Sag C-507/15

Agro Foreign Trade & Agency Ltd

mod

Petersime NV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Rechtbank van eerste aanleg te Gent)

»Præjudiciel forelæggelse – selvstændige handelsagenter – direktiv 86/653/EØF – påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne – belgisk gennemførelseslov – handelsagenturkontrakt – en i Belgien etableret agenturgiver og en i Tyrkiet etableret agent – belgisk lovvalgsklausul – lov, der ikke finder anvendelse – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – forenelighed«

Indhold – Domstolens dom (Første Afdeling) af 16. februar 2017

1.        Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – selvstændige handelsagenter – direktiv 86/653 – formål

(Rådets direktiv 86/653, 2. og 3. betragtning og art. 17 og 18)

2.        Fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – selvstændige handelsagenter – direktiv 86/653 – national lovgivning, der fra nævnte direktivs anvendelsesområde udelukker en handelsagenturkontrakt, der er indgået mellem handelsagent, der er etableret i Tyrkiet, og som udøver sin virksomhed i denne stat, og en agenturgiver, der er etableret i den omhandlede medlemsstat – antagelse til realitetsbehandling – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, som ikke omfatter den beskyttelsesordning, der i direktivet er fastsat for handelsagenter, som er etableret i Tyrkiet

(Art. 21 TEUF; associeringsaftalen EØF-Tyrkiet; Rådets direktiv 86/653)

3.        Internationale aftaler – associeringsaftalen EØF-Tyrkiet – fri bevægelighed for personer – etableringsfrihed – fri udveksling af tjenesteydelser – standstill-klausulen i tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1 – anvendelsesområde – handelsagent, der er etableret i Tyrkiet, og som ikke udfører tjenesteydelser i en medlemsstat – udelukkelse

(Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, tillægsprotokollen til associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, art. 41, stk. 1)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 28-31)

2.      Rådets direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om samordning af medlemsstaternes lovgivning om selvstændige handelsagenter og aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF’s medlemsstater og Fællesskabet, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der gennemfører dette direktiv i den omhandlede medlemsstats ret, og som fra sit anvendelsesområde udelukker en handelsagenturkontrakt, inden for rammerne af hvilken handelsagenten er etableret i Tyrkiet, hvor den pågældende udøver den virksomhed, der udspringer af denne kontrakt, og agenturgiveren er etableret i nævnte medlemsstat, således at handelsagenten under sådanne omstændigheder ikke kan påberåbe sig de rettigheder, som nævnte direktiv sikrer handelsagenter efter en sådan handelsagenturkontrakts ophør.

Med henblik på at ensrette konkurrencevilkårene mellem handelsagenterne inden for EU, er det således ikke nødvendigt at tilbyde handelsagenter, som er etableret og udøver deres virksomhed uden for EU, en beskyttelse svarende til den, der gælder for agenter, som er etableret og/eller udøver deres virksomhed inden for EU.

Under disse omstændigheder er en handelsagent, der som sagsøgeren i hovedsagen udøver den virksomhed, der udspringer af en handelsagenturkontrakt, i Tyrkiet, ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 86/653, uanset om agenturgiveren er etableret i en medlemsstat, og handelsagenten skal dermed ikke som et ufravigeligt krav være omfattet af den beskyttelse for handelsagenter, der følger af dette direktiv.

Hvad desuden navnlig angår associeringen mellem EU og Tyrkiet har Domstolen allerede fastslået, at det for at afgøre, om en EU-retlig bestemmelse kan anvendes analogt inden for rammerne af associeringsaftalen, er nødvendigt at sammenligne formålet med associeringsaftalen og den sammenhæng, hvori den indgår, på den ene side, med det EU-retlige instruments formål og sammenhæng, på den anden side (dom af 24.9.2013, Demirkan, C-221/11, EU:C:2013:583, præmis 48). Det bemærkes dog, at associeringsaftalen og tillægsprotokollen grundlæggende tilsigter at bidrage til Tyrkiets økonomiske udvikling og dermed udelukkende har et økonomisk formål (jf. i denne retning dom af 24.9.2013, Demirkan, C-221/11, EU:C:2013:583, præmis 50).

Inden for EU-retten hviler beskyttelsen af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser til gengæld – ved hjælp af den ordning der i forhold til handelsagenter er fastsat ved direktiv 86/653 – på formålet om at oprette et indre marked, hvorved forstås et område uden indre grænser, ved at fjerne alle hindringer for oprettelsen af et sådant marked.

De forskelle, der findes mellem traktaterne og associeringsaftalen vedrørende det formål, som disse forfølger, er således til hinder for, at den beskyttelsesordning, der i forhold til handelsagenter er fastsat i direktiv 86/653, i forbindelse med nævnte associeringsaftale kan anses for at omfatte handelsagenter, som er etableret i Tyrkiet.

(jf. præmis 34, 35, 41, 42, 44, 45, 52 og domskonkl.)

3.      Hvad angår tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, fremgår det af fast retspraksis, at den »stand still«-klausul, der er fastsat i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen, der er knyttet til associeringsaftalen, og i tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, generelt forbyder indførelse af enhver ny national foranstaltning, som har til formål eller følge, at en tyrkisk statsborgers udøvelse af en økonomisk frihed på den omhandlede medlemsstats område underkastes betingelser, som er mere restriktive end dem, der fandt anvendelse på den pågældende, da den nævnte afgørelse eller den nævnte tillægsprotokol trådte i kraft i forhold til denne medlemsstat (dom af 12.4.2016, Genc, C-561/14, EU:C:2016:247, præmis 33).

Det fremgår heraf, at tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, kun omhandler de tyrkiske statsborgere, som udøver deres etableringsfrihed eller leverer tjenesteydelser i en medlemsstat.

En i Tyrkiet etableret handelsagent, der som sagsøgeren i hovedsagen ikke udfører tjenesteydelser i den omhandlede medlemsstat, er derfor ikke en del af den personkreds, der er omfattet af denne bestemmelses anvendelsesområde.

(jf. præmis 47-49)