Language of document :

Domstolens dom (Femte Afdeling) af 16. juli 2015 – Huawei Technologies Co. Ltd mod ZTE Corp. og ZTE Deutschland GmbH (anmodning om præjudiciel afgørelse fra Landgericht Düsseldorf – Tyskland)

(Sag C-170/13) 1

(Konkurrence – artikel 102 TEUF – virksomhed, der er indehaver af et standard-essentielt patent, og som over for standardiseringsorganet har påtaget sig at indrømme tredjeparter licens på dette patent på retfærdige, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår, normalt kaldet »FRAND« (»fair, reasonable and non-discriminatory«) – misbrug af dominerende stilling – patentkrænkelsessøgsmål – søgsmål med påstand om undladelse – søgsmål med påstand om tilbagekaldelse af produkter – søgsmål med påstand om fremlæggelse af regnskabsoplysninger – erstatningssøgsmål – forpligtelser, der påhviler indehaveren af et standard-essentielt patent)

Processprog: tysk

Den forelæggende ret

Landgericht Düsseldorf

Parter i hovedsagen

Sagsøger: Huawei Technologies Co. Ltd

Sagsøgte: ZTE Corp. og ZTE Deutschland GmbH

Konklusion

Artikel 102 TEUF skal fortolkes således, at en indehaver af et patent, der er essentielt for en standard, der er fastsat af et standardiseringsorgan, og som har påtaget sig en uigenkaldelig forpligtelse over for dette organ til at indrømme tredjeparter licens på retfærdige, rimelige og ikke-diskriminerende vilkår, normalt kaldet »FRAND« (»fair, reasonable and non-discriminatory«), ikke misbruger sin dominerende stilling som omhandlet i denne artikel ved at anlægge patentkrænkelsessøgsmål med påstand om undladelse af krænkelse af indehaverens patent eller tilbagekaldelse af produkter, som er blevet fremstillet under anvendelse af dette patent, når:

–    indehaveren, inden dette søgsmål anlægges, for det første har givet den påståede patentkrænker meddelelse om den krænkelse, vedkommende foreholdes, idet patentet angives, og det præciseres, hvorledes det er blevet krænket, og for det andet, efter at den påståede patentkrænker har udtrykt ønske om at indgå en licensaftale på FRAND-vilkår, har overbragt denne krænker et konkret, skriftligt licenstilbud på sådanne vilkår, som bl.a. præciserer licensafgiften og fremgangsmåden for dens beregning, og

–    denne krænker fortsætter med at udnytte patentet uden hurtigt at følge op på dette tilbud i overensstemmelse med sædvanlig anerkendt handelspraksis inden for området og i god tro, hvilket skal afgøres på grundlag af objektive kriterier og bl.a. indebærer fraværet af enhver forhalingstaktik.

Artikel 102 TEUF skal fortolkes således, at det ikke under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede er forbudt for en virksomhed, som indtager en dominerende stilling, og som er indehaver af et patent, der er essentielt for en standard, der er fastsat af et standardiseringsorgan, med hensyn til hvilket virksomheden over for standardiseringsorganet har påtaget sig at indrømme licenser på FRAND-vilkår, at anlægge patentkrænkelsessøgsmål mod en påstået patentkrænker af virksomhedens patent med påstand om fremlæggelse af regnskabsoplysninger vedrørende tidligere brug af dette patent eller tildeling af skadeserstatning for sådan brug.

____________

1 EUT C 215 af 27.7.2013.