Forenede sager T-124/02 og T-156/02

The Sunrider Corp.

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – forordning (EF) nr. 40/94 og (EF) nr. 2868/95 – omkostninger i forbindelse med indsigelsessag – delvis tilbagekaldelse af varemærkeansøgning – tilbagekaldelse af indsigelse – tilbagebetaling af klagegebyr – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – procedureregler – fordeling af omkostningerne – tilbagetagelse af sagsakt, hvorved sagen bliver uden genstand – anvendelse af artikel 81, stk. 3, i forordning nr. 40/94 som lex specialis i forhold til artiklens stk. 4 – tilbagetagelse med eller uden grundlag i en aftale mellem parterne – uden betydning

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 81, stk. 3 og 4)

2.      EF-varemærker – procedureregler – fordeling af omkostningerne – indsigelsessag – en parts afkald på sine påstande – ligestilling med en tabende part – undtagelse – tilfælde omhandlet i artikel 81, stk. 2, i forordning nr. 40/94 – Harmoniseringskontorets mulighed for at fordele omkostningerne efter rimelighedshensyn – vid afgørelsesmargin

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 81, stk. 1-3)

3.      EF-varemærker – procedureregler – fordeling af omkostningerne – indsigelsessag – parternes delvise afkald på deres påstande – Harmoniseringskontorets mulighed for at fordele omkostningerne efter rimelighedshensyn – vid afgørelsesmargin – prøvelse af indsigelsens berettigelse – ikke nødvendig

(Rådets forordning nr. 40/94, art. 81, stk. 1-3)

4.      EF-varemærker– klagesag – tilbagebetaling af klagegebyr i tilfælde af væsentlige procedurefejl – afgørelse truffet ex officio – Harmoniseringskontorets forpligtelser – grænser

(Kommissionens forordning nr. 2868/95, art. 1, regel 51)

5.      EF-varemærker – procedureregler – begrundelse for afgørelserne – artikel 73, første punktum, i forordning nr. 40/94 – samme rækkevidde som artikel 253 EF

(Art. 253 EF; Rådets forordning nr. 40/94, art. 73, første punktum)

1.      Artikel 81, stk. 3, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker udgør lex specialis i forhold til artiklens stk. 4, idet stk. 3 dækker de tilfælde, hvor det forhold, at sagen bliver uden genstand, skyldes en ensidig tilbagetagelse af en sagsakt, hvorimod stk. 4 generelt omhandler alle de tilfælde, hvor det er ufornødent at træffe afgørelse. Endvidere finder stk. 3 ligeledes anvendelse, når hver af parterne i en inter partes-sag tilbagetager den sagsakt, som parten var ophavsmand til. Det er i denne forbindelse uden relevans for anvendelsen af bestemmelsen, om tilbagetagelsen af sagsakten eller -akterne beror på en aftale mellem parterne, der er indgået uden for den pågældende procedure.

(jf. præmis 37-39)

2.      Det følger af artikel 81, stk. 1-3, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker, at en part, der bringer en indsigelsessag til ophør ved at give afkald på sine påstande, navnlig ved at trække varemærkeansøgningen eller indsigelsen tilbage, ligestilles med en part, der har tabt sagen, og dermed i princippet skal betale gebyrerne og den andens parts omkostninger. Denne regel kan kun fraviges, når artikel 81, stk. 2, i forordning nr. 40/94 finder anvendelse, hvorefter »Indsigelsesafdelingen, Annullationsafdelingen eller appelkammeret [dog kan], hvis hver af parterne taber eller vinder sagen på et eller flere punkter, eller ud fra rimelighedshensyn, træffe afgørelse om en anden fordeling af omkostningerne«. Selv om denne bestemmelse i denne forbindelse fastsætter to særskilte tilfælde, der giver anledning til en anderledes fordeling end i henhold til artiklens stk. 1, forbyder den ikke, at disse to tilfælde foreligger på samme tid. Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) kan således, såfremt omkostningerne skal fordeles, fordi parterne henholdsvis har tabt eller vundet sagen på et eller flere punkter, tage højde for rimelighedshensyn, hvis en fordeling, der kun tager højde for, om der kunne gives medhold i punkterne, fører til et urimeligt resultat. Harmoniseringskontoret har således en vid margen for sin afgørelse vedrørende den konkrete fordeling af omkostningerne mellem parterne.

(jf. præmis 53 og 54)

3.      Når varemærkeansøgningen i en indsigelsessag til prøvelse af registreringen af et EF-varemærke i henhold til artikel 42 f. i forordning nr. 40/94 trækkes delvist tilbage, og indsigelsen mod denne ansøgning ligeledes trækkes delvist tilbage, og for så vidt indsigelsessagen ikke er blevet uden genstand som følge af begrænsningen af varemærkeansøgningen, giver begge parter delvist afkald på deres påstande. Dette tilfælde kan ligestilles med det tilfælde, hvor parterne henholdsvis taber eller vinder sagen på et eller flere punkter, som omhandlet i artikel 81, stk. 2, i forordning nr. 40/94.

I den forbindelse kan Indsigelsesafdelingen og appelkammeret tage rimelighedshensyn i betragtning, når de skal træffe afgørelse om den konkrete fordeling af omkostningerne mellem parterne, idet de i denne henseende har en vid afgørelsesmargin.

Disse instanser er i den forbindelse ikke forpligtet til ved fordelingen af omkostningerne mellem parterne at undersøge, heller ikke summarisk, chancerne for, at hver part fik medhold i sagerne. Det er nemlig i strid med procesbesparende hensyn at foretage en undersøgelse af, om indsigelsen er velbegrundet, udelukkende for at fordele omkostningerne.

(jf. præmis 55-58)

4.      Det fremgår af ordlyden af regel 51 i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 om EF-varemærker – hvorefter der træffes beslutning om tilbagebetaling af klagegebyrer i tilfælde af, at den påklagede afgørelse omgøres, eller at klageren gives medhold, såfremt tilbagebetaling er rimelig, fordi der er begået en væsentlig procedurefejl – at afgørelsen om tilbagebetaling af klagegebyret træffes ex officio, uden at den part, der har klaget til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design), behøver at nedlægge påstand herom.

Dette betyder imidlertid ikke, at appelkammeret er forpligtet til, hver gang det annullerer en afgørelse, ex officio at efterprøve, om denne afgørelse indeholdt væsentlige procedurefejl, der kan berettige anvendelsen af denne regel. En sådan forpligtelse kan heller ikke udledes af en parts anmodning om tilbagebetaling af klagegebyret, når denne anmodning ikke støttes af konkrete anbringender, der gør det muligt at fastslå, at der er begået væsentlige procedurefejl.

(jf. præmis 69 og 70)

5.      I henhold til artikel 73, første punktum, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skal afgørelser truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) begrundes. Denne forpligtelse har samme rækkevidde som forpligtelsen i artikel 253 EF.

Forpligtelsen til at begrunde en individuel beslutning har til formål dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels at Fællesskabets retsinstanser kan efterprøve beslutningens lovlighed. Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en beslutning opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til beslutningens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

(jf. præmis 72 og 73)