RETTENS DOM (Femte Udvidede Afdeling)
30. april 1998 (1)
»Annullationssøgsmål - luftfart - statsstøtte - begrænset størrelse -
konkurrenceforvridning - påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater -
begrundelse«
I sag T-214/95,
Vlaams Gewest (regionen Flandern) ved advokat Alfred L. Merckx, Bruxelles, og
med valgt adresse i Luxembourg hos advokaterne Duro og Lorang, 4, boulevard
Royal,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Pieter Van Nuffel og Anders
Christian Jessen, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede, og med
valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens
Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,
angående en påstand om annullation af Kommissionens beslutning 95/466/EF af 26.
juli 1995 om støtte ydet af regionen Flandern til det belgiske selskab Vlaamse
Luchttransportmaatschappij NV (EFT L 267, s. 49),
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Femte Udvidede Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, R. García-Valdecasas, og dommerne V. Tiili, J.
Azizi, R.M. Moura Ramos og M. Jaeger,
justitssekretær: fuldmægtig A. Mair,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 25.
september 1997,
afsagt følgende
Dom
Relevante retsregler
- 1.
- Artikel 92, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (herefter
»traktaten«) har følgende ordlyd:
»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som
ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller
truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder
eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker
samhandelen mellem medlemsstaterne.«
- 2.
- I henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan Kommissionen som en
undtagelse hertil erklære »støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene
eller økonomiske regioner« forenelig med fællesmarkedet, »når den ikke ændrer
samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse«.
- 3.
- Den 20. maj 1992 vedtog Kommissionen Fællesskabets rammebestemmelser for
statsstøtte til små og mellemstore virksomheder (EFT C 213, s. 2). I henhold til
punkt 3.2 heri er støtte, der samlet for en udgiftskategori i en treårsperiode er
lavere end 50 000 ECU, fritaget for anmeldelsespligten i traktatens artikel 93,
stk. 3. Ifølge punkt 1.6 falder støtte, der ydes til virksomheder i sektorer, der er
undergivet særlige fællesskabsregler for statsstøtte, bl.a. transportsektoren,
imidlertid uden for rammebestemmelsernes anvendelsesområde.
- 4.
- Kommissionen har i meddelelse 94/C 350/07, der har overskriften »Anvendelse af
EF-traktatens artikel 92 og 93 og ... artikel 61 [i aftalen om Det Europæiske
Økonomiske Samarbejdsområde] på statsstøtte i luftfartssektoren« (EFT 1994
C 350, s. 5, herefter »retningslinjerne«), fastsat bestemmelser om statsstøtte til
virksomheder i denne sektor. Det fremgår af punkt 50 (kapitel IX) i
retningslinjerne, at den hurtige godkendelsesprocedure for støtteordninger til små
og mellemstore virksomheder ikke finder anvendelse på støtte inden for
transportsektoren.
- 5.
- Retningslinjerne dækker støtte, der ydes af medlemsstaterne til Fællesskabets
luftfartsselskaber (punkt 10 i kapitel II). I punkt 51 (kapitel X) anføres, at
Kommissionen vil anvende retningslinjerne fra deres offentliggørelse i De
Europæiske Fællesskabers Tidende, og at den på et passende tidspunkt vil tage
beslutning om at ajourføre retningslinjerne.
- 6.
- I punkt 8 (afsnit I.4) anføres, at Kommissionen »ønsker at etablere en lige
tumleplads, hvor Fællesskabets luftfartsselskaber rent effektivt kan konkurrere«.
- 7.
- I punkt 14 (kapitel III) anføres: »Direkte støtte til dækning af driftstab er generelt
ikke forenelig med fællesmarkedet og kan ikke falde ind under undtagelser.«
- 8.
- Det fremgår af kapitel V i retningslinjerne, der bl.a. vedrører de undtagelser med
hensyn til udviklingen af visse erhvervsgrene, som kan indrømmes i henhold til
traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og artikel 61, stk. 3, litra c), i aftalen om Det
Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (herefter »EØS-aftalen«), at
omstruktureringsstøtte kun på visse betingelser kan erklæres forenelig med
fællesmarkedet. En af betingelserne er, at støtten skal udgøre en del af et
overordnet omstruktureringsprogram, der skal godkendes af Kommissionen [punkt
38, nr. 1), i retningslinjerne]. Det statsstøttede program kan kun anses for ikke at
»stride mod den fælles interesse«, hvis dets formål ikke er at øge det pågældende
luftfartsselskabs kapacitet og udbud til skade for dets direkte europæiske
konkurrenter [punkt 38, nr. 4), i retningslinjerne].
- 9.
- Endelig indføres der i punkt 50 (kapitel IX) i retningslinjerne af hensyn til
administrativ forenkling en hurtig godkendelsesprocedure for mindre
støtteordninger i luftfartssektoren. Det fremgår, at Kommissionen vil anvende en
hurtigere administrativ godkendelsesprocedure ved nye støtteordninger og ved
ændringer i eksisterende støtteordninger, der er anmeldt i henhold til traktatens
artikel 93, stk. 3, hvis:
- Den støtte, der ydes en støttemodtager, ikke overstiger 1 mio. ECU i en
treårsperiode.
- Støtten er knyttet til specifikke investeringsformål, idet driftsstøtte er
udelukket.
Sagsfremstilling
- 10.
- Vlaamse Luchttransportmaatschappij NV (herefter »VLM«) er et privat
luftfartsselskab med hjemsted i Antwerpen. Selskabet blev stiftet den 21. februar
1992 med en kapital på 10 mio. BEF. Kapitalen er efterfølgende udvidet flere
gange og udgjorde ved udgangen af 1993 75 mio. BEF. I 1994 blev kapitalen
forhøjet til 100 mio. BEF. Fra 1993 har selskabet drevet rutefart bl.a. mellem
Antwerpen og London (London City Airport) og mellem Rotterdam og London
(London City Airport).
- 11.
- Ruten Antwerpen-London beflyves ligeledes af andre selskaber, bl.a. det britiske
selskab Cityflyer Express Ltd (herefter »Cityflyer«), med afgang fra og ankomst til
Gatwick Airport.
- 12.
- Den 17. december 1993 ydede regionen Flandern - uden forudgående anmeldelse
til Kommissionen - VLM et rentefrit lån på 20 mio. BEF, som skulle tilbagebetales
med årlige afdrag på 4 mio. BEF, første gang i det andet år.
- 13.
- Låneaftalen indeholder følgende bestemmelser:
»Artikel 1 : Voorwerp
De begunstigde verbindt zich tot de verdere uitbouw en exploitatie van meerdere
Europese vliegroutes.
Ter ondersteuning van deze activiteit verleent het Gewest de begunstigde een
terugbetaalbaar renteloos voorschot.
...
Artikel 3 : Voorwaarden
Voor de duur van het contract is voor de vervreemding of hypothekering van
onroerend en roerend patrimonium en het handelsfonds van de zaak alsook voor
de vervreemding van bepaalde activa van de begunstigde vooraf instemming nodig
van het Gewest.
Bij wijziging van de aandeelhoudersstructuur is vooraf de instemming van het
Gewest vereist.
Het kapitaal van de onderneming mag tijdens de duur van het contract niet worden
verlaagd zonder voorafgaande toestemming van het Gewest.
Indien deze voorwaarden niet worden nageleefd, is de overeenkomst onmiddelijk
opzegbaar en wordt het voorschot onmiddelijk opeisbaar.
...«
[»Artikel 1: Formål
Låntageren forpligter sig til at fortsætte udviklingen og driften af en række
europæiske flyruter.
Regionen Flandern yder med henblik på at støtte denne virksomhed låntageren et
rentefrit lån, som skal tilbagebetales.
...
Artikel 3: Betingelser
I lånets løbetid kræver enhver afhændelse eller pantsætning af låntagerens løsøre,
faste ejendom, goodwill og afhændelse af visse af selskabets aktiver forudgående
godkendelse fra regionen Flandern.
Enhver ændring i aktionærkredsen skal på forhånd godkendes af regionen.
I lånets løbetid kan selskabets aktiekapital ikke nedsættes uden regionens
forudgående godkendelse.
Efterleves disse betingelser ikke, kan låneaftalen ophæves uden varsel, og lånet kan
straks kræves tilbagebetalt.
...«]
- 14.
- Efter at Cityflyer havde indgivet en klage, indledte Kommissionen den 16.
november 1994 proceduren i henhold til traktatens artikel 93, stk. 2 (EFT 1994
C 359, s. 2).
- 15.
- Cityflyer og British Airways fremsatte deres bemærkninger. De anmodede
Kommissionen om at fastslå, at det rentefrie lån er statsstøtte, der er uforenelig
med fællesmarkedet.
- 16.
- Den 23. januar 1995 fremsatte den belgiske regering ligeledes sine bemærkninger.
- 17.
- Som afslutning på proceduren vedtog Kommissionen den 26. juli 1995 beslutning
95/466/EF om støtte ydet af regionen Flandern til det belgiske selskab Vlaamse
Luchttransportmaatschappij NV (herefter »den anfægtede beslutning«).
Beslutningen blev meddelt den belgiske regering den 25. september 1995 og
offentliggjort i EF-Tidende den 9. november 1995 (EFT L 267, s. 49).
- 18.
- I beslutningen fastslår Kommissionen, at det rentefrie lån, regionen Flandern har
ydet VLM, omfatter ulovlige støtteelementer, da det er tildelt virksomheden i strid
med traktatens artikel 93, stk. 3. Endvidere fastslås, at støtteelementerne er
uforenelige med fællesmarkedet i henhold til traktatens artikel 92 og EØS-aftalens
artikel 61 (den anfægtede beslutnings artikel 1). Det pålægges derfor Belgien at
kræve, at lånet tilskrives renter med en rentesats på 9,3% (artikel 2), og at kræve
støtten tilbagebetalt svarende til en rentetilskrivning beregnet fra lånets ydelse med
samme rentesats (artikel 3). Rentesatsen på 9,3% fremkommer ved, at der til
basisrentesatsen på 7,3% på belgiske statsobligationer i 1994 lægges en
risikopræmie på 2% (kapitel V, sidste afsnit, i den anfægtede beslutning).
Retsforhandlinger
- 19.
- Stævningen er indleveret til Retten den 27. november 1995 og registreret den
følgende dag.
- 20.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Femte Udvidede
Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Parterne har afgivet
mundtlige indlæg og besvaret Rettens mundtlige spørgsmål i retsmødet den 25.
september 1997.
Parternes påstande
- 21.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Den anfægtede beslutning annulleres.
- Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 22.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Frifindelse.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 23.
- I retsmødet har Kommissionen nedlagt påstand om, at sagen afvises.
Formaliteten
Parternes argumenter
- 24.
- Kommissionen har anført, at sagen i henhold til EF-traktatens artikel 173, stk. 2,
må afvises, idet sagsøgeren ikke er en medlemsstat. Sagen må også afvises efter
traktatens artikel 173, stk. 4, idet sagsøgeren, som ikke er adressat for den
anfægtede beslutning, heller ikke er umiddelbart og individuelt berørt af denne.
Endvidere har sagsøgeren ikke nogen selvstændig retlig interesse i at anlægge sag
til prøvelse af den anfægtede beslutning. Sagsøgerens retlige interesse skyldes, at
regionen har ydet den omhandlede støtte, og denne retlig interesse er derved
sammenfaldende med den belgiske stats retlige interesse (Domstolens dom af
10.7.1986, sag 282/85, DEFI mod Kommissionen, Sml. s. 2469).
- 25.
- Sagsøgeren har anført, at regionen, der er en selvstændig juridisk person, og som
havde kompetence til at yde det omhandlede lån, er umiddelbart og individuelt
berørt i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, på samme måde som Kongeriget
Belgien, som den anfægtede beslutning er rettet til (Domstolens dom af 8.3.1988,
forenede sager 62/87 og 72/87, Exécutif régional wallon og Glaverbel mod
Kommissionen, Sml. s. 1573).
Rettens bemærkninger
- 26.
- Det bemærkes indledningsvis, at Rettens kompetence til i første instans at påkendeannullationssøgsmål er begrænset til sager, der anlægges i henhold til traktatens
artikel 173, stk. 4 (Rådets afgørelse 94/149/EKSF, EF af 7.3.1994 om ændring af
afgørelse 93/350/Euratom, EKSF, EØF af 8.6.1993 om ændring af afgørelse
88/591/EKSF, EØF, Euratom af 24.10.1988 om oprettelse af De Europæiske
Fællesskabers Ret i Første Instans, EFT L 66, s. 29). Retten har derimod ikke
kompetence til at påkende sager, som i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2,
anlægges af en medlemsstat, Rådet eller Kommissionen.
- 27.
- I henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person
anlægge sag til prøvelse af beslutninger, som skønt de er udfærdiget i form af en
beslutning rettet til en anden person, dog berører ham umiddelbart og individuelt.
- 28.
- I nærværende sag er den anfægtede beslutning rettet til Kongeriget Belgien. Det
bemærkes i denne forbindelse, at det klart fremgår af den generelle måde, hvorpå
traktaterne er opbygget, at begrebet medlemsstat i bestemmelserne vedrørende
institutionerne og navnlig i bestemmelserne vedrørende domstolsprøvelse kun
omfatter regeringsmyndighederne i De Europæiske Fællesskabers medlemsstater,
og det kan ikke antages også at omfatte regionale regeringer og selvstændige
fællesskabers regeringer, uanset hvilken kompetence de måtte være tillagt
(Domstolens kendelse af 21.3.1997, sag C-95/97, Région wallonne mod
Kommissionen, Sml. I, s. 1787, præmis 6, og af 1.10.1997, sag C-180/97, Regione
Toscana mod Kommissionen, Sml. I, s. 5245, præmis 6). Regionen Flandern kan
således ikke anlægge sag i henhold til traktatens artikel 173, stk. 2. Da regionen
efter intern belgisk ret har status som juridisk person, må den i kraft heraf ligeledes
anses for en juridisk person efter traktatens artikel 173, stk. 4 (kendelserne i
sagerne Région wallonne mod Kommissionen, præmis 11, og Regione Toscana mod
Kommissionen, præmis 11; jf. ligeledes generaladvokat Lenz' forslag til afgørelse
i den ovenfor i præmis 25 nævnte sag Exécutif régional wallon og Glaverbel mod
Kommissionen, Sml. s. 1573, på s. 1581 f.).
- 29.
- Den anfægtede beslutning påvirker umiddelbart og individuelt regionen Flandern's
retsstilling. Den afskæres således fra at udøve sine selvstændige beføjelser på den
måde, den ønsker, i dette tilfælde ved at yde det omhandlede lån, og den pålægges
at ændre den låneaftale, den har indgået med VLM.
- 30.
- Heraf følger, at regionen Flandern har en selvstændig interesse i at anfægte
beslutningen. Dens situation kan ikke sammenlignes med situationen for Comité
de développement et de promotion du textile et de l'habillement i den ovenfor i
præmis 24 nævnte sag DEFI mod Kommissionen. I denne sag havde den franske
regering kompetence til at fastlægge DEFI's forretningsførelse og politik og således
også fastlægge de interesser, organet skulle varetage (præmis 18). Det fremgår
imidlertid ikke af nærværende sag, at den føderale belgiske regering kan bestemme,
hvorledes regionen Flandern skal udøve sine selvstændige beføjelser, navnlig ikke
for så vidt angår kompetencen til at yde lån til virksomheder.
- 31.
- Sagen skal herefter fremmes til realitetsbehandling.
Realiteten
- 32.
- Sagsøgeren har til støtte for sine påstande fremført følgende tre anbringender:
- tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 1
- tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c)
- tilsidesættelse af begrundelsespligten i traktatens artikel 190.
Dette anbringende kan opdeles i tre led:
- mangelfuld begrundelse for anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 1
(første led)
- mangelfuld begrundelse for at forkaste sagsøgerens argumenter
vedrørende støtte af beskedent omfang inden for luftfartssektoren
(andet led)
- mangelfuld begrundelse vedrørende anvendelsen af traktatens artikel
92, stk. 3, litra c) (tredje led).
- 33.
- Da de to første led i det tredje anbringende støttes på en tilsidesættelse af
begrundelsespligten for så vidt angår betingelserne for anvendelse af traktatens
artikel 92, stk. 1, vil Retten undersøge disse led umiddelbart efter gennemgangen
af det første anbringende.
Det første anbringende om tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 1
Parternes argumenter
- 34.
- Sagsøgeren har anført, at når støtten er så beskeden, at den ikke styrker
støttemodtagerens konkurrencemæssige stilling i forhold til konkurrenterne på det
relevante marked, fordrejer støtten ikke konkurrencen og påvirker ikke
samhandelen mellem medlemsstater.
- 35.
- I dette tilfælde er støtten af så ringe omfang, at den ikke har haft nogen
indvirkning på VLM's omkostninger eller prisstruktur. For hver transporteret
passager udgør støtten kun nogle få belgiske francs. VLM har derfor ikke
herigennem opnået fordele, hvorved selskabets konkurrencemæssige stilling er
forbedret i forhold til de øvrige luftfartsselskaber, som det er i konkurrence med
på luftfartsmarkedet i Fællesskabet. Støtten kan derfor heller ikke påvirke
samhandelen mellem medlemsstater.
- 36.
- Ifølge sagsøgeren ville Kommissionen kun kunne have konkluderet, at samhandelen
mellem medlemsstater var påvirket, såfremt den havde fastslået, at VLM i kraft af
støtten fik en fordel, hvorved selskabets konkurrencemæssige stilling blev forbedret
(i forhold til konkurrenterne). Kommissionen har på ingen måde angivet, hvorledes
VLM har opnået fordele ved lånet.
- 37.
- Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at Kommissionens bemærkninger
vedrørende de særlige kendetegn for luftfartssektoren og det forhold, at den blev
orienteret om støtten ved en klage fra en konkurrent, er uden betydning. Hertil
kommer, at den omstændighed, at statsstøtte ydes til en virksomhed, hvis aktiviteter
efter deres karakter består i samhandel mellem medlemsstater, ikke viser, at den
støttemodtagende virksomhed herved opnår en fordel i forhold til konkurrenterne.
Endvidere bestrider sagsøgeren, at VLM's beflyvning af ruten Antwerpen-London
City Airport skulle afholde andre selskaber fra at beflyve denne rute, idet markedet
er liberaliseret, og efter liberaliseringsforanstaltningerne er der fastsat en særlig
procedure for at tildele ankomst- og afgangstider til nye virksomheder på markedet.
Endelig bestrider sagsøgeren, at VLM havde økonomiske vanskeligheder på
tidspunktet for ydelsen af lånet og heller ikke to år senere, idet det er helt normalt,
at et nyt luftfartsselskab har tab i forbindelse med opstarten.
- 38.
- Sagsøgeren har sammenfattende anført, at VLM ikke i kraft af den omhandlede
støtte har opnået fordele i forhold til de konkurrerende selskaber, idet disse har
modtaget flere milliarder belgiske francs i henhold til omstruktureringsprogrammer,
som er godkendt af Kommissionen, eller på samme måde som klageren, Cityflyer,
deltager i et net af franchisetagere, således at de indirekte modtager støtte fra den
gruppe, de tilhører. Sagsøgeren finder det i denne forbindelse uforståeligt, at
Kommissionen kan gøre gældende, at et beløb, som den anslår til maksimalt
1 860 000 BEF pr. år, skulle gøre det muligt for VLM at undgå at ændre sine
priser, bibeholde sin stilling på markedet over for konkurrenterne og undgå
betydelige tab og endog konkurs.
- 39.
- Endelig har sagsøgeren anført, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 92,
stk. 1, idet den har overvurderet støttens omfang. Kommissionen har således
beregnet støtten på grundlag af en risikopræmie på 2%, idet der ikke til lånet er
knyttet nogen direkte sikkerhed i løsøre eller fast ejendom. Risikopræmien skulle
imidlertid have været på 1%, idet sagsøgeren efter låneaftalens artikel 3 skal
godkende enhver pantsætning eller afhændelse af aktiver, og på anfordring skal der
stilles sikkerhed for lånet. Støttebeløbet svarer derfor til renterne beregnet på
grundlag af en rentesats på 8,3% og ikke 9,3%.
- 40.
- Kommissionen har anført, at dette anbringende må forkastes, idet alle betingelserne
for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, var opfyldt i dette tilfælde. Det
omhandlede lån er ydet af en statsmyndighed (regionen Flandern) og indebærer
en fordel for støttemodtageren i forhold til konkurrenterne inden for et område,
hvor der er en intens konkurrence. Konkurrencen fordrejes derfor, og samhandelen
mellem medlemsstater påvirkes, idet en meget stor del af den europæiske luftfart
foregår inden for Fællesskabet, navnlig i Belgien.
Rettens bemærkninger
- 41.
- Det må undersøges, om Kommissionen med føje fastslog, at støtten fordrejede eller
truede med at fordreje konkurrencen og påvirkede samhandelen mellem
medlemsstater.
A - Konkurrenceforvridning
- 42.
- Formålet med den omhandlede støtte er at fremme udviklingen og driften af en
række europæiske flyruter (låneaftalens artikel 1, jf. ovenfor, præmis 13), hvor
låntageren er i konkurrence med andre luftfartsselskaber, navnlig selskaber med
hjemsted i andre medlemsstater. Det er således ikke forudsat i låneaftalen, at
støtten anvendes til afholdelse af en bestemt udgift. Da der ikke opkræves renter
af lånet, fritages låntageren herved for udgifter, der normalt er forbundet med den
løbende drift.
- 43.
- Domstolen og Retten har fastslået, at driftsstøtte, dvs. støtte, der som den
omhandlede støtte har til formål at friholde en virksomhed for omkostninger, som
den normalt selv skulle have afholdt i forbindelse med den løbende drift og de
normale aktiviteter, i princippet fordrejer konkurrencevilkårene (Rettens dom af
8.6.1995, sag T-459/93, Siemens mod Kommissionen, Sml. II, s. 1675, præmis 48 og
77, og den dér citerede retspraksis).
- 44.
- Kommissionen har i kapitel V, femte afsnit, i den anfægtede beslutning anført: »I
nærværende sag med den skarpe konkurrence inden for den nu liberaliserede
luftfartssektor i EF kan det forhold, at VLM skulle være det eneste selskab, der
beflyver forbindelsen Antwerpen-London med afgang og ankomst i London City
Airport, på ingen måde påvirke Kommissionens vurdering, da den modtagne støtte
under alle omstændigheder mindsker nuværende eller potentielle konkurrenters
muligheder for at opnå markedsandele på forbindelsen og dermed fordrejer
konkurrencevilkårene. Endvidere kan VLM anvende den pågældende støtte til at
skabe sig adgang til andre markeder.« Det bemærkes i denne forbindelse, at
sagsøgeren ikke har bestridt, at der var en hård konkurrence inden for
luftfartssektoren i Fællesskabet.
- 45.
- Sagsøgeren har ikke bestridt, at det omhandlede lån har givet VLM en fordel, fordi
det er rentefrit. Derimod bestrider sagsøgeren, at den fordel, VLM har opnået,
skulle have styrket selskabets konkurrencemæssige stilling i forhold til de
konkurrerende luftfartsselskaber.
- 46.
- Når en offentlig myndighed begunstiger en virksomhed, som er beskæftiget inden
for en sektor med en intens konkurrence, ved at indrømme virksomheden en
fordel, er der tale om en konkurrencefordrejning eller risiko herfor. Hvis fordelen
er beskeden, er konkurrencen kun fordrejet i beskedent omfang, men den er under
alle omstændigheder fordrejet. Forbuddet i traktatens artikel 92, stk. 1, finder
anvendelse på enhver støtte, som fordrejer eller truer med at fordreje
konkurrencen, uanset støttens størrelse, i det omfang den påvirker samhandelen
mellem medlemsstater.
- 47.
- Kommissionen findes herefter med rette at have lagt til grund, at den omhandlede
støtte fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencen.
B - Påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater
- 48.
- Ifølge fast retspraksis udelukker den omstændighed, at en støtte er forholdsvis
ubetydelig, eller den støttemodtagende virksomhed er af beskeden størrelse, ikke
på forhånd, at samhandelen mellem medlemsstaterne kan være påvirket
(Domstolens dom af 21.3.1990, sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. I,
s. 959, præmis 43, og af 14.9.1994, forenede sager C-278/92, C-279/92 og C-280/92,
Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 4103, præmis 40, 41 og 42).
- 49.
- Selv en relativt beskeden støtte kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater,
når der som i dette tilfælde er en skarp konkurrence i den sektor, hvor den
støttemodtagende virksomhed er beskæftiget (Domstolens dom af 11.11.1987, sag
259/85, Frankrig mod Kommissionen, Sml. s. 4393, præmis 24, og af 21.3.1991, sag
C-303/88, Italien mod Kommissionen, Sml. I, s. 1433, præmis 27).
- 50.
- Når en finansiel støtte, som ydes af en stat eller ved hjælp af statsmidler, styrker
en virksomheds stilling i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer medi samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel
påvirkes af støtten (Domstolens dom af 17.9.1980, sag 730/79, Philip Morris mod
Kommissionen, Sml. s. 2671, præmis 11).
- 51.
- Kommissionen har i dette tilfælde udtalt, at lånet »fordrejer ...
konkurrencevilkårene og påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, da det
vedrører et selskab, hvis luftfartsvirksomhed, som i sagens natur direkte berører
samhandelen, omfatter flere medlemsstater og kan omfatte hele EØS. Dette har
specielt været tilfældet, siden den tredje luftfartspakke trådte i kraft den 1. januar
1993, hvorved liberaliseringen blev tilendebragt og mulighederne for konkurrence
øget betydeligt. VLM er et EF-luftfartsselskab, som i henhold til Rådets forordning
(EØF) nr. 2407/92 har fået udstedt en driftslicens. I henhold til artikel 3 i Rådets
forordning (EØF) nr. 2408/92 og artikel 5 i Rådets forordning (EØF) nr. 2409/92
skal VLM imidlertid godkendes til at udøve trafikrettigheder på ruter inden for
Fællesskabet med fri prisfastsættelse af den eller de berørte medlemsstater,
medmindre en af de i samme forordninger indeholdte undtagelsesbestemmelser
finder anvendelse« (kapitel V, fjerde afsnit, i den anfægtede beslutning).
- 52.
- Disse betragtninger og de betragtninger, der er gengivet ovenfor i præmis 44, kan
fuldt ud tiltrædes. Den omhandlede støtte er til gavn for en virksomhed, som er
rettet mod den internationale handel, idet den driver flyruter mellem byer i
forskellige medlemsstater, og den er i konkurrence med luftfartsselskaber med
hjemsted i andre medlemsstater. Som det fremgår af præmis 42, er formålet med
støtten at fremme udviklingen og driften af en række europæiske flyruter, således
at mulighederne for, at støtten kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater,
øges.
- 53.
- Kommissionen findes herefter med rette at have fastslået, at den omhandlede støtte
påvirkede samhandelen mellem medlemsstater.
C - Betydningen af støtte, der er ydet til VLM's konkurrenter
- 54.
- Det forhold, at VLM's konkurrenter måtte have opnået - eventuelt ulovlig -
statsstøtte, ændrer ikke ved, at der efter traktatens artikel 92, stk. 1, er tale om
støtte. En medlemsstats krænkelse af en forpligtelse, der påhviler den i henhold til
traktaten, i forbindelse med forbuddet i artikel 92, kan ikke retfærdiggøres med,
at andre medlemsstater heller ikke overholder denne forpligtelse (Domstolens dom
af 22.3.1977, sag 78/76, Steinike & Weinlig, Sml. s. 595, præmis 24).
D - Vurderingen af støttens størrelse
- 55.
- Sagsøgerens opfattelse af, at Kommissionen har tilsidesat traktatens artikel 92,
stk. 1, ved at overvurdere støtten, må forkastes. Sagsøgeren har ikke påvist, at
VLM som følge af de rettigheder, der fremgår af låneaftalens artikel 3, ville have
kunnet opnå det omhandlede lån til den rentesats på 8,3%, som efter sagsøgerens
opfattelse skulle have været anvendt.
E - Sammenfatning
- 56.
- Når henses til det anførte, har sagsøgeren ikke godtgjort, at Kommissionen har
anvendt traktatens artikel 92, stk. 1, forkert. Anbringendet må derfor forkastes.
Det første led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse for anvendelsen af
traktatens artikel 92, stk. 1
Parternes argumenter
- 57.
- Sagsøgeren har anført, at det fremgår af fast retspraksis, at den begrundelse, som
kræves i henhold til artikel 190, klart og utvetydigt skal angive de betragtninger,
som den fællesskabsmyndighed, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til
grund, dels således at de berørte kan få kendskab til grundlaget for den trufne
foranstaltning, for at de kan varetage deres rettigheder, dels således at Domstolen
kan udøve sin prøvelsesret (jf. Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre
m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, præmis 15, og den dér citerede retspraksis,
og Rettens dom af 28.9.1995, sag T-95/94, Sytravel og Brink's France mod
Kommissionen, Sml. II, s. 2651, præmis 52).
- 58.
- Ifølge sagsøgeren påhviler det Kommissionen ved afgørelsen af, om en støtte
fordrejer konkurrencen og påvirker samhandelen mellem medlemsstater, klart og
utvetydigt at påvise, at støttemodtageren i kraft af støtten har opnået en fordel,
hvorved virksomhedens stilling er blevet styrket i forhold til konkurrenterne i
samhandelen inden for Fællesskabet (den ovenfor i præmis 50 nævnte dom i sagen
Philip Morris mod Kommissionen).
- 59.
- Sagsøgeren har videre anført, at det ganske vist er påvist i den anfægtede
beslutning, at det ikke i sig selv er udelukket, at en støtte (selv om den er af
forholdsvis beskedent omfang) kan påvirke samhandelen mellem medlemsstater.
Det fremgår imidlertid ikke, at VLM i kraft den omhandlede støtte faktisk fik en
mærkbar konkurrencemæssig fordel, således at støtten påvirkede samhandelen
mellem medlemsstater. Kommissionen har argumenteret abstrakt og har ikke
konkret taget hensyn til støttens beskedne omfang, de særlige omstændigheder
inden for luftfartssektoren eller til, at VLM's markedsandel på det relevante
marked er meget beskeden.
- 60.
- Endelig fremgår det ifølge sagsøgeren ikke af beslutningen, om Kommissionen har
undersøgt, hvilken betydning den omhandlede støtte har haft på VLM's
omkostningsstruktur, prisfastsættelse eller andre forhold i forbindelse med
selskabets drift.
- 61.
- Kommissionen har bestridt, at der påhviler den en så omfattende begrundelsespligt,
og har anført, at betragtningerne i kapitel V, femte og sjette afsnit, i den anfægtede
beslutning indeholder en begrundelse, som fuldt ud opfylder kravene i traktatens
artikel 190. Denne del af anbringendet må derfor forkastes.
Rettens bemærkninger
- 62.
- Efter fast retspraksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til traktatens
artikel 190, klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den
fællesskabsmyndighed, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund,
dels således at de berørte kan få kendskab til grundlaget for den trufne
foranstaltning, for at de kan varetage deres rettigheder, dels således at
Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (Rettens dom af
18.9.1995, sag T-471/93, Tiercé Ladbroke mod Kommissionen, Sml. II, s. 2537,
præmis 29, og den dér citerede retspraksis, og af 24.4.1996, forenede sager T-551/93, T-231/94 - T-234/94, Industrias Pesqueras Campos m.fl. mod
Kommissionen, Sml. II, s. 247, præmis 140, og den dér citerede retspraksis).
- 63.
- Det kræves imidlertid ikke, at begrundelsen skal angive alle de relevante faktiske
og retlige momenter, da spørgsmålet, om begrundelsen for en retsakt opfylder
kravene i traktatens artikel 190, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men
ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle
de retsregler, som gælder på det pågældende område (Domstolens dom af
29.2.1996, sag C-56/93, Belgien mod Kommissionen, Sml. I, s. 723, præmis 86, og
af 15.5.1997, sag C-278/95 P, Siemens mod Kommissionen, Sml. I, s. 2507, præmis
17, samt Rettens dom af 22.10.1996, sag T-266/94, Skibsværftsforeningen m.fl. mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1399, præmis 230). Kommissionen er ikke forpligtet til
i begrundelsen for beslutninger, som den må træffe for at sikre anvendelsen af
konkurrencereglerne, at tage stilling til alle de argumenter, som de berørte har
fremført for den. Det er tilstrækkeligt, at den redegør for de faktiske
omstændigheder og retlige betragtninger, der har været afgørende med henblik på
beslutningens konklusion (Rettens dom af 24.1.1992, sag T-44/90, La Cinq mod
Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 41, og den dér citerede retspraksis, og den
ovenfor i præmis 43 nævnte dom af 8.6.1995 i sagen Siemens mod Kommissionen,
præmis 31).
- 64.
- Med hensyn til, om en foranstaltning skal anses for støtte, indebærer dette princip,
at det skal angives, af hvilke grunde Kommissionen anser den omhandlede
støtteforanstaltning for at falde inden for anvendelsesområdet for traktatens artikel
92, stk. 1. Det bemærkes i denne forbindelse, at selv om det i visse tilfælde kan
fremgå af selve de omstændigheder, hvorunder støtten ydes, at den kan påvirke
samhandelen mellem medlemsstaterne og fordreje eller true med at fordreje
konkurrencevilkårene, påhviler det i det mindste Kommissionen at angive disse
omstændigheder i beslutningens begrundelse (Domstolens dom af 7.6.1988, sag
57/86, Grækenland mod Kommissionen, Sml. s. 2855, præmis 15, og af 24.10.1996,
forenede sager C-329/93, C-62/95 og C-63/95, Tyskland m.fl. mod Kommissionen,
Sml. I, s. 5151, præmis 52, og den dér citerede retspraksis).
- 65.
- I nærværende sag har Kommissionen i kapitel V, andet afsnit, i den anfægtede
beslutning anført, at det omhandlede lån må anses for støtte i henhold til traktatens
artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 1. Som det fremgår af den
anfægtede beslutning, navnlig fjerde afsnit, første punktum, og femte afsnit, tredje
punktum, i kapitel V, hvoraf de relevante uddrag er gengivet ovenfor i præmis 51,
henholdsvis præmis 44, er Kommissionens vurdering af støttens virkninger på
konkurrencen og samhandelen inden for Fællesskabet ikke rent abstrakt. Med
hensyn til betingelsen vedrørende fordrejning af konkurrencen anføres det således
i den anfægtede beslutning, at den støtte, der er ydet VLM, fordrejer eller truer
med at fordreje konkurrencen, idet den mindsker konkurrenternes muligheder for
at komme ind på markedet på ruten Antwerpen-London og øger VLM's
muligheder for at komme ind på andre markeder i en sektor, hvor der er en intens
konkurrence. Med hensyn til betingelsen om påvirkning af samhandelen mellem
medlemsstater anføres i beslutningen, at denne betingelse ligeledes er opfyldt, idet
VLM's virksomhed omfatter flere medlemsstater og kan omfatte hele EØS.
- 66.
- Det fremgår af begrundelsen, at Kommissionen har undersøgt, om betingelserne
for anvendelse af traktatens artikel 92, stk. 1, var opfyldt. Kommissionen har herved
redegjort for de faktiske omstændigheder og retlige betragtninger, der har været
afgørende med henblik på beslutningens konklusion. Med denne begrundelse kan
sagsøgeren og Fællesskabets retsinstanser få kendskab til grundene til, at
Kommissionen fastslog, at betingelserne for anvendelse af traktatens artikel 92,
stk. 1, i dette tilfælde var opfyldt.
- 67.
- Sagsøgeren kan ikke med føje gøre gældende, at Kommissionen ikke har undersøgt
støttens konkrete virkninger på samhandelen mellem medlemsstater. For det første
er der ikke støtte for dette argument i de faktiske omstændigheder, således som
der er redegjort for ovenfor i præmis 44, 51, 65 og 66. Det påhvilede ikke
Kommissionen at foretage en meget detaljeret økonomisk analyse, underbygget
med taloplysninger, idet den har redegjort for grundene til, at det var åbenbart, at
samhandelen mellem medlemsstater ville blive påvirket. Da der for det andet var
tale om en ikke-anmeldt støtte, var Kommissionen ikke forpligtet til at påvise,
hvilke virkninger denne faktisk havde. For dersom Kommissionen i beslutningen
havde været forpligtet til at godtgøre den faktiske virkning af allerede ydet støtte,
ville det være ensbetydende med, at man begunstigede de medlemsstater, der yder
støtte under tilsidesættelse af anmeldelsespligten ifølge artikel 93, stk. 3, på de
medlemsstaters bekostning, der giver underretning om en projekteret støtte
(Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-301/87, Frankrig mod Kommissionen Sml. I,
s. 307, præmis 33).
- 68.
- De argumenter, sagsøgeren har fremført til støtte for det første led i det tredje
anbringende, må herefter forkastes.
Det andet led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse for at forkaste
sagsøgerens argumenter vedrørende en fritagelse for støtte af beskedent omfang inden
for luftfartssektoren
Parternes argumenter
- 69.
- Sagsøgeren har anført, at det forhold, at der i henhold til punkt 50 i
retningslinjerne findes en hurtig procedure for godkendelse efter traktatens artikel
93, stk. 3, viser, at støtte under den fastsatte grænse inden for luftfartssektoren
efter Kommissionens opfattelse som udgangspunkt må anses for forenelig med
fællesmarkedet.
- 70.
- Den anfægtede beslutning er på dette punkt ikke begrundet i tilstrækkeligt omfang,
idet det ikke er muligt for Fællesskabets retsinstanser og sagsøgeren at efterprøve,
i hvilket omfang Kommissionen har undersøgt, om den begrænsede støtte, VLM
har modtaget, kunne være fritaget fra forbuddet, fordi der var tale om støtte af
begrænset omfang i luftfartssektoren.
- 71.
- Endvidere er den anfægtede beslutning mangelfuld på grund af en ufuldstændig
fremstilling af de bemærkninger, regionen Flandern fremsatte vedrørende dette
spørgsmål den 23. januar 1995.
- 72.
- I replikken har sagsøgeren anført, at Kommissionen overskred grænserne for sinskønsmæssige kompetence, da den fastslog, at fritagelsen fra forbuddet for støtte
af beskedent omfang ikke kunne finde anvendelse inden for luftfartssektoren, hvor
der er en omfattende konkurrence inden for Fællesskabet, og hvor en række
virksomheder er i vanskeligheder, fordi statsstøtte - også af beskedent omfang -
medfører en alvorlig konkurrenceforvridning. Ifølge sagsøgeren er det ulogisk, at
nye selskaber, som er kommet ind på luftfartsmarkedet på grund af liberaliseringen
af denne sektor, ikke skulle have muligheden for i lighed med små og mellemstore
virksomheder i andre sektorer at opnå en begrænset støtte til investeringer, mens
de fleste nationale luftfartsselskaber oppebærer betydelige beløb i støtte.
Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at Kommissionen har undladt at fastslå,
at de gældende regler i luftfartssektoren muliggør, at den godkender meget store
støttebeløb.
- 73.
- Kommissionen har anført, at dette led i anbringendet må forkastes, idet selve det
forhold, at den hurtige procedure for godkendelse findes, viser, at støtte under den
fastsatte grænse ikke umiddelbart kan anses for forenelig med fællesmarkedet.
Rettens bemærkninger
- 74.
- Det fremgår på ingen måde af den hurtige godkendelsesprocedure for mindre
støtteordninger, der er omhandlet i punkt 50 i retningslinjerne, at støtte under den
heri fastsatte grænse falder uden for forbuddet i traktatens artikel 92, stk. 1, eller
normalt skal anses for forenelig med fællesmarkedet.
- 75.
- Som Kommissionen med rette har anført, viser selve det forhold, at proceduren
findes, at det ikke kan forholde sig således. Kommissionen skulle derfor ikke
undersøge, om den omhandlede støtte kunne være fritaget fra forbuddet, fordi den
lå under den grænse, der er fastsat i punkt 50 i retningslinjerne.
- 76.
- Selv om det antoges, at støtte under denne grænse kunne anses for forenelig med
fællesmarkedet, fremgår det imidlertid af beslutningen, at støtten i dette tilfælde
ikke kunne erklæres forenelig med fællesmarkedet (jf. ovenfor, præmis 44-51).
- 77.
- Med hensyn til argumentet om, at Kommissionen skulle have gengivet sagsøgerens
bemærkninger forkert i den anfægtede beslutning, må dette forkastes. Der henvises
til disse bemærkninger i forbindelse med behandlingen af sagsøgerens argument
om, at den omhandlede statslige foranstaltning kan fritages fra forbuddet i henhold
til punkt 50 i retningslinjerne (kapitel VII, ottende afsnit, i den anfægtede
beslutning). Kommissionens bemærkninger er imidlertid ikke et væsentligt element
i begrundelsen for beslutningens resultat. Dette fremgår i øvrigt af, at
Kommissionens vurdering af, at den omhandlede støtteforanstaltning er omfattet
af traktatens artikel 92, stk. 1, i tilstrækkeligt omfang er begrundet (jf. ovenfor,
præmis 65, 66 og 67). Selv om sagsøgerens bemærkninger ikke blev gengivet loyalt,
vil argumentet således ikke kunne tiltrædes.
- 78.
- Når sagsøgeren i replikken gør gældende, at Kommissionen har overskredet
grænserne for sin skønsmæssige kompetence i forbindelse med anvendelsen af
traktatens artikel 92, stk. 1, fremfører selskabet herved under sagens behandling et
anbringende, som er forskelligt fra anbringendet om tilsidesættelse af
begrundelsespligten. Da anbringendet ikke støttes på retlige eller faktiske
omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, må det i henhold
til procesreglementets artikel 48, stk. 2, afvises.
- 79.
- Under alle omstændigheder kan argumentet ikke tiltrædes. Kommissionen har i
dette tilfælde anvendt retningslinjerne. Det bemærkes i denne forbindelse, at
Kommissionen kan pålægge sig selv retningslinjer for udøvelsen af sine
skønsmæssige beføjelser ved retsakter såsom de i sagen omhandlede retningslinjer,
såfremt de indeholder bestemmelser, der angiver den politik, som institutionen vil
følge, og de ikke afviger fra traktatens bestemmelser (Domstolens dom af
24.3.1993, sag C-313/90, CIRFS m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1125, præmis
34 og 36, og Rettens dom af 12.12.1996, sag T-380/94, AIUFFASS og AKT mod
Kommissionen, Sml. II, s. 2169, præmis 57, jf. endvidere Rettens dom af 5.11.1997,
sag T-149/95, Ducros mod Kommissionen, Sml. II, s. 2031, præmis 61). Sagsøgeren
har ikke påvist, at retningslinjerne afviger fra traktaten. Endvidere fremgår det af
præmis 54 i nærværende dom, at det forhold, at VLM's konkurrenter måtte have
opnået - eventuelt ulovlig - statsstøtte, ikke ændrer ved, at der efter traktatens
artikel 92, stk. 1, er tale om støtte.
- 80.
- De argumenter, sagsøgeren har fremført til støtte for det andet led i det tredje
anbringende, må herefter forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c),
hvorefter Kommissionen kan erklære støtte til fremme af udviklingen af visse
erhvervsgrene for forenelig med fællesmarkedet
Parternes argumenter
- 81.
- Sagsøgeren har anført, at selv om den omhandlede støtte måtte anses for at
henhøre under traktatens artikel 92, stk. 1, falder den ind under artikel 92, stk. 3,
litra c). Ved undersøgelsen af, om støtten kunne godkendes i henhold til
sidstnævnte bestemmelse, har Kommissionen anlagt et åbenbart urigtigt skøn og
har åbenbart overskredet grænserne for sin skønsmæssige kompetence.
- 82.
- Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ikke udtømt sin skønsmæssige kompetence
ved at fastsætte retningslinjerne. Den skal i hvert enkelt tilfælde undersøge, i
hvilket omfang støtte kan anses for forenelig med fællesmarkedet i henhold til
traktatens artikel 92, stk. 3, litra c). Retningslinjerne kan ikke indebære, at der
umiddelbart er en formodning for, at de situationer, som ikke er nævnt heri, er
åbenbart ulovlige og ikke kan anses for forenelige med fællesmarkedet i henhold
til traktatens artikel 92, stk. 3. Hvis en bestemt form for støtte ikke er nævnt i
retningslinjerne, kan Kommissionen ikke indskrænke sig til blot at henvise hertil.
- 83.
- Efter sagsøgerens opfattelse har Kommissionen i denne sag tilsidesat denne
forpligtelse, idet den ikke undersøgte, i hvilket omfang den støtte, der er ydet
VLM, på grund af størrelsen kunne fritages fra forbuddet, fordi der var tale om
støtte til fremme udviklingen af visse erhvervsgrene som omhandlet i traktatens
artikel 92, stk. 3, litra c). Kommissionen burde have undersøgt dette spørgsmål med
udgangspunkt i punkt 8 i retningslinjerne (hvorefter luftfartsselskaberne i
Fællesskabet skal kunne konkurrere på lige vilkår) og under hensyntagen til, at de
nye luftfartsselskaber, som f.eks. VLM, efter ikrafttrædelsen af den tredje
luftfartspakke står over for konkurrenter, hvoraf størsteparten er omfattet af et af
Kommissionen godkendt støtteprogram.
- 84.
- Endvidere har sagsøgeren anført, at Kommissionen fejlagtigt har antaget, for det
første, at den omhandlede støtte var driftsstøtte, for det andet, at der ikke var
knyttet betingelser hertil med hensyn til anvendelsen af beløbet, og for det tredje,
at sagsøgeren ikke havde fået nogen sikkerhedsstillelse, og at VLM havde
økonomiske vanskeligheder, da lånet blev ydet. I virkeligheden er støtten en
investeringsstøtte, idet den skulle anvendes til udviklingen af forskellige europæiske
ruter.
- 85.
- Kommissionen har anført, at anbringendet bør forkastes, idet den nøje har anvendt
de retningslinjer, som den har fastsat inden for rammerne af sin skønsmæssige
kompetence.
Rettens bemærkninger
- 86.
- I traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), overlades der Kommissionen et skøn, idet
støtten i de heri nævnte tilfælde »kan« betragtes som forenelig med
fællesmarkedet, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider
mod den fælles interesse (jf. den ovenfor i præmis 50 nævnte dom i sagen Philip
Morris mod Kommissionen, præmis 17).
- 87.
- Sagsøgeren kan ikke med føje gøre gældende, at Kommissionen overskred
grænserne for sin skønsmæssige kompetence ved ikke at undersøge, i hvilket
omfang den omhandlede støtte kunne fritages fra forbuddet, fordi der var tale om
støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene. I kapitel VII, syvende afsnit,
i den anfægtede beslutning har Kommissionen udtrykkeligt undersøgt dette
spørgsmål og har taget stilling til de argumenter, de belgiske myndigheder havde
fremført under den administrative procedure. Kommissionen anfører i denne
forbindelse, at den kun var »rede til at lade ovennævnte undtagelse gælde for
støtte, der ydes til virksomheder under omstrukturering ... I den foreliggende sag
har de belgiske myndigheder imidlertid selv anført, at lånet ikke udgør
omstruktureringsstøtte. De har endvidere ikke henvist til nogen redningsplan for
VLM. Undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og [EØS-]aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), kan derfor under ingen omstændigheder finde
anvendelse«. Kommissionen har ved at fastslå, at den omhandlede støtte ikke
udgør omstruktureringsstøtte, udtrykkeligt henvist til retningslinjerne, hvorefter der
kun kan indrømmes en undtagelse med henblik på udviklingen af visse
erhvervsgrene i henhold til artikel 92, stk. 3, litra c), når der er tale om
omstruktureringsstøtte (punkt 37 og 38 i retningslinjerne).
- 88.
- Da støttens størrelse ikke udgør et af de kriterier, som efter traktatens artikel 92,
stk. 3, litra c), og de i dette tilfælde gældende retningslinjer skal indgå i
vurderingen, var Kommissionen ikke forpligtet til specifikt at undersøge, om støtten
på grund af størrelsen kunne fritages fra forbuddet i henhold til denne
bestemmelse.
- 89.
- I forbindelse med den vide skønsbeføjelse, Kommissionen har ved anvendelsen af
traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), kan den anvende de kriterier, den finder mest
egnede ved vurderingen af, om støtte kan anses for forenelig med fællesmarkedet,
for så vidt disse kriterier er relevante i relation til traktatens artikel 3, litra g), og
artikel 92. Kommissionen kan i denne forbindelse fastsætte de kriterier, den agter
at anvende, i retningslinjer, som er i overensstemmelse med traktaten (jf. ovenfor,
præmis 79). Kommissionens vedtagelse af sådanne retningslinjer er en del af
udøvelsen af dens skønsmæssige kompetence og indebærer kun, at Kommissionen
under iagttagelse af lighedsgrundsætningen har pålagt sig selv en begrænsning i sin
kompetence i forbindelse med vurderingen af støtte, som er omfattet af
retningslinjerne. Kommissionen kan ikke ved at vurdere en individuel støtte med
udgangspunkt i sådanne retningslinjer, som den tidligere har vedtaget, anses for at
overskride grænserne for sin skønsmæssige beføjelse eller at give afkald herpå. For
det første har den fortsat kompetence til at ophæve eller ændre retningslinjerne,
hvis forholdene kræver det. For det andet vedrører retningslinjerne en bestemt
sektor og er begrundet i ønsket om at følge en politik, som Kommissionen selv har
fastlagt.
- 90.
- I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, fremgår det af punkt 10 i
retningslinjerne, at de omfatter den omhandlede støtte. Det anføres i punkt 14 i
retningslinjerne (kapitel III), at direkte driftsstøtte til flyforbindelser principielt kun
kan accepteres, hvis støtten skal gøre det muligt for modtageren at opfylde public
service-forpligtelser (punkt 15-23, afsnit III.2) eller er af social karakter (punkt 24,
afsnit III.3). I punkt 37-42 fastlægges en række betingelser, som støttemodtagere,
som vil kunne få tilladelse til udvikle visse erhvervsgrene i overensstemmelse med
traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), skal opfylde. Det kan udledes af punkterne, at
kun omstruktureringsstøtte kan godkendes.
- 91.
- Subsidiært har sagsøgeren anført, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt
skøn ved ikke at have undersøgt dette spørgsmål med udgangspunkt i punkt 8 i
retningslinjerne, hvorefter luftfartsselskaberne i Fællesskabet skal kunne konkurrere
på lige vilkår. Herved gør sagsøgeren implicit gældende, at da andre
luftfartsselskaber har modtaget statsstøtte, skal den omhandlede støtte godkendes,
for at VLM kan konkurrere på lige vilkår med de selskaber, som har modtaget
statsstøtte.
- 92.
- Hertil bemærkes, at godkendelsen af statsstøtte til visse luftfartsselskaber ikke ipso
facto indebærer en ret for andre luftfartsselskaber til at opnå en fritagelse fra det
principielle forbud mod støtte. Kommissionen skal som led i sin skønsmæssige
kompetence vurdere hvert enkelt støtteprojekt individuelt. Den skal gøre det med
udgangspunkt i dels de særlige omstændigheder ved projektet, dels de generelle
fællesskabsretlige principper og retningslinjerne. Selv om selskaber i andre
medlemsstater har fået ulovlig støtte, er dette uden betydning for vurderingen af
den her omhandlede støtte (jf. ovenfor, præmis 54).
- 93.
- Under alle omstændigheder kan Kommissionens skønsmæssige kompetence ikkeanses for udtømt, alene fordi den har godkendt støtte til en konkurrent, idet de
bestemmelser i traktaten, hvorved Kommissionen tillægges denne kompetence,
herved ville miste deres virkning.
- 94.
- Sagsøgeren kan ikke med føje gøre gældende, at Kommissionen fejlagtigt antog, at
den omhandlede støtte var driftsstøtte, at der ikke var knyttet betingelser hertil
med hensyn til anvendelsen af beløbet, at sagsøgeren ikke havde fået nogen
sikkerhedsstillelse, og at VLM havde økonomiske vanskeligheder, da lånet blev
ydet. Ifølge låneaftalen skal støtten ikke anvendes til afholdelse af en bestemt udgift
(jf. ovenfor, præmis 42), således at VLM fritages for udgifter, der normalt er
forbundet med den løbende drift. Støtten udgør derfor driftsstøtte (jf. i denne
forbindelse den ovenfor i præmis 63 nævnte dom af 8.6.1995, Siemens mod
Kommissionen, præmis 77) og ikke omstrukturerings- eller investeringsstøtte.
- 95.
- Kommissionen har ikke i den anfægtede beslutning anført, at sagsøgeren ikke fik
nogen sikkerhedsstillelse for lånet. Det anføres i kapitel V, syvende og ottende
afsnit, at »långiver [har] en vis sikkerhed«, og at »sikkerheden ikke er forbundet
med direkte pant i løsøre eller fast ejendom som ved prioritetslån«, hvilket
bekræftes af låneaftalens artikel 3.
- 96.
- Endelig har Kommissionen ikke anført, at VLM havde økonomiske vanskeligheder
mindre end to år efter selskabets stiftelse (kapitel V, sjette afsnit), i forbindelse
med vurderingen af den omhandlede støtte i forhold til traktatens artikel 92, stk. 3,
litra c), men da den ved vurderingen af, om lånet var støtte i henhold til traktaten,
tog udgangspunkt i, hvad en privat investor ville gøre på markedsvilkår. Sagsøgeren
har ikke godtgjort, at Kommissionen anvendte dette princip forkert, så selv om det
af Kommissionen anførte måske er for unuanceret, vil dette ikke i sig selv kunne
føre til, at den anfægtede beslutning annulleres.
- 97.
- Det følger af det anførte, at Kommissionen med føje har afslået at indrømme en
fritagelse i henhold til traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).
Det tredje led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse vedrørende
anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c)
Parternes argumenter
- 98.
- Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ikke i en individuel beslutning kan
indskrænke sig til at fastsætte retningslinjer, som er udtryk for dens politik inden
for den pågældende sektor, eller fastslå, at de betingelser, der er fastsat heri, ikke
er opfyldt. Kommissionen skal konkret undersøge, om den omhandlede støtte kan
være omfattet af undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c).
- 99.
- Det kan ikke på grundlag af de betragtninger, der er fremført i beslutningen,
fastslås, om Kommissionen har taget hensyn til alle de faktiske og retlige forhold,
som ville kunne begrunde en undtagelse fra forbuddet mod statsstøtte. Det er så
meget mere åbenbart, at begrundelsen er mangelfuld, som de retningslinjer,
Kommissionen har henvist til i beslutningen, ikke nødvendigvis begrænser
anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), til omstruktureringsstøtte.
- 100.
- Ifølge sagsøgeren kan det ikke udledes af beslutningens begrundelse, i hvilket
omfang Kommissionen konkret har undersøgt, om den omhandlede støtte opfyldte
det kriterium, der nævnes i kapitel VII, tredje afsnit, i den anfægtede beslutning.
Dette kriterium indebærer, at undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 3, og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, kun gælder i de tilfælde, hvor Kommissionen kan fastslå,
at markedskræfterne, hvis støtten ikke var blevet ydet, ikke ville have været nok
til at få den fremtidige støttemodtager til at handle på en sådan måde, at han
bidrog til opfyldelsen af et af formålene med disse undtagelser.
- 101.
- Kommissionen har anført, at den i beslutningen i tilstrækkeligt omfang har
forklaret, hvorfor den ikke kunne godkende den omhandlede støtte, idet den bl.a.
har anført, at støtten ikke var en del af et af Kommissionen godkendt
omstruktureringsprogram. Kommissionen finder derfor, at det tredje led i
anbringendet må forkastes.
Rettens bemærkninger
- 102.
- Kommissionen har ved at henvise til de kriterier, der er fastlagt i retningslinjerne,
og ved at fastslå, at disse kriterier ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde (kapitel
VII, syvende afsnit, i den anfægtede beslutning), i tilstrækkeligt omfang begrundet
beslutningen. Støttemodtageren og udenforstående, for hvem sagen har betydning,
samt Fællesskabets retsinstanser kan således fuldt ud fastslå, af hvilke grunde
Kommissionen har afslået at bringe undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, i
anvendelse.
- 103.
- Sagsøgeren kan ikke med føje gøre gældende, at Kommissionen ikke har undersøgt,
om markedskræfterne, hvis støtten ikke var blevet ydet, ikke ville have været nok
til at få den fremtidige støttemodtager til at handle på en sådan måde, at han
bidrog til opfyldelsen af et af formålene med undtagelserne i traktatens artikel 92,
stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3 (jf. kapitel VII, tredje afsnit, i den
anfægtede beslutning). Det var tilstrækkeligt, at Kommissionen fastslog, at en af
betingelserne i retningslinjerne, for at støtten kunne godkendes i henhold til
traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), ikke var opfyldt (i dette tilfælde, at der ikke var
tale om en omstrukturering), og den kunne på denne baggrund med fornøden
begrundelse nå til det resultat, at støtten ikke kunne godkendes i henhold til denne
bestemmelse.
- 104.
- Der kan derfor heller ikke gives medhold i det tredje led i det tredje anbringende.
- 105.
- Herefter tages Kommissionens frifindelsespåstand i det hele til følge.
Sagens omkostninger
- 106.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da regionen
Flandern har tabt sagen, dømmes den i overensstemmelse med Kommissionens
påstand til ud over sine egne omkostninger at betale Kommissionens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Femte Udvidede Afdeling)
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
García-ValdecasasTiili
Azizi
Moura Ramos Jaeger
|
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. april 1998.
H. Jung
J. Azizi
Justitssekretær
Præsident
Indhold
Relevante retsregler
II - 2
Sagsfremstilling
II - 4
Retsforhandlinger
II - 6
Parternes påstande
II - 6
Formaliteten
II - 6
Parternes argumenter
II - 6
Rettens bemærkninger
II - 7
Realiteten
II - 8
Det første anbringende om tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 1
II - 8
Parternes argumenter
II - 9
Rettens bemærkninger
II - 10
A - Konkurrenceforvridning
II - 10
B - Påvirkning af samhandelen mellem medlemsstater
II - 11
C - Betydningen af støtte, der er ydet til VLM's konkurrenter
II - 12
D - Vurderingen af støttens størrelse
II - 12
E - Sammenfatning
II - 12
Det første led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse for anvendelsen
af traktatens artikel 92, stk. 1
II - 13
Parternes argumenter
II - 13
Rettens bemærkninger
II - 14
Det andet led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse for at forkaste
sagsøgerens argumenter vedrørende en fritagelse for støtte af beskedent omfang
inden for luftfartssektoren
II - 15
Parternes argumenter
II - 15
Rettens bemærkninger
II - 16
Det andet anbringende om tilsidesættelse af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c),
hvorefter Kommissionen kan erklære støtte til fremme af udviklingen af visse
erhvervsgrene for forenelig med fællesmarkedet
II - 17
Parternes argumenter
II - 18
Rettens bemærkninger
II - 18
Det tredje led i det tredje anbringende om mangelfuld begrundelse vedrørende
anvendelsen af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c)
II - 21
Parternes argumenter
II - 21
Rettens bemærkninger
II - 22
Sagens omkostninger
II - 22