RETTENS KENDELSE (Fjerde Afdeling)
12. oktober 2011
»Annullationssøgsmål – debetnota – formalitetsindsigelse – tvistens kontraktmæssige karakter – arten af søgsmålet – anfægtelig retsakt«
I sag T-353/10,
Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro AE, Athen (Grækenland), ved advokat E. Tzannini,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved D. Triantafyllou og A. Sauka, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående en påstand om delvis annullation af en debetnota udstedt af Kommissionen den 22. juli 2010 med henblik på tilbagesøgning af et beløb på 109 415,20 EUR, der er blevet ydet sagsøgeren i forbindelse med en finansiel bistand til støtte for et medicinsk forskningsprojekt,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová (refererende dommer), og dommerne K. Jürimäe og M. van der Woude,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Kendelse
Sagens baggrund
1 Sagsøgeren, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro AE, er en fødeklinik specialiseret i obstetrik, gynækologi og kirurgi. Sagsøgeren er medlem af et konsortium, som i december 2003 med Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber indgik en kontrakt vedrørende et medicinsk forskningsprojekt benævnt Dicoems, i medfør af hvilken Kommissionen forpligtede sig til at give et finansielt bidrag, som skulle betales i flere rater (herefter »kontrakten«). Det omhandlede projekt begyndte den 1. januar 2004 og afsluttedes den 30. juni 2006, men den kontrakt, som omhandlede projektet, er stadig i kraft, idet Kommissionen endnu ikke har betalt den tredje og sidste rate.
2 I henhold til kontraktens artikel 12 er kontrakten underlagt belgisk ret. Desuden følger det af kontraktens artikel 13, at Retten, eller efter omstændighederne i det enkelte tilfælde Domstolen, er enekompetent til at behandle enhver tvist mellem Den Europæiske Union og medlemmerne af konsortiet vedrørende gyldigheden, anvendelsen eller fortolkningen af kontrakten.
3 Ved skrivelse af 29. april 2009 oplyste Kommissionen sagsøgeren om, at klinikken ville blive gjort til genstand for en kontrol i form af en revision på grund af dens deltagelse i Dicoems-projektet. Det fremgår af denne skrivelse, at sagsøgeren navnlig under denne kontrol ville skulle fremlægge arbejdssedlerne for det personale, som var beskæftiget med dette projekt. Under revisionen, som fandt sted fra den 3. til den 6. august 2009, konstateredes det, at sagsøgeren ikke havde fremlagt arbejdssedlerne til opgørelse af arbejdstimerne for sit personale, for hvilke den havde anmodet om tilbagebetaling.
4 I oktober 2009 tilsendte Kommissionen sagsøgeren udkastet til revisionsrapporten, hvoraf fremgik de manglende arbejdssedler og opfordrede klinikken til at fremsætte bemærkninger. Eftersom de bemærkninger, som sagsøgeren fremsendte ved skrivelse af 5. november 2009 ikke forekom Kommissionen overbevisende, fastholdt denne ved skrivelse af 23. december 2009 de konklusioner, som var formuleret i revisionsrapporten.
5 Den 27. april 2010 tilsendte Kommissionen sagsøgeren en oplysende skrivelse forud for en tilbagesøgningsprocedure, idet den opfordrede klinikken til at tilbagebetale den et beløb på 109 415,20 EUR. Den 26. maj 2010 anmodede sagsøgeren Kommissionen om, at de af klinikken tidligere fremsatte bemærkninger blev undersøgt på ny og tiltrådt.
6 Kommissionen, som fandt, at sagsøgerens svar ikke indeholdt nye oplysninger, fremsendte den 22. juli 2010 klinikken en debetnota, hvori den anmodede klinikken om at betale et beløb på 109 415,20 EUR senest den 6. september 2010 (herefter »debetnotaen«).
7 Debetnotaen indeholdt desuden under overskriften »Betalingsbetingelser« følgende angivelser:
»1. Alle bankomkostninger betales af Dem.
2. Kommissionen forbeholder sig retten til efter foregående meddelelse at foretage modregning, hvis der foreligger gensidige fordringer, som er sikre, opgjorte og forfaldne til betaling.
3. Er beløbet ikke blevet krediteret Kommissionens konto ved fristens udløb, pålægges den af Kommissionen konstaterede fordring rente til den sats, som Den Europæiske Centralbank pr. den første kalenderdag i måneden for fristens udløb, september 2010, anvender på sine væsentligste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i [Den Europæiske Unions] Tidende, serie C, plus 3,5 procentpoint.
4. Er Kommissionens konto ikke blevet krediteret ved fristens udløb, forbeholder Kommissionen sig retten til:
– at udnytte enhver økonomisk garanti, der tidligere er stillet
– foretage tvangsfuldbyrdelse i henhold til artikel 299 TEUF
– angive den manglende betaling i en database, som er tilgængelig for de anvisningsberettigede for Unionens budget, indtil der er sket fuld betaling.«
Retsforhandlinger og parternes påstande
8 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 31. august 2010 har sagsøgeren anlagt nærværende sag.
9 Ved særskilt dokument indleveret den 8. oktober 2010 fremsatte Kommissionen en formalitetsindsigelse.
10 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Sagen afvises.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
11 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Kommissionens formalitetsindsigelse forkastes.
– Debetnotaen annulleres, for så vidt som Kommissionen anmoder sagsøgeren om at betale et beløb, der overstiger det beløb, som sagsøgeren selv har anerkendt at skylde Kommissionen i sagsøgerens skrivelse af 5. november 2009, og som sagsøgeren nægter at betale Kommissionen, eller sidstnævnte beløb kompenseres med det beløb, som Kommissionen skylder sagsøgeren i henhold til kontraktens tredje rate.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
12 Det bestemmes i artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement, at Retten, såfremt en part fremsætter begæring herom, kan tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Ifølge artikel 114, stk. 3, forhandles der mundtligt om begæringen, medmindre Retten bestemmer andet. I denne sag finder Retten efter at have gennemgået sagens akter, at der foreligger de fornødne oplysninger, således at den kan tage stilling til begæringen uden at indlede den mundtlige forhandling.
13 Kommissionen har rejst en formalitetsindsigelse, som for det første vedrører den kontraktmæssige karakter af tvisten mellem Kommissionen og sagsøgeren, som indebærer, at Retten ikke har kompetence til at udtale sig om denne inden for rammerne af et annullationssøgsmål i medfør af artikel 263 TEUF og for det andet vedrører den rent oplysende karakter af den debetnota, som er blevet tilsendt sagsøgeren, som ikke udgør en anfægtelig retsakt som omhandlet i artikel 263 TEUF.
Parternes argumenter
14 Kommissionen har for det første anført, at debetnotaen er blevet udstedt i forbindelse med kontrakten på grund af den utilstrækkelige begrundelse for de udgifter, som sagsøgeren har haft i henhold til sine kontraktlige forpligtelser. En ukorrekt opfyldelse af en kontrakt udgør et spørgsmål om kontraktmæssigt ansvar, og fremsendelsen af skrivelser og rykkere og gennemførelsen af betalinger i forbindelse hermed er ikke underlagt den legalitetskontrol, der er fastsat i artikel 263 TEUF. I modsat fald ville Retten udvide sin kompetence ud over de grænser, som er defineret i EUF-traktaten, hvorefter Retten udelukkende kan træffe afgørelse i kontraktmæssige tvister på grundlag af specifikke voldgiftsbestemmelser i medfør af artikel 272 TEUF, hvilket imidlertid udelukker en parallel anvendelse af de øvrige klagemuligheder.
15 Kommissionen har for det andet anført, at debetnotaen blot er en forberedende retsakt af oplysende karakter, som ikke ændrer sagsøgerens retsstilling. Den har herved henset til bestemmelserne i finansforordningen og gennemførelsesbestemmelserne til finansforordningen så vel som til Rettens dom af 17. april 2008, Cestas mod Kommissionen (sag T-260/04, Sml. II, s. 701, præmis 76). Ifølge Kommissionen kan sagsøgerens retsstilling kun ændres af en retsafgørelse, hvorved sagsøgeren tilkendes det skyldige beløb eller subsidiært ved en endelig eksigibel afgørelse vedtaget af Kommissionen i medfør af artikel 299 TEUF.
16 Sagsøgeren har for det første anført, at den omstændighed, at en tvist underlægges Rettens kompetence via en voldgiftsbestemmelse, ikke udelukker at indbringe en sag for Retten på grundlag af artikel 263 TEUF. Det følger endvidere heller ikke af voldgiftsbestemmelsen, at et af retsmidlerne er subsidiært i forhold til et anden. Desuden følger denne tvist ikke af fortolkningen eller opfyldelsen af kontraktbestemmelserne, men vedrører udelukkende den fuldstændige mangel på begrundelse af debetnotaen. Det er endvidere sagsøgerens opfattelse, at den omstændighed, at en retsakt vedtaget af Kommissionen indgår i en kontraktmæssig procedure, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at det kan konkluderes, at et søgsmål anlagt af en privatperson, som er omfattet af denne retsakt, og som formelt er adressat herfor, hvorunder der er nedlagt påstand om annullation heraf, ikke kan antages til realitetsbehandling, hvis nævnte retsakt er vedtaget af Kommissionen under udøvelsen af sine egne kompetencer.
17 Sagsøgeren har for det andet anført, at Kommissionen har tilsidesat sin forpligtelse til klart at sondre mellem et tvangsfuldbyrdelsesdokument og et rent oplysende dokument. Det er følgelig ud fra sit indhold, at debetnotaen skal analyseres. Ifølge sagsøgeren udgør debetnotaen i medfør af dette kriterium en endelig retsakt, som kan tvangsfuldbyrdes i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 299 TEUF. Dette følger af selve debetnotaens ordlyd, som indeholder en trussel om tvangsfuldbyrdelse ved manglende betaling samt alle de elementer, som er nødvendige for en tvangsfuldbyrdelse såsom det nøjagtige beløb, betalingens forfaldstid, den dato, hvor renterne begynder at løbe, og truslen om sanktioner. Det er i øvrigt sagsøgerens opfattelse, at inden for rammerne af den procedure for administrativ revision og internt regnskab, er retsakter, som endeligt fastlægger Kommissionens position, retsakter, der kan være genstand for søgsmål. Med vedtagelsen af debetnotaen afsluttedes denne procedure, og der skulle ikke iværksættes andre retslige skridt efter udstedelsen af denne nota.
Rettens bemærkninger
Om arten af dette søgsmål, som sagsøgeren har anlagt
18 Det bemærkes indledningsvis, at det tilkommer sagsøgeren at vælge hjemmelen for sit søgsmål og ikke Unionens retsinstanser selv at vælge den mest korrekte hjemmel (Domstolens dom af 15.3.2005, sag C-160/03, Spanien mod Eurojust, Sml. I, s. 2077, præmis 35, samt Rettens kendelse af 26.2.2007, sag T-205/05, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 38, og af 10.4.2008, sag T-97/07, Imelios mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 19).
19 Selv om stævningen i den foreliggende sag ikke udtrykkeligt er baseret på de bestemmelser, der regulerer annullationssøgsmål, fremgår det af sagsøgerens skrivelser for Retten, at søgsmålet, som vedrører en påstand om annullation af debetnotaen, er baseret på artikel 263 TEUF.
20 Således identificerer sagsøgeren på første side i stævningen søgsmålet som »vedrørende en annullation af debetnotaen«. Ligeledes nedlægger sagsøgeren i påstandene på stævningens s. 22 påstand om »annullation af den anfægtede debetnota« og »annullation af den anfægtede afgørelse også hvad angår den del heraf, med hensyn til hvilken den tredje rate [af Kommissionens betalinger] ikke er blevet betalt«. Desuden understreger sagsøgeren i punkt 18 i sine bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen, efter at have anført, at »Retten inden for rammerne af et annullationssøgsmål undersøg[te] lovligheden af retsakter […], som tilsigter at have bindende retsvirkninger over for tredjemænd, idet de væsentligt ændrer disses retsstilling«, at »[d]ebetnotaen skal anses for en sådan retsakt«. Desuden angiver sagsøgeren i samme punkt 18, at »den [foreliggende] tvist under alle omstændigheder ikke følger af fortolkningen eller opfyldelsen af kontraktbestemmelser, men vedrører udelukkende den fuldstændige mangel på begrundelse af debetnotaen«.
21 Dette søgsmål skal derfor behandles som et annullationssøgsmål.
Formaliteten i dette søgsmål i form af et annullationssøgsmål i henhold til artikel 263 TEUF
22 Det bemærkes, at i henhold til artikel 263 TEUF prøver Unionens retsinstanser lovligheden af retsakter, der er vedtaget af institutionerne, og som skal have bindende retsvirkning over for tredjemand gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (Domstolens dom af 11.11.1981, sag 60/81, IBM mod Kommissionen, Sml. s. 2639, præmis 9, og Rettens dom af 15.1.2003, forenede sager T-377/00, T-379/00, T-380/00, T-260/01 og T-272/01, Philip Morris International m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 81).
23 Ifølge fast retspraksis omfatter kompetencen kun de retsakter, der er omhandlet i artikel 288 TEUF, og som institutionerne kan træffe på de i traktaten fastsatte betingelser under anvendelse af deres offentligretlige beføjelser (jf. i denne retning Rettens kendelse af 10.5.2004, sag T-314/03, Musée Grévin mod Kommissionen, Sml. II, s. 1421, præmis 62, 63 og 81, og kendelse i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 39).
24 Derimod hører retsakter, som er vedtaget af institutionerne, og som er en uadskillelig del af et rent kontraktforhold, som følge af selve deres karakter ikke til de retsakter, der er nævnt i artikel 288 TEUF, og som kan påstås annulleret af Retten i henhold til artikel 263 TEUF (kendelsen i sagen Musée Grévin mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23, præmis 64, i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 40, og i sagen Imelios mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 22, samt Rettens kendelse af 6.10.2008, sag T-235/06, Austrian Relief Program mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 35, og Rettens dom af 17.6.2010, forenede sager T-428/07 og T-455/07, CEVA mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52).
25 Dette søgsmål kan således kun gyldigt indbringes for Retten på grundlag af artikel 263 TEUF, hvis debetnotaen tilsigter at have bindende retsvirkninger, som går ud over dem, der følger af kontrakten, og som indebærer en udøvelse af de offentligretlige beføjelser, som Kommissionen er tillagt i sin egenskab af administrativ myndighed.
26 Det fremgår herved af sagsakterne, at debetnotaen er en del af det kontraktforhold, som forbinder Kommissionen og sagsøgeren, idet den har til formål at inddrive en fordring, som er baseret på kontraktens bestemmelser.
27 Et beløb på 117 306,85 EUR er således for det første blevet betalt af Kommissionen til sagsøgeren på grundlag af kontrakten. For det andet har Kommissionen i henhold til artikel II.31, stk. 1, i de almindelige betingelser i bilag II til nævnte kontrakt ret til at anmode et medlem af konsortiet om at tilbagebetale ethvert beløb, der uberettiget er oppebåret, og tilbagesøgningen af hvilket er berettiget i medfør af kontrakten, hvilket den har gjort ved skrivelse af 27. april 2010 ved at anmode sagsøgeren om at tilbagebetale et beløb på 109 415,20 EUR (præmis 5 ovenfor). For det tredje fremgår det af debetnotaen, som desuden henviser til Kommissionens skrivelser af 27. april og 13. juli 2010, at Kommissionen har anmodet sagsøgeren om »at tilbagebetale beløbet på 109 415,20 EUR i forbindelse med [sagsøgerens] deltagelse i projekt 507760 [Dicoems] og gennemførelsen af resultatet af revisionen [udført hos sagsøgeren]«.
28 På trods af den kontraktmæssige sammenhæng, hvori det retsforhold, som er genstand for tvisten, indgår, er det sagsøgerens opfattelse, at den anfægtede debetnota er af administrativ art. Sagsøgeren har i denne henseende med rette anført, at en retsakt vedtaget af en institution i en kontraktmæssig sammenhæng skal anses for at kunne adskilles fra sidstnævnte, når den er blevet vedtaget af denne institution under udøvelse af dennes offentligretlige beføjelser (jf. i denne retning kendelsen i sagen Imelios mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 28).
29 I den foreliggende sag er der imidlertid intet, som gør det muligt at konkludere, at Kommissionen har handlet under anvendelse af sine offentligretlige beføjelser. Som det således fremgår af præmis 26 og 27 ovenfor, er formålet med debetnotaen at gøre rettigheder gældende, som Kommissionen har i medfør af bestemmelserne i kontrakten mellem den og sagsøgeren. Derimod tilsigter den ikke at have retsvirkninger over for sagsøgeren, som har baggrund i Kommissionens udøvelse af offentligretlige beføjelser, som den er tillagt i medfør af EU-retten. Debetnotaen i den foreliggende sag skal derfor anses for at være en uadskillelig del af kontraktforholdet mellem Kommissionen og sagsøgeren.
30 Som anført i præmis 7 ovenfor indeholder debetnotaen ganske vist under overskriften »Betalingsbetingelser« angivelser vedrørende renterne for den konstaterede fordring, såfremt der ikke sker betaling ved fristens udløb, muligheden for tilbagesøgning ved modregning eller ved udnyttelse af en eventuel økonomisk garanti, der tidligere var stillet, og mulighederne for tvangsfuldbyrdelse og optagelse i en database, som er tilgængelig for de anvisningsberettigede for Fællesskabets budget. Selv om disse er affattet på en måde, som kan give det indtryk, at der er tale om en endelig retsakt fra Kommissionen, kan disse angivelser under alle omstændigheder ved deres beskaffenhed ikke være andet end forberedelser af en retsakt fra Kommissionen vedrørende fuldbyrdelse af den konstaterede fordring, eftersom Kommissionen i debetnotaen ikke har taget stilling til, hvilke midler den planlægger at iværksætte for at inddrive nævnte fordring forhøjet med morarenter at regne fra udløbet af fristen for betaling fastsat i debetnotaen (jf. i denne retning dommen i sagen Cestas mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 15, præmis 71-74).
31 Det følger af det foregående, at nævnte debetnota i overensstemmelse med betragtningerne i præmis 25 ovenfor efter selve sin beskaffenhed ikke er blandt de retsakter, som kan påstås annulleret for Unionens retsinstanser i henhold til artikel 263 TEUF.
32 Det følger heraf, at søgsmålet under alle omstændigheder skal afvises.
Om muligheden for at ændre denne påstand til en påstand i medfør af en voldgiftsbestemmelse i henhold til artikel 272 TEUF
33 Henset til voldgiftsbestemmelsen fastsat i kontraktens artikel 13, hvorefter Unionens retsinstanser er kompetente til at behandle enhver tvist vedrørende gyldigheden, anvendelsen og fortolkningen af kontrakten, skal det undersøges, om denne påstand kan ændres til en påstand i medfør af artikel 272 TEUF.
34 Det følger af fast retspraksis, at når der ved Retten er anlagt et annullations- eller erstatningssøgsmål, mens tvisten reelt er af kontraktmæssig karakter, ændrer Retten indholdet af påstanden, hvis betingelserne herfor er til stede (Rettens dom af 19.9.2001, sag T-26/00, Lecureur mod Kommissionen, Sml. II, s. 2623, præmis 38, kendelsen i sagen Musée Grévin mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23, præmis 88, Rettens kendelse af 9.6.2005, sag T-265/03, Helm Düngemittel mod Kommissionen, Sml. II, s. 2009, præmis 54, og dommen i sagen CEVA mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 57).
35 En gennemgang af retspraksis viser endvidere, at når der er tale om en tvist af kontraktmæssig karakter, kan Retten ikke foretage en ændring af indholdet af en påstand i et annullationssøgsmål, dels når en sådan ændring ikke er mulig som følge af sagsøgerens udtrykkelige tilkendegivelse om, at søgsmålet ikke er baseret på artikel 272 TEUF (jf. i denne retning kendelsen i sagen Musée Grévin mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 23, præmis 88, Rettens kendelse af 2.4.2008, sag T-100/03, Maison de l’Europe Avignon Méditerranée mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 54, og dommen i sagen CEVA mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 59), dels når søgsmålet ikke er støttet på noget anbringende, som vedrører tilsidesættelse af de bestemmelser, der finder anvendelse på det omhandlede kontraktforhold, eller de nationale bestemmelser, der er udpeget i kontrakten (jf. i denne retning kendelsen i sagen Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 57, i sagen Imelios mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 18, præmis 33, og dommen i sagen CEVA mod Kommissionen, nævnt ovenfor i præmis 24, præmis 59).
36 Det må i den foreliggende sag konstateres, at sagsøgeren til støtte for påstanden om annullation af debetnotaen har fremsat fire anbringender, som vedrører henholdsvis debetnotaens manglende begrundelse, en manglende hensyntagen til de arbejdssedler, som sagsøgeren efterfølgende har udarbejdet, den manglende hensyntagen til faktuelle argumenter, som sagsøgeren har fremsat, og en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af berettigede forventninger.
37 Disse fire anbringender, som udelukkende er baseret på betragtninger, som er omfattet af et forvaltningsretligt forhold, er imidlertid karakteristiske for et annullationssøgsmål. Sagsøgeren har desuden ikke sine bemærkninger vedrørende formalitetsindsigelsen hverken udtrykkeligt eller implicit nedlagt påstand om ændring af påstanden. Endelig bemærkes, at i modsætning til hvad der foreskrives i procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra c), har sagsøgeren endog ikke kortfattet fremsat noget anbringende, argument eller klagepunkt, der vedrører en tilsidesættelse af kontraktens bestemmelser eller bestemmelserne i belgisk ret, som kontrakten er underlagt i medfør af dens artikel 12.
38 I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 35 ovenfor, er det følgelig ikke muligt at ændre påstanden til en påstand i medfør af artikel 272 TEUF.
39 Det følger af det foregående, at Kommissionens formalitetsindsigelse skal tages til følge, og at søgsmålet derfor skal afvises.
Sagens omkostninger
40 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part skal bære sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, eller hvor der foreligger ganske særlige grunde.
41 I denne sag finder Retten, at Kommissionen, selv om sagsøgeren har tabt sagen, ikke har anvendt en klar og utvetydig formulering ved udfærdigelsen af debetnotaen. Visse oplysninger i debetnotaen og herunder navnlig henvisningen til en eventuel vedtagelse af en beslutning, der kan tvangsfuldbyrdes i henhold til artikel 299 TEUF, kunne således give sagsøgeren det indtryk, at der var tale om en endelig retsakt, som Kommissionen har vedtaget under udøvelse af de beføjelser, der er tillagt den. På denne baggrund finder Retten efter sagens omstændigheder, at Kommissionen bør bære sine egne omkostninger og betale sagsøgerens omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
bestemmer:
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Sagen afvises.
2) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro AE afholdte omkostninger.
Således bestemt i Luxembourg den 12. oktober 2011.
Justitssekretær | | Afdelingsformand |