Language of document :

Sag anlagt den 7. marts 2014 – ANKO mod Kommissionen og REA

(Sag T-165/14)

Processprog: græsk

Parter

Sagsøger: ANKO Anonymos Etairia Antiprosopeion, Emporiou kai Viomichanias (Athen, Grækenland) (ved advokat V. Christianos)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Forvaltningsorganet for Forskning (REA)

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at den suspension, der blev iværksat og fastholdt af REA i henhold til beføjelser delegeret fra Kommissionen, i forhold til det beløb, som Kommissionen fortsat skylder sagsøgeren for dennes deltagelse i projektet ”Emergency Support System” (ESS), udgør en tilsidesættelse af sidstnævntes kontraktmæssige forpligtelser.

Det fastslås, at det beløb på 125 253,82 EUR, som Kommissionen fortsat ikke ønsker at betale for sagsøgerens deltagelse i ESS-projektet, svarer til støtteberettigede omkostninger, som Kommissionen som en konsekvens heraf skal betale til ANKO.

Det fastslås, at det samlede beløb på 216 172,68 EUR, som Kommissionen allerede har betalt til sagsøgeren for dennes deltagelse i ESS-projektet, svarer til støtteberettigede omkostninger.

REA og Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål vedrører REA’s og Kommissionens ansvar i henhold til artikel 272 TEUF for kontrakt nr. 217951, der har til formål at gennemføre ESS-projektet.

Sagsøgeren har nærmere bestemt anført, at REA i henhold til beføjelser delegeret fra Kommissionen har suspenderet betalingen til ANKO uden at være berettiget dertil og i strid med ESS-projektets kontrakt. Sagsøgeren har ligeledes anført, at Kommissionen ved at søge at anvende »ekstrapoleringsmetoden« uden retligt grundlag og i strid med både kontrakten og med gældende ret har anfægtet, at i det væsentlige samtlige de af ANKO til ESS-projektet afholdte udgifter er støtteberettigede.