Sag T-239/17
(offentliggørelse i uddrag)
Forbundsrepublikken Tyskland
mod
Europa-Kommissionen
Rettens dom (Ottende Afdeling) af 7. maj 2019
»EGFL og ELFUL – udgifter udelukket fra finansiering – udgifter afholdt af Tyskland – fast finansiel korrektion, der anvendes som følge af hovedkontroller, som ikke foretages tilstrækkeligt hyppigt – pligt til årligt at beregne og bogføre renter – artikel 31 og 32 i forordning (EF) nr. 1290/2005 – artikel 6, litra h), i forordning (EF) nr. 885/2006 – begrundelsespligt – proportionalitet«
Landbrug – EGFL’s og ELFUL’s finansiering – regnskabsafslutningsprocedure – beløb, der skal tilbagebetales af medlemsstaten – medlemsstatens manglende inddrivelse inden for de fastsatte frister af skyldige beløb på grund af uregelmæssigheder eller forsømmelser – finansielle følger – hensyntagen til hovedstolen, renterne og sanktionerne – pligt til årligt at beregne og bogføre de renter, der vedrører ikke-inddrevne beløb
[Rådets forordning nr. 1290/2005, art. 32, stk. 1, 3 og 5; Kommissionens forordning nr. 885/2006, art. 6, litra h), og bilag III]
(jf. præmis 36-38, 41-49 og 56)
Resumé
I dommen i sagen Tyskland mod Kommissionen (sag T-239/17), afsagt den 7. maj 2019, har Retten truffet afgørelse i et søgsmål om delvis annullation, der var blevet anlagt af Forbundsrepublikken Tyskland, til prøvelse af gennemførelsesafgørelse (EU) 2017/264 (1) om udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL), for så vidt som den vedrører denne medlemsstat. Efter at have foretaget et kontrolbesøg vedrørende de tyske procedurer for inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb, der iværksættes som følge af uregelmæssigheder, fastslog Europa-Kommissionen i april 2010, at der forelå uregelmæssigheder fra betalingsorganets side i denne medlemsstat. Den pålagde derfor de tyske myndigheder at foretage en fornyet beregning af de renter, der var blevet pålagt af Forbundsrepublikken Tyskland i overensstemmelse med princippet om ligelig fordeling af det finansielle ansvar mellem den pågældende medlemsstat og EU-budgettet (herefter »50/50-reglen«), ikke hvert tredje år, som de havde gjort, men én gang om året. Kommissionen anvendte ved den anfægtede afgørelse en korrektion på 1 964 861,71 EUR på de udgifter, som Forbundsrepublikken Tyskland havde anmeldt for regnskabsåret 2010.
Retten fastslog med henblik på at frifinde Kommissionen, at der i henhold til artikel 31 og artikel 32, stk. 5, i forordning nr. 1290/2005 (2), sammenholdt med artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006 (3) i den version, der var gældende på tidspunktet for sagens omstændigheder, forelå en årlig pligt og ikke en pligt hvert tredje år som hævdet af Tyskland til at beregne og bogføre renter vedrørende ikke-inddrevne beløb, der følger af uregelmæssigheder med henblik på at anvende princippet om ligelig fordeling af det finansielle ansvar mellem medlemsstaterne og EU-budgettet i forbindelse med regnskabsafslutningen.
Ifølge Retten kan spørgsmålet om en årlig beregning og bogføring af renterne nemlig udledes af en ordlydsfortolkning af artikel 6, litra h), i forordning nr. 885/2006. Denne fortolkning er ligeledes tro mod den almindelige opbygning af den regnskabsafslutningsprocedure, der gennemføres én gang årligt. Idet der endvidere ikke foreligger en årlig beregning og ajourføring af morarenterne i tabellen i bilag III til forordning nr. 885/2006, der er møntet på beregning af de beløb, som skal henføres til medlemsstaterne i henhold til 50/50-reglen, er det ikke muligt at fastlægge det nøjagtige beløb af de morarenter, som skal henføres til den pågældende medlemsstat. Den omstændighed, at de oplysninger, der blev angivet, er upræcise, er uforenelig med beskyttelsen af EU-budgettets økonomiske interesser, eftersom Unionen udsættes for en risiko for at skulle afholde morarenter.