Language of document :

Sag anlagt den 25. april 2013 – Den Hellenske Republik mod Kommissionen

(Sag T-241/13)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: Den Hellenske Republik (Ι. Chalkias, S. Papaïoannou og A. Vassilopoulou)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Sagsøgerens påstande antages til realitetsbehandling.

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/123/EU af 26. februar 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (meddelt under nummer C(2013) 981) (EUT L 67, s. 20), annulleres for så vidt som den udelukker visse udgifter afholdt af Den Hellenske Republik.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den Hellenske Republik har fremsat følgende annullationsanbringender vedrørende de finansielle korrektioner, der er pålagt ved Kommissionens anfægtede gennemførelsesafgørelse af 26. februar 2013 om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), meddelt under nummer C(2013) 981 og offentliggjort i EUT L 67, s. 20, for så vidt som den vedrører finansielle korrektioner for Den Hellenske Republik, der gælder for støtte fastsat i artikel 69 i forordning nr. 1782/2003 inden for sektorerne for oksekød, fåre- og gedekød og tobak i høstårene 2006 og 2007:

Med det første annullationsanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den korrektion, der er pålagt som følge af konstaterede forsømmelser, vedrørende gennemførelsen af artikel 69 i forordning nr. 1782/2003 1 er ulovlig og skal annulleres, idet den: a) udgør en tilsidesættelse af artikel 69 i forordning nr. 1782/2003, hvis gennemførelse er valgfri for medlemsstaterne og giver en meget vid skønsmargen hvad angår fastsættelsen af modtagerne af den supplerende betaling, af adgangskriterierne og af de særlige vilkår og betingelser for udbetalingen af den supplerende betaling; b) manglende anvendelse af artikel 69 i forordning nr. 1782/2003 medfører ikke, at Fonden er blevet påført et tab, således som det kræves i artikel 31 i forordning nr. 1290/2005 2 med henblik på at pålægge en økonomisk korrektion.

Med det andet annullationsanbringende har Den Hellenske Republik gjort gældende, at den pålagte korrektion for forsømmelserne ved hovedkontrollerne i tobakssektoren er ulovlig og skal annulleres af følgende årsager: a) Kommissionens vurdering, hvorefter kontrollerne på stedet ikke var i overensstemmelse med forordning nr. 796/2004, 3 er støttet på en urigtig fortolkning og anvendelse af denne forordnings artikel 23 og på en fejlagtig vurdering af de faktiske forhold, og den indeholder en utilstrækkelig og selvmodsigende begrundelse; b) Kommissionens vurdering hvorefter hovedkontrollerne i forarbejdningsvirksomhederne ikke har fundet sted, er baseret på en faktisk fejl.

____________

1 Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29.9.2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere og om ændring af forordning (EØF) nr. 2019/93, (EF) nr. 1452/2001, (EF) nr. 1453/2001, (EF) nr. 1454/2001, (EF) nr. 1868/94, (EF) nr. 1251/1999, (EF) nr. 1254/1999, (EF) nr. 1673/2000, (EØF) nr. 2358/71 og (EF) nr. 2529/2001 (EUT L 270, s. 1).

2 Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21.6.2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik (EUT L 209, s. 1).

3 Kommissionens forordning (EF) nr.796/2004 af 21.4.2004 om gennemførelsesbestemmelser vedrørende krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem som omhandlet i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (EUT L 141, s. 18).