Language of document :

Sag anlagt den 5. juli 2021 – Flybe mod Kommissionen

(Sag T-380/21)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Flybe Ltd (London, Det Forenede Kongerige) (ved G. Peretz, QC, og advokat D. Colgan)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Afgørelsen fra Europa-Kommissionen af 23. april 2021, hvorved Kommissionen godkendte en aftale om frigivelse af afgangs- og ankomsttidspunkter mellem British Airways og Flybe Limited i forbindelse med sag COMP/M.6447 – IAG/BMI, annulleres delvist, således at fodnote 23 i den anfægtede afgørelse annulleres i sin helhed, eller subsidiært, således at fodnote 23 i den anfægtede afgørelse ændres.

Sagsøgte tilpligtes at betale de omkostninger, som sagsøgeren har afholdt i forbindelse med forberedelse og fremlæggelse af sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat seks anbringender.

Første anbringende om, at Kommissionen begik en faktisk fejl i forbindelse med sin gennemgang af de begrænsninger, der fremgik af aftalen om frigivelse af afgangs- og ankomsttidspunkter. Sagsøgeren har anført, at aftalen, som blev forhandlet af British Airways og Flybe limited (tidligere Thyme OPCO Limited), ikke henviser til, at det i forbindelse med overførslen af afgangs- og ankomsttidspunkter er nødvendigt at foretage overførsel af flylicensen. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved at tilføje formuleringen »dvs. i forbindelse med Thyme’s OL« i fodnote 23 begik en fejl med hensyn til, hvad der forstås ved et resumé af aftalen.

Andet anbringende om, at Kommissionen ikke tog behørig stilling til sagsøgerens evne til at kunne opfylde de supplerende krav om kun at overføre de korrigerende afgangs- og ankomsttidspunkter som en del af en going concern, såfremt dette sker i forbindelse med overførsel af flylicensen, i modsætning til, hvad der er muligt i henhold til lovgivningen om licenser til luftfartsselskaber i Det Forenede Kongerige.

Tredje anbringende om, at Kommissionen ikke tog hensyn til den faktuelle, økonomiske og retlige sammenhæng, der lå til grund for aftalen om frigivelse af afgangs- og ankomsttidspunkter, som viste, at det ikke er nødvendigt at indføre et krav om overførsel af flylicensen.

Fjerde anbringende om, at Kommissionens tilgang ikke er i overensstemmelse retssikkerhedsprincippet. Sagsøgeren har anført, at der af de af International Consolidated Airlines Group givne tilsagn ikke fremgår nogen begrænsninger med hensyn til overførslen af korrigerende afgangs- og ankomsttidspunkter.

Femte anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgerens ret til at blive hørt ved at opstille en begrænsning uden forinden at drøfte denne begrænsning med sagsøgeren.

Sjette anbringende om, at Kommissionen tilsidesatte begrundelsespligten. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen i strid med kravet om, at retsakter skal begrundes, ikke gav en begrundelse for at pålægge sagsøgeren en begrænsning.

____________