Sag T-262/09

Safariland LLC

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-figurmærket FIRST DEFENSE AEROSOL PEPPER PROJECTOR – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 3, i forordning (EF) nr. 207/2009 – Harmoniseringskontorets opfyldelse af en dom om annullation af en appelkammerafgørelse – ret til forsvar – begrundelsespligt – artikel 63, stk. 2, artikel 65, stk. 6, artikel 75 og 76 i forordning nr. 207/2009«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – klagesag – sag ved Fællesskabets retsinstanser – dom, hvorved en appelkammerafgørelse annulleres – ny afgørelse

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65, stk. 6)

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – varemærkeindehaverens samtykke til en registrering, der er ansøgt af en agent eller repræsentant i eget navn, foreligger ikke – agent eller repræsentant – begreb

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 3)

3.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – varemærkeindehaverens samtykke til en registrering, der er ansøgt af en agent eller repræsentant i eget navn, foreligger ikke – ophøret af kontraktforholdet på tidspunktet for indgivelsen af varemærkeansøgningen – anvendelse af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 – betingelser

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 3)

4.      EF-varemærker – klagesag – sag ved Fællesskabets retsinstanser – dom, hvorved en appelkammerafgørelse annulleres – ny behandling af klagen – overholdelse af retten til forsvar

(Rådets forordning nr. 2009/207, art. 63, stk. 2, og art. 75)

5.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse for afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som artikel 253 EF – appelkammerets anvendelse af en indirekte begrundelse – lovlig – betingelser

(Art 253 EF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)

1.      I overensstemmelse med sin forpligtelse i henhold til artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af en afgørelse afsagt af Retten, hvorved en appelkammerafgørelse annulleres, skal Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) sørge for, at klagesagen bliver afsluttet ved en ny appelkammerafgørelse. Harmoniseringskontoret kan i den forbindelse henvise sagen til et andet appelkammer.

(jf. præmis 42)

2.      I henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker er et varemærke udelukket fra registrering, såfremt varemærkeindehaverens agent eller repræsentant uden indehaverens samtykke ansøger om registrering af varemærket i eget navn, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.

For så vidt angår begreberne »agent« og »repræsentant« i artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 skal det bemærkes – på linje med det i retningslinjerne for indsigelsesproceduren ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) anførte for så vidt angår en ikke-godkendt ansøgning fra agenterne for indehaveren af varemærket – at disse skal fortolkes bredt, således at alle former for forhold, der bygger på en kontraktuel aftale, hvorefter en af parterne repræsenterer den andens interesser, er omfattet, og dette uafhængigt af vurderingen af det kontraktforhold, der er etableret mellem indehaveren eller fuldmagtsgiveren og ansøgeren om EF-varemærket. I henhold til retningslinjerne er det i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 tilstrækkeligt, at der foreligger en aftale om handelsmæssigt samarbejde mellem parterne, som skaber et tillidsforhold, idet den udtrykkeligt eller implicit pålægger ansøgeren en generel tillids- og loyalitetsforpligtelse for så vidt angår varemærkeindehaverens interesser. Det er imidlertid nødvendigt, at der foreligger en aftale mellem parterne. Såfremt ansøgeren handler uafhængigt, uden at der er etableret nogen form for forbindelse til indehaveren, kan ansøgeren ikke anses for en agent i henhold til forordningens artikel 8, stk. 3. En af indehaverens almindelige købere eller en klient kan således ikke anses for en »agent« eller en »repræsentant« i henhold til samme forordnings artikel 8, stk. 3, eftersom disse personer ikke er pålagt en særlig tillidsforpligtelse i forhold til varemærkeindehaveren.

(jf. præmis 60 og 64)

3.      I overensstemmelse med artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker er et varemærke udelukket fra registrering, såfremt varemærkeindehaverens agent eller repræsentant uden indehaverens samtykke ansøger om registrering af varemærket i eget navn, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.

Hvad angår ophøret af kontraktforholdet på tidspunktet for indgivelsen af varemærkeansøgningen skal det bemærkes, at det ikke er nødvendigt, at den indgåede aftale mellem parterne stadig er gældende på tidspunktet for indgivelsen af varemærkeansøgningen, og at artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 ligeledes finder anvendelse på aftaler, der er udløbet inden tidspunktet for indgivelsen af EF-varemærkeansøgningen, forudsat at den forløbne periode er af en sådan karakter, at det med rimelighed kan antages, at tillids- og fortrolighedsforpligtelsen stadig foreligger på tidspunktet for indgivelsen af EF-varemærkeansøgningen. Denne udvidede fortolkning af artikel 8, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 har til formål at beskytte varemærkeindehaveren selv efter ophøret af det kontraktforhold, der indeholdt en tillidsforpligtelse.

(jf. præmis 60 og 65)

4.      Der er hverken fastsat nogen særlig procedure ved appelkamrene i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker eller i forordning nr. 2868/95 om gennemførelsesbestemmelser til forordning nr. 40/94 i tilfælde, hvor en afgørelse er blevet annulleret af Retten og hjemvist til appelkamrene, og der er følgelig ingen forpligtelse til at høre de interesserede parter på ny. En sådan forpligtelse kan kun udledes af det generelle fællesskabsretlige princip om at sikre retten til forsvar, som fastsat i artikel 75, andet punktum, i forordning nr. 207/2009.

Artikel 75, andet punktum, kræver på ingen måde, at sagsøgeren efter genoptagelse af sagen ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) som følge af Rettens annullation af appelkamrenes afgørelse på ny skal opfordres til at fremsætte sine bemærkninger til de retlige og faktiske omstændigheder, som sagsøgeren allerede har haft rig lejlighed til at udtale sig om i forbindelse med den tidligere afholdte skriftlige procedure, idet sagsakterne i denne forbindelse blev overtaget af appelkammeret.

(jf. præmis 83 og 84)

5.      I henhold til artikel 73, første punktum, i forordning nr. 40/94 om EF-varemærker skal afgørelser truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) begrundes. Denne forpligtelse har samme rækkevidde som forpligtelsen i artikel 253 EF, og dens formål er dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels at Unionens retsinstanser kan efterprøve beslutningens lovlighed.

Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en beslutning opfylder disse krav, skal ikke blot vurderes i forhold til beslutningens ordlyd, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Det kan imidlertid ikke kræves, at appelkamrene efterfølgende foretager en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de for kamrene af parterne fremførte argumenter. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte gennem den får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at den kompetente ret råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger.

(jf. præmis 90-92)