Language of document : ECLI:EU:C:2018:750

Sag C-51/17

OTP Bank Nyrt.
og
OTP Faktoring Követeléskezelő Zrt.

mod

Teréz Ilyés
og
Emil Kiss

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Fővárosi Ítélőtábla)

»Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår – direktiv 93/13/EØF – anvendelsesområde – art. 1, stk. 2 – love og bindende administrative bestemmelser – artikel 3, stk. 1 – begrebet »kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling« – vilkår, der er indført i kontrakten efter indgåelsen heraf som følge af den nationale lovgivers indgriben – artikel 4, stk. 2 – vilkår, der er affattet klart og forståeligt – artikel 6, stk. 1 – den nationale retsinstans’ ex officio undersøgelse af, om et vilkår er urimeligt – låneaftale optaget i udenlandsk valuta og indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger

Sammendrag – Domstolens dom (Anden Afdeling) af 20. september 2018

1.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – urimeligt kontraktvilkår i artikel 3’s forstand – vilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling – begreb – vilkår ændret ved en national bestemmelse vedtaget efter kontraktens indgåelse med henblik på at afhjælpe et ugyldigt vilkår – omfattet

(Rådets direktiv 93/13, art. 3, stk. 1)

2.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – udelukkelse fastsat for kontraktvilkår, som afspejler love og bindende administrative bestemmelser – vilkår, der pålægger en vekselkurs, som er blevet indsat efter indgåelsen af aftalen og som tilsigter at afhjælpe et ugyldigt vilkår deri – direktivet finder ikke anvendelse – vilkår vedrørende kursrisikoen, der ikke er omfattet af love eller administrative bestemmelser – anvendelse af direktivet

(Rådets direktiv 93/13, art. 1, stk. 2)

3.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – vilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller som vedrører prisen eller betalingen og tjenesteydelserne eller varerne, der skal leveres herfor – vilkår om kursrisikoen, der er indført i en låneaftale optaget i udenlandsk valuta – omfattet – betingelser – forpligtelse til at opfylde kravene om forståelighed og gennemsigtighed – krævet informationsniveau – rækkevidde

(Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2)

4.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – anvendelsesområde – vilkår, der definerer aftalens hovedgenstand, eller som vedrører prisen eller betalingen og tjenesteydelserne eller varerne, der skal leveres herfor – vilkår om kursrisikoen, der er indført i en låneaftale optaget i udenlandsk valuta – omfattet – betingelser – forpligtelse til at opfylde kravene om forståelighed og gennemsigtighed – det tidspunkt, der skal tages i betragtning for at bedømme, om denne forpligtelse er blevet gennemført – indgåelse af aftalen – betydning af den nationale lovgivers ophævelse af visse vilkår på et senere tidspunkt – ingen

(Rådets direktiv 93/13, art. 4, stk. 2)

5.        Forbrugerbeskyttelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13 – den nationale rets forpligtelse til af egen drift at undersøge, om et vilkår i en aftale, den er forelagt til vurdering, er urimeligt – rækkevidde

(Rådets direktiv 93/13, art. 6, stk. 1, og art. 7, stk. 1)

1.      Begrebet »vilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling«, som fremgår af artikel 3, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, skal fortolkes således, at det omfatter bl.a. et kontraktvilkår, der er blevet ændret ved en bindende national lovbestemmelse, som er vedtaget efter indgåelsen af en aftale med en forbruger med henblik på at afhjælpe et ugyldigt vilkår, der er indeholdt i den nævnte aftale.

I det foreliggende tilfælde er det klart, at parterne i aftalen ikke har forhandlet de i hovedsagen omhandlede vilkår individuelt, da disse er blevet fastsat af den nationale lovgiver.

(jf. præmis 48 og 49 samt domskonkl. 1)

2.      Artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at anvendelsesområdet for dette direktiv ikke omfatter vilkår, som afspejler bindende nationale lovbestemmelser, der er blevet indsat efter indgåelsen af en låneaftale indgået med en forbruger, og som tilsigter at afhjælpe et ugyldigt vilkår deri, idet den pålægger en vekselkurs fastsat af nationalbanken. I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at dette direktiv ikke finder anvendelse på de betingelser, som indgår i en kontrakt mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, og som er fastlagt ved en national ordning (jf. i denne retning kendelse af 7.12.2017, Woonhaven Antwerpen, C-446/17, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:954, præmis 31).

Et vilkår vedrørende kursrisikoen som det i hovedsagen omhandlede er dog ikke udelukket fra det nævnte anvendelsesområde i medfør af denne bestemmelse. Som det blev anført i nærværende doms præmis 54, skal artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 nemlig fortolkes indskrænkende. Det forhold, at visse vilkår, der afspejler lovbestemmelser, ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, medfører således ikke, at gyldigheden af andre vilkår, der fremgår af samme aftale, og som ikke er omfattet af lovbestemmelser, ikke kan bedømmes af den nationale ret i forhold til det nævnte direktiv.

For så vidt angår de kontraktvilkår, der omhandler spørgsmålet om kursrisikoen, og som ikke er omfattet af disse lovændringer, fremgår det af Domstolens praksis, at sådanne vilkår henhører under artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13, der kun udelukkes fra vurderingen af, om de er urimelige, for så vidt som den kompetente nationale retsinstans efter en bedømmelse i hvert enkelt tilfælde når frem til, at den erhvervsdrivende har affattet dem på en klar og forståelig måde (dom af 20.9.2017, Andriciuc m.fl., C-186/16, EU:C:2017:703, præmis 43).

Det forhold, at betingelserne om forskellen i vekselkursen således er udelukket fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13 i medfør af dette direktivs artikel 1, stk. 2, forhindrer i øvrigt ikke, at de krav, der følger af dette direktivs artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, og af Domstolens praksis, således som der bl.a. er redegjort for denne i præmis 32-34 i dom af 31. maj 2018, Sziber (C-483/16, EU:C:2018:367), stadig finder anvendelse på alle de andre områder, der er omfattet af dette direktiv, og bl.a. på de processuelle regler, der gør det muligt at sikre overholdelsen af de rettigheder, som det nævnte direktiv medfører for borgerne.

(jf. præmis 63, 66, 68-70 og domskonkl. 2)

3.      Artikel 4, stk. 2, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at kravet om, at et kontraktvilkår skal være affattet klart og forståeligt, forpligter de finansielle institutioner til at give låntagerne tilstrækkelige oplysninger til, at disse kan træffe velunderbyggede og forsigtige beslutninger. Med hensyn hertil indebærer dette krav, at et vilkår vedrørende kursrisikoen skal kunne forstås af forbrugeren både rent formelt og i sproglig henseende, men ligeledes med hensyn til dets konkrete rækkevidde, således at en almindeligt oplyst, rimeligt opmærksom og velunderrettet gennemsnitsforbruger er i stand til ikke blot at forstå muligheden for depreciering i den nationale valuta i forhold til den udenlandske valuta, som lånet er optaget i, men også til at vurdere de potentielt alvorlige økonomiske følger, som et sådant aftalevilkår kan have for dennes økonomiske forpligtelser.

(jf. præmis 78 og domskonkl. 3)

4.      Artikel 4 i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at den fastsætter, at kontraktvilkårs klare og forståelige karakter skal vurderes ved at tage hensyn til alle omstændighederne i forbindelse med aftalens indgåelse på tidspunktet for dens indgåelse og til alle de andre vilkår i kontrakten, på trods af det forhold, at visse af disse vilkår er blevet erklæret eller formodes at være urimelige og derfor er blevet ophævet på et senere tidspunkt af den nationale lovgiver.

Det følger af ordlyden af artikel 4, stk. 1, i direktiv 93/13, at der – med henblik på i en situation, hvor det pågældende vilkår vedrører definitionen af kontraktens hovedgenstand, at vurdere, om dette vilkår er affattet klart og forståeligt som omhandlet i dette direktivs artikel 4, stk. 2 – skal tages hensyn til bl.a. alle kontraktens vilkår, der indgik i denne på tidspunktet for dennes indgåelse, eftersom det er på dette tidspunkt, at forbrugeren afgør, om han ønsker at binde sig kontraktmæssigt til en erhvervsdrivende ved at tiltræde de betingelser, som denne har affattet på forhånd.

(jf. præmis 80 og 83 samt domskonkl 4)

5.      Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 skal fortolkes således, at det tilkommer den nationale ret ex officio i stedet for forbrugeren i dennes egenskab af sagsøger at rejse spørgsmålet om den eventuelt urimelige karakter af et kontraktvilkår, når denne råder over de oplysninger vedrørende de retlige eller faktiske omstændigheder, som denne prøvelse kræver.

Denne forpligtelse, som påhviler den nationale ret, er blevet anset for nødvendig af hensyn til en effektiv forbrugerbeskyttelse, bl.a. i forhold til den ikke ubetydelige risiko for, at forbrugeren ikke kender sine rettigheder eller møder vanskeligheder ved at udøve dem (jf. i denne retning dom af 17.5.2018, Karel de Grote – Hogeschool Katholieke Hogeschool Antwerpen, C-147/16, EU:C:2018:320, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

(jf. præmis 88 og 91 samt domskonkl. 5)