Language of document :

Sag anlagt den 15. april 2010 - Slovak Telekom mod Kommissionen

(Sag T-171/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Slovak Telekom a.s. (Bratislava, Den Slovakiske Republik) (ved lawyers D. Geradin, L. Kjølbye og M. Maier)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning K(2010) 902 af 8. februar 2010 om en procedure i henhold til artikel 18, stk. 3, og artikel 24, stk. 1, i Rådets forordning 1/2003 1 (sag COMP/39523 - Slovak Telekom) annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har i henhold til artikel 263 TEUF nedlagt påstand om annullation af Kommissionens beslutning af K(2010) 902 af 8. februar 2010, der pålægger sagsøgeren i overensstemmelse med artikel 18, stk. 3, og artikel 24, stk. 1, i Rådets forordning nr. 1/2003 at meddele visse oplysninger indenfor rammerne af sag COMP/39523 - Slovak Telekom vedrørende en procedure i henhold til artikel 102 TEUF, og som, i tilfælde af at beslutningen ikke efterkommes, pålægger tvangsbøder.

Til støtte for sine påstande har sagsøgeren fremført tre anbringender.

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en retlig fejl med hensyn til Kommissionens beføjelse til at kræve oplysninger i medfør af artikel 18, stk. 3, Rådets forordning nr. 1/2003 vedrørende en periode, der ligger forud for Den Slovakiske Republiks tiltrædelse af Den Europæiske Union. Før den 1. maj 2004 havde Kommissionen ikke beføjelse til at anvende fællesskabslovgivningen med henblik på at udføre undersøgelser på Den Slovakiske Republiks område. Dermed er Kommissionen ikke berettiget til at anvende den undersøgelsesbeføjelse, der er indeholdt i artikel 18, stk. 3, i Rådets forordning nr. 1/2003, til at indhente oplysninger vedrørende nævnte periode.

For det andet gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning skal annulleres, idet den tilsidesætter princippet om en retfærdig rettergang, der er indeholdt i artikel 41, stk. 1, i charteret om grundlæggende rettigheder 2. Kommissionens undersøgelse af Slovak Telekoms adfærd i en periode, hvor fællesskabslovgivningen ikke fandt anvendelse, og Slovak Telekom ikke var underlagt en forpligtelse til at overholde disse bestemmelser, kan være skadelig for sagsøgeren. Kommissionen kunne tage disse oplysninger i betragtning i sin vurdering. Det fremgår således klart af den anfægtede beslutning, at dette er Kommissionens hensigt.

For det tredje gør sagsøgeren gældende, at den anfægtede beslutning skal annulleres, idet den tilsidesætter proportionalitetsprincippet. Dette princip fremgår af artikel 18, stk. 3, i forordning nr. 1/2003, i henhold til hvilken Kommissionen har beføjelser til at kræve, at virksomheder meddeler alle nødvendige oplysninger. I Slovak Telekom-sagen har Kommissionen imidlertid ikke godtgjort den påkrævede forbindelse mellem de førtiltrædelsesoplysninger, der er anmodet om, og den påståede ulovlige adfærd efter 1. maj 2004. Følgelig er oplysninger eller dokumenter, der vedrører perioden før tiltrædelsen, ikke nødvendige for at gøre det muligt for Kommissionen at vurdere, hvorvidt Slovak Telekoms adfærd efter tiltrædelsen overholder fællesskabslovgivningen.

____________

1 - Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1, s. 1).

2 - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, EUT C 83 af 30.3.2010, s. 389.