RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
17. december 1997 (1)
»Den fælles markedsordning for råtobak - Kommissionens forvaltning -
erstatningssøgsmål - forældelse - proportionalitetsprincippet -
ligebehandlingsprincippet«
I sag T-152/95,
Odette Nicos Petrides Co. Inc., Kavala (Grækenland), ved advokaterne Édouard
Didier og Joël Grangé, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat
Carlos Zeyen, 67, rue Ermesinde,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Gérard Berscheid,
Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse hos
Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret,
Kirchberg,
angående en påstand om, at Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 178
og artikel 215, stk. 2, tilpligtes at betale erstatning for det tab, der er forvoldt ved
visse handlinger i forbindelse med dens forvaltning af den fælles markedsordning
for råtobak i perioden 1990-1991,
har
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS
(Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, K. Lenaerts, og dommerne P. Lindh og J.D.
Cooke,
justitssekretær: fuldmægtig J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 2. maj
1997,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
- 1.
- Den 21. april 1970 vedtog Rådet forordning (EØF) nr. 727/70 om oprettelse af en
fælles markedsordning for råtobak (EFT 1970 I, s. 186, herefter »forordning
nr. 727/70«). En af de væsentligste mekanismer i denne fælles markedsordning er
forpligtelsen for interventionsorganerne i medlemsstaterne til at opkøbe bladtobak,
som er høstet i Fællesskabet og ikke er afsat ad de normale kanaler, til
interventionsprisen. Afsætningen af den opkøbte tobak skal ske således, at enhver
forstyrrelse af markedet undgås, og således, at der sikres køberne lige adgang til
varerne og ligelig behandling (artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 727/70).
- 2.
- Artikel 3 i Rådets forordning (EØF) nr. 327/71 af 15. februar 1971 om fastsættelse
af visse almindelige regler for kontrakter om den første bearbejdning og
behandling, for oplagringskontrakter samt for afsætningen af den tobak, som
interventionsorganerne ligger inde med (EFT 1971 I, s. 70, herefter »forordning
nr. 327/71«), bestemmer, at afsætningen sker på grundlag af prisbetingelser, der
fastsættes i hvert enkelt tilfælde, bl.a. under hensyntagen til markedets udvikling
og behov.
- 3.
- Artikel 1 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3389/73 af 13. december 1973 om
fastsættelse af fremgangsmåden og betingelserne for salg af den tobak, som
interventionsorganerne ligger inde med (EFT L 345, s. 47, herefter »forordning
nr. 3389/73«) - en forordning, som er blevet ændret flere gange - bestemmer:
»1. Tobak i baller, som interventionsorganerne ligger inde med, bringes i
handelen på ny ved licitation eller offentlige auktioner.
2. Ved licitation forstås, at en kreds af interesserede opfordres til i indbyrdes
konkurrence at afgive bud, idet tilslaget gives den, der afgiver det gunstigste
bud, som er i overensstemmelse med denne forordning.
...«
- 4.
- I artikel 6, stk. 1, hedder det med hensyn til licitationernes forløb:
»Inden for 15 dage efter udløbet af den frist, der er fastsat for indgivelse af bud,
og i betragtning af buddene, fastsættes ifølge den i artikel 17 i forordning (EØF)
nr. 727/70 nævnte fremgangsmåde en minimumssalgspris for hvert parti eller
besluttes, at licitationen skal være uden virkning.«
- 5.
- Oprindelig bestemte forordningens artikel 5, stk. 1:
»Hver af de bydende skal stille en sikkerhed på 0,28 RE pr. kilo råtobak hos det
pågældende interventionsorgan.«
- 6.
- Sikkerheden blev sat op til 0,339 ECU/kg ved Kommissionens forordning (EØF)
nr. 3263/85 af 21. november 1985 om ændring af forordning nr. 3389/73 (EFT
L 311, s. 22). Uanset artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 3389/73 blev den sat op til 0,7
ECU/kg tobak i baller ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 3040/91 af 15.
oktober 1991 om ændring af forordning (EØF) nr. 2436/91 om licitation med
henblik på salg til udførsel af tobak i baller, som det tyske, det græske og det
italienske interventionsorgan ligger inde med (EFT L 288, s. 18, herefter
»forordning nr. 3040/91«).
Faktiske omstændigheder
- 7.
- Sagsøgeren er et græsk selskab, hvis hovedaktivitet er bearbejdning af og handel
med tobak i Grækenland og i udlandet. I den omtvistede periode havde selskabet
en fabrik, hvor det bearbejdede og oplagrede tobak, og endnu et lagercenter. Efter
behov lejede det desuden forskellige små fabrikker og kontorer. Det arbejdede
sammen med mellemmænd og andre agenter i Grækenland og i udlandet.
- 8.
- Den omtvistede periode begyndte i april 1990 og sluttede ved udløbet af 1991. I
denne periode afholdt Kommissionen tre licitationer over tobak, som det græske
interventionsorgan lå inde med, og en fjerde licitation over tobak, som tre
interventionsorganer i medlemsstaterne, herunder det græske, lå inde med. Den 15.
oktober 1991 vedtog den endvidere forordning nr. 3040/91, som forhøjede den
sikkerhed, som hver af de bydende var forpligtet til at stille hos det pågældende
interventionsorgan.
- 9.
- Den første af de omtvistede licitationer (herefter »den første licitation«) blev
afholdt efter Kommissionens forordning (EØF) nr. 899/90 af 5. april 1990 om
udbydelse i licitation med henblik på salg til udførsel af tobak i baller, som det
græske interventionsorgan ligger inde med (EFT L 93, s. 7), og omfattede fire
partier råtobak i baller fra høsten 1986 og 1987 på i alt 5 271 428 kg og fordelt
efter sorter, som det græske interventionsorgan lå inde med. Fristen for
Kommissionens afgørelse om tilslaget var fastsat til den 14. juni 1990. Det første
parti omfattede 1 805 903 kg tobak. Det bestod af sorterne Mavra, Kaba Koulak
(classic) og Elassona, Kaba Koulak (non classic), Katerini, Burley EL og Basmas.
Det andet parti bestod af 1 519 836 kg tobak af de samme sorter, med undtagelse
af sorten Basmas. Det tredje parti bestod af 1 519 991 kg tobak af de samme sorter
som det andet parti. Det fjerde parti bestod af 425 698 kg tobak og kun af sorterne
Mavra og Basmas. Sagsøgeren afgav bud på det første og det andet parti (på
henholdsvis 76,11 DR og 63,11 DR pr. kg). Kommissionen besluttede imidlertid den
14. juni 1990 ikke at acceptere de bud, de bydende havde afgivet, med den
begrundelse, at de foreslåede priser indebar en risiko for forstyrrelse af markedet.
- 10.
- Den anden af de omtvistede licitationer (herefter »den anden licitation«) blev
afholdt efter Kommissionens forordning (EØF) nr. 1560/90 af 8. juni 1990 om
udbydelse i licitation med henblik på salg til udførsel af tobak i baller, som det
græske interventionsorgan ligger inde med (EFT L 148, s. 7, herefter »forordning
nr. 1560/90«). Den vedrørte de samme fire partier råtobak i baller. Fristen for
Kommissionens afgørelse om tilslaget var fastsat til den 9. august 1990. Sagsøgeren
afgav bud på det første og det fjerde parti (på henholdsvis 91,11 DR og 101,11 DR
pr. kg). Den 7. august 1990 gav Kommissionen en anden af de bydende tilslag på
det andet parti (til et beløb af 102 DR pr. kg), men forkastede alle buddene på det
første, det tredje og det fjerde parti, idet den påberåbte sig, at der var risiko for
forstyrrelse af markedet.
- 11.
- Den tredje af de omtvistede licitationer (herefter »den tredje licitation«) blev
afholdt over de sidste tre partier efter Kommissionens forordning (EØF)
nr. 2610/90 af 10. september 1990 om udbydelse i licitation med henblik på salg til
udførsel af tobak i baller, som det græske interventionsorgan ligger inde med (EFT
L 248, s. 5). Fristen for Kommissionens afgørelse om tilslaget var fastsat til den 12.
november 1990. Sagsøgeren afgav bud på de tre partier (på henholdsvis 152,26 DR,
132,26 DR og 121,26 DR pr. kg). Dets bud på det første parti var det højeste af
de indgivne bud. På ny besluttede Kommissionen den 16. november 1990 ikke at
acceptere de bud, der var afgivet af de bydende, med den begrundelse, at de priser,
der var budt, risikerede at give anledning til en unormal udvikling på markedet.
- 12.
- Den fjerde af de omtvistede licitationer (herefter »den fjerde licitation«) blev
afholdt efter Kommissionens forordning (EØF) nr. 2436/91 af 7. august 1991 om
licitation med henblik på salg til udførsel af tobak i baller, som det tyske, det
græske og det italienske interventionsorgan ligger inde med (EFT L 222, s. 23,
herefter »forordning nr. 2436/91«). Den samlede mængde på 105 486 276 kg var
opdelt i elleve partier, fordelt på fire grupper. Hver gruppe af partier kunne først
udbydes, når der var givet tilslag for den foregående grupper. Målet var at opnå
bud på alle tobakssorter, således at de mindst efterspurgte sorter skulle sælges
først. I hvert parti var der tobakker af en bestemt sort, som de forskellige
interventionsorganer i de forskellige berørte medlemsstater lå inde med. Det
sagsøgende selskab deltog i nogle af udbuddene i denne serie. Dets bud, som
vedrørte en mindre mængde end den, der var fastsat for de pågældende partier,
blev forkastet, fordi de ikke var i overensstemmelse med licitationsbetingelserne.
- 13.
- Efter at det sagsøgende selskab den 13. september 1991 havde skrevet til det
medlem af Kommissionen, der var ansvarligt for landbrug, for at få forordning
nr. 2436/91 suspenderet uden dog at få et efter selskabets mening tilfredsstillende
svar, anlagde det sag ved Domstolen med påstand om annullation, dels af
forordningen, dels af Kommissionens bekendtgørelse af licitation nr. 91/C/213/04,
offentliggjort i medfør af den nævnte forordning (sag C-232/91). Det fremsatte
endvidere en begæring om foreløbige forholdsregler i form af suspension af den
anfægtede forordning (sag C-232/91 R). Da det sagsøgende selskab ikke var
individuelt berørt af de anfægtede retsakter, blev dets påstand vedrørende
realiteten afvist ved kendelse af 14. november 1991, forenede sager C-232/91 og C-233/91, Petridi og Kapnemporon Makedonias mod Kommissionen (Sml. I, s. 5351).
Sagsøgerens begæring om foreløbige forholdsregler blev ikke taget til følge, jf.
kendelse af 10. januar 1992 (forenede sager C-232/91 R og C-233/91 R, ikke
offentliggjort i Samling af Afgørelser).
- 14.
- Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 162/92 af 24. januar 1992 om ændring
af forordning nr. 2436/91 (EFT L 18, s. 16) opdelte Kommissionen de sidste tre
partier fra den fjerde licitation i ti partier med den begrundelse, at man kunne
forvente en værdiforøgelse, hvis der skelnedes efter det år, hvor tobakken var
høstet.
Retsforhandlinger og parternes påstande
- 15.
- Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 24. juli 1995 har sagsøgeren
anlagt erstatningssøgsmål mod Kommissionen i medfør af EF-traktatens artikel 215,
stk. 2.
- 16.
- På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling)
besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.
Den har dog anmodet de to parter om skriftligt at besvare en række spørgsmål,
som de behørigt har besvaret.
- 17.
- Parterne har afgivet mundtlige indlæg i det offentlige retsmøde den 2. maj 1997.
- 18.
- Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
- Det fastslås, at sagsøgte har pådraget sig ansvar i medfør af traktatens
artikel 215, stk. 2.
- Sagsøgte tilpligtes derfor at erstatte det tab, det sagsøgende selskab har lidt,
og at betale det et beløb på 20 403 788 ECU.
- Sagsøgte tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 19.
- I replikken har sagsøgeren desuden anmodet Retten om at pålægge sagsøgte under
retsforhandlingerne at fremlægge:
- referaterne fra forvaltningskomitéernes møder fra den 25. juli 1990 til den
30. januar 1992
- alle undersøgelser, interne notater, dokumenter vedrørende markedsanalyser
og forvaltningen af interventionslagrene for tobak i den omhandlede periode
- alle interne dokumenter vedrørende planen om at sælge tobak til Rusland
og al korrespondance mellem Kommissionen og Agrointorg samt al
dokumentation vedrørende Ballot's rolle som mellemmand.
- 20.
- Det sagsøgende selskab har tilføjet, at det ikke har noget at indvende imod, at der
udmeldes en sagkyndig - således at sagsøgte forskudsvis betaler udgifterne - til at
vurdere det tab, det har lidt.
- 21.
- Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
- Erstatningssøgsmålet afvises, for så vidt som det vedrører faktiskeomstændigheder og handlinger foretaget af sagsøgte før den 23. juli 1990.
- Det fastslås, at enkeltheder og oplysninger vedrørende arbejdet i
Forvaltningskomitéen for Tobak skal lades ude af betragtning under den
foreliggende sag.
- I øvrigt frifindes sagsøgte.
- Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
- 22.
- I duplikken har Kommissionen desuden nedlagt påstand om, at de nye påstande
om fremlæggelse af dokumenter og forskudsvis betaling af udgifterne til en
eventuel sagkyndig erklæring afvises, eller - i mangel heraf - om frifindelse.
Sagens forældelse, for så vidt som den vedrører Kommissionens handlinger før den
24. juli 1990
Parternes argumenter
- 23.
- Kommissionen har bestridt, at sagen kan antages til realitetsbehandling, for så vidt
som den vedrører Kommissionens handlinger før den 23. juli 1990, idet stævningen
er indgivet den 24. juli 1995. Den har bemærket, at der for erstatningssøgsmål
anlagt i henhold til traktatens artikel 215, stk. 2, gælder en forældelsesfrist på fem
år, der regnes fra den omstændigheds indtræden, som ligger til grund for kravet.
Forældelsesfristen begynder at løbe, når alle betingelserne for forpligtelsen til at
betale erstatning er opfyldt. Med hensyn til den første licitation har Kommissionen
anført, at beslutningen om ikke at give tilslag for buddene blev truffet den 14. juni
1990. Det tab, sagsøgeren påstår at have lidt, var derfor tilstrækkelig kendt før den
23. juli 1990. Følgelig er sagen forældet, i hvert fald for så vidt angår den første
licitation.
- 24.
- Det sagsøgende selskab har heroverfor anført, at det er de senere omstændigheder,
hvorunder dets bud blev forkastet, samt afbrydelsen af licitationsproceduren og
vilkårene for genoptagelsen af licitationerne, der anfægtes. De forskellige fejl,
Kommissionen har begået, er alle begået efter den 23. juli 1990. Tabet var ikke
fuldt ud indtrådt, da Kommissionen forkastede dets bud den 14. juni 1990.
Rettens bemærkninger
- 25.
- I henhold til artikel 43 i EF-statutten for Domstolen, som i medfør af statuttens
artikel 46 finder anvendelse på Retten, forældes krav mod Fællesskabet, der støttes
på ansvar uden for kontraktforhold, fem år efter, at den omstændighed, der ligger
til grund for kravet, er indtrådt.
- 26.
- I den foreliggende sag har det sagsøgende selskab ikke i sine indlæg søgt at
godtgøre, hvorved beslutningen af 14. juni 1990 om at forkaste dets bud i
forbindelse med den første licitation udgør en retsstridig adfærd fra Kommissionens
side. Det sagsøgende selskab har nemlig i hele sin fremstilling beskæftiget sig med
de andre handlinger fra Kommissionens side, som det anfægter.
- 27.
- I modsætning til, hvad det sagsøgende selskab har erklæret under drøftelserne om,
hvorvidt dets søgsmål kan antages til realitetsbehandling, har det ikke søgt at
godtgøre, at der er en forbindelse mellem beslutningen af 14. juni 1990 og
Kommissionens andre handlinger, som det anfægter. Det har heller ikke påberåbt
sig, at der er en årsagsforbindelse mellem beslutningen af 14. juni 1990 og det tab,
det søger erstattet.
- 28.
- Endelig tages der ved den beregning, som selskabet støtter sig på ved beregningen
af den krævede erstatning (jf. den sagkyndige erklæring i bilag nr. 121 til
stævningen), ikke hensyn til den første licitation som sådan.
- 29.
- Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke uden nærmere at forklare, hvilke
forhold i den foreliggende sag der begrunder det, påberåbe sig den retspraksis,
hvorefter forældelsesfristen ikke begynder at løbe, før det tab, der skal erstattes,
er kendt (Domstolens dom af 27.1.1982, forenede sager 256/80, 257/80, 265/80,
267/80 og 5/81, Birra Wührer m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 85,
præmis 10).
- 30.
- Ved bedømmelsen af, om sagen skal antages til realitetsbehandling, skal
beslutningen af 14. juni 1990 derfor ikke betragtes som et element, der er
uadskilleligt forbundet med en mere generel retsstridig adfærd fra Kommissionens
side.
- 31.
- Heraf følger, at sagen bør afvises, for så vidt som den vedrører den første licitation.
Realiteten
- 32.
- Ifølge Domstolens og Rettens faste praksis kan Fællesskabet kun ifalde ansvar
uden for kontrakt, dersom en række betingelser er opfyldt, nemlig, at den adfærd,
som fællesskabsinstitutionen hævdes at have udvist, er retsstridig, at der reelt
foreligger et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem denne adfærd og det tab,
der hævdes at være lidt (jf. Rettens dom af 13.12.1995, forenede sager T-481/93 og
T-484/93, Exporteurs in Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2941,
præmis 80).
- 33.
- Før det afgøres, om der foreligger en retsstridig adfærd fra Kommissionens side,
må der tages stilling til, hvad der skal ske med de oplysninger, der hidrører fra
arbejdet i Forvaltningskomitéen for Tobak, og som sagsøgeren har påberåbt sig
under den foreliggende sag.
Sagsøgerens ret til at påberåbe sig visse oplysninger
Parternes argumenter
- 34.
- Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke er berettiget til at påberåbe
sig oplysninger, der hidrører fra arbejdet i Forvaltningskomitéen for Tobak, fordi
artikel 10 i forvaltningskomitéens forretningsorden bestemmer, at dens
rådslagninger og afstemninger er fortrolige. Desuden har medlemmerne af
komitéerne i medfør af traktatens artikel 214 pligt til ikke at give oplysninger om
forhold, som er tjenestehemmeligheder. Sagsøgeren har derfor hverken været
berettiget til at skaffe sig de omhandlede oplysninger eller - endnu mindre - til at
benytte dem under den foreliggende sag. Traktatens artikel 214 har direkte virkning
og gælder uden tidsbegrænsninger, og det er irrelevant, om sagsøgeren har
modtaget mødereferaterne i god eller ond tro. Sagsøgeren har ikke kunnet være
uvidende om, at de ikke var offentligt tilgængelige, og at det derfor ikke var
meningen, at de skulle udbredes.
- 35.
- Det sagsøgende selskab har gjort gældende, at det ikke havde kendskab til
forretningsordenen for Forvaltningskomitéen for Tobak, eftersom den ikke var
offentliggjort. Forretningsordenen kan derfor ikke gøres gældende over for
selskabet. Endvidere er det ikke på ulovlig måde kommet i besiddelse af
mødereferaterne fra de forvaltningskomitéer, der er oprettet af de græske
myndigheder. Den græske sammenslutning af virksomheder inden for
tobaksindustrien udsender med regelmæssige mellemrum mødereferaterne til sine
medlemmer uden at gøre dem opmærksom på, at disse dokumenter er fortrolige.
Sagsøgeren kan derfor retmæssigt fremlægge disse dokumenter under
forhandlingerne. Desuden ville det stride mod sund fornuft at opretholde
fortroligheden mere end fire år efter de faktiske omstændigheder.
Rettens bemærkninger
- 36.
- De eneste oplysninger fra rådslagningerne og afstemningerne i
Forvaltningskomitéen for Tobak, som er relevante for afgørelsen af sagen, er
oplysningerne om buddene vedrørende det første, det andet og det fjerde parti i
den anden licitation og det første parti i den tredje licitation.
- 37.
- Imidlertid bemærkes, at de oplysninger, sagsøgeren har henvist til vedrørende disse
bud, kendes fra andre kilder. Kommissionen har selv i sin besvarelse af et skriftligt
spørgsmål fra Retten bekræftet, at sagsøgerens bud på de første partier i den
anden og tredje licitation var de højeste af de bud, Kommissionen modtog på disse
partier. Størrelsen af det bud, der blev antaget for det andet parti i den anden
licitation, blev af Kommissionen meddelt sagsøgeren i beslutningen af 7. august
1990. Den omstændighed, at sagsøgerens bud på det fjerde parti i den anden
licitation var det højeste af de bud, Kommissionen modtog, blev bekræftet af
Revisionsretten i dens særberetning nr. 8/93 om den fælles markedsordning for
råtobak (EFT 1994 C 65, s. 1, herefter »særberetningen«). Endelig drøftes det
andet og det fjerde parti i den anden licitation nærmere i pkt. 4.53-4.55 i
beretningen.
- 38.
- Alle disse oplysninger er derfor tilgængelige uanset de græske myndigheders eller
organisationers handlinger.
- 39.
- Spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren var berettiget til at påberåbe sig
rådslagningerne og afstemningerne i forvaltningskomitéen er derfor irrelevant.
Retsstridigheden af Kommissionens adfærd
- 40.
- Det sagsøgende selskab synes at være af den opfattelse, at Kommissionens
påståede retsstridige adfærd består af en række handlinger i forbindelse med de
forskellige licitationer. Det undersøger ikke desto mindre hvert enkelt aspekt af
denne adfærd for sig. De forskellige aspekter af denne adfærd må derfor
bedømmes særskilt med henblik på at afgøre, om de er retsstridige, bortset fra
beslutningen af 14. juni 1990 (jf. ovenfor, præmis 25-31). Desuden må der foretages
en undersøgelse af de klagepunkter, sagsøgeren har fremsat, dels med hensyn til
den tid, der er gået mellem den tredje og den fjerde licitation, dels med hensyn til
Kommissionens forhøjelse af sikkerheden.
Den anden licitation
- Parternes argumenter
- 41.
- Det sagsøgende selskab hævder, at Kommissionen ved den 7. august 1990 at
forkaste dets bud i forbindelse med den anden licitation har tilsidesat
proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet.
- 42.
- Efter det sagsøgende selskabs opfattelse var det for det første - i modsætning til,
hvad Kommissionen har anført - ikke berettiget at forkaste dets bud under
henvisning til en risiko for forstyrrelse af markedet. De midler, Kommissionen
bragte i anvendelse, var ikke egnede til at virkeliggøre det tilstræbte formål og gik
ud over, hvad der var nødvendigt for at virkeliggøre dette formål, hvilket er i strid
med, hvad der kræves for at overholde det i retspraksis opstillede
proportionalitetsprincip (Domstolens dom af 8.4.1992, sag C-256/90, Mignini, Sml.
I, s. 2651, præmis 16).
- 43.
- Da det hverken var hensigtsmæssigt eller nødvendigt at forkaste sagsøgerens bud,
var dette derfor ikke i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
- 44.
- Det sagsøgende selskab har henvist til, at dets bud på det første parti blev
forkastet, selv om det var det højeste. Desuden har det gjort gældende, at selv om
man accepterede det argument, Kommissionen fremførte i sit svar på
særberetningen, nemlig at værdien af det andet og det fjerde parti var den samme,
var det latterligt at forkaste dets bud på det fjerde parti, eftersom forskellen
mellem de priser, der blev budt, var mindre end én drakme. Tværtimod var dets
bud på det fjerde parti (mere end tre gange) højere end det, der blev antaget for
det andet partis vedkommende. Det sagsøgende selskab henviser i denne
forbindelse til et uddrag af særberetningen (pkt. 4.55): »... Det afviste bud på det
dårligste parti [det fjerde parti] var under disse omstændigheder et bedre tilbud end
det, der blev accepteret for partiet af bedre kvalitet [det andet parti].« Selskabet
har anført, at det fjerde parti kun udgjorde 425 tons, og har gjort gældende, at
salget af en sådan mængde ikke kunne medføre en forstyrrelse af markedet.
- 45.
- For det andet har sagsøgeren hævdet, at Kommissionen ved at forkaste dets bud
på det fjerde parti og acceptere buddet fra en anden af de bydende på det andet
parti klart har tilsidesat ligebehandlingsprincippet, som finder anvendelse i det
foreliggende tilfælde i medfør af traktatens artikel 40, stk. 3, Fællesskabets
retspraksis og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 727/70.
- 46.
- Kommissionen har for det første gjort gældende, at den ville gøre det klart for de
erhvervsdrivende, at den var parat til at genoptage tilslagene på partierne, når
priserne var steget tilstrækkeligt. I øvrigt viste de priser, der til sidst blev opnået i
de andre licitationer for de pågældende to sorter i det fjerde parti, at dens tøven
var fuldt ud begrundet. Derimod var buddet på det andet parti acceptabelt i
betragtning af sammensætningen af partiet og gennemsnitsprisen på hver enkelt af
de sorter, det var sammensat af, og sammenlignet med den pris, der blev budt for
det tredje parti, som praktisk taget var sammensat på samme måde som det andet
parti.
- 47.
- For det andet har Kommissionen anført, at sagsøgeren generelt blander de
forskellige tobakssorter sammen uden at tage hensyn til priserne på dem.
Ligebehandlingsprincippet er derfor ikke blevet tilsidesat som følge af, at
sagsøgerens bud på det fjerde parti blev forkastet, og Kommissionen samtidig
accepterede en af de bydendes bud på det andet parti.
- Rettens bemærkninger
- 48.
- I Domstolens og Rettens faste praksis anerkendes proportionalitetsprincippet som
en af fællesskabsrettens almindelige grundsætninger. I medfør af dette princip skal
de foranstaltninger, som træffes i henhold til retsakter fra Fællesskabets
institutioner, være egnede til at gennemføre det tilsigtede mål og ikke gå videre end
nødvendigt i dette øjemed. Desuden kræves i medfør af proportionalitetsprincippet,
at såfremt der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal
den mindst bebyrdende foranstaltning vælges, og byrderne må ikke være
uforholdsmæssige i forhold til de tilsigtede mål (jf. dommen i sagen Exporteurs in
Levende Varkens m.fl. mod Kommissionen, præmis 119).
- 49.
- Selv om det sagsøgende selskab i den foreliggende sag hævder, at Kommissionens
beslutning om at forkaste dets bud på det første og det fjerde parti var unødvendig
og uhensigtsmæssig, har det ikke nærmere anført, i forhold til hvilket mål
beslutningen havde denne karakter, og det fremfører heller ikke noget bevis herfor.
- 50.
- Det sagsøgende selskab har i realiteten gjort gældende, at Kommissionens
beslutning af 7. august 1990 - som bygger på den ret, Kommissionen i henhold til
artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 3389/73 har til at beslutte, at en licitation skal være
uden virkning (jf. ovenfor, præmis 4) - i betragtning af prisniveauet for de
fremsatte bud ikke er begrundet i et ønske om ikke at forstyrre markedet, men i
dens uvidenhed om markedspriserne, således som det fremgår af dens beslutning
om ikke at give selskabet tilslag på det fjerde parti, men acceptere en anden af de
bydendes mindre interessante bud på det andet parti.
- 51.
- Selv om Kommissionen imidlertid faktisk var uvidende om markedspriserne, da den
vedtog den omtvistede beslutning, på grund af at den selv valgte at sammensætte
tobakspartierne af forskellige sorter, således som sagsøgeren hævder, ville dette
ikke være af betydning ved bedømmelsen af, om institutionen ved denne lejlighed
har tilsidesat proportionalitetsprincippet.
- 52.
- Under alle omstændigheder må det konstateres, at et af formålene med de
gældende regler er at undgå forstyrrelser af det pågældende marked (jf. artikel 7,
stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 727/70). Det står fast, at Kommissionens
beslutning førte til, at de erhvervsdrivende under den tredje licitation tilbød priser,
der lå over dem, der var budt for de samme partier under den anden licitation (jf.
ovenfor, præmis 10 og 11). Sagsøgeren kan derfor ikke påberåbe sig en påstået
uvidenhed om priserne fra Kommissionens side med henblik på at gøre gældende,
at beslutningen af 7. august 1990 ikke er i overensstemmelse med målsætningen om
ikke at forstyrre det omhandlede marked.
- 53.
- Heraf følger, at der ikke kan gives sagsøgeren medhold i anbringendet om, at
proportionalitetsprincippet er tilsidesat.
- 54.
- Med hensyn til ligebehandlingsprincippet, som ligeledes hævdes at være tilsidesat,
bemærkes, at det ifølge fast retspraksis hører til fællesskabsrettens grundlæggende
principper og kræver, at ensartede situationer ikke behandles forskelligt,
medmindre en forskellig behandling er objektivt begrundet (jf. Domstolens dom af
5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Rådet, Sml. I, s. 4973, præmis 67).
- 55.
- I det foreliggende tilfælde bestod det andet og det fjerde parti, som sagsøgeren
sammenligner, ikke af de samme tobakssorter. Som angivet i forordning nr. 1560/90
bestod det andet parti af Mavra, Kaba Koulak (classic) og Elassona, Kaba Koulak
(non classic), Katerini og Burley EL, mens det fjerde parti bestod af Mavra og
Basmas, således at den eneste tobakssort, der forekom i begge partier, var sorten
Mavra. Desuden var mængderne i de to partier klart forskellige, idet det andet
parti var på 1 519 836 kg tobak, mens det fjerde parti kun var på 425 698 kg.
- 56.
- Desuden fandt Kommissionen på grundlag af de oplysninger, den var i besiddelse
af på det pågældende tidspunkt, at sagsøgerens bud på det fjerde parti var lavt,
mens det, der blev fremsat på det andet parti, var acceptabelt, især sammenlignet
med den pris, der blev budt for det tredje parti, som var sammensat på næsten
samme måde som det andet parti, både for så vidt angik tobakssorterne og deres
vægt.
- 57.
- Endelig mente Kommissionen, at det - hvis man i det andet og det fjerde parti så
bort fra mængden af Mavra, som var næsten den samme i de to partier (306 491
kg i det andet parti og 333 872 kg i det fjerde parti) - fremgik, at sagsøgeren bød
en lavere pris pr. kg for sorten Basmas i det fjerde parti end den pris, der blev budt
pr. kg for de andre tobakssorter i det andet parti af den, der fik tilslag på dette
parti, skønt sorten Basmas var mere efterspurgt end de andre sorter i det andet
parti, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt. Sagsøgeren har ikke under den
foreliggende sag godtgjort, i hvilken henseende dette skøn var åbenbart urigtigt,
men har blot henvist til et uddrag af særberetningen, hvorefter det afviste bud på
det fjerde parti var et bedre tilbud end det, der blev accepteret for det andet parti
(jf. ovenfor, præmis 44), uden på overbevisende måde at gendrive Kommissionens
ovenfor anførte argumenter, som er i modstrid med konklusionen i uddraget af
særberetningen.
- 58.
- I denne forbindelse må det understreges, at Kommissionen som den institution, der
administrerer den fælles markedsordning for tobak, har pligt til at optræde
forretningsmæssigt. Den skal afgøre, om buddene på de partier, der udbydes i
licitation, skal accepteres, under hensyntagen til alle de oplysninger, den er i
besiddelse af på det tidspunkt, hvor afgørelsen træffes. Ifølge fast retspraksis har
den et vidt skøn i den henseende, eftersom der er tale om afgørelser, hvor der skal
foretages en afvejning af forskellige forhold såsom de priser, der bydes for de
forskellige partier, og udgifterne til oplagring af partier, der ikke sælges. Under
disse omstændigheder ifalder Fællesskabet ikke nødvendigvis ansvar - selv for
afgørelser, som senere måtte vise sig at være kritisable - medmindre institutionen
har anlagt et åbenbart urigtigt skøn (jf. i denne forbindelse Domstolens dom af
11.3.1987, sag 27/85, Vandemoortele mod Kommissionen, Sml. s. 1129, præmis 31-34).
- 59.
- Da det sagsøgende selskab herefter ikke har godtgjort, at Kommissionen har
behandlet to ensartede situationer forskelligt, kan det ikke i den foreliggende sag
påberåbe sig, at der foreligger en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
- 60.
- Det fremgår af det foregående, at Kommissionens beslutning af 7. august 1990 om
at forkaste sagsøgerens bud på det første og det fjerde parti i den anden licitation
ikke er retsstridig. Fællesskabet kan derfor ikke ifalde ansvar uden for
kontraktforhold over for sagsøgeren som følge af beslutningen.
Den tredje licitation
- Parternes argumenter
- 61.
- Under påberåbelse af, at proportionalitetsprincippet også er tilsidesat for så vidt
angår den tredje licitation, har sagsøgeren gjort gældende, at den omstændighed,
at Kommissionen den 16. november 1990 endnu en gang forkastede de afgivne bud
med den begrundelse, at der var risiko for forstyrrelse af markedet, førte til en
unormal prisstigning og ekstraudgifter til oplagring og bevirkede, at Fællesskabet
gik glip af betydelige midler. Sagsøgeren finder - i modsætning til, hvad
Kommissionen har hævdet - at de forhøjede bud hverken var unormale eller for
høje i forhold til salgsprisen ved eksport. Tværtimod var de en logisk konsekvens
af, at buddene blev forkastet ved den foregående licitation.
- 62.
- Kommissionen har anført, at den forkastede alle buddene ved denne licitation, dels
for at forsøge at sælge alle lagrene på én gang, dels for senere at sælge sorterne
enkeltvis for at få fastlagt deres faktiske handelsværdi. Kommissionen har tilføjet,
at den - da markedet var usikkert på det pågældende tidspunkt - foretrak at
forkaste alle buddene for at udarbejde nye forslag.
- Rettens bemærkninger
- 63.
- Selv om det sagsøgende selskab til støtte for sit anbringende om, at
proportionalitetsprincippet er tilsidesat, ligesom for den anden licitations
vedkommende gør gældende, at Kommissionens beslutning af 16. november 1990
var unødvendig og uhensigtsmæssig, har det ikke præcist angivet, i forhold til
hvilket mål beslutningen havde denne karakter, idet det snart generelt henviser til
»de mål, der er opstillet for licitationsprocedurerne«, snart til målsætningen om,
at »der ved licitationerne skal tages hensyn til markedets behov«.
- 64.
- Selv om Kommissionen faktisk var uvidende om markedspriserne, da den traf
beslutningen af 16. november 1990, således som sagsøgeren på ny har gjort
gældende, har denne omstændighed ingen betydning ved bedømmelsen af, om
institutionen ved denne lejlighed har tilsidesat proportionalitetsprincippet (jf.
ovenfor, præmis 50 og 51).
- 65.
- Desuden har sagsøgeren ikke fremført nogen beviser for, at Kommissionen - da
den den 16. november 1990 besluttede at forkaste alle buddene for ikke at forstyrre
markedet - ikke tog hensyn til markedets behov, således som det er foreskrevet i
artikel 3, litra c), i forordning nr. 327/71. Indtil det modsatte bevises, viser den
omstændighed, at Kommissionen havde til hensigt ikke at forstyrre markedet,
imidlertid, at den tog hensyn til markedets udvikling og behov, i hvert fald som den
bedømte disse forhold på dette tidspunkt.
- 66.
- Under alle omstændigheder bemærkes, at et af målene med de gældende regler
er ikke at forstyrre markedet (jf. ovenfor, præmis 52), og at Kommissionen i
medfør af artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 3389/73 var berettiget til ikke at
acceptere sagsøgerens bud på det første parti, selv om det var det højeste, samt alle
de andre bud, den havde modtaget.
- 67.
- Der kan derfor ikke gives sagsøgeren medhold i anbringendet om, at
proportionalitetsprincippet er tilsidesat.
- 68.
- Hertil kommer, at det ikke har nogen betydning, at beslutningen af 16. november
1990 er truffet efter udløbet af den frist på femten dage, der i artikel 6, stk. 1, i
forordning nr. 3389/73 er fastsat for at træffe afgørelse efter licitationen. Da der
ikke er knyttet nogen sanktioner til en manglende overholdelse af denne frist, kan
den kun anses for en ordensforskrift, hvis manglende overholdelse ifølge retspraksis
ikke bevirker, at Kommissionen ifalder ansvar, medmindre den har gjort sig skyldig
i forsømmelser (Domstolens dom af 6.10.1993, sag C-55/91, Italien mod
Kommissionen, Sml. I, s. 4813, præmis 69). I det foreliggende tilfælde har
sagsøgeren ikke engang anført, at Kommissionen har gjort sig skyldig i sådanne
forsømmelser, men har blot henvist til den manglende overholdelse af fristen i sit
svar på de skriftlige spørgsmål, Retten har stillet.
- 69.
- Det fremgår af det foregående, at Kommissionens beslutning af 16. november 1990
om at forkaste sagsøgerens bud på de tre partier i den tredje licitation ikke er
retsstridig. Fællesskabet kan derfor ikke ifalde ansvar uden for kontraktforhold over
for sagsøgeren som følge af beslutningen.
Den tid, der gik mellem den tredje og den fjerde licitation
- Parternes argumenter
- 70.
- Sagsøgeren har gjort gældende, at den tid, der gik mellem den tredje og den fjerde
licitation, ikke var rimelig, fordi den førte til større lagre og dermed forstyrrede
markedet betydeligt. Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ved at forsøge at
afslutte en handel med Sovjetunionen i strid med reglerne i artikel 7 i forordning
nr. 727/70 og markedets behov har tilsidesat proportionalitetsprincippet, eftersom
denne handel hverken var nødvendig eller hensigtsmæssig. Sagsøgeren har
imødegået de forskellige argumenter, Kommissionen har anført som begrundelse
for forsinkelsen.
- 71.
- Kommissionen har anført, at der var flere årsager til den tid, der gik mellem den
tredje og den fjerde licitation, bl.a. enorme svingninger i prisniveauet mellem den
tredje licitation og de foregående licitationer, drøftelserne mellem Kommissionen
og den tidligere Sovjetunion med henblik på at undersøge mulighederne for at
sælge alle lagrene til denne, samt Kommissionens ønske om at afsætte alle
interventionslagrene under ét, for at den nye markedsordning for tobak kunne få
en god start, efter at forholdene var stabiliseret.
- Rettens bemærkninger
- 72.
- Fællesskabsinstitutionernes undladelser kan kun begrunde ansvar for Fællesskabet,
såfremt institutionerne ikke har overholdt en i en fællesskabsretlig bestemmelse
fastsat retlig forpligtelse til at handle (jf. Domstolens dom af 15.9.1994, sag C-146/91, KYDEP mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 4199, præmis 58).
- 73.
- I det foreliggende tilfælde var der ingen bestemmelser i de gældende regler, der
pålagde Kommissionen at afholde en licitation inden for en bestemt frist, hvilket
sagsøgeren i øvrigt heller ikke har hævdet.
- 74.
- Under disse omstændigheder må det - uden at det er nødvendigt at undersøge, omKommissionens forklaringer er velbegrundede - fastslås, at det ikke var retsstridigt,
at der gik elleve måneder mellem den tredje og den fjerde licitation. Fællesskabet
kan derfor ikke ifalde ansvar uden for kontraktforhold over for sagsøgeren af den
grund.
Den fjerde licitation
- Parternes argumenter
- 75.
- Sagsøgeren finder for det første, at den måde, hvorpå Kommissionen tilrettelagde
den fjerde licitation, åbenbart og i udpræget grad strider mod
proportionalitetsprincippet, eftersom den faktisk indebar, at små og mellemstore
virksomheder blev udelukket. De partier, der blev udbudt i forbindelse med den
fjerde licitation, omfattede mængder af tobak, som interventionsorganer i en række
medlemsstater sad inde med, og udgjorde så stor en mængde, at kun multinationale
koncerner, som havde tilstrækkelige faciliteter til at kunne eksportere fra hver af
de medlemsstater, som sad inde med en del af de lagre, der blev udbudt til salg i
forbindelse med licitationen, kunne deltage i denne. Kommissionen har indirekte
erkendt dette ved at opdele de tre sidste partier, som der ikke blev givet tilslag på
ved den fjerde licitation, i ti nye partier ved den femte licitation, som der blev
truffet beslutning om den 24. januar 1992 (jf. ovenfor, præmis 14).
- 76.
- Nødvendigheden af at stille sikkerhed i overensstemmelse med de krav, der stilles
af en række interventionsorganer, førte ligeledes til, at små og mellemstore
virksomheder ikke kunne deltage i licitationen. Virksomheder af den størrelse,
sagsøgerens virksomhed har, ville endvidere ved at erhverve så store mængder blive
påført oplagringsudgifter, der var uforenelige med virksomhedernes størrelse. Den
mængde tobak, der blev udbudt til salg i forbindelse med den fjerde licitation,
svarede til et produktionsår i Grækenland og til en tredjedel af den årlige
produktion i Fællesskabet.
- 77.
- Sagsøgeren klager over, at der i forordningen om afholdelse af den fjerde licitation
var fastsat en frist på 20 dage mellem den dato, hvor licitationsbekendtgørelsen
blev offentliggjort, og den dato, der var fastsat for indgivelsen af bud, i stedet for
den normale frist på 45 dage i henhold til artikel 3 i forordning nr. 3389/73, som
ændret ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 1344/75 af 27. maj 1975 (EFT
L 137, s. 20). Denne kortere frist var et yderligere handicap for små og
mellemstore virksomheder.
- 78.
- Det sagsøgende selskab afviser Kommissionens idé om, at det kunne have sluttet
sig sammen med andre af de bydende med henblik på at afgive et fælles bud. Det
bemærker, at Revisionsretten i sin særberetning har understreget, at en
sammenslutning af flere erhvervsdrivende udsatte Kommissionen for den risiko, at
der blev oprettet karteller.
- 79.
- For det andet har sagsøgeren anført, at den måde, hvorpå Kommissionen
tilrettelagde den fjerde licitation, åbenbart og i udpræget grad strider mod
ligebehandlingsprincippet, nærmere bestemt artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 727/70,
eftersom den indebar, at små og mellemstore virksomheder faktisk blev udelukket.
- 80.
- Kommissionen er for det første af den opfattelse, at den på ingen måde har
tilsidesat proportionalitetsprincippet, eftersom dens fremgangsmåde var
hensigtsmæssig og nødvendig for en god forvaltning af den fælles markedsordning
for tobak. Partiernes sammensætning svarede nøje til markedets behov på det
pågældende tidspunkt. Kommissionen betvivler, at det som påstået af sagsøgeren
var nødvendigt at råde over faciliteter i de forskellige medlemsstater for at kunne
afgive ét bud. Ikke desto mindre er det indlysende, at det er lettere at eksportere
fra det land, hvor tobakken er oplagret, og at det er rationelt at vælge denne
løsning for at gøre administrationsudgifterne så lave som muligt. Den
omstændighed, at der skal stilles sikkerhed hos forskellige interventionsorganer,
udgør derimod ikke en hindring for en virksomhed, som har erfaring i international
handel. I øvrigt har mellemstore virksomheder deltaget i licitationerne og nogle af
dem har fået tilslag.
- 81.
- Kommissionen gør gældende, at den var berettiget til at forkorte fristen fra 45 dage
til 20 dage, idet forordning nr. 2436/91 gyldigt kan fravige forordning nr. 3389/73,
eftersom de begge var udstedt under henvisning til artikel 7, stk. 4, i forordning
nr. 727/70, som bemyndiger Kommissionen til at fastsætte fremgangsmåderne og
betingelserne for interventionsorganernes afsætning.
- 82.
- Desuden er der ifølge Kommissionen forskel mellem en lovlig sammenslutning af
erhvervsdrivende, som midlertidigt har sluttet sig sammen for at afgive et fælles
bud, og et ulovligt kartel. Det er almindeligt, at virksomheder slutter sig sammen
for i fællesskab at afgive bud på et parti, som ingen af dem kunne aftage alene.
- 83.
- Endelig er der en række grunde til, at den nye fremgangsmåde, som blev fulgt ved
den fjerde licitation, var berettiget.
- 84.
- Dels var der i Sovjetunionen en stærk efterspørgsel efter produkter af ringere
kvalitet, hvilket gjorde det muligt at sammensætte homogene partier, mens det
tidligere på grund af overskuddet på verdensmarkedet for tobak var nødvendigt at
sælge partier bestående af forskellige sorter. For at gøre forretninger var det
nødvendigt at afgive bud på alle partier, og dette mål kunne kun nås på
tilfredsstillende vis, hvis der blev udbudt store partier.
- 85.
- Dels spillede den umiddelbart forestående reform af den fælles markedsordning for
tobak en stor rolle, navnlig den påtænkte afskaffelse af interventionsordningen, som
ville indebære salg af de lagre, interventionsorganerne stadig sad inde med. Det var
nødvendigt at udbyde dem i licitation hurtigt og i fuldt omfang på grund af de
gunstige markedsvilkår på dette tidspunkt. Det var lettere at vurdere og afsætte et
homogent produkt, fordi det passede til særlige typer købere og markeder.
- 86.
- For det andet finder Kommissionen af de samme grunde, at den ikke har tilsidesat
ligebehandlingsprincippet ved afholdelsen af den fjerde licitation.
- Rettens bemærkninger
- 87.
- Sagsøgeren har anført de samme argumenter til støtte for sine anbringender om,
at proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet er tilsidesat.
- 88.
- Der kan ikke gives sagsøgeren medhold i nogen af disse argumenter.
- 89.
- Sagsøgeren kan for det første ikke hævde, at den mængde tobak, som blev udbudt
til salg i de forskellige partier ved den fjerde licitation, forhindrede små og
mellemstore virksomheder i at deltage i denne. Det fremgår af Kommissionens svar
på de skriftlige spørgsmål fra Retten, at en række mellemstore virksomheder
indgav bud, og at nogle af buddene blev accepteret af Kommissionen. Desuden
fremgår det af de samme svar, at der blev afgivet 20 gyldige bud ved den første
licitation, 11 ved den anden, 14 ved den tredje og 25 ved den fjerde.
- 90.
- Sagsøgeren kan heller ikke hævde, at den geografiske spredning af de mængder
tobak, som partierne bestod af, forhindrede små og mellemstore virksomheder i at
deltage i den fjerde licitation. De praktiske vanskeligheder som følge af den
geografiske spredning af den tobak, der blev udbudt i licitation, var ikke af den
størrelsesorden, sagsøgeren påstod, idet det fremgår af forordning nr. 2436/91, at
et enkelt interventionsorgan lå inde med seks partier ud af elleve, at to forskellige
interventionsorganer lå inde med fire partier ud af elleve, og at tre forskellige
interventionsorganer kun lå inde med et parti ud af elleve.
- 91.
- Sagsøgeren kan endelig ikke påberåbe sig, at det var retsstridigt at forkorte fristen
mellem licitationsbekendtgørelsen og indgivelsen af bud fra 45 til 20 dage.
Kommissionen var berettiget til at fravige artikel 3 i forordning nr. 3389/73, som
ændret, i henhold til den vide skønsbeføjelse, der er tillagt den inden for den fælles
landbrugspolitik (jf. Domstolens dom af 19.5.1992, forenede sager C-104/89 og C-37/90, Mulder m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. I, s. 3061, præmis 12).
Sagsøgeren har ikke anført eller godtgjort, at Kommissionen har anlagt et åbenbart
urigtigt skøn ved at finde det nødvendigt at forkorte den gældende frist for at
kunne sælge partierne hurtigt, inden den nye markedsordning for tobak blev
indført. Desuden gjaldt den forkortede frist for alle de berørte virksomheder uanset
deres størrelse. I øvrigt har sagsøgeren ikke nærmere angivet, i hvilket omfang den
forkortede frist skulle kunne begunstige virksomheder af en vis størrelse frem for
andre.
- 92.
- Da Kommissionen har påvist, at mellemstore virksomheder har deltaget i
licitationen, er det ufornødent at tage stilling til lovligheden af et eventuelt fælles
bud på samme parti fra flere virksomheder.
- 93.
- Under alle omstændigheder var de foranstaltninger, Kommissionen ved den fjerde
licitation valgte at iværksætte med henblik på at afsætte de mængder tobak,
interventionsorganerne lå inde med, egnede til at virkeliggøre de mål, der
forfulgtes, og de gik ikke ud over, hvad der var nødvendigt for at nå dem (jf. den
ovenfor anførte dom i sagen Vandemoortele mod Kommissionen, præmis 34), i
betragtning af, at de mængder, der var oplagret hos interventionsorganerne, faldt
mærkbart i perioden mellem 1991 og 1992, og at de priser, der blev opnået ved
den fjerde licitation - i hvert fald for nogle sorters vedkommende - var klart højere
end dem, der blev budt ved de tidligere licitationer. På denne baggrund har
Kommissionen ikke overskredet grænserne for sit skøn ved gennemførelsen af den
fælles markedsordning for råtobak.
- 94.
- Det må desuden fastslås, at alle virksomhederne i tobakssektoren havde adgang til
den fjerde licitation på samme betingelser og efter de samme regler, og at den
kunne afholdes på en anden måde end de foregående licitationer, da
Kommissionen frit kunne indrette sin politik efter udviklingen i markedsforholdene
og de mål, der forfulgtes (jf. i denne forbindelse Domstolens dom af 17.12.1981,
forenede sager 197/80, 198/80, 199/80, 200/80, 243/80, 245/80 og 247/80,
Ludwigshafener Walzmühle m.fl. mod Rådet og Kommissionen, Sml. s. 3211,
præmis 40).
- 95.
- Heraf følger, at der ikke kan gives sagsøgeren medhold i anbringenderne om, at
proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet er tilsidesat.
- 96.
- Det fremgår af det foregående, at forordning nr. 2436/91 ikke er retsstridig, og at
Fællesskabet derfor ikke kan ifalde ansvar uden for kontraktforhold over for
sagsøgeren som følge af forordningen.
Forhøjelsen af sikkerheden
- Parternes argumenter
- 97.
- Sagsøgeren har anført, at Kommissionen ved at forhøje sikkerheden har tilsidesat
proportionalitetsprincippet, idet forhøjelsen hverken var begrundet i udviklingen på
markedet eller i eksportrestitutionerne. Formålet med sikkerheden er at sikre, at
den bydende overholder de forpligtelser, der følger af hans deltagelse i licitationen,
og navnlig, at varen faktisk eksporteres. Ved at fastsætte sikkerheden til et ensartet
beløb, uanset hvilken sort tobak der var tale om, og dermed uanset dens værdi,
godtgjorde Kommissionen, at det ikke var udviklingen på markedet, der lå til grund
for forhøjelsen.
- 98.
- Sagsøgeren er desuden af den opfattelse, at formålet med forhøjelsen faktisk var
at udelukke visse potentielle købere, hvilket også viser, at der foreligger en
tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.
- 99.
- Kommissionen har heroverfor anført, at sikkerheden på ingen måde var for høj, og
at den var absolut nødvendig for at dække forskellen mellem salgsprisen ved
eksport og prisen på fællesmarkedet, samt i det mindste virkningen af
eksportrestitutionerne.
- 100.
- Kommissionen har desuden anført, at sagsøgeren har deltaget i den femte licitation,
hvor der krævedes en sikkerhed på 0,7 ECU, hvilket beviser, at sagsøgeren slet
ikke var udelukket fra interventionssalget.
- 101.
- Det sagsøgende selskab har heroverfor anført, at dets deltagelse i en licitation, hvor
sikkerheden var fastsat til 0,7 ECU/kg, skyldes, at licitationen vedrørte en meget
mindre mængde tobak.
- Rettens bemærkninger
- 102.
- I første betragtning til forordning nr. 3040/91 har Kommissionen anført, at
forhøjelsen af sikkerheden er begrundet i, at det er nødvendigt at tage hensyn til
udviklingen på markedet og i eksportrestitutionerne. Under den foreliggende sag
har Kommissionen præciseret, at forhøjelsen var begrundet i, at det var nødvendigt
at sikre, at de bydende overholdt de forpligtelser, der fulgte af deres deltagelse i
en licitation, og - da der var tale om en licitation med henblik på eksport - at
sikre, at varen faktisk blev eksporteret ud af Fællesskabet.
- 103.
- Det fremgår dernæst af et svar fra Kommissionen på et skriftligt spørgsmål fra
Retten, at sikkerheden og den salgspris, der blev opnået i forbindelse med de afKommissionen afholdte licitationer, selv efter forhøjelsen af sikkerheden tilsammen
var mindre end den købspris, de pågældende interventionsorganer havde betalt for
tobakken, hvilket sagsøgeren ikke har bestridt under retsmødet.
- 104.
- Under disse omstændigheder kan forhøjelsen af sikkerheden i henhold til
forordning nr. 3040/91 ikke anses for urimelig.
- 105.
- Endelig må det understreges, at Kommissionen ved forvaltningen af
markedsordningen for tobak navnlig har pligt til at undgå, at afsætningen af
tobakken forstyrrer markedet. Den omstændighed, at der stilles strenge krav om
sikkerhedsstillelse, er i princippet et tegn på, at Kommissionen opfylder sin
forpligtelse korrekt. Krav om sikkerhedsstillelse som dem, der er fastsat ved
forordning nr. 3040/91, indebærer nødvendigvis, at virksomheder, som ikke kan
opfylde dem, udelukkes. En sådan udelukkelse, som er en naturlig følge af ethvert
krav om sikkerhedsstillelse, udgør derfor ikke en tilsidesættelse af
ligebehandlingsprincippet (jf. Domstolens dom af 7.4.1992, sag C-358/90,
Compagnia italiana alcool mod Kommissionen, Sml. I, s. 2457, præmis 54). Da der
har været små og mellemstore virksomheder blandt tilslagsmodtagerne ved den
fjerde licitation, har kravene om sikkerhedsstillelse under alle omstændigheder ikke
i praksis udelukket sådanne virksomheder fra at deltage i denne licitation.
- 106.
- Heraf følger, at der ikke kan gives sagsøgeren medhold i anbringenderne om, at
proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet er tilsidesat.
- 107.
- Det fremgår af det foregående, at forordning nr. 3040/91 - for så vidt som den har
forhøjet sikkerheden - ikke er retsstridig, og at Fællesskabet derfor ikke kan ifalde
ansvar uden for kontraktforhold over for sagsøgeren som følge af forordningen.
- 108.
- Den anmodning, sagsøgeren har fremsat i replikken om, at der udmeldes en
sagkyndig, og at Kommissionen opfordres til at fremlægge yderligere dokumenter,
kan ikke imødekommes. Dels er de omhandlede dokumenter ikke nødvendige for
afgørelsen af sagen, dels ville det ikke tjene noget formål at udmelde en sagkyndig,
der skal vurdere det påståede tab, eftersom sagsøgeren ikke har bevist, at
Kommissionens adfærd, som sagsøgeren klagede over, var retsstridig.
- 109.
- Herefter må Kommissionen frifindes i det hele, uden at der er grund til at
undersøge, om de andre betingelser for, at Fællesskabet kan ifalde ansvar uden for
kontraktforhold, er opfyldt, nemlig at der reelt foreligger et tab, og at der er
årsagsforbindelse mellem Kommissionens adfærd og det tab, der hævdes at være
lidt.
Sagens omkostninger
- 110.
- I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part
at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren
har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes
at betale sagens omkostninger, bør sagsøgeren dømmes til at betale sagens
omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling)
1) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes.
2) Sagsøgeren betaler sagens omkostninger.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 17. december 1997.
H. Jung
P. Lindh
Justitssekretær
Afdelingsformand