RETTENS DOM (Ottende Afdeling)

9. december 2014 (*)

»Konkurrence – karteller – markedet for rundt armeringsstål i stænger eller ruller – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 65 KS, efter EKSF-traktatens udløb, på grundlag af forordning (EF) nr. 1/2003 – fastsættelse af priser og betalingsfrister – begrænsning af eller kontrol med produktion eller afsætning – tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter – retsgrundlag – overskridelse af beføjelser og procedurefordrejning – bøder – loft fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 – annullationssøgsmål – beslutning om ændring – afvisning«

I sagerne T-472/09 og T-55/10,

SP SpA, Brescia (Italien), ved advokat G. Belotti,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen, i sag T-472/09 først ved R. Sauer, V. Di Bucci og B. Gencarelli, derefter ved R. Sauer og R. Striani, som befuldmægtigede, bistået af advokat M. Moretto, og i sag T-55/10 først ved R. Sauer og B. Gencarelli, derefter ved R. Sauer og R. Striani, bistået af M. Moretto,

sagsøgt,

angående i sag T-472/09 en påstand om, at det fastslås, at Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37 956 – Rundt armeringsstål, genvedtagelse) er en nullitet eller skal annulleres, en subsidiær påstand om annullation af nævnte beslutnings artikel 2 og en mere subsidiær påstand om nedsættelse af den bøde, der er blevet pålagt sagsøgeren, samt i sag T-55/10 en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009 om ændring af beslutning K(2009) 7492 endelig,

har

RETTEN (Ottende Afdeling)

sammensat af dommerne M.E. Martins Ribeiro (refererende dommer), som fungerende afdelingsformand, A. Popescu og G. Berardis,

justitssekretær: fuldmægtig T. Weiler,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 29. januar 2013,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1.     EKSF-traktatens bestemmelser

1        Artikel 36 KS fastsatte følgende:

»Inden Kommissionen træffer bestemmelse om en af de økonomiske sanktioner eller fastsætter en af de tvangsbøder, der omhandles i denne traktat, skal den give vedkommende lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

Domstolen har fuld prøvelsesret i sager vedrørende økonomiske sanktioner og tvangsbøder, der er fastsat i henhold til bestemmelserne i denne traktat.

Klagerne kan på de i denne traktats artikel 33, stk. 1, fastsatte vilkår til støtte for deres sag påberåbe sig, at beslutninger og henstillinger, som de påstås at have tilsidesat, lider af retlige mangler.«

2        Artikel 47 KS havde følgende ordlyd:

»Kommissionen kan indhente de oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen af dens opgaver. Den kan lade foretage de nødvendige efterprøvelser.

Kommissionen er forpligtet til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder, navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold. Med dette forbehold skal den offentliggøre alle oplysninger, som kan være til nytte for regeringerne eller alle andre interesserede parter.

Virksomheder, som unddrager sig forpligtelser, der er pålagt dem ved beslutninger vedtaget i medfør af denne artikel, eller som bevidst meddeler urigtige oplysninger, kan af Kommissionen pålægges bøder, som ikke kan overstige 1% af den årlige omsætning, samt tvangsbøder, som ikke kan overstige 5% af den gennemsnitlige daglige omsætning for hver dags forsinkelse.

Ethvert brud på tjenestehemmeligheden, som begås af Kommissionen, og som påfører et foretagende tab, kan give anledning til erstatningssøgsmål, som anlægges for Domstolen i henhold til bestemmelserne i artikel 40.«

3        Artikel 65 KS bestemte følgende:

»1.      Alle aftaler mellem virksomheder, alle vedtagelser inden for virksomheders organisationer og alle former for samordnet praksis, som har til formål direkte eller indirekte at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence på det fælles marked, er forbudt, navnlig sådanne, som består i:

a)      fastsættelse eller bestemmelse af priser

b)      begrænsning af eller kontrol med produktion, teknisk udvikling eller investeringer

c)      opdeling af markeder, produkter, aftagere eller forsyningskilder.

[…]

4.      Aftaler eller vedtagelser, der er forbudt i medfør af denne artikels stk. 1, er uden videre ugyldige og kan ikke påberåbes ved nogen domstol i medlemsstaterne.

Under forbehold af adgang til at indbringe søgsmål for Domstolen har alene Kommissionen kompetence til at udtale sig om overensstemmelsen mellem de nævnte aftaler eller vedtagelser og bestemmelserne i denne artikel.

5.      Virksomheder, som har indgået en aftale, der uden videre er ugyldig eller som ved at benytte voldgift, konventionalbøder, boykot eller ethvert andet middel har anvendt eller forsøgt at anvende en sådan ugyldig aftale eller vedtagelse eller en aftale, hvortil godkendelse er blevet nægtet eller tilbagekaldt, eller som har opnået en tilladelse ved bevidst at fremsætte falske eller fordrejede oplysninger, eller som anvender fremgangsmåder, der strider mod bestemmelserne i stk. 1, kan af Kommissionen ikendes bøder eller tvangsbøder, der højst må være lig med det dobbelte af omsætningen for de produkter, som vedrøres af den aftale, vedtagelse eller fremgangsmåde, der strider mod bestemmelserne i dette stykke, dog således at det ovenfor fastsatte maksimum, når formålet har været at begrænse produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, i tilfælde af bøder kan sættes op til 10% af de pågældende virksomheders årsomsætning og i tilfælde af tvangsbøder op til 20% af den daglige omsætning.«

4        I henhold til artikel 97 KS udløb EKSF-traktaten den 23. juli 2002.

2.     EF-traktatens bestemmelser

5        Artikel 305, stk. 1, EF havde følgende affattelse:

»Denne traktats bestemmelser ændrer ikke bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, navnlig ikke medlemsstaternes rettigheder og forpligtelser, beføjelserne for dette Fællesskabs institutioner og reglerne i den nævnte traktat om, hvorledes fællesmarkedet for kul og stål skal fungere.«

3.     Forordning nr. 1/2003

6        Artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] (EFT 2003 L 1, s. 1) har følgende ordlyd: »Med hensyn til anvendelsen af […] artikel 81 [EF] og 82 [EF] har Kommissionen de i denne forordning fastsatte beføjelser.«

7        Artikel 7 i forordning nr. 1/2003 med overskriften »Konstatering og standsning af overtrædelser« fastsætter følgende:

»1.      Hvis Kommissionen på grundlag af en klage eller på eget initiativ konstaterer, at […] artikel 81 [EF] eller 82 [EF] er overtrådt, kan den ved en beslutning pålægge de deltagende virksomheder eller virksomhedssammenslutninger at bringe den pågældende overtrædelse til ophør […] Når Kommissionen har en berettiget interesse deri, kan den endvidere fastslå, at der tidligere forelå en overtrædelse, som er bragt til ophør.

[...]«

8        Artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1/2003 bestemmer følgende:

»Kommissionen kan ved beslutning pålægge virksomheder og virksomhedssammenslutninger bøder, hvis de forsætligt eller uagtsomt:

a)      overtræder […] artikel 81 [EF] eller 82 [EF]«

4.     Kommissionens meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb

9        Den 18. juni 2002 vedtog Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber meddelelsen om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb (EFT C 152, s. 5, herefter »meddelelsen af 18. juni 2002«).

10      Det præciseres i punkt 2 i meddelelsen af 18. juni 2002, at formålet med denne er:

»[…]

–        at give de økonomiske aktører og de medlemsstater, der berøres af EKSF-traktaten og de afledte EKSF-regler, en kort oversigt over de vigtigste ændringer i relation til de gældende materielle regler og procedureregler som følge af overgangen til EF-reglerne […]

–        at redegøre for, hvordan Kommissionen vil behandle særlige problemer i forbindelse med overgangen fra EKSF-reglerne til EF-reglerne på kartelområdet […] og inden for fusionskontrol […] og statsstøttekontrol«.

11      Punkt 31 i meddelelsen af 18. juni 2002, som er indeholdt i det underafsnit, der vedrører særlige spørgsmål i forbindelse med overgangen fra EKSF-reglerne til EF-reglerne, har følgende ordlyd:

»Hvis Kommissionen, når den anvender Fællesskabets konkurrenceregler på aftaler, påviser en overtrædelse på et område, der er omfattet af EKSF-traktaten, vil de materielle regler, der finder anvendelse, uanset tidspunktet, være de gældende regler på det tidspunkt, hvor de forhold, der indebærer overtrædelse, fandt sted. Hvad proceduren angår er det under alle omstændigheder EF-reglerne, der finder anvendelse efter EKSF-traktatens udløb […]«

 Tvisternes genstande

12      De foreliggende sager vedrører dels en påstand om, at det fastslås, at Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37 956 – Rundt armeringsstål, genvedtagelse) (herefter »den første beslutning«) er en nullitet eller skal annulleres, en subsidiær påstand om annullation af nævnte beslutnings artikel 2 og en mere subsidiær påstand om nedsættelse af den bøde, der er blevet pålagt sagsøgeren, SP SpA (sag T-472/09), dels en påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 9912 endelig af 8. december 2009 om ændring af den første beslutning (herefter »ændringsbeslutningen«) (sag T-55/10).

13      Kommissionen lagde i den første beslutning til grund, at følgende selskaber havde overtrådt artikel 65 KS:

–        Alfa Acciai SpA (herefter »Alfa«)

–        Feralpi Holding SpA (herefter »Feralpi«)

–        Ferriere Nord SpA

–        IRO Industrie Riunite Odolesi SpA (herefter »IRO«)

–        Leali SpA og Acciaierie e Ferriere Leali Luigi SpA, der var under likvidation (herefter »AFLL«) (disse to selskaber benævnes herefter under ét »Leali-AFLL«)

–        Lucchini SpA og sagsøgeren (disse to selskaber benævnes herefter under ét »Lucchini-SP«)

–        Riva Fire SpA (herefter »Riva«)

–        Valsabbia Investimenti SpA og Ferriera Valsabbia SpA (disse to selskaber benævnes herefter under ét »Valsabbia«).

 Præsentation af sagsøgeren

14      Sagsøgeren er et selskab under likvidation, der er opført som inaktivt i handelsregistret i Brescia (Italien), og som ejes med 83,333% af juridiske eller fysiske personer, der tilhører familien Lucchini, mens de resterende 16,667% ejes af Lucchini (99. betragtning til den første beslutning).

15      Siderpotenza SpA (herefter »det første Siderpotenza«) var mellem 1989 og 1991 en virksomhed, der var kontrolleret i fællesskab af dels Lucchini Siderurgica SpA, dels det tidligere Acciaierie e Ferriere Leali Luigi. Den 5. marts 1991 blev det første Siderpotenza overtaget af Lucchini Siderurgica. Lucchini Siderurgica blev overtaget af Lucchini den 10. oktober 1998 med virkning fra den 1. december 1998 (96. og 97. betragtning til den første beslutning).

16      Den 31. oktober 1997 blev Lucchini Siderurgicas afdeling for »rundt armeringsstål« overdraget til Siderpotenza, der var et i juli 1997 stiftet selskab (herefter »det nye Siderpotenza«). Den 30. maj 2002 overdrog det nye Siderpotenza sine enheder for produktion af rundt armeringsstål til Ferriere Nord (99. og 538. betragtning til den første beslutning).

17      Den 12. september 2002 ændrede det nye Siderpotenza sit selskabsnavn til SP (99. betragtning til den første beslutning). SP trådte i likvidation den 28. maj 2009.

 Tvistens baggrund

18      Fra oktober til december 2000 foretog Kommissionen i henhold til artikel 47 KS en række kontrolundersøgelser hos italienske virksomheder, der producerede rundt armeringsstål, og hos en sammenslutning af italienske stålvirksomheder. Kommissionen rettede ligeledes anmodninger om oplysninger til dem i henhold til artikel 47 KS (114. betragtning til den første beslutning).

19      Den 26. marts 2002 indledte Kommissionen den administrative procedure og formulerede klagepunkter i henhold til artikel 36 KS (herefter »klagepunktsmeddelelsen«) (114. betragtning til den første beslutning). Sagsøgeren fremsatte sine skriftlige bemærkninger til klagepunktsmeddelelsen. En høring fandt sted den 13. juni 2002 (118. betragtning til den første beslutning).

20      Den 12. august 2002 formulerede Kommissionen en række supplerende klagepunkter (herefter »den supplerende klagepunktsmeddelelse«), som var stilet til adressaterne for klagepunktsmeddelelsen. Kommissionen redegjorde i den supplerende klagepunktsmeddelelse – der var baseret på artikel 19, stk. 1, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i […] [artikel] [81 EF] og [82 EF] (EFT 1959-1962, s. 81) – for sin holdning til procedurens fortsættelse efter EKSF-traktatens udløb. Der blev meddelt de berørte virksomheder en frist for fremsættelse af deres bemærkninger, og der fandt endnu en høring sted den 30. september 2002 i overværelse af repræsentanter for medlemsstaterne (119. betragtning til den første beslutning).

21      Ved procedurens afslutning vedtog Kommissionen beslutning K(2002) 5087 endelig af 17. december 2002 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37 956 – Rundt armeringsstål) (herefter »beslutningen af 2002«), hvorved den konstaterede, at de virksomheder, som beslutningen var rettet til, havde deltaget i en samlet, kompleks og vedvarende aftale, som havde tilsigtet eller medført prisfastsættelse, og som også havde indebåret en aftale om begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen af rundt armeringsstål i stænger eller ruller på det italienske marked i strid med artikel 65, stk. 1, KS (121. betragtning til den første beslutning). Kommissionen pålagde i denne beslutning Lucchini og sagsøgeren en bøde på 16,14 mio. EUR med solidarisk hæftelse.

22      Den 30. januar 2003 anlagde sagsøgeren sag ved Retten til prøvelse af beslutningen af 2002. Retten annullerede ved dom af 25. oktober 2007, SP m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-27/03, T-46/03, T-58/03 og T-79/03 og T-80/03, T-97/03 og T-98/03, Sml. II, s. 4331), beslutningen af 2002. Retten bemærkede, at beslutningen af 2002 – henset bl.a. til, at den ikke indeholdt nogen henvisning til artikel 3 og artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 – alene var baseret på artikel 65, stk. 4 og 5, KS (dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, præmis 101). Da disse regler var udløbet den 23. juli 2002, kunne Kommissionen ikke længere af disse bestemmelser, som var bortfaldet, da beslutningen af 2002 blev vedtaget, udlede en kompetence til at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og til at pålægge de virksomheder, som havde deltaget i denne overtrædelse, bøder (dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, præmis 120).

23      Kommissionen underrettede ved skrivelse af 30. juni 2008 sagsøgeren og de øvrige berørte virksomheder om, at den havde til hensigt at vedtage en beslutning på ny ved at ændre retsgrundlaget i forhold til dét, der var blevet valgt for beslutningen af 2002. Kommissionen præciserede desuden, at den genvedtagne beslutning – i betragtning af den begrænsede rækkevidde af dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22 – ville blive baseret på de beviser, der var blevet fremlagt i klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse. Der blev meddelt de berørte virksomheder en frist for fremsættelse af deres bemærkninger (6. og 123. betragtning til den første beslutning).

24      Kommissionen anmodede ved telefax af 11. september 2008 sagsøgeren om oplysninger vedrørende de ændringer, der var sket i aktionærstrukturen siden august 2002, og den globale omsætning i 2007 og tilsendte sagsøgeren et eksemplar af den ovennævnte skrivelse af 30. juni 2008, som var blevet fremsendt til en adresse, der ikke længere blev benyttet. Sagsøgeren besvarede denne begæring om oplysninger ved skrivelse af 17. september 2008.

 Den første beslutning

25      Kommissionen vedtog den 30. september 2009 den første beslutning, som blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 1. oktober 2009.

26      Kommissionen konstaterede i den første beslutning, at de heri omhandlede konkurrencebegrænsninger udsprang af et kartel mellem italienske producenter af rundt armeringsstål og mellem disse og deres sammenslutning, som havde fundet sted i perioden mellem 1989 og 2000, og som havde tilsigtet eller medført en fastsættelse eller bestemmelse af priserne samt en begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen gennem udveksling af en betragtelig mængde oplysninger vedrørende markedet for rundt armeringsstål i Italien (7. og 399. betragtning til den første beslutning).

27      Hvad angår den retlige vurdering af den i den foreliggende sag omhandlede adfærd fremhævede Kommissionen for det første i 353.-369. betragtning til den første beslutning, at forordning nr. 1/2003 skulle fortolkes således, at den giver Kommissionen mulighed for efter den 23. juli 2002 at fastslå karteller inden for de sektorer, som er omfattet af EKSF-traktatens materielle og tidsmæssige anvendelsesområde, og pålægge sanktioner herfor. Kommissionen angav i 370. betragtning til den første beslutning, at denne var blevet vedtaget i overensstemmelse med procedurereglerne i EF-traktaten og forordning nr. 1/2003. Kommissionen anførte i øvrigt i 371.-376. betragtning til den første beslutning, at de principper, der regulerer den tidsmæssige succession af regler, kunne føre til anvendelsen af materielle bestemmelser, der ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor en EU-institution vedtager en retsakt, med forbehold af anvendelsen af det almindelige lex mitior-princip, i henhold til hvilket en person ikke kan pålægges en sanktion for et forhold, som ikke udgør en lovovertrædelse ifølge den lovgivning, der efterfølgende er trådt i kraft. Kommissionen konkluderede, at EF-traktaten i den foreliggende sag ikke konkret var mere fordelagtig end EKSF-traktaten, og at lex mitior-princippet følgelig under alle omstændigheder ikke med føje kunne påberåbes til at anfægte EKSF-traktatens anvendelse på den i den foreliggende sag omhandlede adfærd.

28      Hvad dernæst angår anvendelsen af artikel 65, stk. 1, KS bemærkede Kommissionen for det første, at kartellet tilsigtede en prisfastsættelse, ifølge hvilken der tillige var blevet fastsat en begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen. Hvad angår prisfastsættelsen var kartellet ifølge Kommissionen i det væsentlige baseret på aftaler eller samordnet praksis vedrørende basisprisen i perioden fra den 15. april 1992 til den 4. juli 2000 (og, indtil 1995, på aftaler og samordnet praksis vedrørende betalingsfrister) og på aftaler eller samordnet praksis vedrørende »tillæg« i perioden fra den 6. december 1989 til den 1. juni 2000 (399. og 400. betragtning til den første beslutning).

29      Hvad for det andet angår de omhandlede konkurrencebegrænsende praksissers virkninger på markedet angav Kommissionen, at eftersom der var tale om et kartel, hvis formål var at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence, var det ikke nødvendigt at godtgøre, at dette kartel havde haft virkninger på markedet (512. betragtning til den første beslutning). Kommissionen fandt dog, at kartellet havde haft konkrete virkninger på markedet (513.-518. betragtning til den første beslutning). Navnlig konkluderede Kommissionen, at kartellet havde påvirket den salgspris, som var blevet anvendt af producenterne af rundt armeringsstål i Italien, selv om de inden for kartellet trufne foranstaltninger ikke altid umiddelbart havde afstedkommet de resultater, som de virksomheder, der deltog i kartellet, havde håbet. Desuden kunne der ifølge Kommissionen være tilfælde af virkninger på et senere tidspunkt. I øvrigt repræsenterede de omhandlede virksomheder ca. 21% af det italienske marked for rundt armeringsstål i 1989, 60% i 1995 og ca. 83% i 2000, hvilket indikerede, at de samordnede prisstigninger havde en tiltagende virkning på markedet. Endelig fremhævede Kommissionen, at den omstændighed, at de initiativer, der blev taget på dette område, allerede fra 1989 blev meddelt samtlige producenter af rundt armeringsstål, ligeledes havde forstærket betydningen af disse virkninger i kartellets første år (519. betragtning til den første beslutning).

30      Kommissionen identificerede for det tredje adressaterne for den første beslutning. Hvad angår sagsøgeren angav Kommissionen i 538.-544. betragtning til den første beslutning, at den havde besluttet at holde Lucchini og sagsøgeren ansvarlige for overtrædelsen, da disse sidstnævnte udgjorde en virksomhed, som kunne tilregnes ansvaret for ikke blot Lucchinis og sagsøgerens egne handlinger, men tillige Lucchini Siderurgicas og det første Siderpotenzas handlinger.

31      Med hensyn til forekomsten af en økonomisk enhed mellem Lucchini og sagsøgeren støttede Kommissionen sig på det forhold, at såvel Lucchini som sagsøgeren i hele overtrædelsesperioden var direkte eller indirekte kontrolleret af familien Lucchini. Desuden var kontrollen med sagsøgeren i forbindelse med den konkrete styring af produktionspolitikken og forretningspolitikken vedrørende sektoren for rundt armeringsstål blevet udøvet af Lucchini, således som det ifølge Kommissionen fremgik af præcist, udførligt og dokumenteret bevismateriale og af overensstemmende oplysninger angående Lucchinis og sagsøgerens organisationsstruktur, bl.a. på baggrund af den omstændighed, at visse personer havde bestridt vigtige forretningsmæssige ledelsesfunktioner, undertiden samtidigt, i disse selskaber (540. betragtning til den første beslutning).

32      Hvad angår det forhold, at Lucchini og sagsøgeren blev pålagt ansvaret for den eventuelle konkurrencebegrænsende adfærd, der var blevet udvist af det første Siderpotenza og Lucchini Siderurgica, som ikke længere eksisterer i retlig henseende, bemærkede Kommissionen for det første, at Lucchini Siderurgica var indtrådt som retssuccessor for det første Siderpotenza som følge af overtagelsen den 5. marts 1991, og at Lucchini på tilsvarende vis havde efterfulgt Lucchini Siderurgica som følge af overtagelsen den 1. december 1998. For det andet var hele den materielle og menneskelige kapital, der tilhørte det første Siderpotenza, blevet udnyttet af Lucchini Siderurgica fra det første Siderpotenzas sammenslutning med Lucchini Siderurgica den 5. marts 1991. For det tredje var den materielle og menneskelige kapital, der var knyttet til fabrikken i Potenza (Italien) og blev administreret af Lucchini Siderurgica, blevet overført, inden for koncernen, til sagsøgeren. For det fjerde havde Lucchini Siderurgica og siden Lucchini udøvet en afgørende indflydelse på sagsøgerens aktiviteter indtil den 1. juni 2002, som var datoen for overdragelsen af den virksomhedsafdeling, der fremstillede rundt armeringsstål, til Ferriere Nord (540. og 541. betragtning til den første beslutning).

33      Kommissionen konkluderede følgelig, at der forelå a) retlig kontinuitet mellem det første Siderpotenza og Lucchini Siderurgica, b) økonomisk kontinuitet mellem disse to selskaber og det nye Siderpotenza (i dag sagsøgeren) hvad angik fabrikken i Potenza (Italien), c) ansvar for Lucchini Siderurgica og Lucchini – som følge af den afgørende indflydelse, som de havde udøvet – for det nye Siderpotenzas aktiviteter og d) retlig kontinuitet mellem Lucchini Siderurgica og Lucchini. Kommissionen fandt, at det fulgte heraf, at alle disse enheder udgjorde én og samme virksomhed, som var sammenfaldende med den, der udgjordes af Lucchini og sagsøgeren (541. betragtning til den første beslutning).

34      Kommissionen fandt for det fjerde, at artikel 65, stk. 2, KS og artikel 81, stk. 3, EF ikke fandt anvendelse i den foreliggende sag (567.-570. betragtning til den første beslutning). Kommissionen fremhævede ligeledes, at de i artikel 25 i forordning nr. 1/2003 fastsatte forældelsesregler ikke forhindrede den i at vedtage den første beslutning (571.-574. betragtning til den første beslutning).

35      Hvad for det femte angik beregningen af størrelsen af de bøder, der blev pålagt i den foreliggende sag, angav Kommissionen, at den i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 kunne pålægge de virksomheder, som havde overtrådt konkurrencereglerne, bøder. Eftersom det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte bødeloft er forskelligt fra det, der var fastsat i artikel 65, stk. 5, KS, angav Kommissionen, at den ville anvende det laveste loft i overensstemmelse med lex mitior-princippet (576. betragtning til den første beslutning). Kommissionen angav tillige, at den – således som den havde underrettet de berørte virksomheder om ved skrivelse af 30. juni 2008 – havde besluttet i den foreliggende sag at anvende retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, [KS] (EFT 1998 C 9, s. 3, herefter »retningslinjerne af 1998«). Kommissionen tilføjede, at den i den foreliggende sag dog ville tage hensyn til det forhold, at den allerede havde truffet afgørelse om størrelsen af de bøder, som den agtede at pålægge de omhandlede virksomheder, ved vedtagelsen af beslutningen af 2002 (579. og 580. betragtning til den første beslutning).

36      Kommissionen fandt for det første, at et kartel, der havde til formål at fastsætte priser, hvilket gennemførtes på forskellige måder, bl.a. ved begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen, udgjorde en meget alvorlig overtrædelse af de EU-retlige konkurrenceregler (591. betragtning til den første beslutning). Kommissionen forkastede de omhandlede virksomheders argumenter om, at overtrædelsens grovhed blev mindsket, henset til de begrænsede konkrete virkninger på markedet og den økonomiske sammenhæng, inden for hvilke disse virksomheder havde udviklet sig (583.-596. betragtning til den første beslutning). Ifølge Kommissionen havde den – uden at det dog påvirkede overtrædelsens meget alvorlige karakter – ved fastsættelsen af bødens grundbeløb taget hensyn til de særlige karakteristika ved denne sag, i dette tilfælde den omstændighed, at den vedrørte et nationalt marked, som i den relevante periode var underlagt EKSF-traktatens særlige regler, og hvoraf de virksomheder, som den første beslutning var rettet til, kun tegnede sig for en begrænset andel i første del af overtrædelsesperioden (599. betragtning til den første beslutning).

37      Kommissionen tog for det andet hensyn til hver enkelt virksomheds specifikke vægt og klassificerede disse virksomheder ud fra deres relative betydning på det omhandlede marked. Eftersom Kommissionen ikke havde anset de relative markedsandele, som adressaterne for den første beslutning havde opnået i løbet af det sidste hele år, hvor overtrædelsen fandt sted (1999), for repræsentative for disses faktiske tilstedeværelse på det omhandlede marked i løbet af referenceperioden, anlagde Kommissionen på grundlag af de gennemsnitlige markedsandele i perioden 1990-1999 en sondring mellem tre virksomhedsgrupper, nemlig først Feralpi og Valsabbia, på hvilke den anvendte et udgangsbeløb for bøden på 5 mio. EUR, dernæst Lucchini-SP, Alfa, Riva og Leali-AFLL, på hvilke den anvendte et udgangsbeløb for bøden på 3,5 mio. EUR, og endelig IRO og Ferriere Nord, på hvilke den anvendte et udgangsbeløb på 1,75 mio. EUR (599.-602. betragtning til den første beslutning).

38      For at sikre, at bøden havde en tilstrækkeligt afskrækkende virkning, forhøjede Kommissionen bødens udgangsbeløb med 200% for Lucchini-SP og med 375% for Riva (604. og 605. betragtning til den første beslutning).

39      Kommissionen vurderede for det tredje, at kartellet havde varet fra den 6. december 1989 til den 4. juli 2000. Hvad angik sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen bemærkede Kommissionen, at denne strakte sig fra den 6. december 1989 til den 27. juni 2000. Kommissionen fremhævede dog, at Lucchini-SP fra den 9. juni 1998 til den 30. november 1998 ikke havde deltaget i den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen (606. betragtning til den første beslutning).

40      Eftersom overtrædelsen havde varet mere end ti år og seks måneder for samtlige virksomheder med undtagelse af Ferriere Nord, blev bødens udgangsbeløb forhøjet med 105% for alle virksomhederne med undtagelse af Ferriere Nord, hvis udgangsbeløb blev forhøjet med 70%. Følgelig blev bødernes grundbeløb fastsat som følger:

–        Feralpi: 10,25 mio. EUR

–        Valsabbia: 10,25 mio. EUR

–        Lucchini-SP: 14,35 mio. EUR

–        Alfa: 7,175 mio. EUR

–        Riva: 26,9 mio. EUR

–        Leali-AFLL: 7,175 mio. EUR

–        IRO: 3,58 mio. EUR

–        Ferriere Nord: 2,97 mio. EUR (607. og 608. betragtning til den første beslutning).

41      Hvad for det fjerde angår skærpende omstændigheder bemærkede Kommissionen, at Ferriere Nord allerede havde været adressat for en beslutning vedtaget af Kommissionen den 2. august 1989 for selskabets deltagelse i et kartel vedrørende prisfastsættelse og begrænsning af afsætningen inden for sektoren for armeringsnet, og forhøjede grundbeløbet for dets bøde med 50%. Kommissionen lagde til grund, at der ikke forelå nogen formildende omstændigheder (609.-623. betragtning til den første beslutning).

42      Hvad for det femte angår fastsættelsen af bødens maksimale størrelse i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 vurderede Kommissionen, at størrelsen af den bøde, der blev pålagt de omhandlede virksomheder, ikke oversteg loftet på 10% af den omsætning, der var opnået for produkter omfattet af EKSF-traktaten inden for Unionens område i 2007. Hvad nærmere bestemt angik sagsøgeren fremhævede Kommissionen, at det forhold, at denne aktuelt var inaktiv, ikke var til hinder for, at Kommissionen pålagde denne en bøde, for så vidt som sagsøgeren skulle holdes solidarisk ansvarlig sammen med Lucchini, eftersom disse udgjorde én og samme virksomhed (630.-632. betragtning til den første beslutning).

43      Hvad for det sjette angår anvendelsen af meddelelsen om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT 1996 C 207, s. 4, herefter »samarbejdsmeddelelsen af 1996«) angav Kommissionen, at Ferriere Nord havde forelagt den nyttige oplysninger, som havde gjort det muligt for den bedre at forstå kartellets virkemåde inden fremsendelsen af klagepunktsmeddelelsen, således at den havde indrømmet selskabet en nedsættelse på 20% af dets bøde. Kommissionen fandt, at de øvrige omhandlede virksomheder ikke havde opfyldt betingelserne i nævnte meddelelse (633.-641. betragtning til den første beslutning).

44      Den første beslutnings dispositive del er affattet således:

»Artikel 1

Følgende virksomheder har overtrådt artikel 65, stk. 1, [KS] ved i løbet af de angivne perioder at deltage i en vedvarende aftale og/eller i samordnede praksisser om rundt armeringsstål i stænger eller ruller, som tilsigtede og/eller medførte en fastsættelse af priserne og en begrænsning af og/eller en kontrol med produktionen eller afsætningen på fællesmarkedet:

–        [Leali-AFLL], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Alfa], fra [den] 6. december 1989 til [den] 4. juli 2000

–        [Ferriera Valsabbia og Valsabbia Investimenti], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Feralpi], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [IRO], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Lucchini-SP], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Riva], fra [den] 6. december 1989 til [den] 27. juni 2000

–        [Ferriere Nord], fra [den] 1. april 1993 til [den] 4. juli 2000

Artikel 2

Der pålægges følgende bøder for de i artikel 1 omhandlede overtrædelser:

–        [Alfa]: 7,175 mio. EUR

–        [Feralpi]: 10,25 mio. EUR

–        [Ferriere Nord]: 3,57 mio. EUR

–        [IRO]: 3,58 mio. EUR

–        [Leali og AFLL], in solidum: 6,093 mio. EUR

–        [Leali]: 1,082 mio. EUR

–        [Lucchini og SP], in solidum: 14,35 mio. EUR

–        [Riva]: 26,9 mio. EUR

–        [Valsabbia Investimenti og Ferriera Valsabbia], in solidum: 10,25 mio. EUR

[…]«

 Forløbet efter meddelelsen af den første beslutning

45      Ved skrivelser afsendt mellem den 20. og den 23. november 2009 angav otte af de elleve selskaber, som den første beslutning var rettet til, nemlig Riva, Feralpi, Ferriere Nord, Lucchini, Alfa, Ferriera Valsabbia, Valsabbia Investimenti og IRO, over for Kommissionen, at bilaget til den første beslutning, således som den var meddelt sine adressater, ikke indeholdt de tabeller, der illustrerede prisvariationerne.

46      Den 24. november 2009 underrettede Kommissionens tjenestegrene alle adressaterne for den første beslutning om, at de ville foretage sig det fornødne for, at en beslutning indeholdende de nævnte tabeller ville blive meddelt dem. De præciserede ligeledes, at de frister, der gjaldt for betalingen af bøden og for et eventuelt sagsanlæg, ville begynde at løbe på datoen for meddelelsen af »den komplette beslutning«.

 Ændringsbeslutningen

47      Den 8. december 2009 vedtog Kommissionen ændringsbeslutningen, i hvis bilag de manglende tabeller var indarbejdet, og som korrigerede de nummererede henvisninger til de nævnte tabeller i otte fodnoter. Ændringsbeslutningen blev meddelt sagsøgeren den 9. december 2009.

48      Ændringsbeslutningens dispositive del medførte en ændring af fodnote 102, 127, 198, 264, 312, 362, 405 og 448 i den første beslutning. De tabeller, der var indeholdt i bilaget til ændringsbeslutningen, blev tilføjet som bilag til den første beslutning.

 Retsforhandlingerne og parternes påstande

49      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. november 2009 har sagsøgeren anlagt søgsmålet i sag T-472/09.

50      Sagsøgeren har i sag T-472/09 nedlagt følgende påstande:

–        Det fastslås indledningsvis, at den første beslutning, henset til sin mangelfulde karakter, er en nullitet eller ugyldig på grund af ulovlighed og formmangler, eller under alle omstændigheder annulleres denne beslutning.

–        Principalt og vedrørende sagens realitet fastslås det, at den første beslutning er en nullitet eller ugyldig hvad angår sanktionen for ulovlighed, inkompetence og magtmisbrug, eller under alle omstændigheder annulleres denne beslutning.

–        Subsidiært og vedrørende sagens realitet annulleres den første beslutning på grund af en mangelfuld begrundelse og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder, retlige fejl, klagepunkternes ugrundede og ikke-godtgjorte karakter samt tilsidesættelse af princippet om upartiskhed i forvaltningen og af retten til forsvar.

–        Mere subsidiært og vedrørende sagens realitet nedsættes den sanktion, der er pålagt sagsøgeren, dels ved annullation af den afskrækkende forhøjelse på 200% og forhøjelsen på 105% for varighed, dels ved en forholdsmæssig nedsættelse af grundbeløbet under hensyn til forældelsen, overtrædelsens mindre grove karakter, sagsøgerens marginale deltagelse i kartellet og de klagepunkter, der udtrykkeligt ikke er formuleret i forhold til sagsøgeren.

–        Som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse pålægges det i henhold til artikel 64 og 65 i Rettens procesreglement Kommissionen at fremlægge de dokumenter vedrørende Ferriere Nords samarbejde, som angår sagsøgeren, og der foretages en høring af dette selskabs retlige repræsentant vedrørende de faktiske forhold, der er omtalt i stævningens punkt 176.

–        Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

51      Kommissionen har i sag T-472/09 nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i det hele.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

52      Ved skrivelse af 8. januar 2010 har Kommissionen anmodet Retten om, som en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, at foranstalte, at sagsøgeren opfordres til at overveje det hensigtsmæssige i at supplere og ændre sine påstande i lyset af ændringsbeslutningen, som blev meddelt selskabet efter anlæggelsen af søgsmålet i sag T-472/09. Sagsøgeren har modsat sig denne anmodning. Retten har ikke imødekommet Kommissionens anmodning.

53      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. februar 2010 har sagsøgeren anlagt søgsmålet i sag T-55/10.

54      Sagsøgeren har i sag T-55/10 nedlagt følgende påstande:

–        Principalt og vedrørende sagens realitet annulleres ændringsbeslutningen, for det første på grund af manglende korrekt retsgrundlag, for det andet fordi Kommissionen ikke har beføjelse til at berigtige en foregående beslutning, når dennes tekst og indhold er mangelfulde, dvs. når beslutningen er alvorligt og åbenbart fejlagtig, for det tredje for tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.

–        I tilfælde af, at Kommissionen måtte bestride sammendraget af de faktiske omstændigheder i stævningens punkt I, pålægges det denne at fremlægge referaterne fra møderne den 30. september og den 8. december 2009 med bilag.

–        Kommissionen tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

55      Kommissionen har i sag T-55/10 nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse i det hele.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

56      På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Ottende Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling i de foreliggende sager, og den har – inden for rammerne af de i procesreglementets artikel 64 fastsatte foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse – anmodet sagsøgeren i sag T-472/09 om at fremlægge et dokument. Sagsøgeren har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.

57      Ved kendelse af 14. december 2012 har formanden for Ottende Afdeling i henhold til procesreglementets artikel 50, efter at have indhentet parternes bemærkninger, besluttet at forene sagerne T-472/09 og T-55/10 med henblik på retsmødet.

58      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten under retsmødet den 29. januar 2013.

 Retlige bemærkninger

59      Idet parterne under retsmødet har oplyst, at de ikke har nogen indvendinger imod foreningen af de foreliggende sager med henblik på domsafsigelsen, har Retten i henhold til procesreglementets artikel 50 besluttet at forene disse sager med henblik på domsafsigelsen.

1.     Sag T-472/09

60      Det skal indledningsvis bemærkes, at søgsmålet i sag T-472/09 rummer tre påstande, nemlig principalt en påstand om, at det fastslås, at den første beslutning er en nullitet eller skal annulleres, subsidiært en påstand om annullation af den første beslutning hvad angår den bøde, der er pålagt sagsøgeren, og mere subsidiært en påstand om nedsættelse af den bøde, der er pålagt sagsøgeren.

61      Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål i sag T-472/09 anført ti anbringender. Med det første anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Det andet anbringende vedrører Kommissionens manglende beføjelse og en retlig fejl med hensyn til retsgrundlaget for overtrædelsen og sanktionen. Med det tredje anbringende gøres det gældende, at der foreligger en mangelfuld begrundelse, samt at der er sket en tilsidesættelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og af ligebehandlingsprincippet. Med det fjerde anbringende gøres det gældende, at der foreligger en overskridelse af beføjelser og procedurefordrejning. Med det femte anbringende gøres det gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 65 KS, en mangelfuld begrundelse og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder. Med det sjette anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, og at der foreligger en mangelfuld begrundelse. Med det syvende anbringende gøres det gældende, at der er sket en fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder. Med det ottende anbringende gøres det gældende, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar. Det niende anbringende vedrører retlige fejl og overskridelse af beføjelser ved anvendelsen af forhøjelserne af bøden samt en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet. Endelig gøres det med det tiende anbringende gældende, at der er indtrådt forældelse af overtrædelsen.

62      Efter at Retten under retsmødet har opfordret sagsøgeren til at udtale sig om det præcise omfang af sin argumentation, har denne præciseret, at det tredje og det niende anbringende i stævningen alene er fremsat til støtte for de subsidiære påstande, nemlig den, der tilsigter en annullation af den første beslutning hvad angår bøden, og den, der mere subsidiært tilsigter en nedsættelse af denne bøde.

 Påstanden om, at det fastslås, at den første beslutning er en nullitet eller skal annulleres

 Det første anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

63      Sagsøgeren har med dette anbringende påberåbt sig, at der er sket flere tilsidesættelser af væsentlige formforskrifter på grund af den første beslutnings mangelfulde karakter som følge af fraværet af de tabeller, der burde have været indeholdt i bilaget til denne.

64      Kommissionen har indledningsvis i svarskriftet gjort gældende, at sagsøgeren i stævningen ikke har fremført nogen argumentation til støtte for sin påstand om, at det fastslås, at den første beslutning er en nullitet. Kommissionen har i duplikken tilføjet, at det »anbringende« om, at den første beslutning er en nullitet, som er fremsat i replikken, ikke blev anført i stævningen og bør afvises fra realitetsbehandling i medfør af procesreglementets artikel 48, stk. 2.

65      Det skal bemærkes, at stævningen ifølge procesreglementets artikel 44, stk. 1, skal indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Denne angivelse skal være så klar og præcis, at det er muligt for sagsøgte at tilrettelægge sit forsvar og for Retten at træffe afgørelse i sagen, i givet fald uden andre oplysninger til støtte herfor. Stævningen skal derfor indeholde en udtrykkelig angivelse af de grunde, søgsmålet støttes på, mens en rent generel angivelse heraf ikke opfylder kravene i procesreglementet. Tilsvarende krav gælder, når et argument fremføres til støtte for et anbringende (Rettens dom af 14.5.1998, sag T-352/94, Mo och Domsjö mod Kommissionen, Sml. II, s. 1989, præmis 333). Retten er desuden forpligtet til at afvise at realitetsbehandle en påstand i den for Retten indgivne stævning, når de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som denne påstand er støttet på, ikke fremgår af selve stævningens ordlyd på en sammenhængende og forståelig måde (Domstolens dom af 18.7.2006, sag C-214/05 P, Rossi mod KHIM, Sml. I, s. 7057, præmis 37, og af 15.4.2010, sag C-485/08 P, Gualtieri mod Kommissionen, Sml. I, s. 3009, præmis 104).

66      Det fremgår i øvrigt af bestemmelserne i artikel 44, stk. 1, litra c), i Rettens procesreglement, sammenholdt med artikel 48, stk. 2, at stævningen skal angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af de påberåbte søgsmålsgrunde, og at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige og faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne. Et anbringende, der er udtryk for en uddybning af et anbringende, som tidligere er fremsat direkte eller indirekte i stævningen, og som har nær sammenhæng med dette, skal imidlertid antages til realitetsbehandling (jf. Rettens dom af 24.5.2011, forenede sager T-109/05 og T-444/05, NLG mod Kommissionen, Sml. II, s. 2479, præmis 149 og den deri nævnte retspraksis).

67      Det skal i den foreliggende sag bemærkes, at sagsøgeren i stævningen har nedlagt påstand om, at Retten fastslår, at den første beslutning, henset til sin mangelfulde karakter, er en nullitet på grund af ulovlighed og formmangler, og under alle omstændigheder annullerer denne beslutning (jf. præmis 50 ovenfor). Sagsøgeren har dog ikke i hovedteksten i dette skriftlige indlæg udtrykkeligt fremført nogen anbringender til støtte for påstanden om, at det fastslås, at den første beslutning er en nullitet.

68      Sagsøgeren har i stævningens punkt 15-18 – inden for rammerne af et anbringende med overskriften »Den mangelfulde karakter af [den første beslutning]. Tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter« – gjort gældende, at den første beslutning ikke indeholder sine bilag, skønt Kommissionen har omtalt disse i forskellige betragtninger til den første beslutning for at understøtte de deri anførte klagepunkter. Sagsøgeren har tillige indledningsvis anført, at den første beslutning ikke gør det muligt for selskabet at forstå den præcise ordlyd af de klagepunkter, for hvilke det er blevet pålagt sanktioner, og ikke i tilstrækkelig grad understøtter Kommissionens beskyldninger. Sagsøgeren har dernæst anført, at det er rimeligt at lægge til grund, at kommissærkollegiet har skullet træffe afgørelse om et mangelfuldt beslutningsforslag. Endelig er sagsøgeren af den opfattelse, at disse tilsidesættelser, »som er af en uhørt grovhed og overskrider enhver anden retlig betragtning«, begrunder en annullation af den første beslutning for tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter. Sagsøgeren har i replikken fremhævet »rigtigheden [af sine] anbringender […] om, at [den første beslutning] er en nullitet og, subsidiært, ulovlig«.

69      Sagsøgeren har under retsmødet i det væsentlige præciseret, at eftersom den første beslutning var blevet meddelt selskabet uden sine bilag, havde dette på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet i sag T-472/09 ikke kendskab til den omstændighed, at Kommissionen reelt havde vedtaget en beslutning uden bilag, hvilket det først blev klar over på tidspunktet for meddelelsen af ændringsbeslutningen.

70      Uden at det er nødvendigt at træffe afgørelse om formaliteten vedrørende argumentationen om, at den første beslutning er en nullitet, skal det bemærkes, at denne argumentation er ugrundet.

71      Ud over den i præmis 67 ovenfor sammenfattede argumentation har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen ikke kan forsøge at afhjælpe manglerne i den første beslutning ved at henvise til dels ændringsbeslutningen, dels klagepunktsmeddelelsen, som blev tilsendt sagsøgeren otte år tidligere, da lovligheden af en beslutning ikke kan vurderes ved henvisning til en anden foranstaltning, forudgående eller efterfølgende.

72      Hvad angår sagsøgerens påstand om, at Retten fastslår, at den første beslutning er en nullitet, skal det bemærkes, at det fremgår af Domstolens praksis, at der i princippet gælder en formodning for, at EU-institutionernes retsakter er lovlige, og at de derfor afføder retsvirkninger, selv om de er behæftet med mangler, så længe de ikke er annulleret eller trukket tilbage (Domstolens dom af 15.6.1994, sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555, præmis 48, af 8.7.1999, sag C-227/92 P, Hoechst mod Kommissionen, Sml. I, s. 4443, præmis 69, og af 5.10.2004, sag C-475/01, Kommissionen mod Grækenland, Sml. I, s. 8923, præmis 18).

73      Som en undtagelse fra dette princip bør retsakter, der er behæftet med en mangel, hvis grovhed er så åbenlys, at den ikke kan tolereres af EU’s retsorden, imidlertid anses for ikke at have affødt nogen som helst, end ikke foreløbig, retsvirkning, dvs. at de juridisk bør anses for nulliteter. Denne undtagelse skal sikre en ligevægt mellem to grundlæggende, men undertiden modstridende krav, som en retsorden skal opfylde, nemlig stabiliteten i retsforhold og overholdelsen af lovens bogstav (jf. dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., nævnt ovenfor i præmis 72, præmis 49, og i sagen Hoechst mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 72, præmis 70).

74      De konsekvenser, som er forbundet med konstateringen af, at en retsakt fra EU’s institutioner er en nullitet, er så alvorlige, at det af retssikkerhedsmæssige grunde må kræves, at denne konstatering forbeholdes fuldstændig ekstreme tilfælde (dommen i sagen Kommissionen mod BASF m.fl., nævnt ovenfor i præmis 72, præmis 50, og i sagen Hoechst mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 72, præmis 76).

75      Det skal i den foreliggende sag indledningsvis fastslås, at de af sagsøgeren påberåbte mangler ikke synes at være af en så åbenlys grovhed, at den første beslutning juridisk bør anses for en nullitet.

76      Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at den første beslutning ikke gør det muligt for selskabet at forstå den præcise ordlyd af de klagepunkter, for hvilke det er blevet pålagt sanktioner, og ikke i tilstrækkelig grad understøtter Kommissionens beskyldninger, idet sagsøgeren i denne henseende udtrykkeligt har henvist til 496., 515. og 516. betragtning samt fodnote 102 i den første beslutning.

77      Adspurgt herom under retsmødet har sagsøgeren præciseret, at dette klagepunkt alene tog sigte på at kritisere Kommissionens overholdelse af begrundelsespligten.

78      Det skal påpeges, at det følger af fast retspraksis, at begrundelsen skal tilpasses karakteren af den pågældende retsakt, og at den udstedende institutions ræsonnement skal fremgå klart og utvetydigt heraf, således at de berørte kan få kendskab til begrundelsen for den trufne foranstaltning, og den kompetente retsinstans kan udøve sin kontrol. Det nærmere indhold af begrundelseskravet skal fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, indholdet af de anførte grunde samt den interesse, som retsaktens adressater samt andre, der må anses for umiddelbart og individuelt berørt af retsakten, kan have i begrundelsen. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige forhold, da spørgsmålet om, hvorvidt en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 15 KS, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. i denne retning Rettens dom af 24.9.1996, sag T-57/91, NALOO mod Kommissionen, Sml. II, s. 1019, præmis 298, og af 13.12.2001, forenede sager T-45/98 og T-47/98, Krupp Thyssen Stainless og Acciai speciali Terni mod Kommissionen, Sml. II, s. 3757, præmis 129; jf. ligeledes analogt Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63, og af 14.10.2010, sag C-280/08 P, Deutsche Telekom mod Kommissionen, Sml. I, s. 9555, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

79      Inden for rammerne af individuelle beslutninger følger det i øvrigt af fast retspraksis, at forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål, ud over at gøre det muligt at udøve en retslig kontrol, at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til at afgøre, om beslutningen eventuelt er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes (jf. Domstolens dom af 29.9.2011, sag C-521/09 P, Elf Aquitaine mod Kommissionen, Sml. I, s. 8947, præmis 148 og den deri nævnte retspraksis).

80      Begrundelsen skal derfor i princippet meddeles den berørte samtidig med den for vedkommende bebyrdende afgørelse (dommen i sagen Elf Aquitaine mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 79, præmis 149).

81      Det må konstateres, at den første beslutning ikke indeholdt sine bilag, iblandt hvilke der figurerede flere tabeller, som der blev henvist til i 451. betragtning (tabel 13), 513. betragtning (tabel 1 og 3), 515. betragtning (tabel 1-3), 516. betragtning (tabel 9, 11-14 og 16) og 518. betragtning (tabel 11, 12 og 14) samt i fodnote 102 (tabel 15-17), 127. betragtning (tabel 18-21), 198. betragtning (tabel 22 og 23), 264. betragtning (tabel 24 og 25), 312. betragtning (tabel 26), 362. betragtning (tabel 27), 405. betragtning (tabel 28), 448. betragtning (tabel 29 og 30) og 563. betragtning (samtlige de tabeller, der var indeholdt i bilagene til beslutningen) til den første beslutning. Kommissionen har i den forbindelse anført, at det drejede sig om tabeller, der var udarbejdet for at gøre læsningen af de i den første beslutning omtalte prisvariationer lettere og mere umiddelbar, og som alene indeholdt en skematisk gengivelse af de oplysninger og data, der blev præsenteret i sagen.

82      Det skal herefter undersøges, om de relevante betragtninger til denne beslutning, til støtte for hvilke de i præmis 81 ovenfor anførte tabeller blev omtalt, uafhængigt af fraværet af de nævnte tabeller får Kommissionens ræsonnement til at fremgå klart og utvetydigt og har gjort det muligt for sagsøgeren at få kendskab til begrundelsen for den trufne foranstaltning.

83      Det skal indledningsvis bemærkes, som Kommissionen har gjort, at samtlige de manglende tabeller var vedlagt klagepunktsmeddelelsen, og at sagsøgeren havde kendskab til deres indhold, idet selskabet vedlagde dem som bilag til stævningen og henviste til de nævnte tabeller i stævningens punkt 83, 98, 100, 101 og 125.

84      Det skal desuden fremhæves, at Kommissionen i ændringsbeslutningen ikke ændrede alle henvisningerne til de tabeller, der manglede i den første beslutning, men alene de nævnte henvisninger, der fremgik af fodnote 102, 127, 198, 264, 312, 362, 405 og 448 i den første beslutning.

85      Hvad for det første angår tabel 15-17 (omtalt i fodnote 102 i den første beslutning) skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »dataene vedrørende ændringerne i de »pristillæg for størrelse«, der kendetegnede industrien for rundt armeringsstål i Italien mellem december 1989 og juni 2000«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for den første sætning i 126. betragtning til den første beslutning, der er affattet således:

»I løbet af det første møde, som Kommissionen har fået kendskab til (som fandt sted den 6.12.1989 i [sammenslutningen af erhvervsdrivende i Brescia]), besluttede deltagerne enstemmigt, fra og med mandag den 11. december 1989, at forhøje de pristillæg, der var knyttet til diameteren for rundt armeringsstål i stænger og ruller, beregnet til det italienske marked (+10 ITL/kg for »tillæggene« fra 14 til 30 mm, + 15 ITL/kg for dem fra 8 til 12 mm, + 20 ITL/kg for dem på 6 mm, en almindelig forhøjelse på 5 ITL/kg for materiale i ruller).«

86      Det må konstateres, at Kommissionen i den nævnte betragtning udtrykkeligt angav de forhøjelser af pristillæggene, der var knyttet til diameteren for rundt armeringsstål, som var blevet besluttet af deltagerne i mødet den 6. december 1989, såvel som deres ikrafttrædelsesdato. Med hensyn til de senere forhøjelser, som ifølge fodnote 102 i den første beslutning ligeledes gentages i disse tabeller (eftersom de dækker perioden mellem 1989 og 2000), skal det i øvrigt påpeges, at de ikke er omfattet af den første beslutnings punkt 4.1 – som 126. betragtning henviser til – angående virksomhedernes adfærd mellem 1989 og 1992. Disse forhøjelser omtales under alle omstændigheder ligeledes bl.a. i 126.-128. og 133. betragtning (for årene 1989-1992), 93. og 94. betragtning (for årene 1993-1994), 149.-151., 162. og 163. betragtning (for 1995), 184. og 185. betragtning (for 1996), 199., 200. og 213. betragtning (for 1997), 269. betragtning (for 1999) og 296.-304. betragtning (for 2000) samt i 439. og 515. betragtning til den første beslutning.

87      Hvad for det andet angår tabel 18-21, som er omtalt i fodnote 127 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne vedrørende perioden ultimo 1989/ultimo 1992, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for 131. betragtning til den første beslutning, som har følgende ordlyd:

»Hvad angår de basispriser for rundt armeringsstål, som blev anvendt i anvendelsesperioden for den ovennævnte aftale, bemærkes det, at IRO og (det tidligere) Ferriera Valsabbia SpA fra og med den 16. april 1992 har anvendt en pris på 210 ITL/kg og, fra og med den 1./6. maj 1992, en pris på 225 ITL/kg. Fra og med den 1./8. juni 1992 har IRO, (det tidligere) Ferriera Valsabbia SpA, Acciaieria di Darfo SpA og Acciaierie e Ferriere Leali Luigi SpA anvendt en pris på 235 ITL/kg.«

88      Det må herefter konstateres, at Kommissionen i den nævnte betragtning – samtidig med, at den støttede sig på fem sider i de administrative sagsakter, som er omtalt i fodnote 126 i den første beslutning – udtrykkeligt angav de basispriser, som var blevet fastsat af de deri anførte virksomheder, såvel som deres ikrafttrædelsesdato. Det skal desuden bemærkes, at Kommissionen i 419. betragtning til den første beslutning lagde til grund, at den første adfærd vedrørende fastsættelsen af basisprisen havde fundet sted senest den 16. april 1992. De eventuelle data, der er indeholdt i tabel 18-21 til den første beslutning, og som vedrører basispriserne for den periode, der ifølge fodnote 127 i den første beslutning gik fra »slutningen [af] 1989« til den 16. april 1992, er derfor uden relevans for forståelsen af de af Kommissionens klagepunkter, der er opført i 131. betragtning til den første beslutning.

89      Hvad for det tredje angår tabel 22 og 23, som er omtalt i fodnote 198 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne vedrørende årene 1993 og 1994, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for 145. betragtning til den første beslutning, som har følgende ordlyd:

»Som fastsat i Federacciais telefax af 25. november 1994, blev der afholdt et nyt møde den 1. december 1994 i Brescia, i løbet af hvilket der blev truffet de beslutninger, der præciseredes i en anden telefax fra Federacciai, som virksomhederne modtog den 5. december 1994. Disse beslutninger vedrørte følgende:

–        Priserne på rundt armeringsstål (320 ITL/kg, basispris ved levering fra Brescia, med øjeblikkelig virkning).

–        Betalingerne (fra og med den 1.1.1995 skulle maksimumsfristen være løbende måned plus 60/90 dage, fra og med den 1.3.1995 skulle fristen begrænses til 60 dage) og rabatterne.

–        Produktionen (en forpligtelse for hver enkelt virksomhed til, inden den 7.12.1994, at meddele Federacciai vægten i ton af rundt armeringsstål produceret i september, oktober og november 1994).

Alfa Acciai Srl vedtog den nye basispris den 7. december 1994. Den 21. december 1994 vedtog Acciaieria di Darfo SpA den ligeledes, og Alfa Acciai Srl bekræftede på ny den samme pris. [Lucchini-SP’s] basispris vedrørende januar 1995 var også på 320 ITL/kg.«

90      Det skal i den forbindelse fremhæves, at de tabeller, der er anført i fodnote 198 i den første beslutning, blev omtalt af Kommissionen til støtte for dennes påstand om, at »Alfa Acciai Srl [havde vedtaget] den nye basispris den 7. december 1994«, »[d]en 21. december 1994 [havde] Acciaieria di Darfo SpA […] ligeledes [vedtaget den], og Alfa Acciai Srl [havde] på ny [bekræftet] den samme pris«. Imidlertid var den »nye basispris« og den »samme pris«, som der blev henvist til, den pris på 320 italienske lire pr. kilo (ITL/kg), som var omtalt i den nævnte betragtnings første led. De eventuelle data, der er indeholdt i tabel 22 og 23 til den første beslutning, og som vedrører basispriserne for perioden mellem 1993 og den 7. december 1994, er derfor uden relevans for forståelsen af de af Kommissionens klagepunkter, der er angivet i 145. betragtning til den første beslutning.

91      Hvad for det fjerde angår tabel 24 og 25, som er omtalt i fodnote 264 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge denne fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini Siderurgica, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1995, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for 174. betragtning til den første beslutning, som har følgende ordlyd:

»Senere, i et dokument, der går tilbage til de første dage af oktober 1995, og som er i Federacciais besiddelse (håndskrevet af sekretæren for den fungerende generaldirektør), anføres det, at:

–        Kundekredsen satte atter betalingerne under debat (hvorfor der er behov for en meddelelse, der igen bekræfter fastheden omkring betalingerne).

–        Siden forrige uge var prisen på rundt armeringsstål faldet med yderligere 5/10 ITL/kg, hvorefter den befandt sig omkring 260/270 ITL/kg i Brescia-zonen, med noteringer under 250 ITL/kg uden for denne zone.

–        Den temmeligt forvirrende markedssituation vanskeliggjorde opgaven med at give præcise tal for prisen.

–        Det var nødvendigt at rekvirere dataene fra virksomhederne vedrørende bestillingerne for ugerne 39 (fra [den] 25. til [den] 29.9.1995) og 40 (fra [den] 2. til [den] 6.10.1995).«

92      Det skal således påpeges, at Kommissionen i 174. betragtning til den første beslutning begrænsede sig til at redegøre for indholdet af et håndskrevet dokument fra sekretæren for den fungerende generaldirektør, som blev udarbejdet i oktober 1995. Kommissionen henviste i den anledning alene til tabel 24 og 25 til støtte for den i dette dokument indeholdte påstand, ifølge hvilken »den temmeligt forvirrende markedssituation vanskeliggjorde opgaven med at give præcise tal for prisen«. Tabel 24 og 25 synes derfor uden relevans for forståelsen af de af Kommissionens klagepunkter, der er opført i 174. betragtning til den første beslutning.

93      Hvad for det femte angår tabel 26, som er omtalt i fodnote 312 i den første beslutning, skal det fastslås, at den ifølge nævnte fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini Siderurgica, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1996, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Denne tabel nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 200. betragtning til den første beslutning, ifølge hvilken »der [i] løbet af perioden fra [den] 22. oktober 1996 til [den] 17. juli 1997 [havde] været mindst [12] møder mellem virksomhedernes salgsansvarlige, som navnlig [var] foregået tirsdag den 22. oktober 1996, hvor der [var] sket en bekræftelse for november måned 1996 af en basispris på 230 ITL/kg ved levering fra Brescia og en opretholdelse af en notering på 210 ITL/kg udelukkende for oktoberleverancerne«.

94      Det må følgelig konstateres, at Kommissionen, trods fraværet af tabel 26 i den første beslutning, i 200. betragtning til denne udtrykkeligt nævnte basispriserne for den pågældende periode såvel som tidspunktet for deres ikrafttræden.

95      Hvad for det sjette angår tabel 27, som er omtalt i fodnote 362 i den første beslutning, indeholder den ifølge nævnte fodnote en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini Siderurgica, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1997, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Denne tabel nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 216. betragtning til den første beslutning, hvilken betragtning har følgende ordlyd:

»Hvorom alting er, er [Lucchini-SP …], Acciaieria di Darfo SpA, Alfa Acciai Srl, Feralpi Siderurgica Srl, IRO, Riva Prodotti Siderurgici SpA og (det tidligere) Ferriera Valsabbia SpA de syv virksomheder, som er adressater for en meddelelse (dateret den 24.11.1997) fra Pierluigi Leali, som vedrører en »Aftale om priser-leverancer« […] »Kun få virksomheder har, forgæves, forlangt prisen på 270 ITL/kg – fortsatte meddelelsen – hvorimod noteringen reelt har stabiliseret sig på 260 ITL/kg, med visse mindre toppunkter, hvilket mange bekræftede under det seneste møde mellem de salgsansvarlige. Vi har dog med delvis tilfredshed bemærket, at faldet er stoppet takket være den kvoteordning for leverancerne, som vi alle respekterer, og som i henhold til aftalerne vil blive kontrolleret af eksterne inspektører, som er udpeget til dette formål.« »I slutningen af indeværende måned – fortsatte meddelelsen videre – som fra nu af går trægt, er det strengt nødvendigt at gribe ind med en øjeblikkelig hårdhed omkring minimumsnoteringen på 260 ITL/kg (som ganske afgjort ikke vil få indflydelse på de få køb i denne periode). Med planlægningen af de aftalte decemberleverancer (– 20% i forhold til november) er vi bestemt i stand til at opretholde det aftalte prisniveau. Det er dog absolut nødvendigt – konkluderede Pierluigi Leali – at ingen accepterer afvigelser fra den fastlagte minimumspris (260 ITL/kg).««

96      Det fremgår således af indholdet af den nævnte betragtning, at Kommissionen begrænsede sig til at gengive ordlyden af meddelelsen af 24. november 1997, som er nævnt deri. Tabel 27 synes derfor uden relevans for forståelsen af det af Kommissionens klagepunkter, der fremgår af 216. betragtning til den første beslutning.

97      Hvad for det syvende angår tabel 28, som er omtalt i fodnote 405 i den første beslutning, skal det fastslås, at den ifølge nævnte fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini/Siderpotenza, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1998, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Denne tabel nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 241. betragtning til den første beslutning, hvilken betragtning har følgende ordlyd:

»Den 11. september 1998 fremsendte Pierluigi Leali en meddelelse […], hvori man – med henvisning til det ønske, der var blevet udtrykt (under et møde den 9.9.1998) om at opretholde en minimumsnotering på »170 ITL udgangsbasis«??? – bemærkede »en unormal adfærd, nemlig noteringer, der i gennemsnit lå 5 ITL/kg under det fastsatte niveau, og som var større i visse zoner i syd«. »For vores del – skrev Pierluigi Leali – opretholdes det aftalte minimumsniveau takket være en nedsættelse som følge af strømmen af bestillinger.« »Vi håber – sluttede meddelelsen – at vi på mødet mellem de salgsansvarlige nu på tirsdag den 15. vil kunne konstatere en god prisstabilitet, der eventuelt vil kunne få noteringen til atter at stige.««

98      Det fremgår således af selve ordlyden af den nævnte betragtning, at Kommissionen begrænsede sig til at gengive indholdet af meddelelsen af 11. september 1998, som er nævnt deri. Tabel 28 synes derfor uden relevans for forståelsen af det af Kommissionens klagepunkter, der fremgår af 241. betragtning til den første beslutning.

99      Hvad for det ottende angår tabel 29 og 30, som er omtalt i fodnote 448 i den første beslutning, skal det fastslås, at de ifølge nævnte fodnote indeholder en gengivelse af »de data, der vedrører skalaernes basispriser, eller som blev meddelt repræsentanterne (og, for Lucchini/Siderpotenza, tillige dataene angående den månedlige situation) vedrørende 1999, og som Kommissionen [var] i besiddelse af«. Disse tabeller nævnes af Kommissionen til støtte for den påstand, der er indeholdt i 276. betragtning til den første beslutning, hvilken betragtning er affattet således:

»Yderligere oplysninger om situationen på markedet for rundt armeringsstål i Italien i denne periode er indeholdt i et dokument, der er udfærdiget af Leali den 10. november 1999, og navnlig i det afsnit, der har overskriften »Fordele og begrænsninger ved salgsaftalen af 1999«, hvor man kan læse følgende: »Den basisaftale, der blev indgået mellem de nationale producenter, har i løbet af 1999 gjort det muligt at vende den situation med lave priser, som havde kendetegnet de to forudgående regnskabsår (1997 og 1998), og at genvinde mere end 50 ITL/kg i bruttofortjeneste. I løbet af 1998 var den gennemsnitlige bruttofortjeneste (salgspris – råvareomkostninger) på 70 ITL/kg, og gennem fem måneder var den nået under denne tærskel.« »Den opnåede aftale har gjort det muligt at stabilisere salgspriserne i årets løb, og producenterne har kunnet drage fordel af råvareomkostningssituationen ved at forøge bruttofortjenesten med mere end 50 ITL/kg og derved bringe den op på 122 ITL/kg netto.««

100    Det fremgår således af ordlyden af 276. betragtning til den første beslutning, at Kommissionen begrænsede sig til at gengive indholdet af meddelelsen af 10. november 1999, som er nævnt deri. Fraværet af tabel 29 og 30 er derfor uden betydning for forståelsen af det af Kommissionens klagepunkter, der fremgår af 276. betragtning til den første beslutning.

101    For det niende er tabel 13, som er omtalt i 451. betragtning til den første beslutning, citeret til støtte for påstanden om, at »[h]vad angår 1997 må det konstateres, at det i løbet af sit første halvår [havde] været kendetegnet ved en konstant forhøjelse af den basispris, der blev fastsat af det konkurrencebegrænsende kartel: 190 ITL/kg, der blev fastsat på mødet den 30. januar, 210 ITL/kg, der blev fastsat på mødet den 14. februar, og 250 ITL/kg, der blev fastsat på mødet den 10. juli (200. betragtning)«, og ifølge hvilken »[d]en gennemsnitlige markedsbasispris i løbet af den samme periode også [var] steget konstant, idet den var gået fra 170 ITL/kg i januar til 240 ITL/kg i juli (tabel 13 i bilaget). I september samme år steg den gennemsnitlige markedsbasispris yderligere og nåede derved op på 290 ITL/kg (tabel 13 i bilaget)«. Det må herefter konstateres, at Kommissionen i den nævnte betragtning udtrykkeligt angav de forhøjelser af basisprisen, der vedrørte 1997, således at den nævnte tabel ikke synes absolut nødvendig for forståelsen af Kommissionens ræsonnement.

102    Det skal for det tiende bemærkes, at Kommissionen i 496. betragtning til den første beslutning (fodnote 563 i den første beslutning) foretog en samlet henvisning til de »tabeller, der er vedlagt denne beslutning«, med henblik på at understøtte påstanden om, at »[dens] oplysninger […] viste, at alle de i denne procedure involverede virksomheder [havde] offentliggjort skalaer i løbet af den omhandlede periode«. Det skal dog fremhæves, at 496. betragtning til den første beslutning ligeledes henviser til 419.-433. betragtning til denne, som »opstiller en liste over alle de fastslåede tilfælde, hvor basisprisen har været genstand for drøftelser mellem virksomhederne (inklusive sammenslutningen)«. Kommissionen præciserede i den anledning, at »[b]landt disse tilfælde [var] visse allerede blevet nævnt, da den fælles vilje [var] blevet omtalt (473.-475. betragtning)«, at, »[f]or de andre tilfælde, mellem 1993 og 2000, [var] det nødvendigt at benytte begrebet samordning«, og at »[f]ormålet med denne samordning var at påvirke producenternes adfærd på markedet og at offentliggøre den adfærd, som hver enkelt af disse konkret påtænkte at vedtage i forhold til fastsættelsen af basisprisen«. Samtlige de tabeller, der var indeholdt i bilagene til den første beslutning, synes derfor ikke absolut nødvendige for forståelsen af Kommissionens klagepunkt.

103    Hvad for det 11. angår henvisningerne til tabel 1-3, 9, 11-14 og 16 i 513., 515., 516. og 518. betragtning til den første beslutning skal det fremhæves, at de nævnte betragtninger indgår i det underafsnit i den første beslutning, der vedrører de konkurrencebegrænsende praksissers virkninger på markedet, og at det fremgår af analysen af deres indhold, at de deri nævnte tabeller enten kun gentager de deri omtalte taldata eller ikke er absolut nødvendige for forståelsen af Kommissionens ræsonnement angående virkningerne af kartellet.

104    På baggrund af de ovenstående betragtninger kan det ikke lægges til grund, at fraværet af de i præmis 81 ovenfor anførte tabeller i bilagsmaterialet til den første beslutning har forhindret sagsøgeren i at forstå de klagepunkter, der er indeholdt i den første beslutning.

105    Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at det – henset til fraværet af de ovennævnte tabeller – er rimeligt at lægge til grund, at kommissærkollegiet har skullet træffe afgørelse uden et fuldt og komplet kendskab til de omstændigheder, som foranstaltningen hvilede på, således at den første beslutning bør annulleres.

106    Det skal fastslås, at fraværet af de i præmis 81 ovenfor anførte tabeller i bilagsmaterialet til den første beslutning alene kan medføre denne beslutnings ulovlighed, såfremt et sådant fravær ikke har gjort det muligt for kommissærkollegiet at pålægge sanktioner for den i artikel 1 i den første beslutning omhandlede adfærd med fuldt kendskab til sagen, dvs. uden at være blevet vildledt på et væsentligt punkt som følge af unøjagtigheder eller undladelser (jf. i denne retning og analogt Rettens dom af 10.7.1991, sag T-69/89, RTE mod Kommissionen, Sml. II, s. 485, præmis 23-25, af 27.11.1997, sag T-290/94, Kaysersberg mod Kommissionen, Sml. II, s. 2137, præmis 88, af 15.3.2000, forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95-T-32/95, T-34/95-T-39/95, T-42/95-T-46/95, T-48/95, T-50/95-T-65/95, T-68/95- T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 491, præmis 742, og af 17.2.2011, sag T-122/09, Zhejiang Xinshiji Foods og Hubei Xinshiji Foods mod Rådet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 104 og 105).

107    Eftersom der, uafhængigt af fraværet af de ovennævnte tabeller, i selve teksten til den første beslutning (jf. præmis 76-104 ovenfor) i retligt tilstrækkeligt omfang er redegjort for de omstændigheder, som denne beslutning er baseret på, kan det ikke hævdes, at kommissærkollegiet ved vedtagelsen af den første beslutning ikke rådede over et fuldt og komplet kendskab til de omstændigheder, som foranstaltningen hvilede på. En sådan undladelse har derfor ikke kunnet ulovliggøre proceduren omkring vedtagelsen af den første beslutning og kan således ikke rejse tvivl om lovligheden af denne.

108    Det første anbringende må herefter forkastes.

 Det andet og det fjerde anbringende vedrørende Kommissionens inkompetence, at der er begået en retlig fejl med hensyn til retsgrundlaget for overtrædelsen og bøden, samt at der foreligger overskridelse af beføjelser og procedurefordrejning

109    Der skal ske en samlet behandling af det andet og det fjerde annullationsanbringende vedrørende Kommissionens inkompetence, at der er begået en retlig fejl med hensyn til retsgrundlaget for overtrædelsen og bøden, samt at der foreligger overskridelse af beføjelser og procedurefordrejning, hvilke anbringender i det væsentlige rejser spørgsmålet om Kommissionens beføjelse til at vedtage den første beslutning.

110    Sagsøgeren har med sit andet anbringende gjort gældende, at den første beslutning skal annulleres, for så vidt som Kommissionen heri har pålagt en bøde uden lovhjemmel, hvilket er i strid med såvel det strafferetlige legalitetsprincip (nullum crimen, nulla poena sine lege) som den institutionelle struktur, som traktaterne hviler på, og i henhold til hvilken Kommissionen alene har en selvstændig beføjelse inden for den præcise ramme af de kompetencer, som er blevet tillagt den. EKSF-traktaten udløb den 23. juli 2002, og Kommissionen har herefter mistet sin beføjelse, ikke kun til at pålægge sanktioner i medfør af artikel 65 KS, men tillige til at fastslå tilsidesættelser af denne bestemmelse, da denne ikke længere er i kraft.

111    Det følger for det første af det strafferetlige legalitetsprincip, at ingen kan straffes for en handling, som ikke længere er ulovlig på domstidspunktet. Dette princip indebærer således, at der alene kan forekomme en sanktion, såfremt den omhandlede handling var ulovlig, ikke kun da den blev begået, men ligeledes på tidspunktet for dens formelle sanktion. Kommissionen kunne derfor ikke pålægge sagsøgeren en sanktion på grundlag af artikel 65 KS.

112    Dernæst kunne Kommissionen – i henhold til det strafferetlige legalitetsprincip og det i artikel 5, stk. 1, EF, fastsatte princip om tildeling af beføjelser – ikke basere pålæggelsen af sanktioner på en »asymmetrisk« anvendelse af artikel 23 i forordning nr. 1/2003 og artikel 65 KS, eftersom sidstnævnte bestemmelse ikke er omtalt i nævnte forordning.

113    Endelig skal lovligheden af EU’s retsakter vurderes i lyset af international ret, og navnlig artikel 70 i Wienerkonventionen om traktatretten af 23. maj 1969, i henhold til hvilken en konvention mellem stater, der er udløbet, ikke længere kan skabe forpligtelser for dem, der var parter i eller underlagt denne konvention, eller skabe en beføjelse for sine organer. Følgelig kunne Kommissionen alene anvende artikel 65 KS med tilbagevirkende kraft, såfremt der forelå en overgangsbestemmelse om EKSF-traktatens konkurrenceregler, hvilket ikke var tilfældet. I modsætning til hvad Kommissionen har anført, udgjorde EF-traktaten og EKSF-traktaten forskellige retsordener.

114    Kommissionen kan i øvrigt ikke støtte sig på »det almindelige retsprincip om hierarkiet mellem lex generalis og lex specialis« eller på meddelelsen af 18. juni 2002.

115    Sagsøgeren har med sit fjerde anbringende gjort gældende, at den procedure, der ledte frem til vedtagelsen af den første beslutning, blev ført på grundlag af forordning nr. 17 og derefter forordning nr. 1/2003. Disse forordninger omfatter dog på ingen måde den situation, at en procedure baseret på EKSF-traktaten fortsættes inden for rammerne af en procedure baseret på EF-traktaten, og tillader ikke vedtagelsen af en beslutning, der er baseret på overtrædelser af EKSF-traktaten, hvilke overtrædelser ikke er omfattet af disse forordninger. I fraværet af enhver retsregel i denne henseende indebærer en fortsættelse af proceduren – såvel som brugen i forbindelse med en procedure baseret på EF-traktaten af dokumenter, der er erhvervet på grundlag af bestemmelserne i EKSF-traktaten – en overskridelse af beføjelser og en procedurefordrejning.

–       Valget af hjemlen for den første beslutning

116    Det skal bemærkes, at fællesskabstraktaterne har indført en ny retsorden, i forhold til hvilken medlemsstaterne på stadigt større områder har begrænset deres nationale beføjelser, og hvis retssubjekter ikke blot er staterne, men også disses borgere (jf. i denne retning Domstolens dom af 5.2.1963, sag 26/62, van Gend & Loos, Sml. 1954-1964, s. 375, org.ref.: Rec. s. 1, og af 15.7.1964, sag 6/64, Costa, Sml. 1954-1964 s. 531, org.ref.: Rec. s. 1141, på s. 1159, Domstolens udtalelse 1/91 af 14.12.1991, Sml. I, s. 6079, præmis 21, Rettens dom i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 70, og Rettens dom af 1.7.2009, sag T-24/07, ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, Sml. II, s. 2309, præmis 63).

117    Inden for denne retsorden har institutionerne kun de beføjelser, som de har fået tillagt. Af denne grund nævner fællesskabsretsakterne i deres præambel den hjemmel, som bemyndiger den pågældende institution til at handle på det omhandlede område. Valget af den rette hjemmel har nemlig forfatningsretlig betydning (jf. dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 71, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

118    I den foreliggende sag må det fastslås, at præamblen til den første beslutning rummer henvisninger til bestemmelser i EKSF-traktaten, nemlig artikel 36 KS, 47 KS og 65 KS, men tillige en angivelse af EF-traktaten, forordning nr. 17, navnlig dennes artikel 11, forordning nr. 1/2003, nemlig dennes artikel 7, stk. 1, artikel 18 og artikel 23, stk. 2, og en angivelse af Kommissionens forordning (EF) nr. 2842/98 af 22. december 1998 om høring af parter i visse procedurer efter […] artikel [81 EF] og [82 EF] (EFT L 354, s. 18).

119    Det skal desuden påpeges, at Kommissionen i begrundelsen for den første beslutning i første betragtning angav, at »[d]en foreliggende beslutning fastsl[og] en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, [KS], og [at den blev] vedtaget på grundlag af artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003«. Kommissionen tilføjede i tredje betragtning til den første beslutning, at »[v]ed den foreliggende beslutning pål[agde] [den] de virksomheder, som beslutningen var rettet til, bøder i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003«.

120    Kommissionen angav således i 350. betragtning til den første beslutning, at den fandt, at »artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 udg[jorde] de rette hjemler, som bemyndige[de] den til at vedtage den foreliggende beslutning«, og at »[den] på grundlag af artikel 7, stk. 1, fastsl[og] en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, [KS] og tilpligte[de] adressaterne for den foreliggende beslutning at bringe denne til ophør, mens den i medfør af artikel 23, stk. 2, pål[agde] dem bøder« (jf. ligeledes 361. betragtning til den første beslutning).

121    Under disse omstændigheder må det lægges til grund, at den første beslutning, hvorved Kommissionen fastslog en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS og pålagde sagsøgeren en bøde, har hjemmel i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 i forhold til fastslåelsen af overtrædelsen og i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 i forhold til pålæggelsen af bøden.

–       Kommissionens beføjelse til at fastslå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS og pålægge en sanktion herfor efter udløbet af EKSF-traktaten, på grundlag af forordning nr. 1/2003

122    Det skal for det første bemærkes, at den bestemmelse, der udgør hjemlen for en retsakt og bemyndiger EU-institutionen til at vedtage den pågældende retsakt, skal være i kraft på tidspunktet for dennes vedtagelse (Domstolens domme af 4.4.2000, sag C-269/97, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 2257, præmis 45, af 29.3.2011, forenede sager C-201/09 P og C-216/09 P, ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., Sml. I, s. 2239, præmis 75, og sag C-352/09 P, ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, Sml. I, s. 2359, præmis 88, dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 118, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 74), hvilket ubestrideligt er tilfældet med artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, som udgør hjemlen for den første beslutning.

123    Det skal for det andet fremhæves, at der, i modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, ved fællesskabstraktaterne blev indført en særlig retsorden, hvori EKSF-traktaten, hvilket afspejles i artikel 305, stk. 1, EF, udgør en særlig ordning, som afviger fra de mere generelle bestemmelser, der er fastsat i EF-traktaten (jf. Rettens dom af 31.3.2009, sag T-405/06, ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 771, præmis 57, og dommen i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

124    I modsætning til hvad sagsøgeren har hævdet, udgjorde EKSF-traktaten således, i medfør af artikel 305, stk. 1, EF, en lex specialis, som afveg fra den lex generalis, som EF-traktaten udgør (Domstolens dom af 24.10.1985, sag 239/84, Gerlach, Sml. s. 3507, præmis 9-11, Domstolens udtalelse 1/94 af 15.11.1994, Sml. I, s. 5267, præmis 25-27, dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22, præmis 111, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 76, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 70 og 73).

125    Det følger heraf, at uanset EF-traktaten forblev EKSF-traktatens regler og samtlige gennemførelsesbestemmelser dertil i kraft for så vidt angår det fælles markeds funktion (Gerlach-dommen, nævnt ovenfor i præmis 124, præmis 9, Domstolens dom af 24.9.2002, forenede sager C-74/00 P og C-75/00 P, Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, Sml. I, s. 7869, præmis 100, og dommen i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 77, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 70 og 73).

126    I det omfang et anliggende ikke var reguleret i EKSF-traktatens bestemmelser eller i forskrifter udstedt med hjemmel i denne, kunne EF-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne dertil dog finde anvendelse på produkter, der var omfattet af EKSF-traktaten, selv før EKSF-traktatens udløb (Domstolens dom af 15.12.1987, sag 328/85, Deutsche Babcock, Sml. s. 5119, præmis 10, og dommen i sagen Falck og Acciaierie di Bolzano mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 125, præmis 100, samt Rettens dom af 25.10.2007, sag T-94/03, Ferriere Nord mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 83, og dommen i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 78, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 70 og 73).

127    EKSF-traktaten udløb i henhold til artikel 97 den 23. juli 2002. I konsekvens heraf blev anvendelsesområdet for de generelle regler, der var fastsat i EF-traktaten, den 24. juli 2002 udvidet til sektorer, der oprindeligt var reguleret ved EKSF-traktaten (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 58, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 79, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 59 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 70 og 73).

128    Selv om overgangen fra EKSF-traktatens retlige rammer til EF-traktatens retlige rammer fra den 24. juli 2002 har medført en ændring af de gældende retsgrundlag, procedurer og materielle bestemmelser, er denne ændring en del af sammenhængen i enheden af og kontinuiteten i fællesskabsretsordenen og dennes formål (Rettens dom af 12.9.2007, sag T-25/04, González y Díez mod Kommissionen, Sml. II, s. 3121, præmis 55, dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 59, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 80, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 60 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 71 og 73).

129    Det skal i den anledning bemærkes, at indførelsen og opretholdelsen af en ordning med fri konkurrence, inden for hvilken de normale konkurrencevilkår sikres, og som navnlig ligger til grund for reglerne om statsstøtte og karteller mellem virksomheder, udgør et af de grundlæggende formål med såvel EF-traktaten som EKSF-traktaten (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 60, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 60 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 71 og 73).

130    I den sammenhæng skal det fremhæves, at om end reglerne om karteller i EKSF-traktaten og EF-traktaten i et vist omfang er forskellige, svarer begreberne aftale og samordnet praksis i henhold til artikel 65, stk. 1, KS til begreberne aftale og samordnet praksis som omhandlet i artikel 81 EF, og at disse to bestemmelser fortolkes på samme måde af EU’s retsinstanser. Forfølgelsen af formålet om en ufordrejet konkurrence inden for de sektorer, der oprindeligt hørte under fællesmarkedet for kul og stål, blev således ikke afbrudt af EKSF-traktatens udløb, da dette formål ligeledes forfølges inden for rammerne af EF-traktaten og af den samme institution, nemlig Kommissionen, som er den administrative myndighed, der har ansvaret for iværksættelsen og udviklingen af konkurrencepolitikken i Det Europæiske Fællesskabs almene interesse (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 61, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 60 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 71 og 73).

131    Kontinuiteten i fællesskabsretsordenen og de formål, der styrer dens virkemåde, kræver således, at Det Europæiske Fællesskab – for så vidt som det efterfølger Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og inden for sine processuelle rammer – i forhold til situationer, der er opstået, mens EKSF-traktaten var i kraft, sikrer overholdelsen af de rettigheder og forpligtelser, som på daværende tidspunkt gjaldt for såvel medlemsstaterne som for borgerne i medfør af EKSF-traktaten og gennemførelsesbestemmelserne hertil. Dette krav gælder så meget desto mere, i det omfang den konkurrencefordrejning, der følger af den manglende overholdelse af kartelreglerne, kan udstrække sine tidsmæssige virkninger efter EKSF-traktatens udløb i henhold til EF-traktaten (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 63, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 62 og 63, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 72 og 73).

132    Domstolen har således tillige påpeget, at den omstændighed, at EF-traktaten trådte i stedet for EKSF-traktaten, og at EUF-traktaten træder i stedet for EF-traktaten, med henblik på at sikre en fri konkurrence garanterede, at enhver adfærd, som svarer til de faktiske omstændigheder, der var fastsat i artikel 65, stk. 1, KS, uanset om den har fundet sted før eller efter den 23. juli 2002, har kunnet og fortsat kan imødegås med sanktioner af Kommissionen (dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 65-67 og 77, og i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 55-57 og 65).

133    Det fremgår i øvrigt af retspraksis, at der ved lovændringer – i overensstemmelse med et princip, som er fælles for medlemsstaternes retssystemer, og hvis oprindelse kan føres helt tilbage til romerretten – medmindre lovgiver har udtrykt vilje til det modsatte, skal skabes sikkerhed for kontinuiteten i de retlige strukturer, og at dette princip finder anvendelse på ændringer af EU-rettens primære ret (Domstolens dom af 25.2.1969, sag 23/68, Klomp, Sml. 1969, s. 21, org.ref.: Rec. s. 43, præmis 13, og dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 63).

134    Der er imidlertid intet holdepunkt for at antage, at EU-lovgiver har ønsket, at de former for samordnet praksis, som var forbudt i henhold til EKSF-traktaten, kan unddrages anvendelsen af enhver sanktion efter udløbet af sidstnævnte traktat (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 64).

135    Domstolen har nemlig for det første påpeget, at Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer havde givet tilsagn om at træffe alle de foranstaltninger, der var nødvendige for at imødegå konsekvenserne af den omhandlede traktats udløb. For det andet har Domstolen fremhævet, at Kommissionen havde præciseret, at den kun skulle fremsætte forslag til overgangsbestemmelser, hvis et sådant skridt ansås for nødvendigt, og at den i forhold til de gældende almindelige retsprincipper anså, at en sådan nødvendighed ikke forelå på det kartelretlige område (dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 75).

136    Følgelig kan sagsøgeren ikke udlede noget gyldigt argument af fraværet af overgangsbestemmelser på området (jf. i denne retning dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 76).

137    Det ville under disse omstændigheder være i strid med traktaternes formål og indbyrdes sammenhæng og uforeneligt med kontinuiteten i EU’s retsorden, at Kommissionen skulle være uden beføjelser til at sikre en ensartet anvendelse af de regler, der knytter sig til EKSF-traktaten, og som fortsat har retsvirkninger selv efter udløbet af denne (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.7.2007, sag C-119/05, Lucchini, Sml. I, s. 6199, præmis 41).

138    Det følger af det ovenstående, at forordning nr. 1/2003 og nærmere bestemt artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, skal fortolkes således, at de gør det muligt for Kommissionen efter den 23. juli 2002 at fastslå karteller, der er blevet gennemført inden for de sektorer, der henhører under EKSF-traktatens materielle og tidsmæssige anvendelsesområde, og pålægge sanktioner herfor, og det selv hvor de ovennævnte bestemmelser i forordning nr. 1/2003 ikke udtrykkeligt nævner artikel 65 KS (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 64, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 74, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 72, 73 og 87).

139    Det skal i den forbindelse fastslås, at sagsøgerens argumentation om, at meddelelsen af 18. juni 2002 ikke kunne give Kommissionen kompetence til at anvende artikel 65 KS, er uden relevans, for så vidt som Kommissionens kompetence i den foreliggende sag ikke er baseret på nævnte meddelelse, men på ovennævnte artikler i forordning nr. 1/2003 (jf. i denne retning dommen i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 71). I øvrigt skal de af sagsøgeren formulerede argumenter, der tilsigter at godtgøre, at »den automatiske og uformelle fortsættelse […] af en [EKSF]-procedure inden for rammerne af en EF-procedure« udgør en overskridelse af beføjelser og en procedurefordrejning, følgelig ligeledes forkastes.

140    Det skal desuden bemærkes, at anvendelsen inden for EU’s retsorden af EF-traktatens regler på et område, der oprindeligt var reguleret af EKSF-traktaten, skal ske under overholdelse af de principper, der gælder for den tidsmæssige anvendelse af retsregler. Det følger i den forbindelse af fast retspraksis, at hvor processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse på alle de tvister, der verserer på tidspunktet for deres ikrafttrædelse, forholder det sig ikke sådan med materielle regler. Disse sidstnævnte skal nemlig, for at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, fortolkes således, at de kun omfatter forhold, som ligger forud for deres ikrafttrædelse, såfremt det af ordlyden, bestemmelsernes formål eller opbygning klart fremgår, at dette har været meningen (Domstolens dom af 12.11.1981, forenede sager 212/80-217/80, Meridionale Industria Salumi m.fl., Sml. s. 2735, præmis 9, og af 10.2.1982, sag 21/81, Bout, Sml. s. 381, præmis 13, Rettens dom af 19.2.1998, sag T-42/96, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 55, dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 65, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 85, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 79).

141    Hvad i dette perspektiv angår spørgsmålet om de materielle bestemmelser, som gælder for en retlig situation, der er endeligt opstået før EKSF-traktatens udløb, fordrer kontinuiteten i EU’s retsorden samt kravene vedrørende retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, at der sker anvendelse af de materielle bestemmelser, som er vedtaget i medfør af EKSF-traktaten, på de faktiske forhold, som er omfattet af disse bestemmelsers materielle og tidsmæssige anvendelsesområde. Den omstændighed, at de pågældende retsforskrifter som følge af EKSF-traktatens udløb ikke længere er i kraft på det tidspunkt, hvor vurderingen af de faktiske forhold foretages, ændrer ikke herved, da denne vurdering vedrører en retlig situation, der er endeligt opstået på et tidspunkt, hvor de materielle bestemmelser, som var truffet i medfør af EKSF-traktaten, var gældende (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 66, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 86, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 79; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Ferriere Nord mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 126, præmis 96).

142    Med hensyn til de materielle regler bemærkes i den foreliggende sag, at den første beslutning vedrører en retlig situation, der er endeligt opstået før EKSF-traktatens udløb den 23. juli 2002, idet overtrædelsesperioden gik fra den 6. december 1989 til den 4. juli 2000 (jf. præmis 39 ovenfor). Da den materielle konkurrenceret, der har været gældende siden den 24. juli 2002, ikke har nogen tilbagevirkende kraft, skal det fastslås, at artikel 65, stk. 1, KS udgør den materielle regel, som finder anvendelse, og som Kommissionen rent faktisk har anvendt i den første beslutning, hvorved bemærkes, at det netop følger af EF-traktatens lex generalis-karakter i forhold til EKSF-traktaten, jf. artikel 305 EF, at den særlige ordning i henhold til EKSF-traktaten og dens gennemførelsesbestemmelser i medfør af princippet om, at lex specialis går forud for en generel bestemmelse, er den eneste ordning, som gælder for situationer, der er opstået før den 24. juli 2002 (jf. i denne retning dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 68, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 89, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 77, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 79).

143    Sagsøgeren kan således ikke gøre gældende, at der i medfør af det strafferetlige legalitetsprincip alene kan forekomme en sanktion, såfremt den omhandlede handling var ulovlig, ikke kun da den blev begået, men ligeledes på tidspunktet for dens formelle sanktion. Sagsøgeren kan heller ikke hævde, at Kommissionen eventuelt kunne have pålagt de omhandlede virksomheder sanktioner i medfør af artikel 81 EF efter at have påvist, at de faktiske og retlige betingelser for at anvende denne bestemmelse var opfyldt.

144    Domstolen har i øvrigt påpeget, at det strafferetlige legalitetsprincip, således som det bl.a. er fastsat i artikel 49, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, kræver, at en EU-regulering klart skal definere overtrædelserne og sanktionerne (jf. dommen i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

145    For så vidt som traktaterne før tidspunktet for de faktiske omstændigheder klart definerede overtrædelserne såvel som arten og omfanget af de sanktioner, som kunne pålægges herfor, tilsigter nævnte principper ikke at sikre virksomhederne, at efterfølgende ændringer af retsgrundlagene og de processuelle bestemmelser vil gøre det muligt for dem at unddrage sig enhver sanktion vedrørende deres tidligere ulovlige adfærd (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 70, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 83).

146    Det skal bemærkes, at en virksomhed, som udviser påpasselighed, og som befinder sig i sagsøgerens situation, ikke på noget tidspunkt kunne være uvidende om konsekvenserne af sin adfærd eller påregne, at overgangen fra EKSF-traktatens retlige rammer til EF-traktatens retlige rammer ville bevirke, at den kunne unddrage sig enhver sanktion for tilsidesættelser af artikel 65 KS, som den havde begået tidligere (dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 73, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 86).

147    I øvrigt blev den første beslutning vedtaget på grundlag af artikel 7, stk. 1, og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 efter en procedure, der var blevet gennemført i overensstemmelse med forordning nr. 17 og forordning nr. 1/2003. Bestemmelserne om retsgrundlaget og om den procedure, der blev fulgt frem til vedtagelsen af den første beslutning, henhører under de processuelle regler som omhandlet i den retspraksis, der er henvist til i præmis 140 ovenfor. Eftersom den første beslutning blev vedtaget efter EKSF-traktatens udløb, var det med føje, at Kommissionen anvendte de i forordning nr. 1/2003 indeholdte regler (jf. dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 123, præmis 67, og i sagen ThyssenKrupp Stainless mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 116, præmis 87 og den deri nævnte retspraksis, som efter appel blev stadfæstet ved dommen i sagen ArcelorMittal Luxembourg mod Kommissionen og Kommissionen mod ArcelorMittal Luxembourg m.fl., nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 74 og 77, og i sagen ThyssenKrupp Nirosta mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 122, præmis 90; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Ferriere Nord mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 126, præmis 96).

148    Det følger heraf, at disse anbringender skal forkastes.

 Det femte anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 65 KS, en mangelfuld begrundelse og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

149    Sagsøgeren har anført, at den første beslutning er behæftet med en tilsidesættelse af artikel 65 KS, en mangelfuld begrundelse og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

150    Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at artikel 65 KS og artikel 81 EF, til trods for de analogier, der forekommer mellem disse bestemmelser, ikke er substituerbare. Hvor en konkurrencebegrænsende aftale i medfør af artikel 81 EF kan danne grundlag for retsforfølgning, i det omfang der i det mindste foreligger et forsøg på en aftale, synes en aftale, som end ikke i form af en enkel tendens afspejler sig på markedet, ikke at være omfattet af artikel 65 KS. Kommissionen fremlagde imidlertid ikke i den første beslutning beviser for objektive virkninger på markedet for rundt armeringsstål.

151    En sådan argumentation må forkastes. Det fremgår således af retspraksis, at artikel 65, stk. 1, KS forbyder aftaler, der »har til formål« at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence. Det følger heraf, at der består et forbud som omhandlet i denne bestemmelse mod en aftale, der har til formål at begrænse konkurrencen, men hvis konkurrencebegrænsende virkninger ikke er blevet påvist. Da Kommissionen i 399. betragtning til den første beslutning fastslog, at kartellet tilsigtede en prisfastsættelse, i forhold til hvilken der tillige blev påvist en begrænsning af eller kontrol med produktionen eller afsætningen, var den ikke forpligtet til at godtgøre forekomsten af en skadelig virkning på konkurrencen for at dokumentere en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS (Domstolens dom af 2.10.2003, sag C-198/99 P, Ensidesa mod Kommissionen, Sml. I, s. 11111, præmis 59 og 60, og Rettens dom af 11.3.1999, sag T-141/94, Thyssen Stahl mod Kommissionen, Sml. II, s. 347, præmis 277) (jf. ligeledes 463. betragtning til den første beslutning). Under alle omstændigheder foretog Kommissionen, i modsætning til hvad sagsøgeren har anført, en udtømmende undersøgelse af virkningerne af kartellet, og fandt på grundlag af samtlige de omstændigheder, der er redegjort for i 513.-524. betragtning til den første beslutning, at kartellet havde haft konkrete virkninger. Med henblik på at anfægte denne konklusion har sagsøgeren imidlertid i sag T-472/09 begrænset sig til med det foreliggende anbringende at gøre gældende, at køberne af rundt armeringsstål, navnlig den nationale sammenslutning af jernforarbejdningsvirksomheder (herefter »NSJFV«), aldrig har konstateret eller haft mistanke om et sådant kartel. Det manglende kendskab til kartellet hos køberne af rundt armeringsstål kan dog ikke godtgøre sagsøgerens påstand om kartellets manglende virkninger på markedet.

152    Dernæst har sagsøgeren for det første gjort gældende, at Kommissionen i den første beslutning ikke tog stilling til sondringen mellem en aftale og en samordnet praksis. Denne sondring er altafgørende, da det, selv om det er overflødigt at tage hensyn til de konkrete virkninger af en identificeret konkurrencebegrænsende aftale, forholder sig anderledes med en samordnet praksis, som forudsætter, at samordningen viser sig i faktiske forhold, der kan knyttes til de virksomheder, som mistænkes for at være parter i et kartel på markedet.

153    Dernæst kan de påståede aftaler, hvortil der er henvist i den første beslutning, under ingen omstændigheder anses for aftaler, der afspejler en fælles og loyal vilje hos deltagerne i kartellet, herunder sagsøgeren, til at udvise en i selve aftalen fastsat og foruddefineret adfærd. Der er således ingen oplysning i Kommissionens sagsakter, der gør det muligt at fastslå forekomsten af en aftale, underskrevet eller ej, mellem parterne, som blot indirekte ligeledes involverer sagsøgeren.

154    Hvad endelig angår de samordnede praksisser kræves, for at der kan foreligge en overtrædelse, et objektivt element, nemlig en samordnet adfærd hos de virksomheder, der deltager i kartellet på det fælles marked. Der skal sondres mellem de to elementer, der udgør den samordnede praksis, nemlig adfærden, handlemåden eller praksissen på markedet og den forudgående samordning. I denne henseende foreligger overtrædelsen alene, såfremt de restriktive virkninger af aftalen viste sig på konkurrencen, mens der i modsat fald kun vil være tale om et forsøg på samordnet praksis, som hverken falder ind under artikel 81 EF eller artikel 65 KS.

155    Kommissionen interesserede sig i den første beslutning ikke for virksomhedernes konkrete adfærd på markedet, som havde den været stillet over for en formel aftale og ikke en påstået uformel samordning. I den foreliggende sag forelå der imidlertid hverken en skriftlig aftale om eller indirekte beviser for kartellets eksistens.

156    Hvad for det første angår sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke tog stilling til sondringen mellem en aftale og en samordnet praksis, som ifølge sagsøgeren er »af største vigtighed«, skal det påpeges, at Kommissionen i den første beslutning angav, at kartellet i det væsentlige var baseret på aftaler eller samordnet praksis vedrørende basisprisen i perioden fra den 15. april 1992 til den 4. juli 2000 (og, indtil 1995, på aftaler og samordnet praksis vedrørende betalingsfrister) og på aftaler eller samordnet praksis vedrørende »tillæg« i perioden fra den 6. december 1989 til den 1. juni 2000 (400. betragtning til den første beslutning).

157    Kommissionen gennemgik i 403. og 405. betragtning til den første beslutning begreberne »aftale« og »samordnet praksis« som omhandlet i artikel 65, stk. 1, KS, alt imens den i 407. betragtning til denne præciserede, at det navnlig i tilfælde af en langvarig og kompleks overtrædelse ikke var nødvendigt, at Kommissionen kvalificerede adfærden som henhørende udelukkende under den ene eller den anden form for ulovlig adfærd. Idet Kommissionen baserede sig på retspraksis, konkluderede den i 409. og 410. betragtning til den første beslutning, at et kartel derfor på samme tid kunne udgøre en aftale og en række af samordnede praksisser, og at artikel 65 KS ikke fastsatte nogen særlig kategori for en kompleks overtrædelse som den, der var fastslået i det foreliggende tilfælde.

158    Kommissionen henviste ligeledes til muligheden for, at former for adfærd, der har det samme konkurrencebegrænsende formål – og som hver for sig og individuelt betragtet kan falde ind under begrebet »aftale«, »samordnet praksis« eller »vedtagelse inden for en sammenslutning af virksomheder« – kan kvalificeres som udgørende en enkelt overtrædelse (437. betragtning til den første beslutning).

159    Om end begreberne aftale og samordnet praksis rummer grundlæggende elementer, som er delvist forskellige, er de under alle omstændigheder, således som det fremgår af retspraksis, ikke indbyrdes uforenelige. Følgelig var Kommissionen ikke forpligtet til at kvalificere hver af de konstaterede adfærdsformer som aftale eller samordnet praksis, men kunne med føje principalt kvalificere visse af disse adfærdsformer som »aftaler« og subsidiært kvalificere andre som »samordnede praksisser« (jf. i denne retning Domstolens dom af 8.7.1999, sag C-49/92 P, Kommissionen mod Anic Partecipazioni, Sml. I, s. 4125, præmis 132).

160    Det følger af ovenstående betragtninger, at den første beslutning er begrundet i retligt tilstrækkeligt omfang i henseende til sondringen mellem begreberne »aftale« og »samordnet praksis«.

161    Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at der ikke er nogen oplysning i Kommissionens sagsakter, der gør det muligt at fastslå forekomsten af en aftale, underskrevet eller ej, som blot indirekte involverer selskabet. Hvad angår forekomsten af samordnede praksisser interesserede Kommissionen sig heller ikke for virksomhedernes konkrete adfærd på markedet.

162    Det skal bemærkes, at der er tale om begrebet aftale i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 65, stk. 1, KS, når de deltagende virksomheder har givet udtryk for en fælles vilje til at optræde på markedet på en bestemt måde (jf. med hensyn til artikel 81, stk. 1, EF dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 130; jf. med hensyn til artikel 65, stk. 1, KS dommen i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 262) (jf. ligeledes 403. betragtning til den første beslutning).

163    I øvrigt omfatter begrebet samordnet praksis som omhandlet i samme bestemmelse, således som Kommissionen påpegede i 491. og 492. betragtning til den første beslutning, en form for koordinering mellem virksomheder, hvorved disse – uden at gå så langt som til at slutte en egentlig aftale – bevidst erstatter de risici, der er forbundet med konkurrence, med et indbyrdes praktisk samarbejde (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 26, og af 31.3.1993, forenede sager C-89/85, C-104/85, C-114/85, C-116/85, C-117/85 og C-125/85-C-129/85, Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1307, præmis 63, dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 115, og dom af 8.7.1999, sag C-199/92 P, Hüls mod Kommissionen, Sml. I, s. 4287, præmis 158, og dommen i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 266).

164    Domstolen har endvidere fastslået, at kriterierne om koordinering og samarbejde skal forstås ud fra den grundtanke, der ligger bag traktatens konkurrencebestemmelser, og hvorefter enhver erhvervsdrivende uafhængigt skal tage stilling til den politik, som han vil føre på det fælles marked (Domstolens dom i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 163, præmis 173, i sagen Ahlström Osakeyhtiö m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 163, præmis 63, og i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 116, samt dom af 2.10.2003, sag C-199/99 P, Corus UK mod Kommissionen, Sml. I, s. 11177, præmis 106).

165    Ifølge denne retspraksis antages det, at selv om dette krav om uafhængighed ikke udelukker de erhvervsdrivendes ret til rationelt at tilpasse sig deres konkurrenters konstaterede eller antagelige adfærd, udelukker det imidlertid kategorisk enhver direkte eller indirekte kontakt mellem sådanne erhvervsdrivende, som kan påvirke en aktuel eller potentiel konkurrents markedsadfærd eller give en sådan konkurrent kendskab til den adfærd, som man har besluttet sig til – eller overvejer – selv at følge på markedet, når disse kontakter tilsigter eller bevirker, at der opstår konkurrencevilkår, som ikke svarer til de normale vilkår på det pågældende marked i betragtning af produkternes eller de præsterede tjenesteydelsers art, størrelsen og antallet af virksomheder samt markedets omfang (dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 163, præmis 174, i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 117, i sagen Hüls mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 163, præmis 160, og i sagen Corus UK mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 164, præmis 107).

166    Det må desuden antages – med forbehold af det modbevis, som det påhviler de pågældende erhvervsdrivende at føre – at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet. Dette gælder så meget desto mere, når samordningen finder sted regelmæssigt og over en lang periode (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 121; jf. ligeledes i denne retning dommen i sagen Hüls mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 163, præmis 162).

167    Det skal i øvrigt bemærkes, at en sammenligning mellem begreberne aftale og samordnet praksis viser, at disse set fra et subjektivt synspunkt omfatter former for hemmelig forståelse, der er af samme karakter, og som kun adskiller sig fra hinanden ved deres grad og de former, hvorunder de kommer til udtryk (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 131).

168    Hvad angår forekomsten af aftaler kan sagsøgeren i den foreliggende sag ikke hævde, at der ikke er nogen oplysning i Kommissionens sagsakter, der gør det muligt at fastslå forekomsten af nogen som helst aftale mellem parterne, som blot indirekte involverer selskabet.

169    Som Kommissionen med rette har påpeget, fremhævede den i 473. betragtning til den første beslutning – som henviser til de møder, i forhold til hvilke en aftale mellem deltagerne gav anledning til udarbejdelse af dokumenter, samt de relevante betragtninger til den første beslutning – forekomsten af aftaler, som deltagerne gav udtryk for på møder, og som blev bekræftet ved dokumenter hvad angår 27 møder, der blev afholdt mellem den 6. december 1989 og den 4. juli 2000. Sagsøgeren har imidlertid ikke i sit anbringende fremlagt nogen oplysning, der tilsigter at afkræfte det bevismateriale, som Kommissionen har fremført i de nævnte betragtninger (jf. bl.a. 126., 142., 146., 147., 154., 158., 160., 165., 168., 183., 200., 212.-214., 216.-287., 290.-293., 295., 296., 299., 300. og 305. betragtning til den første beslutning).

170    Samme konklusion må drages med hensyn til de møder, der er omtalt i 474. betragtning til den første beslutning, og i forhold til hvilke forekomsten af en aftale fremgår af den omstændighed, at en fastsat pris ifølge Federacciai skulle være »fremkommet« (jf. bl.a. 137., 141., 201., 210. og 282. betragtning til den første beslutning), såvel som med hensyn til de tilfælde, hvor en pris blev »angivet« (jf. bl.a. 138., 200., 210. og 289. betragtning til den første beslutning).

171    Desuden omtalte Kommissionen i 475. betragtning til den første beslutning tillige ni aftaler, for hvilke den rådede over aftaleudkast- eller forslag, i forhold til hvilke konkrete oplysninger beviste, at de var trådt i kraft, eller at virksomhederne havde godkendt dem efter drøftelse.

172    Eksempelvis følger sagsøgerens involvering i disse aftaler, som det fremgår af sagsakterne, for det første af det aftaleudkast fra april-maj 1992, der primært angik overholdelsen af minimumssalgspriserne (129.-132. betragtning til den første beslutning), og som specifikt omtaler Lucchini, der ifølge den første beslutning udgør en enkelt virksomhed sammen med sagsøgeren. Som Kommissionen med rette har fremhævet i 130. betragtning til den første beslutning, illustrerer det forhold, at otte virksomheder, som ikke havde tiltrådt denne aftale, ønskede at tiltræde »den eksisterende aftales ånd og vilkår« fra og med den 1. juni 1992, at dette aftaleudkast faktisk var trådt i kraft (jf. ligeledes 314. betragtning til den første beslutning).

173    Hvad dernæst angår aftalen af 27.-30. september 1996 angående opdelingen af det italienske marked for rundt armeringsstål for oktober, november og december 1996 (og, eventuelt, for januar, februar og marts 1997) (196. betragtning til den første beslutning) følger sagsøgerens involvering ligeledes af selve aftaleudkastet, idet dette specifikt nævner Lucchini samt datoen og tidspunktet for dennes tiltrædelse af dette udkast. Som det blev angivet i samme betragtning, bekræftes de pågældende virksomheders faktiske tiltrædelse af aftalen af forekomsten af to tabeller, der er i det tidligere Acciaierie e Ferriere Leali Luigis besiddelse, og som vedrører de nævnte virksomheder, hvori indgår oplysninger om markedsandelen for oktober og november 1996 for hver af disse (identiske med de i aftalen fastsatte markedsandele), ordrebogen og lagrene ultimo september og ultimo oktober 1996 og de modtagne bestillinger for hver af disse virksomheder for hver uge i oktober og november 1996. I 560. betragtning til den første beslutning fremhævede Kommissionen ligeledes, at en anden bekræftelse af Lucchini-SP’s deltagelse i kartellet i 1996 tillige fremgik af det forhold, at det var en af de virksomheder, som Leali i indkaldelsen til mødet den 7. januar 1997 havde takket »for det samarbejde og den ståen til rådighed, som er blevet lagt for dagen i løbet af 1996 med henblik på at opretholde en velordnet markedssituation« (jf. ligeledes 202. betragtning til den første beslutning).

174    Hvad endelig angår aftalen fra september-november 1998 vedrørende overholdelsen af salgskvoter på det italienske marked (245.-254. betragtning til den første beslutning) fremgår sagsøgerens deltagelse af flere dokumenter, heriblandt selve aftaleudkastet, som specifikt omtaler Siderpotenza og Lucchini. Med hensyn til gennemførelsen af aftalen følger denne for det første af den telefax, der blev afsendt den 12. november 1998 af Valsabbia til Leali, hvorved Valsabbia anmodede om tildeling af en større markedsandel end den i aftalen angivne, for det andet af de tabeller, der blev fundet hos Ferriere Nord angående overslagene for 1999 og udviklingen i løbet af de sidste fire måneder af 1998, såvel som af de tabeller, der blev fundet hos Leali, som for hver virksomhed angiver den tildelte procentsats for leverancekvoter samt »tilbagebetalingerne«, hvilket svarer til det i aftalen fastsatte kompensationssystem (jf. ligeledes 251. betragtning til den første beslutning) og for det tredje af telefaxerne af 22. februar og 14. juni 1999 (jf. ligeledes 248. betragtning til den første beslutning).

175    Sagsøgeren kan heller ikke med føje gøre gældende, at ingen af de adfærdsformer, som selskabet har deltaget i, kan kvalificeres som samordnet praksis.

176    Hvad for det første angår forhøjelserne af pristillæggene viser de oplysninger, der er i Kommissionens besiddelse, som det fremgår af 493. betragtning til den første beslutning, at der i løbet af den pågældende periode blev foretaget mindst nitten forhøjelser af pristillæggene, og at der for ni af disse foreligger direkte beviser for aftalerne eller de samordnede praksisser vedrørende disse forhøjelser (jf. 439. betragtning til den første beslutning). Ifølge nævnte betragtning blev det ligeledes i de ti andre tilfælde af forhøjelser observeret, at der forelå en samordnet praksis angående fastsættelsen af pristillæggene for rundt armeringsstål, eftersom der forelå en fælles overbevisning om, at såfremt en producent forhøjede pristillæggene for størrelse, ville alle de andre producenter automatisk gøre det samme (440. og 489. betragtning til den første beslutning).

177    Hvad for det andet angår basispriserne fremgår det af 494. og 495. betragtning til den første beslutning, at virksomhederne offentliggjorde skalaerne med basispriserne i løbet af den omhandlede periode. Kommissionen fremhævede tillige i 496. betragtning til den første beslutning, at 419.-433. betragtning til denne opstillede en liste over alle de fastslåede tilfælde, hvor basisprisen havde været genstand for drøftelser mellem virksomhederne (jf. ligeledes præmis 102 ovenfor). Kommissionen bemærkede ligeledes, at det for de andre tilfælde, mellem 1993 og 2000, var nødvendigt at benytte begrebet samordning, hvis formål var at påvirke producenternes adfærd på markedet og at offentliggøre den adfærd, som hver enkelt af disse konkret påtænkte at vedtage i forhold til fastsættelsen af basisprisen.

178    For så vidt angår sagsøgerens argument om, at begrebet »samordnet praksis« som omhandlet i artikel 65, stk. 1, KS forudsætter, at virksomhederne har gennemført de praksisser, som var genstand for deres samordning, og at virkningerne af praksisserne viser sig på konkurrencen, fremgår det i øvrigt af retspraksis, at det ikke er nødvendigt, for at der kan antages at foreligge en samordnet praksis, at samordningen i den af sagsøgeren angivne forstand er slået igennem på konkurrenternes adfærd på markedet. Det er i alt efter omstændighederne tilstrækkeligt at fastslå, at den enkelte virksomhed nødvendigvis, direkte eller indirekte, må have taget hensyn til de oplysninger, som den har indhentet under sine kontakter med sine konkurrenter. Det er i den henseende ikke nødvendigt, at Kommissionen påviser, at de pågældende informationsudvekslinger har ført til et konkret resultat eller er blevet gennemført på det pågældende marked (dommen i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 269-271).

179    Det følger heraf, at det var med rette, at Kommissionen fastslog, at de omhandlede virksomheder havde erstattet de risici, der er forbundet med den normale konkurrence efter traktaten, med et indbyrdes praktisk samarbejde, og kvalificerede de pågældende praksisser som »samordnede praksisser«.

180    Sagsøgeren har for det tredje anført, at det forhold, at prisskalaerne var forskellige for alle de konkurrerende virksomheder (hvilket fremgår af de tabeller, der er vedlagt som bilag til beslutningen af 2002), og at de fakturaer, som selskabet har fremlagt, viser, at der blev anvendt forskellige priser de samme dage for de samme mængder rundt armeringsstål til forskellige kunder og på forskellige vilkår, dokumenterer fraværet af et kartel.

181    Henset til den retspraksis, der fremgår af præmis 166 ovenfor, kan et sådant argument dog ikke tages til følge. De fremlagte fakturaer kan nemlig ikke udgøre noget bevis for, at sagsøgeren ikke tog hensyn til de informationer, der var blevet udvekslet med de andre erhvervsdrivende, da det, som Kommissionen påpegede i 494. betragtning til den første beslutning, ikke ud fra stikprøver er muligt at kontrollere, om den anvendte gennemsnitspris svarer til skalaprisen eller afviger fra denne, eftersom det f.eks. ikke er muligt at afgøre, hvilke fakturaer der svarer til normale eller privilegerede kunder. Det kan således alene hævdes, at priserne var forskellige ved de transaktioner, der er attesteret ved dokumenter, men dette viser på ingen måde, at de priser, der blev anvendt ved samtlige de transaktioner, som blev gennemført i løbet af de dage eller perioder, der fulgte efter forhøjelserne, var forskellige fra priserne i skalaerne. Som det er blevet fremhævet i præmis 151 ovenfor, er aftaler og samordnede praksisser i øvrigt forbudte efter artikel 81 EF og artikel 65 KS, uafhængigt af enhver virkning, når de har et konkurrencebegrænsende formål (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 122 og 123).

182    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal dette anbringende forkastes.

 Det sjette anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, og at der foreligger en mangelfuld begrundelse

183    Sagsøgeren har anført, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og udvist partiskhed. Selskabet har således kritiseret Kommissionen for ikke at have taget hensyn til visse omstændigheder, som viste sig at være væsentlige i henseende til at efterprøve rigtigheden af de klagepunkter, der blev formuleret i forhold til de virksomheder, som havde deltaget i kartellet. Sagsøgeren har ligeledes gjort gældende, at der foreligger en mangelfuld begrundelse for den første beslutning.

184    Det bemærkes indledningsvis, at 37. betragtning til forordning nr. 1/2003 præciserer, at denne forordning »overholde[r] de grundlæggende rettigheder og principper, som bl.a. […] [chartret] om grundlæggende rettigheder anerkender«, og at den »bør […] fortolkes og anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper«.

185    Artikel 41 i chartret om grundlæggende rettigheder, som har overskriften »Ret til god forvaltning«, fastslår i stk. 1, at »[e]nhver har ret til at få sin sag behandlet uvildigt, retfærdigt og inden for en rimelig frist af Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer«.

186    Det følger af EUʼs retsinstansers praksis om princippet om god forvaltningsskik, at der tillægges overholdelsen af de garantier, som EU-retten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling, en endnu mere afgørende betydning, såfremt EU-institutionerne råder over et skøn. Blandt disse garantier optræder bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den konkrete sag (Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14, samt Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 86, af 15.12.2010, sag T-141/08, E.ON Energie mod Kommissionen, Sml. II, s. 5761, præmis 65, og af 22.3.2012, forenede sager T-458/09 og T-171/10, Slovak Telekom mod Kommissionen, præmis 68).

187    Som Kommissionen med rette påpegede i 468. betragtning til den første beslutning, skal beviserne i øvrigt bedømmes i deres helhed under hensyntagen til alle de relevante omstændigheder (jf. dommen i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 175 og den deri nævnte retspraksis).

188    Sagsøgeren har for det første anført, at Kommissionen ikke tog hensyn til tre objektive og fastslåede omstændigheder, som viste sig at være væsentlige i henseende til at efterprøve rigtigheden af de klagepunkter, der blev formuleret i forhold til de virksomheder, som havde deltaget i det påståede kartel, hvilket illustrerer den partiskhed, der har kendetegnet dens undersøgelse. For det første havde NSJFV, som repræsenterer tæt ved 65% af køberne af rundt armeringsstål i Italien, aldrig haft kendskab til, at forarbejdningsvirksomhederne skulle have konstateret konkurrencebegrænsende adfærdsformer (63. betragtning til den første beslutning). Dernæst fremlagde sagsøgeren af egen drift flere salgsfakturaer for at gøre det muligt for Kommissionen at kontrollere, at der ikke forelå nogen ensartethed i de forskellige producenters priser, såvel som fakturaer fra energileverandører med henblik på at anfægte klagepunktet om samordnede produktionsstandsninger i forskellige perioder, hvilke sidstnævnte var sammenfaldende med august- og juleferieperioderne. Endelig tog Kommissionen ikke hensyn til undersøgelsen fra Lear (Laboratorio di Economia, Antitrust, Regolamentazione), som har overskriften »Industrien for rundt armeringsstål i Italien fra 1989 til 2000«, som blev bestilt af virksomhederne Alfa, Feralpi, IRO, SP og Valsabbia (herefter »Lear-undersøgelsen«), og som påviser fraværet af virkninger på markedet af det påståede kartel. Kommissionen tog i den første beslutning intet hensyn til disse omstændigheder og fremkom ikke med nogen redegørelse i denne henseende, hvilket viser partiskheden i dens undersøgelse. Kommissionen var i henhold til princippet om god forvaltningsskik ligeledes forpligtet til at afkræve de andre virksomheder, der havde deltaget i det påståede kartel, deres fakturaer for de samme salgsmængder i de samme perioder.

189    For det første tog Kommissionen, i modsætning til hvad sagsøgeren har anført, behørigt hensyn til NSJFV’s holdning i 55., 63.-66. og 524. betragtning til den første beslutning. Den fremhævede således i 524. betragtning til den første beslutning, at NSJFV’s udtalelse ikke kunne udviske en ubestridelig oplysning, nemlig tilstedeværelsen af dokumentbeviser for overtrædelsen.

190    For det andet tog Kommissionen faktisk, i 481.-487. og 494.-496. betragtning til den første beslutning, hensyn til de salgsfakturaer, som sagsøgeren fremlagde for at påvise, at der ikke forelå nogen ensretning af de aftalte priser, såvel som de fakturaer fra energileverandører, der skulle gøre det muligt at afkræfte klagepunktet om samordnede produktionsstandsninger i visse perioder.

191    Hvad angår de omhandlede aftaler henviste Kommissionen i 481. betragtning til den første beslutning bl.a. til Rettens praksis, ifølge hvilken det forhold, at en virksomhed ikke retter sig efter udfaldene af de møder, der har et åbenbart konkurrencebegrænsende formål, ikke kan fritage den for dens fulde ansvar for deltagelsen i kartellet, når den ikke offentligt har distanceret sig fra indholdet af møderne. Kommissionen tilføjede, at den omstændighed, at den ikke påviste, at alle de involverede virksomheder havde gennemført aftalen, eller at de alle havde gennemført den på den samme måde, var uden relevans. Kommissionen fremhævede ligeledes i 486. betragtning til den første beslutning, at spørgsmålet om en adfærd, der er afvigende, ikke-identisk eller ikke-samtidig i forhold til den udtrykte fælles vilje til at vedtage en bestemt adfærd på markedet, syntes uden betydning i tilfælde af en aftale, men at det eventuelt kunne undersøges i forbindelse med vurderingen af forekomsten af en samordnet praksis. Kommissionen angav i øvrigt i 487. betragtning til den første beslutning, at den omstændighed, at produktionsstandsningerne fandt sted i højtidsperioder for alle producenterne, og at dette udgjorde en sædvanlig praksis, eller at betalingsfristerne var de normalt anvendte, alene var relevant, hvor der ikke forelå en forudgående samordning.

192    Med hensyn til de samordnede praksisser, som der er henvist til i den første beslutning, bemærkede Kommissionen i forhold til basispriserne i 494.-496. betragtning til den første beslutning, at retspraksis krævede, at en adfærd faktisk blev gennemført. Offentliggørelsen af skalaer blev imidlertid anset for en adfærd i den i retspraksis anvendte forstand. Kommissionen tilføjede, at formålet med samordningen var at påvirke producenternes adfærd på markedet og at offentliggøre den adfærd, som hver enkelt af disse konkret påtænkte at anlægge i forhold til fastsættelsen af basisprisen. I den forbindelse syntes den af parterne i kartellet fremhævede sondring mellem prisskalaerne og de priser, der faktisk blev anvendt på markedet, ikke afgørende, da de af parterne i kartellet fremlagte stikprøver af fakturaerne for de perioder, hvori prisstigningerne blev vedtaget, ikke gjorde det muligt at efterprøve, om den anvendte gennemsnitspris svarede til eller afveg fra prisskalaen. I øvrigt ville det – selv i de tilfælde, hvor gennemsnitspriserne blev tilvejebragt – ikke kunne udelukkes, at afvigelsen skyldtes markedskonjunkturerne eller ønsket om at udnytte kartellet til egen fordel.

193    Det er i denne henseende tillige blevet påpeget i præmis 166 ovenfor, at det påhvilede de pågældende erhvervsdrivende at afkræfte formodningen om, at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet. Det følger heraf, at sagsøgeren heller ikke med føje kan hævde, at det i medfør af princippet om god forvaltningsskik påhvilede Kommissionen at afkræve de andre virksomheder, der havde deltaget i det påståede kartel, deres fakturaer for de samme salgsmængder i de samme perioder.

194    For det tredje tog Kommissionen i 42., 50.-56., 62., 513., 521. og 585. betragtning til den første beslutning behørigt hensyn til Lear-undersøgelsen. Hvad navnligt angår Lear-undersøgelsens konklusioner om virkningerne af kartellet bemærkede Kommissionen bl.a. i 513. betragtning til den første beslutning, at »med de gennemsnitlige pristillæg for december 1989-januar 1990 og maj-juni 2000 som referencepunkt vurdere[de] […den] forhøjelsen af pristillæggene til mindst 40% i faste priser«. Ifølge Kommissionen »[betød] [d]ette […], at selv om man ville anse nedsættelserne af basisprisen i faste priser for betydelige, syn[t]es dataene ikke at understøtte Lear-undersøgelsens påstand om en nedsættelse af den samlede pris på 32% i reelle tal«, og at »Lear-undersøgelsen under alle omstændigheder støtte[de] sig på formodninger, der var nødvendige for rekonstruktionen af en del af dataene (vedrørende den samme periode), som ikke var til rådighed«. Desuden henviste Kommissionen i 521. betragtning til den første beslutning til Rettens praksis, ifølge hvilken en økonomisk analyse ikke kunne afkræfte uomtvistelige faktiske omstændigheder, som fremgår af dokumentbeviser (dommen i sagen Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 106, præmis 1088).

195    På baggrund af de ovenfor i præmis 189-194 anførte betragtninger kan sagsøgeren ikke med føje hævde, at Kommissionen afholdt sig fra at tage hensyn til de omstændigheder, der er omtalt i præmis 188 ovenfor, eller at Kommissionen afholdt sig fra at give en redegørelse i denne henseende.

196    Sagsøgeren har for det andet anført, at selv det bevismateriale, der er indeholdt i beslutningen af 2002 og i dennes bilag om skalaerne, hvilke manglede i den første beslutning, ikke er blevet korrekt medregnet af Kommissionen. Rundt armeringsstål udgør en råvare (commodity), for hvilken den eneste konkurrencemulighed ligger i priserne. Ud over at de priser, der blev meddelt af de forskellige producenter, næsten altid var angivet som »mål«, varierede de imidlertid ofte med 10-15 ITL/kg, endda med 10-20 ITL/kg, hvilket viste sig at være en betydelig forskel. Det forhold, at producenterne af rundt armeringsstål i Italien offentliggjorde forskellige prisskalaer, burde i den forbindelse have udgjort et åbenbart bevis for Kommissionen for en væsentlig distancering fra hver erhvervsdrivendes side i det eventuelle tilfælde, at der forelå et påstået kartel. Sagsøgeren har i den henseende som eksempel henvist til, at overenskomsten om basisprisen af 7. februar 1994, 30. august 1994 og 21. februar 1995 ikke blev gennemført.

197    Et sådant argument må dog forkastes, da det fremgår af den praksis fra Retten, som der er henvist til i 481. betragtning til den første beslutning (jf. præmis 191 ovenfor), at det forhold, at en virksomhed ikke retter sig efter udfaldene af de møder, der har et åbenbart konkurrencebegrænsende formål, ikke kan fritage den for dens fulde ansvar for deltagelsen i kartellet, når den ikke offentligt har distanceret sig fra indholdet af møderne. Selv hvis det lægges til grund, at den markedsadfærd, der blev udvist af sagsøgeren og de andre producenter, som havde meddelt målsætninger om forskellige priser, ikke var i overensstemmelse med den aftalte adfærd, påvirker dette på ingen måde deres ansvar (jf. i denne retning Rettens dom af 14.5.1998, sag T-334/94, Sarrió mod Kommissionen, Sml. II, s. 1439, præmis 118, som efter appel blev stadfæstet ved Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-291/98 P, Sarrió mod Kommissionen, Sml. I, s. 9991, præmis 43 og 49), eftersom de blot kunne forsøge at udnytte kartellet til deres egen fordel (jf. i denne retning Rettens dom af 15.6.2005, forenede sager T-71/03, T-74/03, T-87/03 og T-91/03, Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 74 og den deri nævnte retspraksis).

198    Sagsøgeren har for det tredje gjort gældende, at en stor del af de betragtninger til den første beslutning, som vedrører de faktiske omstændigheder (124.-341. betragtning til den første beslutning), er subjektive vurderinger, der ikke kan fremlægges som faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke der er blevet foretaget en vurdering af sagen.

199    Dels angav Kommissionen i 130. betragtning til den første beslutning, at »[d]er [ikke] herske[de] [nogen] tvivl om, at den ovenfor i 129. betragtning beskrevne aftale faktisk [var] trådt i kraft«. Ifølge Kommissionen forholdt det sig nemlig således, at »otte virksomheder, som ikke havde tiltrådt denne aftale, [havde] ønsket at tiltræde »den eksisterende aftales ånd og vilkår« fra og med den 1. juni 1992«, hvilket udgør en vurdering fra Kommissionens side og ikke en faktisk omstændighed.

200    Det skal fremhæves, at Kommissionen i 129. betragtning til den første beslutning tog højde for aftalen fra april-maj 1992, der tilsigtede at fastsætte minimumssalgspriserne på rundt armeringsstål. Denne aftale bekræftes af det dokument, der blev fundet af Kommissionen i Federacciais lokaler. Kommissionen fastslog i 130. betragtning til den første beslutning, at aftalen – på grund af, at otte virksomheder havde ønsket at tiltræde denne den 1. juni 1992 – derfor »ganske afgjort var i kraft den 31. maj 1992 (hvilket tidspunkt lå umiddelbart forud for den dato, fra hvilken de otte allerede anførte yderligere virksomheder [havde] ønsket at tiltræde aftalen)«. En sådan slutning, som er faktuel og baseret på dokumenter, der indgår i sagsakterne, kan imidlertid ikke anses for en subjektiv vurdering fra Kommissionens side. Det skal i øvrigt bemærkes, at den retlige vurdering af nævnte aftale ikke optræder i afsnittet »De faktiske omstændigheder« i den første beslutning, men derimod i afsnittet »Den retlige vurdering«, og navnlig i 419., 478. og 479. betragtning til beslutningen.

201    Dels anså Kommissionen – alene på grundlag af et dokument, der blev fundet, og som ikke omtalte nogen bestemt virksomhed – det for et fastslået faktum, at visse virksomheder mellem april og juli 1992 agtede at tiltræde en aftale om priser med forventningen om produktionsstandsninger. Dette dokuments oprindelse er ukendt, og selv om et sådant dokument havde kunnet udgøre et udkast, der var udfærdiget med henblik på udarbejdelse af et andet dokument, var det hverken underskrevet eller paraferet. Det må dog fastslås, at det dokument, som Kommissionen har henvist til i 132. betragtning til den første beslutning, og som blev fundet i Federacciais lokaler, ud over 19 berørte virksomheder omtaler visse datoer, som bekræfter, at det blev tiltrådt mellem den 13. april 1992 og juli måned 1992, såvel som produktionsstandsninger af en varighed på tre uger i juli og august måned og af en varighed på en uge pr. måned fra september 1992 til februar 1993. Henset til bl.a. den sammenhæng, der er beskrevet i 124.-134. betragtning til den første beslutning, er sagsøgerens argument om, at nævnte udkast hverken var paraferet eller underskrevet, uden relevans. Da forbuddet mod at deltage i konkurrencebegrænsende praksisser og aftaler såvel som de sanktioner, der kan ifaldes ved at overtræde dette forbud, er almindeligt kendt, er det hyppigt forekommende, at dokumenterne herom begrænses til et minimum (jf. i denne retning Domstolens dom af 7.1.2004, forenede sager C-204/00 P, C-205/00 P, C-211/00 P, C-213/00 P, C-217/00 P og C-219/00 P, Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 123, præmis 55).

202    Sagsøgernes argumenter kan derfor ikke tiltrædes.

203    Sagsøgeren har for det fjerde i replikken fremhævet, at Kommissionen ikke havde taget noget hensyn til det forhold, at antallet af virksomheder, som indledningsvis deltog – til trods for, at der var tale om et kartel, der havde varet i mere end ti år – var blevet reduceret med fire femtedele, med lukning og nedrivning af flere anlæg, samt at de faktiske priser på rundt armeringsstål faldt med 30% i løbet af denne periode.

204    Eftersom de i præmis 203 ovenfor anførte argumenter først er blevet fremsat i replikken og ikke udgør en uddybning af et anbringende eller et klagepunkt, der er fremført i stævningen, må de afvises i medfør af den retspraksis, som der er henvist til i præmis 65 ovenfor.

205    Det må under alle omstændigheder fastslås, at Kommissionen, i modsætning til hvad sagsøgeren har anført, dels i 551., 552. og 585. betragtning til den første beslutning faktisk tog hensyn til reduktionen i antallet af virksomheder, der var aktive på markedet, dels i 513. betragtning til den første beslutning tilbageviste argumentet om det påståede fald i de faktiske priser. Sagsøgernes argument kan derfor ikke tages til følge.

206    Det følger heraf, at dette anbringende skal forkastes.

 Det syvende anbringende om en fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, den ugrundede karakter af de klagepunkter, der er formuleret mod sagsøgeren, og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

207    Sagsøgeren har, inden for rammerne af et første led om en fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, anført, at Kommissionen i 442. betragtning til den første beslutning kvalificerede overtrædelsen som én samlet, vedvarende og kompleks overtrædelse. Hvad angår overtrædelsens vedvarende karakter har sagsøgeren gjort gældende, at møderne mellem producenterne, for så vidt som de har fundet sted, ikke udmundede i nogen konkret virkning på markedet. Det, der var vedvarende, var således ikke kartellet, men et forgæves forsøg på at opnå en harmonisering på markedet. Desuden er Kommissionens konstateringer vedrørende varigheden af kartellet grundløse i forhold til sagsøgeren. Selv hvis det forudsættes, at der forelå et kartel vedrørende pristillæggene, som varede i mere end ti år, et kartel vedrørende basispriserne, som varede i otte år, og et kartel vedrørende kontrol med produktionen, som varede i fem år, var disse punktvise og af en så flygtig varighed, at nye møder mellem producenterne altid ville have været nødvendige. Under alle omstændigheder gælder forhøjelsen af bødens størrelse på 105% for varigheden, dvs. for et kartel af en varighed på ti og et halvt år, kun for bødens grundbeløb vedrørende den del af kartellet, der angik pristillæggene, og ikke for kartellets to andre dele.

208    Det skal for det første bemærkes, at sagsøgerens argument om, at møderne mellem producenterne ikke havde nogen konkret virkning på markedet, er irrelevant i henseende til at anfægte overtrædelsens vedvarende karakter.

209    Dels skal sagsøgerens argument – såfremt det går ud på at hævde, at selskabet ikke gennemførte de adfærdsformer, der blev aftalt på møderne mellem producenterne – forkastes af de grunde, der er anført i præmis 197 ovenfor.

210    Dels er det blevet påpeget i præmis 151 ovenfor, at det fremgår af retspraksis, at artikel 65, stk. 1, KS forbyder aftaler, der »har til formål« at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence. Det følger heraf, at der består et forbud som omhandlet i denne bestemmelse mod en aftale, der har til formål at begrænse konkurrencen, men hvis konkurrencebegrænsende virkninger ikke er blevet påvist. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at godtgøre forekomsten af en skadelig virkning på konkurrencen for at dokumentere en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS (dommen i sagen Ensidesa mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 59 og 60, og i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 277).

211    Dernæst, og som Kommissionen i 414. og 415. betragtning til den første beslutning med rette har fremhævet, kan en overtrædelse af artikel 81 EF (og, analogt, af artikel 65 KS) følge ikke blot af en enkeltstående handling, men tillige af en række af handlinger eller af en vedvarende adfærd. Denne fortolkning kan ikke anfægtes under henvisning til, at et eller flere elementer i denne række af handlinger eller i denne vedvarende adfærd også i sig selv kan udgøre en tilsidesættelse af disse bestemmelser (jf. analogt dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 81).

212    Det fremgår i den foreliggende sag af den første beslutning, at adfærdsformerne vedrørende fastsættelsen af basisprisen og betalingsfristerne fremstod som led i den praktiske udførelse af én og samme plan, der tog sigte mod fastsættelsen af en aftalt minimumspris, da hver enkelt af disse adfærdsformer (med undtagelse af den indledende aftale fra april 1992) konkretiserede sig i form af tidsmæssigt mere eller mindre ensartede vilkår, gennem hvilke den aftalte minimumspris blev fastsat (437. betragtning til den første beslutning). Hvad i øvrigt angår pristillæggene for størrelse fremgår overtrædelsens vedvarende karakter ifølge 442. betragtning til den første beslutning af arten af genstanden for de retsstridige adfærdsformer, som blev gentaget over tid, og som bestod i fastsættelsen af ensartede priser for de nævnte tillæg, hvilket bekræfter, at alle de beskrevne adfærdsformer udgjorde en gennemførelse af den samme plan.

213    Sagsøgeren har imidlertid i den forbindelse begrænset sig til at anføre, at samordningerne var punktvise og af en så flygtig varighed, at nye møder mellem producenterne altid ville have været nødvendige. Et sådant argument kan ikke tiltrædes. Som Kommissionen har fremhævet i 510. betragtning til den første beslutning, blev de samme adfærdsformer anlagt i henseende til basispriser, pristillæg, betalingsfrister og kontrol med eller begrænsning af produktionen eller afsætningen, og det gennem en længere årrække. Der foreligger desuden beviser for møder om kontrollen med de samordnede adfærdsformer, hvilket viser, at situationen på markedet blev permanent overvåget, og at der derfor blev vedtaget nye initiativer, når de involverede virksomheder fandt det nødvendigt, således at der ikke kunne være tale om en flygtig varighed af de omhandlede adfærdsformer.

214    Endelig har sagsøgeren – ved en anfægtelse af forhøjelsen af bødens størrelse for varighed – anfægtet den samlede karakter af overtrædelsen, som Kommissionen har lagt til grund, uden dog at formulere det mindste argument til anfægtelse af Kommissionens konstateringer, ifølge hvilke den del af kartellet, der vedrørte fastsættelsen af basisprisen, den del, der vedrørte fastsættelsen af pristillæggene, og den del, der vedrørte begrænsningen af eller kontrollen med produktionen og afsætningen, udgør en overtrædelse, der som ene og samme formål havde en forhøjelse af prisen på rundt armeringsstål på det italienske marked (444., 458. og 507. betragtning til den første beslutning). Sagsøgerens klagepunkt må derfor forkastes.

215    Sagsøgeren har, inden for rammerne af et andet led, bestridt rigtigheden af de klagepunkter, der er formuleret over for selskabet, og gjort gældende, at der foreligger en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder.

–       Fastsættelsen af basisprisen ved levering fra Brescia

216    Hvad angår fastsættelsen af basisprisen har sagsøgeren anført, at selskabets deltagelse i et kartel med henblik på fastsættelsen af en »basispris ved levering fra Brescia« ikke ville have været til nogen gavn, eftersom dets produktion udelukkende foregik på dets anlæg i Potenza, som er beliggende 1 000 km fra Brescia. En salgspris ved levering fra Brescia ville således ikke have givet nogen mening for sagsøgeren og ville ikke have kunnet udgøre et referencepunkt.

217    Det er ligeledes vanskeligt at identificere en overensstemmelse i basispriserne på rundt armeringsstål mellem sagsøgeren og de andre producenter, da de opererer i forskellige regioner. Kommissionen angav i øvrigt i 587. betragtning til den første beslutning, at salgene vedrørende Syditalien kun ved meget sjældne lejligheder var på dagsordenen for møderne. Denne særegenhed burde have fået Kommissionen til at give sagsøgeren en differentieret behandling med en større hensyntagen til selskabets faktiske rolle i de kritiserede forhold. Kommissionen var i den forbindelse ikke i stand til på nogen måde at påvise, at virksomhederne havde gennemført flere aftaler, eller at sagsøgeren havde deltaget i disse.

218    For det første må sagsøgerens argument om, at selskabets deltagelse i et kartel med henblik på fastsættelsen af en »basispris ved levering fra Brescia« ikke ville have været til nogen gavn, forkastes. Det skal bemærkes, at basisprisen udgør en referencepris (153., 289., 425., 445. og 516. betragtning til den første beslutning), som ikke nødvendigvis rummer et systematisk tillæg af transportomkostningerne fra Brescia til bestemmelsesstedet. Selv om Kommissionen ganske vist i 129. betragtning til den første beslutning, som omhandler aftalen fra april-maj 1992, med hensyn til salgsvilkårene anførte »basis ved levering fra Brescia, med fakturering over for kunden af transportomkostningerne fra Brescia i tilfælde af levering ydet af producenten«, skal det i denne henseende tages i betragtning, at en sådan henvisning til basisprisen ved levering fra Brescia skyldes det forhold, at flertallet af de virksomheder, der deltog i aftalerne, havde deres hjemsted på denne egn (79., 85., 89., 91. og 105. betragtning til den første beslutning). Sagsøgeren har i øvrigt ikke bestridt, at Federacciai fremsendte sine meddelelser vedrørende basisprisen til samtlige italienske producenter af rundt armeringsstål, herunder sagsøgeren, under henvisning til basisprisen ved levering fra Brescia (135. og 140. betragtning til den første beslutning). Følgelig kan sagsøgeren ikke hævde, at fastsættelsen af en basispris ved levering fra Brescia ikke har været til nogen gavn for selskabet, eller at det – henset til, at udgangsprisen var »ved levering fra Brescia« – var vanskeligt at identificere en overensstemmelse i basispriserne på rundt armeringsstål mellem producenter, der var placeret i meget forskellige regioner. Sagsøgeren kan i øvrigt ikke støtte sig på 587. betragtning til den første beslutning, hvori Kommissionen fastslog, at »salgene vedrørende det sydlige Italien har ikke været berørt af de beslutninger, der blev truffet på møderne, eller kun ved meget sjældne lejligheder«, med henblik på at godtgøre, at Kommissionen burde have givet selskabet en differentieret behandling, da det ikke drejer sig om en konstatering fra Kommissionens side, men om et argument, der blev fremført af visse virksomheder, som havde deltaget i kartellet (fodnote 654 i den første beslutning).

219    For det andet skal sagsøgerens argument, hvormed denne har gjort gældende, at Kommissionen ikke har påvist, at de omhandlede virksomheder havde gennemført de formodede aftaler af 7. februar (138. betragtning til den første beslutning), 30. august (140. betragtning til den første beslutning), 13. september (142. betragtning til den første beslutning) og 25. november 1994 (143. betragtning til den første beslutning), af 13. juni (153. betragtning til den første beslutning), 4. juli (160. betragtning til den første beslutning) og 29. august 1995 (168. betragtning til den første beslutning), af 23. februar (186. betragtning til den første beslutning), 2. april (191. betragtning til den første beslutning), 25. juli (192. betragtning til den første beslutning) og 22. oktober 1996, af 30. januar, 14. februar og 10. juli 1997 (200. betragtning til den første beslutning), af 18. februar (220. betragtning til den første beslutning) og 9. juni 1998 (233. betragtning til den første beslutning), forkastes.

220    Som påpeget i præmis 151 ovenfor, forbyder artikel 65, stk. 1, KS aftaler, der »har til formål« at hindre, begrænse eller fordreje den normale konkurrence. Det følger heraf, at der består et forbud som omhandlet i denne bestemmelse mod en aftale, der har til formål at begrænse konkurrencen. Følgelig gælder det med hensyn til aftaler, der indgås under møder mellem konkurrerende virksomheder, at der begås en overtrædelse af denne bestemmelse, når disse møder har et sådant formål og således tilsigter kunstigt at tilrettelægge markedets funktion. I et sådant tilfælde kan det gyldigt lægges til grund, at en bestemt virksomhed er ansvarlig for overtrædelsen, når den har deltaget i disse møder med kendskab til deres formål, selv om den ikke derefter har truffet nogen af de foranstaltninger, som blev aftalt under disse møder. Den større eller mindre regelmæssighed, hvormed virksomheden har deltaget i møderne, samt den større eller mindre fuldstændige iværksættelse af de aftalte foranstaltninger har følger, ikke for eksistensen af virksomhedens ansvar, men for rækkevidden af dette og dermed for sanktionens størrelse (jf. analogt Domstolens dom af 15.10.2002, forenede sager C-238/99 P, C-244/99 P, C-245/99 P, C-247/99 P, C-250/99 P – C-252/99 P og C-254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 508-510, og af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 145). Den påståede manglende gennemførelse af aftaler, der havde et konkurrencebegrænsende formål, såsom dem, der er henvist til i præmis 219 ovenfor, er derfor uden relevans.

221    Med samme begrundelse skal sagsøgerens argument, ifølge hvilket selskabet ikke gennemførte aftalerne fra april-maj 1992 (129. betragtning til den første beslutning), fra den 1. april 1993 (137. betragtning til den første beslutning), fra den 13. februar 1996 (183. betragtning til den første beslutning), fra den 16. oktober (204.-210. betragtning til den første beslutning) og 17. november 1997 (214. betragtning til den første beslutning), og ifølge hvilket selskabets manglende involvering i disse aftaler er åbenbar, forkastes.

222    Under alle omstændigheder har Kommissionen – således som den har fremhævet i sine skriftlige indlæg uden at blive modsagt af sagsøgeren – samlet dokumentbeviser om den del af kartellet, der vedrørte fastsættelsen af basisprisen, som godtgør de omhandlede virksomheders deltagelse i møderne den 13. februar 1996 (183. betragtning til den første beslutning), den 16. oktober 1997 (204.-210. betragtning til den første beslutning), den 9. juni 1998 (233. betragtning til den første beslutning), den 11. (280. betragtning til den første beslutning) og 25. januar (282. betragtning til den første beslutning), den 1. (283. betragtning til den første beslutning) og 9. februar (285. betragtning til den første beslutning), den 10. marts (289. betragtning til den første beslutning), den 8. (297. betragtning til den første beslutning), 16. (298. betragtning til den første beslutning) og 23. maj (299. betragtning til den første beslutning) og den 27. juni 2000 (304. betragtning til den første beslutning). Kommissionen har i øvrigt påvist, at Lucchini-SP deltog i mindst otte af disse møder, som fandt sted fra 1996 til 1998 og i 2000 (183., 204., 233., 282., 283., 289., 298., 299. og 304. betragtning til den første beslutning).

223    Det følger imidlertid af fast retspraksis, at det for at føre tilstrækkeligt bevis for en virksomheds deltagelse i et kartel er tilstrækkeligt at bevise, at den pågældende virksomhed har deltaget i møder, hvorunder der blev indgået konkurrencebegrænsende aftaler, uden klart at have taget afstand herfra. Når deltagelsen i sådanne møder er blevet bevist, påhviler det denne virksomhed at fremføre indicier, der kan påvise, at dens deltagelse i de nævnte møder ikke havde noget konkurrencebegrænsende sigte, ved at godtgøre, at den over for konkurrenterne havde oplyst, at den deltog i møderne med et andet formål end deres (Domstolens dom i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 96, og i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 201, præmis 81, samt dom af 19.3.2009, sag C-510/06 P, Archer Daniels Midland mod Kommissionen, Sml. I, s. 1843, præmis 119). Sagsøgeren har ikke fremført nogen troværdige indicier i denne retning.

224    Hvad angår de andre møder, der blev organiseret af Federacciai vedrørende priserne og betalingsfristerne, og i forhold til hvilke de foreliggende beviser ikke gør det muligt klart at identificere deltagerne, var alle de italienske producenter af rundt armeringsstål inviteret hertil og modtog det af Federacciai udarbejdede referat, som informerede dem om udfaldene af disse møder (465. og 466. betragtning til den første beslutning).

225    Kommissionen har tillige fremhævet, uden at blive modsagt af sagsøgeren, at disse møder var indbyrdes forbundne, da der ved flere lejligheder havde været møder, hvor virkningerne af det, der tidligere var blevet besluttet, var blevet evalueret på grundlag af en konstant overvågning af markedet, eller møder, hvorunder der var blevet vedtaget foranstaltninger, der ændrede det, der tidligere var blevet vedtaget (468. betragtning til den første beslutning).

226    Som Kommissionen i 469. betragtning til den første beslutning med rette har angivet, betyder det blotte fysiske fravær ved et bestemt møde i øvrigt ikke nødvendigvis, at den fraværende ikke har tilsluttet sig udfaldene af dette møde. Det forekom således, at Lucchini-SP ikke deltog i et møde på grund af »visse producenters åbenbare uformåenhed eller manglende vilje i forhold til bestræbelserne på at fastholde de priser, der blev fastsat på de tidligere møder« (jf. 208., 215. og 560. betragtning til den første beslutning vedrørende mødet den 17.11.1997). Følgelig kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at selskabets manglende involvering i kartellet var åbenbar.

227    Det skal ligeledes bemærkes, at det – således som Kommissionen i 419.-433. og 560.-562. betragtning til den første beslutning har fremhævet det uden i den forbindelse at blive specifikt modsagt af sagsøgeren – fremgår af de administrative sagsakter, at Lucchini-SP tilsluttede sig aftalen fra april-maj 1992 og den del af kartellet, der havde til formål at fastsætte basisprisen indtil juni 2000. Således tilsendte Federacciai den 25. januar 1993 samtlige italienske producenter af rundt armeringsstål en meddelelse vedrørende et møde den samme dag, der fastsatte basisprisen til 280 ITL/kg, hvilken basispris sagsøgeren herefter tilsluttede sig (136. og 420. betragtning til den første beslutning). I 1994 tilsluttede Lucchini sig den basispris, der var blevet fastsat på mødet den 1. december 1994 (145. og 422. betragtning til den første beslutning). Selskabet fortsatte herefter med at modtage Federacciaias og Lealis meddelelser vedrørende fastsættelsen af basisprisen i 1995 (149., 160., 161., 164. og 424. betragtning til den første beslutning), i 1996 (192. og 426. betragtning til den første beslutning), i 1997 (200. og 428. betragtning til den første beslutning) og i 1998 (220., 233., 241. og 430. betragtning til den første beslutning). Med hensyn til 1999 fremgår Lucchini-SP’s tiltrædelse af denne del af kartellet af dette selskabs interne rapporter fra februar, marts, april og maj 1999 (268. og 432. betragtning til den første beslutning). Hvad endelig angår år 2000 er det blevet påpeget i præmis 222 ovenfor, at Lucchini-SP havde deltaget i møderne den 1. februar (283. betragtning til den første beslutning), den 10. marts (289. betragtning til den første beslutning), den 16. (298. betragtning til den første beslutning) og den 23. maj (299. betragtning til den første beslutning) og den 27. juni (304. betragtning til den første beslutning) (jf. ligeledes 434. betragtning til den første beslutning).

228    Hvad for det tredje angår sagsøgerens argument om, at de pågældende virksomheders systematiske praksis med differentierede priser tilbageviser teorien om gennemførelse af en samordning mellem virksomhederne, er det tilstrækkeligt at henvise til de i præmis 197 ovenfor anførte betragtninger.

–       Fastsættelsen af pristillæggene for størrelse

229    Med hensyn til fastsættelsen af pristillæggene for størrelse har sagsøgeren for det første anført, at Kommissionens fastsættelse af minimumspriser for tillæggene for størrelse og offentliggørelsen af orienteringspriser og vejledende priser, som ligeledes gælder for rundt armeringsstål, har bidraget til at fjerne eller indskrænke virksomhedernes beslutningsfrihed i forhold til deres salgspriser. Pristillæggene for størrelse såvel som de øvrige tillæg er i det væsentlige identiske i EU med henblik på at lette forhandlingerne mellem producenter og købere. Sagsøgeren tilsendte i den forbindelse den 10. december 2001 Kommissionen en skrivelse, som sidstnævnte aldrig har taget stilling til, med henblik på at få oplyst, hvorvidt selskabets eventuelle tilpasning efter de af en konkurrent meddelte priser, som stiltiende fulgte af artikel 60 KS, ville udgøre en efter artikel 65, stk. 1, KS forbudt konkurrencebegrænsende aftale. Endelig har sagsøgeren tilføjet, at det forhold, at der var en normal tilpasning efter pristillæggene, udgør en »uafværgelig markedsrealitet, som er blevet konsolideret over tid og på alle steder«.

230    Det skal først bemærkes, at den obligatoriske offentliggørelse af priser, som var foreskrevet i artikel 60, stk. 2, KS, efter fast retspraksis for det første havde til formål så vidt muligt at forhindre forbudte praksisser, for det andet at give køberne mulighed for at skaffe sig nøjagtige prisoplysninger og for tillige at deltage i kontrollen med, at der ikke skete forskelsbehandling, og for det tredje at give virksomhederne adgang til præcise oplysninger om deres konkurrenters priser, således at de fik mulighed for at gennemføre en tilpasning (jf. dommen i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 308 og den deri nævnte retspraksis).

231    Det følger ligeledes af fast retspraksis, at de priser, der er anført i prislisterne, skal fastsættes uafhængigt af hver virksomhed uden aftale, end ikke stiltiende, mellem disse. Navnlig bemærkes, at den omstændighed, at bestemmelserne i artikel 60 KS virker som en begrænsning af konkurrencen, ikke udelukker anvendelsen af forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler i artikel 65, stk. 1, KS. Artikel 60 KS hjemler desuden ikke, at virksomhederne før offentliggørelsen af prislisterne tager kontakt med henblik på en gensidig underretning om deres fremtidige priser. I det omfang, hvori sådanne kontakter hindrer, at disse prislister fastsættes uafhængigt, kan de fordreje den normale konkurrence i artikel 65, stk. 1, KS’s forstand (jf. dommen i sagen Thyssen Stahl mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 151, præmis 312 og 313 og den deri nævnte retspraksis).

232    Under hensyn til denne retspraksis var det med rette, at Kommissionen i 442. betragtning til den første beslutning anførte, at når konkurrerende virksomheder inden for rammerne af en regelmæssig samordning vedtager en vedvarende adfærd, der både gennem aftaler og samordnede praksisser tilsigter at eliminere den usikkerhed, der navnlig er forbundet med de pristillæg for størrelse, som de vil anvende på markedet, udgør denne adfærd en forbudt konkurrencebegrænsende aftale som omhandlet i artikel 65 KS. Kommissionen identificerede bl.a. i 438.-441. betragtning til den første beslutning sådanne adfærdsformer.

233    Sagsøgeren kan ikke i den anledning gøre gældende, at denne ensartethed fulgte af markedets og produktionens særlige beskaffenhed, i kraft af hvilken for det første konkurrencen på markedet beroede på forskellene mellem de basispriser, som de forskellige virksomheder anvendte, for det andet de mindre betydningsfulde virksomheder systematisk fulgte den notering for pristillæggene, som de mere repræsentative og betydningsfulde stålvirksomheder selvstændigt fastsatte, og for det tredje alle de erhvervsdrivende var enige om nødvendigheden af ensartede pristillæg for at lette forhandlingerne mellem producenter og købere, der alene koncentrerede sig om basisprisen på et bestemt produkt, som gjorde det muligt umiddelbart at modtage de respektive fordele fra de forskellige producenter.

234    Det skal nemlig fremhæves, at tilpasningen efter forhøjelsen af pristillæggene for størrelse skyldtes en fælles aftale, undertiden stiltiende, undertiden udtrykkelig, om ikke at konkurrere (440. betragtning til den første beslutning), og at der fra den 6. december 1989 indtil 2000 blev fastsat og iværksat mindst 19 forhøjelser af de nævnte pristillæg (439. betragtning til den første beslutning). Påstanden om en intelligent tilpasning efter en betydningsfuld producents initiativ kan således ikke tiltrædes, eftersom Kommissionen har fremlagt bevis for samordninger med hensyn til forhøjelse af pristillæggene, og da der forelå en fælles opfattelse vedrørende vilkåret om, at pristillæggene altid skulle være ens blandt producenterne (441. og 489. betragtning samt fodnote 542 i den første beslutning). Såfremt tilpasningen af pristillæggene for størrelse havde været resultatet af den normale markedsudvikling, ville det i øvrigt, som Kommissionen i 440. betragtning til den første beslutning med rette har fremhævet, være vanskeligt at forstå, hvorfor parterne i kartellet følte et behov for at mødes regelmæssigt for at enes om disse forhøjelser.

235    For det andet kan sagsøgeren ikke hævde, at Kommissionen ikke har besvaret selskabets skrivelse af 10. december 2001, hvori det spurgte Kommissionen, hvorvidt dets eventuelle tilpasning efter de af en konkurrent meddelte priser ville udgøre et efter artikel 65 KS forbudt kartel. Ud over, at et sådant klagepunkt er irrelevant, skal det påpeges, som Kommissionen har gjort, at Kommissionen besvarede et sådant argument i punkt 280 in fine i klagepunktmeddelelsen, som blev tilsendt sagsøgeren den 27. marts 2002.

236    Sagsøgeren har dernæst anført, at selskabet ikke optrådte blandt de virksomheder, der anvendte parallelle priser for tillæggene som led i udførelsen af en forudgående aftale. Der foreligger i den henseende intet bevis eller nogen præcis oplysning undtagen meddelelser, der ofte var uformelle, som godtgør, at Federacciai indkaldte alle de virksomheder, der fremstillede rundt armeringsstål. Som det fremgår af de fremlagte fakturaer, fastsatte sagsøgeren desuden systematisk sine priser på selvstændig vis, hvilket beviser, at selskabet klart distancerede sig fra de angivelser, der blev givet.

237    Et sådant argument må dog forkastes, da Kommissionen, som denne med rette har fremhævet, bl.a. i 438.-444. betragtning til den første beslutning fastslog, at sagsøgeren aktivt havde deltaget i de aftaler og samordnede praksisser, der havde til formål at fastsætte pristillæggene for størrelse.

238    Det fremgår i den forbindelse bl.a. af sagsakterne, at Lucchini-SP a) var adressat for Federacciais meddelelse af 6. december 1989 (126. betragtning til den første beslutning) og ændrede sin prisliste i konsekvens heraf (127. betragtning til den første beslutning), b) var adressat for Federacciais meddelelse af 25. januar 1993 (135. betragtning til den første beslutning) og ændrede de tilsvarende priser i konsekvens heraf (136. betragtning til den første beslutning), c) var adressat for Federacciais meddelelse af 7. februar 1994 (138. betragtning til den første beslutning) og vedtog de pågældende forhøjelser på den aftalte dato (139. betragtning til den første beslutning) og d) var adressat for Federacciais meddelelser af 30. august (140. betragtning til den første beslutning) og 13. september 1994 (142. betragtning til den første beslutning) og af 22. februar 1995 (149. betragtning til den første beslutning). Desuden fortsatte sagsøgeren fra januar til juli 1997 med at modtage Federacciais meddelelser (200. betragtning og fodnote 328 i den første beslutning) og tog bl.a. initiativ til, at alle producenterne skulle vedtage prisforhøjelsen (200. betragtning til den første beslutning). Sagsøgeren deltog ligeledes i møder, der omhandlede pristillæggene for størrelse (298. og 299. betragtning til den første beslutning).

239    I øvrigt fastslog Kommissionen Lucchini-SP’s deltagelse i de samordnede praksisser, der vedrørte pristillæggene for størrelse i 1990 og 1991 (128. betragtning til den første beslutning), i 1992 (133. betragtning til den første beslutning), i juli 1995 (162. betragtning til den første beslutning), i februar og oktober 1996 (184. og 199. betragtning til den første beslutning) og i juni og juli 1999 (269. betragtning til den første beslutning).

–       Salgsvilkårene og betalingsfristerne

240    Sagsøgeren har påpeget, at Kommissionen i 435. betragtning ff. til den første beslutning lagde til grund, at de omhandlede virksomheder havde indgået i et kartel vedrørende betalingsvilkårene- og fristerne, i det mindste mellem den 15. april 1992 og den 30. september 1995. SP blev imidlertid aldrig enig med de andre producenter, og selskabets politik var på dette punkt helt selvstændig, hvilket fremgår af de af sagsøgeren fremlagte fakturaer. I øvrigt er de angivne betalingsfrister (fra 60 til 90 dage) sædvanlige inden for salg mellem erhvervsdrivende inden for stålsektoren.

241    Det skal bemærkes, at det fremgår af den første beslutning, at kartellet tillige vedrørte betalingsfristerne, i det mindste indtil den 30. september 1995 (435. betragtning til den første beslutning). For at understøtte denne konklusion har Kommissionen fremhævet, at hovedreglen om betaling inden for 90 dage, som var undergivet begrænsede og regulerede undtagelser, var blevet fastsat i aftalen fra april 1992 vedrørende fastsættelsen af minimumsbasispriserne (129. og 130. betragtning til den første beslutning). Der blev truffet nye beslutninger vedrørende betalingsfristerne i 1993 (135. betragtning til den første beslutning), i 1994 (145. betragtning til den første beslutning) og i 1995 (161., 163.-168. og 174. betragtning til den første beslutning).

242    Sagsøgeren kan ikke i den forbindelse hævde, at selskabet aldrig blev enigt med de andre producenter om fastsættelsen af betalingsfrister, og at dets politik på dette punkt var helt selvstændig.

243    For det første fremgår det, som Kommissionen med rette har bemærket, af sagsakterne, at Lucchini-SP tiltrådte aftalen fra april 1992, som bl.a. fastsatte betalingsreglen om løbende måned plus 90 dage (129. og 130. betragtning til den første beslutning).

244    For det andet skal det – selv hvis det antages, at sagsøgeren ikke deltog i mødet den 25. januar 1993 – fremhæves, at Federacciai underrettede alle producenterne af rundt armeringsstål om, at betalingsreglen om løbende måned plus 60 dage var blevet indført under nævnte møde med virkning fra den 26. januar 1993 (135. betragtning til den første beslutning).

245    For det tredje blev der på et møde den 1. december 1994, som fulgte efter en telefax fra Federacciai af 25. november 1994, bl.a. truffet en række beslutninger, der angik betalingsfristerne og rabatterne (145. betragtning til den første beslutning). Det fremgår tillige af sagsakterne, at indholdet af disse beslutninger blev tilsendt Lucchini-SP.

246    For det fjerde tilsendte Federacciai ved telefax af 21. juli 1995 producenterne af rundt armeringsstål en formular til underskrift, som indeholdt et tilsagn om med virkning for leverancerne fra den 1. september 1995 at anvende betalingsfrister for hele kundekredsen på 60 til maksimalt 90 dage regnet fra datoen for afsendelsen, og betalingsdatoer den 10., 20., 30. eller 31 i hver måned, afhængig af datoen for den faktiske afsendelse. Denne formular blev forudgået af en erklæring fra den fungerende generaldirektør for Federacciai, som tog sigte på at bekræfte ønsket om at nedsætte betalingsfristerne og at anvende den nye opdeling på tidspunktet for disse frister (164. betragtning til den første beslutning). Den 27. juli 1995 bekræftede Lucchini-SP udtrykkeligt tiltrædelsen af de nye betalingsfrister (165. betragtning til den første beslutning).

247    For det femte udarbejdede Federacciai den 31. juli 1995 en meddelelse stilet til producenterne af rundt armeringsstål, hvori det blev angivet, at betingelserne for en streng anvendelse af betalingsbetingelserne om »løbende måned plus 60-90 dage« var opfyldt (167. betragtning til den første beslutning). Under et møde den 29. august 1995 blev der vedtaget en enstemmig bekræftelse af anvendelsen af betalingen med »60-90 dage« for bestillinger afgivet fra og med den 1. september 1995 (168. betragtning til den første beslutning).

248    Henset til samtlige disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at selskabet selvstændigt fastlagde sin forretningspolitik hvad angik salgsvilkårene og betalingsfristerne, eller at de angivne betalingsfrister (fra 60 til 90 dage) er sædvanlige inden for salg mellem erhvervsdrivende inden for stålsektoren.

249    Følgelig skal sagsøgerens klagepunkt forkastes.

–       Begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen

250    Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ikke har fremlagt noget bevis for selskabets deltagelse i den del af kartellet, der angik produktionsstandsningerne. Der er tværtimod blevet fremsendt købsfakturaer til Kommissionen, som dokumenterer et normalt metanforbrug på sagsøgerens produktionsanlæg. Det er desuden almindeligt kendt, at det altovervejende flertal af de mindre, mellemstore og store industrier lukker helt i løbet af de fire uger i august måned. I den forbindelse udsprang de data, der blev tilsendt Federacciai og ikke de konkurrerende producenter af rundt armeringsstål, alene af en almindelig meddelelse af data til denne sammenslutning til statistiske formål.

251    Sagsøgerens argumenter kan ikke tiltrædes.

252    Som påpeget af Kommissionen i 458. betragtning til den første beslutning, varede den del af kartellet, der angik begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen, mindst fra den 13. juni 1995 til den 23. maj 2000.

253    Med hensyn til sagsøgerens deltagelse i denne del af kartellet skal det for det første fremhæves, at det fremgår af sagsakterne, at selskabet deltog i mødet den 13. juni 1995, i løbet af hvilket deltagerne enstemmigt vedtog en afbrydelse af produktionen i en periode på fire uger inden udgangen af august måned 1995 (152.-154. og 445. betragtning til den første beslutning). Sagsøgerens tiltrædelse af denne beslutning fremgår af Lucchini Siderurgicas telefax, der blev fremsendt til Federacciai den 26. juni 1995 (158. betragtning til og fodnote 228 i den første beslutning), og som fulgte efter den telefax fra den fungerende generaldirektør for Federacciai af 21. juni 1995, der var stilet til Leali, og hvis indhold Leali oversendte til de andre producenter af rundt armeringsstål den 22. juni 1995 (156.-158. betragtning den første beslutning).

254    For det andet henviste Lucchini i sin månedsrapport for januar 1996 (»Area 80 Informa – Report mensile – Mese: Gennaio 1996«) til det forhold, at »producenternes beslutning om at standse anlæggene i to uger i løbet af februar måned bør føre til en formindskelse af lagerbeholdningerne i producenternes depoter og, samtidigt hermed, til en mindre stigning i salgspriserne« (185. betragtning til den første beslutning). I øvrigt var Lucchini-SP til stede på mødet den 13. februar 1996, hvorunder der blev defineret et program for standsning af valsemaskinerne (183. betragtning til den første beslutning), mens Lucchini-SP’s tiltrædelse bekræftes af en meddelelse fra det delegerede medlem af det tidligere Acciaierie e Ferriere Leali Luigis bestyrelse af 20. februar 1996 (185. betragtning til den første beslutning).

255    For det tredje påpegede Kommissionen i 205., 206. og 451. betragtning til den første beslutning, uden på dette punkt at blive modsagt af sagsøgeren, at gennemførelsen af den del af kartellet, der angik kontrollen med eller begrænsningen af produktionen eller afsætningen, hvad angik året 1997, skulle tjene til opretholdelsen og styrkelsen af højere priser, der var opnået gennem kartellet, hvilket i denne fase af dets gennemførelse konkretiserede sig i en aftale mellem otte virksomheder, herunder Lucchini, om enten at eksportere den producerede mængde, der oversteg deres leverancekvote, eller at foretage en standsning af produktionen i en uge mellem den 1. september og den 30. november. I et internt dokument fra Lucchini fra oktober 1997 angav dette selskab desuden, at »den eksport, som visse producenter (Feralpi, IRO, Valsabbia og Riva) har foretaget, [skulle] – i tillæg til de produktionsstandsninger, der skal gennemføres i løbet af november måned af visse andre producenter (Leali, Lucchini, Alfa Acciao og Darfo) – stabilisere markedet i den kommende måned og, i det mindste, hindre et sandsynligt fald i priserne« (jf. ligeledes 207. betragtning til den første beslutning).

256    For det fjerde fremgik det af et andet internt dokument fra Lucchini fra april 1998, at »aftalen mellem producenterne [skulle] give en prisstigning på ca. 15-20 ITL i løbet af maj måned«. Det fremgik af samme dokument, at »[d]a efterspørgslen ikke er særlig kraftig, [skulle] dette forsøg understøttes af en reduktion af produktionen fra alle producenterne« (228. og 453. betragtning til den første beslutning). Det fremgår i øvrigt af 454. betragtning til den første beslutning, at aftalen fra september-november 1998, som Lucchini-SP var part i, ligeledes foreskrev en kontrol med eller begrænsning af den produktion, der var bestemt til det italienske marked.

257    Hvad for det femte angår året 1999 fremgår begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen bl.a. af meddelelserne fra Alfa, Valsabbia, Ferriere Nord og Lucchini-SP vedrørende beslutningen om at stille produktionen af rundt armeringsstål i bero i hele den tredje uge af november eller »fra 22/11 til 26/11 og fra 1/12 til 3/12« (277. og 455. betragtning til den første beslutning).

258    For det sjette fastslog Kommissionen, at begrænsningen af eller kontrollen med produktionen var fortsat med at være en del af formålet med kartellet i 2000, hvilket bl.a. fremgår af mødet den 23. maj 2000 mellem Lucchini-SP, Alfa, Valsabbia og Feralpi, hvor man drøftede »spørgsmålet om, hvem der [var] forud, og hvem der [var] bagud i kvoterne, hvilket [var] kendetegnende for dem, der [havde] afstået fra prisen, og for dem, der omvendt [havde] forsvaret prisen« (299. og 456. betragtning til den første beslutning).

259    Henset til ovenstående betragtninger kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at metanforbruget var normalt på selskabets produktionsanlæg, eller at meddelelsen af dataene til Federacciai vedrørende produktionsstandsningerne kun blev foretaget til statistiske formål. Med hensyn til mødet den 13. juni 1995 havde Federacciai i den forbindelse, som tillige fremhævet af Kommissionen i 445. betragtning til den første beslutning, fremhævet, at det – med henblik på at understøtte den nye og højere basispris, som blev aftalt på dette møde – var vigtigt at »bevare enheden omkring sommerlukningen på fire uger«. I øvrigt omtalte den telefax fra Leali af 22. juni 1995, der var stilet til alle producenterne af rundt armeringsstål og som fulgte efter Federacciais telefax af 21. juni 1995, udtrykkeligt »nødvendigheden af at sammenlægge standsningerne […] for at genskabe balancen i produktionen og udbuddet i juli og august« (156. og 157. betragtning til den første beslutning).

260    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger kan sagsøgerens klagepunkt ikke tages til følge.

–       Udkastet af 27. september 1996, møderne den 16. oktober og den 17. november 1997 og aftalen fra april-maj 1992

261    Sagsøgeren har anført, at selskabet ikke deltog i aftaleudkastet af 27. september 1996, og at det ikke er bekendt med, hvordan Leali har kunnet få kendskab til data om dets produktion, eftersom selskabet aldrig har tilsendt Leali disse data (196. betragtning til den første beslutning). Sagsøgeren har heller ikke kendskab til den aftale, der blev indgået på mødet den 16. oktober 1997, og har alene leveret data om sine egne leverancer og sin egen produktion til Federacciai (204. betragtning ff. til den første beslutning). Desuden deltog sagsøgeren ikke i mødet den 17. november 1997 (208. betragtning til den første beslutning) og standsede ikke produktionen i november 1997. Sagsøgeren er i øvrigt ikke bekendt med, hvilke konkurrerende selskaber der har rådighed over virksomhedens data om dens salg, eksport og produktion (209. betragtning til den første beslutning). Endelig indgik sagsøgeren ikke nogen aftale mellem april og maj 1992, og mindes ikke tidligere at have set den.

262    For det første fremgår det, som allerede påpeget i præmis 173 ovenfor, af teksten til aftalen fra september 1996, der blev fundet hos Leali, at Lucchini faktisk markerede sin tiltrædelse af denne ved telefax af 30. september såvel som ved to tabeller, der ligeledes blev fundet hos Leali, og som for hver af de berørte virksomheder, herunder Lucchini-SP, rummer data om markedsandele for oktober og november 1996, som er identiske med de i aftalen fastlagte, om ordrebogen, om lagrene og om de modtagne bestillinger (196. betragtning til den første beslutning). Følgelig kan sagsøgeren ikke hævde, at selskabet ikke deltog i aftaleudkastet fra september 1996.

263    For det andet fremgår det af sagsakterne, at Lucchini Siderurgica faktisk deltog i mødet den 16. oktober 1997, hvorunder der blev indgået en aftale om frivillig begrænsning af produktionen for november måned 1997. Den samme dag modtog Leali pr. telefax de individuelle data vedrørende produktionen, leverancerne i Italien og eksporten for hver virksomhed for hver måned (fra januar til september) i 1996 og 1997 (fodnote 336 i den første beslutning). Sagsøgerens argument om, at selskabet heller ikke havde kendskab til den aftale, der blev indgået på mødet den 16. oktober 1997, kan derfor ikke tiltrædes.

264    Hvad for det tredje angår mødet den 17. november 1997 skal det fastslås, at Lucchini-SP havde meddelt, at selskabets repræsentant ikke kunne deltage deri (208. betragtning til den første beslutning). Det skal i den forbindelse ligeledes fremhæves, at Lucchini-SP ved telefax tilsendt Leali den 7. november 1997 havde tilkendegivet sin intention om ikke at deltage i det kommende møde mellem de salgsansvarlige på grund af »visse producenters åbenbare uformåenhed eller manglende vilje i forhold til bestræbelserne på at fastholde de priser, der blev fastsat på de tidligere møder« (215. betragtning til den første beslutning). Det var følgelig med rette, at Kommissionen i 560. betragtning til den første beslutning fandt, at Lucchini-SP’s manglende deltagelse i mødet medio november mellem de salgsansvarlige ikke skulle fortolkes som en afstandtagen fra selskabets side over for kartellet vedrørende fastsættelsen af basisprisen, eftersom denne manglende deltagelse tværtimod var en form for protest, der havde til formål at kræve en større effektivitet af kartellet for at skabe virkninger på priserne. Det skal i øvrigt ligeledes bemærkes, at sagsøgeren var adressat for Lealis meddelelse af 24. november 1997, der underrettede de berørte virksomheder om de aftaler, der var blevet indgået i forbindelse med mødet den 17. november 1997 (216. betragtning til den første beslutning).

265    For det fjerde skal sagsøgerens argumenter vedrørende aftalen fra april-maj 1992 forkastes af de grunde, der er anført i præmis 171 og 243 ovenfor.

266    Det følger heraf, at sagsøgerens klagepunkter vedrørende aftaleudkastet af 2. september 1996, møderne den 16. oktober 1996 og den 17. november 1997 samt aftalen fra april-maj 1992 skal forkastes.

–       SP’s manglende deltagelse i konsulentfirmaet K.’s undersøgelser

267    Sagsøgeren har gjort gældende, at SP, i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, ikke deltog i de af konsulentfirmaet K. gennemførte undersøgelser (223.-244. betragtning til den første beslutning), hvilket Kommissionen i øvrigt har erkendt (226. betragtning og fodnote 390 i den første beslutning). Kommissionen kan ikke hævde, at sagsøgeren i løbet af 1998 – selv om selskabet ikke deltog i konsulentfirmaet K.’s kontrolhandlinger – havde kendskab hertil og udviste en adfærd, som om det indgik i den gruppe af virksomheder, der deltog direkte i systemet. Desuden har sagsøgeren, i modsætning til hvad Kommissionen har angivet i 257. betragtning til den første beslutning, aldrig taget hensyn til aftalen om »Darfo-kvoten«, og de af Kommissionen i den forbindelse anførte dokumenter er ikke beviskraftige.

268    For det første forholder det sig dels således, at selv om Kommissionen har erkendt, at sagsøgeren ikke direkte deltog i de af konsulentfirmaet K. gennemførte undersøgelser i 1998 (223.-244. betragtning, fodnote 390 i, 560. betragtning til og fodnote 624 i den første beslutning), er det godtgjort, at sagsøgeren deltog direkte deri i 1997 (217. og 560. betragtning til og fodnote 624 i den første beslutning). Det fremgår nemlig af sagsakterne, at konsulentfirmaet K. den 10. december 1997 udstedte en acontoregning for en i december 1997 gennemført undersøgelse, og at fakturabeløbet blev fordelt mellem syv virksomheder, heriblandt Lucchini-SP.

269    Dels har Kommissionen, på grundlag af et dokument, hvis beviskraft ikke bestrides af sagsøgeren, påvist, at selv om sagsøgeren ikke direkte deltog i konsulentfirmaet K.’s undersøgelser i 1998, havde selskabet kendskab til disse og udviste, i det mindste indtil begyndelsen af juni 1998, en adfærd, »som om det indgik i den gruppe af virksomheder, der direkte deltog i [konsulentfirmaet K.’s] interventions- og kontrolsystem« (228., 337. og 560. betragtning til den første beslutning), og tilsluttede sig således formålet med den del af kartellet, der vedrørte begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen, og hvori indgik konsulentfirmaet K.’s undersøgelser. Sagsøgeren kan ikke anfægte denne fortolkning ved at gøre gældende, at selskabet selvstændigt tilpassede sig efter en ny markedssituation. Det er således blevet påpeget i præmis 166 ovenfor, at det må antages – med forbehold af det modbevis, som det påhviler de pågældende erhvervsdrivende at føre – at de virksomheder, som deltager i samordningen, og som forbliver aktive på markedet, tager hensyn til informationsudvekslingen med deres konkurrenter for at fastlægge deres adfærd på markedet. Dette gælder så meget desto mere, når samordningen finder sted regelmæssigt og over en lang periode (dommen i sagen Kommissionen mod Anic Partecipazioni, nævnt ovenfor i præmis 159, præmis 121).

270    Hvad for det andet angår påstanden om, at sagsøgeren aldrig har taget hensyn til »Darfo-kvoten«, skal det bemærkes, at Acciaieria di Darfo, som det fremgår af 256. betragtning til den første beslutning, havde indgivet en ansøgning til det italienske industriministerium om tildeling af tilskud til destruktion af sine egne anlæg til fremstilling af rundt armeringsstål. Ifølge nævnte betragtning var det tidligere Acciaierie e Ferriere Leali Luigi, (det tidligere) Ferriera Valsabbia, IRO, Alfa og Feralpi nået til enighed med Acciaieria di Darfo om – til gengæld for Acciaieria di Darfos tilsagn om at ophøre med sine aktiviteter inden for stålsektoren – at betale sidstnævnte en kompensation for hvert kilo rundt armeringsstål, som hvert af disse selskaber havde solgt og leveret på det italienske område fra den 1. januar 1999 til den 31. januar 2001.

271    Det skal i den anledning fastslås, at Lucchini-SP’s overholdelse af aftalen om »Darfo-kvoten« er dokumenteret ved et håndskrevet notat fra direktøren for Ferriere Nord (257. betragtning til den første beslutning), der angiver følgende: »Riva, Lucchini og jeg, men tillige de andre, har forpligtet os til at overholde aftalen.«

272    Sagsøgerens klagepunkter kan derfor ikke tages til følge.

273    Det følger heraf, at det syvende anbringende må forkastes i sin helhed.

 Det ottende anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar

–       Det første led om den manglende meddelelse af nye klagepunkter

274    Sagsøgeren har gjort gældende, at den første beslutning ikke blev forudgået af en supplerende klagepunktsmeddelelse efter annullationen af beslutningen af 2002, men alene blev forudgået af et enkelt brev af 30. juni 2008. Følgelig er den første beslutning ulovlig, derved at den blev vedtaget efter en procedure, der ikke gjorde det muligt for de involverede virksomheder at udøve deres ret til forsvar på en hensigtsmæssig og komplet måde.

275    Det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at overholdelsen af retten til forsvar i enhver procedure, som kan føre til, at der pålægges sanktioner, navnlig bøder eller tvangsbøder, udgør et grundlæggende EU-retligt princip, der skal overholdes, selv om der er tale om en procedure af administrativ karakter. I denne henseende udgør klagepunktsmeddelelsen den processuelle garanti, der anvender det grundlæggende EU-retlige princip, som kræver, at retten til forsvar overholdes i enhver procedure. Dette princip kræver navnlig, at den klagepunktsmeddelelse, som Kommissionen adresserer til en virksomhed, som den påtænker at pålægge en sanktion for overtrædelse af konkurrencereglerne, skal indeholde de væsentlige oplysninger, der gøres gældende over for denne virksomhed, såsom de påtalte faktiske omstændigheder, hvorledes disse kvalificeres, og de beviser, som Kommissionen støtter sig på, således at denne virksomhed er i stand til effektivt at gøre sine argumenter gældende under den administrative procedure, der er indledt mod den (jf. i denne retning Domstolens dom af 3.9.2009, forenede sager C-322/07 P, C-327/07 P og C-338/07 P, Papierfabrik August Koehler m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 7191, præmis 34-36 og den deri nævnte retspraksis, og af 3.9.2009, sag C-534/07 P, Prym og Prym Consumer mod Kommissionen, Sml. I, s. 7415, præmis 26-28).

276    Overholdelsen af retten til forsvar indebærer således, at den pågældende virksomhed under den administrative procedure gives lejlighed til at tage stilling til dels, om de fremførte faktiske forhold og andre omstændigheder faktisk foreligger, og hvilken betydning de har, dels de dokumenter, som Kommissionen påberåber sig til støtte for, at der foreligger en overtrædelse fra virksomhedens side (jf. dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 201, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

277    Det skal desuden bemærkes, at annullationen af en EU-retsakt ifølge fast retspraksis ikke nødvendigvis berører de forberedende retsakter, idet den procedure, som tilsigter at erstatte den annullerede retsakt, i princippet kan genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (Domstolens dom af 12.11.1998, sag C-415/96, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 6993, præmis 31 og 32, og dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 220, præmis 73, samt Rettens dom af 25.6.2010, sag T-66/01, Imperial Chemical Industries mod Kommissionen, Sml. II, s. 2631, præmis 125).

278    Det følger i øvrigt af retspraksis, at når Kommissionen efter annullation af en beslutning på konkurrenceområdet vælger at afhjælpe den eller de konstaterede ulovligheder og at vedtage en identisk beslutning, som ikke er behæftet med disse ulovligheder, vedrører denne beslutning de samme klagepunkter, som virksomhederne allerede har udtalt sig om (dommen i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 220, præmis 98).

279    Det skal i den foreliggende sag fastslås, at de af Kommissionen færdiggjorte forberedende retsakter på tidspunktet for annullationen af beslutningen af 2002 muliggjorde en udtømmende analyse af de pågældende virksomheders adfærd i henseende til artikel 65, stk. 1, KS. I øvrigt har sagsøgeren ikke under dette anbringende anført, at indholdet af Kommissionens klagepunkter blev ændret i den første beslutning i forhold til indholdet af de klagepunkter, der var anført i klagepunktsmeddelelsen og den supplerende klagepunktsmeddelelse.

280    Eftersom beslutningen af 2002, som påpeget i præmis 22 ovenfor, blev annulleret på grund af det forhold, at artikel 65, stk. 4 og 5, KS var udløbet den 23. juli 2002, og at Kommissionen herefter ikke længere af disse bestemmelser, som var bortfaldet, da nævnte beslutning blev vedtaget, kunne udlede en kompetence til at fastslå, at der forelå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS, og til at pålægge de virksomheder, som havde deltaget i denne overtrædelse, bøder, fordrede gennemførelsen af dommen i sagen SP m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 22, at Kommissionen genoptog proceduren netop på det punkt, hvor ulovligheden var indtrådt, dvs. på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen af 2002. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at tilsende sagsøgeren en ny klagepunktsmeddelelse.

281    Det ottende anbringendes første led skal herefter forkastes.

–       Det andet led om den manglende fremsendelse af dokumenterne vedrørende Ferriere Nords samarbejde

282    Sagsøgeren har inden for rammerne af dette anbringendes andet led gjort gældende, at selskabets ret til forsvar er blevet tilsidesat på grund af det forhold, at Kommissionen ikke gav det lejlighed til at gøre sig bekendt med de dokumenter, som Ferriere Nord havde forelagt Kommissionen i forbindelse med sit samarbejde i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 1996.

283    Ifølge 636. betragtning til den første beslutning »har Ferriere Nord forelagt Kommissionen nyttige oplysninger, som har gjort det muligt for den bedre at forstå kartellets virkemåde«. Kommissionen tilføjede i 637. betragtning til den første beslutning, at »Ferriere Nord [havde] været ene om at tilsende [den] […] oplysninger, som [havde] gjort det muligt for den bedre at forstå kartellets virkemåde«. Kommissionen præciserede i fodnote 685 i den første beslutning, at »Ferriere Nord [havde] forelagt præciseringer af de dokumenter, der var blevet fundet på dets hovedsæde«, og at selskabet af egen drift havde tilsendt Kommissionen den tabel, der er henvist til i 251. betragtning til den første beslutning, som det havde kompletteret ved deri at angive navnene på de virksomheder, der var kodet i det dokument, der var i Kommissionens besiddelse. Således gjorde Ferriere Nords bidrag det ifølge Kommissionen muligt for den at påvise en forbindelse med dokumentet »Arbejdshypotese«, som der er henvist til i 247. betragtning til den første beslutning, ved at bekræfte, at koden og nøglen til fortolkning var identiske. Kommissionen fremhævede ligeledes, at den delvise accept af anmodningerne fra de to virksomheder, der havde anmodet om en forhøjelse af deres kvoter – som var genstande for aftalen fra ultimo 1998 – havde bidraget til at påvise, at arbejdshypotesen ikke var forblevet gældende, og at aftalen fra september-november 1998 var blevet iværksat.

284    Sagsøgeren har bemærket, at Ferriere Nord samarbejdede med Kommissionens tjenestegrene ved at fremlægge processkrifterne af 14. februar og af 13. juli 2001 og en berigtigelse af 30. juli 2001 (114. betragtning til den første beslutning), hvilke dokumenter gjorde det muligt for Kommissionen bedre at forstå kartellets virkemåde. Ferriere Nord nød således godt af en nedsættelse på 20% af selskabets bøde. Kommissionen angav imidlertid ikke før i klagepunktsmeddelelsen over for de øvrige virksomheder, der var involveret i kartellet, at den anså Ferriere Nords samarbejde for nyttigt i forhold til bedre at forstå kartellets virkemåde (punkt 152 i klagepunktsmeddelelsen), og gjorde ikke disse processkrifter tilgængelige for de nævnte virksomheder før vedtagelsen af den første beslutning, hvorved den tilsidesatte deres ret til forsvar. Sagsøgeren har anført, at eftersom Ferriere Nord udelukkende synes at erkende faktiske forhold for den periode, der ligger efter 1997, melder det spørgsmål sig, hvordan Kommissionen kan opretholde klagepunkter for en periode, der ligger forud for 1997, i mangel af et afgørende samarbejde med henblik på at forstå kartellets virkemåde. Ferriere Nord har således kunnet omtale en aftale mellem producenter om minimumspriser og produktionsbegrænsninger, der ligeledes involverede sagsøgeren, som ikke længere fremgik af den første beslutning (98. betragtning in fine til beslutningen af 2002). Sagsøgeren anmoder derfor Retten om i henhold til procesreglementets artikel 64 og 65 at pålægge Kommissionen at fremlægge de nævnte processkrifter og at afholde en høring af Ferriere Nords retlige repræsentant for at afhøre vedkommende om, hvorvidt sagsøgeren indgik blandt de virksomheder, der var nået til enighed om minimumspriser og produktionsbegrænsninger.

285    Det skal bemærkes, at det dels er klagepunktsmeddelelsen, dels adgangen til sagens akter, som giver de virksomheder, der er genstand for en undersøgelse, mulighed for at skaffe sig kendskab til det bevismateriale, som Kommissionen er i besiddelse af, og for at sikre den fulde virkning af retten til forsvar (Domstolens dom i sagen Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 220, præmis 315 og 316, i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 201, præmis 66 og 67, og af 10.5.2007, sag C-328/05 P, SGL Carbon mod Kommissionen, Sml. I, s. 3921, præmis 55).

286    Som en logisk følge af princippet om overholdelse af retten til forsvar indebærer retten til aktindsigt, at Kommissionen skal give den pågældende virksomhed mulighed for at undersøge samtlige dokumenter blandt de forberedende sagsakter, der kan være relevante for virksomhedens forsvar. Disse omfatter såvel belastende som diskulperende dokumenter, bortset fra andre virksomheders forretningshemmeligheder, Kommissionens interne dokumenter og andre fortrolige oplysninger (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 201, præmis 68).

287    Den omstændighed, at et belastende dokument ikke er blevet udleveret, udgør kun en tilsidesættelse af retten til forsvar, såfremt den berørte virksomhed påviser, dels at Kommissionen har anvendt dette dokument til støtte for sit klagepunkt om, at der foreligger en overtrædelse, dels at dette klagepunkt kun ville kunne bevises ved henvisning til det nævnte dokument. Såfremt der fandtes andre dokumentbeviser, som parterne i kartellet var bekendt med under den administrative procedure, og som konkret støtter Kommissionens konklusioner, kan den omstændighed, at det ikke udleverede, belastende dokument udelukkes som bevismiddel, ikke afkræfte rigtigheden af de klagepunkter, der er fastslået i den anfægtede beslutning. Det påhviler således den berørte virksomhed at bevise, at det resultat, som Kommissionen er kommet frem til i sin beslutning, ville have været et andet, såfremt et ikke udleveret dokument, som Kommissionen har benyttet som grundlag for at anse denne virksomhed for skyldig, måtte udelukkes som belastende bevismiddel (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 201, præmis 71-73).

288    Hvad derimod angår den situation, hvor et diskulperende dokument ikke er blevet fremlagt, skal den berørte virksomhed blot godtgøre, at den manglende fremlæggelse heraf har kunnet påvirke procedurens forløb og indholdet af Kommissionens beslutning til skade for virksomheden. Det er tilstrækkeligt, at virksomheden påviser, at den kunne have anvendt de pågældende diskulperende dokumenter til sit forsvar i den forstand, at hvis den kunne have henvist til dem under den administrative procedure, havde den kunnet gøre omstændigheder gældende, der ikke stemte overens med de følgeslutninger, som Kommissionen var nået frem til i denne fase, og havde således på den ene eller den anden måde kunnet øve indflydelse på Kommissionens vurderinger i en eventuel beslutning, i det mindste hvad angår grovheden og varigheden af den adfærd, som virksomheden blev kritiseret for, og dermed på bødeniveauet (dommen i sagen Aalborg Portland m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 201, præmis 74 og 75).

289    Det skal indledningsvis fremhæves, at Kommissionen i punkt 52 i klagepunktsmeddelelsen klart identificerede de processkrifter, som den havde fået tilsendt af Ferriere Nord, såvel som de tilsvarende sidetal i sine sagsakter.

290    For det første skal sagsøgerens argument, hvormed denne har gjort gældende, at Kommissionen ikke før i klagepunktsmeddelelsen angav over for de øvrige virksomheder, der var involveret i kartellet, at den anså Ferriere Nords samarbejde for nyttigt, forkastes. Det fremgår nemlig af punkt E, stk. 2, i samarbejdsmeddelelsen af 1996, at det først er på tidspunktet for vedtagelsen af en beslutning, at Kommissionen vurderer en sådan nytte.

291    For det andet kan sagsøgeren ikke gøre gældende, at Kommissionen tilsidesatte selskabets ret til forsvar ved ikke at gøre de processkrifter, som der er henvist til i præmis 284 ovenfor, tilgængelige. Sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke kunne opretholde klagepunkter for en periode, der lå forud for 1997, i mangel af et afgørende samarbejde med henblik på at forstå kartellets virkemåde, kan nemlig ikke tiltrædes, eftersom Ferriere Nords bidrag, som påpeget i præmis 283 ovenfor, alene gjorde det muligt for Kommissionen at påvise en forbindelse med dokumentet »Arbejdshypotese«, som der er henvist til i 247. betragtning til den første beslutning, og som vedrørte aftalen fra september-november 1998. Det fremgår desuden af samtlige de omstændigheder, som der navnlig er henvist til i 419.-459. betragtning til den første beslutning, at Kommissionen ikke udelukkende støttede sig på Ferriere Nords anmodning om samarbejde for at påvise overtrædelsen i løbet af den periode, der lå forud for 1997.

292    Det skal under alle omstændigheder for det første fremhæves, at Ferriere Nord ved processkriftet af 14. februar 2001 tilsendte Kommissionen oplysninger og dokumenter vedrørende referatet af kontrolundersøgelsen fra oktober 2000 såvel som en kopi af en tabel, der var blevet beslaglagt ved kontrolundersøgelsen, som var behørigt kompletteret ved angivelse deri af navnene på de pågældende virksomheder, som var kodet i det dokument, der var i Kommissionens besiddelse. Dette dokument indgår i Kommissionens sagsakter og var tilgængeligt.

293    Hvad for det andet angår processkriftet af 13. juli 2001 skal det bemærkes, at det drejer sig om det fortrolige dokument, hvorved Ferriere Nord formelt anmodede om at kunne blive omfattet af samarbejdsmeddelelsen af 1996. Sagsøgeren var bekendt med eksistensen af dette processkrift (såvel som berigtigelsen af 30.7. 2001), eftersom der blev henvist dertil i klagepunktsmeddelelsens punkt 52, og da indholdet af nævnte processkrift og af berigtigelsen af 30. juli 2001 var blevet kort beskrevet i et dokument, der var føjet til sagsakterne, og som ligeledes var tilgængeligt.

294    Udspurgt om dette punkt under retsmødet har sagsøgeren i øvrigt bekræftet over for Retten, at selskabet ikke under den administrative procedure havde anmodet om adgang til de dokumenter, som Ferriere Nord havde fremlagt for Kommissionen i forbindelse med sit samarbejde i henhold til samarbejdsmeddelelsen af 1996, som indgik i de forberedende sagsakter, og at selskabet heller ikke havde klaget over den fortrolige karakter af processkriftet af 13. juli 2001 og af berigtigelsen hertil, som blev gjort gældende af Kommissionen. Følgelig kan sagsøgerens klagepunkt ikke tiltrædes.

295    I betragtning af det ovenstående er der ikke anledning til at træffe bestemmelse om fremlæggelse af de nævnte processkrifter eller afholdelse af en høring af Ferriere Nords retlige repræsentant i henhold til procesreglementets artikel 64 og 65, som anmodet om af sagsøgeren (jf. i denne retning Domstolens dom af 22.11.2007, sag C-260/05 P, Sniace mod Kommissionen, Sml. I, s. 10005, præmis 77-79 og den deri nævnte retspraksis).

296    For det tredje skal den påstand, som sagsøgeren har fremsat ved en henvisning til det første anbringende om, at fraværet af de tabeller, der burde have været indeholdt i bilaget til den første beslutning, ligeledes udgjorde en tilsidesættelse af selskabets ret til forsvar, forkastes i medfør af den retspraksis, der er nævnt i præmis 65 ovenfor.

297    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal dette led såvel som det ottende anbringende og følgelig påstanden om, at det fastslås, at den første beslutning er en nullitet eller skal annulleres, forkastes i det hele.

 Påstanden om annullation af den første beslutning hvad angår bøden

298    Sagsøgeren har anført, at artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 ikke tillader at pålægge sanktioner over for virksomheder, som ikke har nogen omsætning, hvilket var tilfældet for sagsøgeren, da selskabet var trådt i likvidation og ikke havde haft nogen omsætning eller nogen aktivitet i løbet af det år, der gik forud for vedtagelsen af den første beslutning. Det er ligeledes »forbavsende« at anvende en forhøjelse på en virksomhed, der er under likvidation og inaktiv, for at sikre bøden en afskrækkende virkning. Kommissionen begrundede på ingen måde den manglende overholdelse af den i denne bestemmelse omhandlede forpligtelse, eftersom den nøjedes med, i 632. betragtning til den første beslutning, at henvise til den samlede omsætning for de selskaber, der udgjorde virksomheden, for at omgå det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 fastsatte forbud gennem på kunstig vis at anvende reglerne vedrørende solidarisk ansvar. Selv hvis det antages, at sagsøgeren på et tidligere tidspunkt kunne knyttes til Lucchini-koncernen, har dette ikke været tilfældet siden 2005, idet Lucchini-koncernen siden da har indgået i Severstal-koncernen. Der findes desuden fortilfælde, hvor Kommissionen ud fra hensigtsmæssighedsbetragtninger har besluttet ikke at pålægge sanktioner over for virksomheder, der var under likvidation.

299    Der skal for det første foretages en undersøgelse på baggrund af den faste retspraksis, der er henvist til i præmis 78 ovenfor, af sagsøgerens klagepunkt om en tilsidesættelse af begrundelsespligten.

300    Kommissionen angav i 632. betragtning til den første beslutning, at »[h]vad nærmere bestemt angår SP, der [var] under likvidation, og Acciaierie e Ferriere Leali, der [var] under likvidation, [skulle] det bemærkes, at det forhold, at det ene af disse selskaber [på det tidspunkt var] inaktivt, og det andet var under likvidation, ikke [var] til hinder for, at [den] [pålagde] dem bøder, for så vidt som de [var] solidarisk ansvarlige med henholdsvis Lucchini og Leali«. Kommissionen bemærkede i den anledning, at »idet disse selskaber udgør en enkelt virksomhed, [var] det i medfør af fast retspraksis den samlede omsætning for de selskaber, der udgør denne virksomhed, der [skulle] tages i betragtning med henblik på anvendelsen af det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 foreskrevne loft«.

301    Kommissionen redegjorde tillige i 538.-544. betragtning til den første beslutning for grundene til, at sagsøgeren i løbet af overtrædelsesperioden indgik i den samme virksomhed som Lucchini. Kommissionen støttede sig i denne henseende navnligt for det første på det forhold, at såvel Lucchinis som det nye Siderpotenzas (i dag SP) aktiekapital under hele overtrædelsens varighed var kontrolleret af Lucchini-familien, for det andet på forekomsten af krydsrelationer mellem personer, der bestred nøglefunktioner i Lucchini, det første Siderpotenza og det nye Siderpotenza, for det tredje på tilstedeværelsen i 1998 af en mandataftale mellem Lucchini og det nye Siderpotenza, og for det fjerde på flere interne dokumenter fra disse selskaber, der daterede sig fra overtrædelsesperioden.

302    Med hensyn til de ændringer i Lucchinis aktionærkreds, der lå efter overtrædelsesperiodens ophør, angav Kommissionen for det første i 95. betragtning til den første beslutning, at »[d]en 20. april 2005 havde Severstal-koncernen erhvervet kontrollen over [Lucchini]«, og at »[d]en 23. maj 2007 besad Severstal-koncernen 79,82% af aktiekapitalen i Lucchini SpA, mens Lucchini-familien besad 20,18%«. Dernæst præciserede Kommissionen i fodnote 586 i den første beslutning, under 540. betragtning til denne beslutning, at »[d]et forhold, at Severstal-koncernen blev hovedaktionær i Lucchini SpA i april 2005, [ændrede] intet på [den] konklusion [ifølge hvilken Lucchini SpA og SP udgjorde en enkelt virksomhed], for så vidt som Lucchini SpA stadig [eksisterede] som juridisk person på tidspunktet for vedtagelsen af nærværende beslutning«. Endelig angav Kommissionen i 631. betragtning til den første beslutning, der vedrører bødens maksimale størrelse, som er fastsat i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, at det beløb på 14,35 mio. EUR, der blev fastholdt på dette trin i beregningen, ikke oversteg loftet på 10% af den omsætning, som den omhandlede virksomhed havde opnået for produkter omfattet af EKSF-traktaten inden for Unionens område i 2007 (Kommissionen anvendte data for 2007, eftersom visse virksomheder på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning ikke var i stand til at forelægge den data for 2008).

303    Det følger af disse betragtninger, at den første beslutning er begrundet i retligt tilstrækkeligt omfang i henseende til anvendelsen af det i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 omhandlede loft og medregningen i den forbindelse af den samlede omsætning for den virksomhed, som sagsøgeren og Lucchini udgjorde, med henblik på beregningen af bødens maksimale størrelse.

304    Sagsøgeren har for det andet anført, at selskabet ikke længere er knyttet til Lucchini-koncernen, idet denne nu indgår i Severstal-koncernen, og at muligheden for at pålægge et solidarisk ansvar – for så vidt som betingelserne måtte være opfyldt – alene består, når virksomhederne også på tidspunktet for pålæggelsen af sanktionen tilhører den samme koncern. Dels har sagsøgeren angivet, at Lucchini alene har en minoritetsaktiepost i, og ikke nogen kontrol over, selskabets aktiekapital. Dels har Lucchini indgået i Severstal-koncernen siden april 2005. Sagsøgeren har således præciseret, at »siden 2005 [var] de to virksomheder adskilt og [indgik] ikke længere i den samme koncern«. Sagsøgeren har til støtte for sit anbringende henvist til en fælles pressemeddelelse fra Lucchini-koncernen og Severstal-koncernen af 20. april 2005, der annoncerer Severstals erhvervelse af 62% af Lucchinis kapital, som Kommissionen havde godkendt ved beslutning af 12. april 2005. Ifølge nævnte pressemeddelelse besad Lucchini-familien på denne dato stadig 29% af Lucchinis kapital, mens de resterende 9% var i andre aktionærers besiddelse. Ifølge samme pressemeddelelse blev Giuseppe Lucchini udnævnt til bestyrelsesformand for Lucchini.

305    Det må lægges til grund, at sagsøgeren med dette klagepunkt, der vedrører bødens maksimale størrelse, som er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, udelukkende tilsigter at bestride Kommissionens konstateringer, ifølge hvilke selskabet indtil vedtagelsen af den første beslutning fortsatte med at indgå i den samme økonomiske enhed som Lucchini.

306    Det skal bemærkes, at bøden ifølge artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 »for hver af de virksomheder, som har deltaget i overtrædelsen, ikke [kan] overstige 10% af den samlede omsætning i det foregående regnskabsår«.

307    Loftet tilsigter således bl.a. at beskytte virksomhederne mod et for vidtgående bødeniveau, som kunne ødelægge deres økonomiske situation. Det følger heraf, at loftet ikke beregnes på grundlag af perioden for de overtrædelser, der pålægges sanktioner for, som kan være afsluttet flere år før datoen for pålæggelsen af bøden, men på grundlag af en periode, der er tilnærmet denne dato (jf. i denne retning dommen i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 197, præmis 389).

308    Det følger heraf, at formålet med indførelsen af loftet på 10% alene kan opfyldes, såfremt dette loft i første omgang anvendes separat på hver adressat for den beslutning, hvormed bøden pålægges. Det er kun, hvis det på et senere tidspunkt viser sig, at flere adressater udgør »virksomheden« i betydningen den økonomiske enhed, som er ansvarlig for den overtrædelse, der pålægges sanktioner for – og dét fortsat på datoen for vedtagelsen af denne beslutning – at loftet kan beregnes på basis af den samlede omsætning for denne virksomhed, dvs. for alle virksomhedens samlede bestanddele. Hvis denne økonomiske enhed derimod er blevet brudt i mellemtiden, har hver af beslutningens adressater krav på individuelt at få anvendt det omhandlede loft (dommen i sagen Tokai Carbon m.fl. mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 197, præmis 390; jf. ligeledes i denne retning Rettens dom af 16.11.2011, sag T-72/06, Groupe Gascogne mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 115).

309    Det skal herefter undersøges, om den økonomiske enhed, som Kommissionen påviste i 538.-544. betragtning til den første beslutning, som anført af sagsøgeren var blevet brudt på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning.

310    Det skal i den forbindelse for det første bemærkes, at Kommissionen i den første beslutning – på baggrund af besvarelserne af de begæringer om oplysninger, som den havde tilsendt sagsøgeren og Lucchini den 24. juli 2008 – angav, dels at sagsøgeren var ejet med 83,33% af fysiske eller juridiske personer tilhørende Lucchini-familien, mens de resterende 16,667% tilhørte Lucchini (99. betragtning til den første beslutning), dels at Lucchini-familien den 23. maj 2007 kun besad 20,18% af Lucchinis aktier, mens de resterende 79,82% var blevet erhvervet af Severstal-koncernen, som tog kontrol over dette selskab (95. betragtning og fodnote 586 i den første beslutning).

311    Det følger heraf, at tilstedeværelsen af en økonomisk enhed på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning ikke kunne skyldes Lucchinis og Lucchini-familiemedlemmernes respektive aktieposter. Selv om Lucchini-familien ved vedtagelsen af den første beslutning stadig besad en kontrollerende andel af sagsøgerens kapital, besad den således ikke længere en sådan andel af kapitalen i Lucchini, som Severstal havde erhvervet kontrollen over efter overtrædelsesperiodens ophør, men før vedtagelsen af den første beslutning.

312    I den forbindelse skal Kommissionens argument, ifølge hvilket det var sagsøgeren, der ved skrivelse af 17. december 2008, som besvarelse af den begæring om oplysninger, der er henvist til i præmis 310 ovenfor, angav over for Kommissionen, at der ikke var sket nogen vigtig ændring i selskabets egen aktionærkreds, hvilket indebar, at SP var fortsat med at være direkte eller indirekte ejet af f Lucchini-familien, forkastes. Et sådant argument er nemlig uden relevans, eftersom det, som fremhævet af sagsøgeren under retsmødet, ikke er dette selskabs aktionærkreds, der er blevet ændret, men Lucchinis.

313    For det andet kunne tilstedeværelsen af en økonomisk enhed på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning heller ikke længere følge af den tilstedeværelsen af fælles medarbejdere hos Lucchini og SP, der er omtalt i 538. betragtning til den første beslutning, da disse alene vedrører perioden mellem den 30. november 1998 og slutningen af 2002.

314    Under retsmødet har Kommissionen med støtte i den af sagsøgeren fremlagte pressemeddelelse af 20. april 2005 angivet, at Lucchini-familiemedlemmerne, på trods af deres minoritetsaktiepost på 20,18% i Lucchini, fortsatte med at spille en meget vigtig rolle i selskabets ledelsesorganer i en grad, så Kommissionen heraf kunne konkludere, at Lucchini-familien selv efter 2005 var fortsat med at udøve en afgørende indflydelse på Lucchini indtil datoen for vedtagelsen af den første beslutning. Kommissionen har således bemærket, dels at Lucchini-familien i 2005 havde udnævnt tre medlemmer af Lucchinis bestyrelse, dels at Giuseppe Lucchini var aktionær i SP og var blevet bestyrelsesformand for Lucchini efter Severstal erhvervelse af dette selskab i 2005.

315    Et sådant argument kan ikke tiltrædes.

316    For det første har Kommissionen alene støttet sine påstande på pressemeddelelsen af 20. april 2005 vedrørende Severstals erhvervelse i 2005 af 62% af Lucchinis kapital, som præciserer, at Lucchini-familien på denne dato stadig besad 29% af kapitalen i dette selskab. Det fremgår imidlertid af 95. betragtning til den første beslutning, at Lucchini-familiemedlemmerne på datoen for dennes vedtagelse kun besad 20,18% af aktierne i Lucchini. Kommissionen har ikke i den anledning fremlagt nogen oplysning, der gør det muligt at lægge til grund, at Lucchini-familiemedlemmerne på trods af deres således begrænsede aktiepost i Lucchini var fortsat med at være repræsenteret med det samme antal bestyrelsesmedlemmer.

317    Selv hvis det antages, at Lucchini-familiemedlemmerne efter begrænsningen af deres aktieposter i Lucchini var fortsat med at være repræsenteret med det samme antal bestyrelsesmedlemmer i Lucchinis bestyrelse, har Kommissionen for det andet ikke redegjort for grundene til, at Lucchini-familien – alene på grund af dens repræsentation i den nævnte bestyrelse med fire medlemmer (bestyrelsesformanden og tre bestyrelsesmedlemmer) ud af ni – skulle være fortsat med at udøve en afgørende indflydelse på dette selskab på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning.

318    Hvad endelig angår Kommissionens påstand, der ligeledes er støttet på den af sagsøgeren fremlagte pressemeddelelse af 20. april 2005, ifølge hvilken Severstals vicedirektør skulle have udtalt, at »de beslutninger, der blev truffet på generalforsamlingen, indledte et strategisk og varigt partnerskab mellem Severstal-koncernen, Lucchini-familien og alle interesserede parter i det italienske samfund«, skal det fastslås, at et sådant udsagn ikke er tilstrækkeligt til at godtgøre, at Lucchini-familien på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning udøvede en afgørende indflydelse på Lucchini.

319    For det tredje kunne Kommissionen på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning ikke længere støtte sig på tilstedeværelsen af en mandataftale mellem Lucchini og sagsøgeren, idet Kommissionen selv har angivet under retsmødet, at sagsøgeren var ophørt med produktionen af rundt armeringsstål i 2002 og havde afstået sit værk i Potenza til Ferriere Nord, således at det havde vist sig ikke længere at være nødvendigt at opretholde nævnte mandataftale.

320    Hvad for det fjerde angår de øvrige interne dokumenter, der er omtalt i 538. betragtning til den første beslutning, skal det fastslås, at de alle er samtidige med overtrædelsen og ikke gør det muligt at påvise tilstedeværelsen af en økonomisk enhed mellem Lucchini og sagsøgeren på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning.

321    Kommissionen har for det femte under retsmødet gjort gældende, at sagsøgerens hjemsted svarede til Lucchinis administrative hjemsted. En sådan omstændighed kan, isoleret set, imidlertid heller ikke godtgøre tilstedeværelsen af en økonomisk enhed mellem Lucchini og sagsøgeren på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning.

322    Det følger af de ovenstående betragtninger, at Kommissionen – til trods for de oplysninger, som den havde i sin besiddelse, og som er omtalt i den første beslutning, der lægger vægt på betydningsfulde ændringer i Lucchinis aktionærkreds – ikke i 538.-543. betragtning til denne beslutning har påvist, at tilstedeværelsen af en økonomisk enhed mellem Lucchini og sagsøgeren stadig bestod på tidspunktet for vedtagelsen af den første beslutning.

323    Den første beslutning skal derfor annulleres, for så vidt som den ikke har anvendt det loft for bøden, der er fastsat i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 1/2003, individuelt på sagsøgeren.

324    Da det fremgår af sagsakterne, at sagsøgeren ikke havde nogen omsætning i 2007, kunne selskabet i den forbindelse ikke pålægges en bøde.

325    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal dette anbringende tiltrædes, og den første beslutnings artikel 2 skal annulleres, for så vidt som Kommissionen deri har pålagt sagsøgeren en bøde, og for så vidt som den deri har holdt sagsøgeren solidarisk ansvarlig for den bøde på 14,35 mio. EUR, som ligeledes er blevet pålagt Lucchini.

326    Det følger heraf, at det hverken er fornødent at undersøge de øvrige klagepunkter, der er rejst i forbindelse med dette anbringende, eller det niende og det tiende anbringende (jf. Rettens dom af 29.6.2012, sag T-370/09, GDF Suez mod Kommissionen, præmis 272 og den deri nævnte retspraksis).

2.     Sag T-55/10

327    Søgsmålet i sag T-55/10 vedrører en påstand om annullation af ændringsbeslutningen.

328    Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål i sag T-55/10 anført tre anbringender i sit skriftlige indlæg. Det første anbringende vedrører ulovligheden af den efterfølgende berigtigelse af en retsakt, der er behæftet med alvorlige mangler. Med det andet anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik. Endelig vedrører det tredje anbringende fraværet af den rette hjemmel for ændringsbeslutningen.

329    Sagsøgeren har under retsmødet frafaldet det første anbringende i sit søgsmål i sag T-55/10.

330    Det skal indledningsvis afgøres, hvorvidt søgsmålet i sag T-55/10 kan antages til realitetsbehandling.

331    Et annullationssøgsmål, der anlægges af en fysisk eller juridisk person, kan ifølge fast retspraksis kun antages til realitetsbehandling, såfremt sagsøgeren har en retlig interesse i, at den anfægtede retsakt annulleres. En sådan interesse forudsætter, at annullationen af denne retsakt i sig selv kan have retsvirkninger (Domstolens dom af 24.6.1986, sag 53/85, AKZO Chemie og AZKO Chemie UK mod Kommissionen, Sml. s. 1965, præmis 21; jf. ligeledes Rettens dom af 14.9.1995, forenede sager T-480/93 og T-483/93, Antillean Rice Mills m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2305, præmis 59 og 60 og den deri nævnte retspraksis, og Rettens dom af 20.6.2001, sag T-188/99, Euroalliages mod Kommissionen, Sml. II, s. 1757, præmis 26), eller, sagt med andre ord, at søgsmålet med sit resultat kan tilføre sagsøgeren en fordel (Domstolens dom af 13.7.2000, sag C-174/99 P, Parlamentet mod Richard, Sml. I, s. 6189, præmis 33, og af 25.7.2002, sag C-50/00 P, Unión de Pequeños Agricultores mod Rådet, Sml. I, s. 6677, præmis 21, samt Rettens dom af 28.9.2004, sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, Sml. II, s. 3253, præmis 44).

332    Det må i den foreliggende sag fastslås, at Kommissionen med ændringsbeslutningen føjede flere tabeller til den første beslutning, som ikke var indeholdt i bilagene til denne, og at den korrigerede de nummererede henvisninger til de nævnte tabeller i flere fodnoter i ændringsbeslutningen.

333    Som der er redegjort for i præmis 47 og 48 ovenfor, og som det fremgår af undersøgelsen af det første anbringende i sag T-472/09 (jf. præmis 63-108 ovenfor), begrænser ændringsbeslutningen sig imidlertid til at føje flere tabeller til den første beslutning, som ikke var indeholdt i bilagene til denne, og at korrigere de nummererede henvisninger til de nævnte tabeller i flere fodnoter, uden at denne ændring af begrundelserne i den første beslutning ændrer substansen i det, der blev besluttet i dens dispositive del. Det følger heraf, at sagsøgeren ikke kan opnå nogen fordel af den blotte annullation af ændringsbeslutningen. Såfremt sagsøgeren inden for rammerne af søgsmålet i sag T-55/10 søger at opnå en afgørelse fra Retten, der reelt påvirker den første beslutning, skal det i øvrigt fastslås, at en sådan påstand i det væsentlige er sammenfaldende med de påstande, der er nedlagt i søgsmålet i sag T-472/09.

334    Søgsmålet i sag T-55/10 kan derfor ikke antages til realitetsbehandling og skal følgelig afvises i det hele.

 Sagsomkostninger

335    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.

336    Da sagsøgeren i sag T-472/09 kun har fået delvist medhold, finder Retten under hensyn til sagens omstændigheder, at sagsøgeren bør bære halvdelen af sine egne omkostninger. Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Ottende Afdeling):

1)      Sagerne T-472/09 og T-55/10 forenes med henblik på domsafsigelsen.

2)      I sag T-472/09, SP mod Kommissionen:

–        Artikel 2 i Kommissionens beslutning K(2009) 7492 endelig af 30. september 2009 om en procedure efter artikel 65 KS (sag COMP/37 956 – Rundt armeringsstål, genvedtagelse) annulleres, for så vidt som den pålægger SP SpA en bøde på 14,35 mio. EUR med solidarisk hæftelse.

–        Europa-Kommissionen frifindes i øvrigt.

–        SP bærer halvdelen af sine egne omkostninger.

–        Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af de af SP afholdte omkostninger.

3)      I sag T-55/10, SP mod Kommissionen:

–        Søgsmålet afvises.

–        SP betaler sagens omkostninger.

Martins Ribeiro Popescu Berardis

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 9. december 2014.

Underskrifter

Indhold

Retsforskrifter

1.  EKSF-traktatens bestemmelser

2.  EF-traktatens bestemmelser

3.  Forordning nr. 1/2003

4.  Kommissionens meddelelse om visse aspekter ved behandlingen af konkurrencesager efter EKSF-traktatens udløb

Tvisternes genstande

Præsentation af sagsøgeren

Tvistens baggrund

Den første beslutning

Forløbet efter meddelelsen af den første beslutning

Ændringsbeslutningen

Retsforhandlingerne og parternes påstande

Retlige bemærkninger

1.  Sag T-472/09

Påstanden om, at det fastslås, at den første beslutning er en nullitet eller skal annulleres

Det første anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter

Det andet og det fjerde anbringende vedrørende Kommissionens inkompetence, at der er begået en retlig fejl med hensyn til retsgrundlaget for overtrædelsen og bøden, samt at der foreligger overskridelse af beføjelser og procedurefordrejning

– Valget af hjemlen for den første beslutning

– Kommissionens beføjelse til at fastslå en overtrædelse af artikel 65, stk. 1, KS og pålægge en sanktion herfor efter udløbet af EKSF-traktaten, på grundlag af forordning nr. 1/2003

Det femte anbringende om, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 65 KS, en mangelfuld begrundelse og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

Det sjette anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik, og at der foreligger en mangelfuld begrundelse

Det syvende anbringende om en fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder, den ugrundede karakter af de klagepunkter, der er formuleret mod sagsøgeren, og en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder

– Fastsættelsen af basisprisen ved levering fra Brescia

– Fastsættelsen af pristillæggene for størrelse

– Salgsvilkårene og betalingsfristerne

– Begrænsningen af eller kontrollen med produktionen eller afsætningen

– Udkastet af 27. september 1996, møderne den 16. oktober og den 17. november 1997 og aftalen fra april-maj 1992

– SP’s manglende deltagelse i konsulentfirmaet K.’s undersøgelser

Det ottende anbringende om, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar

– Det første led om den manglende meddelelse af nye klagepunkter

– Det andet led om den manglende fremsendelse af dokumenterne vedrørende Ferriere Nords samarbejde

Påstanden om annullation af den første beslutning hvad angår bøden

2.  Sag T-55/10

Sagsomkostninger

* Processprog: italiensk.