RETTENS DOM (Første Afdeling)

4. juni 2015 (*)

»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med henblik på at forhindre nuklear spredning – indefrysning af midler – annullationssøgsmål – søgsmålsfrist – formaliteten – ulovlighedsindsigelse – retlig fejl – proportionalitet – ejendomsret – Rådets kompetence – begrundelsespligt – ret til forsvar – fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – fejlskøn«

I sag T-10/13,

Bank of Industry and Mine, Teheran (Iran), ved advokaterne E. Glaser og S. Perrotet

sagsøger,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved V. Piessevaux og M. Bishop, som befuldmægtigede

sagsøgt,

angående dels en påstand om delvis annullation af artikel 1, nr. 8), i Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15. oktober 2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 58), dels en påstand om annullation af afgørelse 2012/635 om Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 af 15. oktober 2012 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 16) og afgørelse meddelt ved Rådets skrivelse af 14. marts 2014 for så vidt angår opførelsen af sagsøgerens navn i bilag II til Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26. juli 2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39) og i bilag IX til Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1),

har

RETTEN (Første Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne I. Pelikánová (refererende dommer) og E. Buttigieg

justitssekretær: fuldmægtig S. Bukšek Tomac,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 12. september 2014,

afsagt følgende

Dom

 Tvistens baggrund

1        Sagsøgeren, Bank of Industry and Mine, er en iransk bank ejet af den iranske stat, hvis rolle er at levere bankserviceydelser til virksomheder i mine- og industrisektoren.

2        Den foreliggende sag er anlagt i forbindelse med restriktive foranstaltninger truffet for at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at få sidstnævnte til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter og udvikling af fremføringssystemer til kernevåben (herefter »nuklear spredning«).

3        Den 26. juli 2010 vedtog Rådet for Den Europæiske Union afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39). Bilag II til denne afgørelse opregner de personer og enheder – ud over dem, der er udpeget af De Forenede Nationers Sikkerhedsråd, og som er anført i bilag I – hvis midler indefryses.

4        Den 23. januar 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/35/FUSP om ændring af fælles holdning 2010/413/FUSP (EUT L 19, s. 22). Med denne afgørelses artikel 1, nr. 7), indførtes den nye bestemmelse artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, hvori det hedder, at midler, der tilhører »andre personer og enheder, der ikke er opført på listen i bilag I, men som yder støtte til Irans regering, og personer og enheder med tilknytning til dem, jf. listen i bilag II«, indefryses.

5        Den 23. marts 2012 vedtog Rådet forordning (EU) nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1). Med henblik på gennemførelsen af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 foreskriver denne forordning indefrysning af pengemidler, der tilhører de i dens bilag IX opregnede personer, enheder eller organer, der anses for »at være andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem«.

6        Den 15. oktober 2012 vedtog Rådet afgørelse 2012/635/FUSP om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 282, s. 58).

7        Artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635 ændrede artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som nu har følgende ordlyd: »andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II«.

8        Artikel 2 i afgørelse 2012/635 opførte sagsøgerens navn på listen i bilag II til afgørelse 2010/413.

9        Den 15. oktober 2012 vedtog Rådet derfor gennemførelsesforordning (EU) nr. 945/2012 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 16). Artikel 1 i gennemførelsesforordning nr. 945/2012 opførte sagsøgerens navn i bilag IX til forordning nr. 267/2012.

10      I afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 er følgende begrundelse anført vedrørende sagsøgeren:

»Statsejet selskab, der yder finansiel støtte til Irans regering«.

11      Sagsøgeren blev underrettet om afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 ved skrivelse af 16. oktober 2012, i hvilken Rådet henledte sagsøgerens opmærksomhed på muligheden for at fremsætte bemærkninger og for at anmode om en fornyet gennemgang.

12      Ved skrivelse af 8. januar 2013 anfægtede sagsøgeren opførelsen af sagsøgerens navn på listerne over enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, og anmodede Rådet om en fornyet gennemgang heraf. Sagsøgeren anmodede desuden om at få indsigt i samtlige sagsakter, som dannede grundlag for vedtagelsen af afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012.

13      Rådet svarede ved skrivelse af 10. juni 2013, der var bilagt en række dokumenter. Rådet anførte, at det ikke var i besiddelse af andre dokumenter eller oplysninger vedrørende sagsøgeren.

14      Ved skrivelse af 14. marts 2014 underrettede Rådet sagsøgeren om, at det efter en fornyet gennemgang havde vedtaget at fastholde sagsøgerens navn på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012. Rådet anførte i denne henseende, at sagsøgeren var ejet af den iranske stat, at Irans regering dermed modtog bankens overskud, og at kampen mod nuklear spredning begrundede indefrysningen af midler tilhørende enheder, der yder finansiel støtte til nævnte regering.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

15      Sagsøgeren har anlagt nærværende sag ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 9. januar 2013.

16      Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende dommer blevet tilknyttet Første Afdeling, hvorfor sagen er blevet henvist til denne afdeling.

17      Ved skrivelse af 16. april 2014 tilpassede sagsøgeren sine påstande som følge af Rådets skrivelse af 14. marts 2014.

18      Inden for rammerne af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i artikel 64 i Rettens procesreglement, er parterne ved skrivelse af 10. juli 2014 blevet opfordret til skriftligt at besvare visse spørgsmål. Rådet og sagsøgeren har indgivet deres svar henholdsvis den 27. juli 2014 og den 15. august 2014.

19      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret de skriftlige og mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 12. september 2014.

20      Under hensyntagen til de forklaringer, som sagsøgeren er fremkommet med i sit svar af 15. august 2014, har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

–        Artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635 annulleres, for så vidt som denne bestemmelse ændrer artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413.

–        Afgørelse 2012/635, gennemførelsesforordning nr. 945/2012 og afgørelsen meddelt ved skrivelse af 14. marts 2014 annulleres, for så vidt som disse akter vedrører sagsøgerens opførelse på listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og på listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012.

–        Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21      Rådet har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

22      Sagsøgeren har anført seks anbringender til støtte for søgsmålet. Med det første anbringende gøres det gældende, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 er ulovlige. Det andet anbringende vedrører Rådets manglende kompetence til at vedtage afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 og det manglende retsgrundlag for sidstnævnte. Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af begrundelsespligten, sagsøgerens ret til forsvar, Rådets pligt til at foretage en fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger og sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. Det fjerde anbringende vedrører en retlig fejl og en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet vedrørende begrebet støtte til Irans regering. Det femte anbringende vedrører et fejlskøn af sagens faktiske omstændigheder. Det sjette anbringende vedrører en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

23      Rådet har bestridt de af sagsøgeren anførte anbringender. Rådet har desuden anført, at sagen af flere grunde bør afvises.

24      Før de formalitetsindsigelsesgrunde, som Rådet har anført, og de anbringender, som sagsøgeren har gjort gældende, behandles, skal Rettens kompetence til at tage stilling til sagsøgerens første påstand undersøges.

 Om Rettens kompetence

25      Sagsøgeren har med sin første påstand anmodet Retten om at annullere artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635, for så vidt som denne bestemmelse har ændret artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413.

26      For så vidt som den er omfattet af sagsøgerens første påstand, bestemmer artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635 følgende:

»I artikel 20 foretages følgende ændringer:

a)      Stk. 1, litra b) og c), affattes således:

[…]

c)      andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II

[…]«

27      I denne henseende bemærkes, at både artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635 er bestemmelser, der er vedtaget på grundlag af artikel 29 TEU, som er en bestemmelse om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (herefter »FUSP«) som omhandlet i artikel 275 TEUF. I henhold til ordlyden af artikel 275, stk. 2, TEUF, sammenholdt med artikel 256, stk. 1, TEUF, har Retten kun kompetence til at træffe afgørelse i sager anlagt på de betingelser, der fremgår af artikel 263, stk. 4, TEUF vedrørende prøvelsen af lovligheden af afgørelser om restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer vedtaget af Rådet på grundlag af afsnit V, kapitel 2, i EU-traktaten. Som Domstolen har anført, er det, for så vidt som det angår de retsakter, der er vedtaget på grundlag af bestemmelserne vedrørende FUSP, disse retsakters individuelle karakter, der i overensstemmelse med artikel 275, stk. 2, TEUF og artikel 263, stk. 4, TEUF giver adgang til Unionens retsinstanser (jf. analogt dom af 4.6.2014, Sina Bank mod Rådet, T-67/12, EU:T:2014:348, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

28      Restriktive foranstaltninger som omhandlet i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635, er almengyldige foranstaltninger, eftersom de omfatter objektivt afgrænsede situationer som henvisning til en støtte til Irans regering og til en kategori af personer både generelt og rent abstrakt som »personer og enheder […] som opført på listen i bilag II [til afgørelse 2010/413]«. Denne bestemmelse kan derfor ikke betegnes som »en afgørelse, der fastsætter restriktive foranstaltninger over for fysiske eller juridiske personer«, som omhandlet i artikel 275, stk. 2, TEUF (jf. analogt dom Sina Bank mod Rådet, nævnt i præmis 27 ovenfor, EU:T:2014:348, præmis 39).

29      Denne løsning ændres ikke af den omstændighed, at sagsøgerens navn findes i bilag II til afgørelse 2010/413. Det forhold, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635, er blevet anvendt på sagsøgeren, ændrer således ikke dens retlige karakter af almengyldig retsakt (jf. analogt dom Sina Bank mod Rådet, nævnt i præmis 27 ovenfor, EU:T:2014:348, præmis 39).

30      Påstanden om annullation af artikel 1, nr. 8), i afgørelse 2012/635, for så vidt som den har ændret artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, overholder således ikke de regler, der gælder for Rettens kompetence, således som fastsat i artikel 275, stk. 2, TEUF. Påstanden skal derfor afvises, idet den er anlagt for en ret, der ikke har kompetence til at pådømme den (jf. analogt dom Sina Bank mod Rådet, nævnt i præmis 27 ovenfor, EU:T:2014:348, præmis 40).

 Formaliteten

 Om overholdelsen af søgsmålsfristen for så vidt angår afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012

31      I henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal et annullationssøgsmål anlægges, inden to måneder efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren eller, i mangel heraf senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den.

32      I henhold til procesreglementets artikel 102, stk. 2, forlænges procesfristen under hensyn til afstanden med en fast særlig frist på ti dage.

33      Hvad angår retsakter, hvorved der vedtages eller opretholdes restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, løber fristen for indgivelse af et annullationssøgsmål fra datoen for den meddelelse, som skal foretages til samme person eller enhed (jf. i denne henseende dom af 23.4.2013, Gbagbo m.fl. mod Rådet, C-478/11 P – C-482/11 P, Sml., EU:C:2013:258, præmis 55 og 59).

34      I henhold til artikel 24, stk. 3, i afgørelse 2010/413 og artikel 46, stk. 3, i forordning nr. 267/2012 underretter Rådet personen eller enheden om de omhandlede retsakter direkte, hvis personens eller enhedens adresse er bekendt.

35      I den foreliggende sag har Rådet gjort gældende, at skrivelsen af 16. oktober 2012, hvorved Rådet underrettede sagsøgeren om afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012, blev overgivet til sidstnævnte den 28. oktober 2012. Rådet har til støtte for sit anbringende fremlagt en kvittering for modtagelsen af denne skrivelse samt et skærmbillede fra det iranske postvæsens hjemmeside, tilsendt af det belgiske postvæsen på Rådets anmodning.

36      Rådet mener dermed, at søgsmålsfristen på to måneder og ti dage udløb den 7. januar 2013, hvilket medfører, at det foreliggende søgsmål, der blev anlagt den 9. januar 2013, er anlagt for sent og således skal afvises.

37      Sagsøgeren har svaret, at Rådet i forbindelse med fremsendelsen af skrivelsen af 16. oktober 2012 angav et forkert husnummer, og at nævnte skrivelse derfor blev overgivet den 28. oktober 2012 til en tredjepart, der har til huse på dette husnummer. Til støtte for sine anbringender har sagsøgeren i retsmødet fremlagt en kopi af skrivelsen af 16. oktober 2012, der bærer dennes interne stempel af 31. oktober 2012, samt en erklæring fra postmesteren for Irans postvæsen vedrørende omstændighederne, hvorunder skrivelsen af 16. oktober 2012 blev befordret til bestemmelsesstedet.

38      På denne baggrund er sagsøgeren af den opfattelse, at søgsmålet er anlagt inden for fristerne.

39      Indledningsvis bemærkes, at det, da det er Rådet, der har gjort gældende, at stævningen er for sent indleveret, påhviler dette at bevise datoen for meddelelsen af skrivelsen af 16. oktober 2012 til sagsøgeren (jf. i denne retning dom af 5.6.1980, Belfiore mod Kommissionen, 108/79, Sml., EU:C:1980:146, præmis 7).

40      I denne henseende fremgår det af de af Rådet fremlagte oplysninger, at skrivelsen af 16. oktober 2012 blev fremsendt ved anbefalet brev med modtagelsesbevis, var adresseret til sagsøgeren, til adressen »nr. 2817 Firouzeh Tower (above park junction) Valiaar St. Teheran IRAN« og blev udleveret mod skriftlig kvittering for modtagelsen den 28. oktober 2012.

41      Som sagsøgeren har anført, er den af Rådet angivne adresse ikke desto mindre forkert for så vidt angår husnummeret, idet sagsøgeren har til huse i nr. 2917 Valiaar St. og ikke nr. 2817. Desuden gør den skriftlige kvittering for modtagelsen det ikke muligt at identificere den person eller enhed, som faktisk fik udleveret skrivelsen af Irans postvæsen.

42      Rådet har således ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at skrivelsen af 16. oktober 2012 blev udleveret til sagsøgeren den 28. oktober 2012.

43      Under disse omstændigheder og under hensyntagen til det ovenfor i præmis 39 anførte skal tvivlen om datoen for meddelelsen af skrivelsen af 16. oktober 2012, der skyldes manglende pålideligt bevis som dokumentation for denne dato, komme sagsøgeren til gode. Sidstnævntes anbringende, hvorefter den nævnte skrivelse først blev udleveret til sagsøgeren den 31. oktober 2012, efter at den var blevet fremsendt til sagsøgeren fra en tredjepart, tilbagevises ikke af de af Rådet fremlagte oplysninger og underbygges af de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt i retsmødet.

44      Den 31. oktober 2012 må dermed anerkendes som dato for meddelelsen til sagsøgeren af skrivelsen af 16. oktober 2012.

45      Fristen for at anlægge søgsmål til prøvelse af afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 udløb derfor den 10. januar 2013, hvilket indebærer, at stævningen, der blev indleveret den 9. januar 2013, overholdt fristerne.

46      Den af Rådet påberåbte formalitetsindsigelse skal derfor forkastes.

 Om formalitetsindsigelsen, hvorefter alle de anbringender, der er påberåbt til støtte for søgsmålet, er baseret på sagsøgerens påberåbelse af den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder

47      Rådet har bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling, idet det har gjort gældende, at sagsøgeren som en offentlig iransk enhed savner beføjelse til at påberåbe sig en tilsidesættelse af sine grundlæggende rettigheder.

48      Det bemærkes imidlertid, at for så vidt som Retten har kompetence til at tage denne sag under realitetsbehandling, falder denne sag inden for rammerne af artikel 275, stk. 2, TEUF, og at sagsøgeren har søgsmålskompetence med henblik på at anfægte opførelsen af sagsøgeren på listen i de anfægtede retsakter for Unionens retsinstanser, idet opførelse vedrørte sagsøgeren umiddelbart og individuelt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (jf. i denne retning dom af 28.11.2013, Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, C-348/12 P, Sml., EU:C:2013:776, præmis 50).

49      Argumentationen om sagsøgerens mulighed for at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder, vedrører således ikke spørgsmålet om, hvorvidt søgsmålet eller et anbringende kan antages til realitetsbehandling, men tvistens realitet (jf. i denne retning dom Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, nævnt i præmis 48 ovenfor, EU:C:2013:776, præmis 51).

50      Den af Rådet fremsatte formalitetsindsigelse skal derfor forkastes som ugrundet. Forkastelsen af indsigelsen foregriber ikke prøvelsen af det af Rådet fremsatte anbringende, der foretages i præmis 53-58 herunder, af sagsøgerens mulighed for at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder.

 Om realiteten

51      Indledningsvis skal det efterprøves, om sagsøgeren kan påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder, hvilket bestrides af Rådet.

52      Henset til inddelingen af sagsøgerens argumentation skal dernæst samlet efterprøves det første og det fjerde anbringende vedrørende dels lovligheden, dels fortolkningen af de bestemmelser, hvorved der blev fastsat det kriterium, som blev anvendt over for sagsøgeren, eftersom de to spørgsmål er tæt forbundne. De øvrige anbringender behandles i den rækkefølge, hvori de er nævnt i præmis 22 ovenfor.

 Om sagsøgeren kan påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder

53      Ifølge retspraksis fastsætter hverken Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder eller traktaterne bestemmelser, der udelukker juridiske personer, som er statsorganer, fra at nyde beskyttelse af de grundlæggende rettigheder. Derimod sikrer de bestemmelser i det nævnte charter, som er relevante i forhold til de af sagsøgeren anførte anbringender, navnlig chartrets artikel 17, 41 og 47, rettighederne for »[e]nhver«, hvilket er en formulering, der omfatter juridiske personer såsom sagsøgeren (dom af 6.9.2013, Bank Melli Iran mod Rådet, T-35/10 og T-7/11, Sml., EU:T:2013:397, præmis 65).

54      Rådet har ikke desto mindre påberåbt sig artikel 34 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), der ikke tillader antagelse til realitetsbehandling af søgsmål, der anlægges ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol af statslige organisationer.

55      Dels er EMRK’s artikel 34 imidlertid en procedureregel, der ikke finder anvendelse på sager ved Unionens retsinstanser. Dels følger det af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at målet med denne bestemmelse er at undgå, at en stat, der har tiltrådt EMRK, både kan være sagsøger og sagsøgt samtidigt for denne domstol (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolens dom af 13.12.2007, Compagnie de navigation de la République islamique d’Iran mod Tyrkiet, Reports of Judgments and Decisions, 2007-V, præmis 81). Dette ræsonnement gør sig ikke gældende i det foreliggende tilfælde (dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 53 ovenfor, EU:T:2013:397, præmis 67).

56      Rådet har ligeledes gjort gældende, at den regel, som det påberåber sig, er begrundet i det forhold, at en stat er ansvarlig for overholdelse af grundlæggende rettigheder på dens område, men ikke kan drage fordel af sådanne rettigheder.

57      Selv om det lægges til grund, at denne begrundelse kan finde anvendelse for så vidt angår en intern situation, er det forhold, at en stat er ansvarlig for overholdelse af grundlæggende rettigheder på dens eget område, imidlertid irrelevant med hensyn til omfanget af de rettigheder, som tilkommer juridiske personer, der udgør organer under denne stat, på tredjestaters område (dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 53 ovenfor, EU:T:2013:397, præmis 69).

58      Henset til ovenstående betragtninger skal det fastslås, at EU-retten ikke indeholder en regel, der forhindrer juridiske personer, som er organer under tredjestater, i til egen fordel at påberåbe sig den beskyttelse og de garantier, der er knyttet til de grundlæggende rettigheder. Selv hvis det antages, at sagsøgeren som en offentlig enhed er et organ under den iranske stat, kan banken dermed påberåbe sig disse rettigheder for Unionens retsinstanser under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med dens egenskab af juridisk person (jf. i denne retning dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 53 ovenfor, EU:T:2013:397, præmis 70).

 Om det første og det fjerde anbringende om, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 er ulovlige, og om en retlig fejl samt tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet vedrørende begrebet støtte til Irans regering

59      Sagsøgeren har med det første anbringende gjort gældende, at de bestemmelser, der danner grundlag for de restriktive foranstaltninger, som sagsøgeren er omfattet af, nemlig dels artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, dels artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012, tilsidesætter proportionalitets- og retssikkerhedsprincippet samt princippet om ejendomsretten, idet de anvender vilkårlige, vage og uforståelige kriterier til at definere, hvilke personer og enheder der kan være omfattet af de restriktive foranstaltninger.

60      For det første er kriteriet »støtte til Irans regering«, der er fastsat i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som ændret ved afgørelse 2012/35 og ved afgørelse 2012/635, og i artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 (herefter »det omtvistede kriterium«), uforholdsmæssigt vagt.

61      For det andet gør det samme sig gældende for så vidt angår begrebet »forbindelse til«, der anvendes i samme bestemmelser.

62      For det tredje er bestemmelsen i artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 uforståelig for så vidt angår begrebet støtte ydet til andre enheder end Irans regering.

63      Ifølge sagsøgeren er artikel 20, stk. 2, litra c), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 dermed uforholdsmæssigt vage, hvilket medfører, at de er ulovlige, og at det derfor bør fastslås, at de i medfør af artikel 277 TEUF ikke finder anvendelse på sagsøgeren.

64      Inden for rammerne af det fjerde anbringende har sagsøgeren anført, at det omtvistede kriterium, hvis det antages at være lovligt, kun omfatter det tilfælde, hvor den omhandlede person eller enhed har ydet en specifik bistand, der er knyttet til nukleare spredningsaktiviteter. Nævnte begreb bør således kun omfatte enten en direkte støtte til nukleare spredningsaktiviteter eller en støtte til den regering, der har gennemført det iranske nukleare program.

65      Sagsøgeren har i denne henseende henvist til de mål, der ligger til grund for de omhandlede restriktive foranstaltninger, der ifølge sagsøgeren kun består i at forhindre nuklear spredning, og ikke i at have indflydelse på områder, der falder uden for nævnte spredning.

66      Sagsøgeren har heraf udledt, at Rådet har begået en retlig fejl og tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at anlægge en fortolkning i modstrid med det omtvistede kriterium. Sagsøgeren har anført, at denne fortolkning tildeler Rådet en uforholdsmæssig og vilkårlig beføjelse, som bl.a. gør det muligt for Rådet at indefryse midler, der tilhører enhver enhed, der ejes af Irans regering, eller som har tilknytning til sidstnævnte.

67      Rådet har for det første anført, at det første og det fjerde anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). Disse anbringender er således selvmodsigende, idet sagsøgeren både har påberåbt sig det omtvistede kriteriums vage karakter, og at dette kriterium kun omfatter støtte til nuklear spredning.

68      Rådet har desuden bestridt, at der er grundlag for sagsøgerens argumenter.

69      Indledningsvis må den af Rådet påberåbte formalitetsindsigelse forkastes. For det første fremgår det således af læsningen af sagsøgerens skriftlige indlæg, at det fjerde anbringende er fremsat for det tilfælde, at Retten forkaster det første. For det andet har Rådet været i stand til at besvare de to anbringender, og Retten er ligeledes i stand til at undersøge deres velbegrundethed.

70      Hvad angår realiteten bemærkes, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413, som senest ændret ved afgørelse 2012/635, fastsætter, at alle midler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af »andre personer og enheder, der ikke er omfattet af bilag I, og som forsyner Irans regering og enheder, der ejes eller kontrolleres af dem eller personer og enheder, som de har forbindelse til, med støtte, som opført på listen i bilag II«, indefryses. Artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 henviser for sin del til »andre personer, enheder eller organer, som yder støtte, herunder materiel, logistisk eller økonomisk støtte til Irans regering, samt personer og enheder med tilknytning til dem«.

71      Hvad angår sagsøgeren har Rådet i begrundelsen for de anfægtede retsakter henvist til denne som et »[s]tatsejet selskab, der yder finansiel støtte til Irans regering«.

72      Denne begrundelse betyder, at alle sagsøgerens argumenter vedrørende den påståede vage karakter af begrebet »forbindelse til« og den påståede uforståelighed af artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 for så vidt angår begrebet støtte til andre enheder end Irans regering (jf. præmis 61 og 62 ovenfor) må forkastes som irrelevante. Det fremgår således klart af den begrundelse, der er nævnt i ovenstående præmis, at sagsøgeren ifølge Rådet yder bistand eller en direkte støtte til Irans regering, snarere end at have tilknytning til dem eller at yde støtte til andre enheder end sidstnævnte. Selv hvis det antages, at sagsøgerens argumenter om begrebet »forbindelse til« og om, at der er ydet støtte til andre enheder end Irans regering, er velbegrundede, kan de under disse omstændigheder ikke begrunde annullation af de anfægtede retsakter for så vidt angår opførelsen af sagsøgeren.

73      Det er derfor kun argumenterne om det omtvistede kriteriums påståede vage karakter og fastlæggelsen af fortolkningen af dette kriterium, der skal undersøges.

74      I denne henseende bemærkes, at Unionens retsinstanser i overensstemmelse med de kompetencer, som er blevet tildelt dem i medfør af traktaten, skal sikre en, principielt fuldstændig, legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af EU-rettens almindelige retsgrundsætninger. Dette krav er udtrykkeligt fastslået i artikel 275, stk. 2, TEUF (jf. domme af 28.11.2013, Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, C-280/12 P, Sml., EU:C:2013:775, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, og Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, nævnt i præmis 48 ovenfor, EU:C:2013:776, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

75      Rådet har ikke desto mindre vide skønsbeføjelser med hensyn til den generelle og abstrakte fastsættelse af retlige kriterier og af fremgangsmåden for vedtagelse af restriktive foranstaltninger. De almengyldige regler, der definerer disse kriterier og fremgangsmåden, såsom bestemmelserne i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012, der fastsætter det omtvistede kriterium, og som er nævnt i første og fjerde anbringende, er genstand for en begrænset retlig prøvelse, der begrænser sig til efterprøvelse af, om formforskrifterne og reglerne om begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn eller er begået magtfordrejning. Denne begrænsede kontrol finder særlig anvendelse på de hensigtsmæssighedsbetragtninger, som de restriktive foranstaltninger er baseret på (jf. i denne retning domme af 9.7.2009, Melli Bank mod Rådet, T-246/08 og T-332/08, Sml., EU:T:2009:266, præmis 44 og 45, og af 14.10.2009, Bank Melli Iran mod Rådet, T-390/08, Sml., EU:T:2009:401, præmis 35 og 36).

76      Det skal medgives, at det omtvistede kriterium med sin meget brede formulering tildeler Rådet en skønsbeføjelse. I modsætning til det af sagsøgeren hævdede er denne beføjelse imidlertid forenelig med proportionalitetsprincippet, retssikkerhedsprincippet og sagsøgerens ejendomsret og tildeler ikke Rådet en uforholdsmæssig eller vilkårlig beføjelse.

77      For det første finder retssikkerhedsprincippet, som udgør et almindeligt princip i EU-retten, og som bl.a. kræver, at retsreglerne skal være klare, præcise og forudsigelige i deres retsvirkninger, især når de kan være bebyrdende for personer og virksomheder (dom af 18.11.2008, Förster, C-158/07, Sml., EU:C:2008:630, præmis 67), således ganske vist anvendelse på restriktive foranstaltninger som de i hovedsagen omhandlede, som påvirker de omhandlede personer og enheders rettigheder og friheder hårdt (jf. i denne retning dom af 16.7.2014, National Iranian Oil Company mod Rådet, T-578/12, under appel, EU:T:2014:678, præmis 112, 113, 116 og 117).

78      For det andet indgår det omtvistede kriterium i en retlig ramme, som er klart afgrænset af de mål, der forfølges med lovgivningen vedrørende de restriktive foranstaltninger over for Iran. I denne henseende er det i 13. betragtning til afgørelse 2012/35, hvorved dette kriterium er indsat i artikel 20, stk. 1, i afgørelse 2010/413, udtrykkeligt anført, at indefrysning af midler skal finde anvendelse på personer og enheder, »der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller udvikling af atomvåbenfremføringsmidler, herunder navnlig personer og enheder, som yder finansiel, logistisk eller materiel støtte til Irans regering«. Artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 fastsætter desuden, at denne støtte kan være »materiel, logistisk eller økonomisk« (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 118).

79      Det omtvistede kriterium omfatter således ikke alle former for støtte til Irans regering, men støtteformer, som på grund af deres kvantitative eller kvalitative betydning bidrager til Irans nukleare aktiviteter. Fortolket under Unionens retsinstansers kontrol i forhold til målet om at lægge pres på Irans regering med henblik på at få Iran til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter, opstiller det omtvistede kriterium således på en objektiv måde en afgrænset kategori af personer og enheder, der kan gøres til genstand for foranstaltninger om indefrysning af midler (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 119).

80      I lyset af formålet med foranstaltningerne om indefrysning af midler, der er nævnt i præmis 79 ovenfor, fremgår det utvetydigt af det omtvistede kriterium, at dette på en målrettet og selektiv måde omfatter de aktiviteter, som den omhandlede person og enhed selv har udøvet, og at der, selv om de hverken har en direkte eller indirekte tilknytning til nuklear spredning, imidlertid kan fremme udviklingen heraf ved at forsyne Irans regering med materielle, økonomiske eller logistiske ressourcer eller faciliteter, der gør det muligt for den at forfølge den nukleare spredning (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 120).

81      Denne konstatering indebærer desuden, at den argumentation, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med det fjerde anbringende, hvorefter det omtvistede kriterium kun kan omfatte enten en direkte støtte til nukleare spredningsaktiviteter eller en støtte til den regering, der har gennemført det iranske nukleare program, skal forkastes.

82      I denne henseende forveksler sagsøgeren det omtvistede kriterium, som er det eneste relevante i den foreliggende sag, og kriteriet om at yde »støtte til Irans spredningsfølsomme nukleare aktiviteter eller Irans udvikling af fremføringssystemer til kernevåben«, som fastsat i artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413 og artikel 23, stk. 2, litra a), i forordning nr. 267/2012, der indebærer en vis grad af forbindelse til Irans nukleare aktiviteter (jf. i denne retning dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 139).

83      Hvad angår det omtvistede kriterium fremgår det, som anført i præmis 78 ovenfor, således udtrykkeligt af 13. betragtning til afgørelse 2012/35, at foranstaltningerne om indefrysning af midler skal finde anvendelse på personer og enheder, der yder støtte til Irans regering, og som muliggør, at denne kan gå videre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter. Der foreligger således en forbindelse mellem at yde støtte til Irans regering og forfølgelsen af nukleare spredningsaktiviteter i de anvendelige lovgivningsmæssige retsakter, da det omtvistede kriterium har til formål at fratage Irans regering sine indtægtskilder med henblik på at tvinge den til at ophøre med udviklingen af dens nukleare spredningsprogram, fordi den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 140).

84      I modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, kan det omtvistede kriterium således finde anvendelse på enhver enhed, der yder støtte, bl.a. i form af finansiel støtte, til Irans regering. Det omfatter derimod ikke samtlige enheder, der ejes af Irans regering, eller som har tilknytning til sidstnævnte, eller alle Irans skatteydere.

85      For det tredje bemærkes, at den skønsbeføjelse, som tildeles Rådet med det omtvistede kriterium, opvejes af en begrundelsespligt og styrkede proceduremæssige rettigheder, der er sikret i retspraksis (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 122; jf. ligeledes analogt domme af 21.11.1991, Technische Universität München, C-269/90, Sml., EU:C:1991:438, præmis 14, og af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, Sml., EU:C:2013:518, præmis 114).

86      I den foreliggende sag har sagsøgeren inden for rammerne af det tredje anbringende bestridt, at Rådet har beskyttet disse garantier, og grundlaget for sagsøgerens argumentation desangående vil blive vurderet af Retten i præmis 121-168 herunder.

87      Henset til det, som er anført i præmis 74-85 ovenfor, skal det fastslås, at det omtvistede kriterium begrænser Rådets skønsbeføjelse ved at indføre objektive kriterier og garanterer en grad af forudsigelighed, der kræves af EU-retten (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 123; jf. ligeledes analogt dom af 22.5.2008, Evonik Degussa mod Kommissionen, C-266/06 P, EU:C:2008:295, præmis 58).

88      Nævnte kriterium er derfor foreneligt med retssikkerhedsprincippet og kan ikke betragtes som vilkårligt.

89      For så vidt som vedtagelsen af foranstaltninger om indefrysning af midler på grundlag af det omtvistede kriterium er fastsat i de relevante bestemmelser i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012, er den krænkelse af ejendomsretten, der sker som følge af anvendelsen af dette kriterium, desuden i overensstemmelse med bestemmelsen i artikel 52, stk. 1, i chartret om grundlæggende rettigheder, der bestemmer, at enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved nævnte charter, skal være fastlagt i lovgivningen (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 124).

90      I henhold til retspraksis er lovligheden af et forbud mod at udøve en økonomisk virksomhed, i medfør af proportionalitetsprincippet, som er en del af EU-rettens almindelige grundsætninger, betinget af, at forbudsforanstaltningerne er egnede til og nødvendige for at nå de mål, der lovligt forfølges med den pågældende lovgivning, idet den mindst bebyrdende foranstaltning skal vælges, når der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, og idet byrderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 53 ovenfor, EU:T:2013:397, præmis 179 og den deri nævnte retspraksis).

91      Henset til betydningen af opretholdelsen af international fred og sikkerhed har Rådet i den foreliggende sag uden at overskride grænserne for sin skønsbeføjelse kunnet vurdere, at de krænkelser af ejendomsretten, der sker som følge af anvendelsen af det omtvistede kriterium, var passende og nødvendige for at lægge pres på Irans regering med henblik på at få Iran til at ophøre med spredningsfølsomme nukleare aktiviteter (jf. analogt dom af 13.3.2012, Melli Bank mod Rådet, C-380/09 P, Sml., EU:C:2012:137, præmis 61).

92      Det omtvistede kriterium, som fortolket i præmis 76-84 ovenfor, er dermed foreneligt med proportionalitetsprincippet og tildeler ikke Rådet en for vidtgående beføjelse.

93      Henset til det foregående skal det første anbringende forkastes som delvis irrelevant, delvis ugrundet, og det fjerde anbringende forkastes som ugrundet.

 Det andet anbringende om Rådets manglende kompetence til at vedtage afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 og det manglende retsgrundlag for sidstnævnte

94      Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet ikke havde kompetence til at vedtage afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012. Sagsøgeren har i denne henseende henvist til, at Rådet kan vedtage restriktive foranstaltninger på fælles forslag af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen i henhold til artikel 215, stk. 2, TEUF.

95      For det første blev afgørelse 2012/635 imidlertid i den foreliggende sag vedtaget af Rådet alene, hvorfor kravet i artikel 215, stk. 2, TEUF ikke blev overholdt. I denne forbindelse fastsætter artikel 215 TEUF ingen sondring mellem foranstaltninger vedtaget inden for FUSP og andre foranstaltninger og finder således anvendelse på afgørelser vedtaget i henhold til artikel 29 TEU, såsom afgørelse 2012/635.

96      For det andet savner gennemførelsesforordning nr. 945/2012, for så vidt som den gennemfører afgørelse 2012/635, et retsgrundlag og er behæftet med en kompetencemangel.

97      For det tredje er artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 i strid med artikel 215, stk. 2, TEUF, idet den tildeler Rådet, der handler alene, kompetencen til at ændre bilag IX, der indeholder listen over personer, enheder og organer, der skal være omfattet af de restriktive foranstaltninger. Det skal derfor fastslås, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 ikke finder anvendelse på sagsøgeren, jf. artikel 277 TEUF, hvilket ifølge sagsøgeren medfører, at gennemførelsesforordning nr. 945/2012, som blev vedtaget på grundlag heraf, af denne grund savner retsgrundlag og er behæftet med en kompetencemangel.

98      Rådet har bestridt, at der er grundlag for sagsøgerens anbringender.

–       Om fremgangsmåden for vedtagelsen af afgørelse 2012/635

99      Hvad angår afgørelse 2012/635 bemærkes i lighed med det af Rådet anførte, at den ikke er baseret på artikel 215 TEUF, men kun på artikel 29 TEU, som er indeholdt i kapitel 2 i afsnit V i EU-traktatens afsnit om FUSP, og som giver Rådet mulighed for at handle alene for at vedtage de deri fastsatte afgørelser.

100    I denne henseende følger det af artikel 215, stk. 2, TEUF, at »[s]åfremt en afgørelse, der er vedtaget på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, giver mulighed herfor, kan Rådet efter proceduren i stk. 1 vedtage restriktive foranstaltninger over for fysiske og juridiske personer, grupper eller ikke-statslige enheder«.

101    Den forudgående vedtagelse af en afgørelse i henhold til kapitel 2 i afsnit V i EU-traktaten – såsom afgørelse 2012/635 i den foreliggende sag, der er vedtaget i henhold til artikel 29 TEU – er en nødvendig betingelse for, at Rådet kan vedtage restriktive foranstaltninger i medfør af de beføjelser, som er tildelt det ved artikel 215, stk. 2, TEUF. Denne konstatering indebærer dog ikke, at vedtagelsen af en afgørelse såsom afgørelse 2012/635 er underlagt de proceduremæssige krav, der er opstillet i artikel 215, stk. 2, TEUF, i stedet for de krav, der er opstillet i artikel 29 TEU.

102    På denne baggrund skal sagsøgerens første anbringende forkastes, da Rådet i henhold til artikel 29 TEU har kompetence til at vedtage afgørelse 2012/635 alene.

103    Sagsøgerens andet anbringende, der er baseret på den fejlagtige antagelse, at Rådet ikke havde kompetence til at vedtage afgørelse 2012/635, skal derfor også forkastes.

–       Om foreneligheden af artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 med artikel 215 TEUF

104    Rådet har anført, at artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, som giver det mulighed for at ændre bilag IX, der indeholder listen over personer, enheder og organer, der skal være omfattet af de restriktive foranstaltninger, blev vedtaget i henhold til artikel 291, stk. 2, TEUF, som fastsætter, at »når ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter er nødvendige, tildeler disse retsakter Kommissionen eller, i specifikke behørigt begrundede tilfælde samt i de tilfælde, der er fastsat i artikel 24 [TEU] og 26 [TEU], Rådet gennemførelsesbeføjelser«.

105    I denne henseende bemærkes indledningsvis, at hverken artikel 215 TEUF eller nogen anden bestemmelse i den primære ret er til hinder for, at en forordning vedtaget på grundlag af artikel 215 TEUF tildeler Kommissionen eller Rådet gennemførelsesbeføjelser på de i artikel 291, stk. 2, TEUF opstillede betingelser, såfremt de ensartede betingelser for gennemførelse af visse restriktive foranstaltninger, der er fastsat med denne forordning, er nødvendige. Det fremgår navnlig ikke af artikel 215 TEUF, at de individuelle restriktive foranstaltninger skal vedtages efter fremgangsmåden i artikel 215, stk. 1, TEUF. I mangel af enhver angivelse, der begrænser muligheden for at tildele gennemførelsesbeføjelser, kan der dermed ikke ses bort fra anvendelsen af bestemmelserne i artikel 291, stk. 2, TEUF på området for restriktive foranstaltninger på grundlag af artikel 215 TEUF (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 54).

106    Den i artikel 215, stk. 1, TEUF fastsatte fremgangsmåde, hvorefter Rådet træffer afgørelse på fælles forslag af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og Kommissionen, kan vise sig uhensigtsmæssig med henblik på vedtagelse af simple gennemførelsesforanstaltninger. Artikel 291, stk. 2, TEUF gør det derimod muligt at fastsætte en mere effektiv fremgangsmåde til gennemførelse, der er tilpasset den form for foranstaltning, der skal gennemføres, og hver enkelt institutions kapacitet. De overvejelser, der har fået EUF-traktatens ophavsmænd til i artikel 291, stk. 2, TEUF at gøre det muligt at tildele gennemførelsesbeføjelser, gælder således både for gennemførelsen af retsakter, der støttes på artikel 215 TEUF, og gennemførelse af juridisk bindende retsakter (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 55).

107    Følgelig må det fastslås, at Rådet havde ret til at fastsætte gennemførelsesbeføjelserne i henhold til bestemmelserne i artikel 291, stk. 2, TEUF for vedtagelse af individuelle foranstaltninger om indefrysning af pengemidler til gennemførelse af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 56).

108    Det skal imidlertid yderligere efterprøves, om Rådet har overholdt betingelserne i artikel 291, stk. 2, TEUF, da det forbeholdt sig selv de omhandlede gennemførelsesbeføjelser frem for Kommissionen.

109    I denne henseende bemærkes, at de forordninger, såsom forordning nr. 267/2012, der fastsætter restriktive foranstaltninger på grundlag af artikel 215 TEUF, har til formål inden for EUF-traktatens anvendelsesområde at gennemføre afgørelser, der er vedtaget i henhold til artikel 29 TEU, inden for rammerne af FUSP. Forordning nr. 267/2012 ligger derfor inden for rammerne af forfølgelsen af de mål og gennemførelsen af EU-aktioner på FUSP-området (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 60).

110    På grund af deres formål, art og emne knytter restriktive foranstaltninger vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, der har til formål at lægge pres på Den Islamiske Republik Iran med henblik på at bringe den nukleare spredning til ophør, sig tættere til gennemførelsen af FUSP end til udøvelsen af de beføjelser, som Unionen er blevet tildelt med EUF-traktaten (jf. i denne retning dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 66 og 67).

111    Inden for rammerne af EU-traktaten fremgår det dog af artikel 24, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 29 TEU og artikel 31, stk. 1, TEU, at Rådet som hovedregel skal udøve beføjelsen til at vedtage afgørelser på FUSP-området med enstemmighed (jf. i denne retning dom af 19.7.2012, Parlamentet mod Rådet, C-130/10, Sml., EU:C:2012:472, præmis 47).

112    Det er nærmere bestemt Rådet, der handler alene, som træffer afgørelse om opførelsen af navnet på en person eller en enhed i bilag II til afgørelse 2010/413. Det er netop denne opførelse, der inden for EUF-traktatens anvendelsesområde, bliver gennemført med vedtagelsen af en foranstaltning om indefrysning af pengemidler i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012.

113    Under disse omstændigheder kunne Rådet under hensyntagen til den særlige karakter af de restriktive foranstaltninger, der er vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, nødvendigheden af at sikre sammenhæng mellem listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012 samt det forhold, at Kommissionen ikke har adgang til oplysninger fra medlemsstaternes efterretningstjenester, som kan være nødvendige for at gennemføre nævnte foranstaltninger, med rette fastslå, at gennemførelsen af artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 om indefrysning af pengemidler var et specifikt tilfælde som omhandlet i artikel 291, stk. 2, TEUF, og at det derfor havde ret til at forbeholde sig beføjelsen i nævnte forordnings artikel 46, stk. 2, til at gennemføre den (jf. i denne retning dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 68-73).

114    Hvad angår spørgsmål om, hvorvidt konstateringen af, at der var tale om et specifikt tilfælde, blev behørigt begrundet, bemærkes, at Rådet i forordning nr. 267/2012 ikke udtrykkeligt har angivet, at det forbeholder sig gennemførelsesbeføjelsen af de grunde, der er opsummeret i præmis 113 ovenfor. Ikke desto mindre fremgår begrundelsen for, at gennemførelsesbeføjelser er blevet forbeholdt Rådet i henhold til artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 imidlertid af en samlet læsning af nævnte forordnings betragtninger og bestemmelser i forhold til sammenhængen mellem de relevante bestemmelser i EU-traktaten og EUF-traktaten vedrørende indefrysning af midler (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 77).

115    For det første har Rådet således i 28. betragtning til forordning nr. 267/2012 udtrykkeligt henvist til udøvelsen af sin kompetence vedrørende det »at udpege personer, som skal være genstand for indefrysningsforanstaltningerne«, og til selv at gribe ind inden for rammerne af den fornyede overvejelse af afgørelser om opførelse på baggrund af bemærkninger eller nye beviser modtaget fra de omhandlede personer (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 78).

116    For det andet gør bestemmelserne i artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, sammenholdt med 14. betragtning til samme forordning, det muligt at forstå, at gennemførelsen af foranstaltninger om indefrysning af midler over for personer eller enheder snarere henhører under EU-aktioner på FUSP-området end foranstaltninger af finansiel art, der normalt vedtages inden for EUF-traktatens (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 79 og 80).

117    For det tredje beskrives paralleliteten mellem restriktive foranstaltninger vedtaget i henhold til henholdsvis afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012 udtrykkeligt i 11. betragtning ff. til sidstnævnte, hvoraf fremgår, at nævnte forordning gennemfører de med afgørelse 2012/35 indførte ændringer til afgørelse 2010/413. Nødvendigheden af at sikre sammenhæng mellem listen i bilag II til afgørelse 2010/413 og listen i bilag IX til forordning nr. 267/2012 fremgår ligeledes af en læsning af betragtningerne til gennemførelsesforordningerne om ændring af nævnte bilag IX, herunder navnlig anden betragtning til gennemførelsesforordning nr. 945/2012, der udtrykkeligt henviser til afgørelse 2012/635 (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 81).

118    Under disse omstændigheder fremgår de særlige årsager til at tildele Rådet gennemførelsesbeføjelser i artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 tilstrækkelig forståeligt af de relevante bestemmelser i nævnte forordning og den sammenhæng, som den indgår i (dom National Iranian Oil Company mod Rådet, nævnt i præmis 77 ovenfor, under appel, EU:T:2014:678, præmis 82).

119    Det skal dermed konkluderes, at de i artikel 291, stk. 2, TEUF opstillede krav for at kunne tildele Rådet gennemførelsesbeføjelser er blevet opfyldt for så vidt angår artikel 46, stk. 2, i forordning nr. 267/2012, hvilket indebærer, at Rådet ikke kan foreholdes nogen tilsidesættelse af artikel 215 TEUF.

120    På denne baggrund skal sagsøgerens tredje argument forkastes og dermed det andet anbringende i sin helhed.

 Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af begrundelsespligten, sagsøgerens ret til forsvar, herunder retten til aktindsigt, Rådets pligt til at foretage en fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger og sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse

121    Sagsøgeren har gjort gældende, at Rådet med vedtagelsen af de anfægtede retsakter har tilsidesat begrundelsespligten, sagsøgerens ret til forsvar, herunder retten til aktindsigt, Rådets pligt til at foretage en fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger og sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

–       Om begrundelsespligten

122    Ifølge fast retspraksis har forpligtelsen til at begrunde en bebyrdende retsakt, der er en nødvendig følge af princippet om retten til forsvar, for det første til formål at give den berørte part oplysninger, der er tilstrækkelige til, at det kan afgøres, om der er grundlag for retsakten, eller om den muligvis er behæftet med en sådan mangel, at dens gyldighed kan anfægtes for Unionens retsinstanser, og for det andet at gøre det muligt for disse retsinstanser at efterprøve retsaktens lovlighed (jf. dom af 15.11.2012, Rådet mod Bamba, C-417/11 P, Sml. EU:C:2012:718, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

123    Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at den berørte part kan få kendskab til grundlaget for de trufne foranstaltninger, og således at den kompetente retsinstans kan udøve sin prøvelsesret (jf. dom Rådet mod Bamba, nævnt i præmis 122 ovenfor, EU:C:2012:718, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

124    For så vidt som den berørte person ikke har ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af en oprindelig afgørelse om indefrysning af midler, er det endnu vigtigere, at begrundelsespligten overholdes, eftersom den udgør den eneste sikkerhed for, at den pågældende i det mindste efter vedtagelsen af denne afgørelse kan gøre brug af de retsmidler, som vedkommende har til rådighed med henblik på at anfægte lovligheden af foranstaltningen (jf. dom Rådet mod Bamba, nævnt i præmis 122 ovenfor, EU:C:2012:718, præmis 51 og den deri nævnte retspraksis).

125    Begrundelsen for en retsakt udstedt af Rådet, hvorved der foreskrives en foranstaltning om indefrysning af midler, skal dermed henvise til de specifikke og konkrete grunde til, at Rådet ved udøvelsen af sin skønsbeføjelse finder, at den berørte bør være omfattet af en sådan foranstaltning (jf. dom Rådet mod Bamba, nævnt i præmis 122 ovenfor, EU:C:2012:718, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).

126    Den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 296 TEUF, skal imidlertid tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelsespligten skal vurderes i kraft af sagens omstændigheder, navnlig indholdet af retsakten, arten af de påberåbte grunde og den interesse, som adressaterne eller andre umiddelbart og individuelt berørte kan have i at modtage forklaringer. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige omstændigheder, da begrundelsens tilstrækkelighed ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom Rådet mod Bamba, nævnt i præmis 122 ovenfor, EU:C:2012:718, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis).

127    En retsakt, der er bebyrdende, er navnlig tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget under omstændigheder, som er den pågældende bekendt, og således gør det muligt for vedkommende at forstå, hvilke konsekvenser den trufne foranstaltning har for denne (jf. dom Rådet mod Bamba, nævnt i præmis 122 ovenfor, EU:C:2012:718, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

128    I den foreliggende sag har sagsøgeren anført, at afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 ikke er tilstrækkeligt begrundet for så vidt angår sagsøgerens opførelse.

129    For det første har Rådet således ifølge sagsøgeren ikke henvist til det kriterium, blandt de i artikel 20 i afgørelse 2010/413 og artikel 23 i forordning nr. 267/2012 fastsatte, som det baserede sig på, da det vedtog de restriktive foranstaltninger, som sagsøgeren er omfattet af.

130    For det andet har Rådet ikke anført fremgangsmåden, arten og omfanget af den finansielle støtte, som sagsøgeren angiveligt har ydet til Irans regering. Rådet har navnlig ikke henvist til de særlige finansielle transaktioner, der kunne begrunde restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, endsige forbindelsen mellem disse transaktioner og den nukleare spredning. Denne manglende begrundelse afhjælpes ikke af Rådets efterfølgende påstand i forsvarsskriftet om, at vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger om indefrysning af midler over for sagsøgeren var begrundet i, at sagsøgeren som offentlig virksomhed havde udbetalt udbytte til sine aktionærer.

131    Rådet har bestridt, at der er grundlag for sagsøgerens anbringender.

132    Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren er blevet betegnet som et »[s]tatsejet selskab, der yder finansiel støtte til Irans regering«.

133    For det første fremgår det udtrykkeligt af den fremlagte begrundelse, at det omtvistede kriterium havde dannet grundlag for, at sagsøgeren er blevet omfattet af de restriktive foranstaltninger.

134    For det andet er det ganske vist korrekt, at begrundelsen vedrørende sagsøgeren ikke indeholder oplysninger om fremgangsmåden og omfanget af den støtte, som sagsøgeren angiveligt har ydet til Irans regering, idet Rådet alene har anført, at denne støtte er af finansiel art.

135    Selv om begrundelsen er kortfattet, var sagsøgeren dog alligevel i stand til at forstå det væsentlige i de forhold, som denne er blevet lagt til last, og til at forsvare sig på passende vis.

136    Inden for rammerne af det fjerde anbringende i stævningen har sagsøgeren således udtrykkeligt henvist til tilfælde, hvor »en fysisk eller juridisk person, som ikke er en stat«, »via sine skatter eller eventuelt hvad angår offentlige virksomheder udbetalt udbytte til aktionærerne« finansierer »et budget, hvori de udbetalte beløb falder sammen med indtægtsmassen, og som pr. definition ikke berøres af dækningen af en særlig omkostning, herunder navnlig statslig aktivitet, der anses for ulovlig«, til støtte for, at begrebet støtte til Irans regering ikke finder anvendelse på et sådant tilfælde.

137    Sagsøgeren var således i stand til i begrundelsen for sin opførelse på listen at forstå, at Rådet baserede sig på den omstændighed, at sagsøgeren som statslig virksomhed ydede en finansiel støtte til Irans regering ved overførsel af sine økonomiske ressourcer. Sagsøgeren var desuden i stand til at anfægte relevansen af dette forhold, og at det skulle være korrekt.

138    Den af Rådet givne begrundelse giver også Retten mulighed for at udøve sin ret til at prøve de anfægtede retsakters lovlighed.

139    Under disse omstændigheder er begrundelsen i afgørelse 2012/635 og i gennemførelsesforordning nr. 945/2012, om end den er noget kortfattet, tilstrækkelig.

140    For det tredje medfører denne konstatering, at de præciseringer, som Rådet har givet i svarskriftet, hverken udgør en efterfølgende begrundelse, som Retten ikke kan tage hensyn til, eller godtgør, at den givne begrundelse var utilstrækkelig. Disse præciseringer begrænser sig således til at udtrykke og præcisere det væsentlige element fremført af Rådet og identificeret af sagsøgeren i begrundelsen for afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012.

141    På baggrund af det ovenstående skal klagepunktet om en tilsidesættelse af begrundelsespligten forkastes.

–       Om aktindsigt

142    Sagsøgeren har gjort gældende, at banken først er blevet meddelt aktindsigt efter udløbet af fristen for at anmode om fornyet gennemgang af de foranstaltninger, som sagsøgeren er omfattet af. En sådan forsinket fremsendelse er ikke forenelig med princippet om retten til forsvar.

143    Rådet har bestridt, at der er grundlag for sagsøgerens anbringender.

144    Det følger af retspraksis, at når tilstrækkeligt præcise oplysninger, som gør det muligt for den berørte enhed i tilstrækkelig grad at give sin mening til kende vedrørende de forhold, som den lægges til last af Rådet, er blevet meddelt, indebærer princippet om overholdelse af retten til forsvar ikke en forpligtelse for denne institution til uden videre at give adgang til de dokumenter, der er indeholdt i dens sagsakter. Det er kun efter anmodning herom fra den interesserede part, at Rådet har pligt til at give adgang til alle administrative dokumenter, som ikke er fortrolige, og som vedrører den omhandlede foranstaltning (jf. dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 53 ovenfor, EU:T:2013:397, præmis 84 og den deri nævnte retspraksis).

145    I den foreliggende sag anmodede sagsøgeren om aktindsigt den 8. januar 2013, dvs. før anlæggelsen af søgsmålet den 9. januar 2013. Rådet besvarede anmodningen den 10. juni 2013.

146    På denne baggrund kan Rådet for det første ikke foreholdes, at det ikke besvarede anmodningen om aktindsigt før anlæggelsen af søgsmålet, idet tidrummet på én dag mellem anmodningen og indleveringen af søgsmålet var for kort.

147    Endvidere fastsætter hverken skrivelsen af 16. oktober 2012, hvorved Rådet meddelte sagsøgeren afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012, disse retsakter selv eller bekendtgørelsen til den person, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger i afgørelse 2010/413 som gennemført ved afgørelse 2012/635 og i forordning nr. 267/2012 som gennemført ved gennemførelsesforordning nr. 945/2012 (EUT C 312, s. 21), en frist for fremsættelse af bemærkninger for de enheder, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger. Argumentet om, at sagsøgeren først er blevet meddelt aktindsigt efter udløbet af en sådan frist, er således åbenbart ugrundet.

148    Endelig bemærkes, at en svarfrist på mere end fem måneder er uforholdsmæssig lang.

149    I denne henseende har Rådet henvist til nødvendigheden af at opnå den omhandlede medlemsstats samtykke før fremsendelsen af de omhandlede dokumenter. Dette argument kan dog ikke tages til følge, da det følger af retspraksis, at Rådet, når det har til hensigt at basere sig på oplysninger, der er leveret af en medlemsstat, med henblik på at vedtage restriktive foranstaltninger over for en enhed, er forpligtet til før vedtagelsen af de nævnte restriktioner at sikre, at de omhandlede oplysninger kan meddeles rettidigt til den berørte enhed, således at denne kan gøre sine synspunkter effektivt gældende (dom af 6.9.2013, Persia International Bank mod Rådet, T-493/10, Sml. (uddrag), EU:T:2013:398, præmis 84).

150    Det gælder dog ikke desto mindre, at sagsøgeren dels ikke har fremsat konkrete argumenter for, at den uforholdsmæssige svarfrist faktisk har vanskeliggjort dens forsvar.

151    Dels følger det af retspraksis, at den sene meddelelse af et dokument, som Rådet har baseret sig på med henblik på vedtagelse eller opretholdelse af de restriktive foranstaltninger over for en enhed, kun udgør en tilsidesættelse af retten til forsvar, der kan begrunde annullation af de vedtagne retsakter, hvis det fastslås, at de omhandlede restriktive foranstaltninger ikke med rette ville kunne være vedtaget eller opretholdt, såfremt der skulle ses bort fra det sent meddelte dokument som belastende forhold (dom Persia International Bank mod Rådet, nævnt i præmis 148 ovenfor, EU:T:2013:398, præmis 85).

152    I den foreliggende sag fremgår det imidlertid af den prøvelse, der foretages i præmis 169-188 herunder, at de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren er begrundede, selv uden hensyntagen til de dokumenter, som Rådet fremsendte i sit svar af 10. juni 2013. Tilsidesættelsen af forpligtelsen til at meddele aktindsigt i rette tid begrunder under disse omstændigheder ikke annullationen af de anfægtede retsakter.

153    Det følger af det ovenstående, at det her omhandlede klagepunkt skal forkastes.

–       Om forpligtelsen til en fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger

154    I tilpasningen af sine påstande den 16. april 2014 har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet undlod årligt at foretage en fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger, idet det først den 14. marts 2014 meddelte sagsøgeren, at nævnte foranstaltninger opretholdtes.

155    Det følger af artikel 26, stk. 3, i afgørelse 2010/413, at »[d]e foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 19, stk. 1, litra b) og c), og artikel 20, stk. 1, litra b) og c), tages op til revision regelmæssigt og mindst hver 12. måned«.

156    Det bestemmes i artikel 46, stk. 6, i forordning nr. 267/2012, at »[l]isten i bilag IX revideres jævnligt og mindst hver tolvte måned«.

157    Rådet havde således pligt til at gennemgå de restriktive foranstaltninger inden for en frist på 12 måneder fra vedtagelsen af afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012.

158    Rådet har i denne henseende hævdet, at det har foretaget en fornyet gennemgang af sagsøgerens opførelse to gange med vedtagelse af dels Rådets afgørelse 2013/270/FUSP af 6. juni 2013 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 156, s. 10) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 522/2013 af 6. juni 2013 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT L 156, s. 3), dels Rådets afgørelse 2013/661/FUSP af 15. november 2013 om ændring af afgørelse 2010/413 (EUT L 306, s. 18) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1154/2013 af 15. november 2013 om gennemførelse af forordning nr. 267/2012 (EUT L 306, s. 3).

159    Det bemærkes imidlertid, at ingen af de af Rådet nævnte retsakter tyder på, at det har foretaget en regelmæssig gennemgang af alle opførelserne på listerne i bilag II til afgørelse 2010/413 og i bilag IX til forordning nr. 267/2012. De omhandlede retsakter vedrører heller ikke specifikt sagsøgerens opførelse.

160    Under disse omstændigheder skal det konkluderes, at Rådet ikke har foretaget en fornyet gennemgang af de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren inden for den fastsatte frist i afgørelse 2010/413 og forordning nr. 267/2012.

161    Når det er sagt, skal det dog efterprøves, om denne tilsidesættelse af forpligtelsen til at foretage en fornyet gennemgang af de vedtagne foranstaltninger kan begrunde en annullation af de anfægtede retsakter.

162    I denne henseende bemærkes, at formålet med den omhandlede forpligtelse er at sikre en regelmæssig kontrol af, at de vedtagne restriktive foranstaltninger stadig er begrundede.

163    I den foreliggende sag er det imidlertid ikke bestridt, at Rådet på tidspunktet for sagsøgerens fremsættelse af det første klagepunkt i tilpasningen af sine påstande den 16. april 2014 allerede havde gennemført den omhandlede kontrol og havde underrettet sagsøgeren om sit resultat ved skrivelse af 14. marts 2014.

164    Under disse omstændigheder er formålet med bestemmelserne om en regelmæssig fornyet gennemgang af de restriktive foranstaltninger blevet overholdt, om end for sent, og Rådets tilsidesættelse af fristen for fornyet gennemgang skaber således ikke yderligere skadelige virkninger for sagsøgerens situation.

165    Uden at dette berører sagsøgerens ret i henhold til artikel 340 TEUF til at kræve erstatning for den skade, som banken måtte have lidt som følge af den manglende overholdelse af fristen for fornyet gennemgang, kan sagsøgeren derfor ikke påberåbe sig den omhandlede forsinkelse for at opnå annullation af de restriktive foranstaltninger, som banken er omfattet af, der er vedtaget eller opretholdt med de anfægtede retsakter.

166    Dette klagepunkt skal herefter forkastes.

–       Om de øvrige påståede tilsidesættelser

167    Sagsøgeren har gjort gældende, at den manglende begrundelse i afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 indebærer en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, herunder retten til at få foretaget en fornyet gennemgang af de vedtagne restriktive foranstaltninger, og af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse. Henset til den givne begrundelses vage karakter kræves det nemlig for at sikre sagsøgerens forsvar, at denne ikke bare tilbageviser de retlige og faktiske omstændigheder, som Rådet har anført, men også fører negativt bevis for ikke at have ydet støtte til Irans regering eller til Irans atomprogram.

168    Som anført i præmis 122-140 ovenfor, er afgørelse 2012/635 og gennemførelsesforordning nr. 945/2012 imidlertid tilstrækkeligt begrundede, hvilket betyder, at det foreliggende klagepunkt beror på en fejlagtig forudsætning.

169    Derfor skal det tredje anbringende således forkastes i sin helhed.

 Det femte anbringende om en urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder

170    Som anført i præmis 74 ovenfor, skal Unionens retsinstanser i overensstemmelse med de kompetencer, som er blevet tildelt dem i medfør af traktaten, sikre en, principielt fuldstændig, legalitetsprøvelse af alle EU-retsakter under hensyn til de grundlæggende rettigheder, der udgør en integrerende del af EU-rettens almindelige retsgrundsætninger. Dette krav er udtrykkeligt fastslået i artikel 275, stk. 2, TEUF (jf. domme Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, nævnt i præmis 74 ovenfor, EU:C:2013:775, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, og Rådet mod Manufacturing Support & Procurement Kala Naft, nævnt i præmis 74 ovenfor, EU:C:2013:776, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

171    Disse grundlæggende rettigheder omfatter bl.a. overholdelse af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse (jf. dom Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, nævnt i præmis 74 ovenfor, EU:C:2013:775, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

172    Den effektive domstolsprøvelse, der er sikret ved artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, indebærer bl.a., at Unionens retsinstanser skal sikre sig, at en afgørelse, hvis rækkevidde er individuel for den berørte person eller enhed, er baseret på et tilstrækkeligt solidt faktisk grundlag. Dette indebærer en efterprøvelse af de faktiske omstændigheder, der indgår i begrundelsen for nævnte afgørelse, og domstolsprøvelsen skal således ikke begrænses til en vurdering af, om den anførte begrundelse er sandsynlig i abstrakt forstand, men skal indebære en stillingtagen til, om der er belæg for disse grunde, eller i det mindste én af dem, som i sig selv anses for at kunne begrunde nævnte afgørelse (jf. dom Rådet mod Fulmen og Mahmoudian, nævnt i præmis 74 ovenfor, EU:C:2013:775, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

173    I denne sammenhæng er det den kompetente EU-myndighed, som i tilfælde, hvor den begrundelse, der foreholdes den berørte person, bestrides, skal godtgøre, at den er velbegrundet, og ikke sidstnævnte, der skal føre bevis for, at begrundelsen ikke er velbegrundet (jf. dom Fulmen og Mahmoudian, nænvnt i præmis 74 ovenfor, EU:C:2013:775, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

174    I den foreliggende sag skal det således efterprøves, om Rådet i forbindelse med vedtagelsen af de anfægtede retsakter med rette mente, at sagsøgeren kunne være omfattet af restriktive foranstaltninger som en enhed, der yder bistand i form af finansiel støtte til Irans regering.

175    For det første har sagsøgeren understreget, at kriteriet om støtte til Irans regering kun omfatter tilfælde, hvor den omhandlede enhed har ydet en specifik bistand, der er knyttet til nukleare spredningsaktiviteter. Sagsøgeren har imidlertid ikke ydet en sådan bistand, eftersom bankens aktiviteter tager sigte på private virksomheder.

176    Det er i denne henseende tilstrækkeligt at henvise til præmis 74-93 ovenfor, hvoraf fremgår, at kriteriet om støtte til Irans regering ligeledes kan finde anvendelse på enheder, som ikke selv er involveret i nuklear spredning.

177    For det andet har sagsøgeren hævdet, at banken i modsætning til det i begrundelsen for de anfægtede retsakter anførte ikke yder finansiel støtte til Irans regering.

178    Sagsøgeren har i denne henseende først anført, at det ikke er bankens opgave at udbetale udbytte til Irans regering.

179    Dernæst har sagsøgeren medgivet at have overført en del af sit overskud ud over indkomstskat til nationalbanken, der er underlagt Irans finansministerium. Sagsøgeren har dog anført, at denne forpligtelse, som alle Irans offentlige virksomheder er pålagt i henhold til § 17 i finansloven for det iranske år 1389 (herefter »§ 17«), ikke udgør en finansiel støtte til Irans regering som omhandlet i det omtvistede kriterium, for så vidt som forpligtelsen ikke er et udbytte, men snarere minder om en skat eller en skattelignende afgift.

180    Endelig kan de beløb, som sagsøgeren har overført til nationalbanken i henhold til § 17, ifølge sagsøgeren ikke anvendes frit af Irans regering, men er knyttet til udførelsen af transaktioner af almen interesse og varetagelse af offentlige opgaver til gavn for Irans befolkning. Sagsøgeren har i denne henseende tilføjet, at de omhandlede beløb bl.a. er blevet geninvesteret sammen med andre statslige midler i forbindelse med forhøjelser af dens kapital.

181    Indledningsvis bemærkes, at den omstændighed, at sagsøgeren ikke har til opgave at udbetale udbytte til Irans regering, selv hvis den måtte anses for godtgjort, ikke indebærer, at banken ikke i realiteten yder finansiel støtte til Irans regering.

182    Som det fremgår af de oplysninger, som sagsøgeren selv har fremlagt, har banken i denne henseende for perioden år 1387-1391 i den iranske kalender (den 20.3.2008-20.3.2013, herefter »referenceperioden«) overført et samlet beløb på 1 687 181 mio. iranske rialer til nationalbanken i henhold til den i § 17 fastsatte forpligtelse.

183    I modsætning til det af sagsøgeren hævdede, kan disse beløb ikke sidestilles med skatter eller skattelignende afgifter og således undgå betegnelsen som finansiel støtte som fastsat i det omtvistede kriterium. For det første gælder den i § 17 fastsatte forpligtelse, således som sagsøgeren selv har medgivet, ud over indkomstskat. For det andet finder denne forpligtelse kun anvendelse på Irans offentlige virksomheder og kan dermed ikke anses for at være en del af Irans generelle skatte- eller skattelignende ordning.

184    Hvad angår den påståede budgetmæssige anvendelse af de beløb, der er overført i henhold til den i § 17 fastsatte forpligtelse, har sagsøgeren på ingen måde understøttet sine påstande. Den påståede anvendelse, således som sagsøgeren har gengivet den, er under alle omstændigheder så generel, at den alt andet lige kan finde anvendelse på alle statens udgifter. Under disse omstændigheder indebærer eksistensen af denne anvendelse, selv hvis den måtte anses for godtgjort, ikke, at de beløb, der i referenceperioden er overført i henhold til den i § 17 fastsatte forpligtelse, ikke udgør en finansiel støtte til Irans regering som omhandlet i det omtvistede kriterium.

185    I denne forbindelse fremgår det endvidere af de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt som svar på et spørgsmål fra Retten, at bankens kapital blev forhøjet med 1 054 102 mio. iranske rialer i 2012. Dette beløb er imidlertid væsentligt lavere end det samlede beløb på 1 687 181 mio. iranske rialer, der i referenceperioden er overført til nationalbanken af sagsøgeren i henhold til den i § 17 fastsatte forpligtelse. På denne baggrund gør sagsøgerens kapitalforhøjelse det ikke muligt at antage, at sidstnævnte ikke har ydet finansiel støtte til Irans regering i nævnte periode.

186    Henset til det ovenstående skal det konkluderes, at sagsøgeren i referenceperioden har overført betydelige beløb, som udgør finansiel støtte til Irans regering, til Irans nationalbank. Rådet kunne derfor med rette lade sagsøgeren som en enhed, der har ydet støtte til nævnte regering, være omfattet af de restriktive foranstaltninger.

187    Sagsøgeren har i denne henseende endvidere anført, at Rådet i modsætning til det, der kræves i henhold til retspraksis nævnt i præmis 172 ovenfor, ikke har fremført beviser, der støtter dets påstande.

188    Det fremgår imidlertid af den gennemgang, der er foretaget i præmis 174-185 ovenfor, at sagsøgeren faktisk ikke har bestridt, at den faktuelle og væsentlige omstændighed, der begrunder de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren, nemlig det forhold, at banken har overført en del af sit overskud i referenceperioden til Irans nationalbank, reelt foreligger. I mangel af en sådan konstatering havde Rådet ikke pligt til at fremlægge dokumentation til støtte for, at denne omstændighed var velbegrundet, således som det fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 172 ovenfor.

189    Henset til det ovenstående må det femte anbringende forkastes.

 Det sjette anbringende vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

190    Sagsøgeren har gjort gældende, at vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger, som sagsøgeren er omfattet af, udgør et uberettiget indgreb i sagsøgerens ejendomsret og sagsøgerens ret til at udøve økonomisk virksomhed, og dermed en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet.

191    For det første medfører tilsidesættelsen af sagsøgerens processuelle rettigheder, der er gjort gældende inden for rammerne af det tredje anbringende, ifølge retspraksis en tilsidesættelse af sagsøgerens ejendomsret og proportionalitetsprincippet.

192    For det andet modsvarer de restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren ikke det generelle formål med de anfægtede retsakter, nemlig at bekæmpe nævnte spredning, for så vidt som sagsøgeren ikke er involveret.

193    Endelig forvolder de omhandlede foranstaltninger alvorlig skade på sagsøgeren selv og på dens ansatte, hvilket er uforholdsmæssigt i forhold til det mål, som Rådet forfølger. Sagsøgeren har i denne sammenhæng tilføjet, at de omhandlede restriktive foranstaltninger, i modsætning til det af Rådet hævdede, ud over pengemidlerne i Unionen også påvirker Irans pengemidler, idet de forhindrer Iran i alle overførsler af pengemidler fra Iran til Unionen, og har en afskrækkende virkning på iranske aktører, der kan indgå aftaler med sagsøgeren.

194    Indledningsvis bemærkes, som det fremgår af præmis 121-168 ovenfor, at de anfægtede retsakter ikke er behæftet med en tilsidesættelse af sagsøgerens proceduremæssige rettigheder, der kan begrunde en annullation af retsakterne. Den af sagsøgeren forsvarede opfattelse, hvorefter tilsidesættelsen af sagsøgerens proceduremæssige rettigheder udgør en tilsidesættelse af ejendomsretten og proportionalitetsprincippet, kan ikke tiltrædes.

195    Hvad angår de øvrige klagepunkter er lovligheden af et forbud mod at udøve en økonomisk virksomhed, i medfør af proportionalitetsprincippet, som er en del af EU-rettens almindelige grundsætninger, som allerede nævnt i præmis 90 ovenfor, betinget af, at forbudsforanstaltningerne er egnede til og nødvendige for at nå de mål, der lovligt forfølges med den pågældende lovgivning, idet den mindst bebyrdende foranstaltning skal vælges, når der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, og idet byrderne ikke må være uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dom Bank Melli Iran mod Rådet, nævnt i præmis 53 ovenfor, EU:T:2013:397, præmis 179 og den deri nævnte retspraksis).

196    For det første har vedtagelsen af de restriktive foranstaltninger over for enheder, der yder finansiel støtte til Irans regering imidlertid, som det fremgår af præmis 59-93 ovenfor, til formål at fratage Irans regering sine indtægtskilder med henblik på at tvinge regeringen til at ophøre med udviklingen af dens nukleare spredningsprogram, fordi den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer. De restriktive foranstaltninger, som sagsøgeren er omfattet af, modsvarer således det af Rådet forfulgte formål, uanset det forhold, at sagsøgeren ikke selv har været involveret i nuklear spredning.

197    Hvad for det andet angår den skade, som sagsøgeren påføres, er det ganske vist korrekt, at sagsøgerens ejendomsret og sagsøgerens frihed til at udøve økonomisk virksomhed i væsentligt omfang begrænses af de omhandlede restriktive foranstaltninger, eftersom sagsøgeren bl.a. ikke kan råde over de pengemidler, der befinder sig på Unionens område, eller som ejes af unionsborgere, eller overføre sine pengemidler til Unionen, uden at der foreligger særlige tilladelser. De restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren kan desuden skabe en vis mistillid over for sagsøgeren blandt dennes handelspartnere.

198    Det fremgår imidlertid af retspraksis, at de grundlæggende rettigheder, som sagsøgeren har påberåbt sig, nemlig ejendomsretten og retten til at udøve økonomisk virksomhed, ikke er absolutte prærogativer, og at udøvelsen heraf kan være genstand for restriktioner, der er berettigede ved formål af almen interesse, som Unionen forfølger. Enhver restriktiv økonomisk eller finansiel foranstaltning har således pr. definition virkninger, som påvirker ejendomsretten og den frie udøvelse af erhvervsvirksomhed, hvorved parter, hvis ansvar for den situation, der førte til vedtagelsen af de pågældende foranstaltninger, ikke er fastslået, således lider skade. Betydningen af de formål, der forfølges med de omtvistede forskrifter, kan efter deres art begrunde selv betydelige negative følger for visse erhvervsdrivende (jf. i denne retning dom Melli Bank mod Rådet, nævnt i præmis 75 ovenfor, EU:T:2009:266, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

199    De byrder, som påføres sagsøgeren i den foreliggende sag, er imidlertid ikke uforholdsmæssige i forhold til betydningen af målet om at opretholde den internationale fred og sikkerhed. Dette er så meget desto mere tilfældet, hvor indefrysningen af midler for det første kun vedrører en del af sagsøgerens aktiver. Endvidere fastsætter afgørelse 2010/4136 og forordning nr. 267/2012 visse undtagelser, der bl.a. gør det muligt for enheder, der er omfattet af indefrysning af midler, at dække de grundlæggende udgifter. Endelig bemærkes, at Rådet ikke har hævdet, at sagsøgeren selv har medvirket til nuklear spredning. Sagsøgeren har således ikke personlig tilknytning til de handlinger, der udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed, hvorfor graden af mistilliden over for sagsøgeren er mindre.

200    På denne baggrund skal det sjette anbringende forkastes, og Rådet skal dermed frifindes i det hele.

 Sagens omkostninger

201    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):

1)      Rådet for Den Europæiske Union frifindes.

2)      Bank of Industry and Mine betaler sagens omkostninger.

Kanninen Pelikánová Buttigieg

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 4. juni 2015.

Underskrifter

* Processprog: fransk.