Meddelelse til EU-tidende
Sag anlagt den 17. april 2002 af Sunrider Corporation mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design).
(Sag T-124/02)
(Processproget vil blive fastlagt i henhold til procesreglementets artikel 131, stk. 2
( stævningen affattet på: tysk)
Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 17. april 2002 anlagt sag mod Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) af Sunrider Corporation, Torrance (USA), ved Rechtsanwalt A. Kockläuner.
Den anden part i sagen for appelkammeret var Vitakraft-Werke Wührmann & Sohn, Bremen (Tyskland)
Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
(Afgørelsen af 17. januar 2002 i sag R 368/2000-2 fra Andet Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked annulleres delvist, i det omfang sagsøgeren derved blev tilpligtet at bære sine egne omkostninger under indsigelsesproceduren og i sagen for appelkammeret og anmodningen om tilbagebetaling af klagegebyret ikke blev imødekommet.
(Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:
Sagsøgeren ansøgte om registrering af ordmærket "VITATASTE" for varer i klasse 5 og 29 ved Kontoret for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (ansøgning nr. 156463). Vitakraft-Werke Wührmann & Sohn fremsatte indsigelse over for denne anmeldelse. Indsigelsen var støttet på de tyske varemærker "VITAKRAFT" og "VITA" for varer i klasse 5.
På grundlag af et udenretligt forlig med Vitakraft-Werke Wührmann & Sohn indskrænkede sagsøgeren varefortegnelsen ved at slette nogle af de ansøgte varer i klasse 5. Vitakraft-Werke Wührmann & Sohn trak senere indsigelsen tilbage, men anmodede om, at der blev truffet afgørelse om sagens omkostninger.
Indsigelsesafdelingen besluttede, at sagsøgeren skulle betale omkostningerne ved indsigelsesproceduren. Appelkammeret ophævede denne afgørelse og tilpligtede hver part at bære sine egne omkostninger under indsigelsesproceduren og i sagen for appelkammeret.
Sagsøgeren anfægter appelkammerets afgørelse og gør gældende, at bestemmelsen i artikel 81, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 40/94
1 ikke skal anvendes i den foreliggende sag, men derimod artikel 81, stk. 4. Derudover har sagsøgte overset, at betingelserne i gennemførelsesforordningens regel 51
2 var opfyldt, således at appelkammeret skulle have truffet afgørelse om tilbagebetaling af klagegebyret. Endelig har appelkammeret tilsidesat sin begrundelsespligt.