RETTENS DOM (Første Afdeling)

13. januar 1999 (1)

»Erstatningssøgsmål - ansvar uden for kontraktforhold - mælk - tillægsafgift -referencemængde - producenter, der har påtaget sig en ikke-markedsføringsforpligtelse - ufrivillig genoptagelse af produktionen vedforpligtelsens ophør - nationale myndigheders retsakter«

I sag T-1/96,

Bernhard Böcker-Lensing og Ludger Schulze-Beiering, landmænd, deltagere i ettysk interessentskab, Borken (Tyskland), ved advokaterne Bernd Meisterernst,Mechtild Düsing, Dietrich Manstetten, Frank Schulze og Klaus Kettner, Münster,og med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Dupong og Dupong, 4-6, ruede la Boucherie,

sagsøgere,

mod

Rådet for Den Europæiske Union ved juridisk konsulent Arthur Brautigam, sombefuldmægtiget, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe, Georg M. Berrisch ogMarco Núñez-Müller, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourghos generaldirektør Alessandro Morbilli, Den Europæiske InvesteringsbanksDirektorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved ledende juridisk konsulentDierk Booss og Michael Niejahr, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som

befuldmægtigede, bistået af advokaterne Hans-Jürgen Rabe, Georg M. Berrisch ogMarco Núñez-Müller, Hamburg og Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourghos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret,Kirchberg,

sagsøgt,

angående en påstand i medfør af EF-traktatens artikel 178 og artikel 215, stk. 2,om erstatning af det tab, sagsøgerne har lidt ved, at de har været forhindret i atmarkedsføre mælk som følge af Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts1984 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EØF)nr. 804/68 omhandlede afgift på mælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13), somsuppleret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 (EFTL 132, s. 11),

har

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS

(Første Afdeling)

sammensat af præsidenten, B. Vesterdorf, og dommerne R.M. Moura Ramos ogP. Mengozzi,

justitssekretær: H. Jung,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 24.september 1998,

afsagt følgende

Dom

Retsforskrifter

1.

    I 1977 udstedte Rådet med henblik på at nedbringe en overskudsproduktion afmælk inden for Fællesskabet forordning (EØF) nr. 1078/77 af 17. maj 1977 omindførelse af en præmieordning for ikke-markedsføring af mælk og mejeriprodukterog for omstilling af malkekvægsbesætninger (EFT L 131, s. 1, herefter »forordningnr. 1078/77«). Ved forordningen blev producenterne tilbudt en præmie for atpåtage sig en forpligtelse til at undlade at markedsføre mælk i en periode på femår eller omstille besætningerne.

2.

    Trods mange producenters indgåelse af sådanne forpligtelser, fortsatteoverproduktionen i 1993. Rådet udstedte derfor forordning (EØF) nr. 856/84 af 31.marts 1984 (EFT L 90, s. 10) om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 804/68af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for mælk og mejeriprodukter (EFT1968 I, s. 169). Ved den nye artikel 5c i forordningen blev der indført en»tillægsafgift« på de mængder mælk, som producenterne leverer, og som overstigeren »referencemængde«.

3.

    Ved Rådets forordning (EØF) nr. 857/84 af 31. marts 1984 om almindelige reglerfor anvendelsen af den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede afgift påmælk og mejeriprodukter (EFT L 90, s. 13, herefter »forordning nr. 857/84«) blevreferencemængden for hver enkelt producent fastsat på grundlag af denproduktion, der var leveret i et referenceår, nemlig kalenderåret 1981, medforbehold af muligheden for medlemsstaterne at vælge kalenderåret 1982 eller1983. Forbundsrepublikken Tyskland valgte sidstnævnte som referenceår.

4.

    De ikke-markedsføringsforpligtelser, som visse producenter havde indgået i medføraf forordning nr. 1078/77, dækkede de referenceår, der var valgt. Da sagsøgerneikke havde produceret mælk i de pågældende år, kunne de ikke få tildelt enreferencemængde og således heller ikke markedsføre mælk, der var fritaget fortillægsafgiften.

5.

    Ved domme af 28. april 1988 i sagerne Mulder (sag 120/86, Sml. s. 2321, herefter»Mulder I-dommen«) og Von Deetzen (sag 170/86, Sml. s. 2355) fastslogDomstolen, at forordning nr. 857/84, som suppleret ved Kommissionens forordning(EØF) nr. 1371/84 af 16. maj 1984 om gennemførelsesbestemmelserne for dentillægsafgift, der er omhandlet i artikel 5c i forordning nr. 804/68 (EFT L 132, s.11), er ugyldig som følge af, at den tilsidesætter princippet om beskyttelse af denberettigede forventning.

6.

    Med henblik på at opfylde disse domme udstedte Rådet forordning (EØF) nr.764/89 af 20. marts 1989 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 84, s. 2). Imedfør af denne ændringsforordning fik de producenter, der havde indgået ikke-markedsførings- eller omstillingsforpligtelser, tildelt en »særlig« referencemængde(også benævnt »kvote«).

7.

    Tildelingen af en særlig referencemængde var undergivet flere betingelser. Visseaf disse betingelser, der navnlig angik tidspunktet for ikke-markedsføringsforpligtelsens ophør, blev kendt ugyldige af Domstolen ved dommeaf 11. december 1990 i sagerne Spagl (sag C-189/89, Sml. I, s. 4539) og Pastätter(sag C-217/89, Sml. I, s. 4585).

8.

    På baggrund af disse domme udstedte Rådet forordning (EØF) nr. 1639/91 af 13.juni 1991 om ændring af forordning nr. 857/84 (EFT L 150, s. 35, herefter»forordning nr. 1639/91«), som ophævede de forpligtelser, der var blevet kendt

ugyldige, hvorefter de berørte producenter kunne få tildelt en særligreferencemængde.

9.

    Ved dom af 19. maj 1992 i sagerne Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen(forenede sager C-104/89 og C-37/90, Sml. I, s. 3061, herefter »Mulder II-dommen«), fastslog Domstolen, at Fællesskabet var ansvarligt for de tab, der varforvoldt visse mælkeproducenter, som havde været forhindret i at markedsføremælk som følge af anvendelsen af Rådets forordning nr. 857/84, fordi de havdepåtaget sig nogle forpligtelser i medfør af forordning nr. 1078/77.

10.

    På foranledning af denne dom offentliggjorde Rådet og Kommissionen den 5.august 1992 meddelelse 92/C 198/04 (EFT C 198, s. 4). Efter heri at have redegjortfor virkningerne af Mulder II-dommen tilkendegav institutionerne med henblik påat give dommen fuld virkning, at de ville vedtage de praktiske regler for betalingaf erstatning til de pågældende producenter. Indtil vedtagelsen af de omhandlederegler forpligtede institutionerne sig over for enhver producent, der havde krav påerstatning, til at give afkald på at påberåbe sig forældelsen i henhold til artikel 43i EØF-statutten for Domstolen. Forpligtelsen var dog betinget af, at retten tilerstatning ikke var forældet på tidspunktet for offentliggørelsen af meddelelseneller på det tidspunkt, hvor producenten havde rettet henvendelse til en afinstitutionerne.

11.

    Rådet udstedte derpå forordning (EØF) nr. 2187/93 af 22. juli 1993 om tilbud omerstatning til visse producenter af mælk og mejeriprodukter, som midlertidigt harværet forhindret i at udøve deres virksomhed (EFT L 196, s. 6). Forordningenhjemler et tilbud om en fast erstatning til de producenter, som under nærmereangivne omstændigheder har lidt tab ved anvendelsen af den ordning, som varomhandlet i Mulder II-dommen.

Den faktiske baggrund for tvisten

12.

    Böcker-Lensing, der er landmand i Borken (Tyskland), har indgået en ikke-markedsføringsforpligtelse inden for rammerne af forordning nr. 1078/77.Forpligtelsen ophørte den 18. marts 1983. Han har ikke genoptaget produktionenaf mælk ved forpligtelsens ophør.

13.

    Den 13. september 1988 indgik han en kontrakt med en anden landmand, Schulze-Beiering, om oprettelse pr. 15. september 1988 af et interessentskab, hvis formålvar at drive landbrugsvirksomhed. Han indskød det landbrugsareal, for hvilket hanhavde indgået ikke-markedsføringsforpligtelsen, i dette selskab.

14.

    Ved skrivelse af 28. juni 1989 anmodede han de nationale myndigheder om tildelingaf en referencemængde.

15.

    Ved skrivelser af 21. december 1990 fremsatte han over for Rådet ogKommissionen krav om erstatning for sine tab. I sine svar af henholdsvis 11. januar

1991 og 19. februar 1991 erklærede institutionerne, at de ikke ville påberåbe sigforældelsen, indtil udløbet af en frist på tre måneder fra offentliggørelsen afMulder II-dommen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, dog under forudsætningaf, at retten til erstatning ikke allerede var forældet.

16.

    Efter vedtagelsen af forordning nr. 1639/91 afslog de nationale myndigheder attildele den første sagsøger en referencemængde med den begrundelse, at da detlandbrugsareal, der var genstand for ikke-markedsføringsforpligtelsen, var blevetindskudt i selskabet, var det ikke længere muligt at anse ham for »producent« iden betydning, hvori udtrykket er anvendt i artikel 12, litra c), i forordning nr.857/84.

17.

    Efter vedtagelsen af forordning nr. 2187/93 af 22. juli 1993 anmodede førstesagsøger om at få tilsendt et tilbud om erstatning som omhandlet i denneforordning. Anmodningen blev afvist med henvisning til, at ingen af sagsøgerne, imodsætning til hvad der var foreskrevet i forordningen, havde fået tildelt en endeligreferencemængde.

18.

    Efter Domstolens dom af 27. januar 1994 (sag C-98/91, Herbrink, Sml. I, s. 223),som har anerkendt, at et interessentskab har ret til at få tildelt en særligreferencemængde, modtog selskabet Böcker-Beiering den 10. april 1995 fra denationale myndigheder en foreløbig særlig referencemængde, som blev endelig den5. juli 1996.

19.

    Ved skrivelse af 5. april gjorde sagsøgerne et erstatningskrav gældende over forKommissionen. Kommissionen svarede ved skrivelse af 30. maj 1995, at man vari færd med at undersøge, i hvilket omfang der kunne tilkendes dem erstatning.Denne skrivelse er forblevet resultatløs.

20.

    Den første sagsøger har ved aftale af 27. juni 1996 overdraget sine erstatningskravmod Fællesskabet til selskabet.

Retsforhandlinger og parternes påstande

21.

    Ved stævning indleveret den 2. januar 1996 har sagsøgerne anlagt nærværende sag.Foruden de nedenfor nævnte påstande har de anmodet om udsættelse af sagen.

22.

    Rådet og Kommissionen modsatte sig ved processkrift af 5. februar 1996 denneanmodning. Ved kendelse af 27. februar 1996 afviste formanden for Rettens FørsteAfdeling denne anmodning.

23.

    På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Første Afdeling)besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse,men har anmodet parterne om at besvare visse spørgsmål skriftligt.

24.

    Sagsøgerne har for Retten nedlagt følgende påstande:

-    De sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgerne en erstatning for perioden2.4.1984 til 13.6.1991 på 118 436,52 DEM med rente 8% pro anno fra19.5.1992.

-    De sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger samt omkostninger tilsyn og skøn med 1 961,90 DEM.

25.

    De sagsøgte har for Retten nedlagt følgende påstande:

-    Afvisning.

-    Subsidiært frifindelse.

-    Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Retlige bemærkninger

26.

    Sagsøgerne har anført, at betingelserne for Fællesskabets erstatningsansvar for denskade, som de har lidt, er opfyldt. De sagsøgte har bestridt, at betingelserne eropfyldt, og har gjort gældende, at sagen bør afvises, fordi den ikke opfylder kravenei procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), og fordi de påberåbte rettigheder erforældede.

Formaliteten

27.

    De sagsøgte har gjort gældende, at stævningen ikke opfylder kravene iprocesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c). De har anført, at det ikke afstævningen fremgår, hvorledes første sagsøger har overdraget den påberåbte ret tilerstatning til selskabet.

28.

    De har desuden gjort gældende, at disse rettigheder er forældede. De skrivelser,som første sagsøger sendte til Rådet og Kommissionen den 21. december 1990,kunne ikke afbryde forældelsen, da sagsøgerne ikke havde anlagt sag inden forfristen på to måneder i traktatens artikel 173, som artikel 43, tredje punktum, istatutten for Domstolen henviser til. Under disse omstændigheder ville alle derettigheder, der er opstået før den 2. januar 1991, være forældede på datoen forsagsanlægget, den 2. januar 1996.

29.

    Det bemærkes, at i overensstemmelse med procesreglementets artikel 44, stk. 1,litra c), skal stævningen indeholde søgsmålets genstand og en kort fremstilling afsøgsmålsgrundene.

30.

    Beviset for overdragelsen af første sagsøgers ret til erstatning til selskabet fremgåraf aftalen, indgået mellem de to parter den 27. juni 1996, og som sagsøgerne har

vedlagt replikken. Det fremgår heraf, at første sagsøger har overdraget selskabetretten til den erstatning, som han var berettiget til inden selskabets stiftelse.

31.

    For så vidt angår forældelsen må det fastslås, at denne i den foreliggende sag kanpåvirke omfanget af den ret til erstatning, som sagsøgerne har påberåbt sig. Det vilderfor være hensigtsmæssigt først at undersøge, om betingelserne for atFællesskabet ifalder erstatningsansvar i medfør af traktatens artikel 215 er opfyldt.

32.

    Sagen bør derfor antages til realitetsbehandling.

Fællesskabets erstatningsansvar

Parternes argumenter

33.

    Sagsøgerne har anført, at de har lidt skade som følge af, at de ikke fik tildelt enreferencemængde efter forordning nr. 857/84, som er blevet erklæret ugyldig afDomstolen. På grundlag af Mulder II-dommen har de gjort gældende, at detpåhviler institutionerne at betale erstatning for skaden.

34.

    Den periode, i hvilken produktion var forhindret, varede, indtil sagsøgerne fiktildelt en foreløbig referencemængde i 1995, efter afsigelsen af Herbrink-dommen,a.st.. Fra tidspunktet for vedtagelsen af forordning nr. 1693/91, som tildelte enreferencemængde til producenter i denne situation, er det de nationalemyndigheder, der skal bære ansvaret for, at de er blevet forhindret i at produceredenne mængde. Følgelig er det kun perioden indtil den 13. juni 1991, datoen forforordning nr. 1639/91's ikrafttrædelse, der skal erstattes.

35.

    Som svar på de sagsøgtes anbringender vedrørende den manglendeårsagsforbindelse mellem tabet og Fællesskabets adfærd, har sagsøgerne anført, atDomstolen i dommene Spagl og Pastätter har fastslået, at man ikke kan kræve, atproducenter, der har underskrevet en ikke-markedsføringsforpligtelse, genoptagerproduktionen af mælk umiddelbart efter forpligtelsens ophør. Følgelig burde enhverlandmand, hvis ikke-markedsføringsperiode udløb i 1983, have haft tid til atmodernisere sine anlæg og sin besætning, inden produktionen blev genoptaget.

36.

    Sagsøgerne har anført, at de havde til hensigt at genoptage produktionen af mælkefter at have moderniseret besætningen, hvilket de ikke har kunnet gøre på grundaf forordning nr. 857/84. Det følger under alle omstændigheder af Domstolens domaf 22. oktober 1992 (sag C-85/90, Dowling, Sml. I, s. 5305), at producenterne medhenblik på genoptagelse af produktionen mindst skulle råde over perioden fra 1.januar 1983 til forordning nr. 857/84's ikrafttrædelse i 1984.

37.

    Med hensyn til statussen som producent, som de sagsøgte har anfægtet, harsagsøgerne anført, at de nationale myndigheder har tildelt dem en endelig

referencemængde og således har anerkendt egenskaben af producent.Fællesskabsinstitutionerne er bundet af denne anerkendelse.

38.

    De sagsøgte har bestridt Fællesskabets erstatningsansvar over for sagsøgerne.Første sagsøger har af egen vilje besluttet ikke at genoptage produktionen vedophøret af sin ikke-markedsføringsforpligtelse i 1983. Da opgivelsen afproduktionen er blevet besluttet af årsager, som ikke har noget at gøre medforpligtelsen eller dennes følger, kan det ikke hævdes, at princippet om beskyttelseaf den berettigede forventning er blevet tilsidesat. Det påberåbte tab af indtægterfrembyder således ikke nogen årsagsforbindelse med Fællesskabets retsanordnendeadfærd.

Rettens bemærkninger

39.

    Fællesskabet kan kun ifalde ansvar uden for kontraktforhold efter traktatens artikel215, stk. 2, for det tab, institutionerne har forvoldt, såfremt visse betingelser eropfyldt, nemlig at den adfærd, som fællesskabsinstitutionen kritiseres for at haveudvist, er retsstridig, at der er indtrådt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellemden retsstridige adfærd og det hævdede tab (Domstolens dom af 17.12.1981,forenede sager 197/80, 198/80, 199/80, 200/80, 243/80, 245/80 og 247/80,Ludwigshafener Walzmühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3211,præmis 18, og Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93,Exportateurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis80).

40.

    Med hensyn til situationen for de mælkeproducenter, der havde indgået en ikke-markedsføringsforpligtelse, er Fællesskabet erstatningsansvarlig over for hver enkeltproducent, der har lidt et erstatteligt tab, som følge af at han har været forhindreti at levere mælk i medfør af forordning nr. 857/84 (Mulder II-dommen, præmis 22).

41.

    Dette erstatningsansvar skyldes krænkelsen af den berettigede forventning, somproducenter, tilskyndet af en fællesskabsretsakt til at indstille markedsføringen afmælk i en begrænset periode af hensyn til almenvellet og mod betaling af enpræmie, kunne have med hensyn til deres ikke-markedsføringsforpligtelsesbegrænsede virkninger (Mulder I-dommen, præmis 24, og Von Deetzen-dommen,a.st., præmis 13). Princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er dogikke til hinder for, at der - af årsager der ikke har noget at gøre med ikke-markedsføringsforpligtelsen - under en ordning som tillægsafgiftsordningenpålægges en producent begrænsninger som følge af, at han ikke har markedsførtmælk i en bestemt periode, der ligger forud for ikrafttrædelsen af den nævnteordning.

42.

    Sagsøgerne har gjort gældende, at anvendelsen af forordning nr. 857/84 villemedføre en ulovlig nægtelse af en referencemængde i perioden fra den 2. april1984 til den 13. juni 1991. Det ville have skuffet første sagsøgers håb om at kunnegenoptage mælkeproduktionen ved ophøret af hans ikke-markedsføringsperiode.

43.

    Under disse omstændigheder bør det først undersøges, om de anbringender, somsagsøgerne har fremført til støtte for et erstatningskrav, er berettigede, navnlig omder består en ulovlig adfærd fra institutionernes side, og om der er indtrådt dethævdede tab.

44.

    Det bemærkes, at første sagsøger ikke genoptog mælkeproduktionen ved ophøretaf ikke-markedføringsperioden i marts 1983, og først flere år efter gav udtryk forat ville genoptage den. Som Kommissionen har anført, fremgår det af densagkyndige erklæring, som sagsøgerne har fremlagt, at staldbygningernevedligeholdtes i den periode, forpligtelsen gjaldt. Producenten havde altså kunnetgenoptage produktionen i 1983 og som følge heraf få tildelt en referencemængde,da ordningen med tillægsafgifter trådte i kraft i 1984.

45.

    Desuden er årsagerne til, at mælkeproduktionen ikke blev genoptaget ved ophøretaf ikke-markedsføringsforpligtelsen, irrelevante for det forhold, at der var indgåeten forpligtelse i medfør af forordning nr. 1078/77. Som sagsøgernes advokat haranført under den mundtlige forhandling, ville første sagsøger give sig tid til at rejseden nødvendige kapital til modernisering af staldbygningerne.

46.

    I modsætning til sagsøgerne i Spagl- og Pastätter-dommene, a.st., har førstesagsøger ikke i denne sag godtgjort at have foretaget skridt, der kan bevise hanshensigt om at genoptage produktionen ved ophøret af ikke-markedsføringsperioden.

47.

    Da sagsøgeren ikke frivilligt har genoptaget produktionen, kan han ikke gøre enberettiget forventning om at kunne genoptage mælkeproduktionen på et hvilketsom helst tidspunkt i fremtiden, gældende. På områder med en fællesmarkedsordning, hvor der sker en løbende tilpasning til ændringer i denøkonomiske situation, kan de erhvervsdrivende ikke have en berettiget forventningom, at de ikke underlægges begrænsninger som følge af eventuellemarkedspolitiske eller strukturpolitiske bestemmelser (jf., i denne retning,Domstolens dom af 17.6.1987, forenede sager 424/85 og 425/85, Frico, Sml. s. 2755,præmis 33, Mulder I-dommen, præmis 23, og Von Deetzen-dommen, a.st., præmis12).

48.

    Under disse omstændigheder ville første sagsøger ikke høre til blandt deproducenter, hvorpå ovennævnte forordning nr. 764/89 af 20. marts 1989 ogforordning nr. 1639/91 fandt anvendelse, da disse retsanordnende akter ikke havdetil formål at ophæve udelukkelsen af tildeling af referencemængder til producenter,der havde været forhindret i at genoptage markedsføringen ved ophøret af denforpligtelse, som de havde indgået.

49.

    Det følger af ovenstående, at Fællesskabet ikke kan ifalde ansvar overforsagsøgerne for anvendelsen af forordning nr. 857/84.

50.

    Det forhold, at de nationale myndigheder har tildelt sagsøgerne enreferencemængde den 10. april 1995, ændrer på ingen måde dette resultat. Da denationale myndigheders adfærd ikke er bindende for Fællesskabet, kan tildelingenaf en referencemængde ikke foregribe spørgsmålet om eksistensen af en ret tilerstatning i medfør af traktatens artikel 215, stk. 2.

51.

    Desuden kan sagsøgerne ikke hævde at have lidt et tab i perioden fra den 2. april1984 til den 28. juni 1989 med henvisning til, at de var forhindret i at genoptagemælkeproduktionen. Første sagsøger har faktisk først den 28. juni 1989 anmodetom tildeling af en referencemængde.

52.

    Da de sagsøgte ikke har udvist en ulovlig adfærd, der har medført den anførteskade, kan et erstatningsansvar for Fællesskabet ikke komme i betragtning. Følgeliger det unødvendigt at undersøge, om de andre betingelser for et sådan ansvar eropfyldt.

53.

    Under disse omstændigheder er det unødvendigt at undersøge spørgsmålet omforældelse.

54.

    Det følger af ovenstående, at de sagsøgte skal frifindes.

Sagens omkostninger

55.

    I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende partat betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgernehar tabt sagen, bør de i overensstemmelse med Rådets og Kommissionens påstandepålægges at betale sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Første Afdeling)

1)    Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De EuropæiskeFællesskaber frifindes.

2)    Sagsøgerne betaler sagens omkostninger.

Vesterdorf Moura Ramos Mengozzi

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. januar 1999.

H. Jung

B. Vesterdorf

Justitssekretær

Præsident

1: Processprog: tysk.