RETTENS DOM (Første Udvidede Afdeling)
24. oktober 1997 (1)
»EKSF - annullationssøgsmål - statsstøtte - individuelle beslutninger om
godkendelse af statsstøtte til jern- og stålvirksomheder - uforenelighed med
traktatens bestemmelser - tilbagevirkende gyldighed - traktatens artikel 4, litra
b) og c), og artikel 95, stk. 1 og 2«
I sag T-239/94,
Association des aciéries européennes indépendantes (EISA), Bruxelles, ved advokat
Alexandre Vandencasteele, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos
advokat Ernest Arendt, 8-10, rue Mathias Hardt,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Michel Nolin og Ben
Smulders, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt
adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Wagner-Centret, Kirchberg,
støttet af
Rådet for Den Europæiske Union ved direktør Rüdiger Bandilla og fuldmægtig
Stephan Marquardt, Rådets Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med valgt
adresse i Luxembourg hos generaldirektør Alessandro Morbilli, Den Europæiske
Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad
Adenauer,
Forbundsrepublikken Tyskland ved afdelingschef Ernst Röder og
ekspeditionssekretær Bernd Kloke, Forbundsøkonomiministeriet, som
befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg på Forbundsrepublikken
Tysklands Ambassade, 20-22, avenue Émile Reuter,
Den Italienske Republik ved afdelingschef Umberto Leanza, Juridisk Tjeneste,
Udenrigsministeriet, som befuldmægtiget, bistået af Statens Advokat, Pier Giorgio
Ferri, og med valgt adresse i Luxembourg på Den Italienske Ambassade, 5, rue
Marie-Adélaïde,
og
Ilva Laminati Piani SpA, Rom, ved advokat Aurelio Pappalardo, Trapani, og
advokat Massimo Merola, Rom, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat
Alain Lorang, 51, rue Albert 1er,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutninger 94/256/EKSF
- 94/261/EKSF af 12. april 1994 om en række medlemsstaters påtænkte støtte til
jern- og stålvirksomheder, der er etableret på deres områder (EFT L 112,
henholdsvis s. 45, 52, 58, 64, 71 og 77),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Første Udvidede Afdeling)
sammensat af præsidenten, A. Saggio, og dommerne A. Kalogeropoulos, V. Tiili,
A. Potocki og R.M. Moura Ramos,
justitssekretær: H. Jung,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 25.
februar 1997
afsagt følgende
Dom
De relevante retsforskrifter
- 1.
- Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (herefter
»traktaten«) forbyder principielt statsstøtte til jern- og stålvirksomheder, idet det
i artikel 4, litra c), fastslås, at følgende i overensstemmelse med traktatens
bestemmelser forbydes som uforeneligt med fællesmarkedet for kul og stål:
»Tilskud eller anden støtte ydet af staterne eller særlige byrder pålagt af dem, i
hvilken som helst form dette sker«.
- 2.
- Traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, indeholder følgende bestemmelser:
»I alle de tilfælde, som ikke omhandles i denne traktat, og hvor en beslutning eller
en henstilling fra Kommissionen forekommer nødvendig for inden for rammerne
af det fælles marked for kul og stål og i overensstemmelse med bestemmelserne
i artikel 5 at virkeliggøre et af Fællesskabets mål, således som de nærmere er
angivet i artikel 2, 3 og 4, kan en sådan beslutning træffes eller en sådan henstilling
vedtages efter samstemmende og enstemmig udtalelse fra Rådet og efter høring af
Det Rådgivende Udvalg.
Den samme beslutning eller henstilling, vedtaget på samme måde, fastsætter
eventuelt de sanktioner, der skal iværksættes«.
- 3.
- For at tilgodese behovet for strukturomlægninger inden for jern- og stålindustrien
indførte Kommissionen i begyndelsen af 1980'erne på grundlag af de citerede
bestemmelser i traktatens artikel 95 en fællesskabsordning vedrørende støtte,
hvorefter der kan ydes statsstøtte til jern- og stålindustrien i et begrænset antal
tilfælde. Som følge af konjunkturproblemerne inden for jern- og stålindustrien har
denne ordning været genstand for en række på hinanden følgende tilpasninger.
Den fællesskabsretlige kodeks vedrørende støtte til jern- og stålindustrien, der var
gældende i den for denne sag relevante periode, var således den femte ud af de
nævnte og blev indført ved Kommissionens beslutning nr. 3855/91/EKSF af 27.
november 1991 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien (EFT L
362, s. 57, herefter »støttekodeksen«). Det fremgår af betragtningerne til
beslutningen, at der ved denne, ligesom tilfældet var med de tidligere kodekser,
fastlægges en fællesskabsretlig ordning omfattende støtte, det være sig specifik eller
generel, fra medlemsstaterne i en hvilken som helst form. Kodeksen tillader
hverken driftsstøtte eller støtte til strukturomlægninger, medmindre der er tale om
støtte til lukning.
Sagens baggrund
- 4.
- Som følge af forværringen af jern- og stålindustriens økonomiske og finansielle
situation forelagde Kommissionen den 23. november 1992 Rådet og Europa-Parlamentet en strukturomlægningsplan ved meddelelse SEK (92) 2160, »Mod en
styrkelse af jern- og stålindustriens konkurrenceevne - behovet for en ny
strukturomlægning«. Udgangspunktet for denne plan var, at der herskede en
strukturelt betinget overkapacitet, og formålet med planen var i første række på
grundlag af et princip om frivillighed fra jern- og stålvirksomhedernes side at
gennemføre en væsentlig og definitiv indskrænkning af produktionskapaciteten med
mindst 19 mio. tons. Ifølge planen skulle der med henblik herpå gennemføres en
række sociale ledsageforanstaltninger og indføres økonomiske incitamenter,
herunder i form af fællesskabsstøtte. Samtidig udpegede Kommissionen en
uafhængig ekspert, den tidligere chef for Kommissionens Generaldirektorat for
Industri, Fernand Braun, som fik mandat til at gennemføre en undersøgelse, og hvis
væsentligste opgave skulle være at indhente nærmere oplysninger om de jern- og
stålvirksomheder, der påtænktes lukket i den i meddelelsen nævnte periode, der
omfattede årene fra 1993 til 1995. Den 29. januar 1993 fremlagde Braun sin
rapport, »Current or planned restructuring in the steel industry«, der var blevet
udarbejdet efter kontakter med lederne af ca. 70 virksomheder.
- 5.
- Ifølge konklusionerne fra Rådets møde den 25. februar 1993 stillede Rådet sig
positivt til de overordnede retningslinjer i det program, som Kommissionen
fremlagde efter Braun-rapporten med henblik på at få gennemført en væsentlig
indskrænkning af produktionskapaciteten. Den varige strukturomlægning inden for
jern- og stålindustrien skulle lettes ved »en række tidsbegrænsede
ledsageforanstaltninger, som [skulle] være i nøje overensstemmelse med reglerne
for kontrol med statsstøtte«, hvorved det for så vidt angår statsstøtte var en
forudsætning, at »Kommissionen [bekræftede], at den [lagde] vægt på, at
statsstøttereglerne overholdes nøje og objektivt; den [ville] påse, at eventuelle
undtagelser, som Rådet måtte få forelagt forslag om i henhold til artikel 95 , fuldt
ud [medvirkede] til den nødvendige samlede kapacitetsindskrænkning. Rådet [ville]
hurtigt træffe afgørelse om sådanne forslag på grundlag af objektive kriterier«.
- 6.
- I overensstemmelse hermed anførte Rådet og Kommissionen i en fælles erklæring
til protokollen for Rådets møde den 17. december 1993 - der omtaler en samlet
aftale i Rådet med henblik på dettes afgivelse af en samstemmende udtalelse i
henhold til traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, vedrørende statsstøtte til de offentlige
virksomheder Sidenor (Spanien), Sächsische Edelstahlwerke GmbH (Tyskland),
Corporación de la Siderurgia Integral (CSI, Spanien), Ilva (Italien), EKO Stahl AG
(Tyskland) og Siderurgia Nacional (Portugal) - at de var af den opfattelse, »at man
kun [kunne] sikre en sund EF-stålindustri, der kan konkurrere på verdensmarkedet,
ved helt at standse statstilskud til stålindustrien og lukke virksomheder, der giver
underskud. Rådet [gav] sin enstemmige tilslutning til de [pågældende] artikel 95-forslag og [bekræftede], at det [lagde] vægt på nøje overholdelse af støttekodeksen
... og, hvis der ikke gives tilladelse i henhold til kodeksen, artikel 4, litra c), i EKSF-traktaten. Uden at det [berørte] medlemsstaternes ret til at anmode om en
beslutning i henhold til artikel 95 i EKSF-traktaten, [erklærede] Rådet [i
overensstemmelse med konklusionerne af 25.2.1993], at det [var] fast besluttet på
at undgå yderligere artikel 95-undtagelser med hensyn til støtte til enkelte
virksomheder«.
- 7.
- Den 22. december 1993 afgav Rådet en enstemmig udtalelse i henhold til traktatens
artikel 95, stk. 1 og 2, vedrørende ydelse af den nævnte støtte, der skulle bidrage
til omstruktureringen eller privatiseringen af de pågældende offentlige
virksomheder.
- 8.
- Med henblik på at lette en ny strukturomlægning inden for jern- og stålindustrien
vedtog Kommissionen på det anførte retlige og faktiske grundlag og efter den
nævnte samstemmende udtalelse fra Rådet den 12. april 1994 seks individuelle
beslutninger under henvisning til traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, hvorved den
godkendte nogle statsstøtteordninger, der ikke opfyldte de kriterier, som efter
støttekodeksen kunne skabe grundlag for en fravigelse af traktatens artikel 4, litra
c). Ved de seks beslutninger godkendte Kommissionen nærmere bestemt
henholdsvis Tysklands påtænkte støtte til stålvirksomheden EKO Stahl AG,
Eisenhüttenstadt (beslutning 94/256/EKSF, EFT L 112, s. 45, herefter »beslutning
94/256«), Portugals påtænkte støtte til stålvirksomheden Siderurgia Nacional
(beslutning 94/257/EKSF, EFT L 112, s. 52), Spaniens påtænkte støtte til den
offentlige stålvirksomhed Corporación de la Siderurgia Integral (CSI) (beslutning
94/258/EKSF, EFT L 112, s. 58), Italiens ydelse af statsstøtte til offentlige
stålvirksomheder (stålkoncernen Ilva) (beslutning 94/259/EKSF, EFT L 112, s. 64),
Tysklands påtænkte støtte til stålvirksomheden Sächsische Edelstahlwerke GmbH,
Freital/Sachsen (beslutning 94/260/EKSF, EFT L 112, s. 71), og Spaniens påtænkte
støtte til specialstålvirksomheden Sidenor (beslutning 94/261/EKSF, EFT L 112, s.
77).
- 9.
- I overensstemmelse med den af Rådet afgivne samstemmende udtalelse var disse
godkendelser betinget af opfyldelsen af »forpligtelser svarende til en
nettokapacitetsnedskæring på mindst 2 mio. tons råstål og højst 5,4 mio. tons
varmvalsede produkter (fraset eventuel opførelse af et bredbåndsvalseværk i Sestão
og en kapacitetsforøgelse hos EKO Stahl ud over 0,9 mio. ton efter medio 1999)«,
nærmere bestemt ifølge Kommissionens meddelelse af 13. april 1994 til Rådet og
Europa-Parlamentet (KOM(94) 125 endelig udg.), der havde til formål i
overensstemmelse med tankerne bag Rådets konklusioner af 25. februar 1993 at
gøre midtvejsstatus med hensyn til strukturomlægningen inden for jern- og
stålindustrien og at angive forslag med henblik på at konsolidere denne udvikling.
Retsforhandlinger
- 10.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 6. juni 1994 har Association
des aciéries européennes indépendantes (EISA) under henvisning til traktatens
artikel 33 herefter anlagt sag med påstand om annullation af de seks beslutninger
af 12. april 1994.
- 11.
- Ved særskilt processkrift registreret på Rettens Justitskontor samme dag fremsatte
sagsøgeren endvidere i medfør af traktatens artikel 39 begæring om udsættelse af
gennemførelsen af artikel 1 i de anfægtede beslutninger, for så vidt det deri
bestemmes, at de pågældende støtteforanstaltninger kan betragtes som forenelige
med fællesmarkedets tilfredsstillende funktion, og foranstaltningerne derved
godkendes. Ved kendelse afsagt af Rettens præsident den 15. juli 1994 (sag T-239/94 R, EISA mod Kommissionen, Sml. II, s. 703) blev denne begæring ikke
taget til følge.
- 12.
- Parallelt med denne sag er to andre sager blevet anlagt, den ene af selskabet
British Steel plc, til prøvelse af beslutningerne 94/258 og 94/259 af 12. april 1994
om godkendelse af ydelse af statsstøtte til henholdsvis virksomheden CSI og jern-
og stålkoncernen Ilva (sag T-243/94), og den anden af Wirtschaftsvereinigung Stahl
og virksomhederne Thyssen Stahl AG, Preussag Stahl AG og Hoogovens Groep
BV, til prøvelse af beslutning 94/259 om godkendelse af ydelse af statsstøtte til jern-
og stålkoncernen Ilva (sag T-244/94).
- 13.
- I nærværende sag har Forbundsrepublikken Tyskland, Rådet, Den Italienske
Republik og Ilva Laminati Piani SpA (herefter »Ilva«) ved processkrifter indleveret
til Rettens Justitskontor henholdsvis den 14., den 24. og den 28. oktober og den 2.
november 1994 fremsat begæring om at måtte intervenere i sagen til støtte for
sagsøgtes påstande. Ved kendelser af 25. og 28. november og 15. december 1994
har formanden for Rettens Udvidede Afdeling taget disse begæringer om at måtte
intervenere til støtte for sagsøgtes påstande til følge.
- 14.
- Den 21. december 1994 har Kommissionen ved beslutning 94/1075/EKSF om
Tysklands støtte til stålvirksomheden EKO Stahl GmbH, Eisenhüttenstadt (EFT L
386, s. 18) tilbagekaldt beslutning 94/256 om denne virksomhed.
- 15.
- Den 3. december 1996 har Retten i medfør af procesreglementets artikel 64, stk.
3, forelagt Kommissionen en række spørgsmål, som denne har besvaret inden for
den fastsatte frist.
- 16.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede
den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse. Parterne har afgivet
mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 25. februar
1997.
Parternes påstande
- 17.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Beslutningerne 94/256/EKSF - 94/261/EKSF af 12. april 1994 annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 18.
- Kommissionen har, støttet af Rådet og Den Italienske Republik, nedlagt følgende
påstande:
- Kommissionen frifindes.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 19.
- Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt følgende påstand:
- Der gives ikke sagsøgeren medhold i annullationspåstanden for så vidt angår
beslutningerne 94/256 og 94/260 af 12. april 1994.
- 20.
- Ilva har nedlagt følgende påstande:
- Sagen antages til realitetsbehandling, men Kommissionen frifindes.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale samtlige sagens omkostninger, herunder Ilva's.
Formaliteten
Parternes argumenter
- 21.
- Til støtte for, at sagen kan antages til realitetsbehandling, har sagsøgeren gjort
gældende, at de anfægtede beslutninger i modsætning til, hvad den tyske regering
hævder, angår organisationen som forudsat i traktatens artikel 33, stk. 2
(Domstolens dom af 19.9.1985, forenede sager 172/83 og 226/83, Hoogovens mod
Kommissionen, Sml. s. 2831, og af 6.12.1990, sag C-180/88, Wirtschaftsvereinigung
Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, Sml. I, s. 4413). Sagsøgeren anfører
endvidere, at flere af organisationens medlemmer har en produktion, der
konkurrerer direkte med de to støtteoppebærende tyske virksomheders produktion
og med produktionen hos overtagerne af dem.
- 22.
- Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at sagsøgeren ikke er
søgsmålsberettiget, idet organisationen ikke har godtgjort, at de anfægtede
beslutninger skader dens egne interesser eller interesserne hos de virksomheder,
den repræsenterer. Navnlig står sagsøgerens medlemmer ikke i et
konkurrenceforhold til EKO Stahl og Sächsische Edelstahlwerke, da det ikke
fremgår, at de fremstiller de samme produkter.
Rettens bemærkninger
- 23.
- Inden undersøgelsen af den af Forbundsrepublikken Tyskland fremsatte
formalitetsindsigelse må det på grundlag af procesreglementet undersøges, hvorvidt
denne indsigelse kan tages i betragtning.
- 24.
- Sagsøgte har ikke under den skriftlige forhandling påstået sagen afvist. Påstande,
der fremsættes i en begæring om intervention, kan herved kun gå ud på at tiltræde
de påstande, der er fremsat af en af parterne i den pågældende tvist (artikel 34,
stk. 2, og artikel 46, stk. 1, i EKSF-statutten for Domstolen). Endvidere indtræder
en intervenient i sagen, som den foreligger ved hans intervention
(procesreglementets artikel 116, stk. 3).
- 25.
- Følgelig savner Forbundsrepublikken Tyskland beføjelse til som intervenient at
rejse en formalitetsindsigelse, hvorfor Retten ikke er forpligtet til at undersøge
intervenientens argumenter til støtte for den fremsatte formalitetsindsigelse (jf.
herved Domstolens dom af 24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod
Kommissionen, Sml. I, s. 1125).
- 26.
- I henhold til procesreglementets artikel 113 kan Retten dog til enhver tid af egen
drift efterprøve, om en sag skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke
er opfyldt, herunder ufravigelige procesforudsætninger, som intervenienter har rejst
spørgsmål om (jf. herved Domstolens dom af 11.7.1990, forenede sager C-305/86
og C-160/87, Neotype Techmashexport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2945, og af
15.6.1993, sag C-225/91, Matra mod Kommissionen, Sml. I, s. 3203).
- 27.
- Den af Forbundsrepublikken Tyskland rejste formalitetsindsigelse angår en
procesforudsætning af ufravigelig art, da der herved rejses spørgsmål om, hvorvidt
sagsøgeren er søgsmålsberettiget, hvorfor Retten i overensstemmelse med den
citerede retspraksis ex officio kan behandle indsigelsen.
- 28.
- Det bemærkes om denne, at det fremgår af fast retspraksis, at organisationer som
omhandlet i traktatens artikel 48, hvis medlemmer består af virksomheder inden
for jern- og stålindustrien, og hvis formål er at repræsentere medlemmernes fælles
interesser, berøres af beslutninger, jf. traktatens artikel 33, stk. 2, der godkender
udbetaling af statsstøtte til konkurrerende virksomheder (jf. dommen i sagen
Wirtschaftsvereinigung Eisen- und Stahlindustrie mod Kommissionen, a.st., præmis
23).
- 29.
- EISA er en organisation, der omfatter uafhængige europæiske jern- og
stålvirksomheder, hvorfor der er en formodning for, at de offentlige jern- og
stålvirksomheder, der oppebærer den støtte, som blev godkendt ved de omtvistede
beslutninger, er konkurrerende virksomheder i forhold til de virksomheder, der er
medlemmer af EISA. Sagsøgeren har herved uden at være blevet imødegået af
sagsøgte eller af intervenienterne, bortset fra Forbundsrepublikken Tyskland, gjort
gældende, at de virksomheder, som organisationen repræsenterer, rent faktisk står
i et konkurrenceforhold til de offentlige jern- og stålvirksomheder, der oppebærer
den støtte, som blev godkendt ved de omtvistede beslutninger.
Forbundsrepublikken Tyskland har alene anført, at det »ikke fremgår«, at EISA's
medlemmer fremstiller de samme produkter som EKO Stahl eller Sächsische
Edelstahlwerke, hvorved intervenienten dog ikke i tilstrækkelig grad har
sandsynliggjort, at de virksomheder, som EISA repræsenterer, ikke skulle være
konkurrenter.
- 30.
- Den af sagsøgeren anlagte sag kan herefter antages til realitetsbehandling.
Genstanden for annullationspåstanden
Parternes argumenter
- 31.
- Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at genstanden for
annullationspåstanden for så vidt angår beslutning 94/256 vedrørende EKO Stahl
AG (herefter »EKO«) er bortfaldet, da Kommissionen ved beslutning 94/1075 af
21. december 1994 har tilbagekaldt denne beslutning.
- 32.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at selv om man går ud fra, at Kommissionen har
tilbagekaldt beslutning 94/256 vedrørende EKO, er genstanden for
annullationspåstanden for så vidt angår denne beslutning ikke dermed bortfaldet,
idet sagsøgeren har en retlig interesse i, at Retten fastslår, at individuelle
beslutninger om godkendelse af ydelse af statsstøtte i form af driftsstøtte på
grundlag af traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, er retsstridige, således at gentagelser
forhindres.
- 33.
- Kommissionen har gjort gældende, at den ved beslutning 94/1075 af 21. december
1994 har »tilbagekaldt/ophævet« beslutning 94/256, hvorved genstanden for
annullationspåstanden for så vidt angår denne beslutning er bortfaldet, således at
Retten ikke bør træffe afgørelse herom.
Rettens bemærkninger
- 34.
- Retten finder, at der savnes grundlag for det af sagsøgeren anførte. Ifølge fast
retspraksis er det ufornødent at træffe afgørelse om et annullationssøgsmål, når den
anfægtede beslutning er blevet tilbagekaldt, således at den ikke finder anvendelse
(jf. f.eks. Domstolens kendelse af 19.10.1983, sag 75/83, Ferriere San Carlo mod
Kommissionen, Sml. s. 3123). Det er herved ubestridt, at den omtvistede beslutning
er blevet tilbagekaldt, således at den ikke finder anvendelse. Genstanden for
sagsøgerens annullationspåstand for så vidt angår beslutning 94/256 er dermed
bortfaldet, således at det er ufornødent at undersøge årsagerne til, at
Kommissionen tilbagekaldte beslutningen.
- 35.
- Det er følgelig ufornødent at træffe afgørelse om annullationspåstanden for så vidt
angår beslutning 94/256.
Realiteten
- 36.
- Til støtte for sin annullationspåstand har sagsøgeren fremsat to anbringender,
hvorved det gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af traktaten og af
støttekodeksen og begået magtfordrejning, og at de omtvistede beslutninger er
blevet givet tilbagevirkende gyldighed.
Det første anbringende, tilsidesættelse af traktaten og af støttekodeksen samt
magtfordrejning
- 37.
- Ved det første anbringende har sagsøgeren nærmere bestemt for det første gjort
gældende, at der er handlet i strid med forbuddet mod statsstøtte i traktaten og i
henhold til støttekodeksen og begået magtfordrejning, for det andet, at
betingelserne for at bringe traktatens artikel 95, stk. 1, i anvendelse, ikke har været
opfyldt, og for det tredje, at der er sket en tilsidesættelse af det i traktaten
knæsatte princip om forbud mod forskelsbehandling.
Parternes argumenter
- 38.
- Sagsøgeren har i første række gjort gældende, at Kommissionen i de anfægtede
beslutninger udtrykkeligt har erkendt, at den omtvistede støtte strider mod
traktaten og mod støttekodeksen. Kommissionen kan imidlertid ikke fravige
forbuddet mod statsstøtte i henhold til traktaten og støttekodeksen på grundlag af
traktatens artikel 95, stk. 1 og 2. De omtvistede beslutninger er udtryk for en
egentlig ændring af traktaten og forudsatte en formel ændring af denne i
overensstemmelse med proceduren i henhold til artikel N i traktaten om Den
Europæiske Union, efter at traktatens artikel 96 ved artikel H, nr. 21, i traktaten
om Den Europæiske Union var blevet ophævet med virkning fra den 1. november
1993.
- 39.
- Ved at godkende en række individuelle undtagelser uden at angive årsagerne til,
at det var begrundet at fravige støttekodeksen til fordel for de fem virksomheder,
som de omtvistede beslutninger angår, har Kommissionen tiltaget sig en for upræcis
og for generel kompetence, der går videre end den i traktatens artikel 95 fastlagte
beføjelse til at gå udover selve traktatens regler, jf. herved såvel stk. 1 som stk. 3
og 4, og som under alle omstændigheder ikke gør det muligt at efterprøve, hvorvidt
betingelserne for at bringe de nævnte bestemmelser i anvendelse var opfyldt.
- 40.
- Navnlig regulerer de anfægtede beslutninger ikke et tilfælde, som ikke omhandles
i traktaten, idet dennes artikel 4, litra c), tværtimod udtrykkeligt forbyder
statsstøtte. Der savnes grundlag for det af Kommissionen anførte, hvorefter de
omtvistede beslutninger ikke godkender statsstøtte, der er omfattet af forbuddet i
traktatens artikel 4, litra c), men fællesskabsstøtte. Det fremgår herved udtrykkeligt
af de anfægtede beslutninger, at disse godkender national støtte, og ikke
fællesskabsstøtte. Det er åbenbart, at Kommissionen blot på visse betingelser har
godkendt, at de pågældende medlemsstater til deres virksomheder yder en støtte,
hvis størrelse og nærmere vilkår de selv har fastlagt uden for enhver sammenhæng
med Fællesskabet. Ved således at omgå forbuddet mod statsstøtte i traktaten,
endog i et øjemed, der angiveligt er i overensstemmelse med målsætningerne med
denne, har Kommissionen ved de anfægtede beslutninger handlet i strid med
retsstatsprincippet.
- 41.
- Det fremgår herved af den individuelle karakter af de fravigelser af forbuddet mod
statsstøtte i traktaten, der ved de anfægtede beslutninger er blevet givet
bemyndigelse til, at formålet med disse ikke har været at løse et problem, som ikke
omhandles i traktaten, med henblik på at virkeliggøre målsætningerne med denne,
men at løse de vanskeligheder, en række virksomheder har haft ved at underlægge
sig traktatens regler, som deres konkurrenter må overholde. Beslutningerne tilsigter
at lovliggøre statsstøtte, som det ikke var muligt at anse for lovlig inden for
traktatens retlige rammer. Selv om det pågældende problem måtte kunne anses for
et tilfælde, som ikke omhandles i traktaten, hvilket dog savner grundlag, er det
endvidere udtryk for magtfordrejning at gøre brug af traktatens artikel 95, stk. 1 og
2, til at vedtage individuelle beslutninger med det formål at løse et generelt
problem. Noget sådant strider mod en af de grundlæggende målsætninger med
traktaten, nemlig målsætningen om ligebehandling af de erhvervsdrivende.
- 42.
- Hvad herefter angår spørgsmålet om betingelserne for at bringe traktatens artikel
95, stk. 1, i anvendelse, opfylder de omtvistede beslutninger ikke disse. Nårbeslutningerne godkender driftsstøtte, falder dette uden for rammerne af det fælles
jern- og stålmarkeds funktion, og beslutningerne bidrager ikke til at virkeliggøre
nogen af målsætningerne med Fællesskabet. Endvidere er de ikke nødvendige for
at virkeliggøre de målsætninger, der er forfølges.
- 43.
- Det gælder i første række, at de anfægtede beslutninger falder uden for rammerne
af det fælles jern- og stålmarkeds funktion og ikke bidrager til at virkeliggøre nogen
af målsætningerne med Fællesskabet, jf. traktatens artikel 2, 3 og 4, således som
det efter artikel 95, stk. 1, er en forudsætning. Formålet med beslutningerne er ved
hjælp af driftsstøtte på kunstig måde at opretholde en overskudsproduktion. Dette
fremgår for det første af, at de anfægtede beslutninger ikke angiver tilstrækkelige
oplysninger til støtte for den antagelse, at de af de pågældende medlemsstater
forelagte strukturomlægningsplaner er realistiske. Der må endvidere rejses tvivl om
rigtigheden af erklæringerne om, at den omtvistede støtte vil være den sidste
driftsstøtte, der godkendes, idet Kommissionen allerede tidligere har følt sig
foranlediget til at bryde sådanne tilsagn. Det må herved fremhæves, at Rådet i sine
konklusioner af 17. december 1993 anførte, at beslutningen om at ville undgå
yderligere undtagelser i form af støtte til enkelte virksomheder ikke skulle berøre
medlemsstaternes ret til at anmode om en beslutning i henhold til artikel 95. Det
er herved relevant at pege på de vanskeligheder - der blev nævnt allerede i de
først rapporter fra medlemsstaterne, således som det fremgår af Kommissionens
meddelelse af 21. juni 1994 til Rådet og Europa-Parlamentet om den fornyede
strukturomlægning inden for jern- og stålindustrien i Fællesskabet - som
Kommissionen er udsat for ved sin kontrol med, om vilkårene i henhold til de
anfægtede beslutninger overholdes.
- 44.
- Det må under disse omstændigheder antages, at de anfægtede beslutninger
modarbejder virkeliggørelsen af de fleste af de i de nævnte traktatbestemmelser
fastlagte målsætninger ved på kunstig måde at bidrage til en opretholdelse af ikke-levedygtige virksomheder, hvilket skaber grundlag for en fortsat opretholdelse af
den overskudskapacitet, der ligger til grund for den strukturelle krise, som jern- og
stålindustrien som helhed er ramt af. Beslutningerne bidrager dermed ikke til at
skabe de forudsætninger, som kan sikre den mest rationelle fordeling af
produktionen, jf. traktatens artikel 2, stk. 2. Endvidere medfører den omtvistede
støtte en styrkelse af de støtteoppebærende virksomheders stilling på markedet som
følge af produktionspolitikken og/eller subventionerede priser. Ved at bidrage til
på kunstig måde at fordreje konkurrencevilkårene er støtten af en sådan
beskaffenhed, at den ikke sikrer et prisniveau, som tillader de fornødne
afskrivninger og muliggør en normal forrentning af den investerede kapitel
[traktatens artikel 3, litra c)], en opretholdelse af sådanne vilkår, at virksomhederne
tilskyndes til at udvikle og forbedre deres produktionsapparat [artikel 3, litra d)],
en udjævning af arbejdernes leve- og arbejdsvilkår [artikel 3, litra e)], en udvikling
af den internationale vareudveksling [artikel 3, litra f)] eller en regelmæssig
udvidelse og modernisering af produktionen samt en kvalitetsforbedring [artikel 3,
litra g)]. Støtten til en række jern- og stålvirksomheder undergraver således i
alvorlig grad andre virksomheders levedygtighed som følge af opretholdelsen af en
kunstig produktion hos disses konkurrenter. Det må herved fremhæves, at selv om
den i perioden 1980-1985 gældende støttekodeks indeholdt hjemmel til at yde
driftsstøtte, var denne form for støttes indvirkning på virksomhedernes
konkurrencemæssige situation dengang meget begrænset som følge af de nærmere
vilkår med hensyn til produktion og priser, som Kommissionen fra 1980 til 1988 traf
bestemmelse om som led i en ordning i en åbenbar kriseperiode, jf. traktatens
artikel 58.
- 45.
- For det andet er de omtvistede beslutninger ikke nødvendige for at virkeliggøre de
målsætninger, der forfølges, således som det efter traktatens artikel 95, stk. 1, er
en forudsætning. Der savnes grundlag for det af Kommissionen anførte, hvorefter
beslutningerne er et led i en generel politik med henblik på
kapacitetsindskrænkninger med tilknyttede ledsageforanstaltninger i
overensstemmelse med Braun-rapporten af 29. januar 1993. En sådan generel
politik kunne gennemføres på grundlag af de allerede gældende bestemmelser.
Støttekodeksen tillader udtrykkeligt støtte til lukning, og man ville kunne have
opnået en kapacitetsindskrænkning ved hjælp af sociale ledsageforanstaltninger
med henblik på at nedsætte virksomhedernes omkostninger i tilfælde af lukninger.
Dette var da også den løsning, der blev anbefalet i Braun-rapporten, som peger på
de skadevirkninger, der vil kunne blive resultatet af offentlig finansiel støtte som
den, der ved de anfægtede beslutninger blev godkendt. Det må i øvrigt fremhæves,
at sagsøgeren aldrig blev inddraget i forberedelsen af den strukturomlægningsplan,
som Rådet godkendte, og som i modsætning til, hvad Rådet hævder, ikke blev
udarbejdet »i samråd med jern- og stålindustrien«.
- 46.
- Endelig medfører de anfægtede beslutninger en forskelsbehandling af producenter
i strid med traktatens artikel 4, litra b). Det savner for det første grundlag, at det
skulle fremgå af den produktionskapacitetsindskrænkning, som de
støtteoppebærende virksomheder pålægges ved artikel 3 i de omtvistede
beslutninger, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted mellem henholdsvis
disse virksomheder og de andre producenter inden for jern- og stålindustrien.
Navnlig er den kapacitetsindskrænkning på 750 000 tons om året pr. milliard ecu
i støtte, som de omtvistede beslutninger regner med, i særlig grad udtryk for en
fordel, når man sammenholder denne kapacitetsindskrænkning med den
indskrænkning på 516 000 tons pr. 400 000 ECU, som først vil blive udbetalt efter
en lukning, og som der blev enighed om under drøftelserne mellem Kommissionen
og Bresciani, en privat italiensk jern- og stålvirksomhed. Det fremgår endvidere af
den oversigt over kapacitetsindskrænkningerne i henhold til de anfægtede
beslutninger, som Kommissionen har fremlagt, at de fleste lukninger først vil finde
sted i slutningen af støtteperioden. I løbet af denne vil de støtteoppebærende
virksomheders konkurrencedygtighed dermed på kunstig måde blive styrket. Hertil
kommer, at en række indskrænkninger i vid udstrækning vil blive opvejet af nye
investeringer. Disse vil for såvel CSI's som Siderurgia Nacional's vedkommende
medføre en kapacitetsstigning på 900 000 tons. I øvrigt er andre indskrænkninger
af kapaciteten mere teoretiske end reelle. Dette er tilfældet med Ilva, nærmere
bestemt for så vidt angår mindst 300 000 tons.
- 47.
- Der sker herudover en forskelsbehandling derved, at de støtteoppebærende
virksomheder som led i deres strukturomlægninger kan nedsætte deres
finansieringsomkostninger, således at disse skal udgøre mindst 3,5% af den årlige
omsætning, svarende til gennemsnittet for jern- og stålvirksomhederne i
Fællesskabet (artikel 4 i beslutning 94/256 og artikel 3 i de øvrige omtvistede
beslutninger). De anfægtede beslutninger gør det herved muligt på kunstig måde
at nedbringe finansieringsomkostningerne hos virksomheder, der ikke er
levedygtige, og som dermed har en væsentligt højere gældsætningsgrad, til
gennemsnittet i Fællesskabet. Det må herved fremhæves, at den angivne
forskelsbehandling, selv om støtten ydes af de pågældende medlemsstater, ikke kan
tilskrives disse, således som Kommissionen har gjort gældende. Kommissionen er,
før den træffer nogen beslutning på grundlag af artikel 95, stk. 1 og 2, forpligtet til
at sikre sig, at en sådan beslutning ikke medfører nogen forskelsbehandling i strid
med målsætningerne i traktatens artikel 4, litra b).
- 48.
- Kommissionen har, støttet af intervenienterne, bestridt, at den ved de omtvistede
beslutninger godkendte støtte strider mod traktaten. Det er rigtigt, at denne støtte,
således som den var blevet forelagt af de pågældende medlemsstater, som national
støtte i henhold til traktatens artikel 4, litra c), var uforenelig med denne og med
støttekodeksen, da den ikke var omfattet af dennes anvendelsesområde. Støtten
blev dog tillagt karakter af fællesskabsstøtte ved de omtvistede beslutninger, der
godkendte den på grundlag af artikel 95, stk. 1 og 2, efter at der var blevet knyttet
strenge betingelser til den, således at den vil være forenelig med fællesmarkedets
tilfredsstillende funktion.
- 49.
- Kommissionen var beføjet til at vedtage de anfægtede beslutninger på grundlag af
traktatens artikel 95, stk. 1 og 2. Det må herved fremhæves, at jern- og
stålindustrien i Fællesskabet på trods af strengere og strengere kodekser
vedrørende støtte til denne industri siden begyndelsen af 1990'erne »gennemlever
... den vanskeligste periode siden begyndelsen af 1980'erne«, således som det
anføres i betragtningerne til de fem anfægtede beslutninger. I dommen af 3.
oktober 1985 (sag 214/83, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 3053) har
Domstolen fastslået, at en krisesituation er udtryk for et tilfælde, som ikke
omhandles i traktaten, og som kan begrunde et indgreb på grundlag af dennes
artikel 95, stk. 1 og 2. Den eneste begrænsning, som Domstolen har opstillet for
Kommissionens indgriben, er, at Kommissionen »dog ikke [kan] give tilladelse til
støtte, som ville kunne medføre en åbenbar forskelsbehandling mellem den
offentlige og den private sektor. I så fald vil ydelse af støtte medføre
konkurrenceforvridninger i et omfang, der er i strid med den fælles interesse«
(dom af 24.2.1987, sag 304/85, Falck mod Kommissionen, Sml. s. 871, præmis 27).
Den støtte, der blev godkendt ved de omtvistede beslutninger, medfører ingen
forskelsbehandling, idet Kommissionen navnlig har gjort godkendelserne betinget
af, at de støtteoppebærende virksomheders nettofinansieringsomkostninger ikke må
være lavere end 3,5% (3,2% for så vidt angår virksomheden AST) af den årlige
omsætning, hvilket svarer til det nu gældende gennemsnit for jern- og
stålvirksomhederne i Fællesskabet. Ved endvidere til godkendelsen af støtten at
knytte forholdsmæssige kompensationsforanstaltninger i form af betydelige
kapacitetsindskrænkninger er de anfægtede beslutninger et led i en overordnet
strukturomlægningsplan, som også gennemføres i de private virksomheders
interesse.
- 50.
- Sagsøgeren har ikke bestridt, at der ved generelle beslutninger kunne ydes
fællesskabsstøtte på grundlag af traktatens artikel 95. Det eneste relevante
spørgsmål er derfor, om støtte til delvise lukninger, der ikke havde hjemmel i
støttekodeksen, kunne være genstand for individuelle beslutninger om godkendelse
på grundlag af artikel 95. En ad hoc-godkendelse efter proceduren i henhold til
artikel 95 kan gives, når den målsætning, der forfølges, og de vilkår, der knyttes til
godkendelsen, svarer til, hvad der gælder støtte godkendt inden for rammerne af
de forskellige støttekodekser. Dette er tilfældet her, idet de anfægtede beslutninger
opstiller tre afgørende vilkår for ydelsen af statsstøtte inden for jern- og
stålindustrien, der er i overensstemmelse med Kommissionens faste praksis siden
1980. Navnlig undersøgte Kommissionen på grundlag af rapporter, der i de fleste
tilfælde var blevet udarbejdet af uafhængige eksperter, om den godkendte støtte
ville sikre de støtteoppebærende virksomheders finansielle levedygtighed. Støtten
blev begrænset til, hvad der var strengt nødvendigt. Endelig er der i
overensstemmelse med den fælles interesse som modstykke til støtten knyttet
kapacitetsindskrænkninger, der er proportionelle med støttebeløbene.
- 51.
- Det savner herefter grundlag, at den kompetence, som Kommissionen udøvede ved
at vedtage de omtvistede beslutninger, var for upræcis og generel til at falde inden
for de ved traktatens artikel 95 fastlagte grænser. Det er rigtigt, når sagsøgeren har
anført, at »de anfægtede beslutninger ikke fastlægger et regelsæt, hvorefter enhver
virksomhed, der opfylder de i dette fastsatte objektive betingelser, kan undtages fra
forbuddet i traktatens artikel 4, litra c)«. Udgangspunktet for de individuelle
beslutninger er imidlertid det samme som for de forskellige støttekodekser, der har
været gældende siden 1980, og beslutningerne opstiller tilstrækkeligt klare og
præcise betingelser, hvorfor sagsøgerens kritik savner grundlag.
- 52.
- Det må navnlig fremhæves, at de anfægtede beslutninger i modsætning til, hvad
sagsøgeren hævder, tilsigter at virkeliggøre målsætningerne med Fællesskabet,
således som det er en forudsætning efter traktatens artikel 95, stk. 1 og 2. På
grundlag af Braun-rapporten har Kommissionen truffet bestemmelse om to
parallelle og komplementære former for indgriben i form af dels et program med
henblik på kapacitetsindskrænkninger på mindst 19 mio. tons, dels
ledsageforanstaltninger af social art, strukturforbedringer og en stabilisering af
markedet og forholdet til tredjelande på grundlag af allerede gældende
bestemmelser, navnlig støttekodeksen og traktatens artikel 46, artikel 53, litra a),
og artikel 56, hvilket skal bidrage til programmets gennemførelse. Ved at omfatte
en programmeret kapacitetsindskrænkning som led i en overordnet plan, en
sanering af de pågældende virksomheder, og dermed en bevarelse af tusinder af
arbejdspladser, forfølger de anfægtede beslutninger målsætningerne i traktatens
artikel 2 og 3.
- 53.
- Sagsøgerens kritik af kontrolordningen savner ligeledes grundlag. Navnlig er
rapporterne fra medlemsstaterne ikke relevante i sagen, idet en beslutnings
gyldighed ikke kan afhænge af forhold, der ligger efter vedtagelsen.
- 54.
- Rådet har gjort gældende, at de anfægtede beslutninger er et afgørende led i den
strukturomlægningsplan, som Kommissionen har fastlagt i samråd med jern- og
stålindustrien med henblik på at løse de nye problemer, som denne sektor er ramt
af. De anfægtede beslutninger angår støtte, der ganske vist ikke omhandles i
traktaten, men som bidrager til at virkeliggøre målsætningerne med denne, navnlig
i form af en sanering af markedet ved hjælp af delvise lukninger af
produktionsanlæg som led i et program med henblik på definitive
kapacitetsindskrænkninger. Støtten må derfor anses for en fællesskabsstøtte, der
ikke rammes af forbuddet i traktatens artikel 4, litra c), som alene forbyder
statsstøtte, for så vidt denne form for støtte principielt kan medføre
konkurrencefordrejninger i strid med målsætningerne med traktaten. Artikel 4, litra
c), er således ikke til hinder for den skete godkendelse af den omtvistede støtte på
grundlag af traktatens artikel 95, stk. 1. Ved at vedtage de anfægtede beslutninger
har Kommissionen ikke overskredet grænserne for sine beføjelser i henhold til
artikel 95.
- 55.
- Forbundsrepublikken Tyskland har gjort gældende, at de anfægtede beslutninger
er et led i det aktuelle strukturomlægningsprogram for jern- og stålindustrien i
Fællesskabet, som Rådet vedtog ved sine konklusioner af 25. februar 1993.
Beslutningerne er forskriftsmæssigt vedtaget på grundlag af traktatens artikel 95,
stk. 1 og 2, idet de angår et tilfælde, som hverken er omhandlet i traktaten eller i
støttekodeksen, ikke alene når henses til forværringen af forholdene på markedet
for jern- og stålprodukter, men også i betragtning af, at de pågældende tyske
virksomheder før slutningen af 1990 var underlagt en planøkonomi. Det må
fremhæves, at der er en parallelisme mellem henholdsvis støttekodeksen og de
anfægtede beslutninger i henseende til virkeliggørelsen af de grundlæggende
målsætninger med traktaten. I begge tilfælde henhører det under den pågældende
medlemsstat på grundlag af nationale regler at træffe afgørelse om ydelse af støtte
finansieret over det nationale budget og at vælge, hvilke virksomheder der skal
oppebære støtte, hvilket også gælder, når der er tale om støtte på grundlag af
støttekodeksen. Hvad angår de kapacitetsindskrænkninger, som de omtvistede
beslutninger fastsætter bestemmelse om, svarer disse til det sædvanlige forhold på
750 000 tons pr. mia. ecu i støtte. Endvidere indebærer beslutningerne ikke for de
støtteoppebærende virksomheder en favorisering i forhold til de konkurrerende
virksomheder, idet den godkendte støtte er begrænset til, hvad der er strengt
nødvendigt, og idet beslutningerne er til hinder for en nedsættelse af
gældssætningsgraden ud over, hvad der er sædvanligt inden for jern- og
stålindustrien, og fastsætter bestemmelse om en passende egenfinansiering fra de
private investorers side.
- 56.
- Den Italienske Republik har gjort gældende, at den omtvistede støtte ikke er
uforenelig med det fælles marked for jern- og stålprodukter, da den forekommer
nødvendig for at virkeliggøre de i traktatens artikel 2, 3 og 4 fastlagte målsætninger
med Fællesskabet. Finansiel støtte på grundlag af statslige midler er ikke i sig selv
i modstrid med traktaten, når der er tale om støtte, som forfølger de i traktaten
fastlagte målsætninger. Navnlig forbyder artikel 4, der sidestiller statsstøtte med
told og kvantitative restriktioner, udelukkende ydelse af statsstøtte som led i en
statslig politik med henblik på at beskytte nationale virksomheder. At der ikke
består et generelt forbud mod statsstøtte, bekræftes af, at traktatens artikel 5
blandt de midler, som Fællesskabet kan bringe i anvendelse med henblik på
varetagelsen af sine opgaver, nævner finansiel støtte til virksomheder. Det
afgørende for, om en støtte er lovlig, er ikke finansieringskilden, dvs. om støtten
finansieres af en medlemsstat eller af Fællesskabet, men om støtten er i
overensstemmelse med målsætningerne med traktaten. Konkret er forholdet det,
at de alvorlige kriser inden for den europæiske jern- og stålindustri
nødvendiggjorde en indgriben fra Fællesskabets side med henblik på både at
opretholde produktionen og at bevare beskæftigelsen. Under disse
omstændigheder, og da traktaten ikke fastlægger nærmere regler vedrørende en
sådan situation, var Kommissionen beføjet til på grundlag af traktatens artikel 95,
stk. 1, at godkende den omtvistede støtte.
- 57.
- Ilva har gjort gældende, at formålet med artikel 95, stk. 1, ifølge Domstolens
praksis er at fastlægge en ordning vedrørende særlige fravigelser af traktaten med
henblik på at gøre det muligt for Kommissionen at gribe ind over for situationer,
der ikke har været forudset, og som begrunder præcise og midlertidige undtagelser
fra traktaten i form af individuelle foranstaltninger eller i form af en beslutning om
fastlæggelse af et regelsæt, der finder anvendelse på et ikke nærmere fastlagt antal
tilfælde. Det er herved ikke nødvendigt at fastlægge en generel ordning, når
forholdene ikke kræver det, idet artikel 95, stk. 1, ikke indeholder bestemmelse om
noget sådant. Under alle omstændigheder er Rådets resolution af 25. februar 1993
her udtryk for noget sådant. Støttekodeksen kan herved ikke tillægges nogen
udtømmende karakter. Formålet med den er udelukkende at fastsætte de
grundlæggende betingelser, som nærmere angivne former for støtte skal opfylde for
at kunne anses for forenelige med traktaten. Støttekodeksen er ikke til hinder for
yderligere beslutninger om godkendelse af støtte, der ikke er omfattet af disse
kategorier, eller som ikke opfylder de fastlagte betingelser, når Kommissionen efter
en nøje undersøgelse af den pågældende støtte skønner, at denne tilsigter at
virkeliggøre en af målsætningerne med traktaten, og de øvrige betingelser for at
bringe artikel 95, stk. 1, i anvendelse, er opfyldt.
- 58.
- Den omtvistede støtte gør det muligt at gennemføre en strukturomlægning hos de
pågældende virksomheder og at indskrænke deres produktionskapacitet. Støtten
tilsigter dermed i overensstemmelse med traktatens artikel 2, stk. 2, at forhindre,
at dybtgående og vedvarende forstyrrelser opstår i medlemsstaternes økonomier.
Endvidere skaber saneringen af de støtteoppebærende virksomheder grundlag for
at bevare tusinder af arbejdspladser, jf. traktatens artikel 2, stk. 2, og artikel 3, litra
e), og at maksimere virksomhedernes produktionsapparaters effektivitet, jf. artikel
3, litra d) og g), i overensstemmelse med principperne om en sund økonomisk drift,
jf. artikel 3, litra c).
- 59.
- Endelig savner det grundlag, at støtten indebærer en forskelsbehandling.
Forholdene for de virksomheder, som oppebærer den ved de anfægtede
beslutninger godkendte støtte, var tilstrækkeligt forskellige fra deres konkurrenters
forhold på tidspunktet for støttens godkendelse, hvilket ifølge fast retspraksis
godtgør, at der ikke foreligger nogen forskelsbehandling (dommen i sagen Tyskland
mod Kommissionen, a.st.). Under alle omstændigheder kan en forskelsbehandling
som omhandlet ikke tilskrives Kommissionen, men udelukkende medlemsstaterne,
under hvem det henhører at tage initiativ til at anmode Kommissionen om at
godkende støtte (dommen i sagen Falck mod Kommissionen, a.st.).
Rettens bemærkninger
- Tilsidesættelse af princippet om forbud mod statsstøtte samt magtfordrejning
- 60.
- Det bemærkes, at sagsøgeren i det væsentlige har gjort gældende, at Kommissionen
ved at godkende den i de omtvistede individuelle beslutninger omhandlede støtte
har gjort brug af sine beføjelser i henhold til traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, til at
omgå det forbud mod statsstøtte, der ifølge sagsøgeren fremgår af traktaten og af
støttekodeksen. Sagsøgerens udgangspunkt er herved, at kodeksen - hvis gyldighed
sagsøgeren ikke formelt anfægter - på bindende og udtømmende måde fastlægger,
hvilke former for statsstøtte der kan godkendes.
- 61.
- Der er herved grund til for det første at fremhæve følgende om den retlige
sammenhæng, inden for hvilken de anfægtede beslutninger er blevet vedtaget.
Traktatens artikel 4, litra c), forbyder principielt statsstøtte inden for Det
Europæiske Kul- og Stålfællesskab, for så vidt denne form for støtte kan
undergrave virkeliggørelsen af de afgørende målsætninger med Fællesskabet,
således som disse er fastlagt i traktaten, herunder navnlig målsætningen om fri
konkurrence. I henhold til artikel 4, litra c), gælder følgende: »I overensstemmelse
med bestemmelserne i denne traktat ophæves og forbydes ... inden for Fællesskabet
som uforeneligt med fællesmarkedet for kul og stål: ... c) tilskud eller anden støtte
ydet af staterne ... i hvilken som helst form dette sker.«
- 62.
- Det nævnte forbud indebærer dog ikke, at enhver statsstøtte inden for EKSF skal
anses for uforenelig med målsætningerne med traktaten. Fortolket i lyset af
samtlige målsætninger med denne, således som disse er fastlagt i artikel 2, 3 og 4,
tilsigter artikel 4, litra c), ikke at være til hinder for ydelse af statsstøtte, der kan
bidrage til virkeliggørelsen af målsætningerne med traktaten. I henhold til
bestemmelsen henhører det under fællesskabsinstitutionerne at vurdere, om en
statsstøtte er forenelig med traktaten, og i givet fald at godkende ydelsen af en
sådan støtte inden for traktatens anvendelsesområde. Rigtigheden heraf bekræftes
af dommen af 23. februar 1961 (sag 30/59, De Gezamenlijke Steenkolenmijnen in
Limburg mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 211, org. ref.: Rec. s. 1),
hvori Domstolen fastslog, at ligesom visse former for ikke-statslig finansiel bistand
til kul- og stålproducerende virksomheder, der har hjemmel i traktatens artikel 55,
stk. 2, og artikel 58, stk. 2, kun kan ydes via Kommissionen eller på grundlag af
dennes udtrykkelige tilladelse, skal artikel 4, litra c), fortolkes således, at
bestemmelsen tillægger fællesskabsinstitutionerne en eksklusiv kompetence med
hensyn til støtte inden for Fællesskabet (præmisser, kap. B, I, 1, b, 25. afsnit, på s.
221, org. ref.: 7. afsnit, på s. 43).
- 63.
- Ifølge ordningen i henhold til traktaten som helhed er artikel 4, litra c), derfor ikke
til hinder for, at Kommissionen undtagelsesvis på grundlag af artikel 95, stk. 1 og
2, for at tage højde for situationer, der ikke har været forudset, godkender støtte,
som medlemsstaterne påtænker at yde, og som er forenelig med traktatens
målsætninger (jf. Domstolens dom af 12.7.1962, sag 9/61, Nederlandene mod Den
Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 325, sammendrag, org. ref.: Rec. s. 413).
- 64.
- I henhold til artikel 95, stk. 1 og 2, kan Kommissionen således efter samstemmende
og enstemmig udtalelse fra Rådet og efter høring af Det Rådgivende EKSF-Udvalg
træffe en beslutning eller vedtage en henstilling i alle tilfælde, som ikke omhandles
i traktaten, og hvor en sådan beslutning eller henstilling forekommer nødvendig for
inden for rammerne af det fælles marked for kul og stål i overensstemmelse med
bestemmelserne i artikel 5 at virkeliggøre et af Fællesskabet mål, således som de
nærmere er angivet i artikel 2, 3 og 4. I henhold til de nævnte bestemmelser kan
samme beslutning eller henstilling, vedtaget på samme måde, eventuelt fastsætte
de sanktioner, der skal iværksættes. For så vidt traktaten i modsætning til EF-traktaten ikke tillægger Kommissionen eller Rådet nogen særlig kompetence til at
godkende statsstøtte, er Kommissionen følgelig i henhold til artikel 95, stk. 1 og 2,
beføjet til at træffe bestemmelse om enhver foranstaltning, der er nødvendig for at
virkeliggøre målsætningerne med traktaten, og dermed til efter den i traktaten
fastlagte procedure at godkende støtte, som den finder nødvendig for at
virkeliggøre disse målsætninger.
- 65.
- Kommissionen har således i det omfang, traktaten ikke indeholder særlige
bestemmelser, kompetence til at vedtage enhver generel eller individuel beslutning,
der er nødvendig for at virkeliggøre målsætningerne med traktaten. Artikel 95, stk.
1 og 2, der tillægger Kommissionen denne kompetence, indeholder herved ingen
nærmere angivelse vedrørende rækkevidden af de beslutninger, Kommissionen kan
vedtage. Det henhører i denne forbindelse under Kommissionen i hvert enkelt
tilfælde at vurdere, hvilken af de to former for beslutninger, generelle eller
individuelle, der er mest egnet til at virkeliggøre den eller de målsætninger, der
forfølges.
- 66.
- Hvad nærmere angår statsstøtte har Kommissionen gjort brug af retsgrundlaget i
henhold til traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, på to forskellige måder. Kommissionen
har for det første vedtaget generelle beslutninger - »støttekodekser« - om en
generel fravigelse af forbuddet mod statsstøtte for så vidt angår nærmere fastlagte
former for støtte. For det andet har Kommissionen vedtaget individuelle
beslutninger om undtagelsesvis godkendelse af en række former for specifik støtte.
- 67.
- Der bør herefter i sagen ske en nærmere fastlæggelse af formålet med og
rækkevidden af henholdsvis støttekodeksen og de omtvistede individuelle
beslutninger.
- 68.
- Det bemærkes herom, at den støttekodeks, der var gældende i den i forbindelse
med de anfægtede beslutninger relevante periode, blev indført ved Kommissionens
beslutning nr. 3855/91 af 27. november 1991 om fællesskabsregler for støtte til jern-og stålindustrien. Der var tale om den femte støttekodeks, og denne trådte i kraft
den 1. januar 1992 og fandt anvendelse til og med den 31. december 1996, jf.
artikel 9. Retsgrundlaget for kodeksen var traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, og
kodeksen fulgte udtrykkeligt op på de tidligere kodekser (jf. navnlig Kommissionens
beslutning nr. 3484/85/EKSF af 27.11.1985 om fællesskabsregler for støtte til jern-
og stålindustrien, EFT L 340, s. 1, og Kommissionens beslutning nr. 322/89/EKSF
af 1.2.1989 om fællesskabsregler for støtte til jern- og stålindustrien, EFT L 38, s.
8), hvorfor kodeksen vil kunne fortolkes i sammenhæng med disse tidligere
kodekser. Det fremgår af betragtningerne (jf. navnlig afsnit I i betragtningerne til
beslutning nr. 3855/91), at reglerne først og fremmest tog sigte på »at sikre, at jern-
og stålindustrien ikke fratages muligheden for at få tildelt støtte til forskning og
udvikling og støtte til tilpasning af anlæggene til de nye miljøbeskyttelsesnormer«.
Med henblik på at nedsætte overskudsproduktionskapaciteten og igen at skabe
ligevægt på markedet godkendtes ligeledes på visse betingelser »støtte med socialt
sigte, som vil kunne fremme en delvis lukning af anlæg og støtte til finansiering af
en definitiv afvikling af de mindst konkurrencedygtige virksomheders EKSF-aktiviteter«. Endelig fastsattes et udtrykkeligt forbud mod drifts- og
investeringsstøtte, med undtagelse af »regional investeringsstøtte i visse
medlemsstater«. Virksomheder i Grækenland, Portugal og det tidligere DDR
kunne herefter oppebære en sådan regional støtte.
- 69.
- Hvad angår de fem omtvistede beslutninger vedtog Kommissionen disse under
henvisning til traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, idet formålet ifølge betragtningerne
var at skabe grundlag for en strukturomlægning hos offentlige jern- og
stålvirksomheder, der var udsat for alvorlige vanskeligheder i de pågældende
medlemsstater, hvis jern- og stålindustri gennemgik den mest alvorlige krise
nogensinde som følge af den markante forværring af forholdene på markedet i
Fællesskabet for jern- og stålprodukter. Det afgørende formål med støtten var at
skabe grundlag for en sanering af de støtteoppebærende virksomheder.
Kommissionen anførte i de anfægtede beslutninger, at de meget vanskelige
konjunkturer for jern- og stålindustrien i Fællesskabet skyldtes økonomiske
faktorer, der i vid udstrækning ikke kunne forudses. Kommissionen fandt derfor,
at der forelå en ganske usædvanlig situation, som ikke var omhandlet i traktaten
(afsnit IV i betragtningerne).
- 70.
- Det fremgår således af den femte støttekodeks og af de omtvistede beslutninger,
at retsgrundlaget for disse forskellige retsakter er det samme, nemlig traktatens
artikel 95, stk. 1 og 2, og at der ved retsakterne sker en fravigelse af princippet i
traktatens artikel 4, litra c), om generelt forbud mod støtte. Retsakternes
anvendelsesområder er forskellige, idet kodeksen generelt omhandler visse former
for støtte, der efter kodeksen anses for forenelige med traktaten, mens de
omtvistede beslutninger under henvisning til ganske særlige forhold og una tantum
godkendte støtte, der principielt ikke kunne anses for forenelig med traktaten.
- 71.
- Der kan herefter ikke gives sagsøgeren medhold i, at Kommissionen savnede
beføjelse til ved individuelle beslutninger at fravige det forbud mod statsstøtte, der
ifølge sagsøgeren ikke alene udspringer af traktatens artikel 4, litra c), men også
af støttekodeksen. Kodeksen er således kun et bindende regelsæt for så vidt angår
de former for støtte, der er forenelige med traktaten, som kodeksen opregner. På
dette område indfører kodeksen en almindeligt gældende ordning, som har til
formål at sikre, at enhver støtte, der er omfattet af de i kodeksen fastlagte
kategorier, underlægges ensartede vilkår som led i én og samme procedure.
Kommissionen er kun bundet af denne ordning, når den skal vurdere, om støtte,
der er omfattet af kodeksen, er forenelig med traktaten. Kommissionen kan følgelig
ikke godkende støtte af den art ved en individuel beslutning, når der er tale om
støtte, som strider mod de ved kodeksen indførte generelle regler (jf. Domstolens
domme af 29.3.1979 i de såkaldte »kuglelejesager«, sag 113/77, NTN Toyo Bearing
m.fl. mod Rådet, Sml. s. 1185, sag 118/87, ISO mod Rådet, Sml. s. 1277, sag 119/77,
Nippon Seiko m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1303, sag 120/77, Koyo
Seiko m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 1337, og sag 121/77, Machi
Fujikoshi mod Rådet, Sml. s. 1363, samt dom af 21.2.1984, forenede sager 140/82,
146/82, 221/82 og 226/82, Walzstahl-Vereinigung og Thyssen mod Kommissionen,
Sml. s. 951, af 14.7.1988, forenede sager 33/86, 44/86, 110/86, 226/86 og 285/86,
Peine-Salzgitter m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 4309, og i sagen CIRFS mod
Kommissionen, a.st.).
- 72.
- Hvad derimod angår støtte, der ikke er omfattet af en de former for støtte, som i
henhold til kodeksen er undtaget fra forbuddet, kan sådanne former for støtte være
genstand for en individuel fritagelse fra forbuddet, såfremt Kommissionen som led
i sine skønsmæssige beføjelser i henhold til traktatens artikel 95 finder, at der er
tale om støtte, som er nødvendig for at virkeliggøre målsætningerne ved traktaten.
Støttekodeksen har således kun til formål generelt og på visse betingelser at tillade
fravigelser fra forbuddet mod støtte for så vidt angår bestemte former herfor, som
kodeksen udtømmende opregner. Kommissionen savner kompetence efter
traktatens artikel 95, stk. 1 og 2 - der kun angår tilfælde, som ikke omhandles i
traktaten (jf. dommen i sagen Nederlandene mod Den Høje Myndighed, a.st.,
præmis 2) - til at forbyde visse former for støtte, idet et sådant forbud allerede
fremgår af selve traktaten, jf. artikel 4, litra c). Støtte, der ikke falder ind under en
af de kategorier, som kodeksen undtager fra forbuddet, er således fortsat alene
omfattet af artikel 4, litra c). Det gælder herefter, at må sådanne former for støtte
alligevel anses for nødvendige for at virkeliggøre målsætningerne med traktaten,
kan Kommissionen gøre brug af sin kompetence i henhold til traktatens artikel 95
til at gribe ind over for en sådan situation, der ikke har været forudset, i givet fald
i form af en individuel beslutning.
- 73.
- De i sagen omtvistede beslutninger - der godkender statsstøtte med henblik på at
gøre det muligt for store offentlige jern- og stålkoncerner at gennemføre
strukturomlægninger - er ikke omfattet af anvendelsesområdet for støttekodeksen.
Ved denne indføres der på nærmere angivne betingelser undtagelser af generel
karakter fra forbuddet mod statsstøtte, idet disse undtagelser alene gælder støtte
til forskning og udvikling, støtte til miljøbeskyttelse, støtte til lukning samt regional
støtte til jern- og stålvirksomheder etableret i visse medlemsstater eller i en del af
disse. Den i sagen omhandlede driftsstøtte og støtte til strukturomlægninger er
åbenbart ikke omfattet af nogen af de nævnte former for støtte. Følgelig er de
undtagelser, som i henhold til de anfægtede beslutninger kan finde sted, ikke
underlagt de i støttekodeksen fastlagte betingelser og er dermed af komplementær
art i forhold til kodeksen, hvorved formålet med dem er at forfølge målsætninger,
der er fastlagt i traktaten.
- 74.
- De omtvistede beslutninger kan herefter ikke anses for undtagelser fra den femte
støttekodeks, der savner begrundelse, men er retsakter, der som kodeksen har
hjemmel i traktatens artikel 95, stk. 1 og 2.
- 75.
- Følgelig savnes der grundlag for det af sagsøgeren anførte, hvorefter de anfægtede
beslutninger blev truffet for at favorisere de virksomheder, som skulle oppebære
støtten, nærmere bestemt i form af en maskeret ændring af støttekodeksen.
Kommissionen kunne således ikke ved at vedtage støttekodeksen fraskrive sig sin
kompetence i henhold til traktatens artikel 95 til at vedtage individuelle
beslutninger med henblik på at tage højde for situationer, der ikke har været
forudset. Da de økonomiske forhold, der førte Kommissionen til at udstede de
omtvistede beslutninger, ikke faldt ind under kodeksens anvendelsesområde, var
Kommissionen således beføjet til på grundlag af traktatens artikel 95 at godkende
den pågældende støtte på de vilkår, der skal overholdes i forbindelse med
anvendelsen af denne bestemmelse.
- 76.
- Der kan herefter ikke gives sagsøgeren medhold i, at der er handlet i strid med
forbuddet mod statsstøtte og begået magtfordrejning.
- Tilsidesættelse af traktatens artikel 95, stk. 1
- 77.
- Det bemærkes indledningsvis, at Kommissionen som allerede fastslået i henhold til
traktatens artikel 95, stk. 1 og 2, er beføjet til at godkende statsstøtte inden for
Fællesskabet, når den økonomiske situation inden for jern- og stålindustrien gør
gennemførelsen af denne form for foranstaltninger nødvendig for at virkeliggøre en
af målsætningerne med Fællesskabet.
- 78.
- Dette krav er navnlig opfyldt, når jern- og stålindustrien er udsat for en ganske
usædvanlig krisesituation. Domstolen har herved i dommen i sagen Tyskland mod
Kommissionen, jf. ovenfor, fremhævet »den snævre forbindelse, der inden for
rammerne af EKSF-traktatens gennemførelse består i krisetider mellem tildelingen
af støtte til jern- og stålindustrien og den strukturomlægningsindsats, der påhviler
denne industri« (præmis 30). Det henhører under Kommissionen som led i denne
gennemførelse skønsmæssigt at vurdere, om den støtte, der tiltænkes ydet som
bidrag til strukturomlægningen, er forenelig med traktatens grundlæggende
principper.
- 79.
- Det er ubestridt, at den europæiske jern- og stålindustri i begyndelsen af 1990'erne
blev ramt af en pludselig og alvorlig krise som følge af en kombination af flere
forskellige faktorer, herunder den internationale økonomiske recession, lukningen
af de traditionelle eksportafsætningskanaler, den stærkt øgede konkurrence fra
jern- og stålvirksomheder i udviklingslandene og den hurtige stigning i importen til
Fællesskabet af jern- og stålprodukter fra medlemslandene i Organisationen af
Olieeksporterende Lande (OPEC). Det er i lyset af denne krisesituation, at der i
sagen må ske en undersøgelse af, hvorvidt den omtvistede støtte var nødvendig for
at virkeliggøre de grundlæggende målsætninger med traktaten, således som det
efter dennes artikel 95, stk. 1 og 2, er en forudsætning.
- 80.
- Det fremgår klart af afsnit IV i betragtningerne til de omtvistede beslutninger, at
formålet med disse er en sanering af jern- og stålindustrien i de pågældende
medlemsstater, hvilket skal bidrage til virkeliggørelsen af de i traktatens artikel 2
og 3 fastlagte målsætninger med denne. Beslutningerne tilsigter herved at skabe
grundlag for en sund og levedygtig struktur hos de virksomheder, der skal
oppebære den ved beslutningerne godkendte støtte.
- 81.
- Der kan herved ikke gives sagsøgeren medhold i, at det må anses for tvivlsomt, at
de omtvistede beslutninger virkelig har til formål at retablere de
støtteoppebærende virksomheders levedygtighed, idet beslutningerne ikke angiver
tilstrækkelige oplysninger til støtte for den antagelse, at de af de pågældende
medlemsstater forelagte strukturomlægningsplaner realistisk vil kunne retablere
denne levedygtighed, og idet der ikke er nogen sikkerhed for, at Kommissionen
ikke senere vil godkende ny støtte til de samme virksomheder, således som dette
allerede er sket tidligere.
- 82.
- Det fremgår således af forarbejderne og betragtningerne til de omtvistede
beslutninger, at der til grund for disse ligger en grundig analyse af den aktuelle
krise inden for den europæiske jern- og stålindustri og af spørgsmålet om, hvilke
midler der er mest egnede til at gribe ind over for denne situation. Kommissionen
gav en uafhængig ekspert, Fernand Braun, mandat til at undersøge forholdene
nærmere, idet Braun's opgave var at fastlægge, hvilke virksomheder inden for jern-
og stålindustrien der påtænktes lukket, hvorved hans rapport blev forelagt den 29.
januar 1993. Rapporten understøttede de oplysninger, der var indeholdt i
Kommissionens meddelelse af 23. november 1992 til Rådet. Endvidere fremgår det
af sagens akter, at Kommissionen nøje og med bistand fra eksperter udefra
undersøgte de strukturomlægningsplaner, der var knyttet til de pågældende
medlemsstaters påtænkte støtte, på grundlag af planernes evne til at sikre de
støtteoppebærende virksomheders levedygtighed (afsnit III i betragtningerne til de
omtvistede beslutninger). Hertil kommer, at det fremgår af Kommissionens
meddelelser til Rådet under forløbet af den procedure, der førte til vedtagelsen af
de omtvistede beslutninger, at sagsøgte herudover nøje undersøgte spørgsmålet om
vilkårene for, at de pågældende virksomheder kunne blive levedygtige.
- 83.
- Det bemærkes herefter, at der i de anfægtede beslutninger er en klar angivelse af
de vigtigste led af de strukturomlægningsplaner, som den omtvistede støtte skal
bidrage til gennemførelsen af. Det fremgår heraf, at støtten skal lette
privatiseringen af de pågældende støtteoppebærende offentlige virksomheder eller
dele af disse, en lukning af urentable anlæg, en indskrænkning af
overskudskapacitet og en nedlæggelse af arbejdspladser - i givet fald med
tilknyttede sociale foranstaltninger med det formål at sikre en ligevægt mellem
henholdsvis de sociale hensyn, der gør sig gældende, og hensynet til de pågældende
virksomheders fremtidige rentabilitet. Disse forskellige aspekter er blevet behandlet
på præcis og detaljeret måde (jf. afsnit II i betragtningerne til de omtvistede
beslutninger). De omtvistede beslutninger tilsigter på grundlag af samtlige disseforanstaltninger at skabe grundlag for en sund og rentabel struktur hos de
pågældende virksomheder.
- 84.
- Når sagsøgeren herved - ved alene at anføre, at visse former for tidligere ydet
støtte har vist sig ineffektiv, uden at tage stilling til de konkrete
strukturomlægningsforanstaltninger, der i de omtvistede beslutninger er blevet
truffet bestemmelse om med henblik på at sikre de støtteoppebærende
virksomheders levedygtighed - gør gældende, at den omtvistede støtte formentlig
ikke vil være i stand til at føre til de forventede resultater, er dette udtryk for en
anticipering af rent spekulativ og hypotetisk art. Hvad angår det af sagsøgeren
anførte, der støtter sig på forhold, som ligger efter vedtagelsen af de anfægtede
beslutninger, herunder navnlig de i meddelelsen af 21. juni 1994 omhandlede, er
dette - selv om det antages, at disse forhold foreligger, hvilket dog ikke er blevet
godtgjort - under alle omstændigheder irrelevant for vurderingen af spørgsmålet
om beslutningernes lovlighed, idet dette spørgsmål ikke kan afhænge af forhold, der
ligger efter vedtagelsen.
- 85.
- Efter at det således er blevet fastslået, at de omtvistede beslutninger rent faktisk
har til formål at sikre de støtteoppebærende virksomheders levedygtighed, må det
i lyset af den krise, som jern- og stålindustrien gennemgår, undersøges, hvorvidt
denne målsætning falder ind under de målsætninger, der er fastlagt i traktatens
artikel 2 og 3, hvortil der særligt henvises i betragtningerne til beslutningerne.
- 86.
- Det bemærkes herved indledningsvis, at det fremgår af fast retspraksis, at
Kommissionens rolle, når henses til de i traktaten fastlagte forskelligartede
målsætninger, er at påse, at der hele tiden foretages en rimelig afvejning mellem
hensynene til disse forskellige målsætninger, nærmere bestemt således, at
Kommissionen skal gøre brug af sine skønsmæssige beføjelser med henblik på at
tilgodese den fælles interesse (jf. Domstolens dom af 13.6.1958, sag 9/56, Meroni
mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 55, på s. 72, org. ref.: Rec. s. 9, på
s. 43, af 21.6.1958, sag 8/57, Groupement des hauts fourneaux et aciéries belges
mod Den Høje Myndighed, Sml. 1954-1964, sammendrag, org. ref.: Rec. s. 223, på
s. 242, og af 29.9.1987, forenede sager 351/85 og 360/85, Fabrique de fer de
Charleroi og Dillinger Hüttenwerke mod Kommissionen, Sml. s. 3639, præmis 15).
Domstolen har navnlig i dommen af 18. marts 1980 (forenede sager 154/78, 205/78,
206/78, 226/78, 227/78, 228/78, 263/78, 264/78, 31/79, 39/79, 83/79 og 85/79,
Valsabbia m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 907, præmis 55) fastslået, at »såfremt
et kompromis mellem de forskellige mål kan være nødvendigt endog under
normale markedsforhold, må det endnu mere kunne anerkendes under en krise,
der kan begrunde vedtagelsen af ekstraordinære foranstaltninger, der i forhold til
de normale regler for det fælles stålmarkeds funktion har karakter af undtagelser,
og som åbenbart medfører, at der må ses bort fra nogle af de i artikel 3 nævnte
mål, også det i litra c) anførte om overvågelse af fastsættelsen af lavest mulige
priser«.
- 87.
- Det må fastslås, at de omtvistede beslutninger er udtryk for en rimelig afvejning
mellem hensynene til de forskellige målsætninger med traktaten, hvorved det har
været formålet at tilgodese væsentlige interesser. Det må således antages, at
rationaliseringen af den europæiske jern- og stålindustri ved en sanering af en
række koncerner, lukning af forældede eller ikke-konkurrencedygtige anlæg,
indskrænkning af overskudskapacitet, privatisering af visse virksomheder med
henblik på at sikre disses levedygtighed samt nedlæggelse af arbejdspladser i et
»rimeligt« omfang - således som Kommissionen har udtrykt det - som
beslutningerne har som genstand, bidrager til at virkeliggøre målsætningerne med
traktaten, når henses til jern- og stålindustriens sårbarhed og til, at en fortsat eller
ligefrem forværret krise ville have kunnet skabe meget alvorlige og vedvarende
forstyrrelser i de pågældende medlemsstaters økonomier. Det er ikke blevet
bestridt, at jern- og stålindustrien i flere medlemsstater har en afgørende betydning
som følge af, at produktionsanlæggene er beliggende i områder med stor
arbejdsløshed, og som følge af de involverede økonomiske interesser. Under disse
omstændigheder ville eventuelle beslutninger om lukning af anlæg og om
nedlæggelse af arbejdspladser samt private selskabers overtagelse af kontrollen med
de pågældende virksomheder udelukkende ud fra markedsøkonomiske hensyn i
mangel af støtteforanstaltninger fra det offentlige kunne have skabt meget alvorlige
samfundsproblemer, navnlig i form af en større arbejdsløshed og en risiko for, at
der blev skabt en alvorlig økonomisk og social krisesituation.
- 88.
- Under disse omstændigheder må de omtvistede beslutninger derved, at de havde
til formål at løse de nævnte problemer på grundlag af en sanering af de
pågældende jern- og stålkoncerner, utvivlsomt antages at tilsigte »at bevare
stabiliteten i beskæftigelsen« og at forhindre, »at dybtgående og vedvarende
forstyrrelser opstår i medlemsstaternes økonomier«, således som det er et krav i
henhold til traktatens artikel 2, stk. 2. Endvidere forfulgte beslutningerne de i
artikel 3 fastlagte målsætninger vedrørende bl.a. »opretholdelsen af sådanne vilkår,
at virksomhederne tilskyndes til at udvikle og forbedre deres produktionsapparat«
[litra d)], og vedrørende en fremme af »en regelmæssig udvidelse og modernisering
af produktionen samt en kvalitetsforbedring på en måde, der udelukker enhver
beskyttelsesforanstaltning mod konkurrerende industrier« [litra g)]. Beslutningerne
skulle således fremme en rationalisering af den europæiske jern- og stålindustri,
navnlig på grundlag af en endelig lukning af forældede eller ikke-konkurrencedygtige anlæg og en definitiv indskrænkning af produktionskapaciteten
for så vidt angår en række produkter med henblik på at gribe ind over for den
bestående overskudskapacitet (jf. artikel 2 i de omtvistede beslutninger).
Beslutningerne er et led i et overordnet program med henblik på varige
strukturomlægninger inden for jern- og stålindustrien og en indskrænkning af
produktionskapaciteten i Fællesskabet. Det bemærkes herved, at formålet med den
omtvistede støtte ikke er at sikre den pågældende virksomheds overlevelse - hvilket
ville stride mod den fælles interesse - men at retablere dens levedygtighed samtidig
med en begrænsning af støttens indvirkning på konkurrencen til et minimum og en
overholdelse af princippet om forbud mod illoyal konkurrence.
- 89.
- Det må herefter fastslås, at de omtvistede beslutninger tilsigter at tilgodese den
fælles interesse i overensstemmelse med målsætningerne med traktaten. Der kan
således ikke gives sagsøgeren medhold i, at beslutningerne strider mod de fleste af
de i traktatens artikel 2 og 3 fastlagte målsætninger.
- 90.
- Hvad angår det af sagsøgeren anførte, hvorefter den omtvistede støtte ikke er
nødvendig for at virkeliggøre de målsætninger, der forfølges, må dette ligeledes
forkastes. Det fremgår herved af sagens akter, at de fem omtvistede beslutninger
er et led i et overordnet program med henblik på strukturomlægninger inden for
jern- og stålindustrien og en indskrænkning af produktionskapaciteten i
Fællesskabet. Det kan ikke bebrejdes Kommissionen, at den som led i dette
program med henblik på at retablere de pågældende virksomheders levedygtighed
ikke greb til andre midler, som angiveligt ville have medført færre fordrejninger
end den omtvistede støtte. Selv om det antages, at alternative løsninger havde
kunnet komme på tale og i praksis var gennemførlige, hvilket ikke er blevet
godtgjort, kan sådanne mulige andre løsninger ikke i sig selv være tilstrækkelige til,
at det må anses for dokumenteret, at den omtvistede støtte ikke er nødvendig som
forudsat i traktatens artikel 95, stk. 1, og til, at de omtvistede beslutninger er
behæftet med mangler, for så vidt den af Kommissionen valgte løsning hverken er
et resultat af en åbenbar fejlvurdering eller af magtfordrejning. Retten kan således
ikke efterprøve spørgsmålet om hensigtsmæssigheden af et af Kommissionen truffet
valg, da Retten i så fald ville sætte sin egen vurdering i stedet for Kommissionens.
- 91.
- Det må herefter fastslås, at sagsøgeren ikke har fremsat noget overbevisende
argument, der kan rejse tvivl om, hvorvidt de omtvistede beslutninger er blevet
vedtaget i overensstemmelse med kravene i henhold til traktatens artikel 95, stk.
1 og 2.
- Tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling
- 92.
- Det bemærkes, at sagsøgeren har gjort gældende, at de omtvistede beslutninger
navnlig er udtryk for forskelsbehandling derved, at de ikke pålægger de
støtteoppebærende virksomheder tilstrækkelige forpligtelser i form af
kapacitetsindskrænkninger som modstykke til den omtvistede støtte, og derved, at
de skaber grundlag for, at disse virksomheder kan nedsætte deres gæld.
- 93.
- Hvad for det første angår spørgsmålet om kapacitetsindskrænkninger bemærkes,
at det fremgår af Domstolens praksis, at der ikke behøver at være noget »bestemt
kvantitativt forhold« mellem »støttebeløbene og omfanget af de
kapacitetsnedskæringer, der skal foretages« (jf. herved dommen i sagen Tyskland
mod Kommissionen, a.st., præmis 33). Tværtimod er blandt de faktorer, som kan
have indflydelse på den nærmere fastsættelse af de beløb, der gives bemyndigelse
til at yde, »ikke blot ... antallet af tons produktionsnedskæringer ... men også en
række andre faktorer, som veksler fra den ene region af Fællesskabet til den
anden«, såsom strukturomlægningsindsatsen, de regionale og sociale problemer,
som er fremkaldt af krisen i jern- og stålindustrien, den tekniske udvikling samt
virksomhedernes tilpasning til markedsvilkårene (a.st., præmis 34). Kommissionens
vurdering kan følgelig ikke efterprøves alene på grundlag af økonomiske kriterier.
Kommissionen kan retmæssigt tilgodese en lang række forskellige hensyn af
politisk, økonomisk eller social art som led i udøvelsen af sine skønsmæssige
beføjelser i henhold til traktatens artikel 95.
- 94.
- Det bemærkes herved, at Kommissionen i de fem omtvistede beslutninger
udtrykkeligt har anført, at støtten bør begrænses til, hvad der er strengt nødvendigt,
således at der ikke sker en påvirkning af konkurrenceforholdene i et omfang, der
strider mod den fælles interesse. Kommissionen skønnede på dette grundlag, at der
i forhold til de støttebeløb, der ekstraordinært blev godkendt, burde træffes
bestemmelse om et passende modstykke i form af et væsentligt bidrag til de
strukturtilpasninger, der er nødvendige inden for jern- og stålindustrien.
- 95.
- I overensstemmelse hermed fastlægges i afsnit V i betragtningerne til de anfægtede
beslutninger nærmere betingelser vedrørende omfanget af og vilkårene og
tidsplanen for de lukninger af anlæg eller kapacitetsindskrænkninger, der pålægges
de støtteoppebærende virksomheder, i givet fald således, at der henvises til den af
den pågældende medlemsstat forelagte strukturomlægningsplan. Sagsøgeren har
herved intet fremført, der kan godtgøre, at disse lukninger eller
kapacitetsindskrænkninger er utilstrækkelige i forhold til omfanget af den
godkendte støtte og de målsætninger, der forfølges.
- 96.
- Navnlig kan der ikke lægges vægt på det af sagsøgeren anførte, hvorved sagsøgeren
sammenholder kapacitetsindskrænkningen på 750 000 tons om året pr. mia. ecu i
støtte, som de omtvistede beslutninger regner med, og den kapacitetsindskrænkning
på 516 000 tons pr. 400 000 ECU i støtte, der under drøftelserne mellem
Kommissionen og den offentlige italienske jern- og stålvirksomhed Bresciani blev
enighed om, idet sagsøgeren herved ikke tager hensyn til de støtteoppebærende
virksomheders særlige forhold og til de konkrete omstændigheder omkring de
omtvistede beslutninger, der som allerede fastslået blev vedtaget på grundlag af
traktatens artikel 95, stk. 1, for at imødegå en ganske usædvanlig krisesituation.
Tilsvarende savnes der grundlag for sagsøgerens klagepunkt om, at flertallet af de
i beslutningerne omhandlede lukninger skal finde sted i slutningen af den periode,
i hvilken støtten betales. Ved fastsættelsen af fristen for at gennemføre disse
lukninger kunne Kommissionen med rette tage hensyn til støttens formål, dvs. en
retablering af de pågældende virksomheders levedygtighed. I øvrigt gælder det
under alle omstændigheder, at de krævede lukninger f.eks. for så vidt angår
Sidenor er blevet gennemført fuldt ud og for så vidt angår Ilva for to tredjedeles
vedkommende, selv om den udbetalte støtte på dette tidspunkt endnu havde et
meget ringe omfang ifølge de af Kommissionen fremlagte oplysninger, hvis rigtighed
sagsøgeren ikke har bestridt.
- 97.
- Hvad angår sagsøgerens argumenter vedrørende den forhøjelse af CSI's kapacitet,
der vil blive en følge af nye investeringer, bemærkes, at denne forhøjelse, der har
sammenhæng med den påtænkte oprettelse af en produktionskapacitet for
varmvalsede produkter i Sestão, som sagsøgeren herved henviser til, ligger uden for
rammerne af den strukturomlægningsplan, som den støtte, der godkendes ved den
omtvistede beslutning vedrørende denne virksomhed, skal bidrage til
gennemførelsen af (afsnit V, første led, i betragtningerne til denne beslutning).
Hvad angår forhøjelsen af Siderurgia's kapacitet fremgår det som anført af
Kommissionen af artikel 2 i beslutningen vedrørende denne virksomhed, at detforhold, at højovnen på Seixal-fabrikken erstattes af en elektrisk lysbueovn med en
kapacitet på 900 000 tons, er uden betydning for virksomhedens forpligtelse til at
indskrænke sin produktionskapacitet med 140 000 tons varmvalsede produkter.
- 98.
- Endelig kan der ikke gives sagsøgeren medhold i, at kapacitetsindskrænkningerne
hos Ilva med 300 000 tons om året er rent teoretiske. Det fremgår herved af de af
Kommissionen fremlagte oplysninger, at sagsøgte for så vidt angår lukningen af
fabrikken i Bagnoli - der rådede over en maksimal produktionskapacitet på 1,25
mio. ton om året - har regnet med en kapacitetsindskrænkning på 300 000 tons om
året, idet produktionen dér var ophørt. Da der ikke foreligger oplysninger om noget
andet, må denne kapacitetsindskrænkning anses for effektiv, da den relevante
kapacitetsindskrænkning ikke kan fastlægges på grundlag af virksomhedens faktiske
produktion, der afhænger af konjunkturerne, men må bero på den reelle
produktionskapacitet, der vil kunne gøres brug af hurtigt og med få omkostninger.
- 99.
- Det må herefter fastslås, at der intet foreligger til støtte for en formodning om, at
de kapacitetsindskrænkninger, der i de omtvistede beslutninger er blevet truffet
bestemmelse om, ikke er udtryk for et passende modstykke til ydelsen af den
omtvistede støtte, når henses til støttebeløbet og til såvel de økonomiske og sociale
målsætninger med beslutningerne som hensynet til at indskrænke
produktionskapaciteten som led i det af Rådet godkendte overordnede program
med henblik på strukturomlægninger inden for jern- og stålindustrien.
- 100.
- Hvad dernæst angår spørgsmålet om den omtvistede støttes indvirkning på
konkurrencen bemærkes, at selv om enhver ydelse af støtte må antages at
begunstige én virksomhed i forhold til andre virksomheder, kan Kommissionen dog
ikke give tilladelse til støtte, som vil kunne medføre »konkurrenceforvridninger i
et omfang, der er i strid med den fælles interesse« (dommen i sagen Falck mod
Kommissionen, a.st., præmis 27). Konkret indebærer Kommissionens forpligtelse
til at handle i overensstemmelse med den fælles interesse ifølge Domstolens praksis
ikke, at Kommissionen skal handle »i samtlige retsundergivnes interesse, idet de
ikke efter dens stilling påhviler den nogen forpligtelse til kun at handle, såfremt det
ikke er til skade for nogen interesse. Når den handler, skal den derimod afveje de
modstående interesser og undgå skadelige følger, såfremt dette kan ske på fornuftig
måde i forbindelse med den beslutning, der skal træffes. Kommissionen kan i fælles
interesse benytte sin beslutningsbeføjelse, som omstændighederne kræver det, selv
på bekostning af visse private interesser« (dommen i sagen Valsabbia m.fl. mod
Kommissionen, a.st., præmis 49).
- 101.
- Det bemærkes herved, at de omtvistede beslutninger godkender ydelsen af en
støtte, der bl.a. har til formål at afhjælpe den situation med for høj gæld, som de
pågældende virksomheder befinder sig i, således at de på ny kan blive levedygtige
(jf. afsnit II i betragtningerne til de omtvistede beslutninger). Ved beslutningerne
begrænses den finansielle strukturomlægning til, hvad der er strengt nødvendigt,
således at der ikke sker en påvirkning af samhandelen i Fællesskabet i et omfang,
der er uforeneligt med den fælles interesse, navnlig når henses til de herskende
vanskeligheder på markedet for jern- og stålprodukter (punkt IV i betragtningerne
til de omtvistede beslutninger). For at forhindre, at de pågældende virksomheder
opnår en urimelig fordel i forhold til andre virksomheder inden for jern- og
stålindustrien, har Kommissionen navnlig i de omtvistede beslutninger taget højde
for, at virksomhederne ikke fra starten skal kunne have finansielle
nettoomkostninger på mindre end 3,5% af den årlige omsætning (3,2% for så vidt
angår AST, Acciai Speciali Terni), hvilket parterne er enige om repræsenterer den
gennemsnitlige gældsætningsgrad for jern- og stålvirksomhederne i Fællesskabet.
Mere generelt er der ved de omtvistede beslutninger, jf. disses artikel 2, fastlagt en
række betingelser, der skal sikre, at finansieringsstøtten begrænses til det strengt
nødvendige.
- 102.
- Det må herefter fastslås, at det ikke kan anses for at stride mod den fælles
interesse, når de støtteoppebærende virksomheders gæld nedbringes til et niveau
svarende til gennemsnittet for jern- og stålvirksomhederne i Fællesskabet.
Kommissionen har således ved sin vurdering vedrørende de forskellige involverede
interesser inddraget hensynet til den finansielle sanering af de pågældende
virksomheder, der er nødvendig for at retablere disses levedygtighed, samtidig med,
at den har truffet afgørelse på en sådan måde, at der i det omfang, det var muligt
under hensyn til genstanden for og formålet med de omtvistede beslutninger, ikke
kommer til at foreligge negative konsekvenser for andre erhvervsdrivende.
- 103.
- Der kan følgelig ikke gives sagsøgeren medhold i, at der er sket en tilsidesættelse
af princippet om forbud mod forskelsbehandling.
- 104.
- Det første anbringende må herefter forkastes.
Det andet anbringende, de omtvistede beslutningers tilbagevirkende gyldighed
Parternes argumenter
- 105.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at de anfægtede beslutninger, der blev vedtaget den
12. april 1994 og offentliggjort den 3. maj 1994, er blevet givet tilbagevirkende
gyldighed, for så vidt godkendelsen af den omtvistede støtte blev anset for givet
efter Rådets samtykke den 17. december 1993, og idet de pågældende
medlemsstater iværksatte deres støtteprogrammer med virkning fra denne dato. At
dette er tilfældet, fremgår bl.a. af, at hver af disse medlemsstater i henhold til
beslutningerne den 15. marts 1994 skulle forelægge den første rapport vedrørende
den pågældende støtteoppebærende virksomhed og strukturomlægningerne inden
for denne. Denne tilbagevirkende gyldighed, som Kommissionen ikke i tilstrækkelig
grad har begrundet, er udtryk for en tilsidesættelse af princippet om retten til at
varetage sine interesser, idet sagsøgeren først kunne anlægge sag med fire
måneders forsinkelse. Da et annullationssøgsmål endvidere i henhold til traktatens
artikel 39 ikke har nogen opsættende virkning, kunne de pågældende
medlemsstater på grundlag af princippet om beskyttelse af den berettigede
forventning modsætte sig ethvert krav om tilbagebetaling.
- 106.
- Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at tidsrummet mellem den 17.
december 1993 og den 12. april 1994 udelukkende var begrundet i administrative
hensyn, hvilket er årsagen til, at datoen den 15. marts 1994 - der var angivet i de
udkast til beslutninger, som blev forelagt Rådet i december 1993 - blev fastsat som
frist for de pågældende medlemsstater til at forelægge den første rapport. I øvrigt
har det ikke haft nogen følger for sagsøgeren, at beslutningerne først blev vedtaget
den 12. april 1994, idet sagsøgeren havde kunnet anfægte beslutningernes lovlighed
ved de nationale retsinstanser på grundlag af de umiddelbare retsvirkninger af
traktatens artikel 4, litra c) (Domstolens dom af 23.4.1956, forenede sager 7/54 og
9/54, Groupement des industries sidérurgiques luxembourgeoises mod Den Høje
Myndighed, Sml. 1954-1964, s. 21, sammendrag, org. ref.: Rec. s. 53). Såfremt
Retten annullerer de anfægtede beslutninger, vil Kommissionen endvidere med
henblik på at sikre den effektive virkning af Rettens dom i overensstemmelse med
traktatens artikel 34 være forpligtet til at forlange den omtvistede støtte
tilbagebetalt (jf. dommen i sagen CIRFS m.fl. mod Kommissionen, a.st.).
Anbringendet om, at de anfægtede beslutninger på retsstridig måde er blevet givet
tilbagevirkende gyldighed, er under alle omstændigheder irrelevant i sagen, der kun
angår beslutningernes lovlighed og ikke noget eventuelt ansvar for Kommissionen.
Rettens bemærkninger
- 107.
- Det bemærkes, at det er ubestridt, at de omtvistede beslutninger efter Rådets
udtalelse blev vedtaget med betydelig forsinkelse. Rådet afgav udtalelse den 22.
december 1993, men beslutningerne blev først vedtaget den 12. april 1994.
Kommissionen har herved alene henvist til »administrative hensyn« uden at angive
nogen præcis begrundelse.
- 108.
- Det må herefter undersøges, hvorvidt sagsøgerens rettigheder er blevet tilsidesat
som følge af denne forsinkelse.
- 109.
- Sagsøgeren har herom gjort gældende, at organisationen som følge af forsinkelsen
først kunne indbringe annullationssøgsmålet angående de omtvistede beslutninger,
efter at den af medlemsstaterne ydede støtte efter Rådets udtalelse allerede måtte
antages at være blevet udbetalt. Selv om man går ud fra, at støtte blev udbetalt
straks efter Rådets samstemmende udtalelse, hvilket ikke er blevet godtgjort, kan
dette forhold imidlertid ikke være udtryk for, at sagsøgeren ikke har haft nogen
tilstrækkelig retsbeskyttelse. Der må således gives Kommissionen medhold i, at
Domstolen allerede i tidlig retspraksis har fastslået, at forbuddet mod statsstøtte i
traktatens artikel 4, litra c), har umiddelbare retsvirkninger (jf. dommen i sagen
Groupement des industries sidérurgiques luxembourgeoises mod Den Høje
Myndighed, a.st., org. ref.: på s. 88), og at sagsøgeren ved de nationale retsinstanser
havde kunnet anfægte lovligheden af ydelsen af statsstøtte før Kommissionens
godkendelse af denne. Det bemærkes endvidere, at borgerne i henhold til
fællesskabsretlig retspraksis kan kræve erstatning, når deres rettigheder er blevet
krænket som følge af en medlemsstats tilsidesættelse af fællesskabsretten, også
hvad angår bestemmelser, der har umiddelbare retsvirkninger (jf. Domstolens dom
af 5.3.1996, forenede sager C-46/93 og C-48/93, Brasserie du pêcheur og
Factortame, Sml. I, s. 1029, præmis 20-36, og af 8.10.1996, forenede sager C-178/94,
C-179/94, C-188/94, C-189/94 og C-190/94, Dillenkofer m.fl., Sml. I, s. 4845, præmis
20-29). Det må følgelig fastslås, at sagsøgeren havde en tilstrækkelig retsbeskyttelse.
- 110.
- Det bemærkes herefter, at der ikke kan gives sagsøgeren medhold i, at den
angivelige udbetaling af den omtvistede støtte før vedtagelsen af de omtvistede
beslutninger hos de støtteoppebærende virksomheder kunne skabe en berettiget
forventning om, at støtten var forenelig med traktaten, således at virksomhederne
ville kunne støtte ret på en sådan forventning i tilfælde af, at Kommissionen,
såfremt Retten måtte annullere de omtvistede beslutninger, af medlemsstaterne
krævede, at disse forlangte støtten tilbagebetalt. Dette argument er uden relevans
i sagen, idet det ingen sammenhæng har med spørgsmålet om lovligheden af de
omtvistede beslutninger.
- 111.
- Det må følgelig fastslås, at de omtvistede beslutninger ikke er retsstridige som følge
af Kommissionens forsinkede vedtagelse af dem.
- 112.
- Det må herefter fastslås, at genstanden for den i sagen nedlagte
annullationspåstand for så vidt angår beslutning 94/256 er bortfaldet, og at
Kommissionen i øvrigt bør frifindes.
Sagens omkostninger
- 113.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, såfremt der er nedlagt påstand herom. Bortset fra
beslutning 94/256 - idet sagens genstand for så vidt angår denne beslutning er
bortfaldet - har sagsøgeren tabt sagen, for så vidt sagsøgeren ikke har fået medhold
i sin påstand om annullation af de omtvistede beslutninger. Kommissionen og Ilva,
der har interveneret til støtte for Kommissionens påstande, har nedlagt påstand om,
at sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger, hvorfor sagsøgeren som
udgangspunkt bør dømmes til at betale Kommissionens og Ilva's omkostninger.
- 114.
- Det bemærkes om annullationspåstanden, at det er blevet fastslået, at det for så
vidt angår beslutning 94/256 er ufornødent at træffe afgørelse om påstanden, jf.
procesreglementets artikel 87, stk. 6. I henhold til denne bestemmelse er Retten
herefter frit stillet i sin afgørelse om sagens omkostninger, idet bemærkes, at der
navnlig bør tages hensyn til, at Kommissionen har tilbagekaldt beslutning 94/256
efter indbringelsen af annullationssøgsmålet, og til, at sagsøgeren ikke for så vidt
har frafaldet sin annullationspåstand og ikke har nedlagt påstand om, at
Kommissionen som følge af de af denne udviste forhold dømmes til delvis at betale
sagens omkostninger (jf. procesreglementets artikel 87, stk. 5, første afsnit).
- 115.
- Tages der herefter udgangspunkt i, at hver af de seks anfægtede beslutninger må
antages at have haft den samme betydning for sagsøgeren, bør sagsøgeren dømmes
til at betale 5/6 af Kommissionens omkostninger tillige med samtlige Ilva's
omkostninger.
- 116.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, bærer medlemsstater og
institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bør Rådet,
Forbundsrepublikken Tyskland og Den Italienske Republik, der har interveneret
i sagen, bære deres egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Udvidede Afdeling)
1) For så vidt angår Kommissionens beslutning 94/256/EKSF af 12. april 1994
om Tysklands støtte til stålvirksomheden EKO Stahl AG, Eisenhüttenstadt,
er det ufornødent at træffe afgørelse om den i sagen nedlagte
annullationspåstand.
2) I øvrigt frifindes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
3) Sagsøgeren betaler 5/6 af Kommissionens omkostninger tillige med
samtlige Ilva Laminati Piani SpA's omkostninger som intervenient.
4) Rådet, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Italienske Republik bærer
deres egne omkostninger.
Saggio Kalogeropoulos Tiili
Potocki Moura Ramos
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. oktober 1997.
H. Jung
A. Saggio
Justitssekretær
Præsident