RETTENS DOM (Tredje Afdeling)
17. marts 2005 (*)
»Landbrug – fælles markedsordning for produkter forarbejdet på basis af frugt og grøntsager – produktionsstøtten for produkter forarbejdet på basis af tomater – metode for beregning af beløbet – produktionsåret 2000/2001«
I sag T‑285/03,
Agraz, SA, Madrid (Spanien),
Agrícola Conservera de Malpica, SA, Toledo (Spanien),
Agridoro Soc. coop. rl, Pontenure (Italien),
Alfonso Sellitto SpA, Mercato S. Severino (Italien),
Alimentos Españoles, Alsat, SL, Don Benito, Badajoz (Spanien),
AR Industrie Alimentari SpA, Angri (Italien),
Argo Food – Packaging & Innovation Co. SA, Serres (Grækenland),
Asteris Industrial Commercial SA, Athen (Grækenland),
Attianese Srl, Nocera Superiore (Italien),
Audecoop distillerie Arzens – Techniques séparatives (AUDIA), Montréal (Frankrig),
Benincasa Srl, Angri,
Boschi Luigi & Figli SpA, Fontanellato (Italien),
CAS SpA, Castagnaro (Italien),
Calispa SpA, Castel San Giorgio (Italien),
Campil – Agro Industrial do Campo do Tejo, Lda, Cartaxo (Portugal),
Campoverde Srl, Carinola (Italien),
Carlo Manzella & C. Sas, Castel San Giovanni (Italien),
Carmine Tagliamonte & C. Srl, Sant’Egidio del Monte Albino (Italien),
Carnes y Conservas Españolas, SA, Mérida (Spanien),
Cbcotti Srl, Nocera Inferiore (Italien),
Cirio del Monte Italia SpA, Rom (Italien),
Consorzio Ortofrutticoli Trasformati Polesano (Cotrapo) Soc. coop. rl, Fiesso Umbertiano (Italien),
Columbus Srl, Parma (Italien),
Compal – Companhia produtora de Conservas Alimentares, SA, Almeirim (Portugal),
Conditalia Srl, Nocera Superiore,
Conservas El Cidacos, SA, Autol (Spanien),
Conservas Elagón, SA, Coria (Spanien),
Conservas Martinete, SA, Puebla de la Calzada (Spanien),
Conservas Vegetales de Extremadura, SA, Bajadoz,
Conserve Italia Soc. coop. rl, San Lazzaro di Savena (Italien),
Conserves France SA, Nîmes (Frankrig),
Conserves Guintrand SA, Carpentras (Frankrig),
Conservificio Cooperativo Valbiferno Soc. coop. rl, Guglionesi (Italien),
Consorzio Casalasco del Pomodoro Soc. coop. rl, Rivarolo del Re ed Uniti (Italien),
Consorzio Padano Ortofrutticolo (Copador) Soc. coop. rl, Collecchio (Italien),
Copais Food and Beverage Company SA, Nea Ionia (Grækenland),
Tin Industry D. Nomikos SA, Marousi (Grækenland),
Davia Srl, Gragnano (Italien),
De Clemente Conserve Srl, Fisciano (Italien),
DE. CON Srl, Scafati (Italien),
Desco SpA, Terracina (Italien),
»Di Lallo« – Di Teodoro di Lallo & C. Snc, Scafati,
Di Leo Nobile – SpA Industria Conserve Alimentari, Castel San Giorgio,
Marotta Emilio, Sant’Antonio Abate (Italien),
E. & O. von Felten SpA, Fontanini (Italien),
Egacoop, s. Coop., Lda, Andosilla (Spanien),
Elais SA, Athen,
Emiliana Conserve Srl, Busseto (Italien),
Perano Enrico & Figli Spa, San Valentino Torio (Italien),
FIT – Fomento da Indústria do Tomate, SA, Águas de Moura (Portugal),
Faiella & C. Srl, Scafati,
»Feger« di Gerardo Ferraioli SpA, Angri,
Fratelli D’Acunzi Srl, Nocera Superiore,
Fratelli Longobardi Srl, Scafati,
Fruttagel Soc. coop. rl, Alfonsine (Italien),
G3 Srl, Nocera Superiore,
Giaguaro SpA, Sarno (Italien),
Giulio Franzese Srl, Carbonara di Nola (Italien),
Greci Geremia & Figli SpA, Parma,
Greci – Industria Alimentare SpA, Parma,
Greek Canning Co. SA Kyknos, Nafplion (Grækenland),
Grilli Paolo & Figli – Sas di Grilli Enzo e Togni Selvino, Gambettola (Italien),
Heinz Iberica, SA, Alfaro (Spanien),
IAN – Industrias Alimentarias de Navarra, SA, Vilafranca (Spanien),
Industria Conserve Alimentari Aniello Longobardi – Di Gaetano, Enrico & Carlo Longobardi Srl, Scafati,
Industrias de Alimentação Idal, Lda, Benavente (Portugal),
Industrias y Promociones Alimentícias, SA, Miajadas (Spanien),
Industrie Rolli Alimentari SpA, Roseto degli Abruzzi (Italien),
Italagro – Indústria de Transformação de Produtos Alimentares, SA, Castanheira do Ribatejo (Portugal),
La Cesenate Conserve Alimentari SpA, Cesena (Italien),
La Dispensa di Campagna Srl, Castagneto Carducei (Italien),
La Doria SpA, Angri,
La Dorotea di Giuseppe Alfano & C. Srl, Sant’Antonio Abate,
La Regina del Pomodoro Srl, Sant’Egidio del Monte Albino,
»La Regina di San Marzano« di Antonio, Felice e Luigi Romano Snc, Scafati,
La Rosina Srl, Angri,
Le Quattro Stelle Srl, Angri,
Lodato Gennaro & C. SpA, Castel San Giorgio,
Louis Martin production SAS, Monteux (Frankrig),
Menú Srl, Medolla (Italien),
Mutti SpA, Montechiarugolo (Italien),
National Conserve Srl, Sant’Egidio del Monte Albino,
Nestlé España, SA, Miajadas,
Nuova Agricast Srl, Verignola (Italien),
Pancrazio SpA, Cava De’Tirreni (Italien),
Pecos SpA, Castel San Giorgio,
Pelati Sud di De Stefano Catello Sas, Sant’Antonio Abate,
Pomagro Srl, Fisciano,
Pomilia Srl, Nocera Superiore,
Prodakta SA, Athen,
Raffaele Viscardi Srl, Scafati,
Rispoli Luigi & C. Srl, Altavilla Silentina (Italien),
Rodolfi Mansueto SpA, Collecchio,
Riberal de Navarra S. en C., Castejon (Spanien),
Salvati Mario & C. SpA, Mercato San Severino,
Saviano Pasquale Srl, San Valentino Torio,
Sefa Srl, Nocera Superiore,
Serraiki Konservopia Oporokipeftikon Serko SA, Serres,
Sevath SA, Xanthi (Grækenland),
Silaro Conserve Srl, Nocera Superiore,
ARP – Agricoltori Riuniti Piacentini Soc. coop. rl, Gariga di Podenzano (Italien),
Société coopérative agricole de transformations og de ventes (SCATV), Camaret-sur-Aigues (Frankrig),
Sociedade de Industrialização de Produtos Agrícolas – Sopragol, SA, Mora (Portugal),
Spineta SpA, Pontecagnano Faiano (Italien),
Star Stabilimento Alimentare SpA, Agrate Brianza (Italien),
Steriltom Aseptic – System Srl, Plaisance (Italien),
Sugal Alimentos, SA, Azambuja (Portugal),
Sutol – Indústrias Alimentares, Lda, Alcácer do Sal (Portugal),
Tomsil – Sociedade Industrial de Concentrado de Tomate, SA, Ferreira do Alentejo (Portugal),
Transformaciones Agrícolas de Badajoz, SA, Villanueva de la Serena (Spanien),
Zanae – Nicoglou levures de boulangerie industrie commerce alimentaire SA, Thessaloníki (Grækenland),
sagsøgere,
ved advokaterne J. da Cruz Vilaça, R. Oliveira, M. Melícias og D. Choussy,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved M. Nolin, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg,
sagsøgt,
angående en påstand om erstatning for det tab, som sagsøgerne hævder at have lidt på grund af metoden for beregning af produktionsstøtten, der er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 1519/2000 af 12. juli 2000 om fastsættelse for produktionsåret 2000/2001 af minimumspris og støttebeløb for produkter forarbejdet på basis af tomater (EFT L 174, s. 29),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Tredje Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, J. Azizi, og dommerne F. Dehousse og E. Cremona,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 8. september 2004,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 Artikel 33, stk. 1, EF bestemmer:
»Den fælles landbrugspolitik har til formål:
a) at forøge landbrugets produktivitet ved fremme af den tekniske udvikling, ved rationalisering af landbrugsproduktionen og ved den bedst mulige anvendelse af produktionsfaktorerne, især arbejdskraften
b) herigennem at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard, især ved en forhøjelse af de individuelle indkomster for de i landbruget beskæftigede personer
c) at stabilisere markederne
d) at sikre forsyningerne
e) at sikre forbrugerne rimelige priser på landbrugsvarer.«
2 Artikel 2 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/96 af 28. oktober 1996 om den fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager (EFT L 297, s. 29, herefter »grundforordningen«) bestemmer i den affattelse, som finder anvendelse i denne sag:
»1. Der anvendes en ordning med produktionsstøtte for de i bilag I opførte produkter, som er fremstillet af frugt og grøntsager høstet i Fællesskabet.
2. Produktionsstøtten ydes til forarbejdningsvirksomheder, som for råvaren har betalt producenten en pris, der mindst er lig med minimumsprisen i henhold til kontrakter mellem på den ene side anerkendte eller foreløbigt anerkendte producentorganisationer, jf. forordning (EF) nr. 2200/96, og på den anden side forarbejdningsvirksomheder […]«
3 Grundforordningens artikel 4 bestemmer i den affattelse, som finder anvendelse i denne sag:
»1. Produktionsstøtten kan ikke være større end forskellen mellem den minimumspris, der betales producenten i Fællesskabet, og prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande.
2. Produktionsstøttebeløbet fastsættes således, at det bliver muligt at afsætte fællesskabsproduktionen inden for den grænse, der er fastsat i stk. 1. Ved fastlæggelsen af dette beløb tages der hensyn til bl.a. følgende faktorer, jf. i øvrigt artikel 5:
a) forskellen mellem råvareomkostningerne i henholdsvis Fællesskabet og de vigtigste konkurrerende tredjelande
b) det støttebeløb, der for det foregående produktionsår er fastsat eller beregnet inden nedsættelsen efter artikel 10, såfremt den finder anvendelse
c) hvis fællesskabsproduktionen af det pågældende produkt udgør en væsentlig andel af markedet, udviklingen i samhandelen med tredjelande og i priserne, når sidstnævnte kriterium fører til en nedsættelse af støttebeløbet.
3. Produktionsstøtten fastsættes på grundlag af nettovægten af det forarbejdede produkt. Koefficienterne for forholdet mellem vægten af den anvendte råvare og nettovægten af det forarbejdede produkt fastsættes skønsmæssigt. De ajourføres regelmæssigt på grundlag af erfaringerne.
[…]
5. Råvareprisen i de vigtigste konkurrerende tredjelande bestemmes især på grundlag af de priser, der faktisk opnås af landbrugsbedrift for friske produkter af tilsvarende kvalitet til forarbejdning, vægtet i forhold til de mængder færdigvarer, som disse tredjelande eksporterer.
6. Hvis fællesskabsproduktionen af det pågældende produkt udgør mindst 50% af forbruget i Fællesskabet, vurderes udviklingen i priserne og i import- og eksportmængderne på grundlag af tallene for kalenderåret forud for begyndelsen af produktionsåret sammenholdt med tallene for det foregående kalenderår.
7. For så vidt angår forarbejdede tomater beregnes produktionsstøtten for:
a) tomatkoncentrat henhørende under KN-kode 2002 90
[…]
9. Kommissionen fastsætter produktionsstøttebeløbet inden begyndelsen af hvert produktionsår […]. Efter samme procedure fastsætter den de i stk. 3 nævnte koefficienter, minimumskvalitetskravene samt de øvrige gennemførelsesbestemmelser til nærværende artikel.
10. For forarbejdede tomater må de samlede udgifter for hvert produktionsår ikke overstige det beløb, der ville svare til følgende franske og portugisiske kvoter for tomatkoncentrat for produktionsåret 1997/1998:
– Frankrig: 24 323 tons
– Portugal: 670 451 tons.
Det produktionsstøttebeløb, der er fastsat for tomatkoncentrat og heraf afledte produkter i henhold til stk. 9, nedsættes derfor med 5,37%. Et tillægsbeløb udbetales eventuelt efter produktionsåret, hvis forhøjelsen af de franske og portugisiske kvoter ikke er udnyttet fuldt ud. «
4 Endelig bestemmer artikel 2, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1519/2000 af 12. juli 2000 om fastsættelse for produktionsåret 2000/2001 af minimumspris og støttebeløb for produkter forarbejdet på basis af tomater (EFT L 174, s. 29), at »[f]or produktionsåret 2000/2001 fastsættes den i [grundforordningens] artikel 4 […] omhandlede produktionsstøtte som anført i bilag II«. Produktionsstøttebeløbet er blevet fastsat til 17 178 EUR for 100 kg tomatkoncentrat med et tørstofindhold på eller over 28%, men under 30%.
Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger
5 Ved skrivelse af 4. februar 2000 anmodede Kommissionen de kinesiske myndigheder om hurtigst muligt – ved at udfylde det medfølgende spørgeskema –at tilvejebringe de nødvendige oplysninger med henblik på at fastsætte støtten for produktionsåret 2000/2001 for produkter forarbejdet på basis af frugter og grøntsager. Denne skrivelse blev ikke besvaret.
6 Efter udstedelsen af forordning nr. 1519/2000 gjorde repræsentanter og repræsentative sammenslutninger for producenter af produkter forarbejdet på basis af tomater fra Spanien, Frankrig, Grækenland, Italien og Portugal indsigelse til Kommissionen under henvisning til, at der ikke i fastsættelsen af det tildelte støttebeløb var taget hensyn til prisen på kinesiske tomater.
7 Organisation européenne des industries de la conserve de tomates (herefter »OEICT«) og Associação Portuguesa dos Industriais de Tomate har flere gange anmodet Kommissionen om at ændre det tildelte støttebeløb. En af disse anmodninger var vedlagt en kopi af en kontrakt, der indeholdt den pris, som var blevet betalt kinesiske producenter for produktet.
8 Ved skrivelse af 5. marts 2001 til det portugisiske landbrugsministerium anførte Kommissionen – som svar på dettes anmodning om en ændring af beregningen af støttebeløbet – at fastsættelsen af støttebeløbet til forarbejdning af tomater for produktionsåret 2000/2001 var sket under streng overholdelse af grundforordningens artikel 3 og 4. Kommissionen bekræftede desuden den 13. december 2000 fra OEICT at have modtaget en skrivelse, der indeholdt prisen fra en kontrakt indgået i Kina, men tilføjede, at den ikke kunne ændre sin beslutning på baggrund af en pris, der var fastsat i en enkelt kontrakt, som ikke var bekræftet af de relevante nationale myndigheder.
9 I september 2001 opnåede den spanske diplomatiske repræsentation i Beijing en attest fra de kinesiske myndigheder, der for produktionsåret 1999/2000 angav gennemsnitsprisen på tomater, som var blevet betalt producenter i provinsen Xinjiang, hvorfra ca. 88% af den samlede kinesiske produktion af forarbejdede tomater hidrører. Dette dokument blev fremsendt til det ansvarlige medlem af Kommissionen, Fischler, dels af det portugisiske landbrugsministerium den 9. november 2001, dels af OEICT den 7. december 2001.
10 Den 31. januar 2002 svarede Kommissionen OEICT og understregede atter, at fastsættelsen af støttebeløbet var i overensstemmelse med grundforordningens artikel 3 og 4. Under henvisning til, at Fællesskabets tomatindustri desuden ikke var påført nogen ulemper – da denne ifølge Kommissionen havde opnået et rekordniveau for forarbejdning – fandt Kommissionen det derfor ikke nødvendigt at ændre forordning nr. 1519/2000.
11 Efter et møde den 6. november 2002 samt efter forskellige skrivelser fra sagsøgerne til Kommissionen fastslog Kommissionen ved skrivelse af 7. januar 2003, at der ikke var grundlag for at ændre forordning nr. 1519/2000.
12 Det er på denne baggrund, at sagsøgerne den 18. august 2003 anlagde denne sag.
Parternes påstande
13 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionen tilpligtes at betale hvert af de sagsøgende selskaber restbeløbet af produktionsstøtten (som præciseret i stævningens bilag A.27) med tillæg af renter efter en af Retten fastsat rentesats for perioden fra den 12. juli 2000 (eller subsidiært fra den 13. juli 2000, eller mere subsidiært fra den 16. juli 2000), og indtil betaling sker.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
14 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Realiteten
15 Parterne har henvist til Domstolens og Rettens faste praksis, hvorefter Fællesskabet kun kan ifalde ansvar uden for kontrakt, dersom en række betingelser er opfyldt, nemlig at den adfærd, som fællesskabsinstitutionen hævdes at have udvist, er retsstridig, at der reelt foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det tab, der hævdes at være lidt (jf. f.eks. Domstolens dom af 17.12.1981, forenede sager 197/80-200/80, 243/80, 245/80 og 247/80, Ludwigshafener Walzmühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3211, præmis 18, Rettens dom af 18.9.1995, sag T-168/94, Blackspur m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 2627, præmis 38, og af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941, præmis 80).
16 Det må undersøges, om disse tre betingelser er opfyldt i det foreliggende tilfælde.
Om lovligheden af Kommissionens adfærd
17 Til støtte for deres påstand om Kommissionens retsstridige adfærd har sagsøgerne principalt påberåbt sig en tilsidesættelse af grundforordningen og artikel 33 EF samt af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik. Subsidiært har de gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
Parternes argumenter
– Tilsidesættelse af grundforordningen og artikel 33 EF
18 Sagsøgerne har påstået, at Kommissionen ved at udstede forordning nr. 1519/2000 i strid med bestemmelserne i grundforordningen har handlet retsstridigt, hvorfor Fællesskabet ifalder ansvar.
19 Det er ubestridt, at Kommissionen i beregningen af det pågældende støttebeløb har taget hensyn til priserne i De Forenede Stater, Israel og Tyrkiet. Ifølge sagsøgerne henviser grundforordningens ordlyd til »de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande« (artikel 4, stk. 1) og »vigtigste konkurrerende tredjelande« (artikel 4, stk. 2 og 5). Disse bestemmelser fratager således efter deres opfattelse Kommissionen ethvert skøn, idet bestemmelserne pålægger Kommissionen at inddrage de lande, der har den største produktion og eksport af tomater. Skønt Kommissionen kan inddrage hensynet til andre faktorer, skal den i hvert fald nødvendigvis tage hensyn til de faktorer, der udtrykkeligt er nævnt i grundforordningens artikel 4, stk. 2, hvoraf den første er prisen i de vigtigste tredjelande. En anderledes fortolkning ville indebære, at Kommissionen rådede over et arbitrært skøn ved valget af de eksporterende lande, der danner referencegrundlag, hvilket i yderste konsekvens kan føre til, at der på baggrund af referencegrundlaget ikke ydes støtte.
20 Sagsøgerne har påstået, at Kina siden 1998 er verdens næststørste producent af tomater. I 1999 eksporterede Kina mere end 108 246 tons tomater, hvilket er mindre end Tyrkiet (168 691 tons), men mere end De Forende Stater (92 913 tons) og Israel (9 557 tons). I øvrigt er den kinesiske eksport til lande i Det Europæiske Fællesskab steget til ca. 24 171 tons, hvilket udgør 22,30% af Kinas samlede eksport til verdensmarkedet. Kina bør derfor anses for et konkurrerende land.
21 Kommissionen har ved ikke at indbefatte den kinesiske pris i beregningen af støttebeløbet således ifølge sagsøgerne tilsidesat grundforordningen, hvis bestemmelser er klare og utvetydige. Sagsøgerne har anført – således som fastsat i Bergaderm-dommen (Domstolens dom af 4.7.2000, sag C-352/98 P, Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, Sml. I, s. 5291) – at det drejer sig om en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, og at tilsidesættelsen således er tilstrækkelig kvalificeret. Eftersom Kommissionens beføjelser er blevet nøje afgrænset med udstedelsen af forordning nr. 1519/2000, er den blotte omstændighed, at institutionens adfærd har været retsstridig, ifølge sagsøgerne tilstrækkeligt til, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt.
22 I øvrigt havde Kommissionen selv anmodet om at få oplysninger om den kinesiske pris, men havde nægtet at tage hensyn hertil, da prisen blev tilvejebragt.
23 Ifølge sagsøgerne er Kommissionens holdning også en tilsidesættelse af det politiske formål med grundforordningens støtteordning. Formålet er nemlig at stille de europæiske landbrugeres og den europæiske industri bedre, idet landbrugerne sikres en minimumsindkomst, og forarbejdning af produkter på basis af tomater muliggøres ved at imødegå konkurrencen fra tredjelande, hvor råvaren købes til en lavere pris end på det europæiske marked. Ved ikke at iagttage dette formål tilsidesætter forordning nr. 1519/2000 også artikel 33 EF.
24 Kommissionen mener derimod, at den råder over en vidtgående skønsbeføjelse ved fastsættelsen af det pågældende støttebeløb. Kommissionen kan således kun ifalde ansvar, hvis den åbenbart og groft har overskredet grænserne for sin skønsbeføjelse som omfattet af den retspraksis, der er fastslået i dommen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 21 ovenfor.
25 Kommissionen har anført, at grundforordningens artikel 4 gør det muligt at fastsætte en maksimal produktionsstøtte, og at denne støtte »[ikke] kan […] være større end […] forskellen mellem råvareomkostningerne i henholdsvis Fællesskabet og de vigtigste [producerende og eksporterende] tredjelande«. Ifølge Kommissionen var der således ingen garanti for, at støttebeløbet er lig med denne forskel.
26 Kommissionen har desuden fremhævet, at kriterierne for støttens fastsættelse ikke er udtømmende. Grundforordningens artikel 4, stk. 2, bestemmer nemlig: »Ved fastlæggelsen af dette beløb tages der hensyn til bl.a. følgende faktorer […]« Denne artikel giver i litra c) mulighed for at nedsætte støttebeløbet for at tage hensyn til udviklingen i samhandelen med tredjelande og i priserne. Eftersom fællesskabsproduktionen imidlertid udgør en væsentlig andel af Fællesskabets marked, nemlig ca. 90%, var det berettiget, at Kommissionen tog hensyn til disse oplysninger.
27 Kommissionen har også kritiseret sagsøgerne for ikke at have nævnt støtteformålet, nemlig at »det bliver muligt at afsætte fællesskabsproduktionen«. Kommissionen mener, at den i forhold til dette formål og de økonomiske oplysninger, den rådede over, helt legitimt kunne se bort fra prisen på kinesiske tomater.
28 Oplysninger om tomatproduktionen blev tilvejebragt af De Forenede Stater, Israel og Tyrkiet, hvorimod de kinesiske myndigheder ikke besvarede Kommissionens henvendelse. Kommissionen fastslog, at der var grund til at nedsætte støtten for forarbejdning af koncentreret tomat med 20,54% på grund af euroens devaluering i forhold til den amerikanske dollar (- 12,2%) og prisstigningen på råvaren i konkurrerende tredjelande, navnlig De Forenede Stater (+ 8,4%) og Tyrkiet (+ 4,4%).
29 Ifølge Kommissionen viste de foreliggende oplysninger om Fællesskabets marked for tomatkoncentrat et fald i den samlede indførsel og stagnation i indførslen fra Kina mellem 1997 og 1999, en betydelig forhøjelse af prisen for varer med oprindelsesbetegnelsen »Kina« og en støt stigende eksport fra Fællesskabet. Disse forhold bekræftede en mærkbar forbedring af den internationale konjunktur for fællesskabsproduktionen og en endnu begrænset konkurrence fra Kina. En ændring af reglerne for beregning af støtten var derfor ikke påkrævet.
30 Kommissionen er af den opfattelse, at selv om en hensyntagen til prisen på råvaren i Kina reelt kunne føre til en nedsættelse af prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande, ville en sådan nedsættelse ikke nødvendigvis føre til en stigning i produktionsstøtten.
31 Uanset det manglende svar fra de kinesiske myndigheder skulle Kommissionen i hvert fald fastsætte produktionsstøttebeløbet inden begyndelsen af produktionsåret 2000/2001. Kommissionen har understreget, at den hidtil aldrig havde taget hensyn til prisen på kinesiske tomater, og at det ikke var begrundet pludseligt at inddrage denne i beregningen af støtten.
32 Hvad angår tilsidesættelsen af artikel 33 EF har Kommissionen påpeget, at produktionsstøtten har til formål at gøre det muligt at afsætte fællesskabsproduktionen. Ifølge Kommissionen har sagsøgerne på ingen måde påvist, at den har tilsidesat dette formål.
– Tilsidesættelse af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik
33 Hvad angår tilsidesættelsen af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen ikke har anstrengt sig for at indhente den kinesiske pris, således som en påpasselig og forsigtig administration ville have gjort. Kommissionen har derefter og i strid med det tilsagn, den havde givet, ikke berigtiget fejlen, selv om en sådan berigtigelse ikke ville indebære særlige vanskeligheder.
34 Kommissionen mener derimod, at den under overholdelse af grundforordningens formål og bestemmelser kunne fastsætte produktionsstøttebeløbet uden oplysninger om prisen på kinesiske tomater. Det havde således været nytteløst fortsat at henvende sig til de kinesiske myndigheder, eftersom henvendelserne vedrørende andre produktioner aldrig var blevet besvaret.
35 Hvad angår det anførte klagepunkt om, at Kommissionen ikke ændrede beregningen af støtten trods dens kendskab til den pris, som kinesiske producenter fik for deres tomater, har Kommissionen anført, at de første oplysninger, den blev meddelt ved skrivelse af 13. november 2000, indgik fire måneder efter udstedelsen af forordning nr. 1519/2000. Eftersom det kun drejede sig om prisen i en kontrakt, mente Kommissionen ikke, at denne på nogen måde kunne anses for at være repræsentativ for prisen i den kinesiske produktion.
36 Endvidere har Kommissionen anført, at den først den 9. november 2001 – seks måneder efter udstedelsen af forordning nr. 1519/2000 – blev meddelt tal, som måske havde bevisværdi. Ifølge Kommissionen var det utænkeligt at ændre denne forordning efter en så lang frist, og i øvrigt var der ingen lovbestemmelser, som tillod den at foretage en sådan ændring med tilbagevirkende kraft. Den havde kun kunnet foretage denne ændring, hvis der var tale om en teknisk fejl. Kommissionen har tilføjet, at produktionsåret 2000/2001 var udløbet flere måneder tidligere, og at et nyt system var blevet indført.
Rettens bemærkninger
37 Parterne er uenige om fortolkningen af grundforordningens bestemmelser og om rækkevidden af Kommissionens skønsbeføjelse i forhold til fastsættelsen af produktionsstøttebeløbet.
38 Det skal bemærkes, at Kommissionens ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 288, stk. 2, EF forudsætter, at flere betingelser skal være opfyldt, nemlig dels at den adfærd, institutionerne hævdes at have udvist, er retsstridig, dels at der er indtrådt en skade, og dels at der er årsagsforbindelse mellem adfærden og den påberåbte skade (Domstolens dom af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod EØF, Sml. s. 3057, præmis 16, og Rettens dom af 11.7.1996, sag T-175/94, International Procurement Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, præmis 44, af 16.10.1996, sag T-336/94, Efisol mod Kommissionen, Sml. II, s. 1343, præmis 30, og af 11.7.1997, sag T-267/94, Oleifici mod Kommissionen, Sml. II, s. 1239, præmis 20).
39 Hvad angår den første af disse betingelser skal der ifølge retspraksis føres bevis for en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (dommen Bergaderm og Goupil mod Kommissionen, nævnt i præmis 21 ovenfor, præmis 42). For så vidt angår kravet om, at overtrædelsen skal være tilstrækkeligt kvalificeret, er det et afgørende kriterium herfor, om den pågældende fællesskabsinstitution åbenbart og groft har overskredet grænserne for sine skønsbeføjelser. Såfremt denne institution har et stærkt begrænset eller intet skøn, kan selve den omstændighed, at der er begået en overtrædelse af fællesskabsretten, være tilstrækkelig til at bevise, at der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse (Domstolens dom af 10.12.2002, sag C-312/00 P, Kommissionen mod Camar og Tico, Sml. I, s. 11355, præmis 54, og Rettens dom af 12.7.2001, forenede sager T-198/95, T-171/96, T-230/97, T-174/98 og T-225/99, Sml. II, s. 1975, præmis 134).
40 Det bemærkes særligt, at såfremt der konstateres en ulovlighed, som under tilsvarende omstændigheder ikke ville være blevet begået af en normalt forsigtig og påpasselig administration, kan det konkluderes, at institutionens adfærd har udgjort et retsstridigt forhold, der kan pådrage Fællesskabet ansvar i henhold til artikel 288 EF (dommen i sagen Comafrica og Dole Fresh Europa mod Kommissionen, nævnt i præmis 39 ovenfor, præmis 134).
41 Indledningsvis skal grundforordningens bestemmelser til fastsættelse af rækkevidden af Kommissionens skønsbeføjelse derfor undersøges, og i den sammenhæng skal det herefter fastslås, om Kommissionen har tilsidesat forordningen, således at den ifalder ansvar.
– Kommissionens skønsbeføjelse i medfør af grundforordningen
42 Det fastslås, at det følger af fast retspraksis, at fællesskabslovgiver har en vid skønsbeføjelse i tilfælde, hvor det er nødvendigt at vurdere en kompliceret økonomisk situation, som f.eks. på områderne for den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik. Denne beføjelse omfatter ikke udelukkende indholdet og rækkevidden af de bestemmelser, der skal vedtages, men også i et vist omfang konstateringen af de tilgrundliggende faktiske forhold. Når en retsinstans forelægges spørgsmålet om, hvorvidt en påstået tilsidesættelse af en lovbestemmelse er tilstrækkelig kvalificeret, må den efterprøvende ret begrænse sig til at undersøge, om den skønsbeføjelse, som den institution, som kritiseres for tilsidesættelsen, har udøvet, er behæftet med åbenlys vildfarelse eller magtfordrejning, eller om myndigheden klart har overskredet grænserne for sit frie skøn (jf. i denne retning Domstolens dom af 27.6.1989, sag 113/88, Leukhardt, Sml. s. 1991, præmis 20, af 19.2.1998, sag C-4/96, NIFPO og Northern Ireland Fishermen’s Federation, Sml. I, s. 681, præmis 41 og 42, af 5.10.1999, sag C-179/95, Spanien mod Rådet, Sml. I, s. 6475, præmis 29, og af 25.10.2001, sag C-120/99, Italien mod Rådet, Sml. I, s. 7997, præmis 44, samt Rettens dom af 11.9.2002, sag T-13/99, Pfizer Animal Health mod Rådet, Sml. II, s. 3305, præmis 166 og 168).
43 For det andet råder Kommissionen – stadig i medfør af grundforordningen – over en vid skønsmargen hvad angår fastsættelsen af produktionsstøtten.
44 Det følger ganske vist af grundforordningens anden betragtning, at »en række forarbejdede produkter er af særlig betydning i Fællesskabets Middelhavsområde, hvor produktionspriserne er mærkbart højere end tredjelandenes priser«, og af denne forordnings fjerde betragtning, at »støtten skal udligne forskellen mellem de priser, der betales producenterne i Fællesskabet, og de priser, der betales i tredjelande«. Imidlertid tilføjes det i sidstnævnte betragtning, at »der [derfor] bør […] fastlægges en beregningsmetode, hvorved der navnlig tages hensyn til denne forskel og til virkningen af minimumsprisens udvikling, dog således at der i beregningen også kan inddrages visse tekniske faktorer«. Tilføjelsen af adverbiet »navnlig« betyder, at der ved fastsættelsen af produktionsstøtten i hvert fald skal tages hensyn til forskellen mellem den pris, der betales producenten inden for Fællesskabet, og den pris, der betales i tredjelande, og til virkningen af minimumsprisens udvikling, samt at andre forhold – ud over disse faktorer – også kan inddrages, hvilket er overladt til Kommissionens frie skøn.
45 De nærmere regler for produktionsstøtten er fastsat i grundforordningens artikel 4. Denne artikels stk. 1 bestemmer, at produktionsstøtten »ikke [kan] være større end forskellen mellem den minimumspris, der betales producenten i Fællesskabet, og prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande«. Denne bestemmelse kan ikke fortolkes således, at den indebærer, at produktionsstøtten skal være den samme som denne forskel, hvilket ikke ville overlade Kommissionen nogen skønsmargen.
46 Grundforordningens artikel 4, stk. 2, pålægger herefter Kommissionen at fastsætte produktionsstøtten »således, at det bliver muligt at afsætte fællesskabsproduktionen inden for den grænse, der er fastsat i stk. 1«. Efter at have præciseret dette formål opregnes i denne bestemmelse visse forhold, der skal tages hensyn til ved fastlæggelsen af dette beløb. I denne sammenhæng indebærer forekomsten af adverbiet »navnlig« og bindeordet »og« mellem litra b) og c), at Kommissionens vurdering af de tre kriterier forudsætter indsamlingen af både visse faktiske oplysninger og uundværlige tal, sådan som bl.a. råvareomkostningerne i henholdsvis Fællesskabet og de vigtigste konkurrerende tredjelande, samt støttebeløbet, der er fastsat for det foregående produktionsår. Det følger heraf også, at denne liste over ufravigelige kriterier ikke er udtømmende, hvilket antyder, at Kommissionen er overladt en skønsmargen inden for rammerne af artikel 4, stk. 1, og på betingelse af, at de gældende formforskrifter for dens anvendelse overholdes.
47 Heraf følger, at Kommissionen i princippet råder over en vid skønsmargen ved fastsættelsen af støtten. Denne skønsmargen omfatter dog ikke opfyldelsen af faktiske omstændigheder og tal, der hører til de kriterier, som ikke kan fraviges, således som prisen på råvarer i de vigtigste tredjelande som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 2.
48 På baggrund af de ovennævnte principper skal sagsøgernes argumenter om, at Kommissionen har handlet retsstridigt, efterprøves. I denne forbindelse finder Retten, at det er nødvendigt først at efterprøve anbringendet om en tilsidesættelse af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik.
– Tilsidesættelsen af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik
49 Selv om Kommissionen i medfør af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik er forpligtet til at indsamle de faktiske oplysninger, som er uundværlige for udøvelsen af dens skønsbeføjelse, råder den over en skønsmargen. Det følger dog af fast retspraksis, at i tilfælde, hvor en fællesskabsinstitution råder over en betydelig skønsbeføjelse, skal der lægges endnu større vægt på overholdelsen af de garantier, som fællesskabsretten giver med hensyn til den administrative sagsbehandling. Disse garantier omfatter bl.a. kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag. Kun under disse omstændigheder kan Fællesskabets retsinstanser efterprøve, om de faktiske og retlige omstændigheder, der har betydning ved udøvelsen af skønnet, forelå (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 21.11.1991, sag C-269/90, Technische Universität München, Sml. I, s. 5469, præmis 14, og Rettens dom af 18.9.1995, sag T-167/94, Nölle mod Kommissionen og Rådet, Sml. II, s. 2589, præmis 73 ff., af 19.2.1998, sag T-42/96, Eyckeler & Malt mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 165, af 9.7.1999, sag T-231/97, New Europe Consulting og Brown mod Kommissionen, Sml. II, s. 2403, præmis 37 ff., samt dommen i sagen Pfizer Animal Health mod Rådet, nævnt i præmis 42 ovenfor, præmis 171).
50 I forbindelse med grundforordningens anvendelse indebærer pligten til agtpågivenhed bl.a. pligten til at samle alle de uundværlige faktiske oplysninger som fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 2, og som kan have en betydelig indvirkning på udfaldet af beslutningsprocessen, med henblik på at give Kommissionen mulighed for at udøve sin skønsbeføjelse fuldstændigt og rigtigt. Hvad angår denne bestemmelse er det ubestridt i sagen, at de kinesiske råvareomkostninger var nogle af de uundværlige oplysninger, som Kommissionen skulle have taget hensyn til ved beregningen af produktionsstøttebeløbet, eftersom Kina på tidspunktet for fastsættelsen af støtten ansås for at være et af de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande.
51 I denne forbindelse er det også ubestridt, at Kommissionen alene tilstillede den kinesiske delegation ved Den Europæiske Union en enkelt skrivelse af 4. februar 2000, med henblik på at anmode om de nødvendige oplysninger, og at denne skrivelse forblev ubesvaret, uden at Kommissionen af den grund i perioden frem til juli 2000 rettede fornyede henvendelser herom.
52 Overholdelsen af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik krævede derimod – når henses til den uundværlige karakter af oplysningerne om de kinesiske råvareomkostninger for Kommissionens vurdering – at Kommissionen havde forsøgt at rette fornyede henvendelse til de kinesiske myndigheder med henblik på at indhente de nødvendige oplysninger, eksempelvis ved fremsendelse af påmindelser eller ved telefonisk kontakt til Den Kinesiske Folkerepubliks faste repræsentant ved Den Europæiske Union. I denne forbindelse kan de kinesiske myndigheders tavshed – som ifølge Kommissionen »indgår som led i en lang tradition for afslag eller for ikke at kunne give nogen oplysninger i forbindelse med lignende spørgsmål« – ikke retfærdiggøre, at Kommissionen forholdt sig passiv under henvisning til, at der var en uomstødelig formodning om, at man ikke kunne opnå de nødvendige oplysninger, eller at enhver anden henvendelse ville blive mødt med samme tavshed. Da de pågældende oplysninger var uundværlige for, at udøvelsen af skønsbeføjelsen ved fastsættelsen af støttebeløbet blev foretaget retsmæssigt, burde denne tavshed tværtimod yderligere have tilskyndet Kommissionens tjenestegrene til at gøre en ekstra indsats for rettidigt at indhente disse oplysninger i stedet for at forblive fuldstændig passive.
53 Hvad angår den kinesiske kontrakt, som blev meddelt Fischler den 13. november 2000, er det korrekt, at Kommissionen ikke kunne tage hensyn til oplysningerne i denne kontrakt, som fik retsvirkning den 15. marts 2000, eftersom Kommissionen i medfør af grundforordningens artikel 4, stk. 6, skulle tage udgangspunkt i de anvendte priser i 1999. I betragtning af tilsidesættelsen af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik, samt de kinesiske myndigheders tavshed, der efterfulgte fremsendelsen af Kommissionens skrivelse af 4. februar 2000, ville den mindste anstrengelse, man skulle forvente af en påpasselig administration, være, at den i hvert fald forespurgte de nævnte myndigheder, om disse priser var repræsentative for de anvendte priser i 1999. Dette gælder navnlig, når henses til, at den pågældende kontrakt vedrørte regionen Xinjiang, hvorfra en vigtig del af den kinesiske produktion af forarbejdede tomater ifølge sagsøgerne hidrører. En sådan forpligtelse påhvilede så meget desto mere Kommissionen, som Fischler selv havde fastslået, at »Kommissionen ikke kunne anse prisen, der var angivet i en privat kontrakt, for at være repræsentativ for den nationale gennemsnitspris på tomatproduktionen for produktionsåret 2000/2001, hvis ikke denne pris var officielt bekræftet af den kinesiske regering«.
54 Det følger af det anførte, at Kommissionens passivitet efter fremsendelsen af skrivelsen af 4. februar 2000 ifølge retspraksis udgør en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse af principperne om omsorgspligt og god forvaltningsskik.
– Tilsidesættelsen af grundforordningen
55 Ifølge grundforordningens artikel 4, stk. 1, kan produktionsstøtten ikke være større end forskellen mellem den minimumspris, der betales producenten i Fællesskabet, og prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande. Ifølge samme forordnings artikel 4, stk. 2, skal Kommissionen ved fastsættelse af dette beløb bl.a. tage hensyn til forskellen mellem råvareomkostningerne i henholdsvis Fællesskabet og de vigtigste konkurrerende tredjelande.
56 Sagsøgerne har gjort gældende, at disse bestemmelser pålægger Kommissionen at tage hensyn til de kinesiske råvareomkostninger, eftersom Kina er verdens næststørste eksportør af tomater.
57 Det fastslås, at grundforordningen pålægger, at der tages hensyn til prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande. Kina indgår heri. Kommissionen burde derfor have taget hensyn til den kinesiske pris, så snart Kina blev et af disse lande.
58 Kommissionen har i øvrigt ikke benægtet, at Kina er et af vigtigste tomatproducerende lande. Desuden havde dens tjenestegrene første gang forhørt sig hos de kinesiske myndigheder i begyndelsen af 2000, men sidstnævnte havde ikke besvaret denne henvendelse.
59 Kommissionen har anført, at det spørgsmål, den var konfronteret med, var, om den i mangel af disse oplysninger alligevel kunne fastsætte produktionsstøttebeløbet i medfør af sin skønsbeføjelse og samtidig opfylde formålet med denne støtte, nemlig at gøre det »muligt at afsætte fællesskabsproduktionen«. Kommissionen har fremhævet, at den indtil da aldrig havde taget hensyn til prisen på kinesiske tomater, og at en ændring af reglerne for beregning af støtten ikke var påkrævet, så meget desto mindre, som det drejede sig om den sidste fastsættelse af støtte inden ændring af produktionsstøtteordningen.
60 Disse argumenter er ikke overbevisende. Den omstændighed, at Kommissionen aldrig før havde taget hensyn til prisen på kinesiske tomater, kan ikke retfærdiggøre, at den fastholdt denne undladelsespraksis, hvis – hvilket den ikke har benægtet – markedsbetingelserne krævede en sådan hensyntagen. Ligeledes kan den omstændighed, at det drejede sig om den sidste fastsættelse af støtte inden ændring af produktionsstøtteordningen, ikke retfærdiggøre, at Kommissionen intervenerer på vilkår, der ikke er i overensstemmelse med grundforordningen. Det er korrekt, at Kommissionen i henhold til denne forordning kan inddrage andre kriterier og ændre støttebeløbet på grundlag af disse supplerende kriterier, men som anført ovenfor i præmis 50 ff., tillader forordningen derimod ikke Kommissionen at lade prisen på råvarer i et af de vigtigste konkurrerende tredjelande ude af betragtning, eftersom forordningen udtrykkeligt bestemmer, at denne oplysning inddrages.
61 Da indholdet af forordning nr. 1519/2000 ikke tager hensyn til prisen på råvaren i et af de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande, nemlig Kina, er forordningen derfor i strid med de ufravigelige betingelser, der er fastlagt i grundforordningens artikel 4, stk. 1 og 2. En sådan retsstridig adfærd er en tilstrækkelig kvalificeret krænkelse af en bestemmelse, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder, til, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt på grund af de skadelige følger.
62 Eftersom sagsøgernes anbringende om en tilsidesættelse af grundforordningen bør tages til følge, er det ufornødent at tage stilling til anbringendet vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som sagsøgerne subsidiært har fremført.
Vedrørende tabet
Parternes argumenter
63 Sagsøgerne har gjort gældende, at deres tab præcist svarer til forskellen mellem støttebeløbet, som er fastsat i forordning nr. 1519/2000, og det beløb, der ville være fremkommet, hvis Kommissionen havde taget hensyn til den kinesiske pris.
64 Sagsøgerne har på grundlag af de oplysninger om den kinesiske pris, som fulgte af den attest, der blev fremskaffet fra de kinesiske myndigheder i september 2001, beregnet støttebeløbet, som burde være udbetalt for produktionsåret 2000/2001. Inddragelsen af Kina i beregningen af gennemsnitsprisen i de vigtigste tomatproducerende tredjelande medfører ifølge deres opfattelse, at denne pris falder markant og dermed gør forskellen mellem den pris, der betales landbrugeren, og prisen i de vigtigste producerende tredjelande betydeligt større end det af Kommissionen beregnede. Ifølge sagsøgerne har tomatindustrien for hver 100 kg tomatkoncentrat 28/30 fået 4,031 EUR mindre, end de skulle have haft, hvis der var taget hensyn til den kinesiske pris. Dette indebærer, at tomatindustrien har modtaget en støtte, der var 23% lavere end den støtte, den skulle have modtaget. Dette er således denne procentdel, de sagsøgende virksomheder kan gøre krav på over for Kommissionen.
65 Sagsøgerne mener i øvrigt, at de har lidt og fortsat lider et anseeligt økonomisk tab, som ikke kun beror på Kommissionens manglende betaling af det skyldige beløb til dem, men også på pengeforringelsen samt den omstændighed, at beløbene – som de ville have modtaget, hvis Kommissionen havde foretaget en korrekt beregning af det støttebeløb, der skulle udbetales – ville have gjort det muligt for dem i hvert fald at modtage udbyttet fra beløbenes indsættelse på bankkonti.
66 Sagsøgerne har anført, at den bevilgede støtte er lavere, end den skulle have været, på grund af anvendelsen af en urigtig og retsstridig beregningsmetode. Den af Kommissionen begåede fejl og afvisningen af at berigtige fejlen har påført sagsøgerne et klart tab. Eftersom deres tab beror på Kommissionens retsstridige adfærd, er årsagsforbindelsen ifølge sagsøgerne bevist.
67 Kommissionen har anført, at den skade, som kræves erstattet, ifølge fast retspraksis skal være faktisk og reel. Selv om en hensyntagen til prisen på den kinesiske råvare i første omgang kunne føre til en betydelig nedsættelse af den anslåede pris på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande, ville denne nedsættelse ikke nødvendigvis have medført en forhøjelse af produktionsstøtten, når henses til den skønsbeføjelse, Kommissionen råder over.
68 Derfor mener Kommissionen, at denne forhøjelse af støtten i hvert fald ikke kan svare til forskellen mellem beregningen af prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande med og uden hensyntagen til prisen på kinesiske tomater.
69 Kommissionen mener derfor, at den skade, sagsøgerne påstår at have lidt, er teoretisk og ikke kan tiltrædes af Retten. Det forholder sig på samme måde med hensyn til det økonomiske tab, som de påberåber sig.
Rettens bemærkninger
70 Det bemærkes, at ifølge retspraksis (Domstolens domme af 27.1.1982, sag 51/81, De Franceschi mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 117, præmis 9, og forenede sager 256/80, 257/80, 265/80, 267/80 og 5/81, Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 85, præmis 9, samt Rettens dom af 18.5.1995, sag T-478/93, Wafer Zoo mod Kommissionen, Sml. II, s. 1479, præmis 49) skal den skade, som kræves erstattet, være faktisk og reel.
71 Det påhviler sagsøgeren over for Fællesskabets retsinstanser at føre bevis for, at dette tab faktisk er indtrådt, samt for tabets omfang (Domstolens dom af 21.5.1976, sag 26/74, Roquette Frères mod Kommissionen, Sml. s. 677, præmis 22-24, samt Rettens dom af 9.1.1996, sag T-575/93 Koelmann mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 97, og af 28.4.1998, sag T-184/95, Dorsch Consult mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 667, præmis 60).
72 Sagsøgerne har vurderet deres tab til præcist at svare til forskellen mellem det støttebeløb, som er fastsat i forordning nr. 1519/2000, og det beløb, der ville være fremkommet, hvis Kommissionen havde taget hensyn til den kinesiske pris.
73 Det skal først understreges, at de kinesiske priser, sagsøgerne henholder sig til, er de priser, som blev opnået via den spanske diplomatiske repræsentation i Beijing. Dette er den gennemsnitspris på tomater, der betales producenterne i Xinjiang-provinsen, som ifølge sagsøgerne står for ca. 88% af den kinesiske produktion af forarbejdede tomater. Kommissionen har anfægtet disse tal, som ifølge den repræsenterer en lav gennemsnitspris. I øvrigt har Kommissionen ikke været i stand til at tage stilling til, om tallene var i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningen. I vurderingen af en kompliceret økonomisk situation omfatter Kommissionens skønsbeføjelse nemlig også konstateringen af de tilgrundliggende faktiske forhold (jf. i denne retning Domstolens dom af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette mod Rådet, Sml. s. 3333, præmis 25).
74 Eftersom grundforordningen overlader Kommissionen en vis skønsmargen ved fastsættelsen af støttebeløbet, er det nemlig umuligt med sikkerhed at afgøre indvirkningen af en hensyntagen til prisen, der betales producenter af kinesiske tomater, på støttebeløbet. Artikel 4, stk. 1, bestemmer ikke, at produktionsstøtten skal svare til forskellen mellem den minimumspris, der betales producenten i Fællesskabet, og prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande. Den fastsætter alene en maksimal grænse.
75 I denne forbindelse skal det fastslås, at den omstændighed, at Kommissionen tidligere havde kunnet fastsætte støttebeløbet på et niveau, der præcist afspejlede forskellen mellem den minimumspris, der betales producenten i Fællesskabet, og prisen på råvaren i de vigtigste producerende og eksporterende tredjelande, på ingen måde forpligtede den til at fastholde støtten på dette niveau. Det ville endog være i strid med grundforordningens ordlyd og formål, hvis ikke Kommissionen tog hensyn til udviklingen i situationen på de internationale markeder, idet dette kunne indebære, at det ville blive vanskeligere at afsætte fællesskabsproduktionen.
76 Sagsøgerne kan derfor ikke påberåbe sig en ret til en maksimal støtte svarende til forskellen mellem den minimumspris, der betales producenten i Fællesskabet, og prisen på råvaren i de vigtigste tredjelande efter hensyntagen til den kinesiske pris.
77 Det tab, som sagsøgerne har beregnet og specificeret i tabellen i stævningens bilag A.27, har derfor ikke en reel karakter.
78 Eftersom alle betingelserne for, at Fællesskabet ifalder ansvar uden for kontrakt, ikke er opfyldt, bør Kommissionen frifindes.
Sagens omkostninger
79 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger, hvor der foreligger ganske særlige grunde. Skønt sagsøgerne har tabt sagen, bør der ved fastsættelsen af omkostningerne tages hensyn til den adfærd, som i strid med fællesskabsbestemmelser er blevet udvist af Kommissionen.
80 Efter en rimelig vurdering af sagens omstændigheder bestemmer Retten, at sagsøgerne bærer fem sjettedele af deres egne omkostninger, og at Kommissionen foruden at bære sine egne omkostninger betaler en sjettedel af sagsøgernes omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Tredje Afdeling)
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) Sagsøgerne bærer fem sjettedele af deres egne omkostninger, og Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler desuden en sjettedel af sagsøgernes omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. marts 2005.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |