Sag T-384/06

IBP Ltd og International Building Products France SA

mod

Europa-Kommissionen

»Konkurrence – karteller – sektoren for kobberfittings og fittings af kobberlegeringer – beslutning, der fastslår en overtrædelse af artikel 81 EF – varigheden af deltagelsen i overtrædelsen – bøder – skærpende omstændigheder«

Sammendrag af dom

1.      Konkurrence – karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis, der kan behandles som udgørende en enkelt overtrædelse

(Art. 81, stk. 1, EF)

2.      Konkurrence – karteller – bevis

(Art. 81, stk. 1, EF)

3.      Konkurrence – administrativ procedure – kommissionsbeslutning, der fastslår en overtrædelse – Kommissionen har bevisbyrden for en overtrædelse og dennes varighed

(Art. 81, stk. 1, EF)

4.      Konkurrence – karteller – aftaler mellem virksomheder – bevis

(Art. 81, stk. 1, EF)

5.      Konkurrence – karteller – samordnet praksis – begreb – koordinering og samarbejde uforenelig med hver virksomheds forpligtelse til selvstændigt at fastsætte sin markedsadfærd

(Art. 81, stk. 1, EF)

6.      Konkurrence – karteller – forbud – overtrædelser – aftaler og samordnet praksis, der kan behandles som udgørende en enkelt overtrædelse – begreb

(Art. 81, stk. 1, EF)

7.      Konkurrence – bøder – betingelser for Kommissionens pålæggelse af bøder – overtrædelse begået forsætligt eller uagtsomt – forhindringer eller afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger som svar på Kommissionens anmodning om oplysninger

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 1 og 2)

8.      Konkurrence – administrativ procedure – klagepunktsmeddelelse – forpligtelse til at give et svar – foreligger ikke

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 18, stk. 1, og art. 23, stk. 1, litra a)]

9.      Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – den pågældende virksomheds økonomiske situation

[Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 98/C 9/03, punkt 5, litra b)]

10.    Konkurrence – bøder – størrelse – fastsættelse – kriterier – nedsættelse af bøden som modydelse for den anklagede virksomheds samarbejde – betingelser

(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 23, stk. 2; Kommissionens meddelelse 96/C 207/04, afsnit D)

1.      En tilsidesættelse af artikel 81, stk. 1, EF kan foreligge ikke alene ved en enkeltstående handling, men også ved en række handlinger eller en sammenhængende adfærd. Når de forskellige handlinger indgår i en samlet plan, fordi de har det samme formål, nemlig at fordreje konkurrencen inden for fællesmarkedet, kan Kommissionen med rette pålægge ansvaret for disse handlinger på grundlag af deltagelsen i overtrædelsen betragtet i sin helhed. En virksomhed kan endvidere anses for ansvarlig for et kartel i sin helhed, selv om det er godtgjort, at den kun deltog direkte i ét eller flere af kartellets elementer, såfremt virksomheden vidste eller nødvendigvis burde vide, at det ulovlige samarbejde, som den deltog i, indgik i en samlet plan, og såfremt den samlede plan dækkede samtlige kartellets elementer. Endvidere kan en virksomhed, der har deltaget i en enkelt, kompliceret overtrædelse ved egne handlinger, som har haft til formål at bidrage til gennemførelsen af overtrædelsen i dens helhed, for så vidt angår hele det tidsrum, hvor virksomheden har deltaget i den, også være ansvarlig for de handlinger, som andre virksomheder har foretaget som led i den samme overtrædelse. Dette er tilfældet, såfremt der er ført bevis for, at den pågældende virksomhed har været bekendt med de øvrige deltageres ulovlige adfærd eller med rimelighed har kunnet forudse denne, og at den har været indstillet på at løbe den dermed forbundne risiko.

(jf. præmis 55 og 56)

2.      Hvad angår bevisførelsen i forbindelse med en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF skal Kommissionen fremlægge præcise og samstemmende beviser for sine faste overbevisning om, at den påståede overtrædelse har fundet sted. Er Unionens retsinstanser i tvivl, skal dette komme den virksomhed til gode, hvortil den beslutning er rettet, hvori der fastslås en overtrædelse. Retsinstanserne kan derfor ikke konkludere, at Kommissionen har ført fornødent bevis for den pågældende overtrædelse, hvis den fortsat nærer tvivl vedrørende dette spørgsmål, navnlig i en sag, hvori der er nedlagt påstand om annullation af en beslutning, hvori der pålægges en bøde. Dog skal hvert enkelt af de af Kommissionen fremlagte beviser ikke nødvendigvis opfylde disse kriterier i forhold til hver enkelt led i overtrædelsen. Det er tilstrækkeligt, at den række indicier, institutionen har påberåbt sig, ud fra en samlet betragtning opfylder dette krav.

Det er desuden hyppigt forekommende, at de aktiviteter, som en konkurrencebegrænsende aftale indebærer, gennemføres hemmeligt, at møderne afholdes hemmeligt, og at dokumenterne herom begrænses til et minimum. Selv i tilfælde, hvor Kommissionen opdager dokumenter, der udtrykkeligt viser en ulovlig kontakt mellem erhvervsdrivende, som f.eks. referater fra et møde, er disse normalt kun brudstykkeagtige og spredte, hvorfor det ofte viser sig nødvendigt at rekonstruere visse enkeltheder ved hjælp af følgeslutninger. I de fleste tilfælde må den omstændighed, at der foreligger en konkurrencebegrænsende praksis eller aftale, udledes ved en slutning ud fra et vist antal sammenfaldende omstændigheder og indicier, der, når de betragtes samlet, og i mangel af en anden logisk forklaring kan udgøre beviset for en tilsidesættelse af konkurrencereglerne.

(jf. præmis 57-59)

3.      Overtrædelsens varighed er en integrerende del af overtrædelsesbegrebet i henhold til artikel 81, stk. 1, EF, for hvilken bevisbyrden påhviler Kommissionen.

(jf. præmis 60)

4.      Udtalelser, der er fremsat i forbindelse med politikken for bødenedsættelse, spiller en vigtig rolle. Disse erklæringer, der afgives i virksomheders navn, har en betydelig bevisværdi, idet de giver anledning til betydelige juridiske og økonomiske risici. Således kan en erklæring fra en virksomhed, der beskyldes for at have deltaget i et kartel, hvis rigtighed bestrides af flere andre anklagede virksomheder, imidlertid ikke uden støtte i andre beviser betragtes som et tilstrækkeligt bevis for, at en overtrædelse er begået af disse sidste virksomheder.

(jf. præmis 69)

5.      En udveksling af oplysninger skal ikke nødvendigvis være gensidig for at kunne krænke princippet om en selvstændig markedsadfærd. Offentliggørelsen af følsomme oplysninger fjerner den usikkerhed, der er med hensyn til konkurrentens fremtidige adfærd, og har således direkte eller indirekte betydning for strategien hos adressaten for oplysningerne.

(jf. præmis 71)

6.      Hvad angår en adfærd, der består af en regelmæssig organisering gennem flere år af de multi- og bilaterale kontakter mellem konkurrerende producenter med det formål at indføre ulovlige former for praksis med henblik på en kunstig tilrettelæggelse af kobberfittings-markedets funktion, bl.a. om prisniveauet, er den omstændighed, at visse kendetegn ved eller intensiteten af denne praksis er ændret efter Kommissionens kontrolbesøg, ikke relevant for videreførelsen af det pågældende kartel, da formålet med den konkurrencebegrænsende adfærd, nemlig samarbejdet om priserne for fittings, ikke er ændret. Det er i denne forbindelse sandsynligt, at kartellet efter Kommissionens kontrolbesøg havde en mindre struktureret form, og aktiviteterne var af forskellig intensitet. Den omstændighed, at et kartel kan opleve perioder af forskellig intensitet, indebærer imidlertid ikke, at det kan konkluderes, at kartellet er ophørt.

(jf. præmis 73 og 76)

7.      Den omstændighed, at forordning nr. 1/2003 giver Kommissionen mulighed for at pålægge en bøde på op til 1% af en virksomheds omsætning, såfremt der er opstillet forhindringer eller afgivet urigtige eller vildledende oplysninger på en anmodning om oplysninger som en selvstændig overtrædelse, berører ikke muligheden for at betragte dette som en skærpende omstændighed. Det bør imidlertid præciseres, at såfremt den første kvalificering antages, udelukker dette muligheden for, at den anden kvalificering antages for så vidt angår den samme adfærd.

(jf. præmis 109)

8.      Selv om det står virksomhederne frit for at besvare eller undlade at besvare spørgsmål, som bliver stillet dem i henhold til artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, fremgår det af artikel 23, stk. 1, litra a), i denne forordning, at de virksomheder, der har accepteret at besvare spørgsmål, er forpligtet til at meddele rigtige oplysninger.

I den forbindelse skal det bemærkes, at henset til opbygningen af forordning nr. 1/2003 gælder forpligtelsen til at meddele rigtige oplysninger også i tilfælde af et svar på klagepunktsmeddelelsen. Der eksisterer ganske vist ikke nogen forpligtelse til at svare på en klagepunktsmeddelelse. Desuden indebærer udøvelsen af retten til forsvar også retten til at bestride bevisværdien af de dokumenter, som Kommissionen baserer sig på. Hvis en virksomhed imidlertid meddeler andre oplysninger, såsom et vidneudsagn, for at godtgøre, at det bevismateriale, Kommissionen har fremlagt i klagepunktsmeddelelsen, er urigtigt, skal disse oplysninger være rigtige.

(jf. præmis 111)

9.      Kommissionen er ikke forpligtet til ved fastsættelsen af den bøde, som den pålægger en virksomhed for overtrædelse af konkurrencereglerne, at tage hensyn til, at en virksomhed befinder sig i en økonomisk underskudssituation, da anerkendelsen af en sådan forpligtelse ville medføre en uberettiget konkurrencemæssig fordel for virksomheder, der er mindre tilpasset til markedsvilkårene.

Punkt 5, litra b), i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og artikel 65, stk. 5, i EKSF-traktaten kan ikke ændre dette princip. Betalingsevnen har nemlig kun betydning i en given social kontekst, som består i de konsekvenser, som bødebetalingen vil kunne have, bl.a. med hensyn til en forhøjelse af arbejdsløshed eller en negativ påvirkning af de økonomiske sektorer opad eller nedad i forhold til den pågældende virksomhed.

(jf. præmis 120 og 121)

10.    En bødenedsættelse, der indrømmes som følge af samarbejde under den administrative procedure, er kun begrundet, såfremt den pågældende virksomheds adfærd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtrædelse og med i givet fald at bringe denne til ophør mindskes. En bødenedsættelse på grundlag af samarbejdsmeddelelsen fra 1996 er kun begrundet, såfremt de fremlagte oplysninger og den pågældende virksomheds adfærd i almindelighed i denne forbindelse kan betragtes som udtryk for et virkeligt samarbejde fra dennes side.

(jf. præmis 123)