Appel iværksat den 25. juli 2011 af Yvette Barthel m.fl. til prøvelse af Personalerettens kendelse af 10. maj 2011 i sag F-59/10, Barthel m.fl. mod Domstolen

(Sag T-398/11 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Yvette Barthel (Arlon, Belgien), Marianne Reiffers (Olm, Luxembourg), Lieven Massez (Luxembourg, Luxembourg) (ved advokaterne S. Orlandi, A. Coolen, J-N. Louis, É. Marchal og D. Abreu Caldas)

Den anden part i appelsagen: Den Europæiske Unions Domstol

Appellanternes påstande

Appellanterne har nedlagt følgende påstande:

Den af Personaleretten afsagte kendelse af 10. maj 2011 i sag F-59/10, Barthel m.fl. mod Domstolen, hvorved appellanternes søgsmål blev afvist, ophæves.

Appellen fremmes til realitetsbehandling.

Sagen hjemvises til Personaleretten med henblik på, at denne træffer afgørelse vedrørende sagens formalitet og realitet.

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for appellen har appellanterne fremført to anbringender.

Det første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af begrundelsespligten, for så vidt som Personaleretten med afvisningen af appellanternes søgsmål har tilsidesat artikel 296 TEUF, artikel 36, første punktum, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol samt artikel 7, stk. 1, i dettes bilag 1, ved ikke at undersøge alle de retskrænkelser, som blev gjort gældende for den, og ved ikke at gøre det muligt for appellanterne at få kendskab til begrundelsen for afvisningen af anbringenderne om, at en fortolkning a contrario af artikel 90, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i forhold til vedtægtens artikel 91 er ulovlig, og om ret til at indbringe en klage over en bebyrdende afgørelse for Domstolen inden for en frist på tre måneder fra den dag, hvor klagen blev meddelt den pågældende i overensstemmelse med denne bestemmelses andet led. Eftersom Personaleretten ikke har taget hensyn til samtlige de anbringender og argumenter, som appellanterne har gjort gældende til støtte for deres annullationssøgsmål, har den således tilsidesat sin pligt til at begrunde kendelsen.

Det andet anbringende er, at der er begået en retlig fejl derved, at Personaleretten fandt, at afgørelsen af 26. oktober 2009 om afslag på appellanternes ansøgning var en rent bekræftende afgørelse af et manglende svar, som må sidestilles med en stiltiende afvisning, idet det forsinkede svar er begrundet i en afventning af en intern meddelelse fra en af Domstolens tjenestegrene med henblik på at gøre det muligt for denne at undersøge, om appellanterne opfyldte betingelserne for at modtage tillæg for turnustjeneste i overensstemmelse med artikel 56a i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union.

____________