RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS KENDELSE
(Tredje Afdeling)
25. juni 2014
Sag F-47/08 DEP
Willy Buschak
mod
Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (FEACVT)
»Personalesag – retspleje – fastsættelse af sagsomkostninger – formaliteten – ansøgningens hjemmel – procesreglements artikel 92 – fortolkning af begæringen – forsinkelse – udgifter til oversættelse«
Angående: Begæring om fastsættelse af de sagsomkostninger, der kan kræves erstattet, indgivet, i henhold til procesreglementets artikel 92, af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (FEACVT eller herefter »Instituttet«) som følge af kendelse Buschak mod FEACVT (F-47/08, EU:F:2010:20).
Udfald: Det samlede beløb, som Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår kan kræve erstattet af Willy Buschak i form af sagsomkostninger, der kan kræves erstattet i sag F-47/08, Buschak mod FEACVT (EU:F:2010:20), beløber sig til 9 250 EUR.
Sammendrag
1. Retslig procedure – sagsomkostninger – begæring om fastsættelse – frist for indgivelse – pligt til at fremsætte begæring om fastsættelse af sagsomkostninger inden for en rimelig frist
2. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – begreb – omkostninger vedrørende den administrative procedure – ikke omfattet
[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]
3. Retslig procedure – sagsomkostninger – fastsættelse – sagsomkostninger, der kan kræves erstattet – vurdering vedrørende det antal arbejdstimer, som er objektivt nødvendige med henblik på sagens behandling
[Personalerettens procesreglement, art. 91, litra b)]
4. Retslig procedure – sprogordning – valg af processprog
(Rettens procesreglement, art. 35)
1. En begæring om fastsættelse af sagsomkostninger skal fremsættes inden for en rimelig frist, hvorefter den part, som er blevet pålagt at betale sagsomkostningerne, kan lægge til grund, at fordringshaveren har givet afkald på sin ret. Den rimelige karakter af en frist skal i øvrigt vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet samt de involverede parters adfærd.
(jf. præmis 18)
Henvisning til:
Domstolen: kendelse Dietz mod Kommissionen, 126/79 DEP, EU:C:1979:158, præmis 1, og dom fornyet prøvelse Arango Jaramillo m.fl. mod EIB, C-334/12 RX-II, EU:C:2013:134, præmis 28 og 33
Retten i Første Instans: kendelse Air France mod Kommissionen, T-2/93 DEP, EU:T:1995:45, præmis 10 ff.
2. Honorarer for ydelser, der er præsteret af en ansats advokat i forbindelse med den administrative procedure, udgør ikke sagsomkostninger, der kan kræves erstattet.
Honorarer for ydelser, der er præsteret af administrationens advokat forud for sagsanlægget, anses heller ikke for sagsomkostninger, der kan kræves erstattet. Ligesom honorarer, som den ansatte skylder sin advokat for dennes indsats under den administrative procedure, kan disse honorarer ikke anses for sagsomkostninger afholdt i forbindelse med sagen ved Personaleretten, idet de sidstnævnte er de eneste sagsomkostninger, som kan kræves erstattet i henhold til artikel 91, litra b), i Personalerettens procesreglement. Det er nemlig vigtigt, at hver part kan forsvare sig på vilkår, som ikke på noget tidspunkt under sagens behandling stiller den pågældende i en tydelig ugunstig situation i forhold til modparten. Dette ville imidlertid være tilfældet, hvis den ansatte, såfremt søgsmålet forkastes, måtte påregne at dække honorarer i forbindelse med administrationens advokatbistand under den administrative procedure, mens den pågældende i tilfælde af, at denne får medhold i søgsmålet, ikke ville kunne få godtgjort de honorarer, som denne har betalt for ydelser på samme stadie. Udsigten til i givet fald at skulle afholde store omkostninger i forbindelse med ydelser under den administrative procedure kan desuden hindre adgangen til domstolsprøvelse og kan således påvirke retten til effektiv domstolsbeskyttelse.
(jf. præmis 33 og 34)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: kendelse Altmann m.fl. mod Kommissionen, T-177/94 DEP, T-377/94 DEP og T-99/95 DEP, EU:T:1998:139, præmis 18, og dom Nardone mod Kommissionen, T-57/99, EU:T:2008:555, præmis 139
3. Unionens retsinstanser er ikke bundet af den beregning, som er foretaget af den part, som har til hensigt at søge sine omkostninger godtgjort, idet de kun er forpligtet til at tage det totale antal arbejdstimer i betragtning, som forekommer at være objektivt nødvendige for sagen. Udtrykket »modtagelse af instruktioner og udfærdigelse af udkast«, som fremgår gentagne gange af de nærmere oplysninger om advokatens ydelser for perioden forud for sagsanlægget, er imidlertid kun en generel formulering, som indebærer, at Personaleretten nødvendigvis må foretage en streng vurdering af de nævnte ydelsers objektive nødvendighed. Det samme er tilfældet med oplysninger i en begæring om fastsættelse af sagsomkostninger, hvorefter advokaten har måttet »udarbejde nødvendige bemærkninger« og »yde generel rådgivning«.
Når en parts advokat desuden allerede har bistået parten under procedurer eller tiltag forud for den pågældende retssag, bør der henses til advokatens kendskab til relevante forhold for retssagen, som kan lette advokatens arbejde og begrænse den nødvendige forberedelsestid på retssagen.
(jf. præmis 38, 40 og 42)
Henvisning til:
Den Europæiske Unions Ret: kendelser Le Levant 015 m.fl. mod Kommissionen, T-34/02 DEP, EU:T:2010:559, præmis 43, og Marcuccio mod Kommissionen, T-126/11 P, EU:T:2014:171, præmis 38
Personaleretten: kendelser Schönberger mod Parlamentet, F-7/08 DEP, EU:F:2010:32, præmis 29, og Missir Mamachi di Lusignano mod Kommissionen, F-50/09 DEP, EU:F:2012:147, præmis 21
4. I henhold til artikel 257, stk. 6, TEUF, artikel 64 i statutten for Domstolen og artikel 7, stk. 2, i bilag I til denne statut gælder bestemmelserne om sprogordningen i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret også for Personaleretten. Det fremgår imidlertid af artikel 35, stk. 1-3, i dette procesreglement, at sagsøgeren har ret til at vælge processproget. Formålet med disse bestemmelser er bl.a. at beskytte en part, som vil anfægte lovligheden af en forvaltningsakt vedtaget af EU-institutionerne, uanset hvilket sprog den pågældende institution har anvendt i denne forbindelse.
Artikel 20, stk. 2, litra d), TEUF og artikel 41, stk. 4, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder tillægger desuden enhver retten til at henvende sig til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer på et af traktaternes sprog og at modtage svar på samme sprog. Da disse bestemmelser imidlertid ikke regulerer sprogbrugen i de nævnte institutioner, organer, kontorer og agenturer, og da deres anvendelse på ansættelsesforhold i den europæiske offentlige tjeneste ikke er klar, bør det bemærkes, at en person, som ikke længere er ansat i en institution på tidspunktet for hovedsagens anlæggelse, udstiller sin tvist med institutionen med dette sagsanlæg. Personen har således ret til at vælge processproget ved Personaleretten uafhængigt af arbejdssproget eller arbejdssprogene ved personens tidligere institution, og det påhviler denne institution at tilpasse sig dette valg uden at pålægge personen omkostningerne herved.
(jf. præmis 44, 46 og 48)
Henvisning til:
Retten i Første Instans: kendelse BP Chemicals mod Kommissionen, T-11/95, EU:T:1996:91, præmis 9
Personaleretten: kendelse BI mod Cedefop, F-31/11, EU:F:2012:28, præmis 18