DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)
13. november 2019 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – fælles landbrugspolitk – fælles markedsordning – mælk og mejeriprodukter – forordning (EU) nr. 1308/2013 – artikel 148, stk. 4 – kontrakt om levering af råmælk – aftalefrihed med hensyn til prisen – bekæmpelse af urimelig handelspraksis – forbud mod betaling af forskellige priser til producenter af råmælk, der tilhører en gruppe, som er oprettet ud fra den dagligt solgte mængde, og mod uberettiget prisnedsættelse«
I sag C-2/18,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas (Republikken Litauens forfatningsdomstol) ved afgørelse af 20. december 2017, indgået til Domstolen den 2. januar 2018, i sagen
Lietuvos Respublikos Seimo narių grupė
procesdeltager:
Lietuvos Respublikos Seimas,
har
DOMSTOLEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, A. Arabadjiev, og dommerne P.G. Xuereb og T. von Danwitz (refererende dommer),
generaladvokat: M. Bobek,
justitssekretær: M. Aleksejev, kontorchef,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 5. december 2018,
efter at der er afgivet indlæg af:
– Lietuvos Respublikos Seimo narių grupė ved advokatas G. Kaminskas,
– Den litauiske regering ved R. Dzikovič, M. Važnevičius og V. Voinilko, som befuldmægtigede,
– Den tyske regering først ved T. Henze og S. Eisenberg, derefter ved S. Eisenberg, som befuldmægtigede,
– Den franske regering ved S. Horrenberger, D. Colas, A.-L. Desjonquères og C. Mosser, som befuldmægtigede,
– den nederlandske regering ved J. Langer, som befuldmægtiget,
– Europa-Kommissionen ved A. Lewis og A. Steiblytė, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 7. marts 2019,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 148, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (EUT 2013, L 347, s. 671), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 af 13. december 2017 (EUT 2017, L 350, s. 15) (herefter »forordning nr. 1308/2013«).
2 Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en sag vedrørende undersøgelse af den forfatningsmæssige berettigelse af Lietuvos Respublikos Ūkio subjektų, perkančių-parduodančių žalią pieną ir prekiaujančių pieno gaminiais, nesąžiningų veiksmų draudimo įstatymas Nr. XII-1907 (Republikken Litauens lov nr. XII-1907 om forbud mod litauiske erhvervsdrivendes urimelige praksis ved opkøb og salg af råmælk og markedsføring af mejeriprodukter), af 25. juni 2015 (TAR, 2015, nr. 2015-11209), som ændret ved lov af 22. december 2015 (TAR 2015, nr. 2015-20903) (herefter »loven om forbud mod urimelig praksis«), navnlig artikel 3 og 5 heri, som blev anlagt af Lietuvos Respublikos Seimo narių grupė (medlemsgruppe i Republikken Litauens parlament).
Retsforskrifter
EU-retten
3 127., 128. og 138. betragtning til direktiv 1308/2013 har følgende ordlyd:
»(127) I afventen af EU-lovgivning om formelle, skriftlige kontrakter kan medlemsstaterne i henhold til national aftaleret beslutte at gøre brugen af sådanne kontrakter obligatorisk, forudsat at EU-retten overholdes og navnlig, at det indre marked fungerer tilfredsstillende, og den fælles markedsordning overholdes. På grund af de uensartede situationer i de forskellige EU-områder og af hensyn til nærhedsprincippet bør det fortsat være medlemsstaterne, der træffer en sådan beslutning. For at sikre, at der inden for mælke- og mejerisektoren fastsættes passende minimumsstandarder for sådanne kontrakter, og at det indre marked og den fælles markedsordning fungerer tilfredsstillende, bør der på EU-plan fastlægges nogle grundlæggende betingelser for anvendelsen af sådanne kontrakter. Alle disse grundlæggende betingelser bør gøres til genstand for frie forhandlinger. Eftersom visse mejerikooperativer i deres vedtægter kan have regler med samme virkning, bør de af forenklingshensyn fritages for kontraktkravet. For at styrke effektiviteten af et sådant kontraktsystem bør medlemsstaterne beslutte, om de også skal anvendes, når det er en tredjemand, der indsamler mælk fra landbrugerne med henblik på levering til forarbejdningsvirksomheder.
(128) For at sikre en bæredygtig produktionsudvikling og derved sikre mælkeproducenterne en rimelig levestandard bør mælkeproducenternes forhandlingsposition over for forarbejdningsvirksomhederne styrkes, hvilket burde medføre en mere retfærdig fordeling af værditilvæksten i hele forsyningskæden. For at nå disse mål i den fælles landbrugspolitik bør der derfor vedtages en bestemmelse i henhold til artikel 42 [TEUF] og artikel 43, stk. 2, [TEUF], så mælkeproducentorganisationer eller sammenslutninger heraf kollektivt kan forhandle med et mejeri om fælles aftalevilkår, herunder pris, for en del af eller alle deres medlemmers råmælksproduktion. For at opretholde en reel konkurrence på markedet for mejeriprodukter bør der gælde passende kvantitative begrænsninger for denne mulighed. Med henblik på ikke at undergrave kooperativernes effektive drift og af hensyn til klarheden bør det præciseres, at når en landbrugers medlemskab af et kooperativ indebærer en forpligtelse til at levere hele eller en del af den pågældende landbrugers mælkeproduktion som råmælk i henhold til betingelser, der er fastlagt i kooperativets vedtægter eller i regler og afgørelser, som bygger herpå, bør disse betingelser ikke være genstand for forhandlinger gennem en producentorganisation.
[…]
(138) Mens anvendelse af formelle, skriftlige kontrakter i mælkesektoren er omfattet af særskilte bestemmelser, kan sådanne kontrakter bidrage til at pålægge operatørerne et større ansvar og at skabe øget opmærksomhed om behovet for at tage mere hensyn til markedssignalerne, forbedre pristransmissionen og tilpasse udbuddet til efterspørgslen samt bidrage til at undgå visse urimelige handelspraksisser. Da der ikke findes nogen EU-lovgivning om sådanne kontrakter, kan medlemsstaterne i henhold til national aftaleret beslutte at gøre brugen af sådanne kontrakter obligatorisk, forudsat at EU-retten i den forbindelse overholdes og navnlig, at det indre marked fungerer tilfredsstillende og den fælles markedsordning overholdes.«
4 Forordningens artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:
»1. Ved denne forordning fastlægges der en fælles markedsordning for landbrugsprodukter, hvorved forstås alle de produkter, der er nævnt i bilag I til traktaterne […]
2. Landbrugsprodukter som defineret i stk. 1 inddeles i følgende sektorer, der er anført i de respektive dele af bilag I:
[…]
p) mælk og mejeriprodukter, del XVI
[…]«
5 Forordningens artikel 148 med overskriften »Kontraktforhold i mælke- og mejerisektoren« er affattet således:
»1. Hvis en medlemsstat beslutter, at hver leverance af råmælk på dens område fra en landbruger til en virksomhed, der forarbejder råmælk, skal være omfattet af en skriftlig kontrakt mellem parterne, og/eller beslutter, at de første opkøbere skal afgive skriftligt tilbud om en kontrakt om landbrugeres levering af råmælk, skal en sådan kontrakt og/eller et sådant tilbud om en kontrakt opfylde betingelserne i stk. 2.
Såfremt en medlemsstat beslutter, at leverancer af de af denne artikel omfattede produkter fra en producent til en forarbejdningsvirksomhed skal være omfattet af en skriftlig kontrakt mellem parterne, skal medlemsstaten samtidig beslutte, hvilke trin i leveringen der skal være omfattet af en sådan kontrakt, i tilfælde af at de pågældende produkter leveres gennem et eller flere mellemled.
I denne artikel og artikel 105 forstås ved en »virksomhed, der indsamler mælk«: en virksomhed, der transporterer råmælk fra en landbruger eller en anden virksomhed, der indsamler mælk, til en virksomhed, der forarbejder råmælk, eller en anden virksomhed, der indsamler mælk, hvor ejendomsretten til råmælken i hvert tilfælde overdrages.
[…]
2. Kontrakten og/eller tilbuddet om en kontrakt som omhandlet i stk. 1 […] skal:
a) indgås før leveringen
b) foreligge skriftligt og
c) bl.a. indeholde følgende oplysninger:
i) den pris, der skal betales for leveringen, og som:
– er fast og fastsat i kontrakten, og/eller
– beregnes ud fra forskellige faktorer i kontrakten, som kan omfatte markedsindikatorer, der afspejler ændringer i markedsforholdene, den leverede mængde og kvaliteten eller sammensætningen af den leverede rå mælk
ii) den mængde råmælk, der kan og/eller skal leveres, og tidspunktet for sådanne leverancer
iii) kontraktens varighed, som kan være enten tidsbegrænset eller tidsubegrænset med opsigelsesbestemmelser
iv) oplysninger om betalingsperioder og ‑procedurer
v) aftaler om indsamling eller levering af råmælken og
vi) bestemmelser, der finder anvendelse i tilfælde af force majeure.
[…]
4. Alle elementerne i de kontrakter om levering af råmælk, som landbrugere, virksomheder, der indsamler råmælk, eller virksomheder, der forarbejder råmælk, har indgået, herunder de elementer, der er omhandlet i stk. 2, litra c), forhandles frit mellem parterne.
Uanset første afsnit gælder ét eller flere af følgende:
a) Hvis en medlemsstat beslutter at gøre en skriftlig kontrakt om levering af råmælk obligatorisk i henhold til stk. 1, kan den fastsætte:
i) en forpligtelse for parterne til at aftale et forhold mellem en given leveret mængde og den pris, der skal betales for den pågældende levering
ii) en minimumsvarighed, der kun finder anvendelse på skriftlige kontrakter mellem en landbruger og den første opkøber af råmælk; en sådan minimumsvarighed skal være mindst seks måneder og må ikke hæmme det indre markeds funktion.
b) Hvis en medlemsstat beslutter, at den første opkøber af råmælk skal afgive skriftligt tilbud om en kontrakt med landbrugeren i henhold til stk. 1, kan den bestemme, at tilbuddet skal omfatte en minimumsvarighed for kontrakten som fastsat i national ret med henblik herpå. En sådan minimumsvarighed skal være mindst seks måneder og må ikke hæmme det indre markeds funktion.
Andet afsnit berører ikke landbrugerens ret til at afvise en sådan minimumsvarighed, forudsat at det sker skriftligt. I så fald kan parterne frit forhandle alle elementerne i kontrakten, herunder de elementer, der er omhandlet i stk. 2, litra c).
[…]«
6 Følgende fremgår af artikel 149 i forordning nr. 1308/2013 med overskriften »Kontraktforhandlinger i mælke- og mejerisektoren«:
»1. En producentorganisation i mælke- og mejerisektoren, som er anerkendt i henhold til artikel 161, stk. 1, kan på vegne af sine tilsluttede landbrugere for så vidt angår en del af eller hele deres fælles produktion føre forhandlinger om kontrakter om levering af råmælk fra en landbruger til en virksomhed, der forarbejder råmælk, eller til en virksomhed, der indsamler råmælk, i den i artikel 148, stk. 1, tredje afsnit, anvendte betydning.
2. Producentorganisationens forhandlinger kan finde sted:
a) uanset om ejerskabet til råmælken overgår fra landbrugerne til producentorganisationen
b) uanset om den forhandlede pris er den samme for alle de tilsluttede landbrugeres eller kun nogle af de tilsluttede landbrugeres fælles produktion
[…]«
7 Denne forordnings artikel 152 med overskriften »Producentorganisationer« bestemmer følgende:
»1. Medlemsstaterne kan efter anmodning anerkende producentorganisationer,
a) der består af og i henhold til artikel 153, stk. 2, litra c), kontrolleres af producenter fra en specifik sektor, der er nævnt i artikel 1, stk. 2
[…]«
8 50. betragtning til direktiv 2017/2393 har følgende ordlyd:
»Brugen af kontrakter i mælke- og mejerisektoren kan bidrage til at gøre operatørerne mere ansvarlige og at øge deres opmærksomhed på behovet for at tage mere hensyn til markedssignalerne, forbedre pristransmissionerne og tilpasse udbuddet til efterspørgslen samt bidrage til at undgå visse urimelige handelspraksisser. For at tilskynde til brug af sådanne kontrakter i mælke- og mejerisektoren såvel som i andre sektorer bør producenter, producentorganisationer og sammenslutninger af producentorganisationer have mulighed for at anmode om en skriftlig kontrakt, selv hvis den pågældende medlemsstat ikke har gjort brugen af sådanne kontrakter obligatorisk.«
9 Ottende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 261/2012 af 14. marts 2012 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår kontraktforhold i mælke- og mejerisektoren (EUT 2012, L 94, s. 38), hvilken forordning blev ophævet ved forordning nr. 1308/2013, havde følgende ordlyd:
»Anvendelsen af formelle, skriftlige kontrakter indgået forud for levering, der indeholder de mest grundlæggende elementer, er ikke udbredt. Sådanne kontrakter kunne imidlertid bidrage til at pålægge operatørerne i mejerikæden et større ansvar for at tage mere hensyn til markedssignalerne, forbedre pristransmissionen og tilpasse udbuddet til efterspørgslen samt bidrage til at undgå visse urimelige handelspraksisser.«
10 Artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/633 af 17. april 2019 om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden (EUT 2019, L 111, s. 59) med overskriften »Gennemførelse« bestemmer følgende i stk. 1:
»Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 1. maj 2021 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
De anvender disse love og bestemmelser senest den 1. november 2021.
[…]«
11 Samme direktivs artikel 14 har følgende ordlyd:
»Dette direktiv træder i kraft på femtedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.«
Litauisk ret
12 I henhold til den litauiske forfatnings artikel 46, stk. 1, bygger Litauens økonomi bygger på den private ejendomsret, friheden til at drive individuel økonomisk virksomhed og økonomisk initiativ.
13 I henhold til artikel 2, stk. 5, i loven om forbud mod urimelig praksis inddeles sælgere af råmælk i ti grupper efter den dagligt solgte mængde (i kg) af råmælk med naturligt fedtindhold. For den første gruppe er denne mængde lavere end eller svarer til 100 kg, for den anden gruppe overstiger den 100 kg og er lavere end eller svarer til 200 kg, for den tredje gruppe overstiger den 200 kg og er lavere end eller svarer til 300 kg, for den fjerde gruppe overstiger den 300 kg og er lavere end eller svarer til 500 kg, for den femte gruppe overstiger den 500 kg og er lavere end eller svarer til 1 000 kg, for den sjette gruppe overstiger den 1 000 kg og er lavere end eller svarer til 2 000 kg, for den syvende gruppe overstiger den 2 000 kg og er lavere end eller svarer til 4 000 kg, for den ottende gruppe overstiger den 4 000 kg og er lavere end eller svarer til 10 000 kg, for den niende gruppe overstiger den 10 000 kg og er lavere end eller svarer til 20 000 kg, og for den tiende gruppe overstiger den 20 000 kg.
14 I denne lovs artikel 2, stk. 7, defineres købsprisen på råmælk som det beløb, der er aftalt mellem opkøber og sælger, som betales for råmælk, som opfylder de grundlæggende råmælkssammensætningsindikatorer, der er fastlagt ved bekendtgørelse fra den litauiske landbrugsminister uden forhøjelser, tillæg og rabatter.
15 Nævnte lovs artikel 3 med overskriften »Forbud mod erhvervsdrivendes urimelige praksis« fastsætter følgende i stk. 3:
»Det er forbudt for opkøbere af råmælk at udøve følgende urimelige praksis:
1) i kontrakter om salg af råmælk at anvende forskellige købspriser ved opkøb af råmælk i henhold til de kvalitetskrav, der er fastsat ved bekendtgørelse fra den litauiske landbrugsminister, for samme gruppe sælgere, og når leveringsbetingelserne til opkøberen er ens (råmælk leveres til mælkens købssted, råmælk hentes direkte på bedriften, råmælken leveres direkte til forarbejdningsvirksomheden), undtaget de tilfælde, hvor råmælk købes fra sælgere, som sælger mælk fra deres produktion og tilhører en mælkeproducentorganisation, der er anerkendt efter regler fastsat ved bekendtgørelse fra den litauiske landbrugsminister – i hvilket tilfælde den anvendte købspris på råmælk ikke kan være lavere end den pris, der ville være fastsat på grundlag af gruppen af sælgere.
[…]
3) uberettiget at nedsætte købsprisen på råmælk.«
16 Lovens artikel 5 med overskriften »Krav om begrundelse for en nedsættelse af købsprisen på råmælk« bestemmer følgende:
»1. Såfremt opkøberen nedsætter den købspris, der er fastsat i kontrakten om opkøb og salg af råmælk, med mere end 3%, skal han begrunde prisnedsættelsen og fremlægge begrundelsen for markedsreguleringsagenturet.
2. Markedsreguleringsagenturet skal i medfør af de retningslinjer for sagsbehandlingen, der er vedtaget ved den litauiske landbrugsministers bekendtgørelse, inden for fem arbejdsdage undersøge begrundelsen for den af opkøberen foretagne nedsættelse af købsprisen på råmælk, som agenturet er blevet meddelt i medfør af stk. 1, og inden for tre arbejdsdage træffe afgørelse om, hvorvidt nedsættelsen af købsprisen på råmælk med mere end 3% var berettiget.
3. Såfremt markedsreguleringsagenturet i overensstemmelse med stk. 2 afgør, at nedsættelsen af købsprisen på råmælk med mere end 3% var uberettiget, forbydes det opkøberen at nedsætte den købspris på råmælk, der er fastsat i købskontrakten om råmælk.«
Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål
17 Den 28. juni 2016 forelagde en gruppe medlemmer af Republikken Litauens parlament Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas (Republikken Litauens forfatningsdomstol) en anmodning om at undersøge, om bl.a. artikel 3 og 5 i loven om forbud mod urimelig praksis var forenelige med den litauiske forfatnings artikel 46, stk. 1.
18 Til støtte for anmodningen gjorde denne gruppe gældende, at loven begrænsede beføjelserne for parterne i en kontrakt om salg af råmælk til at fastsætte kontraktens grundelementer, såsom pris eller mængde, og herved ikke sikrede den aftalefrihed, der er forankret i artikel 46, stk. 1.
19 Det litauiske parlament anførte, at denne frihed ikke var absolut og kunne begrænses både for at beskytte offentlige interesser og for at sikre rimelighed for retfærdighed. Det gjorde gældende, at de forhandlingsbeføjelser, som producenterne af råmælk på den ene side og forarbejdningsvirksomhederne eller opkøberne på den anden side har i Litauen, er ulige til fordel for de sidstnævnte, og at de ufravigelige regler, der er fastsat ved artikel 3 og 5 i loven om forbud mod urimelig praksis, tilsigter at forsvare rettigheder og legitime interesser for den part i kontrakten, der anses for at være den svageste part, nemlig producenterne af råmælk.
20 Europos teisės departamentas prie Lietuvos Respublikos teisingumo ministerijos (EU-retskontoret under Republikken Litauens justitsministerium) og Lietuvos Respublikos konkurencijos taryba (Republikken Litauens konkurrenceråd), som ligeledes har afgivet indlæg for den forelæggende ret, har for deres vedkommende gjort gældende, at denne lovs artikel 3 og 5 tilsidesatte princippet om forhandlingsfrihed, der er forankret i artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013, bl.a. hvad angår fastsættelse af prisen på råmælk.
21 Den forelæggende ret har anført, at eftersom det indre marked og landbrug henhører under Unionens og medlemsstaternes delte kompetence, skal den nationale lovgivning på disse områder, herunder den litauiske forfatnings artikel 46, stk. 1, fortolkes i overensstemmelse med EU-lovgivningen på de nævnte områder. Den ønsker derfor en fortolkning af artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013 for at træffe afgørelse om, hvorvidt artikel 3, stk. 3, nr. 1 og 3, og artikel 5 i loven om forbud mod urimelig praksis er forenelige med forfatningens artikel 46, stk. 1.
22 Den forelæggende ret har i denne henseende præciseret, at de berørte operatører i henhold til litauisk lovgivning er forpligtede til at udarbejde en skriftlig aftale, når de køber råmælk. Denne ret har tilføjet, at det følger af forarbejderne til loven om forbud mod urimelig praksis, at denne lov for det første tilsigter at sikre balancen mellem de berettigede interesser hos henholdsvis opkøbere og sælgere af råmælk og for det andet at begrænse udøvelsen af markedsmagt for virksomheder, der forarbejder råmælk, og som befinder sig i en magtfuld stilling på dette marked, og at begrænse den fortjeneste, som er opnået urimeligt af operatører, der udøver deres virksomhed med handel med mejeriprodukter ved nedsættelse af engrospriserne på disse produkter.
23 Den forelæggende ret har ligeledes anført, at det fremgår af sagsakterne for den, at mælkesektoren er en af de væsentligste dele af landbrugsproduktionen i Litauen, og at denne sektor skaber ca. 2% af landets samlede bruttonationalprodukt. Producenternes forhandlingsbeføjelser er imidlertid meget begrænsede, da de, sammenlignet med forarbejdningsvirksomhederne, er små. Denne ret har i denne henseende præciseret, at det fremgår af de oplyste tal for 2015, at 74% af de litauiske producenter af råmælk har mellem en og fem køer, mens seks virksomheder forarbejder 97% af denne mælk. Desuden er samarbejdet mellem disse producenter traditionelt ikke særligt udviklet på trods af den indsats, der er gjort for at tilskynde hertil, og blot 15% af dem deltager i et egentligt samarbejde, mens de udelukkende leverer 18% af den samlede mængde råmælk, der købes i Litauen. Ingen råmælksproducentorganisation er anerkendt i medfør af artikel 152ff. i forordning nr. 1308/2013. Den gennemsnitlige købspris på råmælk i Litauen er en af de laveste i hele Den Europæiske Union.
24 Den forelæggende ret har endvidere anført, at opkøberne inden loven om forbud mod urimelig praksis blot meddelte mælkeproducenterne købsprisen på råmælk, uden at denne pris var genstand for forudgående forhandling.
25 Den forelæggende ret har bemærket, at artikel 148 i forordning nr. 1308/2013 ikke udtrykkeligt giver de medlemsstater, der har besluttet at anvende skriftlige kontrakter for alle leveringer af råmælk på deres område, mulighed for i national ret at begrænse princippet om fri forhandling. Denne ret nærer imidlertid tvivl om, hvorvidt dette princip ikke kan begrænses for at styrke landbrugernes forhandlingsposition i mejerisektoren i forhold til opkøberne af mælk og for at hindre urimelig handelspraksis, henset til omstændigheder såsom de særlige strukturelle kendetegn ved mælke- og mejerisektoren, fraværet af producentorganisationer eller udviklingen på mælkemarkedet.
26 På denne baggrund har Lietuvos Respublikos Konstitucinis Teismas (Republikken Litauens forfatningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Kan artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013 fortolkes således, at den hvad angår formålet om at styrke råmælksproducenternes forhandlingsposition og hindre urimelig handelspraksis og under hensyntagen til visse særlige strukturelle forhold i mælke- og mejerisektoren i medlemsstaten og ændringer i mælkemarkedet, ikke forbyder indførelsen af en national retlig regulering, som begrænser kontraktparters frihed til at forhandle købsprisen på råmælk i den forstand, at det er forbudt for en opkøber af råmælk at betale forskellige priser på råmælk til sælgere af råmælk fra den samme gruppe, der er grupperet i henhold til den solgte mængde mælk, og som ikke er medlem af en anerkendt organisation for mælkeproducenter, for råmælk af den samme kvalitet og med den samme sammensætning som den, der leveres til opkøberen på den samme måde, og at parterne dermed ikke kan blive enige om en anden købspris på råmælk under hensyntagen til andre faktorer?
2) Kan artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013 fortolkes således, at den hvad angår formålet om at styrke råmælksproducenternes forhandlingsposition og hindre urimelig handelspraksis og under hensyntagen til visse særlige strukturelle forhold i mælke- og mejerisektoren i medlemsstaten og ændringer i mælkemarkedet, ikke forbyder indførelsen af en national retlig regulering, som begrænser kontraktparters frihed til at forhandle købsprisen på råmælk i den forstand, at det er forbudt for en opkøber af råmælk uberettiget at nedsætte købsprisen på råmælk, og det kun er muligt at nedsætte prisen med mere end 3%, hvis den statsligt bemyndigede institution anerkender en sådan nedsættelse som berettiget?«
Om de præjudicielle spørgsmål
Det første spørgsmål
27 Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 1, i loven om forbud mod urimelig praksis, hvorefter opkøbere af råmælk har forbud mod at betale forskellige købspriser til producenter, som må anses for at tilhøre den samme gruppe, henset til den dagligt solgte mængde råmælk af samme kvalitet og med den samme sammensætning, der leveres på den samme måde.
28 Det skal indledningsvis fastslås, at medlemsstaterne inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, der i medfør af artikel 4, stk. 2, litra d), TEUF henhører under Unionens og medlemsstaternes delte kompetence, har lovgivningsmæssige beføjelser, der, som det følger af artikel 2, stk. 2, TEUF, giver dem mulighed for at udøve deres kompetence, for så vidt som Unionen ikke har udøvet sin (dom af 19.9.2013, Panellinios Syndesmos Viomichanion Metapoiisis Kapnou, C-373/11, EU:C:2013:567, præmis 26).
29 Det følger af fast retspraksis, at når der er udstedt en forordning om oprettelse af en fælles markedsordning for en given sektor, er medlemsstaterne forpligtet til ikke at gøre undtagelser fra ordningen eller i øvrigt tilsidesætte den. Ordninger, der opstiller hindringer for, at en fælles markedsordning kan fungere efter hensigten, strider også mod denne ordning, selv om det pågældende spørgsmål ikke er udtømmende reguleret ved denne (dom af 26.5.2005, Kuipers, C-283/03, EU:C:2005:314, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).
30 Indførelsen af en fælles markedsordning er dog ikke til hinder for, at medlemsstaterne anvender nationale bestemmelser, der forfølger andre samfundstjenlige formål end denne fælles markedsordning, selv om disse bestemmelser kan påvirke det indre markeds funktion i den pågældende sektor (dom af 23.12.2015, Scotch Whisky Association m.fl., C-333/14, EU:C:2015:845, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
31 Som det fremgår af artikel 1, stk. 2, litra p), i forordning nr. 1308/2013, fastsætter forordningen i det foreliggende tilfælde en fælles markedsordning for alle de landbrugsprodukter, der er anført i bilag I til EU- og EUF-traktaterne, hvorunder mælke- og mejerisektoren hører.
32 Denne forordnings artikel 148, stk. 1, bestemmer, at hvis en medlemsstat beslutter, at hver leverance af råmælk fra en landbruger til en virksomhed, der forarbejder råmælk, skal være omfattet af en skriftlig kontrakt mellem parterne, skal en sådan kontrakt opfylde betingelserne i denne artikels stk. 2. I henhold til denne forordnings artikel 148, stk. 2, litra c), skal kontrakten, som det fremgår af denne bestemmelses nr. i), navnlig indeholde den pris, der skal betales for leveringen, og som er fast og fastsat i kontrakten og/eller beregnes ud fra forskellige faktorer i kontrakten, som kan omfatte markedsindikatorer, der afspejler ændringer i markedsforholdene, den leverede mængde og kvaliteten eller sammensætningen af den leverede råmælk, og, som det fremgår af nævnte bestemmelses nr. ii), den mængde råmælk, der kan og/eller skal leveres.
33 Forordningens artikel 148, stk. 4, første afsnit, bestemmer, at alle elementerne i de kontrakter om levering af råmælk, som landbrugere, virksomheder, der indsamler råmælk, eller virksomheder, der forarbejder råmælk, har indgået, herunder de elementer, der er omhandlet i stk. 2, litra c), forhandles frit mellem parterne.
34 Det følger af artikel 148, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 1308/2013, at en medlemsstat kan fastsætte en forpligtelse for parterne til at aftale et forhold mellem en given leveret mængde og den pris, der skal betales for den pågældende levering, og kan fastsætte en minimumsvarighed, der kun finder anvendelse på skriftlige kontrakter mellem en landbruger og den første opkøber af råmælk.
35 Det følger af disse bestemmelser, at artikel 148, stk. 4, første afsnit, i forordning nr. 1308/2013 indfører en regel om, at alle elementer i kontrakter om levering af råmælk, herunder prisen, forhandles frit, mens den i stk. 4, andet afsnit, fastsætter undtagelser til denne regel.
36 Det følger heraf, at parterne skal have mulighed for at fastsætte salgsprisen på råmælk efter en indbyrdes fri forhandling og bl.a. efter en sammenstilling af udbud og efterspørgsel på det pågældende marked.
37 Som Domstolen har bemærket, er den frie fastsættelse af salgsprisen på grundlag af den frie konkurrence, når der ikke findes en prisfastsættelsesmekanisme, en del af forordning nr. 1308/2013 og er udtryk for princippet om frie varebevægelser på effektive konkurrencevilkår (jf. i denne retning dom af 23.12.2015, Scotch Whisky Association m.fl., C-333/14, EU:C:2015:845, præmis 20).
38 I det foreliggende tilfælde fremgår det af oplysningerne i forelæggelsesafgørelsen og af den litauiske regerings bemærkninger, at betingelserne for en effektiv konkurrence ikke er opfyldt på det litauiske marked for råmælk som følge af den urimelige handelspraksis fra opkøberne, hvis koncentration er stor, idet seks virksomheder forarbejder 97% af råmælken fra mere end 20 000 meget små mælkeproducenter. Inden loven om forbud mod urimelig praksis trådte i kraft, oplyste opkøberne af råmælk blot mælkeproducenterne om købsprisen på denne mælk uden forudgående forhandling, og uden at producenterne havde anden mulighed end at acceptere de pålagte betingelser. Det pres, som blev udøvet på de litauiske råmælksproducenter, og den lave grad af samarbejde mellem disse forklarer, hvorfor den gennemsnitlige købspris for råmælk i Litauen er en af de laveste i EU, og at sektoren for mælkeproduktion var truet af fallit. Denne situation, som var kendetegnet ved en uligevægt i forhandlingsmagten mellem råmælksproducenterne og forarbejdningsvirksomhederne, tilskyndede den nationale lovgiver til at vedtage den nævnte lov, som tilsigter at forsvare rettigheder og berettigede interesser hos den svageste kontraktpart, nemlig råmælksproducenterne, idet de erhvervsdrivende fik forbud mod at drive urimelig praksis, og idet der fastsattes et vist antal krav forbundet hermed.
39 Den litauiske regering har tilføjet, at den nævnte lov giver mulighed for parternes frie forhandling af købsprisen på råmælk samt genoprettelse af en effektiv konkurrence på dette marked.
40 Ifølge oplysningerne fra den forelæggende ret, som denne regering har bekræftet, ses det i denne henseende, at artikel 2, stk. 7, i loven om forbud mod urimelig praksis definerer købsprisen på råmælk som det beløb, der er aftalt mellem opkøber og sælger, som betales for råmælken, og som opfylder de grundlæggende råmælkssammensætningsindikatorer, der er fastlagt ved bekendtgørelse fra landbrugsministeren.
41 Selv om denne grundpris fastsættes i forhold til samtlige producenter i den samme gruppe, som skabes under hensyn til den dagligt solgte mængde råmælk, jf. artikel 3, stk. 3, nr. 1, og artikel 2, stk. 5, i loven om forbud mod urimelig praksis, beregnes den endelige pris, der skal betales, følgelig på grundlag af forhøjelser, tillæg, rabatter eller leveringsbetingelser, som forhandles frit og individuelt på dette tidspunkt.
42 Det skal undersøges, om Unionen ved vedtagelsen af forordning nr. 1308/2013, navnlig dens artikel 148, på udtømmende vis har udøvet sin kompetence på området for kontraktforholdet mellem parterne i en kontrakt om levering af råmælk, og nærmere bestemt om forhandlingsprocessen for denne kontrakt.
43 Det fremgår indledningsvis af affattelsen af artikel 148, stk. 1, i forordning nr. 1308/2013, navnlig ordene »[h]vis en medlemsstat beslutter«, at hver leverance af råmælk skal være omfattet af en skriftlig kontrakt mellem parterne, at en medlemsstats beslutning om at fastsætte en forpligtelse til at indgå en skriftlig aftale blot er en mulighed for denne. Denne fortolkning bekræftes af 127. betragtning til denne forordning, hvorefter medlemsstaterne »kan« beslutte at gøre det obligatorisk at indgå skriftlige og formelle kontrakter, og at »det fortsat [bør] være medlemsstaterne, der træffer en sådan beslutning«.
44 Det fremgår af denne betragtning, at »[f]or at sikre, at der […] fastsættes passende minimumsstandarder for sådanne kontrakter, […] bør der på EU-plan fastlægges nogle grundlæggende betingelser for anvendelsen af sådanne kontrakter«. Denne forordnings artikel 148 tilsigter, læst i lyset af denne betragtning, at indføre minimumsregler for de pågældende kontrakter, mens medlemsstaterne ikke forbydes at fastsætte andre, hvilket bekræftes af denne artikels ordlyd, bl.a. udtrykket kontrakten skal […] »bl.a. indeholde følgende oplysninger«, som fremgår af denne artikels stk. 2, litra c).
45 Det fremgår af disse oplysninger, at Unionen ved vedtagelsen af forordning nr. 1308/2013, og navnlig dens artikel 148, ikke på udtømmende vis har udøvet sin kompetence på området for kontraktforholdet mellem parterne i en kontrakt om levering af råmælk, hvorfor forordningen ikke kan fortolkes som et principielt forbud mod, at medlemsstaterne vedtager foranstaltninger på dette område.
46 Hvad angår den i hovedsagen omhandlede lovgivning fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at denne lovgivning hovedsageligt tilsigter at bekæmpe urimelig handelspraksis hos opkøberne af råmælk i forhold til den part, der anses for at være den svageste, nemlig mælkeproducenterne. Formålet med loven om forbud mod urimelig praksis er navnlig at forbyde sælgere og opkøbere af råmælk at benytte sådan praksis ved salg eller køb af råmælk, at underkaste afsætningen af mejeriprodukter i Litauen visse krav og at udpege den myndighed, der skal føre tilsyn med overholdelsen af bestemmelserne i denne lov, og fastsætte ansvar for eventuelle tilsidesættelser.
47 I forarbejderne til loven om forbud mod urimelig praksis anføres det således, at denne lov tilsigter at sikre balancen mellem de berettigede interesser hos henholdsvis opkøbere og sælgere af råmælk og at begrænse markedsmagten for virksomheder, der forarbejder mælk, og som befinder sig i en magtfuld stilling på dette marked, og at begrænse den fortjeneste, som er opnået urimeligt af de erhvervsdrivende, der udøver deres virksomhed med handel med mejeriprodukter ved nedsættelse af engrospriserne på disse produkter.
48 Det fremgår af 138. betragtning til forordning nr. 1308/2013, at mens anvendelse af formelle, skriftlige kontrakter i mælkesektoren er omfattet af særskilte bestemmelser, kan sådanne kontrakter bidrage til at pålægge erhvervsdrivende i andre sektorer et større ansvar samt bidrage til at undgå »visse urimelige handelspraksisser«. Det skal endvidere bemærkes, at forordning nr. 261/2012, som i EU-lovgivningen indførte en bestemmelse, som svarede til artikel 148 i forordning nr. 1308/2013, på samme vis i ottende betragtning hertil anførte, at sådanne kontrakter ligeledes kunne »bidrage til at undgå visse urimelige handelspraksisser«. Denne formulering fremgår desuden af 50. betragtning til forordning 2017/2393, der ændrede forordning nr. 1308/2013 i sin tidligere udgave, som anførte, at brugen af kontrakter i mælke- og mejerisektoren bl.a. kan bidrage til at undgå »visse urimelige handelspraksisser«.
49 Disse henvisninger til visse urimelige praksisser giver imidlertid ikke mulighed for at fastslå, at det formål med at bekæmpe urimelig praksis, som forfølges med den i hovedsagen omhandlede lovgivning, er omfattet af forordning nr. 1308/2013, for så vidt som denne forordning hverken har fastlagt regler for eller har identificeret disse praksisser i deres helhed.
50 Som det fremgår af 128. betragtning til denne forordning, forfølger den endvidere et formål om at sikre en bæredygtig produktionsudvikling og derved sikre mælkeproducenterne en rimelig levestandard i overensstemmelse med den fælles landbrugspolitiks formål, som er fastsat i artikel 39, stk. 1, TEUF. Hvis artikel 148 i forordning nr. 1308/2013 fortolkes som et forbud for medlemsstaterne mod at vedtage foranstaltninger til at bekæmpe urimelig praksis i sektoren for mælk og mejeriprodukter, ville det være i strid med dette formål og med formålet om at sikre opretholdelsen af en effektiv konkurrence på markederne for landbrugsprodukter, som ligeledes er en af målsætningerne med den fælles landbrugspolitik (jf. i denne retning dom af 19.9.2013, Panellinios Syndesmos Viomichanion Metapoiisis Kapnou, C-373/11, EU:C:2013:567, præmis 37).
51 Det skal endvidere bemærkes, at de nationale myndigheder på det område, hvor den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter gælder, principielt fortsat har kompetence til at anvende deres nationale konkurrenceregler på et kooperativ af mælkeproducenter, som indtager en dominerende stilling på det nationale marked (jf. i denne retning dom af 9.9.2003, Milk Marque og National Farmers’ Union, C-137/00, EU:C:2003:429, præmis 67).
52 Den nylige vedtagelse direktiv 2019/633, der i medfør af dets artikel 14 trådte i kraft den 30. april 2019, underbygger, at der ikke var en udtømmende harmonisering af området for bekæmpelse af urimelig handelspraksis i landbrugs- og fødevareforsyningskæden, da de i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelser blev vedtaget.
53 Henset til den i nærværende doms præmis 30 nævnte retspraksis skal det følgelig fastslås, at medlemsstaterne havde en anden restkompetence til at vedtage foranstaltninger på området for bekæmpelse af urimelig handelspraksis, som bevirker fastsættelse af rammer for den frie prisforhandlingsproces, selv om disse foranstaltninger påvirker det princip om fri forhandling af den pris, der skal betales for levering af råmælk, som er forankret i artikel 148 i forordning nr. 1308/2013, og således påvirker det indre markeds funktion i den pågældende sektor.
54 Artikel 13, stk. 1, i direktiv 2019/633 bestemmer, at medlemsstaterne senest den 1. maj 2021 vedtager og offentliggør de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv, og at de anvender disse love og bestemmelser senest den 1. november 2021. Eftersom den forelæggende ret har indgivet forelæggelsesafgørelsen, inden dette direktiv trådte i kraft, skal det fastslås, at Domstolen ikke spørges om dette.
55 Det skal imidlertid bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at de medlemsstater, som er adressater for et direktiv, mens fristen for dets gennemførelse løber, skal afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare (dom af 18.12.1997, Inter-Environnement Wallonie, C-129/96, EU:C:1997:628, præmis 45, af 22.11.2005, Mangold, C-144/04, EU:C:2005:709, præmis 67, og af 23.4.2009, VTB-VAB og Galatea, C-261/07 og C-299/07, EU:C:2009:244, præmis 38). Selv om loven om forbud mod urimelig praksis i det foreliggende tilfælde blev vedtaget, inden direktiv 2019/633 trådte i kraft, skal de nationale myndigheder og retsinstanser i videst muligt omfang afholde sig fra at fortolke denne lov således, at virkeliggørelsen af det mål, som direktivet tilstræber, bringes i alvorlig fare efter udløbet af gennemførelsesfristen (jf. i denne retning dom af 27.10.2016, Milev, C-439/16 PPU, EU:C:2016:818, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).
56 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at en national lovgivning som den, der er nævnt i nærværende doms præmis 53, imidlertid skal være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål og ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål (jf. analogt dom af 11.6.2015, Berlington Hungary m.fl., C-98/14, EU:C:2015:386, præmis 64, og af 23.12.2015, Scotch Whisky Association m.fl., C-333/14, EU:C:2015:845, præmis 28).
57 Denne prøvelse af proportionaliteten skal ske særligt under hensyn til målsætningerne for den fælles landbrugspolitik og til den fælles markedsordnings tilfredsstillende funktion, hvilket kræver en afvejning af disse målsætninger og de mål, der forfølges med den nævnte lovgivning, dvs. bekæmpelse af urimelig handelspraksis (jf. i denne retning dom af 23.12.2015, Scotch Whisky Association m.fl., C-333/14, EU:C:2015:845, præmis 28).
58 Hvad for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt denne lovgivning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, som den forfølger, skal det bemærkes, at loven om forbud mod urimelig praksis i sin artikel 2, stk. 5, inddeler råmælksproducenterne i ti grupper på grundlag af den dagligt solgte mængde råmælk, idet denne mængde er lavere end 100 kg for den første gruppe og overstiger 20 000 kg for den sidste gruppe. Denne lovs artikel 3, stk. 3, nr. 1, forbyder i henhold til kvalitetskrav opkøberen af råmælk at anvende forskellige grundpriser for producenter, der tilhører den samme gruppe, når leveringsbetingelserne er ens.
59 Denne bestemmelse sikrer således, at opkøberen tilbyder samme grundpris til alle producenter, der befinder sig i en sammenlignelig situation, henset til et objektivt kriterium, der udgøres af den dagligt solgte mængde mælk. Et sådant kriterium er i øvrigt tilladt i henhold til artikel 148, stk. 4, andet afsnit, litra a), i forordning nr. 1308/2013, som tillader medlemsstaterne at beslutte at fastsætte en forpligtelse for kontraktparterne til at aftale et forhold mellem en given leveret mængde og prisen.
60 Som det fremgår af sagsakterne for Domstolen, gør denne lovs artikel 3, stk. 3, nr. 1, det muligt at sikre, at mælkeproducenter, som ikke tilhører en anerkendt mælkeproducentorganisation, som følge af den ulige forhandlingsmagt hverken tvinges til at samtykke til de købsbetingelser for råmælk, som de pålægges af forarbejdningsvirksomheder, eller til at acceptere meget lave priser, mens andre producenter af samme størrelse modtager højere priser som følge af en mere lige forhandling. Denne bestemmelse giver desuden mulighed for, at de ikke stilles i en meget ugunstig situation på markedet i forhold til disse andre producenter. Denne bestemmelse kan ligeledes styrke forhandlingsmagten for små producenter, der følgelig er en del af en gruppe, og tilskynde til flere sammenslutninger og genskabe ligevægten i det foreliggende forhandlingsstyrkeforhold.
61 Som det fremgår af 128. betragtning til forordning nr. 1308/2013, giver artikel 149 i øvrigt med henblik på at styrke mælkeproducenternes forhandlingsmagt producentorganisationer eller sammenslutninger heraf mulighed for kollektivt at forhandle fælles aftalevilkår, herunder pris, for en del af eller alle deres medlemmers råmælksproduktion.
62 Henset til samtlige disse oplysninger synes den i hovedsagen omhandlede lovgivning egnet til at forebygge risikoen for, at den part, der anses for at være svagest i kontrakten, tvinges til at acceptere uberettigede prisnedsættelser, og således til at bekæmpe urimelig handelspraksis, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
63 Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt den i hovedsagen omhandlede lovgivning går ud over, hvad der er nødvendigt, skal der for det første tages hensyn til de særlige forhold i mejerisektoren og på det litauiske marked for råmælk, som er anført i nærværende doms præmis 22-24 og 38. Disse særlige forhold vedrører fraværet af en effektiv konkurrence på det litauiske marked for råmælk, da der foreligger en urimelig handelspraksis, og råmælkens karakter – et forgængeligt produkt, der i praksis hverken giver producenterne mulighed for at udsætte et salg, når der foreligger urimelig handelspraksis, eller at indgå i en strid med disse opkøbere, da de risikerer at skade forretningsforbindelsen – og fraværet af tilstrækkeligt samarbejde mellem mælkeproducenterne på dette marked. Som den forelæggende ret har anført, meddelte opkøberne inden vedtagelsen af loven om forbud mod urimelig praksis blot producenterne købsprisen på råmælk, uden at der kunne foregå en forudgående forhandling.
64 Det fremgår endvidere af forelæggelsesafgørelsen, at mælkeproducenterne på trods af de initiativer, der er iværksat for med forskellige midler at tilskynde til et samarbejde mellem dem, ikke i tilstrækkeligt omfang samarbejder, hvorfor der ikke har kunnet dannes en råmælksproducentorganisation som omhandlet i forordning nr. 1308/2013.
65 For det andet fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at råmælk for at kunne sælges skal opfylde visse kvalitetskrav, som fastsættes ved ministeriel bekendtgørelse, vedrørende fedtindhold, proteinindhold og kvalitetsindikatorer såsom farve, lugt, konsistens, temperatur, smag, aciditet, renhed, densitet samt neutraliserende og hæmmende stoffer.
66 Det følger af oplysningerne i denne afgørelse, at såfremt mælken ikke opfylder de andre mælkekvalitetsindikatorer, såsom det samlede antal bakterier, antallet af somatiske celler, hæmmende stoffer samt den temperatur, mælken fryser ved, anvendes de nedsættelser, der er fastsat i de nævnte regler. Der er ifølge den litauiske regering ligeledes ubegrænset mulighed for at fastsætte tillæg eller forhøjelser for mælk af bedre kvalitet.
67 Som den forelæggende ret har bemærket, følger det heraf, at den købspris, som en opkøber betaler en given råmælksproducent, der ikke tilhører en anerkendt producentorganisation, kan afhænge af den gruppe producenter, hvorunder producenten placeres, henset til den solgte mængde mælk, leveringsbetingelserne for mælken samt dette produkts sammensætning og kvalitet.
68 Som bemærket i nærværende doms præmis 32, følger det af artikel 148, stk. 2, litra c), nr. i), i forordning nr. 1308/2013, at prisen kan beregnes på grundlag af faktorer, der er fastsat i kontrakten, hvilke faktorer bl.a. kan omfatte kvaliteten eller sammensætningen af den leverede råmælk.
69 På denne baggrund og under hensyn til den fælles landbrugspolitiks formål og den fælles markedsordnings tilfredsstillende funktion går den i hovedsagen omhandlede lovgivning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det mål, som den forfølger. Det tilkommer imidlertid den forelæggende ret, som er enekompetent til direkte at pådømme den tvist, som den forelægges, at efterprøve, om de foranstaltninger, der er vedtaget for at bekæmpe urimelig handelspraksis, idet de styrker forhandlingsmagten hos de mælkeproducenter, der ikke tilhører en anerkendt mælkeproducentorganisation, og dermed for at bidrage til en bæredygtig produktionsudvikling, idet mælkeproducenterne sikres rimelige vilkår ved at begrænse princippet om fri prisforhandling, ikke går ud over, hvad der er nødvendigt.
70 Henset til de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 1, i loven om forbud mod urimelig praksis, som med henblik på at bekæmpe urimelig handelspraksis forbyder opkøbere af råmælk at betale forskellige købspriser til producenter, som må anses for at tilhøre den samme gruppe, henset til den dagligt solgte mængde råmælk af samme kvalitet og med den samme sammensætning, der leveres på den samme måde, for så vidt som denne lovgivning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
Det andet spørgsmål
71 Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 3, og artikel 5 i loven om forbud mod urimelig praksis, som forbyder opkøberen af råmælk uberettiget at nedsætte den pris, der er aftalt med producenten, og som kræver den kompetente nationale myndigheds tilladelse til prisnedsættelser på mere end 3%.
72 For det første skal det, som det fremgår af nærværende doms præmis 43-45 og 48-54, bemærkes, at artikel 148 i forordning nr. 1308/2013 ikke er til hinder for, at medlemsstaterne vedtager foranstaltninger på området for bekæmpelse af urimelig handelspraksis, som bevirker fastsættelse af rammer for den frie prisforhandlingsproces, selv om disse foranstaltninger påvirker princippet om fri forhandling af den pris, der skal betales for levering af råmælk, og således påvirker det indre markeds funktion i den pågældende sektor.
73 En sådan lovgivning skal imidlertid, som det er anført i nærværende doms præmis 56, være egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og må ikke gå videre end hvad der er nødvendigt for at nå formålet.
74 I det foreliggende tilfælde tilsigter den i hovedsagen omhandlede lovgivning, som det fremgår af nærværende doms præmis 46, navnlig at bekæmpe urimelig handelspraksis hos opkøberne af råmælk i forhold til den part, der anses for at være den svageste, nemlig mælkeproducenterne.
75 I denne forbindelse har den litauiske regering præciseret, at artikel 3, stk. 3, nr. 3, og artikel 5 i loven om forbud mod urimelig praksis tilsigter at skabe garantier for, at det, efter at der er indgået en kontrakt mellem opkøberen og sælgeren af råmælk, og den aftalte pris var fastsat i denne kontrakt, ikke længere er muligt uden objektive grunde urimeligt at nedsætte prisen.
76 For det andet synes disse bestemmelser, som den tyske regering har anført, ikke at påvirke det princip om fri prisforhandling, der følger af artikel 148 i forordning nr. 1308/2013. Disse bestemmelser synes nemlig hverken at vedrøre selve prisforhandlingen eller andre elementer i kontrakten, men derimod en af parternes ensidige ændring af denne pris efter indgåelsen af kontrakten uden enighed eller indgåelse af aftale herom, når denne kontrakt gennemføres, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve.
77 For det tredje skal det hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne er egnede til at virkeliggøre det forfulgte mål uden at gå ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål, bemærkes, at artikel 3, stk. 3, nr. 3, og artikel 5 i loven om forbud mod urimelig praksis kan sikre, at opkøberen respekterer den forhandlede pris, når der ikke er objektive forhold, der kan begrunde, at denne pris nedsættes Disse bestemmelser gør det endvidere muligt at forebygge forsøg på pres, som opkøberne udøver på mælkeproducenterne med henblik på at nedsætte disse priser, samt at beskytte sidstnævnte mod pålæggelse af vilkårlige ændringer af prisen. De nævnte bestemmelser bidrager endvidere til efterfølgende at sikre, at den skriftlige kontrakt, der er indgået mellem parterne, gennemføres korrekt, ligesom de sikrer en vis prisstabilitet for råmælk.
78 Henset hertil er den i hovedsagen omhandlede lovgivning egnet til at nå det forfulgte formål.
79 Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt denne lovgivning går ud over, hvad der er nødvendigt, skal der, som det fremgår af nærværende doms præmis 63, tages hensyn til de særlige forhold i mejerisektoren og på det litauiske marked for råmælk, navnlig vedrørende fraværet af en effektiv konkurrence på dette marked og råmælkens forgængelige karakter, der i praksis hverken giver producenterne mulighed for at udsætte en levering, når der foreligger urimelig handelspraksis, eller at indgå i en strid med disse opkøbere, da de risikerer at skade forretningsforbindelsen.
80 Det skal ligeledes bemærkes, at artikel 3, stk. 3, nr. 3, og artikel 5 i loven om forbud mod urimelig praksis ikke forbyder enhver nedsættelse af den aftalte pris, men blot bestemmer, at sådanne nedsættelser skal være objektivt begrundede og ske efter tilladelse fra den kompetente administrative myndighed for større nedsættelser. Disse bestemmelser synes endvidere ikke at kunne hindre parterne i i en kontrakt at inkludere vilkår, der giver mulighed for at nedsætte den fastsatte pris, hvis der indtræder nye objektive forhold, som de har aftalt.
81 Det skal i øvrigt bemærkes, at artikel 148, stk. 4, andet afsnit, i forordning nr. 1308/2013 giver medlemsstaterne mulighed for som undtagelse til princippet om fri forhandling af alle elementerne i kontrakter om levering af råmælk, herunder prisen, at fastsætte en minimumsvarighed på mindst seks måneder, der finder anvendelse på skriftlige kontrakter mellem en landbruger og den første opkøber af råmælk.
82 På baggrund af det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 3, og artikel 5 i loven om forbud mod urimelig praksis, som med henblik på at bekæmpe urimelig handelspraksis forbyder opkøberen af råmælk uberettiget at nedsætte den pris, der er aftalt med producenten, og som kræver den kompetente nationale myndigheds tilladelse til prisnedsættelser på mere end 3%.
Sagsomkostninger
83 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:
1) Artikel 148, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/2393 af 13. december 2017, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 1, i Lietuvos Respublikos Ūkio subjektų, perkančių-parduodančių žalią pieną ir prekiaujančių pieno gaminiais, nesąžiningų veiksmLietuvos Respublikos Ūkio subjektų, perkančių-parduodančių žalią pieną ir prekiaujančių pieno gaminiais, nesąžiningų veiksmų draudimo įstatymas Nr. XII-1907 (Republikken Litauens lov nr. XII-1907 om forbud mod litauiske erhvervsdrivendes urimelige praksis ved opkøb og salg af råmælk og markedsføring af mejeriprodukter af 25.6.2015, som ændret ved lov af 22.12.2015), som med henblik på at bekæmpe urimelig handelspraksis forbyder opkøbere af råmælk at betale forskellige købspriser til producenter, som må anses for at tilhøre den samme gruppe, henset til den dagligt solgte mængde råmælk af samme kvalitet og med den samme sammensætning, der leveres på den samme måde, for så vidt som denne lovgivning er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte mål og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå dette mål, hvilket det tilkommer den nationale ret at efterprøve.
2) Artikel 148, stk. 4, i forordning nr. 1308/2013, som ændret ved forordning 2017/2393, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den, der er fastsat i artikel 3, stk. 3, nr. 3, og artikel 5 i Republikken Litauens lov nr. XII-1907 om forbud mod litauiske erhvervsdrivendes urimelige praksis ved opkøb og salg af råmælk og markedsføring af mejeriprodukter af 25. juni 2015, som ændret ved lov af 22. december 2015, som med henblik på at bekæmpe urimelig handelspraksis forbyder opkøberen af råmælk uberettiget at nedsætte den pris, der er aftalt med producenten, og som kræver den kompetente nationale myndigheds tilladelse til prisnedsættelser på mere end 3%.
Underskrifter