Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
T. ĆAPETA
fremsat den 21. marts 2024 (1)
Sag C-224/23 P
Penya Barça Lyon: Plus que des supporters (PBL),
Issam Abdelmouine
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – statsstøtte – påstået støtte til Paris Saint-Germain FC – forordning (EU) 2015/1589 – artikel 1, litra h) – artikel 24, stk. 2 – begrebet »interesserede parter« – anvendelsesområdet for betydningen af en persons, virksomheds eller sammenslutning af virksomheders »interesse« – krav om en årsagssammenhæng mellem interesserne blandt disse parter og tildelingen af støtten«
I. Indledning
1. Issam Abdelmouine er en stolt fan af FC Barcelona og en »socio« (et medlem) af denne fodboldklub. Sammen med Penya Barça Lyon: Plus que des supporters (herefter »PBL«), en fransk sammenslutning af fodboldfans af FC Barcelona, indgav han en klage til Europa-Kommissionen over påstået ulovlig statsstøtte fra Frankrig i form af manglende håndhævelse af visse finansielle fairplay-regler fra Det Europæiske Fodboldforbund (herefter »UEFA«). Denne manglende håndhævelse havde gjort det muligt for Paris Saint-Germain FC at hente fodboldspilleren Lionel Messi fra FC Barcelona.
2. Kommissionen besvarede denne klage med en skrivelse, hvori den forklarede, at korrespondancen ikke kunne behandles som en »formel klage« (2), da Issam Abdelmouine ikke havde status som en »interesseret part« i henhold til procedureforordningen (3).
3. I dom af 8. februar 2023, PBL og WA mod Kommissionen (T-538/21, ikke trykt i Sml., EU:T:2023:53) (herefter »den appellerede dom«), som var resultatet af det annullationssøgsmål, der var anlagt til prøvelse af denne skrivelse, tiltrådte Retten Kommissionens synspunkt om, at Issam Abdelmouine ikke kunne anerkendes som en »interesseret part« i procedureforordningens forstand.
4. I nærværende appel har Domstolen til opgave at præcisere de krav, der ligger til grund for begrebet »interesseret part« i forbindelse med klageproceduren for statsstøtte.
II. Sagens omstændigheder
A. Klage til Kommissionen og den omtvistede skrivelse
5. De faktiske og retlige omstændigheder, der er relevante for denne appel, kan sammenfattes som følger.
6. Den 8. august 2021 meddelte FC Barcelona, at Lionel Messi ville forlade klubben til fordel for Paris Saint-Germain FC.
7. Samme dag klagede Issam Abdelmouine til Kommissionen over påstået ulovlig statsstøtte til Paris Saint-Germain FC fra Ligue de Football Professionnel (den professionelle franske fodboldliga) og dens administrative tilsynsmyndighed i form af en midlertidig suspension af Fédération Française de Footballs (det franske fodboldforbund) håndhævelse af UEFA’s regler for klublicens og finansiel fairplay (4).
8. Ifølge Issam Abdelmouine førte denne beslutning om ikke at håndhæve reglerne til en fordrejning af de regler, der anvendes af de professionelle fodboldorganisationer i Spanien og Frankrig, hvilket påvirkede konkurrencen og gjorde det muligt for Paris Saint-Germain FC at skrive kontrakt med Lionel Messi.
9. Ved skrivelse af 1. september 2021 besvarede Kommissionen Issam Abdelmouines klage (herefter »den omtvistede afgørelse«) (5).
10. Den omtvistede afgørelse har følgende ordlyd:
»I henhold til [procedureforordningens] artikel 24, stk. 2 […] kan formelle klager kun indgives af interesserede parter. Interesserede parter er alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer […].
De har indgivet klagen på vegne af et medlem (socio) af [FC Barcelona]. Et medlem er hverken en konkurrent til Paris Saint-Germain FC eller en erhvervsorganisation. Selv om definitionen af en »interesseret part« ikke kun er begrænset til støttemodtagerens konkurrenter, kan en persons rent generelle eller indirekte interesser i en foranstaltning ikke klassificere denne person som en interesseret part, da sådanne forhold ikke viser nogen reel indflydelse på dennes situation. Eksempelvis giver en status som aktionær i et selskab, der konkurrerer med en støttemodtager, ikke denne person en selvstændig interesse, der er forskellig fra det pågældende selskabs. Aktionæren kan kun forsvare sine interesser i relation til denne foranstaltning ved at udøve sine rettigheder som medlem af denne virksomhed, og denne virksomhed kan selv have ret til at indgive en klage. Status som en interesseret part er ikke udvidet til at omfatte alle personer, der kan blive berørt af en reduktion i en virksomheds årlige nettooverskud eller ‑tab. Situationen for medlemmerne (»socios«) af [FC Barcelona], der er organiseret som en almennyttig forening, svarer i denne henseende til situationen for aktionærer i et selskab, idet de kun kan påberåbe sig en indirekte interesse i den pågældende foranstaltning gennem [FC Barcelona].
Da De derfor ikke kan betragtes som en interesseret part, kan Deres indlæg ikke behandles som en formel klage i henhold til [procedureforordningens] artikel 24, stk. 2 […].«
B. Retsforhandlingerne ved Retten og den appellerede dom
11. Ved stævning af 24. september 2021 anlagde PBL og Issam Abdelmouine (herefter samlet »appellanterne«) et søgsmål ved Retten i henhold til artikel 263 TEUF.
12. Parterne nedlagde ved dette søgsmål påstand om annullation af den omtvistede afgørelse og om, at Kommissionen bl.a. skulle pålægges at indlede en undersøgelse mod Frankrig for ulovlig statsstøtte til Paris Saint-Germain FC i forbindelse med landets nationale og europæiske konkurrencer (6).
13. Det eneste anbringende, der blev fremsat i første instans, vedrørte en tilsidesættelse af procedureforordningens artikel 1, litra h). Appellanterne gjorde i den forbindelse også gældende, at Kommissionen fejlagtigt havde ligestillet status som aktionær med »socio« og dermed var nået frem til en forkert fortolkning af begrebet »interesseret part« (7).
14. I den appellerede dom afviste Retten først annullationssøgsmålet, for så vidt som det var anlagt af PBL, da der ikke var noget bevis for, at klagen også var blevet indgivet på vegne af denne part (8).
15. Dernæst behandlede Retten de fire typer af interesser, som Issam Abdelmouine havde påberåbt sig, navnlig i) den direkte økonomiske interesse i relation til FC Barcelonas økonomiske situation, ii) interessen baseret på fodboldens værdier og forsvaret af sport, iii) konsekvensen af den fordrejede konkurrence for den måde, som FC Barcelona er organiseret på, og iv) interessen i at bevare rettighederne for »socios« i tilfælde af en ændring i FC Barcelonas status eller struktur.
16. Retten konkluderede, at ingen af de interesser, som Issam Abdelmouine havde påberåbt sig til støtte for sin status som »interesseret part« i henhold til procedureforordningens artikel 1, litra h), kan føre til annullation af den omtvistede afgørelse (9).
17. Endelig fastslog Retten, at Issam Abdelmouines argument om, at hans status som »socio« ikke kunne sidestilles med en aktionær i et selskab, var uvirksomt. Den forklarede, at den analogi, der blev draget i Kommissionens omtvistede afgørelse, var accessorisk til sidstnævntes erklæring om, at Issam Abdelmouine ikke udgjorde en »interesseret part« (10).
18. På baggrund af ovenstående konklusioner frifandt Retten Kommissionen i appellanternes søgsmål med påstand om annullation og pålagde dem at betale sagens omkostninger.
III. Retsforhandlinger ved Domstolen
19. Ved appel iværksat den 11. april 2023 har appellanterne nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves i sin helhed, og at de i første instans nedlagte påstande i deres endelige version tages til følge.
20. I sit svarskrift, der blev indleveret den 14. juli 2023, har Kommissionen nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanterne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
IV. Bedømmelse
21. Ved den omtvistede afgørelse meddelte Kommissionen Issam Abdelmouine, at hans klage ikke kunne behandles som en »formel« klage i henhold til procedureforordningens artikel 24, stk. 2. Ifølge Kommissionen skyldes det, at Issam Abdelmouine ikke var en »interesseret part« som betegnet i forordningens artikel 1, litra h). Det fremgår imidlertid også af den omtvistede afgørelse, at de oplysninger, som Issam Abdelmouine havde fremsendt, ville blive registreret som »generelle markedsoplysninger« (11).
22. Kommissionen forklarede ikke, hvilke konsekvenser afslaget på at behandle Issam Abdelmouines korrespondance som en »formel« klage, men i stedet som »generelle markedsoplysninger«, ville få. Den omtvistede afgørelse indeholder heller ingen erklæring om, hvorvidt Kommissionen mener, at der foreligger (ulovlig) statsstøtte, eller om den agter at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.
23. Med deres annullationssøgsmål ønsker appellanterne således i det væsentlige at få prøvet Kommissionens afvisning af at karakterisere Issam Abdelmouine som en »interesseret part«.
24. For mig at se giver dette anledning til to spørgsmål. For det første, hvilke konsekvenser har denne afvisning for Issam Abdelmouine? For det andet, er Issam Abdelmouine med urette blevet nægtet status som en »interesseret part«?
25. Jeg vil behandle disse spørgsmål hver for sig. Med henblik herpå vil jeg først kort redegøre for de proceduremæssige rettigheder, der indrømmes »interesserede parter«, og de proceduremæssige rettigheder, der indrømmes personer, som ikke har en sådan status (A). Jeg vil derefter undersøge betingelserne for at opnå status som en »interesseret part«, som de fremgår af procedureforordningens artikel 1, litra h) (B). Endelig vil jeg undersøge, om Retten begik en fejl ved at nægte Issam Abdelmouine status som en »interesseret part« (C).
A. Proceduremæssige rettigheder for »interesserede parter« og andre personer
26. Kommissionens forpligtelse til at undersøge støtte, som potentielt kan underminere en effektiv og ufordrejet konkurrence mellem virksomheder (og medlemsstater) på det indre marked, følger direkte af traktaterne.
27. Når Kommissionen modtager oplysninger om en potentiel overtrædelse af artikel 107 TEUF, bør den derfor i henhold til artikel 108, stk. 3, TEUF undersøge disse oplysninger og afgøre, om der er behov for yderligere handling, herunder indledning af proceduren i artikel 108, stk. 2, TEUF (12).
28. Denne forpligtelse gælder, uanset om det er offeret for en fordrejning af konkurrencen på det indre marked, der gør Kommissionen opmærksom på visse oplysninger, eller en person, der kan anses for at have mere »almindelige« eller »generelle« betænkeligheder med hensyn til tildelingen af en påstået ulovlig støtte.
29. Samtidig giver artikel 108 TEUF Kommissionen enekompetence til at påse, at statsstøttereglerne gennemføres korrekt, og fastsætter, at den udfører denne rolle »sammen med medlemsstaterne«.
30. Det har fået Domstolen til at konkludere, at proceduren for kontrol med statsstøtte principielt kun omfatter Kommissionen og medlemsstaterne: En undersøgelse af tildelingen af støtte indledes over for staten og rettes mod denne og ikke mod støttemodtageren eller andre parter, der er berørt heraf (13).
31. Tredjeparter er således principielt udelukket fra statsstøtteproceduren, især den indledende fase, inden der træffes afgørelse om, hvorvidt en undersøgelse i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF skal indledes.
32. Denne udelukkelse indebærer, at hverken modtageren af en støtteforanstaltning eller nogen anden enhed, der er berørt af den, kan anses for at have en særlig rolle i den indledende fase af proceduren for prøvelse af støtte i henhold til artikel 108, stk. 3, TEU (14).
33. Tredjeparter blev anset for kun at have visse proceduremæssige rettigheder i forbindelse med den formelle undersøgelsesprocedure, der blev indledt på grundlag af artikel 108, stk. 2, TEUF. Da denne fase af proceduren »skal give Kommissionen mulighed for at opnå fuldstændige oplysninger om alle sagens momenter«, er denne institution forpligtet til at give alle »berørte« parter adgang til at fremsætte deres bemærkninger (15).
34. På trods af Kommissionens traktatfæstede forpligtelse til at undersøge eventuelle tilfælde af ulovlig støtte havde de interesserede parter dog ingen proceduremæssige rettigheder i den indledende fase.
35. Det var først i 1998 efter afsigelse af dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, at tredjeparter blev indrømmet visse proceduremæssige rettigheder uden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure (16).
36. Dommen var også anledningen til, at man under lovgivningsproceduren for forordning (EF) nr. 659/1999 (17) (forløberen for procedureforordningen(18)) officielt indrømmede disse parter en specifik ret til at indgive en klage til Kommissionen »for at underrette [denne] om enhver påstået ulovlig støtte« (19).
37. Denne ret til at indgive klage ledsages af visse proceduremæssige rettigheder i medfør af procedureforordningen i den indledende fase af proceduren.
38. I forbindelse med indgivelse af en klage kræver procedureforordningens artikel 24, stk. 2, eksempelvis, at Kommissionen kommunikerer med klageren. Dette krav indebærer, at Kommissionen, hvis den på grundlag af oplysningerne i klagen finder, at der ikke umiddelbart er tilstrækkeligt grundlag til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, er forpligtet til at underrette den interesserede part om denne afgørelse. Når Kommissionen har meddelt sin holdning, skal den give den interesserede part tid til at svare og eventuelt bidrage med yderligere oplysninger. Endelig er Kommissionen forpligtet til at sende den »interesserede part« en kopi af afgørelsen i en sag, der omhandler klagens genstand.
39. Disse rettigheder er blevet styrket yderligere i retspraksis.
40. Navnlig når Kommissionen beslutter ikke at indlede den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF, fordi den mener, at den foranstaltning, der ligger til grund for klagen, ikke udgør støtte, der er uforenelig med det indre marked, eller fordi denne støtte anses for at være berettiget, er klageren blevet anerkendt som værende berettiget til at anlægge sag til prøvelse af den afgørelse på grundlag af artikel 263, stk. 4, TEUF. Domstolen har fastslået, at denne mulighed for at anlægge sag er begrundet i de proceduremæssige rettigheder, som en tredjepart ville have haft, hvis den formelle procedure var blevet indledt (20).
41. Procedureforordningen giver således proceduremæssig mulighed for, at tredjeparter i det mindste til en vis grad kan interagere med Kommissionen inden indledningen af den formelle procedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF (21).
42. Procedureforordningen tillægger imidlertid ikke en tredjepart, der indsender oplysninger til Kommissionen om en påstået statsstøtte, proceduremæssige rettigheder. I stedet skelner procedureforordningen i sagens natur mellem »interesserede parter« og (hvad jeg vil kalde) »andre meddelere«.
43. I henhold til procedureforordningens artikel 12, stk. 1, første afsnit, kan Kommissionen på eget initiativ undersøge oplysninger om påstået ulovlig støtte fra enhver kilde. Omvendt fastsætter bestemmelsens andet afsnit, at Kommissionen straks skal behandle enhver klage, der indgives af »en interesseret part« i henhold til procedureforordningens artikel 24, stk. 2 (22).
44. I procedureforordningens artikel 24, stk. 2, forbeholdes klageretten »interesserede parter«.
45. Denne artikel bestemmer navnlig, at »[a]lle interesserede parter kan indgive en klage for at underrette Kommissionen om påstået ulovlig støtte eller om påstået misbrug af støtte. Den interesserede part skal i den forbindelse behørigt udfylde en formular, som er fastsat i en gennemførelsesbestemmelse […], og skal angive obligatoriske oplysninger, der anmodes om deri« (23).
46. Procedureforordningens artikel 24, stk. 2, fastsætter derfor to praktiske krav for indgivelse af en klage til Kommissionen: i) behovet for at kunne klassificeres som en »interesseret part« og ii) behovet for at udfylde en standardformular, samtidig med at der gives visse oplysninger for at bevise, at der umiddelbart er tale om ulovlig støtte eller misbrug af støtte (24).
47. Begrebet »interesseret part« indrømmer således denne type meddelere visse proceduremæssige rettigheder, som »andre meddelere« ikke har.
48. Resultatet er som følger: Ved at nægte Issam Abdelmouine status som en »interesseret part« i procedureforordningens forstand har Kommissionen også frataget parten de proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i denne forordning, selv om dette ikke fritager Kommissionen for dens forpligtelse til at undersøge de oplysninger, der er fremlagt om den påståede statsstøtte.
B. Hvad er en »interesseret part«?
49. Definitionen af begrebet »interesseret part« er fastsat i procedureforordningens artikel 1, litra h).
50. Denne bestemmelse, som opretholder ordlyden af forordning (EF) nr. 659/1999, kodificerer Domstolens retspraksis vedrørende begrebet »interesserede parter« som omhandlet i artikel 108, stk. 2, TEUF (25).
51. Bestemmelsen fastsætter, at en »interesseret part« er »alle medlemsstater og personer, virksomheder eller sammenslutninger af virksomheder, hvis interesser måtte være berørt af den tildelte støtte, herunder navnlig støttemodtageren, konkurrerende virksomheder og erhvervsorganisationer«.
52. Domstolen har anerkendt, at denne definition ganske vist omfatter konkurrerende virksomheder til støttemodtageren (26), men at den efter sin ordlyd kan omfatte »en ubestemt helhed af adressater« (27).
53. Det kvalificerende kriterium, der afgrænser denne teoretisk åbne liste over personer, er spørgsmålet om, hvorvidt partens »interesser måtte være berørt af den tildelte støtte« (28).
54. Da den foreliggende sag vedrører en part, der ikke er virksomhed, der konkurrerer med den virksomhed, som angiveligt har modtaget støtte, er det betydningen af begreberne »interesse« og »berørt« i procedureforordningens artikel 1, litra h), der er relevant for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt Issam Abdelmouine har status som en »interesseret part«.
1. Et spørgsmål om interesse
55. Hvilke interesser kan klassificere en fysisk eller juridisk person som en »interesseret part«? Procedureforordningen indeholder ingen elementer om dette spørgsmål.
56. Retten har i sin praksis indtaget den holdning, at en person, der har en »rent generel eller indirekte interesse« i en given støtteforanstaltning, ikke kan opnå status som en »interesseret part« (29). Denne retspraksis forklarer ikke, hvad der skal forstås ved »rent generelle« interesser. Den synes dog at lade sig inspirere af retspraksis vedrørende individuel interesse i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF (30). Dette er efter min opfattelse ukorrekt.
57. Begrebet »interesse« er, for så vidt som det er knyttet til en »interesseret parts« status i statsstøtteproceduren, adskilt fra denne parts mulighed for at få prøvet en afgørelse fra Kommissionen, som den erhverver inden for rammerne af den formelle undersøgelsesprocedure, jf. artikel 108, stk. 2, TEUF. For at have søgsmålskompetence til at få prøvet en sådan beslutning skal den »interesserede part« påvise en umiddelbar og individuel interesse – denne egenskab følger ikke direkte af dens behandling som en »interesseret part« i henhold til procedureforordningen (31).
58. Umiddelbar og individuel interesse kan kun antages at være til stede, hvis den interesserede part ønsker at få prøvet en afgørelse om ikke at indlede den formelle procedure (se punkt 40 i dette forslag til afgørelse).
59. I en anden retspraksis har Retten imidlertid ikke betinget status som »interesseret part« af, at der er tale om, at en given interesse er af personlig karakter, i modsætning til generel karakter (32).
60. Jeg mener, at denne fremgangsmåde stemmer bedre overens med formålet med status som en »interesseret part« i statsstøtteproceduren.
61. Klageproceduren er, som det fremgår af selve procedureforordningen, »en vigtig informationskilde til afsløring af overtrædelser af EU-reglerne om statsstøtte« (33).
62. Det burde i den henseende være uden betydning, hvilken form for subjektiv interesse, der fik en klager til at henvende sig til Kommissionen med angivelse af, at der angiveligt foreligger ulovlig støtte (34).
63. De oplysninger, som Kommissionen modtager fra interesserede parter, giver den mulighed for potentielt at afdække og undersøge, om en støtteforanstaltning skaber skadelige indvirkninger på det indre marked. Selv om en klagers interesser ikke stemmer overens med f.eks. støttemodtagerens interesser, eller der slet ikke er tale om økonomiske interesser, er det afgørende derfor den offentlige interesse, som deles af alle EU-retssubjekter, og som Kommissionen har til opgave at overvåge, nemlig at forbyde enhver støtte, der ikke er i overensstemmelse med konkurrencevilkårene på det indre marked.
64. Denne åbne tilgang til omfanget af, hvilke »interesser« der er omfattet af procedureforordningen, afspejles mest klart i Domstolens dom i sagen Ja zum Nürburgring mod Kommissionen (35).
65. I denne dom forklarede Domstolen, at interessen hos »en forening, der varetager hele den tyske bilsports interesser i forhold til Nürburgring-racerbanen, [og hvis] hovedformål er at sikre driften af denne bane på økonomiske vilkår, der er baseret på den almene interesse, og som sikrer adgang til denne også for sportsamatører« (36), er tilstrækkelig til at opfylde kriteriet om »interesse«.
66. Der er derfor ingen grund til at antage, at interessen i at opretholde en bestemt organisatorisk og funktionel struktur for sportsorganisationer eller endda den bredere interesse i at sikre fairness i en bestemt sportsgren ikke kan tages i betragtning som en interesse, der er tilstrækkelig til at kvalificere en part som en »interesseret part« i procedureforordningens forstand.
67. Det følger heraf, at spørgsmålet om, hvilke interesser der kan være berørt, er ret enkelt: Enhver interesse kan beskyttes ved at indgive en klage over tildelingen af støtte, som kan påvirke konkurrencevilkårene på det indre marked.
68. Eftersom status som en »interesseret part« indrømmer en part visse rettigheder, og i betragtning af, at procedureforordningen ikke havde til hensigt at indrømme sådanne rettigheder til alle, men i stedet søgte at begrænse dem til en bestemt kategori af personer, må kredsen af personer, der kan påberåbe sig denne status, dog nødvendigvis være begrænset.
69. Som jeg vil redegøre for, er det reelle filtreringselement ikke typen af den omhandlede interesse, men snarere kravet om, at denne interesse er berørt. Spørgsmålet er med andre ord, om der kan konstateres en årsagssammenhæng mellem indvirkningerne på den fysiske eller juridiske persons interesse(r) og den omhandlede støtteforanstaltning.
2. Et spørgsmål om at være berørt
70. Procedureforordningens artikel 1, litra h), betinger status som en »interesseret part« af, at denne parts interesser kan være berørt af den tildelte støtte.
71. Retspraksis har traditionelt forstået dette krav således, at det kræves, at den pågældende støtteforanstaltning sandsynligvis vil få en »konkret« eller »specifik« indvirkning på situationen for den pågældende fysiske eller juridiske person eller for de personer, som den repræsenterer (37).
72. Efter min opfattelse er disse udtryk blot synonymer for kravet om årsagssammenhæng mellem den omhandlede støtteforanstaltning og de angivelige indvirkninger.
73. Anvendelse af ordet »af« i procedureforordningens artikel 1, litra h), indebærer, at den person, der ønsker at påberåbe sig status som en »interesseret part«, skal godtgøre, at den negative indvirkning på den omhandlede interesse er et positivt resultat af den særlige foranstaltning, der anfægtes (38).
74. I betragtning af brugen af modalverbet »kan« i denne bestemmelses tekst afhænger status som en »interesseret part« endvidere ikke af, om personens interesser faktisk er berørt, men strækker sig også til en potentiel indvirkning, der kan opstå som følge af den omhandlede støtteforanstaltning (39).
75. I praksis kan denne form for potentiel tilskrivning imidlertid være vanskelig at fastslå med sikkerhed. Flere foranstaltninger (hvoraf nogle er lovgivningsmæssige) eller indvirkninger (der stammer fra foranstaltninger eller handlinger i tidligere/senere led) kan vise sig at medføre negative konsekvenser for den pågældende enhed.
76. Under disse omstændigheder foreslår jeg, at ovenstående positive tilskrivning suppleres med en negativ tilskrivningsvurdering.
77. Det te betyder, at Kommissionen skal vurdere, om den foranstaltning, der klages over, stadig er kilden til de angivelige negative indvirkninger, selv når man udelukker eventuelle indvirkninger, der i virkeligheden stammer fra andre mulige kilder (40).
78. Efter min opfattelse anerkender retspraksis allerede (implicit) denne form for tilgang (41).
79. I dommen i sagen Solar Ileias Bompaina mod Kommissionen fastslog Domstolen f.eks., at en producent af elektricitet fra vedvarende energikilder, som var blevet negativt berørt af en foranstaltning, der havde til formål at reducere afregningspriser for sådanne producenter (42), ikke i tilstrækkelig grad kunne knytte disse virkninger sammen med angivelig støtte til elektricitetsleverandører, som ikke var blevet påvirket af denne reduktion og derfor angiveligt nød godt af en mere gunstig konkurrencesituation (43).
80. På samme måde stod Domstolen i sin nylige kendelse i sagen CAPA m.fl. mod Kommissionen over for hævdelser fra et kooperativ af fiskere om, at (drifts)støtte til havvindmølleparker havde den virkning, at det skadede medlemmernes fiskeriaktiviteter. Domstolen fastslog, idet den fulgte Rettens vurdering, at de angivelige indvirkninger på appellantens fiskeriaktiviteter (hvis der var nogen) (44) ikke kunne tilskrives den omhandlede støtte, men skyldtes de franske myndigheders beslutninger om at regulere skibsfart og fiskeriaktiviteter i nærheden af disse vindmølleparker (45).
81. Det er i overensstemmelse hermed min opfattelse, at retten til at indgive en klage, som fremgår af procedureforordningens artikel 24, stk. 2, samt de deraf følgende proceduremæssige rettigheder, er underlagt kravet om, at en person, der ønsker at klage, kan godtgøre, at de angivelige (negative) indvirkninger skyldes den omhandlede støtteforanstaltning.
82. Hvis den pågældende fysiske eller juridiske person ikke kan godtgøre dette, kan denne part heller ikke påberåbe sig den procedure og de rettigheder, der er fastsat i og knyttet til status som en »interesseret part« som omhandlet i procedureforordningens artikel 1, litra h).
C. Appellantens status
83. Domstolens kompetence i appelsager er begrænset til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, som er blevet behandlet i første instans (46).
84. I den foreliggende sag er Issam Abdelmouines klage begrænset til Kommissionens konklusion om, at han ikke udgør en »interesseret part« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i procedureforordningens artikel 24, stk. 2, og derfor ikke kan indgive en klage i henhold til denne forordning vedrørende Frankrigs påståede statsstøtte til Paris Saint-Germain FC (47).
85. Har Kommissionen begået en fejl ved denne vurdering? Det korte svar på dette spørgsmål er »nej«. Jeg mener derfor ikke, at Rettens dom bør ophæves.
86. Jeg mener dog, at den argumentation, der ligger til grund for denne dom, til dels bør erstattes af den gældende retlige standard for at præcisere, at retspraksis er åben for enhver form for interesse, og at den eneste begrænsning er kravet om en årsagssammenhæng mellem indvirkningerne på den fysiske eller juridiske persons interesser og den omhandlede støtteforanstaltning.
87. I den appellerede dom forkastede Retten de fire forhold, på grundlag af hvilke Issam Abdelmouine havde søgt at godtgøre, at hans interesser var berørt af den omhandlede støtteforanstaltning (48).
88. De pågældende forhold skulle være i) den direkte økonomiske interesse i relation til FC Barcelonas økonomiske situation, som kan medføre et økonomisk ansvar for ham og andre »socios« i tilfælde af klubbens konkurs (49), ii) interessen baseret på fodboldens værdier og forsvaret af sport som et fælles gode (50), iii) konsekvensen af en fordrejet konkurrence for så vidt angår organiseringen af FC Barcelona, hans moralske ret som »socio« og skabelsen af retlig og økonomisk usikkerhed for ham og andre »socios«, hvilket afspejles i en begrænsning af foreningsfriheden (51), og iv) interessen i at bevare rettighederne for »socios«, hvilke ville blive truet i tilfælde af en ændring i FC Barcelonas status eller struktur til et aktieselskab (52).
89. Retten forkastede særskilt argumentet om, at Issam Abdelmouines interesser ikke kunne sidestilles med en aktionærs interesser, med den begrundelse, at den relevante del af den anfægtede afgørelse udgjorde en accessorisk begrundelse, der ikke kunne rejse tvivl om hovedkonklusionen om, at han ikke opfyldte betingelserne for at opnå status som en »interesseret part« (53).
90. Selv om Issam Abdelmouine ikke specifikt har henvist til de relevante præmisser i den appellerede dom (54), er det min opfattelse, at han har bestridt Rettens konklusion vedrørende samtlige ovenstående punkter.
91. I modsætning til, hvad Issam Abdelmouine i realiteten har gjort gældende, udelukkede Retten i den appellerede dom imidlertid ikke muligheden for, at han i sin egenskab af »socio« kunne påberåbe sig de interesser, som FC Barcelonas vedtægter indrømmer ham, eller andre interesser, som han subjektivt måtte have (55).
92. Som jeg har anført, kan enhver interesse, personlig eller generel, være omfattet af anvendelsesområdet for begrebet »interesseret part«, hvis disse interesser kan være berørt af tildelingen af støtten. Det omfatter Issam Abdelmouines subjektive interesse som »socio« i FC Barcelonas transferpolitik såvel som hans mere generelle interesse i lige konkurrencevilkår inden for fodbold generelt.
93. Spørgsmålet er, om Issam Abdelmouine på grundlag af de beviser, der blev fremlagt for Retten, kunne godtgøre, at disse interesser kunne blive berørt af tildelingen af den omtvistede (påståede) støtte.
94. Det afviste Retten. I den appellerede dom forkastede Retten Issam Abdelmouines påstande, idet de enten ikke kunne antages til realitetsbehandling eller var ugrundede med den begrundelse: i) at han ikke havde været i stand til at godtgøre, at de relevante artikler i FC Barcelonas vedtægter gav ham de rettigheder, som han hævdede ville blive berørt af tildelingen af støtten (56), ii) at han ikke kunne godtgøre, at den omstændighed, at hans interesse angiveligt var berørt, skyldtes tildelingen af støtten (57), og iii) at hans forklaringer ikke var tilstrækkelig klare for så vidt angår den måde, som hans angivelige interesser blev berørt på (58).
95. Da Issam Abdelmouine ikke har gjort gældende, at beviserne er blevet fordrejet på disse punkter, kan Domstolen ikke efterprøve denne konklusion.
96. I lyset af ovenstående overvejelser er det uden betydning, om Issam Abdelmouines stilling kan sidestilles med en aktionær i et aktieselskab: Selv hvis han fik medhold i sin kritik af den appellerede dom på dette punkt, kan det ikke føre til, at han får status som en »interesseret part« i procedureforordningens forstand (59).
97. Retten begik derfor ikke en fejl ved at konkludere, at Issam Abdelmouine ikke er en »interesseret part« som omhandlet i procedureforordningens artikel 24, stk. 2.
98. Jeg foreslår derfor, at Domstolen forkaster Issam Abdelmouines tredje og fjerde appelanbringende som ugrundede, stadfæster den appellerede dom og erstatter dele af Rettens begrundelse.
V. Forslag til afgørelse
99. På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen forkaster det tredje og det fjerde appelanbringende som ugrundede.