RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE
(Tredje Afdeling)
22. april 2015
Sag F-105/14
ED
mod
Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA)
»Personalesag – midlertidigt ansat – udvælgelsesprocedure – afgørelse om afvisning, på tidspunktet for forhåndsudvælgelsen, af ansøgningen efter en udvælgelseskomités undersøgelse – ingen klage indgivet inden for den vedtægtsbestemte frist over afgørelsen om afvisning af ansøgningen – anmodning om oplysninger – ansættelsesmyndighedens svar uden fornyet undersøgelse af afgørelsen om afvisning af ansøgningen – klage indgivet over dette svar – manglende overholdelse af den administrative procedure – åbenbart afvisningsgrundlag – procesreglementets artikel 81«
Angående: Sag anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, hvorunder ED har nedlagt påstand om annullation af den angivelige afgørelse, der er truffet den 27. marts 2014 af Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed (ENISA) (herefter »agenturet«), hvorved dette skulle have truffet afgørelse om ikke at imødekomme ED’s ansøgning for så vidt angår den anden fase i en udvælgelsesprocedure med henblik på at besætte en juridisk stilling i ansættelsesgruppen for administratorer (AD) i lønklasse AD 8.
Udfald: Sagen afvises. ED bærer sine egne omkostninger og betaler de af Den Europæiske Unions Agentur for Net- og Informationssikkerhed afholdte omkostninger.
Sammendrag
1. Retslig procedure – afgørelse truffet ved en begrundet kendelse – betingelser – åbenbart, at søgsmålet ikke kan antages til realitetsbehandling eller er åbenbart ugrundet – rækkevidde
(Personalerettens procesreglement, art. 81)
2. Tjenestemandssager – retlig interesse – afgørelser om afvisning af en ansøgning og om udnævnelse af en anden ansøger til den omhandlede stilling – påstand om annullation alene af afgørelsen om afvisning af ansøgningen – lovlig
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
3. Tjenestemandssager – frister – ufravigelighed – efterprøvelse af egen drift
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
4. Tjenestemandssager – akt, der indeholder et klagepunkt – begreb – akter, der har bindende retsvirkninger – afgørelse om afvisning af en ansøgning – omfattet – manglende begrundelse af afgørelsen – ingen betydning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
5. Tjenestemandssager – frister – begyndelsestidspunkt – meddelelse – manglende eller utilstrækkelig begrundelse for en afgørelse, der er behørigt meddelt – ingen betydning
(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)
1. I henhold til artikel 81 i Personalerettens procesreglement kan Personaleretten, når det er åbenbart, at sagen helt eller delvist må afvises, eller at sagen er åbenbart ugrundet, uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse ved begrundet kendelse.
Især bidrager afvisningen af sagen ved begrundet kendelse i henhold til procesreglementets artikel 81 ikke alene til en effektiv sagsbehandling, men også til, at parterne spares for de sagsomkostninger, som et retsmøde ville have affødt, når Personaleretten på grundlag af en gennemgang af sagsakterne finder sig tilstrækkeligt oplyst af sagsakterne til at fastslå, at den er fuldt ud overbevist om, at stævningen ikke kan antages til realitetsbehandling, eller at sagen er åbenbart ugrundet, og desuden fastslår, at afholdelse af et retsmøde ikke vil bidrage med nogen nye oplysninger, der ville kunne ændre dens opfattelse.
(jf. præmis 15 og 16)
Henvisning til:
Retten for EU-Personalesager: kendelse Mészáros mod Kommissionen, F-22/13, EU:F:2014:189, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis
2. For så vidt angår sager med henblik på anfægtelse af ansættelsesprocedurer er en ansøger, der ikke er kommet i betragtning, uanset om der er tale om en tjenestemand, en ansat eller en ansøger, der ikke er fra institutionen eller agenturet, ikke forhindret i både at anmode om annullation af den afgørelse, hvorved hans ansøgning om en stilling blev afvist, og af den afgørelse, der vedrører opførelsen af en anden ansøger på reservelisten, eller af den afgørelse, hvorved denne anden ansøger udnævnes til den ønskede stilling. Den afviste ansøger pålægges ikke nogen forpligtelse til samtidigt at nedlægge påstand om annullation af begge afgørelser, når denne for at bevare tredjemands ret til at deltage i en retssag i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet alene ønsker at nedlægge påstand om annullation af afgørelsen om afvisning af dennes ansøgning.
I et tilfælde, hvor den omhandlede stilling allerede er besat på tidspunktet for anlæggelsen af sagen, vil en tilgang, hvorefter påstanden om annullation af afgørelsen om afvisning af ansøgningen udelukkende ville kunne antages til realitetsbehandling, såfremt den afviste ansøger samtidigt nedlægger påstand om annullation af afgørelsen om udnævnelse af den anden ansøger til den omhandlede stilling, medføre indførelse af en betingelse for realitetsbehandling, der ikke er fastsat i vedtægten, for så vidt angår sager vedrørende lovligheden af en akt, der går den pågældende imod som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2. Hverken vedtægtens artikel 91, som vedrører sager, der anlægges af tjenestemænd for Unionens retsinstanser til prøvelse af akter, der går imod en sådan person, eller nogen anden tekst pålægger en ansøger, der er blevet afvist ved en udvælgelsesprocedure, at rette søgsmålet – med fare for at blive afvist – både mod afgørelsen om afvisning af dennes ansøgning og mod den korrelative afgørelse om udnævnelse af en anden ansøger.
(jf. præmis 22 og 23)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions Ret: dom Kommissionen mod Moschonaki, T-476/11 P, EU:T:2013:557, præmis 35, 44 og 47
3. Klage- og søgsmålsfristerne i vedtægtens artikel 90 og 91 er ufravigelige og kan ikke ændres af parterne eller af de retsinstanser, som ex officio skal efterprøve, om fristerne er overholdt. Fristerne beror på hensynet til retssikkerheden og nødvendigheden af at undgå enhver forskelsbehandling eller vilkårlighed i retsplejen.
Den omstændighed, at en institution eller et agentur i sin afgørelse om en administrativ klage har besvaret de argumenter, der er fremført i sagen, uden at berøre spørgsmålet, om denne klage er indgivet for sent og dermed bør afvises, eller den omstændighed, at institutionen eller agenturet udtrykkeligt har oplyst den berørte om, at denne kan anfægte afgørelsen ad rettens vej, har ingen indflydelse på Personalerettens vurdering af, om den sag, der efterfølgende er anlagt med henblik på prøvelse af denne afgørelse, kan antages til realitetsbehandling. Sådanne omstændigheder kan nemlig ikke medføre, at den i vedtægtens artikel 90 og 91 fastsatte ufravigelige fristordning ændres, og så meget desto mindre fritage Personaleretten fra sin forpligtelse til at påse, at vedtægtens frister er overholdt.
(jf. præmis 28 og 29)
Henvisning til:
Domstolen: domme Müllers mod CES, 79/70, EU:C:1971:79, præmis 18, og Moussis mod Kommissionen, 227/83, EU:C:1984:276, præmis 13
Retten i Første Instans: domme Offermann mod Parlamentet, T-129/89, EU:T:1991:55, præmis 34, og Rasmussen mod Kommissionen, T-35/96, EU:T:1997:36, præmis 30, samt kendelse Braun-Neumann mod Parlamentet, T-306/08 P, EU:T:2009:6, præmis 37
Retten for EU-Personalesager: kendelser Schmit mod Kommissionen, F-3/05, EU:F:2006:31, præmis 24, Lebedef mod Kommissionen, F-60/13, EU:F:2014:6, præmis 36, og Michel mod Kommissionen, F-44/13, EU:F:2014:40, præmis 68
4. En afgørelse om afvisning af en ansøgning fra en person udgør en akt, der utvivlsomt går denne imod, idet den – ved at fratage muligheden for at deltage i den efterfølgende fase af ansættelsesproceduren og dermed enhver mulighed for at blive udnævnt i forbindelse med stillingsopslaget – har retligt bindende virkninger, der kan berøre den berørte persons interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling.
Hvis det antages, at denne afgørelse har kunnet mangle en begrundelse, og selv om det er rigtigt, at begrundelsen i princippet skal meddeles den berørte samtidigt med den akt, der går ham imod, er det ikke desto mindre tilfældet, at en manglende begrundelse ikke ændrer på afgørelsens bebyrdende karakter.
(jf. præmis 31 og 39)
Henvisning til:
Domstolen: domme Michel mod Parlamentet, 195/80, EU:C:1981:284, præmis 22, og Kommissionen mod Fernández Gómez, C-417/05 P, EU:C:2006:582, præmis 42
Retten i Første Instans: dom Hendrickx mod Cedefop, T-87/99, EU:T:2000:191, præmis 37
Retten for EU-Personalesager: dom Tzirani mod Kommissionen, F-46/11, EU:F:2013:115, præmis 140
5. En manglende begrundelse for en afgørelse, som administrationen kan rette op på indtil tidspunktet, hvor den træffer afgørelse om klagen, har ingen indvirkning på beregningen af fristen for indgivelse af en klage over afgørelsen, når den er behørigt meddelt eller på anden måde bragt til den berørtes kendskab.
Det kan ikke tiltrædes, at enhver af administrationens afgørelser, udtrykkelig eller implicit, uanset om den er utilstrækkeligt eller slet ikke begrundet, hvilket kræver en prøvelse af sagens realitet, til enhver tid ville kunne gøres til genstand for en påstand om en yderligere begrundelse, der ville kunne gøre det muligt for tjenestemænd eller ansatte at få en ny frist for indgivelse af en klage inden for tre måneder regnet fra modtagelsen af den yderligere begrundelse, idet den manglende eller utilstrækkelige begrundelse af en afgørelse som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, netop kan eller bør gøres gældende i forbindelse med en klage og dermed eventuelt rettes af administrationen i den afgørelse, hvorom der træffes afgørelse om en sådan klage.
(jf. præmis 41 og 42)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: domme H mod Kommissionen, T-196/95, EU:T:1997:79, præmis 35, og Casini mod Kommissionen, T-132/03, EU:T:2005:324, præmis 32
Den Europæiske Unions Ret: domme Longinidis mod Cedefop, T-283/08 P, EU:T:2011:338, præmis 72, og Mocová mod Kommissionen, T-347/12 P, EU:T:2014:268, præmis 35 og 41
Retten for EU-Personalesager: dom Sapara mod Eurojust, F-61/06, EU:F:2008:98, præmis 67