FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
Y. BOT
fremsat den 25. oktober 2018 (1)
Sag C-579/17
BUAK Bauarbeiter-, Urlaubs- u. Abfertigungskasse
mod
Gradbeništvo Korana d.o.o.
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien, Østrig))
»Præjudiciel forelæggelse – samarbejde på det civil- og handelsretlige område – forordning (EU) nr. 1215/2012 – artikel 53 – udstedelse af attesten – administrativ eller retslig procedure«
1. Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (2).
2. Denne anmodning er blevet indgivet i forbindelse med et søgsmål anlagt af Bauarbeiter-Urlaubs- u. Abfertigungskasse (ferie- og aftrædelseskasse for ansatte i byggebranchen, Østrig) (3) vedrørende udstedelse af en attest i overensstemmelse med artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 med henblik på fuldbyrdelsen af en endelig udeblivelsesdom, afsagt i forhold til selskabet Gradbeništvo Korana d.o.o, der er beliggende i Slovenien.
3. Ifølge artikel 37 og 42 i forordning nr. 1215/2012 er fremlæggelsen af en sådan attest obligatorisk for i en medlemsstat at få anerkendt og fuldbyrdet retsafgørelser, der er truffet i en anden medlemsstat. Dette dokument bekræfter, uden at der er behov for en særlig procedure, eksigibiliteten med hensyn til disse retsafgørelser og er blevet udformet som en gengivelse heraf i form af uddrag med henblik på at sikre retsafgørelsernes frie bevægelighed og deres direkte fuldbyrdelse.
4. Under disse omstændigheder afhænger spørgsmålet om, hvorvidt det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, således som Europa-Kommissionen har anført, af den administrative eller retslige art af de funktioner, der varetages af den oprindelige ret på tidspunktet for udstedelsen af denne attest.
5. Dette retlige spørgsmål vedrørende anvendelsen af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 er nyt i forhold til det spørgsmål, der blev forelagt af Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien, Østrig), den forelæggende ret, vedrørende kvalificeringen af tvisten med henblik på at kunne afgøre, om den er omfattet af det »civil- og handelsretlige område«. Eftersom dette sidstnævnte spørgsmål ikke frembyder særlige vanskeligheder, henset til Domstolens praksis, vil mit forslag til afgørelse udelukkende vedrøre spørgsmålet om antagelse til realitetsbehandling af anmodningen om præjudiciel afgørelse, som Domstolen skal efterprøve før undersøgelsen af dennes realitet.
6. På baggrund af min bedømmelse vil jeg foreslå Domstolen at fastslå, at i tilfælde af tvivl om, hvorvidt forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse, kræver udstedelsen af attesten i overensstemmelse med denne forordnings artikel 53 en retslig undersøgelse, inden for rammerne af hvilken den nationale ret kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål og dermed fastslå, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
7. 1., 4., 6., 26., 29. og 32. betragtning til forordning nr. 1215/2012 er affattet således:
»(1) Den 21. april 2009 vedtog Kommissionen en rapport om anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område[ (4)]. I rapporten konkluderedes det, at nævnte forordning generelt fungerer tilfredsstillende, men at anvendelsen af visse af bestemmelserne burde forbedres, at den frie bevægelighed for retsafgørelser burde fremmes yderligere, og at adgangen til retlig prøvelse burde forbedres yderligere. Da der skal foretages en række ændringer af forordningen, bør den omarbejdes af hensyn til klarheden.
[…]
(4) Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at have bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og sikre hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i en medlemsstat.
[…]
(6) For at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende EU-retsakt.
[…]
(26) Den gensidige tillid til retsplejen i Unionen berettiger princippet om, at retsafgørelser truffet i en medlemsstat bør anerkendes i alle medlemsstater, uden at der er behov for en særlig procedure. Desuden gør målet om at gøre det mindre langsommeligt og mindre dyrt at føre retssager på tværs af landegrænserne det berettiget at afskaffe den erklæring om eksigibilitet, der skal afgives, inden der kan ske fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. En retsafgørelse, der er truffet af en ret i en medlemsstat, bør derfor behandles på samme måde, som hvis den var blevet truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.
[…]
(29) Direkte fuldbyrdelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat uden en erklæring om eksigibilitet bør ikke bringe respekten for retten til forsvar i fare. Derfor bør den person, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kunne indgive begæring om, at anerkendelse eller fuldbyrdelse afslås, hvis den pågældende finder, at en af grundene til at afslå anerkendelse af retsafgørelsen er til stede. Dette bør omfatte den grund, at den pågældende ikke havde haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen, da der blev afsagt afgørelse uden personligt fremmøde med hensyn til et borgerligt krav i en straffesag. […]
[…]
(32) For at underrette den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, om fuldbyrdelsen af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat, bør den attest, der indføres med denne forordning, om nødvendigt ledsaget af retsafgørelsen, forkyndes for den pågældende i rimelig tid inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning. I denne sammenhæng bør der ved første fuldbyrdelsesforanstaltning forstås den første fuldbyrdelsesforanstaltning efter forkyndelse.«
8. Artikel 1, som findes i forordningens kapitel I med overskriften »Anvendelsesområde og definitioner«, bestemmer:
»1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).
2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:
[…]
c) social sikring
[…]«
9. Nævnte forordnings artikel 28 bestemmer i stk. 1 og 2:
»1. Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer retten sig på embeds vegne inkompetent, medmindre den er kompetent efter bestemmelserne i denne forordning.
2. Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at sagsøgte har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.«
10. Samme forordnings artikel 37, stk. 1, der findes i afdeling 1 med overskriften »Anerkendelse« i kapitel III vedrørende »[a]nerkendelse og [f]uldbyrdelse [af retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat]«, har følgende ordlyd:
»En part, der i en medlemsstat ønsker at påberåbe sig en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat, skal fremlægge:
a) en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed, og
b) attesten udstedt i medfør af artikel 53.«
11. I afdeling 2 med overskriften »Fuldbyrdelse« i kapitel III bestemmer artikel 39 følgende:
»En retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, og som er eksigibel i den pågældende medlemsstat, skal være eksigibel i de øvrige medlemsstater, uden krav om en erklæring om eksigibilitet.«
12. Artikel 42, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 fastsætter:
»For i en medlemsstat at få fuldbyrdet en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, skal den, der fremsætter anmodningen herom, fremlægge følgende for den kompetente fuldbyrdelsesmyndighed:
a) en kopi af retsafgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser for at fastslå dens ægthed, og
b) en attest udstedt i medfør af artikel 53, som bekræfter, at retsafgørelsen er eksigibel, og som indeholder et uddrag af retsafgørelsen og alt efter omstændighederne de relevante oplysninger om, hvilke sagsomkostninger der kan tilbagesøges, og oplysninger om beregning af renter.«
13. Forordningens artikel 43, stk. 1, bestemmer:
»Når der begæres fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i en anden medlemsstat, forkyndes attesten udstedt i henhold til artikel 53 for den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, inden den første fuldbyrdelsesforanstaltning. Attesten ledsages af retsafgørelsen, hvis den ikke allerede er forkyndt for den pågældende.«
14. Artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, som findes i afdeling 4 med overskriften »Fælles bestemmelser«, har følgende ordlyd:
»Den oprindelige ret udsteder på begæring af enhver berettiget part attesten ved brug af formularen i bilag I« (5).
B. Østrigsk ret
15. Denne redegørelse er begrænset til procedurebestemmelserne, henset til formålet med mit forslag til afgørelse.
16. I medfør af en kendelse af 17. september 2015 fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol, Østrig) (6), afsagt på grundlag af forordning nr. 44/2001 (7), finder § 7a, stk. 1 (8), i Gesetz über das Exekutions- und Sicherungsverfahren (Exekutionsordnung) (fuldbyrdelsesprocedureloven) (9), som ændret, anvendelse på de attester, der er omhandlet i artikel 54 i forordning nr. 44/2001. Ifølge denne bestemmelse er den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, kompetent til at udstede en sådan attest.
17. I overensstemmelse med § 16, stk. 7, i Bundesgesetz betreffend die Besorgung gerichtlicher Geschäfte durch Rechtspfleger (Rechtspflegergesetz) (retsembedsmandsloven) (10), af 12. december 1985, er Rechtspfleger (retsembedsmanden) ansvarlig for denne opgave.
18. Ifølge præmis 7 i kendelsen fra Oberster Gerichtshof (øverste domstol) er proceduren vedrørende udstedelse af attesten som omhandlet i artikel 54 i forordning nr. 44/2001 principielt underlagt de regler, som gælder for proceduren i hovedsagen. Oberster Gerichtshof (øverste domstol) fastslog endvidere i samme punkt, at bestemmelsen i EO’s § 84, stk. 1 (nu § 411, stk. 1), som fastsætter en kontradiktorisk procedure, ikke fandt anvendelse.
19. I overensstemmelse med EO’s § 7, stk. 3, kan der anlægges sag med henblik på tilbagekaldelse af attester, der er blevet udstedt ulovligt eller ved en fejl.
II. Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
20. BUAK er et offentligretligt kollektivt organ i henhold til østrigsk ret, beliggende i Wien (Østrig), som har til opgave at opkræve midlerne til dækning af krav på ferie- og aftrædelsesvederlag for ansatte i byggebranchen i medfør af Bauarbeiter-Urlaubs- und Abfertigungsgesetz 1972 (lov om ferievederlag og aftrædelsesgodtgørelse for ansatte i byggebranchen) (11) af 23. november 1972, som ændret (12).
21. Gradbeništvo Korana, hvis hovedsæde er beliggende i Slovenien, er en virksomhed, som har udstationeret ansatte i Østrig for at udføre byggearbejde.
22. Den 18. oktober 2016 anlagde BUAK sag ved Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien) mod Gradbeništvo Korana med principal påstand om udbetaling af et beløb på 38 477,50 EUR, svarende til et tillæg, som dette selskab skulle betale i henhold til BUAG’s afsnit VIb for udstationering af et stort antal byggearbejdere i Østrig i perioden fra februar 2016 til juni 2016.
23. Ved dom af 28. april 2017, afsagt som udeblivelsesdom, fordi Gradbeništvo Korana ikke mødte op til det indledende retsmøde samme dag, gav Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien) BUAK medhold i påstanden i det hele og fastsatte en frist på 15 dage for det sagsøgte selskab til frivilligt at betale beløbet. Denne dom, der blev forkyndt for Gradbeništvo Korana med virkning fra den 21. juni 2017, er ikke blevet appelleret og er dermed blevet retskraftig (13).
24. Med henblik på tvangsfuldbyrdelsen af denne dom indgav BUAK den 31. juli 2017 for samme ret en begæring om udstedelse af en attest på grundlag af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012.
25. Den forelæggende ret ønsker derfor oplyst, om denne forordnings anvendelse, hvilket afhænger af spørgsmålet om, hvorvidt den sag, der mundede ud i afsigelsen af dom af 28. april 2017, er omfattet af det civil- og handelsretlige som omhandlet i nævnte forordnings artikel 1, stk. 1.
26. Den forelæggende ret er af den opfattelse, at visse omstændigheder kunne give sagen en offentligretlig karakter, selv om BUAK i forbindelse med udstationering af arbejdstagere ikke har kompetence til at udstede tvangsfuldbyrdelsesdokumenter, sådan som det er tilfældet i rent interne forhold, og at BUAK skal indgive begæring om betaling af tillæg ved Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien), der har enekompetence.
27. Den forelæggende ret har desuden gjort gældende, at Tribunal fédéral (forbundsdomstol, Schweiz) ved dom af 19. november 2014 (14) bedømte en lignende sag baseret på BUAG’s afsnit VIb og fastslog, at BUAK på grund af underordnelsesforholdet mellem arbejdsgiveren og BUAK udøvede offentlige myndighedsbeføjelser, og at en sådan sag derfor ikke var omfattet af anvendelsesområdet for Luganokonventionens artikel 1 (15).
28. Under disse omstændigheder har Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 1 i forordning nr. 1215/2012 fortolkes således, at sager, som omhandler håndhævelsen af [BUAK’s] krav på tillæg mod arbejdsgivere som følge af udstationering af arbejdstagere uden sædvanligt arbejdssted i Østrig med henblik på udførelse af arbejde eller i forbindelse med overladelse af arbejdskraft til Østrig eller mod arbejdsgivere med hjemsted uden for Østrig i forbindelse med beskæftigelse af arbejdstagere med sædvanligt arbejdssted i Østrig, er »civil- og handelsretlige sager«, på hvilke den nævnte forordning finder anvendelse, selv om BUAK’s krav på tillæg ganske vist vedrører privatretlige ansættelsesforhold og har til formål at dække arbejdstagernes privatretlige krav på ferie og feriepenge på grundlag af ansættelsesforholdene med arbejdsgiverne, men
– såvel størrelsen af arbejdstagernes krav på feriepenge i forhold til BUAK som størrelsen af BUAK’s krav på tillæg i forhold til arbejdsgiverne ikke fastsættes ved kontrakt eller overenskomst, men ved en bekendtgørelse fra en forbundsminister
– de tillæg, som arbejdsgiverne skylder BUAK, foruden at dække udgiften til de ferievederlag, der skal betales til arbejdstagerne, også tjener til at dække BUAK’s administrationsomkostninger, og
– BUAK i forbindelse med forfølgelse og håndhævelse af sine krav på sådanne tillæg i kraft af lovbestemmelse har mere vidtgående beføjelser end en privatperson, idet
– arbejdsgiverne under sanktion af bøde er forpligtet til at indgive såvel begivenhedsrelaterede som månedlige indberetninger til BUAK under anvendelse af BUAK’s kommunikationskanaler, til at medvirke og tåle kontrolforanstaltninger fra BUAK, til at give indsigt i løn-, forretnings og øvrige bilag og til at give oplysninger til BUAK og
– BUAK i tilfælde af arbejdsgivernes tilsidesættelse af indberetningspligten har ret til at beregne de tillæg, som arbejdsgiverne skylder, på grundlag af egne undersøgelser, idet BUAK’s krav på tillæg i så fald uafhængigt af de faktiske forhold i forbindelse med udstationeringen henholdsvis beskæftigelsen har gyldighed i den størrelse, som BUAK har beregnet?«
29. Den 5. juli 2018 er Domstolen af den forelæggende ret blevet informeret om, at der er indledt insolvensbehandling mod Gradbeništvo Korana og om opretholdelsen af anmodningen om præjudiciel afgørelse (16).
III. Bedømmelse
30. Med sine skriftlige bemærkninger har Kommissionen opfordret Domstolen til for første gang vedrørende proceduren for udstedelse af en attest i overensstemmelse med artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 at udtale sig om, hvorvidt det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, henset til artikel 267 TEUF, hvilket afhænger af kvalificeringen af de funktioner, som udøves af det forelæggende organ.
31. Kommissionen har anført, at den oprindelige ret, der er udpeget som ansvarlig for udstedelsen af den attest, der er fastsat i artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, handler som et retsligt organ i forlængelse af den procedure, der mundede ud i den afgørelse, der skal fuldbyrdes, og at den oprindelige ret er kompetent til at træffe afgørelse i spørgsmålet om denne forordnings anvendelse på dette trin, eftersom dette ikke kunne afgøres på tidspunktet for dommens afsigelse. Kommissionen har henvist til nævnte forordnings opbygning og formål samt sagens særlige omstændigheder, hvor sagsøgte ikke har gjort indsigelse, for heraf at udlede, at Domstolen er kompetent til at besvare det forelagte spørgsmål.
32. Med henblik på at vurdere, om betingelserne for realitetsbehandling af det præjudicielle spørgsmål er opfyldt i hovedsagen, synes det formålstjenligt for det første at henvise til de af Domstolen opstillede principper på området og nærmere bestemt i forbindelse med undersøgelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af et organ, der har til opgave at foretage attestering af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, kan antages til realitetsbehandling (17).
33. Domstolen har for det første mindet om, at »selv om en forelæggelse for Domstolen i medfør af artikel 267 TEUF ikke forudsætter, at den procedure, hvorunder den nationale ret formulerer præjudicielle spørgsmål, er kontradiktorisk, kan de nationale retter kun forelægge spørgsmål for Domstolen, hvis der verserer en tvist for dem, og hvis forelæggelsen sker med henblik på afgørelse af en retssag« (18).
34. Domstolen har for det andet på ny præciseret, at »eftersom udtrykket »afsiger sin dom« som omhandlet i artikel 267, stk. 2, TEUF omfatter hele den proces, der leder frem til den forelæggende rets dom, bør dette udtryk undergives en vid fortolkning for at undgå, at en række processuelle spørgsmål må anses for ikke at kunne antages til realitetsbehandling og ikke kunne fortolkes af Domstolen, og at sidstnævnte ikke kan tage stilling til fortolkningen af alle de EU-retlige processuelle bestemmelser, som den forelæggende ret har pligt til at anvende« (19).
35. For det andet skal der foretages en tilnærmelse mellem to af Domstolens tidligere afgørelser vedrørende attester udstedt i henhold til forordning nr. 44/2001 og 805/2004.
36. I dom af 16. juni 2016, Pebros Servizi (20), afsagt på grundlag af ovennævnte principper, fastslog Domstolen, at »attesteringen af en retsafgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument er en afgørelse af retslig art« (21), og bekræftede således den analyse, der blev foretaget i dom af 17. december 2015, Imtech Marine Belgium (22).
37. Omvendt kan det udledes af dom af 6. september 2012, Trade Agency (23), afsagt af Domstolen, som havde fået forelagt sagen inden for rammerne af et søgsmål til prøvelse af en i domsstaten afsagt udeblivelsesdom, som den i overensstemmelse med artikel 54 i forordning nr. 44/2001 (24) fastsatte attest var vedlagt, at udstedelsen af en sådan attest ikke kræver en domstolsprøvelse. Domstolen anførte, at »idet den ret […], der har kompetence til at udstede […] attest[en], ikke nødvendigvis svarer til den, som har truffet den afgørelse, hvis fuldbyrdelse der anmodes om, kan [de i attesten indeholdte faktuelle oplysninger] kun være af vejledende karakter, for så vidt som de er simple oplysninger« (25).
38. Det følger af disse afgørelser, at de elementer, der er relevante for kvalificeringen af de funktioner, der varetages af den oprindelige ret i forbindelse med udstedelsen af den attest, der er omhandlet i artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, ikke blot skal udledes af ordlyden af de bestemmelser, der finder anvendelse, men også af det system, som er indført ved denne forordning, og de mål, der forfølges hermed.
39. Analysen af disse elementer foranlediger mig, trods visse lighedspunkter mellem forordning nr. 1215/2012 og forordning nr. 44/2001 og 805/2004, til at fastslå, at ingen af de af Domstolen tidligere valgte løsninger kan overføres direkte.
40. Det skal således først bemærkes, at ordlyden af artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 adskiller sig fra ordlyden af artikel 54 i forordning nr. 44/2001, som den svarer til. Mens sidstnævnte bestemmer, at »[r]etten eller den kompetente myndighed i domsstaten udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V« (26), fastsætter artikel 53, at attesten udstedes af »den oprindelige ret«.
41. Dernæst må den procedure for denne rets udstedelse af attesten, der fastslår, at afgørelsen er eksigibel (27), ikke forveksles med proceduren for attestering af en afgørelse som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument (28). Disse udtryk, der findes i forordning nr. 805/2004 og nr. 1215/2012, afslører en væsentlig forskel mellem disse to procedurer. I overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, og artikel 9 i forordning nr. 805/2004 går attesteringen af en retsafgørelse om et krav, der er ubestridt ved den oprindelige ret, som et tvangsfuldbyrdelsesdokument forud for den formelle udstedelse af attesten, således som Domstolen har fastslået (29).
42. Endelig er det vigtigt at holde for øje, at selv om forordning nr. 1215/2012, i lighed med forordning nr. 805/2004, fastsætter princippet om afskaffelse af mellemliggende procedurer, sikrer førstnævnte forordning princippet uden at opstille forhåndsbetingelser. Denne store nyskabelse, der blev indført ved omarbejdningen af forordning nr. 44/2001, som havde forenklet fuldbyrdelsespåtegningen, fremgår af ordlyden af princippet om umiddelbar eksigibilitet (30) i artikel 39 i forordning nr. 1215/2012. Denne bestemmelse skal sammenholdes med 26. betragtning til denne forordning, i henhold til hvilken »en retsafgørelse, der er truffet af en ret i en medlemsstat, bør behandles på samme måde, som hvis den var blevet truffet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til«.
43. Det er derfor i medfør af artikel 42 i forordning nr. 1215/2012 tilstrækkeligt med henblik på fuldbyrdelse i en medlemsstat af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at fremlægge en kopi af denne afgørelse og den i denne forordnings artikel 53 fastsatte attest.
44. Denne attest er således det væsentlige grundlag for gennemførelsen af princippet om direkte fuldbyrdelse af en retsafgørelse truffet i medlemsstaterne. Uden dette dokument opfylder afgørelsen med andre ord »ikke […] kravene til at kunne bevæge sig frit inden for det europæiske retsområde« (31), hvilket ikke var tilfældet i det system, der blev indført med forordning nr. 44/2001 (32).
45. Med henblik på at lette forståelsen af den afgørelse, der skal fuldbyrdes, er attesten blevet udformet som en sammenfatning heraf (33), uden at der i alle tilfælde stilles krav om oversættelse heraf (34) eller af den afgørelse, der skal fuldbyrdes (35).
46. Dette systems effektivitet, der har begrundet tilføjelsen af adskillige punkter i attesten, hviler på kvaliteten af den efterprøvelse, som det påhviler den oprindelige ret at foretage i forbindelse med den retsafgørelse, som efterfølgende udgør grundlaget for udfærdigelsen af attesten. Desuden foretages ingen kontrol af den kompetente ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. I tilfælde af anmodning om fuldbyrdelse er det alene den person, mod hvem fuldbyrdelsen begæres, der kan indbringe sagen for den kompetente ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, med henblik på, at denne udtaler sig om de fremførte grunde til afslag på anerkendelse (36) eller fuldbyrdelse (37). Det er netop på grund af denne mulighed, at den i artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 omhandlede attest forkyndes for den pågældende person inden enhver fuldbyrdelse i overensstemmelse med denne forordnings artikel 43.
47. På denne baggrund drejer det sig for den oprindelige ret, der forelægges en begæring om udstedelse af attest, hovedsageligt om at gengive de oplysninger, der findes i den afgørelse, der skal fuldbyrdes (38). Den oprindelige ret kontrollerer ikke overholdelsen af visse krav, der begrunder afskaffelse af eksekvaturproceduren, hvilket var tilfældet ved anvendelsen af tidligere instrumenter (39), såfremt fraværet af eksekvaturproceduren var knyttet til enten efterprøvelsen af særlige garantier (40) eller til afviklingen af proceduren ifølge specifikke regler fastsat i visse forordninger (41).
48. I tilfælde af begæring om udstedelse af en attest i overensstemmelse med artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 forekommer det mig derfor, at man kan forestille sig to muligheder.
49. Selv om den oprindelige ret anser sig for kompetent til at udfærdige attesten, eftersom fuldbyrdelsesafgørelsen indeholder alle de påkrævede oplysninger, er udstedelsen af attesten på ingen måde af retslig karakter. Uanset det forhold, at denne attest udgør et væsentligt element i processen med fuldbyrdelse af en retsafgørelse, som fastsat i forordning nr. 1215/2012, adskiller den sig i et sådant tilfælde ikke fra den i artikel 54 i forordning nr. 44/2001 omhandlede attest, således som beskrevet af Domstolen (42).
50. Eftersom artikel 53 i forordning nr. 1215/2012 ikke præciserer, hvem der ved den oprindelige ret er kompetent til at udstede en sådan attest (43), kan en sådan attest desuden udstedes af et ikke retsligt organ. I et sådant tilfælde opstår spørgsmålet om sagens forelæggelse for Domstolen med henblik på præjudiciel afgørelse ikke.
51. Hvis den oprindelige ret, således som det er tilfældet i den foreliggende sag, derimod ikke på domstidspunktet (44) tog stilling til anvendelsen af forordning nr. 1215/2012 (45), og hvis det ikke er åbenbart, at tvisten er omfattet af anvendelsesområdet herfor, bør denne ret nødvendigvis foretage en retslig vurdering på grundlag af de nationale proceduremæssige regler, enten inden for rammerne af sagen med henblik på udstedelse af attesten eller i forbindelse med anfægtelsen (46) efter afslag på udstedelse heraf.
52. I dette tilfælde supplerer eller fortolker den oprindelige ret ikke den trufne afgørelse, som den burde gøre for at kunne udfylde visse punkter i attesten i tilfælde af en ufuldstændig eller upræcis afgørelse (47). Ved at efterprøve, om den er kompetent til at udstede attesten, befinder den sig i forlængelse af proceduren med henblik på afsigelse af dom, i en fase, der har til formål at sikre, at den trufne afgørelse er umiddelbart eksigibil. Den oprindelige ret bør derfor træffe en afgørelse, der i overensstemmelse med den brede fortolkning af begrebet »hvis forelæggelsen sker med henblik på afgørelse af en retssag« (48), begrunder, at den kan spørge Domstolen. Retssikkerheden og den hurtige fuldbyrdelse af den afgørelse, der er truffet i domsstaten, afhænger i høj grad heraf.
53. Efter min opfattelse kan dette tilfælde sammenlignes med det tilfælde, hvor den oprindelige ret skal fortolke betydningen af visse punkter i attesten i forhold til de særlige forhold i den oprindelige rets nationale lovgivning (49), eller udtale sig om kompetencen for den ret, der traf afgørelse vedrørende realiteten, i tilfælde af en afgørelse om anvendelsen af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler (50). Den oprindelige ret udfører således retslige funktioner, der også begrunder, at den kan forelægge Domstolen en anmodning om præjudiciel afgørelse.
54. Denne kvalificering som ret, som omhandlet i artikel 267, TEUF, bør ikke desto mindre efter min opfattelse høre til undtagelserne. Der skal dermed ikke på tidspunktet for fuldbyrdelsen af retsafgørelsen være tale om at »indlede en ny procedure« (51), uden at dette bringer formålet med forordning nr. 1215/2012 i fare og krænker debitors rettigheder (52). Proceduren for udstedelse af attesten er nemlig ikke kontradiktorisk. Debitor, for hvem attesten er blevet forkyndt (53), vil desuden kun kunne tage skridt til at anfægte virkningerne af attesten med henvisning til de grunde, der er fastsat i artikel 45 (54) i forordning nr. 1215/2012. Disse grunde fortolkes ifølge Domstolens faste praksis imidlertid strengt for, at sagsøgte, der forskriftsmæssigt har været informeret om retssagen, ikke under dette trin i proceduren kan anfægte anbringender, såsom spørgsmålet, om denne forordning finder anvendelse, der kunne have været gjort gældende for den nationale ret eller i forbindelse med anvendelsen af de nationale retsmidler (55).
55. På baggrund af samtlige disse betragtninger er det min opfattelse, at den oprindelige ret, der forelægges en begæring om udstedelse af en attest i overensstemmelse med artikel 53 i forordning nr. 1215/2012, som er i tvivl om, hvorvidt denne forordning finder anvendelse, fordi der ikke er truffet afgørelse herom, kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål.
56. Jeg vil derfor foreslå Domstolen at fastslå, at i tilfælde af tvivl om, hvorvidt forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse, kræver udstedelsen af attesten i overensstemmelse med denne forordnings artikel 53 en retslig undersøgelse, inden for rammerne af hvilken den nationale ret kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål og dermed fastslå, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.
IV. Forslag til afgørelse
57. På baggrund af ovenstående betragtninger vil jeg foreslå Domstolen at fastslå, at i tilfælde af tvivl om, hvorvidt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, finder anvendelse, kræver udstedelsen af attesten i overensstemmelse med denne forordnings artikel 53 en retslig undersøgelse, inden for rammerne af hvilken den nationale ret kan forelægge Domstolen et præjudicielt spørgsmål og dermed fastslå, at den præjudicielle anmodning, der er indgivet af Arbeits- und Sozialgericht Wien (arbejds- og socialretten i Wien, Østrig), kan antages til realitetsbehandling.