RETTENS DOM (Appelafdelingen)
24. oktober 2011 (*)
»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – afskedigelse – tab af tillid – begrundelse – urigtig gengivelse af beviserne«
I sag T-213/10 P,
angående en appel iværksat til prøvelse af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Tredje Afdeling) den 24. februar 2010, P mod Parlamentet (sag F-89/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af dommen,
P, tidligere midlertidig ansat ved Europa-Parlamentet, Bruxelles (Belgien) ved advokat É. Boigelot,
appellant,
den anden part i appelsagen
Europa-Parlamentet, først ved S. Seyr og R. Ignătescu, derefter ved S. Seyr, som befuldmægtigede,
sagsøgt i første instans,
har
RETTEN (Appelafdelingen)
sammensat af præsidenten, M. Jaeger, og dommerne J. Azizi (refererende dommer) og E. Moavero Milanesi,
justitssekretær: E. Coulon,
afsagt følgende
Dom
1 Ved appel iværksat i henhold til artikel 9 i bilag I til statutten for Den Europæiske Unions Domstol har P nedlagt påstand om ophævelse af den dom, der blev afsagt af Personaleretten (Tredje Afdeling) den 24. februar 2010, P mod Parlamentet (sag F-89/08, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, herefter »den appellerede dom«), hvorved Personaleretten frifandt Parlamentet for det første for P’s påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 15. april 2008 om at bringe P’s kontrakt på ubestemt tid som midlertidigt ansat hos Parlamentets løsgængere til ophør (herefter »den anfægtede afgørelse«), for det andet for P’s påstand om genindsættelse i tjenesten, for det tredje for P’s påstand om betaling af vederlag med virkning fra den 15. juli 2008 og for det fjerde for P’s påstand om betaling af erstatning for den ikke-økonomiske skade og den skade på P’s karriere, som hun mener at have lidt som følge af den anfægtede afgørelse.
Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne i første instans
2 De faktiske omstændigheder, som ligger til grund for tvisten, er i den appellerede doms præmis 8-21 beskrevet således:
»8 Sagsøgeren, der siden 1999 har arbejdet for Parlamentet ad flere omgange, bl.a. som assistent for parlamentsmedlemmet Ashley Mote i 2004, blev med virkning fra den 1. marts 2005 ansat som midlertidig ansat i lønklasse B*3, løntrin 2, i en stilling som assistent for Parlamentets løsgængere.
9 Efter at Ashley Mote besluttede at indgå i Gruppen for »Identitet, Tradition og Suverænitet« (herefter »ITS-gruppen«), blev sagsøgeren tilknyttet denne gruppe ved et kontrakttillæg, der blev underskrevet den 31. januar 2007.
10 Sagsøgeren fik ved et kontrakttillæg af 27. marts 2007 stillingen som generelsekretær for ITS-gruppen i lønklasse AD 14, løntrin 1.
11 Den 14. juli 2007 henviste Bruno Gollnisch, sagsøgerens bedømmer og formand for ITS-gruppen, i en rapport vedrørende sagsøgerens »evne til at varetage kontorchefstillingen som generalsekretær« bl.a. til, at P havde vanskeligt ved at samarbejde, at hun var involveret i konflikter og tog uhensigtsmæssige initiativer, samt at hun havde visse kommunikationsvanskeligheder. Han støttede derfor ITS-gruppens beslutning om ikke at lade sagsøgeren fortsætte som generalsekretær for gruppen. Da han imidlertid fandt, at P var i stand til at varetage en stilling i en højere lønklasse end den stilling, hun havde varetaget før udfærdigelsen af tillægget af 27. marts 2007, tilbød han at genindsætte P i en stilling i en anden af ITS-gruppens tjenester.
12 Ved brev af 21. september 2007 fra Clayes, første næstformand og fungerende formand for ITS-gruppen, blev sagsøgeren underrettet om, at hendes kontrakt var bragt til ophør med tre måneders varsel (herefter »afgørelsen om afskedigelse af 21. september 2007«). Brevet indeholdt en henvisning til artikel 47, litra c), i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte i Den Europæiske Union, og det fremgik endvidere af brevet, at afgørelsen om opsigelse var begrundet i manglende tillid til P og baseret på »den rapport, hvori det fastslås, at sagsøgeren ikke er i stand til at varetage den midlertidige opgave som generalsekretær for ITS-gruppen, at hun nægter at anerkende dette, og at ITS-gruppen derfor den 5. september 2007 har truffet den afgørelse, der er vedlagt dette brev«.
13 Ved brev af 17. december 2007 meddelte løsgængernes koordinator, der fungerede som repræsentant for Parlamentets generalsekretær i forhold til løsgængerne, direktøren for direktoratet for personale og administration, at han på grund af opløsningen af ITS-gruppen og »efter aftale med løsgængerne fra den britiske delegation«, som Ashley Mote udgjorde en del af, anmodede om, at sagsøgeren blev genindsat i »sin tidligere stilling« i sekretariatet for løsgængerne.
14 Afgørelsen om afskedigelsen af 21. september 2007 blev tilbagekaldt, og sagsøgeren blev ved et tillæg til hendes kontrakt, der trådte i kraft den 20. december 2007, ansat hos løsgængerne i lønklasse AST 3, løntrin 3.
15 Ved brev, som parterne er enige om faktisk burde være dateret den 27. marts 2008, og ikke den 27. maj 2008, som det fremgår af brevet, anmodede koordinatoren for løsgængerne Parlamentets generalsekretær om at afskedige sagsøgeren, »da der ikke længere består et personligt og politisk tillidsforhold mellem sagsøgeren som ansat ved sekretariatet for løsgængerne og løsgængeren Ashley Mote, der er hendes direkte overordnede«.
16 Ved afgørelse af 15. april 2008 bragte Parlamentets generalsekretær sagsøgerens kontrakt til ophør i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 47, litra c), nr. i), »da sekretariatet for løsgængerne ikke længere har tillid til sagsøgeren (herefter »den anfægtede afgørelse«). Det fremgår af afgørelsen, at opsigelsen træder i kraft ved udløbet af opsigelsesvarslet på tre måneder.
17 Det fremgår endvidere af den anfægtede afgørelse, at sagsøgeren i opsigelsesperioden ikke længere havde adgang til Parlamentets lokaler, og at hun »hurtigst muligt« skulle aflevere de nøgler til kontoret, som hun var i besiddelse af.
18 Ved brev af 8. maj 2008 anmodede sagsøgerens advokat Parlamentet om at tilbagekalde den anfægtede afgørelse og at fremsende begrundelsen for denne afgørelse.
19 Ved brev af 14. maj 2008 meddelte kontorchefen for »Aflønningsenheden« sagsøgeren, at »Aflønningsenheden efter anmodning fra Bruno Gollnisch, formand for den tidligere ITS-gruppe, vil kræve et beløb på 1 320,50 EUR tilbagebetalt, som [sagsøgeren] uberettiget har modtaget«. Sagsøgeren blev endvidere ved brev af 9. juni 2008 fra Parlamentets generalsekretær underrettet om, at der var indledt en administrativ undersøgelse rettet mod hende, »efter at Bruno Gollnish, der er tidligere formand for ITS-gruppen, [havde] underrettet generalsekretæren om, at [sagsøgeren havde] udført en række svigagtige handlinger og dermed svigtet både Gollnischs og de øvrige gruppemedlemmers tillid«.
20 Ved brev af 11. juli 2008 indgav sagsøgerens advokat en forudgående klage i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten [for tjenestemænd i Den Europæiske Union] og anmodede bl.a. om annullation af den anfægtede afgørelse.
21 Ved afgørelse af 18. september 2008 afslog Parlamentet sagsøgerens klage.«
3 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 3. november 2008 nedlagde appellanten følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Sagsøgeren genindsættes i tjenesten hos parlamentsmedlemmerne Kilroy-Silk, Helmer og Hannan i den stilling og i den lønklasse, som hun havde på tidspunktet for den anfægtede afgørelse, med tilbagevirkende kraft.
– Sagsøgerens løn udbetales fra den 15. juli 2008 indtil datoen for den faktiske genindtræden i tjenesten med tillæg af morarenter på 7% årligt.
– Parlamentet tilpligtes at betale 10 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade og forringet karriereudvikling.
– Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
4 Parlamentet nedlagde følgende påstande:
– Delvis afvisning og i øvrigt frifindelse.
– Der træffes afgørelse om sagens omkostninger efter gældende ret.
Den appellerede dom
5 Personaleretten frifandt i det hele Parlamentet ved den appellerede dom.
6 Personaleretten forkastede derved de seks anbringender, som appellanten havde fremsat til støtte for påstanden om annullation, nemlig for det første et anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar, for det andet et anbringende om et åbenbart urigtigt skøn, for det tredje et anbringende om utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse, for det fjerde et anbringende om magtfordrejning, for det femte et anbringende om rettergangsfejl og for det sjette et anbringende om tilsidesættelse af omsorgspligten.
7 Personaleretten henviste som begrundelse for at forkaste det første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar til de principper, der bl.a. er fastslået i Domstolens dom af 29. april 2004, Parlamentet mod Reynolds (sag C-111/02 P, Sml. I, s. 5475, præmis 50-60), og Rettens dom af 17. oktober 2006, Bonnet mod Domstolen (sag T-406/04, Sml. Pers. I-A-2, s. 213, og II-A-2, s. 1097, præmis 79) (den appellerede doms præmis 31-35).
8 Personaleretten fastslog vedrørende det andet anbringende om det åbenbart urigtige skøn følgende (den appellerede doms præmis 48-63):
»48 I det foreliggende tilfælde er den anmodning om afskedigelse, som er fremsat af koordinatoren for løsgængerne den 27. marts 2008, begrundet i, at Ashley Mote ikke længere har tillid til sagsøgeren, og den anfægtede afgørelse er således truffet på dette grundlag.
49 Parlamentet har både som svar på nogle skriftlige spørgsmål fra Retten og under retsmødet anført, at Ashley Mote var sagsøgerens direkte overordnede på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev truffet.
50 Det bemærkes i denne henseende for det første, som nævnt ovenfor, at der var en tæt forbindelse mellem Ashley Mote og sagsøgeren, idet hun var hans assistent i Parlamentet.
51 Det bemærkes endvidere, at det udtrykkeligt fremgår af brev af 9. marts 2005 fra koordinatoren for løsgængerne til aflønningsenheden, at Ashley Mote var »den ansvarlige chef, som underskrev ordrer om tjenesterejser« i forhold til sagsøgeren, der med virkning fra den 1. marts 2005 blev ansat som midlertidig ansat ved Parlamentet. Parlamentet har endvidere fremlagt en ordre om tjenesterejse, der er underskrevet af Ashley Mote som »ansvarlig chef«.
52 Sagsøgeren forlod efterfølgende i løbet af 2007 løsgængerne og blev tilknyttet ITS-gruppen. Det fremgår af sagsøgerens bemærkninger, at hun blev tilknyttet ITS-gruppen, fordi Ashley Mote havde besluttet at blive medlem af denne gruppe.
53 Sagsøgeren har endvidere i sagen fremlagt en række ordrer om tjenesterejser, der er dateret i juli og september 2007 og underskrevet af Ashley Mote. En af disse ordrer vedrører en tjenesterejse til Det Forenede Kongerige i november 2007, hvor sagsøgeren besøgte Ashley Mote.
54 Endelig var det efter aftale med løsgængerne i den britiske delegation, som Ashley Mote udgjorde en del af, at sagsøgeren i december 2007 på ny blev tilknyttet løsgængerne. Det bemærkes i denne henseende, at Ashley Mote var det eneste medlem af denne delegation, der havde tilhørt ITS-gruppen i den periode, hvor sagsøgeren gjorde tjeneste for denne gruppe.
55 Da det er godtgjort, at Ashley Mote var sagsøgerens direkte overordnede i 2005, gør kronologien for de omstændigheder, der er redegjort for ovenfor, det muligt at fastslå, at den tætte forbindelse, der bestod mellem sagsøgeren og Ashley Mote i 2005, blev opretholdt, da de begge i 2007 vendte tilbage til gruppen af løsgængere.
56 Selv om sagsøgeren har anført, at hun på tidspunktet for den anfægtede afgørelse arbejdede for en række af de løsgængere, der var medlem af den britiske delegation, bl.a. Kilroy-Silk, Helmer og Hannan, har hun ikke fremlagt noget bevis f.eks. i form af en ordre om tjenesterejse underskrevet af et af de nævnte medlemmer, som kan godtgøre, at disse medlemmer var hendes direkte overordnede.
[…]
59 Selv om sagsøgeren endvidere under retsmødet har anført, at Ashley Mote var fængslet i Det Forenede Kongerige i perioden fra september til december 2007, og at hun i denne periode først og fremmest arbejdede for de andre løsgængere, fremsatte koordinatoren for løsgængerne anmodningen om afskedigelse den 27. marts 2008, dvs. næsten tre måneder efter afslutningen af det ovenfor nævnte fængselsophold.
60 Selv om Parlamentet ikke har kunnet fremlægge en formel afgørelse om, at sagsøgeren skulle gøre tjeneste hos Ashley Mote, bekræfter de samstemmende omstændigheder, der er anført ovenfor, således, at Ashley Mote på tidspunktet for den anfægtede afgørelse var sagsøgerens eneste direkte overordnede. Den omstændighed, at andre parlamentsmedlemmer, der ikke var sagsøgerens direkte overordnede, i forbindelse med hendes afskedigelse gav udtryk for, at de havde tillid til hende, og at de håbede at kunne fortsætte samarbejdet med hende, er endvidere uden betydning for lovligheden af den anfægtede afgørelse.
61 Sagsøgeren har derfor med urette hævdet, at den anfægtede afgørelse er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, fordi andre løsgængere end Ashley Mote, der desuden havde forskellige politiske overbevisninger, på tidspunktet for den anfægtede afgørelse gav udtryk for, at de havde tillid til hende. Sagsøgeren har endvidere med urette hævdet, at den anfægtede afgørelse, der var begrundet i den omstændighed, at Ashley Mote ikke længere havde tillid til hende, ikke er udtryk for en »gyldig begrundelse«. Det må endvidere fastslås vedrørende dette sidstnævnte punkt, at sagsøgeren på intet tidspunkt har bestridt, at tillidsforholdet mellem hende og Ashley Mote var brudt.
[…]
63 Det følger af ovenstående betragtninger, at anbringendet om en åbenbart urigtig begrundelse må forkastes.«
9 Hvad angår det tredje anbringende om utilstrækkelig begrundelse af den anfægtede afgørelse fastslog Personaleretten følgende (den appellerede doms præmis 69-84):
»69 Personaleretten fastslog i dom af 26. oktober 2006 i sagen Landgren mod ETF (sag F-1/05, Sml. Pers. I-A-1, s. 123, og II-A-1, s. 459, som blev stadfæstet ved dom afsagt af Retten i Første Instans den 8.9.2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), at der ikke er nogen tvingende grunde til at undtage midlertidigt ansatte fra beskyttelsen mod uberettigede afskedigelser, navnlig når de er ansat på en kontrakt på ubestemt tid, eller når de er ansat på en kontrakt på bestemt tid og afskediges, før denne udløber. For at tilsikre arbejdstagerne en tilstrækkelig beskyttelse i denne henseende er det afgørende dels at give de berørte grundlag for at vurdere, om deres legitime interesser er blevet respekteret eller krænket, for at kunne bedømme, om det har noget formål at anfægte opsigelsen for Fællesskabets retsinstanser, dels at give disse instanser mulighed for at udøve deres retlige kontrol, hvilket er ensbetydende med at anerkende, at myndigheden er forpligtet til at begrunde opsigelsen.
70 Det er derfor nødvendigt at præcisere rækkevidden af denne begrundelsespligt for så vidt angår afskedigelsen af en midlertidig ansat, der er ansat på grundlag af ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c).
71 Når en afgørelse om afskedigelse begrundes i tab af tillid, har den pågældende ikke nogen proceduremæssige garantier, såsom retten til at blive hørt i forbindelse med den administrative procedure (dommen i sagen Parlamentet mod Reynolds, præmis 49-60). Begrundelsespligten og administrationens pligt til at overholde den, udgør den eneste sikkerhed for, at den pågældende i det mindste efter vedtagelsen af den afgørelse, der går ham imod, kan gøre brug af de retsmidler, som vedkommende har til rådighed med henblik på at anfægte lovligheden af afgørelsen (Rettens dom af 8.12.2005, sag T-237/00, Reynolds mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 385, og II, s. 1731, præmis 95).
72 Afbrydelse af et tillidsforhold, dvs. af en personlig relation, støttes ikke nødvendigvis på objektive omstændigheder i modsætning til, hvad der f.eks. gør sig gældende i forhold til en udvælgelsesprøve, der indebærer en forudgående udvælgelse af ansøgere, deltagelse i mundtlige og skriftlige prøver samt udfærdigelse ved en udvælgelseskomité af en egnethedsliste på grundlag af nævnte prøver (Domstolens dom af 23.9.2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, Sml. I, s. 8691, præmis 43 og 44, dommen i sagen Bonnet mod Domstolen, præmis 68).
73 Den simple konstatering af, at tillidsforholdet er brudt, er således tilstrækkeligt til at begrunde en afgørelse om afskedigelse. Såfremt en afgørelse om afskedigelse alene støttes på en sådan konstatering, kan der kun stilles begrænsede krav om, at der i afgørelsens begrundelse foretages en præcis beskrivelse af de faktiske omstændigheder, der afdækker eller begrunder, at et tillidsforhold er brudt.
74 Det forholder sig ikke desto mindre således, navnlig hvad angår de midlertidige ansatte, der gør tjeneste hos Parlamentets løsgængere, at det af en begrundelse, der anføres i en afgørelse om afskedigelse, som er baseret på tab af tillid, nødvendigvis med tilstrækkelig klarhed skal fremgå i forhold til hvem tillidsforholdet er blevet brudt. Den ansatte kan nemlig således sikre sig, at afgørelsen omhandler forholdet til hans eller hendes direkte overordnede, dvs. – som nævnt ovenfor – den løsgænger, i forhold til hvem der består et tillidsforhold.
75 Det må i det foreliggende tilfælde fastslås, at der i den anfægtede afgørelse udelukkende henvises til, »at tillidsforholdet mellem [sagsøgeren] og sekretariatet er brudt«.
76 Selv om den ikke er særlig udførlig, fremgår det af begrundelsen, at baggrunden for afskedigelsen var en afbrydelse af tillidsforholdet.
77 Som nævnt burde sagsøgeren imidlertid også være i stand til at få kendskab til identiteten på den person, i forhold til hvem tillidsforholdet er brudt. Den anfægtede afgørelse tilvejebringer imidlertid ikke tilstrækkelig klarhed på dette punkt på grund af den tvetydige formulering, der er anvendt.
78 Dertil kommer, at der i den anfægtede afgørelse ikke er henvist til den anmodning om afskedigelse af 27. marts 2008, hvori koordinatoren for løsgængerne ved navn nævner det medlem i forhold til hvem tillidsforholdet var brudt, dvs. Ashley Mote. Det er endvidere ubestridt, at Parlamentet ikke fremsendte anmodningen til sagsøgeren.
79 Det skal derfor undersøges, om sagsøgeren i det foreliggende tilfælde ud fra sammenhængen trods alt kunne få et klart kendskab til begrundelsen for den anfægtede afgørelse (jf. dom afsagt af Retten af Første Instans den 27.4.1999, sag T-283/97, Thinus mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 69, og II, s. 353, præmis 77, og dommen i sagen Landgren mod ETF, præmis 78), og navnlig om sagsøgeren modtog tilstrækkelige oplysninger om den person, i forhold til hvem tillidsforholdet var brudt.
80 Det fremgår imidlertid af selve ordlyden af sagsøgerens klage af 11. juli 2008, at hun ved at konsultere sin personlige aktmappe havde kunnet få kendskab til den anmodning om afskedigelse, som koordinatoren for løsgængerne fremsatte den 27. marts 2008. På dette tidspunkt, dvs. inden hun indgav sin klage, havde hun således kunnet gøre sig bekendt med anmodningens indhold og havde mulighed for at forstå, at anmodningen og dermed også den anfægtede afgørelse var baseret på den omstændighed, at der ikke længere bestod et personligt og politisk tillidsforhold mellem hende og løsgængeren Ashley Mote, der var hendes direkte overordnede.
81 Det skal i denne henseende bemærkes, at begrundelsespligten påhviler administrationen, og det påhviler derfor ikke en ansat, når der foreligger en utilstrækkeligt begrundet afgørelse, selv at indhente oplysninger om afgørelsens begrundelse.
82 Når en afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, kan administrationen således ikke påberåbe sig den omstændighed, at afgørelsens begrundelse fremgik af den ansattes personlige aktmappe, med henblik på at opnå, at Personaleretten i forbindelse med retssagen forkaster et anbringende, der vedrører denne utilstrækkelige begrundelse.
83 Når det som i det foreliggende tilfælde fremgår af selve ordlyden af den klage, som den ansatte har indgivet i henhold til artikel 90, stk. 2, i vedtægten [for tjenestemænd i Den Europæiske Union], at den ansatte har opnået kendskab til en afgørelses begrundelse ved at konsultere sin personlige aktmappe, vil det imidlertid være for vidtgående at annullere denne afgørelse, fordi institutionen ikke udtrykkeligt har anført begrundelsen i afslaget på klagen.
84 Det følger af ovenstående betragtninger, at anbringendet om, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet, under de særlige omstændigheder i den foreliggende sag skal forkastes.«
10 Personaleretten forkastede endvidere i den appellerede doms præmis 87-100, 103-109 samt 112-117 det fjerde, det femte og det sjette anbringende om henholdsvis magtfordrejning, rettergangsfejl og tilsidesættelse af omsorgspligten.
11 I forbindelse med vurderingen af det fjerde anbringende om magtfordrejning fastslog Personaleretten bl.a. følgende:
»92 Følgende fremgår af brevet af 17. september 2008:
»[Sagsøgeren] er blevet afskediget, da tillidsforholdet til hende er brudt […] Der er iværksat en intern undersøgelse, og resultatet af denne undersøgelse foreligger endnu ikke.«
[…]
98 Den omhandlede undersøgelse vedrører i øvrigt omstændighederne omkring den stilling, som sagsøgeren varetog for ITS-gruppen, mens koordinatoren for løsgængerne i sit brev af 21. januar 2009 anførte, at de omstændigheder, som sagsøgeren blev foreholdt, og som indebar, at tillidsforholdet mellem hende og Ashley Mote blev brudt, var »til hinder for, at sekretariatet for løsgængerne kunne fungere tilfredsstillende«.
99 Selv om koordinatoren for løsgængerne i sit brev af 21. januar 2009 anvender udtrykket »tillidsmisbrug«, som også anvendes i brev af 9. juni 2008 fra Parlamentets generalsekretær vedrørende den administrative undersøgelse, der er rettet mod sagsøgeren, indgik de omstændigheder, der lå til grund for afskedigelsen, ifølge koordinatoren, i en anden sammenhæng end de omstændigheder, der gav anledning til den omhandlede undersøgelse, idet disse omstændigheder endvidere foregik på et senere tidspunkt.«
Appellen
Retsforhandlinger
12 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. maj 2010 har appellanten iværksat denne appel. Parlamentet har indgivet svarskrift den 28. juli 2010.
13 På grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Appelafdelingen) konstateret, at ingen af parterne har fremsat begæring om fastsættelse af et retsmøde inden for en frist af en måned, efter at det er forkyndt, at den skriftlige forhandling er afsluttet, og har i henhold til procesreglementets artikel 146 besluttet at træffe afgørelse, uden at retsforhandlingerne omfatter et mundtligt stadium.
Parternes påstande
14 Appellanten har nedlagt følgende påstande:
– Den appellerede dom ophæves.
– Påstandene som formuleret i første instans tages til følge.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger ved begge instanser.
15 Parlamentet har nedlagt følgende påstande:
– Appellen afvises delvis af formelle grunde og forkastes delvis som ubegrundet.
– Subsidiært frifindes sagsøgte i første instans.
– Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger ved de to instanser.
Retlige bemærkninger
Sammenfatning af appelanbringenderne
16 Appellanten har til støtte for appellen gjort tre anbringender gældende.
17 Sagsøgeren har med det første anbringende i det væsentligste anført, at begrundelsen i den appellerede dom er behæftet med en retlig fejl og en modstridende begrundelse, og at begrundelsen er fejlagtig, for så vidt som Personaleretten dels anerkendte, at der bestod et formelt krav om, at den anfægtede afgørelse skulle begrundes, og fastslog, at Parlamentet ikke i det foreliggende tilfælde havde overholdt dette krav (den appellerede doms præmis 69-78 og 83), dels forkastede anbringendet om, at afgørelsen var utilstrækkeligt begrundet, idet appellanten havde fået kendskab til afgørelsens begrundelse ved at konsulterede sin personlige aktmappe, selv om det påhvilede Parlamentet at give appellanten oplysninger om den person, som appellanten angiveligt ikke længere havde et tillidsforhold til, senest i forbindelse med afgørelsen om at afslå hendes klage (den appellerede doms præmis 79-89).
18 Personaleretten tilsidesatte nemlig på flere måder den relevante retspraksis ved at afslå at annullere den anfægtede afgørelse som følge af en tilsidesættelse af begrundelsespligten (den appellerede doms præmis 83). For det første er begrundelsespligten ikke begrænset til afgørelser om ansættelse eller afskedigelse vedrørende ansættelsesforhold, der henhører under artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (herefter »ansættelsesvilkårene«), og dette gælder, selv om den gensidige tillid er et væsentligt forhold ved kontrakter for alle de midlertidigt ansatte, der er omfattet af denne sidstnævnte bestemmelse (Rettens dom af 8.9.2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. II, s. 2841, præmis 169). Personaleretten kunne således ikke i den appellerede doms præmis 73 fastslå, at »den simple konstatering af, at tillidsforholdet er brudt, […] således [er] tilstrækkeligt til at begrunde en afgørelse om afskedigelse«, især fordi den i den appellerede doms præmis 74 udtalte, at det af en sådan afgørelse »nødvendigvis med tilstrækkelig klarhed skal fremgå, i forhold til hvem tillidsforholdet er blevet brudt«. Ifølge appellanten ville Unionens retsinstanser blive hindret i behørigt at udøve deres kontrol, hvis den simple konstatering af, at et tillidsforhold er brudt, var tilstrækkeligt til at begrunde afskedigelsen af visse midlertidigt ansatte, idet de pågældende ansatte ikke ville blive sikret en passende beskyttelse mod uberettiget og usaglig afskedigelse fra administrations side, og omfanget af denne beskyttelse ville være forskelligt alt afhængigt af, hvilken type midlertidig kontrakt der var tale om, hvilket ville indebære uberettiget forskelsbehandling. Sagsøgeren har for det andet anført, at det følger af præmis 79 i Personalerettens dom af 26. oktober 2006 i sagen Landgren mod ETF (sag F-1/05, Sml. Pers. I-A-1, s. 123 og II-A-1, s. 459), at der påhviler administrationen en skærpet begrundelsespligt. Denne forpligtelse er hverken opfyldt i forhold den til anfægtede afgørelse eller afgørelsen om afslag på klagen, idet der i disse afgørelser som begrundelse for at opsige den omtvistede midlertidig kontrakt kun henvises til, at der angiveligt er sket et tillidsbrud mellem sekretariatet for Parlamentets løsgængere og appellanten. For det tredje har appellanten hvad angår kravene til begrundelse af afgørelser om afslag på ansøgninger, som træffes i forbindelse med procedurer for ansættelse af midlertidigt ansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 2, litra c), fastslået, at der så meget desto mere bør gives en særlig begrundelse i besvarelsen af den berørtes klage, når den pågældende har deltaget i en individuel samtale, som ikke oprindeligt var fastsat, ikke har modtaget nogen oplysning om ansættelsesprocedurens resultat, inden den pågældende selv anmodede herom, og udtrykkeligt i klagen har henvist til indholdet af egnethedslisten og den deri fastsatte rækkefølge (Domstolens dom af 23.9.2004, sag C-150/03 P, Hectors mod Parlamentet, Sml. I. s. 8691, præmis 47). Appellanten har i det foreliggende tilfælde udtrykkeligt i sin klage henvist til anmodningen om afskedigelsen fra koordinatoren for løsgængerne, og den omstændighed, at det deraf fremgår, at Ashley Mote angiveligt havde oplevet et tillidsbrud. Afgørelsen om afslag på klagen indeholder imidlertid ingen oplysninger om den person, i forhold til hvem tillidsforholdet er brudt, men indeholder kun en række vage henvisninger til det tillidsbrud, der er opstået inden for sekretariatet for Parlamentets løsgængere.
19 Appellanten har med det andet anbringende anført, at der foreligger en tilsidesættelse af ordningen med adskillelsen af funktioner og den institutionelle balance mellem administrationen og Unionens retsinstanser, artikel 26 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) samt hendes ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.
20 Ifølge appellanten har Personaleretten ulovligt sat sig i Parlamentets sted og på dennes vegne angivet de formodede grunde til den anfægtede afgørelse. Personaleretten kunne ikke i den appellerede doms præmis 80 lægge vægt på den omstændighed, at appellanten havde fået kendskab til anmodningen om afskedigelsen fra koordinatoren for løsgængerne med henblik på at fastslå, at hun »således [havde] mulighed for at forstå, at anmodningen og dermed også den anfægtede afgørelse var baseret på den omstændighed, at der ikke længere bestod et personligt og politisk tillidsforhold mellem hende og løsgængeren Ashley Mote, der var hendes direkte overordnede«. Der skal nemlig sondres mellem den anfægtede afgørelse og anmodningen om afskedigelse, der udgør særskilte dokumenter, der er udarbejdet af forskellige ophavsmænd. Personaleretten kunne endvidere heller ikke på baggrund af denne anmodning fastslå, at »den anfægtede afgørelse [således] er […] truffet på dette grundlag« (den appellerede doms præmis 48). Personaleretten overskred således sine beføjelser og tilsidesatte ordningen med adskillelsen af funktioner og den institutionelle balance mellem administrationen og Unionens retsinstanser, idet sidstnævnte blev de første og eneste instanser, for hvilke appellanten kunne opnå en sådan begrundelse (jf. i denne retning dommen i sagen ETF mod Landgren, nævnt i præmis 18 ovenfor, præmis 164).
21 Personaleretten har endvidere tilsidesat vedtægtens artikel 26, der har til formål at beskytte dels »kontradiktionsprincippet under iagttagelse af retten til et rimeligt og retfærdigt forsvar i videst mulige omfang«, dels »retten til en begrundelse baseret på kendte omstændigheder«. Ifølge appellanten gælder disse principper så meget desto mere for retsinstanserne, som således ikke kan henvise til en begrundelse for den anfægtede afgørelse, der er baseret på anmodningen om afskedigelse fra koordinatoren for løsgængerne, og som hun »ikke er blevet gjort bekendt med, inden dokumentet blev indført i aktmappen«.
22 Appellanten har endelig anført, at i det omfang Personaleretten har sat sig i Parlamentets sted og angivet grundene til den anfægtede afgørelse, har »minimumsbetingelserne for en effektiv domstolsprøvelse« ikke været opfyldt i forhold til hende, ligesom hun heller ikke har været sikret en »passende beskyttelse mod uberettiget afskedigelse«. Formålet med begrundelsespligten er imidlertid at beskytte den berørtes interesser, dels at give den berørte tilstrækkelige oplysninger til, at denne kan fastslå, om den omhandlede akt er behæftet med en mangel, hvorefter dens lovlighed kan anfægtes, dels at gøre det muligt for retsinstanserne at udøve kontrol med aktens lovlighed (jf. endvidere den appellerede doms præmis 71). Denne forpligtelse bidrager således til at sikre en effektiv domstolskontrol (dommen i sagen ETF mod Landgren, nævnt i præmis 18 ovenfor, præmis 148). Personaleretten har derfor tilsidesat både appellantens ret til at modtage en tilstrækkelig begrundelse ved afslutningen af den administrative procedure og hendes ret til en effektiv domstolskontrol.
23 Med det tredje anbringende har appellanten med henvisning til en række sagsakter anført, at den appellerede dom er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse og en urigtig gengivelse af de fremlagte beviser. Personaleretten har nemlig ikke taget stilling til disse sagsakter og har kun foretaget en konstatering af, at den reelle begrundelse for at afskedige appellanten var baseret på, at tillidsforholdet til Ashley Mote var brudt, hvilket imidlertid kun fremgik af brevet fra koordinatoren for løsgængerne og ikke af den anfægtede afgørelse.
24 Til støtte for klagepunktet om urigtig gengivelse af beviser har appellanten anført, at konstateringen af, at Ashley Mote var hendes eneste direkte overordnede på tidspunktet for den anfægtede afgørelse, ikke i modsætning til det af Personaleretten anførte var baseret på noget relevant bevis. Dels vedrørte de ordrer om tjenesterejser, som var underskrevet af Ashley Mote, og som Personaleretten støttede sig på, en periode, der lå før det tidspunkt, hvor appellanten genindtrådte i tjenesten hos Parlamentets løsgængere, hvorfor de ikke kan bekræfte dette forhold. Dels fastlog Personaleretten, at appellanten genindtrådte i sin stilling »efter aftale med løsgængerne i den britiske delegation, som Ashley Mote udgjorde en del af«. Hendes genindtrædelse i tjenesten i november 2007 skete imidlertid »efter anmodning fra løsgængerne i den britiske delegation« og nærmere bestemt efter anmodning fra Helmer og Kilroy-Silk. Dertil kommer, at sagsøgeren genindtrådte i tjenesten hos Helmer og Kilroy-Silk og ikke hos Ashley Mote, idet han på dette tidspunkt var fængslet i Det Forenede Kongerige. Ved ikke at »præcisere« disse væsentlig faktiske omstændigheder har Personaleretten baseret sin vurdering på en urigtig fortolkning af de faktiske omstændigheder og med urette i den appellerede doms præmis 60 fastslået, at »Ashley Mote på tidspunktet for [vedtagelsen af] den anfægtede afgørelse var sagsøgerens eneste direkte overordnede«.
25 Ifølge appellanten har Personaleretten endvidere uden gyldig grund forkastet de beviser, som appellanten havde fremlagt til støtte for anbringendet om magtfordrejning. For det første fastslog Personaleretten, at »den tidsmæssige samtidighed er godtgjort (det første objektive element)«. For det andet foretog Personaleretten i den appellerede doms præmis 92 en urigtig gengivelse af brevet af 17. september 2008, idet den udelod en del af brevet og erstattede udeladelsen med »[...]«, selv om dette brev indeholdt en henvisning til appellantens afskedigelse »som følge af, at flere af løsgængerne ikke længere havde tillid til hende«. Personaleretten kunne endvidere ikke med føje basere sig på brevet af 21. januar 2009 fra koordinatoren for løsgængerne, der »dels ikke hidrørte fra den myndighed, der var kompetent til at angive grundene til den [anfægtede] afgørelse, dels ikke var godtgjort [in] tempore non suspecto, idet afgørelsen [blev] truffet efter tvistens opståen og indleveringen af stævningen i første instans«. Personaleretten lagde imidlertid brevet til grund med henblik på at kunne forkaste anbringendet om magtfordrejning ved at fastslå, at »de omstændigheder, der [ifølge koordinatoren for løsgængerne] lå til grund for afskedigelsen […], indgik i en anden sammenhæng end de omstændigheder, der gav anledning til den omhandlede undersøgelse, idet disse omstændigheder endvidere foregik på et senere tidspunkt«.
26 Parlamentet har påstået appellen forkastet.
Det første, det andet, og det tredje anbringende, for så vidt som de vedrører en retlig fejl, en modstridende, urigtig og utilstrækkelig begrundelse for den appellerede dom, tilsidesættelse af ordningen med adskillelsen af funktioner og den institutionelle balance mellem administrationen og Unionens retsinstanser, artikel 26 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union samt retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
27 Det bemærkes, at administrationens overholdelse af begrundelsespligtens rækkevidde er et retsspørgsmål, som er undergivet Rettens kontrol i forbindelse med en appel (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 28.6.2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Sml. I, s. 5425, præmis 453, og af 10.7.2008, sag C-413/06 P, Bertelsmann et Sony Corporation of America mod Impala, Sml. I, s. 4951, præmis 30; jf. endvidere i denne retning Domstolens dom af 28.2.2008, sag C-17/07 P, Neirinck mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50-52).
28 Retten har således anerkendt, at begrundelsespligten i vedtægtens artikel 25, stk. 2, finder anvendelse på afgørelser om opsigelse af kontrakter på ubestemt tid for midlertidigt ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene (dommen i sagen ETF mod Landgren, nævnt i præmis 18 ovenfor, præmis 143-171), som den i sagen foreliggende kontrakt. Det fremgår af denne bestemmelse, at »[e]nhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, [straks] skal […] meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt«, og at »[e]nhver afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal begrundes«.
29 Hvad angår en afskedigelsesgrund, der er baseret på tab af tillid eller brud på den gensidige tillid mellem en midlertidigt ansat og den politiske gruppe i Parlamentet, som den pågældende gør tjeneste hos, ville det ikke være muligt for Unionens retsinstanser at foretage nogen form for kontrol, hvis der ikke gjaldt en begrundelsespligt. Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ikke har noget skøn med hensyn til, om anmodningen fra den politiske gruppe kan imødekommes, kan på ingen måde begrænse begrundelsespligtens rækkevidde. Begrundelsen for ansættelsesmyndighedens afgørelse skal i en sådan situation i det mindste afspejle de grunde, der er nævnt i anmodningen fra den politiske gruppe, og som ligger til grund for ansættelsesmyndighedens afgørelse om at bringe kontrakten til ophør. Gruppens anmodning kan nemlig i sig selv indeholde uregelmæssigheder, der behæfter den med ulovlighed, og den skal derfor kunne underkastes en effektiv domstolskontrol. Endelig er det kun ud fra begrundelsen, at den berørte er i stand til at vurdere relevansen af at anlægge sag til prøvelse af en afgørelse, som går den pågældende imod, og at Unionens retsinstanser kan udøve sin kontrol (jf. i denne retning og analogt Rettens dom af 8.12.2005, sag T-237/00, Reynolds mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 385, og II, s. 1731, præmis 96; jf. endvidere i denne retning dommen i sagen Bonnet mod Domstolen, nævnt i præmis 7 ovenfor, præmis 52).
30 Rækkevidden af begrundelsespligten skal fastlægges i lyset af de konkrete omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, arten af de anførte grunde samt den interesse, som adressaten kan have i begrundelsen, og for at kunne vurdere, om begrundelsen er tilstrækkelig, skal den vurderes i den faktiske og retlige sammenhæng, hvori afsigelsen af den appellerede dom indgik. En afgørelse er især tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget i en af den midlertidige ansatte kendt sammenhæng, som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet mod ham (jf. i denne retning Rettens dom af 15.9.2005, sag T-132/03, Casini mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 253, og II, s. 1169, præmis 36, af 7.2.2007, forenede sager T-118/04 og T-134/04, Caló mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 127 og 138, og af 4.7.2007, sag T-502/04, Lopparelli mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).
31 Den pligt til at begrunde domme, der påhviler Personaleretten i medfør af artikel 36 i statutten for Domstolen, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut (Rettens dom af 8.6.2009, sag T-498/07 P, Krcova mod Domstolen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34), pålægger den ikke at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at appelinstansen råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger (jf. i denne retning og analogt Domstolens kendelse af 21.1.2010, sag C-150/09 P, Iride og Iride Energia mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis). Denne forpligtelse kan nemlig ikke fortolkes som en forpligtelse for Personaleretten til at tage nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som er fremsat af appellanten, navnlig når det ikke er tilstrækkeligt klart og præcist og ikke er underbygget af udførlige beviser (jf. i denne retning Rettens dom af 2.3.2010, sag T-248/08 P, Doktor mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).
32 Endelig bemærkes, at spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Personaleretten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag (jf. i denne retning og analogt Domstolens kendelse af 24.6.2010, sag C-117/09 P, Kronoply mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
33 Det er i lyset af disse principper, at det skal undersøges, dels om Personaleretten i det foreliggende tilfælde med føje kunne fastslå, at den anfægtede afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, dels om Personaleretten opfyldte sin pligt til at begrunde den appellerede dom i denne henseende.
34 Hvad angår det første klagepunkt, der er fremført inden for rammerne af det første appelanbringende om tilsidesættelse af den utilstrækkelige begrundelse i den anfægtede afgørelse, bemærkes, at appellanten selv har anerkendt, at Personaleretten har taget hensyn til alle de principper, der følger af retspraksis, som det fremgår af præmis 27-29 ovenfor, der gælder for administrationens pligt til at begrunde en afgørelse om at opsige en kontrakt på ubestemt tid for en midlertidigt ansat. Dette gælder navnlig med hensyn til kravet om, at begrundelsen som sådan skal fremgå af den omtvistede akt og utvetydigt angive de betragtninger, herunder de faktiske og retlige omstændigheder, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. i denne retning den appellerede doms præmis 69, 71, 72 og 79).
35 Med forbehold af spørgsmålet om, hvorvidt Ashley Mote i det konkrete tilfælde faktisk var appellantens direkte overordnede på tidpunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, hvilket afhænger af en vurdering af afgørelsens lovlighed og ikke af en vurdering af, om kravet om tilstrækkelig begrundelse som væsentligt formkrav er overholdt, kunne Personaleretten med rimelighed af den i præmis 29 ovenfor nævnte retspraksis udlede, at begrundelsespligten i en sådan situation indebærer et krav om, at navnet på den direkte overordnede, i forhold til hvem det gensidige tillidsforhold er brudt, skal angives (jf. i denne retning den appellerede doms præmis 74). Det er nemlig kun, når denne betingelse er opfyldt, at den berørte er i stand til at forstå rækkevidden af den afgørelse, der er truffet i forhold til den pågældende, og i givet fald anfægte, at det gensidige tillidsforhold er brudt.
36 Det følger heraf, at Personaleretten ikke begik en retlig fejl ved at fastslå, at det ikke var tilstrækkeligt, at det af begrundelsen for den anfægtede afgørelse fremgik, at afskedigelsen var begrundet i tab af tillid, idet begrundelsen tillige skulle give den berørte mulighed for at få kendskab til identiteten på den person, i forhold til hvem tillidsforholdet var brudt.
37 I modsætning til det af appellanten anførte var den ovenfor nævnte vurdering ikke til hinder for, at Personaleretten undersøgte, om den ifølge de principper, der er fastslået i den i præmis 30 ovenfor nævnte retspraksis, kunne fastslå, at den berørte institution ikke desto mindre havde overholdt begrundelsespligten, navnlig fordi appellanten havde kendskab til den sammenhæng, hvori den anfægtede afgørelse indgik, og hun derfor var i stand til at forstå rækkeviden af den foranstaltning, der var truffet i forhold til hende. Appellanten kan således ikke med føje hævde, at Personaleretten fulgte en selvmodsigende og fejlagtig fremgangsmåde, da den i den appellerede doms præmis 79 henviste til denne retspraksis og udtalte, at »det skal derfor undersøges, om sagsøgeren ud fra sammenhængen i det foreliggende tilfælde trods alt var i stand til klart at identificere begrundelsen for den anfægtede afgørelse […], og navnlig om hun på den baggrund fik tilstrækkelige oplysninger om den person, i forhold til hvem tillidsforholdet var brudt«.
38 Det bemærkes i denne henseende for det første, at appellanten ikke har bestridt, at hun efter at have konsulteret sin personlige aktmappe i slutningen af april 2008, dvs. længe inden hun indgav sin klage den 11. juli 2008, og inden afgørelsen om afslag på hendes klage blev truffet den 18. september 2008, faktisk havde fået kendskab til navnet på den person, i forhold til hvem tillidsforholdet ifølge Parlamentet var brudt, idet denne omstændighed udtrykkeligt lå til grund for den anfægtede afgørelse. For det andet er det åbenbart, at hun med dette kendskab har haft mulighed for udførligt at anfægte begrundelsens materiale rigtighed både i klagen og i stævningen i første instans.
39 Betingelsen om, at appellanten skal have et tilstrækkeligt kendskab til den relevante sammenhæng i den i præmis 30 ovenfor nævnte forstand, var derfor åbenbart opfyldt. Under alle omstændigheder følger det af fast retspraksis, at det er muligt at afhjælpe en sådan utilstrækkelig, men ikke fuldstændig manglende begrundelse under sagen, såfremt den berørte allerede inden sagens anlæggelse råder over oplysninger, der må anses for at udgøre en indledende begrundelse (jf. i denne retning dommen i sagen Doktor mod Rådet, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 93 og den deri nævnte retspraksis). Under disse omstændigheder kan appellantens klagepunkter om, at de anfægtede afgørelser og afslaget på klagen ikke var tilstrækkeligt begrundede, og om, at hun alene fik kendskab til den relevante begrundelse på eget initiativ, ikke tages til følge.
40 Det følger endvidere af ovenstående betragtninger, at Personaleretten hverken foretog en ulovlig ændring af begrundelsen (jf. det andet anbringende) eller undlod at angive en tilstrækkelig begrundelse i den appellerede dom for, at den afskedigelsesgrund, som blev foreholdt appellanten, rent faktisk var berettiget (jf. det tredje anbringende). Henset til de i sagen fremlagte beviser drog Personaleretten nemlig blot de nødvendige konsekvenser af den i præmis 29 og 30 ovenfor anførte retspraksis.
41 Appellantens argument om, at Personaleretten ikke i denne henseende af anmodningen af 27. marts 2008 fra koordinatoren for løsgængerne, der indeholder en udtrykkelig henvisning til, at tillidsforholdet til Ashley Mote er brudt, kunne udlede, at den anfægtede afgørelse var baseret på netop dette forhold, kan ikke tages til følge. Det bemærkes i denne forbindelse, at appellanten hverken for førsteinstansen eller inden for rammerne af appelsagen har anfægtet den omstændighed, at tillidsforholdet mellem hende og Ashley Mote faktisk var blevet brudt (jf. den appellerede doms præmis 61 in fine), men kun – og dette alene inden for rammerne af nærværende appelsag – at Ashley Mote stadig var hendes direkte overordnede. Det følger heraf, at appellanten havde kendskab til den omstændighed, at det tillidsbrud, som lå til grund for den anfægtede afgørelse, kun kunne vedrøre Ashley Mote, hvilket bekræftes af indholdet af appellantens klage.
42 På baggrund af ovenstående betragtninger må det endvidere fastslås, at Personalerettens argumentation i de i den appellerede doms anfægtede præmisser er tilstrækkeligt klar, forståelig og fuldstændig, og at den kan begrunde de konklusioner, som argumentation fører frem til.
43 Appellanten har endvidere anført, at der foreligger en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 26, men denne bestemmelse kan ikke ændre på den konklusion, at Parlamentet i det foreliggende tilfælde har overholdt sin begrundelsespligt. Appellanten har i denne henseende, for så vidt som hun har påberåbt sig kontradiktionsprincippet og retten til forsvar, i hvert fald indirekte anfægtet den vurdering, som Personaleretten har anført i den appellerede doms præmis 31-35 som begrundelse for at forkaste det første anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar i sagen i første instans, og som appellanten ikke som sådan har bestridt inden for rammerne af nærværende appelsag. Henset til de principper, der er fastlagt i dommen i sagen Parlamentet mod Reynolds, nævnt i præmis 7 ovenfor (præmis 50-60), og dommen i sagen Bonnet mod Domstolen, nævnt i præmis 7 ovenfor (præmis 79), hvorefter vedtagelsen af en afgørelse, der bringer et ansættelsesforhold til ophør som følge af, at det gensidige tillidsforhold er blevet brudt, ikke forudsætter en forudgående høring af den berørte, kan under alle omstændigheder ikke tages følge. For så vidt som appellanten har henvist til den retspraksis, hvorved vedtægtens artikel 26 er blevet fortolket således, at bestemmelsen har til formål at sikre overholdelsen af den midlertidigt ansattes ret til forsvar ved at forhindre, at administrationens afgørelser vedrørende hans tjenesteretlige stilling træffes på grundlag af omstændigheder ved tjenestemandens adfærd, der ikke er omtalt i hans personlige aktmappe (jf. Rettens dom af 9.2.1994, sag T-109/92, Lacruz Bassols mod Domstolen, Sml. Pers. I-A, s. 31, II, s. 105, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis), bemærkes, at det afgørende element, nemlig anmodningen om afskedigelse af 27. marts 2008 fra koordinatoren for løsgængerne, hvoraf begrundelsen for afskedigelsen og navnet på det pågældende parlamentsmedlem fremgår, faktisk var blevet tilført appellantens personlige aktmappe, inden hun indgav sin klage.
44 Endelig kan argumentet om retten til en effektiv domstolsprøvelse heller ikke føre til en ændring af Personalerettens vurdering af, om begrundelsespligten er overholdt. Den i præmis 31 ovenfor nævnte retspraksis har nemlig anerkendt en løsning, der netop indebærer en præcisering af begrundelsespligtens rækkevidde med den begrundelse, at når de berørte har fået kendskab til den sammenhæng, hvori den omtvistede akt er vedtaget, er den pågældende i stand til for Unionens retsinstanser at anfægte denne akt, selv om den som sådan ikke er tilstrækkeligt begrundet.
45 Følgelig skal det første, det andet og det tredje anbringende forkastes, for så vidt som de vedrører en retlig fejl, en modstridende, urigtig og utilstrækkelig begrundelse for den appellerede dom, tilsidesættelse af ordningen med adskillelsen af funktioner og den institutionelle balance mellem administrationen og Unionens retsinstanser, artikel 26 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union samt retten til en effektiv domstolsbeskyttelse.
Det tredje anbringende om urigtig gengivelse af beviser
46 Det bemærkes indledningsvis, at det følger af artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen, der gengiver ordlyden af vedtægtens artikel 58, at en appel er begrænset til retsspørgsmål og skal være begrundet i anbringender om, at Personaleretten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl for Personaleretten, som krænker appellantens interesser, eller at Personaleretten har overtrådt fællesskabsretten (jf. analogt Domstolens kendelse af 9.11.2007, sag C-74/07 P, Lavagnoli mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20; jf. dommen i sagen Doktor mod Rådet, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
47 Det er følgelig alene Personaleretten, der er kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør ikke, medmindre der er tale om en forvanskning af de for Personaleretten fremlagte beviser, et retsspørgsmål, der er undergivet appelinstansen prøvelsesret (jf. i denne retning og analogt Domstolens kendelse af 27.4.2006, sag C-230/05 P, L mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45 og 46 og den deri nævnte retspraksis; jf. dommen i sagen Doktor mod Rådet, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 40 og 41 og den deri nævnte retspraksis).
48 En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det er fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne (jf. dommen i sagen Doktor mod Rådet, nævnt i præmis 31 ovenfor, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis) eller uden fremlæggelse af nye beviser (jf. i denne retning og analogt Domstolens dom af 17.6.2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommisisonen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis).
49 Det er i lyset af disse principper, at appellantens klagepunkter om urigtig gengivelse af beviserne i den omtvistede sag skal bedømmes.
50 Det bemærkes, at det er appellantens opfattelse, at Personalerettens konstatering af, at Ashley Mote var appellantens direkte overordnede på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, ikke er baseret på noget relevant bevis.
51 Appellantens argument om, at Personaleretten åbenbart har undladt at tage alle de relevante beviser i sagen i betragtning for at kunne nå til dette resultat, kan ikke tages til følge.
52 Som det fremgår af den appellerede doms præmis 53, har Personaleretten for det første baseret sin vurdering på de ordrer om tjenesterejser fra juli og september 2007, som var underskrevet af Ashley Mote, og som synes at antyde, at appellanten gjorde tjeneste hos Ashley Mote. En af disse ordrer om tjenesterejse vedrørte en rejse, som appellanten foretog i november 2007 via London med det formål at besøge Ashley Mote i Alton. Appellanten fremlagde i øvrigt selv disse ordrer om tjenesterejser i første instans. Personaleretten fastslog endvidere i den appellerede doms præmis 56, at appellanten ikke havde fremlagt tilsvarende beviser for, at hun gjorde tjeneste hos en af de andre løsgængere i perioden fra december 2007 til april 2008.
53 Appellanten har for det andet hverken i sin klage eller i stævningen i første instans udtrykkeligt bestridt den omstændighed, at hun på tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse formelt var tilknyttet og gjorde tjeneste hos Ashley Mote, eller at Ashley Mote var hendes direkte overordnede, idet hun i sin argumentation kun har anført, at hun på daværende tidspunkt arbejdede for andre parlamentetsmedlemmer, der tilhørte løsgængergruppen, og at tillidsforholdet til disse personer ikke var brudt. Appellanten har nemlig først inden for rammerne af nærværende appelsag bestridt, at hun formelt gjorde tjeneste hos Ashley Mote, med henblik på at anfægte lovligheden af de konklusioner, som Personaleretten har anført i den appellerede doms præmis 60 og 61.
54 For det tredje er spørgsmålet om, hvorvidt appellanten genindtrådte i sin stilling enten »efter aftale med løsgængerne i den britiske delegation, som Ashley Mote udgjorde en del af«, som Personaleretten fastslog i den appellerede doms præmis 54, eller »efter anmodning fra løsgængerne i den britiske delegation« og nærmere bestemt efter anmodning fra Helmer og Kilroy-Silk, som appellanten har anført (jf. præmis 24 ovenfor) ikke afgørende for vurderingen af, om genindtrædelsen indebar, at appellanten formelt set udelukkende skulle gøre tjeneste hos Helmer og Kilroy-Silk, eftersom dette ikke bekræftes af sagsakterne. Det fremgår endvidere af det kontraktstillæg, der trådte i kraft den 20. december 2007, at appellanten skulle gøre tjeneste hos alle løsgængerne, og det angives ikke, hvem der skulle være appellantens direkte overordnede.
55 Appellantens argument om, at hun ikke kunne genindtræde i tjenesten hos Ashley Mote på dette tidspunkt, eftersom han var fængslet i Det Forenede Kongerige, hvilket i øvrigt skulle godtgøre, at hun genindtrådte i tjenesten hos Helmer og Kilroy-Silk, kan i denne forbindelse heller ikke tiltrædes. Dels er det ubestridt, at Ashley Mote også efter, at han blev løsladt i november 2007, udgjorde en del af løsgængergruppen, og at appellanten selv kort havde besøgt ham, inden hun genindtrådte i sin stilling den 20. december 2007. Dels fremgår det af den appellerede doms præmis 53, 55 og 59, at Personaleretten tog alle disse omstændigheder i betragtning for at nå til den konklusion, der fremgår af den appellerede doms præmis 60 og 61.
56 Appellantens argumenter kan således ikke godtgøre, at Personaleretten har foretaget en urigtig gengivelse af beviserne.
57 Hvad angår Personalerettens vurdering af anbringendet om magtfordrejning har appellanten bl.a. foreholdt Personaleretten, at den i den appellerede doms præmis 92 foretog en urigtig gengivelse af brevet af 17. september 2008 ved kun at gengive en del af brevets ordlyd og udelade følgende: »som følge af, at flere af løsgængerne ikke længere havde tillid til hende«. Appellanten har imidlertid ikke redegjort for, hvorledes den forkortede gengivelse af teksten har haft en indvirkning på Personalerettens vurdering af, om det omhandlede anbringende var begrundet. Følgelig må dette argument forkastes.
58 Appellanten har endvidere fremsat et særdeles vanskeligt forståeligt klagepunkt, hvorved hun kritiserer Personaleretten for på den ene side at basere sig på brevet af 21. januar 2009 fra koordinatoren for løsgængerne, der »dels ikke hidrørte fra den myndighed, der var kompetent til at angive grundene til den [anfægtede] afgørelse, dels ikke var godtgjort [in] tempore non suspecto, idet afgørelsen [blev] truffet efter tvistens opståen og indleveringen af stævningen i første instans«, og for på den anden side i den appellerede doms præmis 98 og 99 at lægge dette brev til grund med henblik på at forkaste anbringendet om magtfordrejning ved at fastslå, at »de omstændigheder, der [ifølge koordinatoren for løsgængerne] lå til grund for afskedigelsen […] indgik i en anden sammenhæng end de omstændigheder, der gav anledning til den omhandlede undersøgelse, idet disse omstændigheder endvidere foregik på et senere tidspunkt«.
59 Uanset de forståelsesvanskeligheder, som dette klagepunkt medfører, har appellanten ikke godtgjort, hvorledes Personaleretten i forbindelse med denne vurdering har foretaget en urigtig gengivelse af visse beviser, der kan have haft en indvirkning på dens konstatering af, at der ikke forelå magtfordrejning. Dette gælder så meget desto mere, som Personaleretten selv fastslog, at de konkrete omstændigheder lå efter vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, og at de således ikke kunne godtgøre, om der forelå magtfordrejning på tidspunktet for vedtagelsen.
60 Følgelig skal det tredje anbringende også forkastes, for så vidt som det vedrører urigtig gengivelse af beviser.
61 På baggrund af det ovenstående må appellen forkastes i sin helhed.
Sagens omkostninger
62 Såfremt Retten ikke giver appellanten medhold, træffer den afgørelse om sagens omkostninger i overensstemmelse med artikel 148, stk. 1, i procesreglementet.
63 Efter samme procesreglements artikel 87, stk. 2, første afsnit, som i henhold til artikel 144 finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.
64 Da appellanten har tabt sagen, og Parlamentet har nedlagt påstand om, at den tabende part betaler sagens omkostninger, bærer appellanten sine egne omkostninger samt betaler de omkostninger, som Parlamentet har afholdt i appelsagen.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Appelafdelingen):
1) Appellen forkastes.
2) P bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, som Europa-Parlamentet har afholdt i forbindelse med denne sag.
Jaeger | Azizi | Moavero Milanesi |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 24. oktober 2011.
Underskrifter
Indhold
Sagens faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne i første instans
Den appellerede dom
Appellen
Retsforhandlinger
Parternes påstande
Retlige bemærkninger
Sammenfatning af appelanbringenderne
Det første, det andet, og det tredje anbringende, for så vidt som de vedrører en retlig fejl, en modstridende, urigtig og utilstrækkelig begrundelse for den appellerede dom, tilsidesættelse af ordningen med adskillelsen af funktioner og den institutionelle balance mellem administrationen og Unionens retsinstanser, artikel 26 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union samt retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
Det tredje anbringende om urigtig gengivelse af beviser
Sagens omkostninger