RETTENS DOM (Anden Afdeling)
12. juni 2019 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – vedtægtens artikel 42c – placering på orlov i tjenestens interesse – automatisk pensionering – akt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål – delvis afvisning – lovens anvendelsesområde – prøvelse ex officio – ordlyds-, sammenhængs- og formålsfortolkning«
I sag T-167/17,
RV, forhenværende tjenestemand ved Europa-Kommissionen, først ved advokaterne J.-N. Louis og N. de Montigny, dernæst ved advokat J.-N. Louis,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved G. Berscheid og D. Martin, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Parlamentet først ved J. Steele og D. Nessaf, derefter ved J. Steele og M. Rantala og endelig ved J. Steele og C. González Argüelles, som befuldmægtigede,
og af
Rådet for Den Europæiske Union ved M. Bauer og R. Meyer, som befuldmægtigede,
intervenienter,
angående et søgsmål støttet på artikel 270 TEUF med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 21. december 2016 om at sende sagsøgeren på orlov i tjenestens interesse i medfør af artikel 42c i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og samtidigt automatisk på pension i medfør af denne bestemmelses stk. 5,
har
RETTEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne E. Buttigieg (refererende dommer) og B. Berke,
justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 18. januar 2019,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) er fastsat ved Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 259/68 af 29. februar 1968 om vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og om ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber samt om særlige midlertidige foranstaltninger for tjenestemænd i Kommissionen (EFT 1968 I, s. 30), som ændret ved bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 (EUT 2013, L 287, s. 15).
2 Vedtægtens artikel 35, som indgår i kapitel 2 i vedtægtens afsnit III, med overskriften »Tjenesteretlig stilling«, bestemmer, at tjenestemanden kan placeres i en af følgende tjenesteretlige stillinger: aktiv tjeneste, midlertidig tjeneste i anden stilling, tjenestefrihed af personlige årsager, ventepenge, orlov til aftjening af værnepligt, forældreorlov eller familieorlov og orlov i tjenestens interesse.
3 Vedtægtens artikel 42c, som indgår i samme kapitel, bestemmer følgende:
»En tjenestemand med mindst ti års tjenesteår kan tidligst fem år før sin pensionsberettigende alder efter afgørelse truffet af ansættelsesmyndigheden sendes på orlov i tjenestens interesse som følge af organisatoriske behov i forbindelse med erhvervelse af nye kompetencer i institutionerne.
Det samlede antal tjenestemænd, der hvert år sendes på orlov i tjenestens interesse, må højst udgøre 5% af tjenestemænd i samtlige institutioner, der året forinden gik på pension. Det således beregnede samlede antal tildeles hver institution i henhold til deres respektive antal tjenestemænd pr. 31. december det foregående år. Resultatet af denne tildeling rundes op til det nærmeste hele tal i hver institution.
En sådan orlov har ikke karakter af en disciplinær foranstaltning.
Orlovens varighed skal i princippet svare til perioden frem til det tidspunkt, hvor tjenestemanden når den pensionsberettigende alder. Imidlertid kan ansættelsesmyndigheden i særlige situationer beslutte at bringe orloven til ophør og lade tjenestemanden genindtræde i tjenesten.
Når en tjenestemand på orlov i tjenestens interesse når den pensionsberettigende alder, pensioneres han automatisk.
For orlov i tjenestens interesse gælder følgende bestemmelser:
a) [T]jenestemandens stilling kan besættes med en anden tjenestemand.
b) [E]n tjenestemand på orlov i tjenestens interesse kan ikke avancere til et højere løntrin eller forfremmes til en højere lønklasse.
Den tjenestemand, der således er sendt på orlov, modtager en godtgørelse, der beregnes i henhold til bestemmelserne i bilag IV.
Efter anmodning fra tjenestemanden er godtgørelsen betinget af, at der indbetales bidrag til pensionsordningen beregnet på grundlag af godtgørelsen. I sådanne tilfælde tages tjenestetiden som tjenestemand på orlov i tjenestens interesse i betragtning ved beregningen af de pensionsgivende tjenesteår i henhold til artikel 2 i bilag VIII.
Godtgørelsen korrigeres ikke med en justeringskoefficient.«
4 Vedtægtens artikel 47 indgår i kapitel 4 i vedtægtens afsnit III med overskriften »Udtræden af tjenesten«. I denne artikel bestemmes, at tjenestemanden kan udtræde af tjenesten ved afskedigelse efter ansøgning, afskedigelse uden ansøgning, fritagelse fra stillingen af tjenstlige grunde, afskedigelse på grund af utilstrækkelig faglig indsats, fjernelse fra tjenesten, pensionering eller død.
5 Vedtægtens artikel 52, stk. 1, litra a) og b), som ligeledes indgår i kapitel 4, bestemmer bl.a., at med forbehold af bestemmelserne i artikel 50 (som vedrører fritagelse fra stillingen af tjenstlige grunde for seniormanagere) pensioneres en tjenestemand uden ansøgning, den sidste dag i den måned, han fylder 66 år, eller efter ansøgning, den sidste dag i den måned, han ønsker at fratræde, såfremt han har nået den pensionsberettigende alder.
6 Bilag XIII til vedtægten indeholder overgangsforanstaltninger for tjenestemænd.
7 Artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten bestemmer følgende:
»1. Tjenestemænd, der havde en anciennitet på 20 år eller derover den 1. maj 2004, har ret til alderspension, når de fylder 60 år.
Tjenestemænd, som er 35 år eller derover den 1. maj 2014, og som er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, har ret til alderspension ved den alder, der er fastsat i nedenstående tabel:
Alder den 1. maj 2014 | Pensionsalder |
60 år og derover | 60 år |
59 år | 60 år og 2 mdr. |
58 år | 60 år og 4 mdr. |
[…] | […] |
35 år | 64 år og 8 mdr. |
Tjenestemænd, der ikke er fyldt 35 år den 1. maj 2014, har ret til alderspension ved det fyldte 65. år.
For tjenestemænd, der er 45 år eller derover den 1. maj 2014, og som er tiltrådt tjenesten mellem den 1. maj 2004 og 31. december 2013, forbliver den pensionsberettigende alder dog 63 år.
For tjenestemænd, der er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, fastsættes den pensionsberettigende alder, der skal tages i betragtning ved alle henvisninger til den pensionsberettigende alder i denne vedtægt, efter ovennævnte bestemmelser, medmindre andet er angivet i nærværende vedtægt.«
8 Artikel 23, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten bestemmer bl.a., at en tjenestemand, der er indtrådt i tjenesten før den 1. januar 2014, pensioneres automatisk den sidste dag i den måned, hvor vedkommende fylder 65.
Tvistens baggrund
9 Sagsøgeren, RV, er forhenværende tjenestemand ved Europa-Kommissionen. Han er født den 10. januar 1956 og tiltrådte tjenesten ved denne institution den 1. september 1992. Fra den 1. februar 2009 gjorde han tjeneste ved Generaldirektoratet (GD) for »Regionalpolitik og bypolitik«. Han blev forfremmet til lønklasse AST 9 den 1. januar 2013.
10 Ved skrivelse af 30. november 2016 meddelte Generaldirektoratet (GD) »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« sagsøgeren, at ansættelsesmyndigheden havde til hensigt at sende ham på orlov i tjenestens interesse fra den 1. april 2017, i medfør af vedtægtens artikel 42c.
11 Ved e-mail af 6. december 2016 kvitterede sagsøgeren for modtagelsen af skrivelsen af 30. november 2016 og anmodede om præciseringer med hensyn til hans pensionsrettigheder samt med hensyn til forskellige praktiske aspekter vedrørende hans placering på orlov i tjenestens interesse i medfør af vedtægtens artikel 42c.
12 Ved e-mail af 8. december 2016 fremsendte Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) den foreløbige beregning af den godtgørelse, som han ville få udbetalt i medfør af vedtægtens artikel 42c, idet det blev præciseret, at denne e-mail, som han havde fået tilsendt, havde karakter af en oplysning, og at den ikke udgjorde en afgørelse fra ansættelsesmyndigheden, som kunne være genstand for en klage.
13 Under et møde, som blev afholdt den 15. december 2016, oplyste chefen for kontoret »Career Management and Mobility« i GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« bl.a. sagsøgeren om, at han, for så vidt som han havde nået »den pensionsberettigende alder« som omhandlet i artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten og i tilfælde af, at ansættelsesmyndigheden traf afgørelse om at sende han på orlov i tjenestens interesse, ville gå direkte på pension pr. 1. april 2017. På denne dato ville sagsøgeren i overensstemmelse med de fra PMO modtagne beregninger have optjent 54,9% af pensionsrettighederne, og størrelsen på hans pension ville udgøre 4 040,99 EUR. Sagsøgeren anførte, at han ikke havde modtaget korrekte oplysninger vedrørende konsekvenserne af hans placering på orlov i tjenestens interesse, og at han, hvis han havde modtaget sådanne oplysninger, ikke ville have indvilget i at blive sendt på orlov i tjenestens interesse. Sagsøgeren anførte ligeledes, at han ikke ønskede at blive pensioneret automatisk pr. 1. april 2017, men at han ønskede at forblive i aktiv tjeneste for at have mulighed for at optjene supplerende pensionsrettigheder. I tilfælde af, at ansættelsesmyndigheden besluttede at sende ham på orlov i tjenestens interesse, anførte sagsøgeren, at datoen den 1. april 2017 var for tidlig, og at han havde behov for yderligere to eller tre måneder med henblik på at forberede sig på pensioneringen.
14 Efter dette møde, den 20. december 2016, fremsendte kontoret »Career Management and Mobility« i GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« en positiv udtalelse til ansættelsesmyndigheden hvad angik anvendelsen af vedtægtens artikel 42c i forhold til sagsøgeren.
15 Ved afgørelse af 21. december 2016 besluttede ansættelsesmyndigheden dels at sende sagsøgeren på orlov i tjenestens interesse, i medfør af vedtægtens artikel 42c, fra den 1. april 2017, dels, henset til, at han allerede havde nået »den pensionsberettigende alder«, jf. artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, at pensionere ham automatisk, i medfør af vedtægtens artikel 42c, stk. 5, på samme dato (herefter »den anfægtede afgørelse«).
16 Den 13. marts 2017 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2.
17 Den 16. marts 2017 fremsendte kontoret »Pensioner« i PMO en meddelelse til sagsøgeren om beregningen af den godtgørelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 42c. Ifølge denne meddelelse ville sagsøgeren oppebære førnævnte godtgørelse, svarende til 100% af grundlønnen, fra den 1. april 2017 til den 30. april 2017, og hans ret til alderspension ville få virkning fra den 1. maj 2017.
18 Den 31. marts 2017 fremsendte sagsøgerens advokat en e-mail til Kommissionen, hvori han gjorde gældende, at PMO’s »afgørelse« af 16. marts 2017 erstattede den anfægtede afgørelse, for så vidt som den ændrede sagsøgerens administrative situation, og gjorde gældende, at den ikke var blevet meddelt denne, i strid med vedtægtens artikel 25 og med de principper om god forvaltningsskik og god forvaltning, der følger af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Sagsøgerens advokat præciserede herefter, at klagen ligeledes var rettet mod »den nye afgørelse« fra Kommissionen af 16. marts 2017.
19 Sagsøgerens klage blev forkastet ved ansættelsesmyndighedens udtrykkelige afgørelse af 27. juli 2017.
Retsforhandlinger og parternes påstande
20 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 16. marts 2017 har sagsøgeren anlagt denne sag.
21 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den samme dag har sagsøgeren anmodet om at blive tildelt anonymitet i medfør af artikel 66 i Rettens procesreglement. Ved afgørelse af 19. maj 2017 imødekom Retten denne anmodning.
22 Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 16. marts 2017 anmodede sagsøgeren om, at der blev truffet afgørelse i dette søgsmål efter en fremskyndet procedure i medfør af artikel 152 i Rettens procesreglement.
23 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor samme dag fremsatte sagsøgeren i henhold til artikel 278 TEUF og 279 TEUF begæring om foreløbige forholdsregler med påstand om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse. I medfør af vedtægtens artikel 91, stk. 4, blev hovedsagen udsat.
24 Ved kendelse af 24. marts 2017, RV mod Kommissionen (T-167/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:218), afslog Rettens præsident sagsøgerens begæring om foreløbige forholdsregler, idet der ikke forelå uopsættelighed.
25 Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 8. og den 12. maj 2017 har Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union fremsat begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for Kommissionens påstande.
26 I overensstemmelse med vedtægtens artikel 91, stk. 4, blev hovedsagen genoptaget efter vedtagelsen, den 27. juli 2017, af den udtrykkelige afgørelse om afslag på sagsøgerens klage.
27 Ved afgørelser vedtaget af formanden for Rettens Anden Afdeling, henholdsvis den 16. og den 11. august 2017, fik Parlamentet og Rådet tilladelse til at intervenere til støtte for Kommissionens påstande.
28 Ved afgørelse af 18. august 2017 afviste Retten (Anden Afdeling) den af sagsøgeren fremsatte begæring om, at der træffes afgørelse efter en fremskyndet procedure.
29 Den 29. og den 30. november 2017 indleverede henholdsvis Parlamentet og Rådet deres interventionsindlæg.
30 Den 22. februar 2018 underrettede Rettens Justitskontor parterne om, at retsforhandlingernes skriftlige del var afsluttet.
31 Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 7. marts 2018 fremsatte sagsøgeren en begrundet anmodning, i medfør af procesreglementets artikel 106, med henblik på at få lejlighed til udtale sig i forbindelse med retsforhandlingernes mundtlige del.
32 På forslag fra den refererende dommer besluttede Retten (Anden Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling og opfordrede i forbindelse med de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i artikel 89 i Rettens procesreglement, Kommissionen til at tilføre sagsakterne et dokument og alle sagens parter til skriftligt at besvare et spørgsmål. Alle sagens parter efterkom disse opfordringer inden for den fastsatte frist med undtagelse af sagsøgeren, som indleverede sit skriftlige svar efter fristens udløb. Ved afgørelse truffet af formanden for Rettens Anden Afdeling den 15. januar 2019 blev sagsøgerens skriftlige svar samt sagsøgerens skrivelse, hvori han begrundede indleveringen efter fristens udløb, tilføjet sagsakterne.
33 Parterne afgav indlæg og besvarede Rettens spørgsmål i retsmødet den 18. januar 2019.
34 Sagsøgeren har i stævningen nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
35 I replikken har sagsøgeren nedlagt påstand om, at Retten »om fornødent annullerer Kommissionens afgørelse af 16. marts 2017 om fastsættelse af datoen for [hans] automatiske pensionering til den 1. maj 2017«.
36 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
37 Parlamentet har nedlagt påstand om frifindelse.
38 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen frifindes.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
Om spørgsmålet om, hvorvidt påstanden om annullation af Kommissionens »afgørelse« af 16. marts 2017 kan antages til realitetsbehandling
39 Kommissionen har gjort gældende, at påstanden om annullation af dens »afgørelse« af 16. marts 2017 om fastsættelse af sagsøgerens økonomiske rettigheder skal afvises fra realitetsbehandling. Dels har Kommissionen gjort gældende, at Retten ikke lovligt har fået forelagt dette spørgsmål, for så vidt som den førnævnte påstand ikke er indeholdt i stævningen, og for så vidt som sagsøgeren ikke har indgivet en supplerende stævning vedrørende dette spørgsmål. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at sagsøgeren ikke kan udvide sin stævning til at omfatte førnævnte »afgørelse« af 16. marts 2017. Dels har Kommissionen gjort gældende, at denne »afgørelse« blev vedtaget i forlængelse af den anfægtede afgørelse og indskrænker sig til at fastsætte sagsøgerens økonomiske rettigheder i medfør af artikel 10 i bilag VIII til vedtægten. Den ændrer derfor ikke sagsøgerens retsstilling.
40 Sagsøgeren har heroverfor gjort gældende, at han, for så vidt som han først fik kendskab til svaret på hans klage efter at have indbragt sagen for Retten, kunne tilpasse og udvide sine påstande til at omfatte »afgørelsen« af 16. marts 2017.
41 Det bemærkes, at det i overensstemmelse med vedtægtens artikel 91, stk. 1, kun er søgsmål anlagt til prøvelse af en akt, der er bebyrdende for sagsøgeren, som kan antages til påkendelse.
42 Ifølge fast retspraksis er det kun foranstaltninger med bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, som udgør retsakter eller beslutninger, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål (jf. dom af 23.11.2016, Alsteens mod Kommissionen, T-328/15 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:671, præmis 113 og den deri nævnte retspraksis).
43 I det foreliggende tilfælde bemærkes dels, at sagsøgeren ved den anfægtede afgørelse blev sendt på orlov i tjenestens interesse og samtidigt automatisk på pension fra den 1. april 2017, i henhold til vedtægtens artikel 42c, dels, at det i PMO’s meddelelse af 16. marts 2017 (jf. præmis 17 ovenfor), der af sagsøgeren kvalificeres som en »afgørelse«, præciseres, at sagsøgeren i april 2017 vil oppebære den godtgørelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 42c, stk. 7, svarende til 100% af grundlønnen, og at hans ret til alderspension vil få virkning fra den 1. maj 2017.
44 I denne henseende bemærkes, at artikel 10 i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:
»Pensionsretten får virkning fra den første dag i den kalendermåned, der følger efter den måned, i hvilken tjenestemanden uden eller efter ansøgning pensioneres; han oppebærer sit vederlag indtil det tidspunkt, hvor pensionen for første gang kommer til udbetaling.«
45 Som Kommissionen har præciseret, uden at dette er blevet bestridt, har PMO’s meddelelse af 16. marts 2017 anvendt artikel 10 i bilag VIII til vedtægten. I overensstemmelse med denne bestemmelse skulle sagsøgeren nemlig begynde at oppebære sin alderspension fra maj 2017, dvs. fra den kalendermåned, som følger efter den måned (april 2017), i hvilken han blev pensioneret i henhold til den anfægtede afgørelse. I mellemtiden, dvs. for april 2017, skulle sagsøgeren, i medfør af den førnævnte bestemmelse, oppebære sit »vederlag«, som i hans tilfælde, og således som Kommissionen har gjort gældende, skal fortolkes som svarende til den godtgørelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 42c, stk. 7, henset til den omstændighed, at han ved den anfægtede afgørelse blev sendt på orlov i tjenestens interesse fra den 1. april 2017.
46 Det fremgår således, at PMO’s meddelelse af 16. marts 2017 indskrænker sig til at præcisere sagsøgerens økonomiske rettigheder som følge af den anfægtede afgørelse og af anvendelsen af artikel 10 i bilag VIII til vedtægten og følgelig ligger i forlængelse af den anfægtede afgørelse. Under disse omstændigheder, og henset til den ovenfor i præmis 42 nævnte retspraksis, må det konstateres, at den nævnte meddelelse ikke har bindende retsvirkninger, der kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling, idet denne situation udelukkende defineres af den anfægtede afgørelse, som i det foreliggende tilfælde udgør den eneste bebyrdende retsakt.
47 Følgelig udgør PMO’s meddelelse af 16. marts 2017 ikke en anfægtelig retsakt, og påstanden om annullation af denne skal afvises.
Om realiteten
Om Rettens mulighed for i det foreliggende tilfælde at undersøge anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde
48 Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført fire anbringender, det første om tilsidesættelse af væsentlige formkrav og om, at en ikke afgrænset delegation af ansættelsesmyndighedens beføjelser vedrørende anvendelsen af vedtægtens artikel 42c er ulovlig, det andet om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling, det tredje om, at vedtægtens artikel 42c er ulovlig, for så vidt som denne bestemmelse tilsidesætter 2., 14. og 29. betragtning til forordning nr. 1023/2013 og ikke fastsætter overgangsbestemmelser, som gør det muligt at gennemføre denne gradvist, og det fjerde om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning samt af omsorgspligten og anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn. I retsmødet oplyste sagsøgeren, at han frafalder det ovenfor nævnte andet anbringende.
49 I øvrigt har sagsøgeren i sine bemærkninger til Parlamentets og Rådets interventionsindlæg citeret passager fra kendelse af 18. maj 2017, RW mod Kommissionen (T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351), uden at drage udtrykkelige konklusioner.
50 I kendelsen af 18. maj 2017, RW mod Kommissionen (T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351), traf Rettens præsident, i sin egenskab af dommer i en sag om foreløbige forholdsregler, afgørelse om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse om, i denne sag, at sende sagsøgeren på orlov i tjenestens interesse og samtidig automatisk på pension i overensstemmelse med vedtægtens artikel 42c, stk. 5, henset til den omstændighed, at han havde nået »den pensionsberettigende alder« som omhandlet i artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten (kendelse af 18.5.2017, RW mod Kommissionen, T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmis 16). Dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler fremsatte følgende betragtninger i forbindelse med undersøgelsen af fumus boni juris og som svar på de to første anbringender om henholdsvis tilsidesættelse af vedtægtens artikel 47 og 52 og om tilsidesættelse af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c.
51 For det første konstaterede dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler umiddelbart, at artikel 22 og 23 i bilag XIII til vedtægten, ligesom vedtægtens artikel 52, fastsatte en tydelig sondring mellem den lovbestemte pensionsalder, hvor tjenestemanden pensioneres automatisk, og minimumspensionsalderen, idet sidstnævnte udtryk skal forstås som den alder, hvorfra tjenestemanden kan ansøge om at gå på pension (kendelse af 18.5.2017, RW mod Kommissionen, T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmis 50).
52 For det andet var dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler af den opfattelse, at selv om det ved første øjekast ville kunne afstedkomme visse opbygningsmæssige vanskeligheder at forene, på den ene side, bestemmelserne i vedtægten, som generelt regulerer pensionering og det endelige ophør af funktionerne, og, på den anden side, vedtægtens artikel 42c, forholder det sig ikke desto mindre således, at sidstnævnte artikels stk. 5 udtrykkeligt bestemmer, at »[n]år en tjenestemand på orlov i tjenestens interesse når den pensionsberettigende alder, pensioneres han automatisk«. Ifølge dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler gælder således, at selv om vedtægtens artikel 42c skulle anses for at være en lex specialis, forholder det sig ikke desto mindre således, at dens rækkevidde skal fastslås (kendelse af 18.5.2017, RW mod Kommissionen, T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmis 52 og 54).
53 For det tredje fandt dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler, at det således skal fastslås, om vedtægtens artikel 42c umiddelbart gjorde det muligt at sende en tjenestemand, der har nået minimumspensionsalderen, på orlov mod hans vilje i tjenestens interesse og samtidigt pensionere ham automatisk (kendelse af 18.5.2017, RW mod Kommissionen, T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmis 55). Dommeren konkluderede, at denne bestemmelse ikke umiddelbart gav mulighed herfor, idet han bl.a. henholdt sig til en ordlydsfortolkning heraf (kendelse af 18.5.2017, RW mod Kommissionen, T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmiss 56-63).
54 Ovenfor nævnte betragtninger fremsat af dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler i kendelsen af 18. maj 2017, RW mod Kommissionen (T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351), vedrører anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c, for så vidt som placeringen på orlov i tjenestens interesse og samtidigt den automatiske pensionering var konsekvensen af anvendelsen af denne bestemmelse på en tjenestemand, tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, som havde nået »den pensionsberettigende alder«, idet denne alder af Kommissionen fortolkes som den alder, der er defineret i artikel 22, stk. 1, femte afsnit, i bilag XIII til vedtægten. Samspillet mellem vedtægtens artikel 42c, stk. 5, og artikel 22, stk. 1, femte afsnit, i bilag XIII til vedtægten medførte, ifølge Kommissionens analyse i denne sag, at den pågældende tjenestemand blev sendt på orlov i tjenestens interesse og samtidigt pensioneret automatisk (kendelse af 18.5.2017, RW mod Kommissionen, T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmis 16).
55 Det følger således af ovenstående betragtninger fra dommeren i sagen om foreløbige forholdsregler, at han hvad angår anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c var af den opfattelse, at denne bestemmelse ikke umiddelbart ville kunne anvendes på en tjenestemand, der har nået »den pensionsberettigende alder«, for så vidt som denne anvendelse ville medføre placering på orlov i tjenestens interesse og samtidigt automatisk pensionering.
56 I den foreliggende sag er det ubestridt, at vedtægtens artikel 42c blev anvendt på sagsøgeren den 1. april 2017, da denne var 61 år og følgelig havde overskredet »den pensionsberettigende alder«, som for hans vedkommende var fastsat til 60 år og 4 måneder i henhold til tabellen i artikel 22, stk. 1, andet afsnit, i bilag XIII til vedtægten. Sagsøgeren blev således ved den anfægtede afgørelse sendt på orlov i tjenestens interesse og samtidigt pensioneret automatisk. Der må herefter, inden undersøgelsen af de af sagsøgeren påberåbte anbringender, foretages en undersøgelse af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c, med andre ord af spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse kan anvendes på en tjenestemand, som, i lighed med sagsøgeren, allerede har nået »den pensionsberettigende alder«.
57 Det må ganske vist konstateres, at sagsøgeren ikke har fremført et anbringende om tilsidesættelse af anvendelsesområdet for den lov, som indeholder den problematik, der er anført i præmis 56 ovenfor.
58 Når dette er sagt, bemærkes, at sagsøgeren i forbindelse med det tredje og det fjerde anbringende har fremført klagepunkter, hvis undersøgelse forudsætter en fortolkning af vedtægtens artikel 42c og en definition af dennes anvendelsesområde. Mere specifikt har sagsøgeren i forbindelse med det tredje anbringende gjort gældende, at anvendelsen af vedtægtens artikel 42c, sammenholdt med artikel 22 i bilag XIII til vedtægten, gjorde det muligt for administrationen »at nedsætte alderen for automatisk ophør af en tjenestemands aktiviteter pludseligt og betydeligt uden at fastsætte overgangsforanstaltninger, som kan beskytte hans berettigede forventning om at forblive i stillingen, indtil han når den alder, hvor han pensioneres automatisk i overensstemmelse med vedtægtens artikel 52 og bilag XIII hertil« (jf. punkt 109 i stævningen). I forbindelse med det fjerde anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ulovligt fratog ham godtgørelsen beregnet i overensstemmelse med bilag IV til vedtægten og tilsidesatte artikel 22, stk. 2, første afsnit, i bilag XIII til vedtægten, for så vidt som den fratog ham hans ret til at optjene yderligere pensionsrettigheder i henhold til sidstnævnte bestemmelse (punkt 125-127 i stævningen). Disse klagepunkter vedrører herefter forholdet mellem vedtægtens artikel 42c og andre vedtægtsbestemmelser, og undersøgelsen af disse klagepunkter indebærer således en fortolkning af denne bestemmelse og en definition af dens anvendelsesområde.
59 I denne henseende følger det af fast retspraksis, at selv om en domstol kun må træffe afgørelse vedrørende parternes påstande, idet det påhviler dem at fastlægge tvistens rammer, kan den således ikke være fuldstændig bundet af de argumenter, som parterne har fremført til støtte for deres krav, da den i modsat fald kan tænkes at blive nødsaget til at basere sin afgørelse på urigtige retlige betragtninger (jf. dom af 8.7.2010, Kommissionen mod Putterie-De-Beukelaer, T-160/08 P, EU:T:2010:294, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis). Det følger heraf, at Retten i det foreliggende tilfælde er forpligtet til at undersøge, om vedtægtens artikel 42c kan anvendes på en tjenestemand, som, i lighed med sagsøgeren, allerede har nået »den pensionsberettigende alder« som omhandlet i artikel 22, stk. 1, femte afsnit, i bilag XIII til vedtægten og, i denne retning, anvendelsesområdet for denne bestemmelse, for så vidt som denne undersøgelse udgør en nødvendig forudsætning for undersøgelsen af visse af de af sagsøgeren fremførte klagepunkter (jf. i denne retning dom af 8.7.2010, Kommissionen mod Putterie-De-Beukelaer, T-160/08 P, EU:T:2010:294, præmis 66).
60 Under alle omstændigheder gælder, at selv om det antages, at den førnævnte problematik vedrørende definitionen af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c falder uden for rammerne for tvisten, således son den er defineret af parterne, er det allerede blevet fastslået, at et anbringende om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde er et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning, og at det tilkommer Unionens retsinstanser at undersøge dette ex officio (dom af 15.7.1994, Browet m.fl. mod Kommissionen, T-576/93 – T-582/93, EU:T:1994:93, præmis 35).
61 I det foreliggende tilfælde ville Retten nemlig åbenbart tilsidesætte sin funktion som retsinstans, der udfører legalitetskontrollen, hvis den afholdt sig fra ex officio at fastslå, at den anfægtede afgørelse er truffet på grundlag af en norm, nemlig vedtægtens artikel 42c, der ikke kan anvendes i det foreliggende tilfælde, og hvis den følgelig skulle træffe afgørelse i den tvist, der er forelagt den, ved selv at anvende en sådan norm (jf. i denne retning dom af 21.2.2008, Putterie-De-Beukelaer mod Kommissionen, F-31/07, EU:F:2008:23, præmis 51, som ikke blev ophævet på dette punkt ved dom af 8.7.2010, Kommissionen mod Putterie-De-Beukelaer, T-160/08 P, EU:T:2010:294).
62 Parterne har, i forbindelse med deres skriftlige svar på det spørgsmål, som Retten har stillet i henhold til procesreglementets artikel 89 (jf. præmis 32 ovenfor), haft lejlighed til at udtale sig såvel om Rettens mulighed for ex officio at fremføre anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde, således som dette er præciseret i præmis 56 ovenfor, som om rigtigheden af det nævnte anbringende.
63 For så vidt angår spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling har Kommissionen anerkendt, at anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde er et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning, som kan påkendes ex officio af Retten. Ifølge Kommissionen foreligger der tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde, når den anfægtede afgørelse blev vedtaget på grundlag af »en norm, der ikke kan anvendes i det foreliggende tilfælde«, jf. den relevante retspraksis. Dette ville bl.a. være tilfældet med love eller generelle gennemførelsesbestemmelser, der er ophævet og derfor ikke finder anvendelse ratione temporis. Ifølge Kommissionen forholder det sig imidlertid således, at for så vidt som vedtægtens artikel 42c udgør en norm, som er gældende, og som finder anvendelse på denne tvist, vedrører det af Retten rejste spørgsmål ikke lovens anvendelsesområde, men vedrører fortolkningen af denne bestemmelse, i det foreliggende tilfælde spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse kan finde anvendelse på den pågældende tjenestemand, når placeringen på orlov i tjenestens interesse ligeledes bevirker, at den pågældende pensioneres automatisk. Kommissionen har i øvrigt gjort gældende, at anbringendet om eventuel tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde under alle omstændigheder ikke er anført i klagen, og at det må afvises som følge af tilsidesættelse af princippet om overensstemmelse.
64 Rådet har gjort gældende, at anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde, således som det er præciseret i præmis 56 ovenfor, var et anbringende vedrørende den anfægtede afgørelses materielle lovlighed, og at det derfor ikke kunne påkendes ex officio af Unionens retsinstanser.
65 Hvad angår denne indsigelse fra Rådet bemærkes, at det allerede er blevet fastslået, at Unionens retsinstanser har mulighed for og, i givet fald, pligt til ex officio at påkende visse anbringender om materiel lovlighed. Det forholder sig således med anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde (jf. præmis 60 ovenfor). Ligeledes er spørgsmålet om fuldstændig retskraft et anbringende om materiel lovlighed og om en ufravigelig procesforudsætning, som retsinstansen skal behandle ex officio (dom af 1.6.2006, P & O European Ferries (Vizcaya) og Diputación Foral de Vizcaya mod Kommissionen, C-442/03 P og C-471/03 P, EU:C:2006:356, præmis 45).
66 For så vidt angår Kommissionens indsigelse (jf. præmis 63 ovenfor) bemærkes blot, at det ikke fremgår af retspraksis, at anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde udelukkende omfatter det tilfælde, hvor den pågældende norm ikke finder anvendelse ratione temporis, men at det nævnte anbringende omfatter ethvert tilfælde, hvor den norm, som danner grundlag for den anfægtede retsakt, ikke kan finde anvendelse (jf. i denne retning dom af 21.2.2008, Putterie-De-Beukelaer mod Kommissionen, F-31/07, EU:F:2008:23, præmis 51, som ikke blev ophævet på dette punkt ved dom af 8.7.2010, Kommissionen mod Putterie-De-Beukelaer, T-160/08 P, EU:T:2010:294). I øvrigt betyder den omstændighed, at Retten skal foretage en fortolkning af vedtægtens artikel 42c med henblik på at fastsætte dens anvendelsesområde, ikke, at den problematik, der er anført i præmis 56 ovenfor, ikke vedrører anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c. Endelig bemærkes, at princippet om overensstemmelse mellem den administrative klage og den indgivne stævning ikke forhindrer Unionens retsinstanser i ex officio at fremføre et anbringende om en ufravigelig procesforudsætning (jf. i denne retning dom af 14.2.2017, Kerstens mod Kommissionen, T-270/16 P, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:74, præmis 66-70).
67 Henset til de betragtninger, der er indeholdt i præmis 50-66 ovenfor, skal der i det foreliggende tilfælde foretages en undersøgelse af anbringendet om tilsidesættelse af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c, som vedrører spørgsmålet om, hvorvidt denne bestemmelse kan anvendes på en tjenestemand, som, i lighed med sagsøgeren, allerede har nået »den pensionsberettigende alder«.
Spørgsmålet om, hvorvidt anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde er begrundet
68 Som det allerede er blevet nævnt (jf. præmis 62 ovenfor), har parterne haft lejlighed til skriftligt at udtale sig om, hvorvidt anbringendet om tilsidesættelse af lovens anvendelsesområde er begrundet.
69 Kommissionen har navnlig, idet den har påberåbt argumenter om bl.a. ordlyden af vedtægtens artikel 42c og dennes formål, bestridt, at denne bestemmelse ikke ville kunne anvendes på tjenestemænd, som har nået »den pensionsberettigende alder«.
70 Parlamentet har indskrænket sig til at gøre gældende, at det ikke fremgår, at EU-lovgiver har ønsket en sådan begrænsning, og har præciseret, at det indtil dags dato ikke havde anvendt vedtægtens artikel 42c på tjenestemænd, som havde nået eller overskredet »den pensionsberettigende alder«, således som denne er defineret i artikel 22 i bilag XIII til vedtægten.
71 Rådet har ikke taget stilling til, om det ovenfor nævnte anbringende er begrundet, og har anført, at det ikke havde anvendt vedtægtens artikel 42c på tjenestemænd, som havde overskredet »den pensionsberettigende alder«.
72 Indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren blev sendt på orlov i tjenestens interesse og samtidigt blev pensioneret automatisk i henhold til anvendelsen af vedtægtens artikel 42c, stk. 5, sammenholdt med artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten (jf. præmis 15 ovenfor).
73 Det fremgår nemlig utvetydigt af vedtægtens artikel 42c, stk. 5, at de pågældende tjenestemænds orlov i tjenestens interesse ikke kan strække sig ud over »den pensionsberettigende alder«, idet denne alder, for tjenestemænd, der er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, fastsættes af det femte afsnit i artikel 22, stk. 1, i bilag XIII til vedtægten, således at det forholder sig således, at hvis placeringen på orlov i tjenestens interesse vedrører en tjenestemand, som allerede har nået førnævnte »pensionsberettigende alder«, skal denne tjenestemand samtidigt pensioneres automatisk. Denne analyse er blevet anvendt i den anfægtede afgørelse, henset til den omstændighed, at sagsøgeren, på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse fik virkning, allerede havde nået »den pensionsberettigende alder« (jf. præmis 56 ovenfor).
74 Det følger heraf, at Unionens retsinstanser i forbindelse med undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt vedtægtens artikel 42c kan anvendes på en tjenestemand, som har nået »den pensionsberettigende alder«, skal tage hensyn til den omstændighed, at denne anvendelse medfører, at den nævnte tjenestemand sendes på orlov og samtidigt pensioneres automatisk.
75 Undersøgelsen af det førnævnte spørgsmål kræver en fortolkning af vedtægtens artikel 42c.
– Om ordlydsfortolkningen
76 Vedtægtens artikel 42c, stk. 1, bestemmer, at den pågældende tjenestemands orlov i tjenestens interesse finder anvendelse »tidligst fem år før [hans] pensionsberettigende alder«. Som Kommissionen nærmere bestemt har gjort gældende svarer udtrykket »[hans] pensionsberettigende alder« i vedtægtens artikel 42c, stk. 1, til udtrykket »pensionsberettigende alder« i denne bestemmelses stk. 4 og 5. Følgelig skal der med henblik på at fastsætte »[hans] pensionsberettigende alder« i henhold til vedtægtens artikel 42c, stk. 1, for så vidt angår de tjenestemænd, der er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, i lighed med fastsættelsen af den »pensionsberettigende alder« i henhold til vedtægtens artikel 42c, stk. 4 og 5, tages hensyn til artikel 22, stk. 1, femte afsnit, i bilag XIII til vedtægten, som præciserer følgende:
»For tjenestemænd, der er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, fastsættes den pensionsberettigende alder, der skal tages i betragtning ved alle henvisninger til den pensionsberettigende alder i denne vedtægt, efter ovennævnte bestemmelser, medmindre andet er angivet i nærværende vedtægt.«
77 Ordene »ovennævnte bestemmelser« i artikel 22, stk. 1, femte afsnit, i bilag XIII til vedtægten henviser til de første fire stykker i denne bestemmelse, som præciserer den alder, fra hvilken tjenestemænd, der er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, kan ansøge om at gå på pension med alderspension.
78 For så vidt angår tjenestemænd, der er tiltrådt tjenesten efter den 1. januar 2014, henviser ordene »sin pensionsberettigende alder« i vedtægtens artikel 42c, stk. 1, til den alder for pensionering uden ansøgning, der er fastsat i vedtægtens artikel 52, stk. 1, litra a), som er 66 år, således som parterne har bekræftet i retsmødet.
79 Det fremgår herefter af ordlyden af vedtægtens artikel 42c, stk. 1, at denne bestemmelse indeholder oplysninger om den dato, fra hvilken denne bestemmelse kan anvendes på en tjenestemand, dvs. »tidligst fem år før [hans] pensionsberettigende alder«. Som Kommissionen i øvrigt med føje har gjort gældende, for så vidt angår tjenestemænd, der er tiltrådt tjenesten før den 1. januar 2014, udelukker denne bestemmelses ordlyd ikke, at den kan anvendes på en tjenestemand, som har nået og, a fortiori, overskredet »sin pensionsberettigende alder«.
80 Når dette er sagt, bemærkes, at vedtægtens artikel 42c, stk. 4, bestemmer, at varigheden af orloven i tjenestens interesse »i princippet« skal svare til perioden frem til det tidspunkt, hvor tjenestemanden når »den pensionsberettigende alder«, men at ansættelsesmyndigheden »i særlige situationer« kan beslutte at bringe orloven til ophør og lade tjenestemanden genindtræde i tjenesten.
81 Ordene »orlovens varighed« og »perioden frem til det tidspunkt, hvor tjenestemanden når den pensionsberettigende alder« i vedtægtens artikel 42c, stk. 4, første punktum, understøtter dommeren i sagen om foreløbige forholdsreglers konklusion i kendelsen af 18. maj 2017, RW mod Kommissionen (T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmis 59), hvorefter orlov i tjenestens interesse skal have en vis varighed. I modsætning til det af Kommissionen anførte påvirker ordene »i princippet« i dette punktum ikke førnævnte konklusion. Disse ord skal nemlig forstås i lyset af andet punktum i vedtægtens artikel 42c, stk. 4, som er affattet således:
»Imidlertid kan ansættelsesmyndigheden i særlige situationer beslutte at bringe orloven til ophør og lade tjenestemanden genindtræde i tjenesten.«
82 Det fremgår således, at ordene »i princippet« ikke godtgør, at der findes en mulig undtagelse til princippet, hvorefter orlov i tjenestens interesse skal have en vis varighed, men godtgør muligheden for at fravige princippet om, at orlov i tjenestens interesse ophører på den dato, hvor den pågældende tjenestemand når den »pensionsberettigende alder«, idet denne mulige undtagelse er knyttet til den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden »i særlige situationer« kan beslutte at lade den nævnte tjenestemand genindtræde i tjenesten og således bringe orloven i tjenestens interesse til ophør.
83 Betragtningen om, at orlov i tjenestens interesse skal have en vis varighed, understøttes af ordlyden af vedtægtens artikel 42c, stk. 5, hvori det bestemmes, at »[n]år en tjenestemand på orlov i tjenestens interesse når den pensionsberettigende alder, pensioneres han automatisk«. Det følger af denne ordlyd, og mere specifikt af brugen af verbet »nå«, at den automatiske pensionering forudsætter, at den pågældende tjenestemand er på orlov i tjenestens interesse på den dato, hvor han når »den pensionsberettigende alder«, og at denne orlov har en vis varighed.
84 Henset til ovenstående betragtninger må det konstateres, at ordlyden af vedtægtens artikel 42c understøtter betragtningen om, at orlov i tjenestens interesse skal have en vis varighed, hvilket udelukker, at denne orlov kan være sammenfaldende med pensionering uden ansøgning. Udelukkelsen af muligheden for, at orlov i tjenestens interesse kan være sammenfaldende med den pågældende tjenestemands pensionering uden ansøgning, betyder, henset til betragtningerne i præmis 73 og 74 ovenfor, at den førnævnte bestemmelse ikke kan anvendes på tjenestemænd, der, ligesom sagsøgeren, har nået »den pensionsberettigende alder«.
85 Det må undersøges, om denne konklusion afkræftes af sammenhængs- og formålsfortolkningen af vedtægtens artikel 42c.
– Om sammenhængsfortolkningen
86 Det bemærkes, at vedtægtens artikel 42c indgår i kapitel 2 i vedtægtens afsnit III med overskriften »Tjenesteretlig stilling«. I overensstemmelse med vedtægtens artikel 35, som findes i samme kapitel, kan en tjenestemand placeres i en af følgende tjenesteretlige stillinger: aktiv tjeneste, midlertidig tjeneste i anden stilling, tjenestefrihed af personlige årsager, ventepenge, orlov til aftjening af værnepligt, forældreorlov eller familieorlov og orlov i tjenestens interesse.
87 Derimod reguleres »udtræden af tjenesten« af kapitel 4 i vedtægtens afsnit III. Vedtægtens artikel 47, som findes i dette kapitel, definerer tilfældene af udtræden af tjenesten som værende afskedigelse efter ansøgning, afskedigelse uden ansøgning, fritagelse fra stillingen af tjenstlige grunde, afskedigelse på grund af utilstrækkelig faglig indsats, fjernelse fra tjenesten, pensionering og død.
88 Det fremgår herefter, at mens orlov i tjenestens interesse af EU-lovgiver er tiltænkt som værende en »tjenesteretlig stilling«, som en tjenestemand kan placeres i under sin karriere ved EU-institutionerne, fører Kommissionens påstand vedrørende muligheden for at anvende vedtægtens artikel 42c på en tjenestemand, som har nået »den pensionsberettigende alder«, og således muligheden for at sende denne på orlov i tjenestens interesse og samtidigt på pension uden ansøgning, til, at den pågældende foranstaltning ændres fra at være en administrativ »tjenesteretlig stilling« til at være et tilfælde af »udtræden af tjenesten«. Som bemærket af dommeren i sagen om foreløbige foranstaltninger i kendelsen af 18. maj 2017, RW mod Kommissionen (T-170/17 R, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:351, præmis 61), nærmer Kommissionens anvendelse af vedtægtens artikel 42c sig nemlig en »automatisk pensionering i tjenestens interesse« mod den berørtes vilje.
89 Det fremgår af ovenstående betragtninger, at placeringen af vedtægtens artikel 42c i kapitel 2 i vedtægtens afsnit III ikke er forenelig med Kommissionens førnævnte påstand og under alle omstændigheder ikke afkræfter den konklusion, der er anført i præmis 84 ovenfor.
– Om formålsfortolkningen
90 Kommissionen har gjort gældende, at formålet med vedtægtens artikel 42c er at forvalte af institutionernes menneskelige ressourcer så effektivt som mulig. Denne bestemmelse muliggør en vis fleksibilitet i forbindelse med forvaltningen af ansatte, som er tæt på eller står foran at gå på pension, idet den tilbyder de berørte personer en rimelig godtgørelse. Ifølge Kommissionen har EU-lovgiver ikke haft til hensigt at begrænse lovens anvendelsesområde til tjenestemænd, som ikke står foran at gå på pension. Den tilstræbte effektivitet forudsætter det videst mulige skøn, så meget desto mere som effektiviseringen dels udøves under overholdelse af den pågældende tjenestemands interesser, dels er en foranstaltning, som først og fremmest vedrører de tjenestemænd, der nærmer sig pensioneringen. Det ville være paradoksalt, hvis foranstaltningen ikke fandt anvendelse på tjenestemænd, som allerede har nået deres pensionsberettigende alder. Kommissionen har således gjort gældende, at denne afgrænsning af anvendelsesområdet for vedtægtens artikel 42c fratager denne bestemmelse en del af dens effektivitet og berettigelse.
91 Som Kommissionen ganske vist med rette har gjort gældende, idet den har påberåbt sig syvende betragtning til forordning nr. 1023/2013, er formålet med vedtægtens artikel 42c til syvende og sidst, at institutionernes menneskelige ressourcer forvaltes så effektivt som mulig (jf. i denne retning dom af 14.12.2018, FV mod Rådet, T-750/16, under appel, EU:T:2018:972, præmis 106, 118, 121 og 123). Som Kommissionen i øvrigt selv har anført, har EU-lovgiver imidlertid sikret, at placeringen på orlov i tjenestens interesse finder sted under overholdelse af de pågældende tjenestemænds interesser.
92 I denne henseende bemærkes, at det i vedtægtens artikel 42c, stk. 7, bestemmes, at den tjenestemand, der således er sendt på orlov, modtager en godtgørelse, der beregnes i henhold til bestemmelserne i bilag IV til vedtægten. Det fremgår af den eneste artikel, stk. 1, i dette bilag, sammenholdt med vedtægtens artikel 42c, at denne månedlige godtgørelse, i de tre første måneder af anvendelsen af foranstaltningen, svarer til den pågældende tjenestemands grundløn. Fra den fjerde til den sjette måned beløber den sig til 85% af grundlønnen og efterfølgende og indtil den automatiske pensionering til 70% af grundlønnen.
93 Som en af EU-lovgiver fastsat bestemmelse, der reducerer ulemperne for den pågældende tjenestemand ved at blive sendt på orlov i tjenestens interesse, skal der ligeledes henvises til vedtægtens artikel 42c, stk. 8, som i det væsentlige gør det muligt for den pågældende tjenestemand at fortsætte med at bidrage til pensionsordningen i den periode, han er sendt på orlov i tjenestens interesse, for at forøge størrelsen af den pension, han vil modtage ved hans pensionering.
94 Det må konstateres, at hvis det var tilladt at anvende vedtægtens artikel 42c på en tjenestemand, som har nået »den pensionsberettigende alder«, og hvis hans automatiske pensionering følgelig var sammenfaldende med hans placering på orlov i tjenestens interesse, ville den nævnte tjenestemand ikke få nogen gavn af bestemmelserne i vedtægtens artikel 42c, stk. 7 og 8, for så vidt som varigheden af orloven i tjenestens interesse var lig nul. Under disse omstændigheder ville den af EU-lovgiver tilstræbte ligevægt i forbindelse med vedtagelsen af vedtægtens artikel 42c mellem betragtningerne vedrørende en så effektiv forvaltning af institutionernes menneskelige ressourcer som muligt og betragtningerne vedrørende en tilstrækkelig beskyttelse af de pågældende tjenestemænds interesser blive forstyrret til skade for disse sidstnævnte betragtninger.
95 I øvrigt må det ligeledes konstateres, at ansættelsesmyndigheden ikke, i tilfælde af automatisk pensionering samtidigt med en placering på orlov i tjenestens interesse, ville råde over den mulighed, der tilbydes i vedtægtens artikel 42, stk. 4, endog ikke »i særlige situationer«, for at bringe orloven i tjenestens interesse til ophør og lade tjenestemanden genindtræde i tjenesten. Det følger heraf, at førnævnte tilfælde ikke er foreneligt med denne bestemmelse, for så vidt som det dels ved at fratage institutionerne enhver skønsbeføjelse fører til automatisk at fratage disse et værktøj til forvaltning af de ansatte, som udgøres af muligheden for at lade den pågældende tjenestemand indtræde i tjenesten, dels fratager den nævnte tjenestemand muligheden for en sådan genindtræden.
96 Henset til ovenstående betragtninger må det konstateres, at formålsfortolkningen af vedtægtens artikel 42c ikke understøtter Kommissionens påstand, men derimod understøtter konklusionen i præmis 84 ovenfor. Denne konstatering kan på ingen måde anfægtes af dom af 14. december 2018, FV mod Rådet (T-750/16, under appel, EU:T:2018:972), som blev påberåbt af institutionerne i retsmødet. I denne dom bemærkede Retten, som tog stilling til lovligheden af en afgørelse om anvendelse af vedtægtens artikel 42c på en tjenestemand, som ikke havde nået »den pensionsberettigende alder«, ganske vist som det mål, der forfølges af EU-lovgiver med vedtagelsen af denne bestemmelse, optimeringen for så vidt angår omkostningseffektivitet af den investering, der anvendes på tjenestemændenes faglige uddannelse, og, til syvende og sidst, det forhold, at der stilles et supplerende personaleadministrativt værktøj til rådighed for institutionerne (dom af 14.12.2018, FV mod Rådet, T-750/16, under appel, EU:T:2018:972, præmis 106, 118, 121 og 123). Disse betragtninger fra Retten modsiger imidlertid ikke betragtningerne i punkt 91 og 94 ovenfor vedrørende den ligevægt, som EU-lovgiver har tilstræbt i forbindelse med vedtagelsen af vedtægtens artikel 42c.
97 Følgelig må det efter fortolkningen af vedtægtens artikel 42c konkluderes, at denne bestemmelse ikke kan anvendes på tjenestemænd, der ligesom sagsøgeren har nået »den pensionsberettigende alder« i denne bestemmelses forstand. Det følger heraf, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse på grundlag af denne bestemmelse har tilsidesat den nævnte bestemmelses anvendelsesområde, og at den anfægtede afgørelse derfor skal annulleres, uden at det er fornødent at undersøge de anbringender, der er anført i præmis 48 ovenfor.
Sagsomkostninger
98 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
99 Kommissionen har i det væsentlige har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med sagsøgerens påstand herom, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
100 Parlamentet og Rådet bærer hver deres egne omkostninger i overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionens afgørelse af 21. december 2016, hvorved RV blev sendt på orlov i tjenestens interesse og samtidigt pensioneret automatisk, annulleres.
2) I øvrigt frifindes Europa-Kommissionen.
3) Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af RV afholdte omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreløbige forholdsregler.
4) Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union bærer hver deres egne omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 12. juni 2019.
Underskrifter