Language of document :

Appel iværksat den 30. april 2023 af Polskie sieci elektroenergetyczne S.A., RTE Réseau de transport d'électricité, Svenska kraftnät og TenneT TSO BV til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 15. februar 2023 i sag T-607/20, Austrian Power Grid m.fl. mod ACER

(Sag C-282/23 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Polskie sieci elektroenergetyczne S.A., RTE Réseau de transport d'électricité, Svenska kraftnät og TenneT TSO BV (ved avocat M. Levitt samt solicitors B. Byrne og D. Jubrail)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Agentur for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER)

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves helt eller delvis.

Afgørelsen fra ACER’s klagenævn af 16. juli 2020, sagsnummer A-002-2020 (konsolideret), annulleres helt eller delvis.

ACER tilpligtes at betale appellanternes omkostninger i denne appelsag og i sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for deres appel har appellanterne fremsat to appelanbringender.

Første appelanbringende om, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at ACER’s klagenævn ikke havde tilsidesat sin forpligtelse til at foretage en fuldstændig prøvelse af den tilgrundliggende afgørelse 03/2020 fra ACER af 24. januar 2020 om rammen for gennemførelse af den europæiske platform for udveksling af balanceringsenergi fra frekvensgenoprettelsesreserver med manuel aktivering. På tidspunktet for vedtagelsen af klagenævnets afgørelse, fortolkede det sine retlige forpligtelser således, at det ikke havde mandat til at foretage en fuldstændig prøvelse af komplekse tekniske vurderinger. Denne fortolkning, som er i strid med Domstolens praksis, var afspejlet i den udtrykkelige ordlyd i klagenævnets afgørelse. Retten kunne ikke anlægge en ny fortolkning af den udtrykkelig ordlyd i klagenævnets afgørelse og konkludere, at klagenævnet – i direkte modstrid med denne ordlyd – havde foretaget en fuldstændig prøvelse.

Andet appelanbringende om, at Retten anvendte artikel 20 og 37 i Kommissionens forordning (EU) 2017/2195 1 af 23. november 2017 om fastsættelse af retningslinjer for balancering af elektricitet forkert i forbindelse med dens vurdering af det retlige grundlag for platformenes »påkrævede« funktioner i henhold til artikel 20. Appellanterne har gjort gældende, at Retten begik to særskilte retlige fejl. For det første fandt Retten i strid med terminologien og opbygningen af Kommissionens forordning 2017/2195, at forvaltning af kapaciteten ved hjælp af beregningen af områdeoverskridende kapacitet er en påkrævet funktion for platformene, der er omfattet af artikel 20, fordi der i henhold til artikel 37 kræves transmissionssystemoperatører (»TSO’er«) til at foretage en løbende ajourføring af overførselskapacitet. For det andet tog Retten ikke hensyn til sondringen mellem TSO’ernes retlige forpligtelse til at udføre en »påkrævet« funktion for en platform i henhold til artikel 20 og disses (i samme bestemmelse indeholdte) ret til at foreslå yderligere funktioner for platformene.

____________

1     EUT 2017, L. 312, s. 6.