Sag C-695/15 PPU

Shiraz Baig Mirza

mod

Bevándorlási és Állampolgársági Hivatal

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Debreceni közigazgatási és munkaügyi bíróság)

»Præjudiciel forelæggelse – præjudiciel forelæggelse efter hasteproceduren – forordning (EF) nr. 604/2013 – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – artikel 3, stk. 3 – medlemsstaternes mulighed for at sende en ansøger til et sikkert tredjeland – artikel 18 – den ansvarlige medlemsstats forpligtelser til at behandle ansøgningen, såfremt ansøgeren tages tilbage – direktiv 2013/32/EU – fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse – behandling af en ansøgning om international beskyttelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 17. marts 2016

1.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning nr. 604/2013 – national lovgivning, som giver den ansvarlige medlemsstat mulighed for at sende en ansøger om international beskyttelse til et sikkert tredjeland – udøvelse af denne mulighed efter anerkendelsen af at være ansvarlig og efter tilbagetagelsen af ansøgeren – lovlig

(Rådets forordning nr. 604/2013, art. 3, stk. 3)

2.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning nr. 604/2013 – national lovgivning, som giver den ansvarlige medlemsstat mulighed for at sende en ansøger om international beskyttelse til et sikkert tredjeland – udøvelse af denne mulighed ved tilbagetagelsen af ansøgeren, uden at den ansvarlige medlemsstat har oplyst den overførende medlemsstat om, at en sådan lovgivning findes – lovlig

[Rådets forordning nr. 604/2013, art. 3, stk. 3, og art. 27, direktiv 2013/32, art. 38, 39 og 46]

3.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse – forordning nr. 604/2013 – den ansvarlige medlemsstats pligt til at behandle ansøgningen, når den tager en ansøger om international beskyttelse tilbage – pligt til at genoptage proceduren for behandling af ansøgningen på det trin, hvor behandlingen blev afbrudt – foreligger ikke

[Rådets forordning nr. 604/2013, art. 18, stk. 2, andet afsnit]

1.        Artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (Dublin III), skal fortolkes således, at muligheden for at sende en ansøger om international beskyttelse til et sikkert tredjeland også kan anvendes af en medlemsstat, efter at denne medlemsstat i henhold til nævnte forordning og inden for rammerne af en tilbagetagelsesprocedure har accepteret at være ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en ansøger, som har forladt nævnte medlemsstat, inden der er truffet en substansafgørelse vedrørende den pågældendes første ansøgning om international beskyttelse.

Såfremt det ikke var tilladt for en medlemsstat at anvende den i Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 3, fastsatte mulighed, ville det medføre, at en ansøger, som uden at afvente en endelig afgørelse af sin ansøgning var rømmet til en anden medlemsstat end den, hvor den pågældende havde indgivet ansøgningen, i tilfælde af, at vedkommende blev taget tilbage af den ansvarlige medlemsstat, ville befinde sig i en situation, der var mere fordelagtig end den situation, som den pågældende ville have befundet sig i, hvis vedkommende havde afventet afslutningen af behandlingen af den pågældendes ansøgning i den ansvarlige medlemsstat. En sådan fortolkning ville indebære en risiko for, at tredjelandsstatsborgere og statsløse, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i en medlemsstat, tilskyndes til at tage til andre medlemsstater, og ville således medføre nøjagtig de sekundære bevægelser, som nævnte forordning har til formål at forhindre ved at indføre ensartede procedurer og kriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig.

(jf. præmis 51-53 og domskonkl. 1)

2.        Artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (Dublin III), skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for at sende en ansøger om international beskyttelse til et sikkert tredjeland, når den medlemsstat, som foretager overførslen af nævnte ansøger til den ansvarlige medlemsstat, under tilbagetagelsesproceduren hverken er blevet oplyst om sidstnævnte medlemsstats lovgivning vedrørende tilbagesendelsen af ansøgere til et sikkert tredjeland eller om den praksis, der anvendes af denne medlemsstats kompetente myndigheder på området.

Den omstændighed, at den ansvarlige medlemsstat ikke har underrettet den overførende medlemsstat om sin lovgivning vedrørende sikre tredjelande og om sin administrative praksis på området, berører desuden ikke ansøgerens ret til effektive retsmidler til prøvelse af afgørelsen om overførsel og afgørelsen om ansøgningen om international beskyttelse.

Hvad angår afgørelsen om overførsel fremgår det af Dublin III-forordningens artikel 27, at ansøgeren har ret til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod en afgørelse om overførsel.

Hvad desuden angår afgørelsen vedrørende ansøgningen om international beskyttelse har ansøgeren i den ansvarlige medlemsstat i medfør af artikel 46 i direktiv 2013/32 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelsesstatus ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i denne medlemsstat, som gør det muligt for den pågældende at anfægte en afgørelse, som hviler på nationale regler om sikre tredjelande, på grundlag af direktivets artikel 38 eller 39, alt efter den pågældendes individuelle situation.

(jf. præmis 59, 60, 62 og 63 samt domskonkl. 2)

3.        Artikel 18, stk. 2, i forordning nr. 604/2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (Dublin III) skal fortolkes således, at den i et tilfælde, hvor en ansøger om international beskyttelse er blevet taget tilbage, ikke kræver, at proceduren for behandling af den pågældendes ansøgning skal genoptages på det trin, hvor den blev afbrudt.

For så vidt som Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 2, andet afsnit, kræver, at ansøgeren skal have ret til at anmode om, at der træffes en endelig afgørelse om den pågældendes ansøgning om international beskyttelse, hvad enten det er inden for rammerne af den procedure, der blev afbrudt, eller inden for rammerne af en ny procedure, som ikke skal behandles som en fornyet ansøgning, har bestemmelsen således til formål at sikre ansøgeren, at den pågældendes ansøgning undergives en behandling, der lever op til de krav, som direktiv 2013/32 om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelsesstatus fastsætter for oprindelige ansøgninger i første instans. Bestemmelsen har derimod hverken til formål at foreskrive, på hvilken måde proceduren skal genoptages i en sådan situation, eller at fratage den ansvarlige medlemsstat muligheden for at træffe afgørelse om, at ansøgningen skal afvises.

(jf. præmis 66 og 68 samt domskonkl. 3)