Language of document : ECLI:EU:F:2014:51

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM (Anden Afdeling)

10. april 2014

Sag F-16/13

Ivo Camacho-Fernandes

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemænd – social sikring – vedtægtens artikel 73 – erhvervssygdom – udsættelse for asbest og andre materialer – lægeudvalg – afslag på anerkendelse af, at det var en erhvervssygdom, som var skyld i tjenestemandens død – lovligheden af lægeudvalgets udtalelse – kollegialitetsprincip – mandat – begrundelse – ligebehandlingsprincippet«

Angående:      Søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF, som finder anvendelse på Euratom-traktaten i medfør af dennes artikel 106A, hvorunder Ivo Camacho-Fernandes i det væsentlige har nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 23. marts 2012, hvorved ansættelsesmyndigheden ved Europa-Kommissionen afsluttede den procedure, der blev indledt efter artikel 73 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) og bekræftede ordlyden af udkastet til afgørelsen af 23. juni 1995 om afvisning af anerkendelse af den sygdom, som tog livet af hans ægtefælle, som en erhvervssygdom.

Udfald:      Sagen afvises. Ivo Camacho-Fernandes bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Kommissionens omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægeudvalg – sammensætning – forpligtelsen til at vedtage en forretningsorden – foreligger ikke – forpligtelse til at afholde formel afstemning – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22, stk. 3)

2.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægefaglig vurdering – lægeudvalgets begrundelsespligt – rækkevidde

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73; ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22, stk. 3)

3.      Tjenestemænd – social sikring – forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme – lægefaglig ekspertise – lægeudvalgets kollegialitetsprincip – undersøgelse af en sag og udfærdigelse af den med flertal vedtagne endelige rapport – gyldighed – betingelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 7; ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 22, stk. 3)

1.      Som led i en ansøgning om anerkendelse af en tjenestemands sygdom som en erhvervssygdom forudsætter lægeudvalgets opgave med objektivt og uafhængigt at bedømme lægelige spørgsmål, at det kan råde over et frit skøn. Der gøres imidlertid indgreb i denne frihed, hvis det pågældende udvalg, som i øvrigt oprettes ad hoc for hver enkelt sag, som det forelægges, og som således ikke er permanent, skal vedtage en forretningsorden for hver sag. Under disse omstændigheder bør lægeudvalget, i lyset af den forelagte sags omstændigheder, kunne beslutte, at det anser sig for kompetent til at udfylde sin opgave uden nødvendigvis at være nødt til at vedtage formelle og detaljerede regler vedrørende dets funktion, hvilket i øvrigt ikke er forudsat i artikel 22, stk. 3, i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som trådte i kraft 1. januar 2006. Desuden forpligter ingen af bestemmelserne i denne ordning lægeudvalget til at afholde en formel afstemning forud for sin afgørelse.

(jf. præmis 74, 79 og 98)

Henvisning til:

Domstolen: 19. januar 1988, sag 2/87, Biedermann mod Revisionsretten, præmis 16

Personaleretten: 12. december 2012, sag F-90/11, BS mod Kommissionen, præmis 38, der verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret, sag T-83/13 P

2.      Som led i en ansøgning om anerkendelse af en tjenestemands sygdom som en erhvervssygdom, og lægeudvalgets opgave, som er at afgive udtalelse om medicinske spørgsmål, taget i betragtning, indebærer den begrundelsespligt, som påhviler udvalget, kun, at dette forklarer fremgangsmåden, som, på baggrund af de oplysninger, det rådede over, har ført det til den lægefaglige konklusion, som det anfører i sin endelige rapport. I artikel 22, stk. 3, i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i Den Europæiske Union, som trådte i kraft den 1. januar 2006, fremgår der ingen forpligtelse til at nævne videnskabelig dokumentation til støtte for de teorier, som fremsættes af et flertal af medlemmerne i lægeudvalget. Det eneste væsentlige i den henseende er, at den endelige rapport indeholder en begrundelse, der gør det muligt at vurdere de betragtninger, som rapportens konklusioner er baseret på, og at der deri er en tilstrækkelig forståelig sammenhæng mellem de lægelige konstateringer, som er indeholdt i rapporten, og de konklusioner, som udvalget er nået frem til.

(jf. præmis 88 og 120)

3.      Som led i en ansøgning om anerkendelse af en tjenestemands sygdom som en erhvervssygdom er den endelige rapport først afsluttet, når dennes to undertegnende parter har haft mulighed for at tage hensyn til mindretallets udtalelse. Den kendsgerning, at de øvrige medlemmer af lægeudvalget ikke, efter at have undersøgt de rejste spørgsmål i mindretallets udtalelse, er overbeviste om, at der er grund til at ændre deres konklusioner i rapporten udarbejdet på vegne af lægeudvalget, udgør ikke en overtrædelse af vilkårene for lægeudvalgets mandat.

(jf. præmis 108)