RETTENS DOM (Anden Afdeling)
28. januar 2009 (*)
»Offentlige tjenesteydelsesaftaler – udbudsprocedure om den samlede drift af en vuggestue – beslutning om at benytte sig af Kontoret for Infrastruktur og Logistiks (OIB) tjenesteydelser og tilbagekalde en udbudsprocedure«
I sag T-125/06,
Centro Studi Antonio Manieri Srl, Rom (Italien), ved avocats C. Forte, M. Forte og G. Forte,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved A. Vitro, P. Mahnic og M. Balta, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående for det første en påstand om annullation af Rådets beslutning, offentliggjort ved generalsekretærens skrivelse af 16. januar 2006, om tilbagekaldelse af udbudsproceduren 2003/S 209-187862 vedrørende den samlede drift af en vuggestue, for det andet en påstand om annullation af tilslaget i forbindelse med Kontoret for Infrastruktur og Logistiks (OIB) bud for driften af de samme tjenesteydelser, og for det tredje en påstand om erstatning,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe (refererende dommer) og S. Soldevila Fragoso,
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 24. juni 2008,
afsagt følgende
Dom
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, Centro Studi Antonio Manieri Srl, er et selskab, der har specialiseret sig i driften af undervisningsaktiviteter og undervisningsinstitutioner.
2 Rådet iværksatte en udbudsprocedure den 20. oktober 2003 som begrænset udbud for en tjenesteydelseskontrakt, benævnt »B-Bruxelles: Samlet drift af en vuggestue, 2003/S 209-187862« (herefter »udbudsproceduren«).
3 Ved skrivelse fra generalsekretæren af 7. januar 2004 meddelte Rådet sagsøgeren, at sagsøgerens ansøgning var blevet accepteret af bedømmelsesudvalget, som bekræftede, at selskabet opfyldte betingelserne for at blive omfattet af det begrænsede udbud.
4 Fremsendelsen af udbudsmaterialet, som oprindeligt var fastsat til juli 2004, blev udsat to gange. Det blev endelig fremsendt til sagsøgeren ved skrivelse af 8. december 2004 ledsaget af et kontraktudkast. Fristen for indgivelse af bud blev sat til den 28. februar 2005.
5 Sagsøgeren indgav sit bud til Rådet i begyndelsen af 2005. Rådet anerkendte modtagelsen heraf ved skrivelse fra generalsekretariatet af 21. april 2005.
6 Rådet meddelte ved skrivelse af 20. december 2005 sagsøgeren, at den dato, hvor der ville blive truffet en beslutning, var blevet udskudt til den 16. januar 2006.
7 Ved skrivelse fra Rådets generalsekretariat af 16. januar 2006, som blev fremsendt til sagsøgeren pr. telefax, blev sidstnævnte underrettet om Rådets beslutninger, dels om at tilbagekalde udbudsproceduren, dels om at tildele driften af vuggestuen til Kontoret for Infrastruktur og Logistik (OIB) i Bruxelles. Skrivelsen havde følgende ordlyd:
»Generalsekretariatet har besluttet at tilbagekalde ovennævnte udbudsprocedure i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 4 i udbudsmaterialet, der er udarbejdet i henhold til artikel 101 i Rådets forordning nr. 1605/2002.
Generalsekretariatet har givet tilslag på det forslag, der blev forelagt det i andet halvår 2005 af OIB […], om den direkte og pædagogiske forvaltning af den vuggestue, som fortrinsvis er beregnet til børn af tjenestemænd i generalsekretariatet.
Analysen af denne mulighed har bragt adskillige fordele frem i lyset, især hvad angår de kontraktbetingelser, som garanteres de ansatte, stordriftsfordelene og optimeringen af de disponible midler i forbindelse med et tilstrækkeligt interinstitutionelt samarbejde.
[…]«
8 Ved skrivelse af 15. februar 2006 anmodede sagsøgeren om en redegørelse fra Rådet vedrørende Rådets skrivelse af 16. januar 2006 og udviklede en række argumenter for at anfægte indholdet.
9 Rådet besvarede sagsøgerens spørgsmål og argumenter ved skrivelse af 3. marts 2006.
Retsforhandlinger
10 Sagsøgeren anlagde denne sag den 20. marts 2006 ved telefax. Originaleksemplaret af stævningen var blevet fremsendt den 17. marts 2006 pr. post. Det indgik til Rettens Justitskontor den 3. maj 2006. En rettelse til begæringen om foreløbige forholdsregler blev indgivet den 20. maj 2006.
11 Ved afgørelse af 12. juni 2006 henviste Rettens præsident sagen til Fjerde Afdeling.
12 Rådet indleverede svarskrift den 18. juli 2006.
13 Fristen for indlevering af replikken blev sat til den 10. oktober 2006. Replikken blev afsendt den 6. oktober 2006 pr. post. Den indgik til Rettens Justitskontor den 12. oktober 2006.
14 Sagsøgeren nedlagde den 10. oktober 2006 en yderligere påstand om fremlæggelse af dokumenter i form af foreløbige forholdsregler.
15 Rådet fremkom med sine bemærkninger til denne begæring den 23. oktober 2006.
16 Den skriftlige forhandling er afsluttet med, at der blev indgivet duplik den 30. november 2006.
17 Ved beslutning af 18. januar 2007 fra Rettens præsident blev sagen omfordelt til Tredje Afdeling.
18 Da den refererende dommer havde forfald, blev sagen omfordelt til Anden Afdeling af Rettens præsident.
Parternes påstande
19 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Annullation af Rådets Generalsekretariats beslutning af 16. januar 2006 om at tilbagekalde udbudsproceduren.
– Annullation af beslutningen om at give OIB’s bud tilslag.
– Retten tager de skridt, der kan beskytte sagsøgerens rettigheder og prærogativer, herunder udsættelsen af gennemførelsen af kontrakten med OIB.
– Sagsøgerens tab fastsættes på grundlag af ret og rimelighed.
– Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.
20 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Principalt afvises sagen, idet den er anlagt efter udløbet af maksimumsfristen fastsat i artikel 230 EF.
– Subsidiært tages påstandene om annullation og erstatning ikke til følge.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Formaliteten
21 Ifølge Rådet bør stævningen og replikken afvises, idet de begge blev indgivet efter fristens udløb.
1. Om overholdelsen af søgsmålsfristen
22 I henhold til artikel 230, stk. 5, EF skal annullationssøgsmål anlægges inden to måneder efter, at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren, eller i mangel heraf senest to måneder efter at klageren har fået kendskab til den. I henhold til artikel 102, stk. 2, i Rettens procesreglement skal denne frist desuden forlænges med ti dage under hensyn til afstanden.
23 I det foreliggende tilfælde blev Rådets beslutning fremsendt ved skrivelse fra generalsekretariatet dateret den 16. januar 2006 og adresseret til sagsøgeren den følgende dag pr. telefax. Sagsøgeren anerkendte udtrykkeligt i retsmødet at have modtaget denne skrivelse den 17. januar 2006.
24 Eftersom sagsøgeren havde modtaget skrivelsen den 17. januar 2006, udløb fristen for anlæg af annullationssøgsmål til prøvelse af den pågældende beslutning, forlænget med ti dage under hensyn til afstanden, ved midnat, den 27. marts 2006 (slutdato).
25 Det må fastslås, at en kopi af stævningen indgik til Rettens Justitskontor pr. telefax den 20. marts 2006, og at originaleksemplaret af stævningen derefter blev indleveret den 3. maj 2006.
26 I henhold til artikel 43, stk. 6, i Rettens procesreglement henses der til datoen den 20. marts 2006 ved afgørelsen af, om procesfristerne er overholdt, såfremt det underskrevne originaleksemplar af dokumentet var blevet indleveret til Rettens Justitskontor senest ti dage senere, dvs. senest ved midnat, den 30. marts 2006. Da det underskrevne originaleksemplar af stævningen i nærværende sag først blev indleveret den 3. maj 2006, kan der ikke henses til den 20. marts 2006 ved afgørelsen af, om procesfristerne er overholdt. Der kan følgelig kun henses til den 3. maj 2006 ved afgørelsen af, om stævningen er indleveret for sent. Da denne dato ligger efter slutdatoen, er sagen anlagt for sent og kan i princippet ikke antages til realitetsbehandling.
27 Det skal imidlertid undersøges, om der i det foreliggende tilfælde foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, således at Retten kan fravige den omhandlede frist i henhold til artikel 45, stk. 2, i statutten for Domstolen, som i medfør af artikel 53 finder anvendelse på rettergangsmåden ved Retten.
28 Begrebet »force majeure« og »omstændigheder, som ikke kunne forudses«, i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 45 i statutten for Domstolen, omfatter ud over et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige vanskeligheder, som den pågældende ikke har indflydelse på, også et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at den pågældende træffer urimeligt belastende foranstaltninger. Den pågældende skal navnlig nøje følge procedurens forløb og herunder udvise agtpågivenhed med henblik på at overholde de fastsatte frister (Domstolens dom af 15.12.1994, sag C-195/91 P, Bayer mod Kommissionen, Sml. I, s. 5619, præmis 32). Der kan således ikke være tale om force majeure i en situation, hvor en omhyggelig og fornuftig person objektivt ville have været i stand til at undgå, at en søgsmålsfrist udløb (Domstolens dom af 12.7.1984, sag 209/83, Ferriera Valsabbia mod Kommissionen, Sml. s. 3089, præmis 22, og Domstolens kendelse af 18.1.2005, sag C-325/03 P, Zuazaga Meabe mod KHIM, Sml. I, s. 403, præmis 25). Det skal derfor undersøges, om de af sagsøgeren påberåbte omstændigheder kan anses for usædvanlige omstændigheder, som udgør force majeure.
29 I det foreliggende tilfælde blev pakken, som indeholdt originaleksemplaret af stævningen, afsendt af sagsøgeren den 17. marts 2006. Ved at fremsende det underskrevne originaleksemplar den 17. marts 2006 kunne sagsøgeren med rimelighed forvente, at det ville indgå til Rettens Justitskontor inden udløbet af den præklusive frist, så meget desto mere som denne frist – i betragtning af, at en kopi heraf blev sendt med telefax – var blevet forlænget indtil den 30. marts 2006. Den pågældende pakke var allerede kommet frem til det luxembourgske postvæsen den 21. marts 2006, hvilket den afstempling, der er påført pakken, viser. Postvæsenets opbevaring af denne pakke i 42 dage (fra den 21.3. til den 3.5.2006) udgør klart en usædvanlig omstændighed, som ligger uden for sagsøgerens vilje, der for sit vedkommende har udvist den nødvendige omhu med henblik på at overholde de fastsatte frister ved at fremsende originaleksemplaret af stævningen længe før udløbet af den præklusive frist og træffe de nødvendige foranstaltninger for at forlænge sidstnævnte frist i overensstemmelse med procesreglementets artikel 43, stk. 6, i procesreglementet ved at sende en kopi af stævningen til Rettens Justitskontor pr. telefax. Det må derfor fastslås, at indgivelsen af originaleksemplaret af stævningen efter fristens udløb skyldes force majeure (jf. i denne retning Domstolens dom af 2.3.1967, forenede sager 25/65 og 26/65, Simet og Feram mod Den Høje Myndighed, Sml. 1965-1968, s. 333, org.ref.: Rec. s. 52 in fine).
30 Det følger heraf, at henset til, at udløbet af fristen i henhold til artikel 45, stk. 2, i statutten for Domstolen ikke kan gøres gældende over for sagsøgeren, må formalitetsindsigelsen forkastes.
2. Om overholdelsen af fristen for indgivelse af replikken
31 Replikken skulle indgives senest den 10. oktober 2006. Replikken, der var indgået til Rettens Justitskontor den 12. oktober 2006, blev indleveret for sent.
32 Originaleksemplaret af replikken var blevet fremsendt den 6. oktober 2006 pr. post fra Bruxelles. Selv om originaleksemplaret først blev afsendt fire dage inden udløbet af den for indgivelse fastsatte frist, gjorde sagsøgeren ikke brug af den mulighed, der er fastsat i procesreglementets artikel 43, stk. 6, om at fremsende en kopi af det underskrevne originaleksemplar til Justitskontoret pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel, som Retten råder over, hvilket havde kunnet forlænge fristen for at indgive replikken med en supplerende frist på indtil ti dage.
33 Retten finder, at sagsøgeren, henset til sagens konkrete omstændigheder ikke udviste den agtpågivenhed, som må forventes af en almindelig fornuftig sagsøger med henblik på overholdelse af frister. Sagsøgeren har tværtimod forøget risikoen for, at replikken ville indgå for sent til Retten ved dels ikke at drage konsekvenserne af problemerne ved indgivelsen af stævningen, dels at undlade at fremsende en kopi af det underskrevne originaleksemplar til Justitskontoret pr. telefax eller ved ethvert andet teknisk kommunikationsmiddel, som Retten råder over.
34 En sådan mangel på agtpågivenhed udelukker, at der kan være tale om force majeure, således at replikken skal afvises.
Annullationspåstandene
1. Indledende bemærkninger
35 Det bemærkes først, at sagsøgeren har nedlagt påstand om ikke blot annullation af Rådets beslutning om at tilbagekalde udbudsproceduren, men også Rådets beslutning om at give OIB’s bud tilslag. Retten vil i denne forbindelse undersøge annullationspåstanden rettet mod beslutningen om at give OIB’s bud tilslag efter at have undersøgt påstanden om annullation af beslutningen om at tilbagekalde udbudsproceduren.
36 Det bemærkes herefter, at sagsøgeren til støtte for sine annullationspåstande har gjort fire anbringender gældende om for det første tilsidesættelse af artikel 43 EF, 49 EF og 86 EF, for det andet en urigtig anvendelse af punkt 4 i udbudsmaterialet og tilsidesættelse af artikel 43 EF og 49 EF, artikel 89, 97, 98, 100 og 101 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1, herefter »finansforordningen«) og artikel 135 og 147 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen (EFT L 357, s. 1, herefter »gennemførelsesforordningen«), for det tredje tilsidesættelse af begrundelsespligten samt for det fjerde en urigtig anvendelse af gennemførelsesforordningens artikel 116.
37 Det bemærkes endelig, at tilsidesættelsen af gennemsigtighedsprincippet og ligebehandlingsprincippet er fremført af sagsøgeren i forbindelse med hvert af de fire anbringender. Retten vil derfor efterprøve samtlige de af sagsøgeren fremførte argumenter om tilsidesættelse af disse to principper efter undersøgelsen af de fire anbringender.
2. Påstanden om annullation af Rådets beslutning om at tilbagekalde udbudsproceduren
Det fjerde anbringende om en urigtig anvendelse af gennemførelsesforordningens artikel 116
Parternes argumenter
38 Med hensyn til det anbringende, som Rådet fremførte i sin skrivelse af 3. marts 2006 (jf. punkt 9 ovenfor), hvorefter traktatens og finansforordningens regler og de generelle fællesskabsretlige principper ikke finder anvendelse på det foreliggende tilfælde, eftersom Rådet ikke har handlet som en ordregivende myndighed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i gennemførelsesforordningens artikel 116, stk. 7, har sagsøgeren bestridt, at sidstnævnte bestemmelse kan tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen af lovligheden af »beslutningen af 16. januar 2006«, da den ikke fremgår heraf.
39 Sagsøgeren har under alle omstændigheder bestridt, at gennemførelsesforordningens artikel 116, stk. 7, kan anvendes i nærværende sag.
40 Sagsøgeren finder for det første, at den pågældende undtagelse skal fortolkes snævert, således at den udelukkende finder anvendelse på aftaler mellem fællesskabsinstitutionernes tjenestegrene. Det er sagsøgerens opfattelse, at OIB ikke udgør en sådan tjenestegren, men – som det fremgår af syvende betragtning til Kommissionens afgørelse 2003/523/EF af 6. november 2002 om oprettelse af infrastruktur- og logistikkontoret i Bruxelles (EUT 2003 L 183, s. 35) – et europæisk kontor i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i finansforordningens artikel 171. Endvidere vil OIB – til forskel fra andre europæiske kontorer, som f.eks. Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) eller Det Europæiske Personaleudvælgelseskontor (EPSO) – ikke kunne være tilknyttet Rådet. Det er således ikke et europæisk kontor i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i finansforordningens artikel 174, for så vidt som det i henhold til artikel 6 i beslutning 2003/523 udelukkende administreres af medlemmer, der udpeges af Kommissionen.
41 For det andet finder den retspraksis, hvorefter bestemmelserne om offentlige kontrakter finder anvendelse, når en ordregivende myndighed, som f.eks. en lokal myndighed, påtænker skriftligt at indgå en gensidigt bebyrdende aftale om levering af varer med en fra den selv formelt forskellig enhed, som også træffer beslutninger selvstændigt i forhold til myndigheden, analog anvendelse. I det foreliggende tilfælde vil det, henset til, at OIB ikke er en tjenestegren under Rådet, og at sidstnævnte ikke kan føre nogen kontrol med førstnævnte, ikke være muligt at gøre gældende, at finansforordningen eller artikel 43 EF og 49 EF ikke kan finde anvendelse.
42 Det fremgår for det tredje af anden og tredje betragtning til beslutning 2003/523, at OIB blev oprettet som et kontor, hvis hverv er at eksternalisere de ikke-væsentlige aktiviteter i Fællesskabets administration. Derfor vil internaliseringen af en tjenestegren, der allerede er omfattet af en udbudsprocedure, være i strid med dens hverv.
43 Rådet bestrider sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
44 Det bemærkes, at offentlige indkøbsaftaler i henhold til finansforordningens artikel 88 er »gensidigt bebyrdende aftaler, der indgås skriftligt af en ordregivende myndighed som omhandlet i [nævnte forordnings] artikel 104 og 167 med henblik på mod betaling af en pris, der helt eller delvis afholdes over budgettet, at opnå levering af varer eller fast ejendom, udførelse af bygge- og anlægsarbejder eller levering af tjenesteydelser«.
45 En aftale skal med henblik på at blive kvalificeret som en offentlig aftale indgås af en »ordregivende myndighed«. I henhold til gennemførelsesforordningens artikel 116, stk. 7, »betragtes fællesskabsinstitutionernes tjenestegrene […] som ordregivende myndigheder, undtagen når de indbyrdes indgår administrative aftaler om levering af tjenesteydelser, levering af produkter eller udførelse af arbejder«.
46 Det følger af de to foranstående bestemmelser, at levering af tjenesteydelser er udelukket fra anvendelsesområdet for bestemmelserne om offentlige kontrakter, når leveringen er genstand for en administrativ aftale, som indgås mellem fællesskabsinstitutionernes tjenestegrene.
47 I modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, er OIB en tjenestegren i fællesskabsinstitutionerne i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i gennemførelsesforordningens artikel 116, stk. 7. I overensstemmelse med fjerde betragtning til beslutning 2003/523 »er [d]en valgte kontortype […] [herefter] en administrativ enhed, der er udformet til støtte for aktiviteterne i Kommissionens andre tjenestegrene og/eller potentielt andre fællesskabsinstitutioner«. Kommissionen har, ved blandt de øvrige modtagere af støtte fra OIB at nævne »Kommissionens andre tjenestegrene« i den pågældende betragtning – underforstået, men nødvendigvis – anført, at OIB også udgør en af dens tjenestegrene.
48 Det følger heraf, at Rådet ikke var forpligtet til at overholde reglerne om indgåelse af offentlige kontrakter, da det besluttede at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser. Denne konklusion kan ikke anfægtes af de andre argumenter, som sagsøgeren har fremført.
49 Hvad for det første angår de af sagsøgeren fremførte argumenter, hvorefter OIB dels er tilknyttet Kommissionen og ikke Rådet, dels udelukkende administreres af medlemmer, der udpeges af Kommissionen, skal det bemærkes, at disse er irrelevante. For det første vedrører den i finansforordningens artikel 116, stk. 7, fastsatte undtagelse således de administrative aftaler, som indgås mellem fællesskabsinstitutionernes tjenestegrene, uden hensyntagen til, om de pågældende tjenestegrene er en del af den samme institution. For det andet hindrer OIB’s tilknytning til Kommissionens Generaldirektorat (GD) for Personale og Administration den ikke i at have en interinstitutionel karakter, hvilket fremgår klart af fjerde og sjette betragtning samt artikel 2, stk. 4, i beslutning 2003/523. Det bemærkes for det tredje med hensyn til artikel 6, stk. 1, litra g), i beslutning 2003/523, at det i denne bestemmelse udtrykkeligt er fastsat, at OIB’s Styrelseskomité også består af en repræsentant for de øvrige fællesskabsinstitutioner. Sidstnævnte konstatering modsiger ikke alene sagsøgerens påstand, hvorefter OIB administreres med eneret af medlemmer, der udpeges af Kommissionen, men understreger også OIB’s interinstitutionelle karakter.
50 Af samme grunde skal sagsøgerens argumenter, hvorefter OIB er en fra Rådet formelt særskilt enhed, som træffer beslutninger selvstændigt i forhold til Rådet, afvises som irrelevante. Under alle omstændigheder er OIB’s særskilte og selvstændige karakter i forhold til Rådet udelukket af artikel 281 EF. Eftersom det således i medfør af denne bestemmelse alene er Det Europæiske Fællesskab som sådan, der har status som juridisk person inden for Fællesskabets institutionelle system, er Rådet og OIB en del af den samme juridiske person, og OIB kan derfor ikke betragtes som en i forhold til Rådet formelt særskilt og selvstændig enhed.
51 Med hensyn til sagsøgerens argument, hvorefter gennemførelsesforordningens artikel 116, stk. 7, ikke skal tages i betragtning i forbindelse med undersøgelsen af lovligheden af »beslutningen af 16. januar 2006«, da der ikke er henvist til denne bestemmelse i beslutningen, skal det bemærkes, at Rådet ved skrivelse af 16. januar 2006 meddelte sagsøgeren, at det havde besluttet at tilbagekalde udbudsproceduren under hensyn til den beslutning, som det havde truffet om at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser. Med hensyn til beslutningen om at tilbagekalde udbudsproceduren bemærkes, at de to bestemmelser, som beslutningen hviler på, nemlig finansforordningens artikel 101 og punkt 4 i udbudsmaterialet, blev behørigt nævnt af Rådet i den pågældende skrivelse. Med hensyn til beslutningen om at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser følger det derimod af præmis 44-48 ovenfor, at den ikke var inddraget under udbudsproceduren, som ikke vedrører sagsøgeren. Det følger heraf, at den omstændighed, at der ikke blev henvist til gennemførelsesforordningens artikel 116, stk. 7, ikke er relevant ved vurderingen af lovligheden af beslutningen om at tilbagekalde udbudsproceduren, således at dette argument bør forkastes som værende uden betydning.
52 Hvad endelig angår sagsøgerens argument, hvorefter OIB’s internalisering af den samlede drift af vuggestuen er i strid med dens opgave, som er at administrere eksternaliseringen af de ikke-væsentlige aktiviteter i Fællesskabets administration, bemærkes, at beslutning 2003/523 ikke pålægger OIB at anvende udbudsprocedurer systematisk i forbindelse med udøvelsen af sine opgaver. Selv om OIB i henhold til beslutningens artikel 16 faktisk kan anvende en sådan procedure, forholder det sig ikke desto mindre således, at ingen bestemmelse hindrer OIB i at opfylde sin opgave gennem anvendelse af egne ressourcer. Da der ikke findes et udtrykkeligt forbud, tilkommer det derfor OIB at vurdere fra sag til sag, om der skal anvendes en udbudsprocedure.
53 Det fremgår af det ovenfor anførte, at Rådet og OIB’s indgåelse af en aftale om den samlede drift af en vuggestue udgør en indgåelse af en administrativ aftale mellem to af fællesskabsinstitutionernes tjenestegrene om levering af tjenesteydelser, på hvilken bestemmelserne om offentlige kontrakter ikke finder anvendelse.
54 Følgelig bør det fjerde anbringende forkastes i sin helhed.
Det tredje anbringende om tilsidesættelse af begrundelsespligten
Parternes argumenter
55 Sagsøgeren bestrider, at de mange fordele fremført af Rådet i dets skrivelse af 16. januar 2006 kan begrunde valget om at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser, heller ikke selv om der tages hensyn til Rådets forklaringer i skrivelsen af 3. marts 2006. Rådet har således gennem de anførte forklaringer med hensyn til fordelene for så vidt angår kontraktbetingelser for personalet, stordriftsfordele og optimering af de disponible ressourcer tilsidesat »begrundelsespligten«.
56 Rådet bestrider sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
57 Det bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren i forbindelse med dette anbringende har sammenblandet en tilsidesættelse af begrundelsespligten med et åbenbart urigtigt skøn. Selv om der således i overskriften til anbringendet nævnes en tilsidesættelse af begrundelsespligten, vedrører de herunder fremførte argumenter snarere de fejl, som angiveligt blev begået af Rådet ved vurderingen af de fordele, som en beslutning om at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser medførte.
58 Det bemærkes imidlertid, at der er tale om to forskellige anbringender, der kan gøres gældende angående en annullationspåstand. Det første anbringende, som vedrører et spørgsmål om manglende eller utilstrækkelig begrundelse, falder ind under begrebet væsentlige formelle mangler i artikel 230 EF og udgør et anbringende, som skal tages under påkendelse ex officio af Fællesskabets retsinstanser (jf. Domstolens dom af 20.2.1997, sag C-166/95 P, Kommissionen mod Daffix, Sml. I, s. 983, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis). Hvad derimod angår det andet anbringende, hvorefter der er spørgsmål om lovligheden af den anfægtede beslutnings indhold, kan et sådant anbringende kun tages under påkendelse af Fællesskabets retsinstanser, såfremt sagsøgeren gør det gældende.
59 Der skal følgelig træffes afgørelse om de argumenter, der er gjort gældende inden for rammerne af det tredje anbringende, ved først at behandle argumenterne om en tilsidesættelse af begrundelsespligten og derefter argumenterne vedrørende åbenbart urigtige skøn.
60 Med hensyn til en eventuel tilsidesættelse af begrundelsespligten skal det påpeges, at begrundelsespligten ifølge fast retspraksis afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget. Begrundelsen skal klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, dels således at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning og efterprøve, om den er velbegrundet, dels således at Fællesskabets retsinstanser kan udøve deres prøvelsesret (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, præmis 15 og 16, samt Rettens dom af 9.4.2003, sag T-217/01, Forum des migrants mod Kommissionen, Sml. II, s. 1563, præmis 68, og af 18.4.2007, sag T-195/05, Deloitte Business Advisory mod Kommissionen, Sml. II, s. 871, præmis 45).
61 I det foreliggende tilfælde er det udtrykkeligt nævnt i skrivelsen af 16. januar 2006, at beslutningen om at tilbagekalde udbudsproceduren er begrundet ud fra beslutningen om at give OIB’s bud til Rådet tilslag. Rådets generalsekretariat meddeler derfor i denne skrivelse sagsøgeren, at der efter beslutningen om at overdrage forvaltningen af de pågældende tjenesteydelser til OIB på grundlag af sidstnævntes forslag ikke længere er grund til at opretholde udbudsproceduren. Det følger heraf, at skrivelsen af 16. januar 2006 klart og tydeligt viser Rådets argumentation, dels således at sagsøgeren kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at selskabet kan forsvare sine rettigheder og undersøge, om beslutningen er velbegrundet, og dels således at Retten kan udøve sin legalitetskontrol. Det følger heraf, at Rådet i dets beslutning om at tilbagekalde udbudsproceduren ikke har tilsidesat begrundelsespligten.
62 Med hensyn til den eventuelle tilstedeværelse af åbenbart urigtige skøn skal det bemærkes, at den institution, der anvender en udbudsprocedure, med hensyn til de faktorer, der skal tages i betragtning ved indgåelse af en aftale efter udbud, har en vid skønsmargen, og at Rettens kontrol skal begrænse sig til en efterprøvelse af, om reglerne for proceduren og om angivelse af en begrundelse er overholdt, om de faktiske omstændigheder er materielt rigtige, og om der foreligger et åbenbart urigtigt skøn (jf. Rettens dom af 12.7.2007, sag T-250/05, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, præmis 89 og den deri nævnte retspraksis). Sagsøgeren har i denne forbindelse ikke anført nogen faktiske omstændigheder, der godtgør, at beslutningen om at tilbagekalde udbudsproceduren var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Det bemærkes med hensyn til beslutningen om at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser, herunder især de påståede fordele, som en sådan beslutning medfører, at Rådet – selv om det ganske vist er forpligtet til at svare for rigtigheden af sit valg over for den politiske myndighed og de interne revisorer – ikke over for en tilbudsgiver ved en udbudsprocedure skal bevise de fordele, som en beslutning om at gennemføre de pågældende tjenesteydelser gennem anvendelse af sine egne ressourcer har. Et sådant valg er således politisk og derfor omfattet af Rådets skønsbeføjelse. Det følger heraf, at det ikke inden for rammerne af denne sag tilkommer Retten at undersøge den økonomiske og institutionelle begrundelse for beslutningen om at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser.
63 Derfor må dette anbringende forkastes som ubegrundet.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af traktaten, finansforordningen og gennemførelsesforordningen samt udbudsmaterialet
Parternes argumenter
64 Sagsøgeren gør for det første gældende, at punkt 4 i udbudsbetingelserne kun kan anvendes som hjemmel for at tilbagekalde en udbudsprocedure, hvis tilbagekaldelsen har til formål at påbegynde en ny udbudsprocedure. Henvisningen til punkt 4 i udbudsmaterialet i Rådets beslutning om at tilbagekalde udbudsproceduren er derfor usammenhængende og selvmodsigende og udgør en retlig fejl.
65 For det andet er henvisningen til finansforordningens artikel 101 i Rådets beslutning om at tilbagekalde udbudsproceduren heller ikke relevant, idet det i denne bestemmelse er fastsat, at en sådan tilbagekaldelse skal begrundes. I denne forbindelse går begrundelsen ud på at overdrage de pågældende tjenesteydelser til OIB. Henset imidlertid til den omstændighed, at OIB ikke som de andre deltog i udbudsproceduren, og at OIB indgav sit bud efter udløbet af fristen, udgør dette valg ikke en tilbagekaldelse af en udbudsprocedure. Der er derfor tale om en urigtig anvendelse af finansforordningens artikel 101, hvilken bestemmelse også blev anvendt i strid med finansforordningens artikel 89, 97, 98 og 100 og gennemførelsesforordningens artikel 135 og 147.
66 Selv om Rådet for det tredje foretog en form for sammenlignende analyse mellem dels OIB’s bud, dels buddene fra sagsøgeren og de øvrige selskaber, som deltog i udbudsproceduren, anmodede Rådet ikke OIB om at deltage i udbudsproceduren. Derfor er den af Rådet valgte fremgangsmåde også behæftet med en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og gennemsigtighedsprincippet samt artikel 43 EF og 49 EF.
67 Rådet bestrider sagsøgerens argumenter.
– Rettens bemærkninger
68 For det første skal det med hensyn til punkt 4 i udbudsbetingelserne bemærkes, at denne bestemmelse har følgende ordlyd:
»Alene generalsekretariatet kan – uden at det er forpligtet til at begrunde sin beslutning – bestemme følgende:
a) ikke at indgå den aftale, for hvilken en udbudsprocedure er indledt, og påbegynde en ny udbudsprocedure
[…]
I ingen af disse tilfælde kan ansøgerne eller de bydende – uanset om de er udvalgt eller afvist – gøre krav på nogen form for godtgørelse.«
69 Selv om en ordlydsfortolkning af udbudsbetingelsernes punkt 4, litra a), eventuelt gør det muligt at fastslå, at der er en forbindelse mellem Rådets beslutning om ikke at indgå aftalen og dets beslutning om at påbegynde en ny udbudsprocedure, forholder det sig ikke desto mindre således, at denne bestemmelse skal fortolkes i lyset af finansforordningens artikel 101. Selv om udbudsbetingelsernes punkt 4, litra a), imidlertid bestemmer, at Rådet blot har mulighed for at påbegynde en ny udbudsprocedure efter at have besluttet ikke at indgå aftale inden for rammerne af en første procedure, er den alternative mulighed om slet ikke at indgå aftalen udtrykkeligt fastsat i finansforordningens artikel 101. Det fastsættes således i denne bestemmelse, at »[d]en ordregivende myndighed […], så længe en kontrakt ikke er underskrevet, enten [kan] undlade at indgå kontrakten eller annullere den pågældende udbudsprocedure«. Retten kan derfor ikke af ordlyden af udbudsbetingelsernes punkt 4, litra a), udlede, at Rådet ikke har mulighed for at tilbagekalde udbudsproceduren.
70 I finansforordningens artikel 101 pålægges det udtrykkeligt den ordregivende myndighed, til forskel fra udbudsbetingelserne punkt 4, litra a), at begrunde sin beslutning om at undlade at indgå kontrakten. Det er imidlertid i forbindelse med behandlingen af det tredje anbringende bevist, at Rådet i det foreliggende tilfælde behørigt havde begrundet sin beslutning om at tilbagekalde udbudsproceduren. Det følger heraf, at Rådets beslutning om at tilbagekalde udbudsproceduren er i overensstemmelse med de betingelser, der følger af finansforordningens artikel 101.
71 Hvad for det andet angår argumentet om en angivelig tilsidesættelse af finansforordningens artikel 43 EF og 49 EF, artikel 89, 97, 98 og 100 samt gennemførelsesforordningens artikel 135 og 147 bemærkes, at ifølge artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, der i medfør af artikel 53, stk. 1, i samme statut og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), finder anvendelse på Retten, skal en stævning angive søgsmålets genstand og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Ifølge retspraksis skal disse angivelser være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen (Rettens dom af 18.9.1996, sag T-387/94, Asia Motor France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 961, præmis 106, og af 29.1.1998, sag T-113/96, Dubois et Fils mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 125, præmis 29). I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid alene henvist til en tilsidesættelse af de pågældende bestemmelser uden at fremsætte et eneste argument til støtte for sin påstand. Herefter må argumentet under hensyn til disse principper afvises.
72 Det er under alle omstændigheder i forbindelse med gennemgangen af det fjerde anbringende allerede blevet påvist, at beslutningen om at overdrage forvaltningen af de pågældende tjenesteydelser til OIB uden for rammerne af en udbudsprocedure var lovlig, idet OIB’s levering af tjenesteydelser til Rådet ikke er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne om offentlige kontrakter, således at en tilsidesættelse af de pågældende bestemmelser er udelukket.
73 Det følger heraf, at nærværende anbringende skal delvist afvises og i øvrigt forkastes som grundløst.
Det første anbringende om tilsidesættelse af artikel 43 EF, 49 EF og 86 EF
Parternes argumenter
74 Det er sagsøgerens opfattelse, at Rådet ved at beslutte at anvende en udbudsprocedure har valgt at tildele leveringen af de pågældende tjenesteydelser inden for bestemte rammer, og at det bør være garant for at sikre overholdelsen af traktatens principper, finansforordningen og artikel 43 EF og 49 EF. Under disse omstændigheder er valget om at tildele leveringen af de pågældende tjenesteydelser til OIB uden for rammerne af en udbudsprocedure ikke i overensstemmelse med artikel 43 EF og 49 EF.
75 Sagsøgeren har ligeledes henvist til artikel 86 EF, som ikke fastsætter nogen undtagelser fra traktaten med hensyn til de offentlige virksomheder i medlemsstaterne, og gjort gældende, at denne regel så meget desto mere gælder for fællesskabsinstitutionerne.
76 Følgelig er beslutningen om at overdrage forvaltningen af de pågældende tjenesteydelser til OIB uden nogen offentliggørelse eller konkurrence i strid med de omtalte regler og principper i fællesskabsretten, hvilket begrunder annullationen af beslutningen.
77 Rådet bestrider sagsøgerens argumenter.
Rettens bemærkninger
78 Hvad angår det argument, som støttes på den påståede tilsidesættelse af artikel 86 EF, bemærkes, at det fremgår af artikel 2 og 3 i beslutning 2003/523, at OIB er et kontor, hvis hverv er at opfylde de rent interne behov i Fællesskabet uden noget som helst kommercielt formål, således at det ikke kan kvalificeres som en offentlig virksomhed i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 86 EF. Der vil derfor ikke kunne være tale om nogen tilsidesættelse af artikel 86 EF, således at sagsøgerens argument herom må forkastes som ugrundet.
79 Med hensyn til sagsøgerens øvrige argumenter i forbindelse med dette anbringende, herunder især argumenterne om en tilsidesættelse af artikel 43 EF og 49 EF, bemærkes, at sagsøgeren atter alene henviser til en tilsidesættelse af de pågældende bestemmelser uden at fremsætte et eneste argument i denne forbindelse. Disse argumenter bør derfor, under hensyntagen til principperne nævnt ovenfor i præmis 71, forkastes.
80 Følgelig bør det første anbringende i det hele forkastes som delvist ugrundet og i øvrigt afvises.
– Argumenterne om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet
81 Efter sagsøgerens opfattelse udgør Rådets bedømmelse af OIB’s bud uden for rammerne af udbudsproceduren en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
82 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at ligebehandlingsprincippet er et grundlæggende fællesskabsretligt princip. Princippet indebærer, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet (Domstolens dom af 9.11.2004, sag C-304/01, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 7655, præmis 31).
83 Eftersom OIB – som det er fastslået ved gennemgangen af det fjerde anbringende – er en tjenestegren i fællesskabsinstitutionerne, kan den situation, som den befinder sig i, på ingen måde sammenlignes med den, som deltagerne i en udbudsprocedure befinder sig i. Derfor kan bedømmelsen af det af OIB indgivne bud uden for rammerne af en udbudsprocedure ikke tilsidesætte ligebehandlingsprincippet.
84 Sagsøgerens argumenter om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet skal derfor forkastes som ubegrundede.
– Argumenterne om tilsidesættelse af gennemsigtighedsprincippet
85 Ifølge sagsøgeren har Rådet tilsidesat gennemsigtighedsprincippet ved at overdrage forvaltningen af de pågældende tjenesteydelser til OIB uden for rammerne af udbudsproceduren.
86 Hvad angår tilsidesættelsen af dette princip bemærkes, at ifølge retspraksis vedrørende offentlige kontrakter skal den ordregivende institution i hver fase af en udbudsprocedure overholde såvel princippet om ligebehandling af tilbudsgivere som princippet om gennemsigtighed (Domstolens dom af 25.4.1996, sag C-87/94, Kommissionen mod Belgien, Sml. I, s. 2043, præmis 54, og Rettens dom af 17.12.1998, sag T-203/96, Embassy Limousines & Services mod Parlamentet, Sml. II, s. 4239, præmis 85).
87 Gennemsigtighedsprincippet indebærer en pligt for en ordregivende myndighed til at offentliggøre præcise oplysninger om hele procedurens forløb (jf. i denne retning dommen i sagen Embassy Limousines & Services mod Parlamentet, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 85).
88 Det må i det foreliggende tilfælde konstateres, at sagsøgeren ikke før skrivelsen af 16. januar 2006 blev holdt orienteret om de forhandlinger, der var blevet indledt mellem Rådet og OIB, og som resulterede i Rådets beslutning om at overdrage forvaltningen af vuggestuen til OIB. Ifølge oplysningerne i skrivelsen af 16. januar 2006 blev forhandlingerne indledt i andet halvår af 2005 med OIB’s fremlæggelse af sit bud.
89 Det fremgår imidlertid af retspraksis, at de mål om offentlighed, som en ordregivende myndighed skal overholde inden for rammerne af gennemsigtighedsforpligtelsen, dels er at sikre, at alle tilbudsgivere får lige chancer (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Belgien, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 54 og 55), dels at beskytte de berettigede forventninger hos de af tilbudsgiverne, der er blevet tilskyndet til på forhånd at foretage uigenkaldelige investeringer (jf. i denne retning dommen i sagen Embassy Limousines & Services mod Parlamentet, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 85 og 86).
90 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke godtgjort, at et eller begge af målene var blevet tilsidesat. Dels – idet alle tilbudsgiverne stod over for den samme manglende offentliggørelse af skriftvekslingen mellem Rådet og OIB – kunne dette ikke have bevirket, at sagsøgerens og de øvrige tilbudsgiveres chancer blev gjort ulige. Dels har sagsøgeren hverken godtgjort eller påberåbt sig, at selskabet var blevet tilskyndet til at foretage investeringer, som lå ud over de risici, der er forbundet med at deltage i en udbudsprocedure.
91 Sagsøgerens argumenter om tilsidesættelse af gennemsigtighedsforpligtelsen skal derfor forkastes som ubegrundede.
3. Påstanden om annullation af beslutningen om at give OIB’s bud tilslag
92 Det skal med hensyn til påstanden om annullation af Rådets beslutning om at give OIB’s bud tilslag bemærkes, at en sådan påstand ikke kan behandles.
93 Beslutningen om at give OIB’s bud tilslag, hvilken beslutning går forud for beslutningen om at tildele de pågældende tjenesteydelser til sidstnævnte, blev således ikke inddraget under udbudsproceduren, henset til – som påvist ovenfor i præmis 44-48 – at Rådet ikke er forpligtet til at overholde reglerne om indgåelse af offentlige kontrakter, når det beslutter at benytte sig af OIB’s tjenesteydelser.
94 I sin egenskab af en intern akt, der ikke har noget at gøre med udbudsproceduren, kan en beslutning om at give tilslag ikke have retligt bindende virkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser gennem en væsentlig ændring af hans retsstilling. Den udgør derfor ikke en foranstaltning, som kan anfægtes under et annullationssøgsmål som omhandlet i artikel 230 EF (jf. Rettens dom af 18.12.1992, forenede sager T-10/92 – T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis), hvorfor denne annullationspåstand bør afvises.
Erstatningspåstanden
Parternes argumenter
95 Sagsøgeren har nedlagt påstand om erstatning for den skade, selskabet har lidt som følge af Rådets adfærd, hvis størrelse det tilkommer Retten at fastsætte efter ret og billighed.
96 Rådet bestrider, at dette krav er berettiget.
Rettens bemærkninger
97 Ifølge fast retspraksis skal en række betingelser være opfyldt, for at Fællesskabet kan drages til ansvar uden for kontraktforhold i henhold til artikel 288, stk. 2, EF, nemlig at den adfærd, der foreholdes institutionerne, har været retsstridig, at der foreligger et virkeligt tab, og at der er årsagssammenhæng mellem den påståede adfærd og det påberåbte tab (Domstolens dom af 29.9.1982, sag 26/81, Oleifici Mediterranei mod EØF, Sml. s. 3057, præmis 16, Rettens dom af 11.7.1996, sag T-175/94, International Procurement Services mod Kommissionen, Sml. II, s. 729, præmis 44, og Rettens kendelse af 8.9.2006, sag T-92/96, Lademporiki og Parousis & Sia mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 10).
98 Endvidere, som det også fremgår af præmis 71 ovenfor, skal en stævning være tilstrækkeligt klar og præcis til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen.
99 I denne forbindelse fremgår det af retspraksis, at inden for rammerne af et erstatningssøgsmål mangler en påstand alene om erstatning uden nogen nærmere angivelse den fornødne præcision og kan følgelig ikke antages til realitetsbehandling (Domstolens dom af 2.12.1971, sag 5/71, Zuckerfabrik Schöppenstedt mod Rådet, Sml. 1971, s. 275, præmis 9, org.ref.: Rec. s. 975, og Rettens dom af 8.6.2000, forenede sager T-79/96, T-260/97 og T-117/98, Camar og Tico mod Kommissionen og Rådet, Sml. II, s. 2193, præmis 181).
100 Retten har dog fastslået, at det i særlige tilfælde ikke forlanges, at sagsøgeren i stævningen angiver skadens nøjagtige omfang og et beløb for den krævede erstatning (jf. i denne retning Rettens dom af 10.7.1990, sag T-64/89, Automec mod Kommissionen, Sml. II, s. 367, præmis 76, og Rettens kendelse af 5.2.2007, sag T-91/05, Sinara Handel mod Rådet og Kommissionen, Sml. II, s. 245, præmis 110). Retten har i den forbindelse desuden udtalt, at sagsøgeren skal påvise eller i det mindste i stævningen påberåbe sig, at der foreligger et særligt tilfælde (Rettens kendelse af 14.5.1998, sag T-262/97, Goldstein mod Kommissionen, Sml. II, s. 2175, præmis 25).
101 I denne sag har sagsøgeren nedlagt påstand om, at »erstatningen fastsættes efter ret og billighed«. Endvidere må det konstateres, at sagsøgeren – ud over den omstændighed, at selskabet ikke i stævningen har opgjort det tab, der skønnes at være lidt – heller ikke har fremført nogen som helst faktiske omstændigheder, der vil gøre det muligt at bedømme omfanget heraf. Sagsøgeren har blot i generelle og abstrakte vendinger anført, at der er lidt et tab, uden dog overhovedet at præcisere dette tab. Det bemærkes derudover, at sagsøgeren ikke angiver de særlige omstændigheder, der kan berettige, at selskabet ikke foretager en opgørelse, om end blot tilnærmelsesvis, af det påståede lidte tab.
102 Forpligtelsen til i stævningen at angive den forvoldte skades nøjagtige omfang gælder så desto meget mere i den foreliggende sag, som det fremgår af finansforordningens artikel 101 og udbudsmaterialets punkt 4, litra a) in fine (jf. præmis 68 ovenfor), at den ordregivende myndighed ikke er pligtig at yde nogen godtgørelse til de tilbudsgivere, der har deltaget i en udbudsprocedure, der er blevet annulleret. Det følger heraf, at de omkostninger og udgifter, der er afholdt af den bydende i forbindelse med hans deltagelse i et udbud, i princippet ikke kan være et tab, der kan genoprettes ved ydelse af erstatning (Rettens dom af 29.10.1998, sag T-13/96, TEAM mod Kommissionen, Sml. II, s. 4073, præmis 71, og dommen i sagen Embassy Limousines & Services Parlamentet, nævnt i præmis 86 ovenfor, præmis 97).
103 Henset til artikel 21, stk. 1, i statutten for Domstolen, som finder anvendelse på Retten i medfør af nævnte statuts artikel 53, stk. 1, og procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), skal erstatningspåstanden derfor afvises.
Påstanden om udsættelse af gennemførelsen af kontrakten indgået mellem Rådet og OIB
104 Blandt de påstande, som sagsøgeren har fremført, er en påstand om »udsættelse af gennemførelsen af kontrakten med OIB«.
105 Det bemærkes, at påstanden rent formelt ikke er fremsat i overensstemmelse med kravet i procesreglementets artikel 104, stk. 3, ved særskilt dokument. Påstanden fremgår kun blandt de påstande, der er fremført i det samme processkrift som påstandene i hovedsagen, og må derfor afvises (jf. Rettens dom af 15.6.2000, forenede sager T-298/97, T-312/97, T-313/97, T-315/97, T-600/97 – T-607/97, T-1/98, T-3/98 – T-6/98 og T-23/98, Alzetta m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2319, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
106 Denne påstand kan således ikke tages til følge.
Begæringen om bevisoptagelse
Parternes argumenter
107 Sagsøgeren har anmodet Retten om at opfordre Rådet til som led i sagens oplysning at fremlægge følgende dokumenter:
– kontrakten indgået mellem Rådet og OIB
– samtlige dokumenter vedrørende Kommissionens beslutning om at overdrage forvaltningen af de pågældende tjenesteydelser til OIB, især notatet forud for den 1. august 2005, hvorved Rådet anmodede OIB om at indgive et bud vedrørende forvaltningen af de nævnte tjenesteydelser.
108 Rådet bestrider nyttigheden af disse dokumenter i forbindelse med denne sag.
Rettens bemærkninger
109 Det bemærkes indledningsvis, at det følger af fast retspraksis, at det tilkommer Retten at afgøre nødvendigheden af at anordne bevisoptagelse med henblik på sagens afgørelse (jf. Rettens dom af 16.5.2001, sag T-68/99, Toditec mod Kommissionen, Sml. II, s. 1443, præmis 40, og af 6.2.2007, sag T-23/03, CAS mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, præmis 323).
110 Det må med hensyn til fremlæggelsen af de pågældende dokumenter fastslås, at dette kun kan begrundes, hvis bestemmelserne om offentlige kontrakter kan anvendes på den foreliggende sag. Henset til, at undersøgelsen af annullationspåstandene har ført til det modsatte resultat, er fremlæggelse af de pågældende dokumenter ikke længere nyttigt for afgørelsen af denne tvist.
111 På denne baggrund skal nærværende begæring om bevisoptagelse afvises.
Sagens omkostninger
112 Ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges selskabet at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstande herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Centro Studi Antonio Manieri Srl bærer sine egne omkostninger og betaler Rådets omkostninger.
Pelikánová | Jürimäe | Soldevila Fragoso |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. januar 2009.
Underskrifter