede fødevarer og reklamen for disse med det formål at beskytte den offentlige sundhed, der udgør et mål af almen interesse, som kan begrunde en restriktion af en grundlæggende frihed. En afvisning af at godkende sundhedsanprisninger berører således på ingen måde selve substansen i de friheder, der er anerkendt ved artikel 6 og 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og skal anses for at være i overensstemmelse med kravet om at forene de her omhandlede forskellige grundlæggende rettigheder og at sikre den rette afvejning af dem.

(jf. præmis 93)

11.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 95)

12.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 99)

13.    Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 123-125)