Sag T-258/09

i-content Ltd Zweigniederlassung Deutschland

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – ansøgning om EF-ordmærket BETWIN – absolutte registreringshindringer – beskrivende karakter – artikel 7, stk. 1, litra b) og c), i forordning (EF) nr. 207/2009 – begrundelsespligt – ligebehandling – artikel 49 EF«

Sammendrag af dom

1.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – varemærker, som udelukkende består af tegn eller angivelser, der kan tjene til at betegne en vares egenskaber

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, litra c)]

2.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – absolutte registreringshindringer – separat efterprøvelse af de forskellige registreringshindringer i forhold til hver enkelt af de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af registreringsansøgningen – pligt til at begrunde afslag på registrering – rækkevidde

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7, stk. 1, og art. 75)

3.      EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – lovlighed – Fællesskabets retsinstansers prøvelse – kriterier – anvendelse af et anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling ved Harmoniseringskontorets afgørelsespraksis

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 7 og art. 76, stk. 1)

1.      Ordmærket BETWIN er beskrivende ud fra den engelsktalende kundekreds’ synsvinkel i henhold til artikel 7, stk. 1, litra c), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker for tjensteydelserne: »design og udvikling af forestillinger, spil, lotterier, konkurrencer, baller, lodtrækninger; konkurrencer; produktion, organisering og gennemførelse af spil, lotterier, konkurrencer, baller, lodtrækninger, konkurrencer af enhver art; spillehaller; drift af kasinoer; tjenesteydelser vedrørende sportsanlæg, spil, væddemål og lotteri, herunder på og via internettet; tilrådighedsstillelse af udstyr vedrørende sport, spil, væddemål og lotteri, herunder på og via internettet; drift af spillehaller; tilrådighedsstillelse af interaktive computerspil; gennemførelse og organisering af kasinoer, hasardspil, kortspil, væddemål, sportsvæddemål, duelighedsspil; spilleautomater; drift af kasinoer, drift af spillehaller; drift af centre med væddemål og lotterier af enhver art« i klasse 41 i Nicearrangementet og tjenesteydelserne »design og udvikling af forestillinger, spil, lotterier, konkurrencer, baller, lodtrækninger; konkurrencer for så vidt angår forretning, organisation og reklame« i klasse 35 i nævnte arrangement.

Kombinationen af de to engelske ord »bet« (vædde, væddemål) og »win« (vinde, gevinst) er umiddelbart forståelig for den relevante kundekreds. Der foreligger endvidere et tæt forhold mellem de to ords betydninger: Man vædder for at vinde, og for at vinde må man først have satset. Undladelsen af anvendelsen af ordet »and« har ingen virkning på betydningen af det sammensatte ord »betwin«. Hvad enten det skal forstås som to substantiver, to infitivformer eller to verber i imperativ i forlængelse af hinanden, er der nemlig ikke tale om en usædvanlig eller vilkårlig kombination, hvis betydning afviger fra betydningen af den blotte sum af de bestanddele, den udgøres af. I deres indbyrdes samspil oplyser ordene »bet« og »win« klart om de omhandlede tjenesteydelsers formål og omstændighederne for anvendelsen af disse, således at de er beskrivende.

(jf. præmis 26, 32-35 og 40)

2.      Prøvelsen af de absolutte registreringshindringer skal være rettet mod hver enkelt af de varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærket er søgt registreret, og den afgørelse, hvorved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) giver afslag på registrering af et varemærke, skal i princippet begrundes i forhold til hver enkelt af disse varer eller tjenesteydelser. Såfremt den samme registreringshindring gør sig gældende for en kategori eller en gruppe af varer eller tjenesteydelser, kan Harmoniseringskontoret begrænse sig til at anføre en generel begrundelse for alle de omhandlede varer eller tjenesteydelser. Denne mulighed må imidlertid ikke gøre indgreb i det væsentlige krav om, at alle afgørelser, der afslår en rettighed, der er anerkendt i EU-retten, kan undergives en domstolskontrol, der skal sikre en effektiv beskyttelse af denne rettighed, og som derfor skal omfatte spørgsmålet, om begrundelsen er lovlig.

Appelkammerets mulighed for at anføre en generel begrundelse for en række varer eller tjenesteydelser gælder kun varer eller tjenesteydelser, der har en indbydes forbindelse, der er tilstrækkeligt direkte og konkret til, at de udgør en rimeligt homogen kategori, således at alle de faktiske og retlige betragtninger, der udgør begrundelsen for den pågældende afgørelse, dels i tilstrækkelig grad forklarer appelkammerets ræsonnement i forhold til alle varer og tjenesteydelser i kategorien, og dels kan finde anvendelse på en hvilken som helst af de pågældende varer eller tjenesteydelser. Særligt er denne omstændighed imidlertid ikke, end ikke i tilfælde af, at de omhandlede varer eller tjenesteydelser henhører under samme klasse i henhold til Nicearrangementet, i sig selv tilstrækkelig til, at det kan fastslås, at der foreligger en tilstrækkelig grad af homogenitet, idet disse klasser i mange tilfælde rummer meget forskelligartede varer eller tjenesteydelser, som ikke nødvendigvis har en tilstrækkeligt direkte og konkret indbyrdes forbindelse.

(jf. præmis 42-45)

3.      De afgørelser vedrørende registrering af et tegn som EF-varemærke, som appelkamrene ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) skal træffe i henhold til forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker, hører til de bundne forvaltningsbeføjelser og ikke til de skønsmæssige beføjelser. Lovligheden af appelkamrenes afgørelser skal derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning, således som den er fortolket af Unionens retsinstanser, og ikke på grundlag af appelkamrenes tidligere afgørelsespraksis.

Hvad angår et anbringende, der er fremsat for Fællesskabets retsinstanser, og hvormed det gøres gældende, at et appelkammer har tilsidesat princippet om forbuddet mod forskelsbehandling, idet det afviste en klage over afvisningen af at registrere et givet tegn, selv om det tidligere havde anerkendt at registrere et sammenligneligt tegn, er der således to mulige tilfælde.

Såfremt appelkammeret ved i en tidligere sag at anerkende, at et tegn kan registreres som EF-varemærke, på korrekt vis anvender de relevante bestemmelser i forordning nr. 207/2009, og appelkammeret i en senere sag, der svarer til den første, træffer en modstridende afgørelse, skal Unionens retsinstanser annullere denne sidste afgørelse, da relevante bestemmelser i forordning nr. 207/2009 er tilsidesat. I dette første tilfælde vil anbringendet om krænkelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling følgelig være uden betydning. Såfremt appelkammeret derimod i en tidligere sag har begået en retlig fejl ved at anerkende, at et tegn kan registreres som EF-varemærke, og appelkammeret i en senere sag, der svarer til den første, træffer en modstridende afgørelse, vil den første afgørelse ikke med held kunne påberåbes til støtte for en påstand om annullation af denne sidste afgørelse. Ligebehandlingsprincippet skal nemlig forliges med legalitetsprincippet, hvorefter ingen til egen fordel kan påberåbe sig en ulovlighed, der er begået til fordel for tredjemand. I dette andet tilfælde vil anbringendet om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling derfor ligeledes være uden betydning.

Det følger endvidere af artikel 76, stk. 1, første punktum, i forordning nr. 207/2009, at undersøgerne ved Harmoniseringskontoret – og i forbindelse med klager Harmoniseringskontorets appelkamre – skal foretage en ex officio-prøvelse af de faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om det varemærke, der er ansøgt registreret, er omfattet af en af registreringshindringerne i samme forordnings artikel 7. Henset til den bundne kompetence og til legalitetsprincippet skal denne undersøgelse koncentreres om betingelserne for anvendelse af forordningens artikel 7, og det kan ikke deraf udledes, at Harmoniseringskontorets instanser er bundet af registreringsbetingelserne for ældre varemærker.

(jf. præmis 77-79 og 81)