PERSONALERETTENS DOM (Første Afdeling)
30. november 2009 (*)
»Personalesag – tjenestemænd – disciplinærsag – suspension af en tjenestemand – fradrag i lønnen – påstand om en alvorlig fejl – ret til forsvar – kompetence – manglende offentliggørelse af en delegation af beføjelser – manglende kompetence for ophavsmanden til den anfægtede akt«
I sag F-80/08,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA,
Fritz Harald Wenig, tjenestemand i Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, Woluwé-Saint-Pierre (Belgien), ved avocats G.-A. Dal, D. Voillemot, D. Bosquet og S. Woog,
sagsøger,
mod
Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved J. Currall og D. Martin, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Første Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne H. Kreppel (refererende dommer) og H. Tagaras,
justitssekretær: fuldmægtig R. Schiano,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 16. juni 2009,
afsagt følgende
Dom
1 Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 13. oktober 2008 ved e-mail (originalen blev indleveret samme dag) har Fritz Wenig nedlagt påstand om annullation af afgørelsen af 18. september 2008, hvorved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i medfør af artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber suspenderede Fritz Wenig i en ubestemt periode og besluttede at fradrage 1 000 EUR om måneden i hans løn i maksimalt seks måneder.
Retsforskrifter
2 Vedtægtens artikel 86 bestemmer:
»Over for en tjenestemand eller en forhenværende tjenestemand, der forsætligt eller uagtsomt undlader at opfylde de pligter, som påhviler ham i henhold til denne vedtægt, kan der anvendes disciplinære sanktioner.
[…]
3. Reglerne, procedurerne og foranstaltningerne for disciplinær forfølgning og reglerne og procedurerne for administrative undersøgelser er fastsat i bilag IX.«
3 Artikel 23 i bilag IX til vedtægten er affattet som følger:
»1. Når ansættelsesmyndigheden fremsætter påstand om, at en tjenestemand har begået en alvorlig fejl ved enten at have brudt sine tjenestepligter eller at have overtrådt almindelige retsregler, kan den på ethvert tidspunkt suspendere ophavsmanden til denne fejl i en nærmere bestemt eller ubestemt periode.
2. Ansættelsesmyndigheden træffer denne beslutning efter at have hørt den pågældende tjenestemand, undtagen under ekstraordinære omstændigheder.«
4 Artikel 24, stk. 1 og 2, i bilag IX til vedtægten er affattet som følger:
»1. Beslutningen om tjenestemandens suspension skal præcisere, om den pågældende beholder hele sin løn, eller der skal fradrages et beløb, som fastsættes i samme beslutning. Det beløb, der udbetales til tjenestemanden, kan i intet tilfælde ligge under det eksistensminimum, der er fastsat i artikel 6 i bilag VIII, i givet fald forhøjet med børnetillæg.
2. Den suspenderede tjenestemands situation skal reguleres definitivt inden for en frist på seks måneder fra den dag, hvor suspensionen har fået virkning. Når der ikke inden seks måneder er truffet nogen beslutning, modtager den pågældende igen hele sin løn, jf. dog stk. 3.«
5 Den 30. november 2007 vedtog Kommissionen beslutning K(2007) 5730 om udøvelse af de beføjelser, som vedtægten og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte (herefter »vilkårene«) tillægger ansættelsesmyndigheden. Denne beslutnings artikel 1, stk. 1, som blev offentliggjort i Administrative Oplysninger nr. 57-2007 af 6.12.2007), var affattet som følger:
»De beføjelser, som vedtægten og vilkårene tillægger ansættelsesmyndigheden vedrørende den gruppe af Kommissionens personale, hvis vederlag afholdes over driftsbevillingerne, og personalet, hvis vederlag afholdes over budgettet for forskning og teknologisk udvikling, bortset fra personalet, der gør tjeneste ved Det Fælles Forskningscenter, skal alt efter omstændighederne og med forbehold for forskrifter fra Kommissionen, kommissæren med ansvar for personale, kommissæren med ansvar for udenrigstjenesten, generaldirektøren for personale og de øvrige generaldirektører, herunder kontorchefer og direktører [for kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder], og for [Infrastruktur og Logistik] udøves på de betingelser, der er fastsat i bilag I.«
6 Ifølge punkt 14 i afsnit VI, »Disciplinære spørgsmål […], på [ansættelsesmyndighedens liste vedrørende den gruppe af Kommissionens personale, hvis vederlag afholdes over driftsbudgettetog budgettet for forskning (bortset fra (Det Fælles Forskningscenter)]«, som bilag I til beslutning K(2007) 5730 henviser til, skulle de beføjelser, som tillægges ansættelsesmyndigheden til suspension af en tjenestemand i henhold til artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten for så vidt angår tjenestemænd i lønklasse AD 16 og AD 15 samt tjenestemænd i lønklasse AD 14, som er ledende medarbejdere (direktører eller tilsvarende) udøves af Kommissionen og, for så vidt angår øvrige tjenestemænd, af generaldirektøren for personale.
7 Ved meddelelse af 9. september 2008 blev et beslutningsudkast K(2008) 5085 om ændring af beslutning K(2007) 5730 sat på dagsordenen ved møde nr. 1842 i kommissærkollegiet den 10. september 2008. Beslutningsudkastet indeholdt bestemmelse om overdragelse af kompetencen til at suspendere tjenestemænd i lønklasse AD 16 og AD 15 samt tjenestemænd i lønklasse AD 14, som er ledende medarbejdere (direktører eller tilsvarende), til kommissæren med ansvar for personale. Under mødet den 10. september 2008 besluttede kommissærkollegiet at »ændre beslutning K(2007) 5730 […], sådan som gengivet i dok. K(2008) 5085«, og præciserede, at denne beslutning »straks får virkning« (herefter »beslutningen af 10. september 2008«) Denne beslutning er ikke blevet offentliggjort i Administrative Oplysninger.
8 Den 29. april 2009 vedtog Kommissionen beslutning K(2009) 3074, »som ændrer beslutning K(2007) 5730«, hvoraf fulgte, at de beføjelser, som tillægges ansættelsesmyndigheden til at suspendere tjenestemænd, fremover for så vidt angår tjenestemænd i lønklasse AD 16 og AD 15 og tjenestemænd i lønklasse AD 14, som er ledende medarbejdere (direktører eller tilsvarende), udøves af kommissæren med ansvar for personale. Denne beslutning blev offentliggjort i Administrative Oplysninger nr. 33-2009 af 8. maj 2009.
Sagens faktiske omstændigheder
9 Sagsøgeren var på tidspunktet for tvistens faktiske omstændigheder tjenestemand i Kommissionen i lønklasse AD 15 med rang af direktør i direktorat G, »Adgang til markederne og til industri«, et direktorat, der sorterer under Kommissionens Generaldirektorat (GD) »Handel«, og som har til opgave at gennemføre antidumpingpolitikken.
10 Den 7. september 2008 offentliggjorde det britiske dagblad Sunday Times i sin trykte avis og på sin hjemmeside en artikel med overskriften »Afsløringer: Hvordan en eurokrat offentliggør erhvervshemmeligheder i forbindelse med udsøgte middage« (»Revealed: how Eurocrat leaked trade secrets over lavish dinners«). I denne artikel blev der henvist til tre middage, som sagsøgeren havde deltaget i mellem marts og september 2008 i restauranter i Bruxelles (Belgien) med journalister fra Sunday Times, der havde præsenteret sig som forretningsforbindelser til en kinesisk eksportør, som havde en interesse i visse af de antidumpingsager, Kommissionen behandlede. Ifølge samme artikel skulle sagsøgeren i forbindelse med disse middage og med telefonsamtaler have videregivet sine samtalepartnere oplysninger om sager, der blev behandlet i Kommissionen, oplysninger, som sagsøgeren ikke var berettiget til at videregive. Det skulle ligeledes være blevet tilbudt den pågældende til gengæld for disse oplysninger at samarbejde med et årligt vederlag på 600 000 EUR, om den påståede kinesiske eksportørs aktiviteter, men ifølge artiklen ønskede sagsøgeren først et sådant samarbejde efter at være blevet pensioneret. Endelig svarede den berørte i forlængelse af det tilbud, som han fik i forbindelse med den anden middag om betaling af 100 000 EUR, at et sådant beløb kunne overføres til ham på en spærret konto, som han ville få adgang til, når han blev pensioneret; men han præciserede ikke desto mindre, at indbetalingen først kunne ske på baggrund af de resultater, som den påståede kinesiske eksportør opnåede takket være de videregivne oplysninger.
11 Under den administrative undersøgelse, som Kommissionen indledte, blev sagsøgeren afhørt den 10. december 2008 af to tjenestemænd fra Kommissionens Undersøgelses- og Disciplinærkontor (IDOC). Under forhøret erkendte sagsøgeren, der var bistået af sin advokat, at være blevet inviteret til og have deltaget i de tre i artiklen i Sunday Times beskrevne middage uden at have underrettet sine overordnede. Han indrømmede ligeledes at have givet sine samtalepartnere adskillige oplysninger, navnlig vedrørende navnet på to kinesiske selskaber, som producerede stearinlys, og som i forlængelse af en endnu verserende antidumpingprocedure ville kunne indrømmes markedsøkonomisk behandling. Sagsøgeren understregede imidlertid, at disse oplysninger havde været halvoffentlige, og at de under alle omstændigheder var uden kommerciel værdi. Selv om den berørte endelig over for IDOC’s tjenestemænd tilkendegav, at hans samtalepartnere som modstykke til meddelelsen af oplysningerne i forbindelse med den anden middag havde tilbudt ham at indbetale en pengesum på en bankkonto i et land med en fordelagtig skatteordning, nægtede han at have taget imod et sådant tilbud og fremhævede, at han i forbindelse med disse kontakter alene havde overvejet muligheden for at samarbejde med den kinesiske eksportør efter at være blevet pensioneret.
12 Ved skrivelse af 11. september 2008 underettede kommissæren med ansvar for personale, under henvisning til sin egenskab af ansættelsesmyndighed, sagsøgeren om, at han overvejede at pålægge sagsøgeren en suspensionsforanstaltning i henhold til artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten samt at foretage et fradrag i hans løn, ligesom sagsøgeren indkaldtes til et forhør, der skulle finde sted den 12. september 2008.
13 Ved skrivelse af 12. september 2008 anmodede sagsøgerens advokat Kommissionen om forhørsrapporten og tilføjede, at den berørte ønskede at »anvende fransk i forbindelse med den sag, der blev ført mod ham«.
14 Ligeledes den 12. september 2008 underrettede kommissæren med ansvar for personale sagsøgeren om, at forhøret ville finde sted den 16. september 2008, og præciserede, at det for den berørte under dette forhør ville være muligt at tale fransk.
15 Den 16. september 2008 blev sagsøgeren afhørt af kommissæren med ansvar for personale. Under dette forhør, som der blev affattet et referat af på engelsk, gentog den berørte i alt væsentligt de erklæringer, som han afgav for IDOC’s tjenestemænd.
16 Ligeledes den 16. september 2008 rejste sagsøgeren civilt søgsmål mod bl.a. forfatterne til artiklen i Sunday Times.
17 Ved afgørelse af 18. september 2008, som i indledningen henviste til Kommissionens beslutning K(2007) 5730 af 30. november 2007 om udøvelsen af de beføjelser, som vedtægten og vilkårene tillægger ansættelsesmyndigheden, og »senest ændret ved beslutning […] af 10. september 2008«, suspenderede kommissæren med ansvar for personale sagsøgeren i henhold til artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten på ubestemt tid og traf afgørelse om et fradrag på 1 000 EUR om måneden i hans løn for en periode på ikke over seks måneder (herefter den »anfægtede afgørelse«).
18 Som begrundelse for den anfægtede afgørelse henviste kommissæren med ansvar for personale til den omstændighed, som var blevet afsløret ved de offentliggjorte oplysninger »i forskellige presseartikler, navnlig i Sunday Times«, og under de forhør af sagsøgte, som blev foretaget af IDOC’s tjenestemænd og af ham selv, at den berørte havde tilsidesat bestemmelserne i artikel 11 og 12 samt artikel 17, stk. 1, i vedtægten. Ifølge den anfægtede afgørelse havde sagsøgeren nemlig videregivet fortrolige oplysninger til personer, som ikke måtte få disse oplysninger, havde vist sig villig til efterfølgende at lade sig engagere af disse personer for et betydeligt beløb som modydelse for et samarbejde, der tilmed blev indledt, inden han blev pensioneret, ligesom den berørte hverken havde informeret sine overordnede om den omstændighed, at han blev kontaktet af sådanne samtalepartnere, eller havde anmodet om godkendelse til at opretholde disse gentagne kontakter. Endelig blev der i den anfægtede afgørelse lagt vægt på, at sådanne handlinger, såfremt de skulle blive påvist, udgjorde »en alvorlig tjenestefejl fra sagsøgerens side«, navnlig under hensyn til den »store krænkelse af Kommissionens omdømme«, som de medførte, samt den fremtrædende position, den berørte havde i Kommissionen.
19 Den 24. september 2008 indgav sagsøgeren en ansøgning, dateret den 23. september 2008, om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, gående ud på, at Kommissionen traf egnede foranstaltninger til genopretning af hans tjenestelige respektabilitet og navnlig anlagde retssag for at få fastslået, at forfatterne til artiklen i Sunday Times havde handlet ulovligt.
20 Den 3. oktober 2008 indgav sagsøgeren en klage i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2, med henblik på at få annulleret den anfægtede afgørelse.
21 Ved notat af 22. januar 2009 besvarede Kommissionen den ansøgning om bistand, som blev indgivet den 24. september 2008 af sagsøgeren. Herved anførte den, at den undersøgelse, som var indledt af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), trådte i stedet for de undersøgelser, som ansættelsesmyndigheden havde kunnet foretage i henhold til vedtægtens artikel 24. Kommissionen tilføjede, at notatet ikke udgjorde et afslag på ansøgningen om bistand.
22 Den 29. januar 2009 afsluttede OLAF undersøgelsen og fremsendte sine konklusioner til de belgiske justitsmyndigheder den følgende 12. februar.
23 Ved afgørelse af 3. februar 2009 afviste ansættelsesmyndigheden klagen over den anfægtede afgørelse.
24 Ved afgørelse af 18. februar 2009 blev sagsøgeren efter egen ansøgning pensioneret, gældende med virkning fra den 1. maj 2009.
Parternes påstande og retsforhandlingerne
25 Ved stævning indgået til Personalerettens Justitskontor den 13. oktober 2008 ved e-mail anlagde sagsøgeren nærværende sag. Samme dag indgik til Personaleretten ligeledes en begæring om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.
26 Ved Justitskontorets skrivelser af 14. oktober 2008 blev parterne underettet om udsættelsen af hovedsagen indtil det tidspunkt, hvor der forelå en udtrykkelig eller stiltiende afvisning af sagsøgerens indgivne klage.
27 Ved kendelse af 17. december 2008 afslog Personalerettens præsident begæringen om udsættelse af gennemførelsen af den anfægtede afgørelse.
28 Efter afslaget på klagen blev parterne ved Justitskontorets skrivelser af 25. februar 2009 underettet om sagens genoptagelse for Personaleretten.
29 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.
30 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.
31 I forbindelse med en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse opfordrede Personaleretten Kommissionen til at bekræfte, at beslutningen af 10. september 2008, som var nævnt i indledningen til den anfægtede afgørelse, var blevet vedtaget, og i bekræftende fald at fremlægge en kopi af denne beslutning samt præcisere, om beslutningen var blevet offentliggjort. Som svar på denne foranstaltning fremlagde Kommissionen ved skrivelse af 3. juni 2009 dels en kopi af meddelelsen af 9. september 2008 fra Kommissionens næstformand, som indeholdt det udkast, der lå forud for beslutningen af 10. september 2008, dels et referat af kommissærkollegiets møde den 10. september 2008, hvorunder udkastet var blevet vedtaget. Kommissionen har i øvrigt medgivet, at beslutningen af 10. september 2008 ikke blev offentliggjort i Administrative Oplysninger, men har understreget, at meddelelsen af 9. september 2008 trods alt var blevet lagt ud på Kommissionens intranet med præcisering af det elektroniske link, der gav adgang dertil.
32 I den forberedende rapport til retsmødet opfordrede Retten parterne til at begrænse deres indlæg til at omhandle spørgsmålet om, hvorvidt kommissæren med ansvar for personale havde kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse.
Retlige bemærkninger
Formaliteten
33 Efter at have bemærket, at man i den anfægtede afgørelse dels suspenderede sagsøgeren i en ubestemt periode, og dels besluttede at fradrage 1 000 EUR om måneden i hans løn i højst seks måneder, har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgeren efter at være blevet pensioneret den 1. maj 2009 ikke længere har en berettiget interesse i at kræve annullation af den anfægtede afgørelse, i hvert fald ikke for så vidt angår suspensionen af hans tjeneste.
34 I den forbindelse er det korrekt, at den anfægtede afgørelse, for så vidt som den fastsætter suspension af sagsøgeren i en ubestemt periode, stiltiende, men nødvendigvis blev ophævet, da den berørte blev pensioneret den 1. maj 2009, idet en suspensionsforanstaltning alene kan vedrøre tjenestemænd i tjeneste. Desuden var den anfægtede afgørelse bortfaldet allerede inden sagsanlægget, for så vidt som den fastsatte fradrag i sagsøgerens løn, da fradraget i overensstemmelse med artikel 24, stk. 2, i bilag IX til vedtægten var blevet begrænset til en periode på seks måneder.
35 De ovennævnte omstændigheder har imidlertid ikke medført bortfald af søgsmålets genstand eller af sagsøgerens interesse i en annullation af den anfægtede afgørelse i dens helhed, idet afgørelsen ikke alene har haft virkninger på sagsøgerens materielle situation, men også på hans respektabilitet (jf. analogt for så vidt angår interessen hos en tjenestemand, som blev invalidepensioneret som følge af total invaliditet, i at kræve annullation af sin bedømmelsesrapport, Domstolens dom af 22.12.2008, sag C-198/07 P, Gordon mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 44 og 45).
36 Det følger heraf, at afvisningspåstanden må forkastes.
Realiteten
37 I stævningen har sagsøgeren gjort syv anbringender gældende, nemlig
– tilsidesættelse af vedtægtens artikel 25, stk. 2, som følge af manglende begrundelse
– tilsidesættelse af retten til forsvar
– tilsidesættelse af artikel 6 i Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, underskrevet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«)
– tilstedeværelse af åbenbart urigtige skøn vedrørende de påståede faktiske omstændigheder
– tilsidesættelse af artikel 23 i bilag IX til vedtægten vedrørende den angivelige alvorlige fejl
– tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og
– manglende overholdelse af omsorgspligten.
38 Sagsøgeren har tillige under retsmødet gjort et ottende anbringende gældende om, at den anfægtede afgørelse blev truffet, uden at der var kompetence dertil.
Det første anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 25, stk. 2, som følge af manglende begrundelse
– Parternes argumenter
39 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse hverken er tilstrækkeligt eller forskriftsmæssigt begrundet, idet den ikke udførligt redegør for grunden til, at de faktiske omstændigheder, som er gjort gældende mod ham, udgør en fejl og tilmed en alvorlig fejl.
40 Kommissionen har heroverfor påstået, at anbringendet skal forkastes, idet den har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er tilstrækkeligt begrundet.
– Rettens bemærkninger
41 Ifølge fast retspraksis har pligten til at begrunde en akt, som indebærer et klagepunkt, til formål at gøre det muligt for Fællesskabets retsinstanser at udøve deres kontrol med afgørelsens lovlighed og at give tjenestemanden et tilstrækkeligt grundlag for at vide, om afgørelsen er berettiget, eller om den er behæftet med en mangel, der gør det muligt at bestride dens lovlighed. Dette krav er opfyldt, når den akt, der gøres til genstand for et søgsmål, er udstedt i en sammenhæng, som tjenestemanden har kendskab til, og som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden af en foranstaltning, der træffes i forhold til ham (dom afsagt af Retten i Første Instans den 16.12.1993, sag T-80/92, Turner mod Kommissionen, Sml. II, s. 1465, præmis 62, og den 27.11.1997, sag T-20/96, Pascall mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 361, og II, s. 977, præmis 44).
42 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse, hvis indhold er nævnt i denne doms præmis 18, udførligt har beskrevet karakteren af de påstande om alvorlige fejl, som er gjort gældende over for sagsøgeren. Den har ligeledes anført, at disse påstande byggede på oplysninger, der blev afsløret i »forskellige presseartikler, navnlig [artiklen i] Sunday Times«, og har fremhævet, at sådanne handlinger, såfremt de skulle blive påvist, udgjorde »en alvorlig tjenestefejl fra sagsøgerens side«, navnlig under hensyn til »den store krænkelse af Kommissionens omdømme«, som de medførte, samt den fremtrædende position, som den berørte havde i Kommissionen.
43 Herefter findes sagsøgeren ikke at have grundlag for at hævde, at den anfægtede afgørelse er utilstrækkeligt begrundet.
44 Det første anbringende må på denne baggrund forkastes.
Det andet anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar
– Parternes argumenter
45 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen, da den traf den anfægtede afgørelse, støttede sig til oplysninger, som blev offentliggjort i »forskellige presseartikler, navnlig i Sunday Times den 7. september 2008«. Ifølge den berørte fik han dog alene meddelelse om artiklen i Sunday Times, ikke om de øvrige avisartikler. Princippet om overholdelse af retten til forsvar blev dermed tilsidesat.
46 Kommissionen har dertil svaret, at den iagttog princippet om retten til forsvar ved at høre sagsøgeren forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.
47 Kommissionen har tilføjet, at såfremt der på et senere tidspunkt skulle blive indledt straffe- og disciplinærsager, vil sagsøgeren i den forbindelse igen få lejlighed til at udtale sig.
– Rettens bemærkninger
48 Ifølge fast retspraksis er det et grundlæggende princip i fællesskabsretten, at enhver, over for hvem der indledes en procedure, som kan munde ud i en retsakt, der indeholder et klagepunkt mod den pågældende, skal have mulighed for kontradiktion, selv om der ikke findes nogen udtrykkelig forskrift herom i reglerne for den pågældende procedure (jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.5.1997, sag T-169/95, Quijano mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 91, og II, s. 273, præmis 44, og den 10.7.1997, sag T-36/96, Gaspari mod Europa-Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 201, og II, s. 595, præmis 32).
49 Dette princip, som modsvarer kravene til god forvaltningsskik, indebærer, at enhver, over for hvem der kan træffes en beslutning, som indeholder et klagepunkt mod vedkommende, skal have mulighed for at fremsætte sit synspunkt vedrørende de omstændigheder, som er foreholdt vedkommende til støtte for den pågældende afgørelse (dom afsagt af Retten i Første Instans den 6.12.1994, sag T-450/93, Lisrestal m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1177, præmis 42, stadfæstet ved Domstolens dom af 24.10.1996, sag C-32/95, Kommissionen mod Lisrestal m.fl., Sml. I, s. 5373, præmis 21).
50 Det må ligeledes påpeges, at bestemmelserne i artikel 23, stk. 2, i bilag IX til vedtægten, som har til formål at sikre overholdelsen af retten til forsvar i sager om suspension af tjenestemænd, fastslår, at ansættelsesmyndigheden alene kan træffe afgørelse om suspension efter at have hørt den pågældende tjenestemand, medmindre der foreligger særlige omstændigheder.
51 I det foreliggende tilfælde fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren i henhold til de ovennævnte bestemmelser i artikel 23, stk. 2, i bilag IX til vedtægten blev hørt den 16. september 2008, dvs. forud for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse fra næstformanden for Kommissionen med ansvar for personale, som underrettede sagsøgeren om påstandene om alvorlige fejl, der blev fremsat mod sagsøgeren, og gav ham lejlighed til at fremsætte sit synspunkt vedrørende disse påstande.
52 Selv om sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen forud for forhøret den 16. september 2008 alene gav ham meddelelse om artiklen i Sunday Times, mens Kommissionen selv i den anfægtede afgørelse anførte at have støttet sig til »forskellige avisartikler, navnlig [artiklen i] Sunday Times«, fremgår det af sagsakterne, at de avisartikler, der blev publiceret efter offentliggørelsen af artiklen i Sunday Times, faktisk alene gengav indholdet af de oplysninger, som blev afsløret af journalisterne fra Sunday Times, hvilket den berørte i øvrigt har medgivet under retsmødet.
53 Retten kan således ikke give sagsøgeren medhold i, at Kommissionen tilsidesatte princippet om overholdelse af retten til forsvar.
54 Som følge heraf skal det andet anbringende forkastes.
Det tredje anbringende om tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6
– Parternes argumenter
55 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i strid med princippet om en retfærdig rettergang, idet de oplysninger, som ansættelsesmyndigheden støttede sig til ved afgørelsen om suspensionen, blev indhentet uden hans vidende i forbindelse med en fælde iværksat af journalisterne fra Sunday Times.
56 Kommissionen har dertil fremhævet, at Fællesskabets retspraksis, hvorefter EMRK’s artikel 6 ikke finder anvendelse på disciplinærsager, gælder så meget desto mere i tilfælde af suspension.
– Rettens bemærkninger
57 Ifølge fast retspraksis hører de grundlæggende rettigheder til de almindelige retsgrundsætninger, som Domstolen skal beskytte. I denne forbindelse lader Domstolen sig inspirere af de fælles forfatningsmæssige traditioner i medlemsstaterne samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har været med til at udarbejde, eller som de senere har tiltrådt. EMRK er herved af særlig betydning (jf. bl.a. dom af 12.6.2003, sag C-112/00, Schmidberger, Sml. I, s. 5659, præmis 71, af 27.6.2006, sag C-540/03, Europa-Parlamentet mod Rådet, Sml. I, s. 5769, præmis 35, og af 18.1.2007, sag C-229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 76).
58 Ifølge EMRK’s artikel 6 har enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der er oprettet ved lov, når der skal træffes afgørelse enten i en strid om hans borgerlige rettigheder og forpligtelser eller angående en mod ham rettet anklage for en forbrydelse.
59 Det skal imidlertid bemærkes, at en sag om suspension og om fradrag i lønnen ikke er retslig, men administrativ, hvorfor Kommissionen ikke kan kvalificeres som en »domstol« som omhandlet i EMRK’s artikel 6 (jf. analogt Domstolens kendelse af 16.7.1998, sag C-252/97 P, N mod Kommissionen, Sml. I, s. 4871, præmis 52, dom afsagt af Retten i Første Instans den 17.10.1991, sag T-26/89, de Compte mod Europa-Parlamentet, Sml. II, s. 781, præmis 94, og den 21.11.2000, sag T-23/00, A mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 263, og II, s. 1211, præmis 24). Den overholdelse af forpligtelser, som denne artikel pålægger en »domstol«, kan ikke gøres gældende mod Kommissionen, når den suspenderer en tjenestemand og foretager et fradrag i hans løn.
60 Det følger heraf, at sagsøgeren ikke med retsvirkning kan påberåbe sig en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6, stk. 1, fra Kommissionens side.
61 Det tredje anbringede kan således ikke tiltrædes.
Det fjerde og femte anbringende om henholdsvis tilstedeværelse af åbenbart urigtige skøn for så vidt angår de påståede faktiske omstændigheder og tilsidesættelse af artikel 23 i bilag IX til vedtægten for så vidt angår den angivelige alvorlige fejl
– Parternes argumenter
62 Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens påstande om en alvorlig fejl fra sagsøgerens side vedrørende den omstændighed, at han angiveligt tilsidesatte bestemmelserne i vedtægtens artikel 11, stk. 2, og artikel 17, stk. 1, er åbenbart grundløs, idet den hviler på forkerte oplysninger i Sunday Times’ artikel.
63 I denne forbindelse har sagsøgeren hævdet alene at have videregivet »halvoffentlige« oplysninger, som er helt uden kommerciel betydning, og som vedrører antidumpingsager og navnlig disse sagers forventelige varighed, kriterierne for blive indrømmet markedsøkonomisk behandling eller nødvendigheden af at anvende en advokat eller rådgiver på dette område.
64 Selv om sagsøgeren har erkendt at have taget imod tre invitationer til middage med journalister fra Sunday Times, som udgav sig for at være forretningsforbindeler for en kinesisk eksportør, har han understreget, at deltagelse i middage, der er gængs praksis i Kommissionen, ikke kan betragtes som stridende mod tjenestemænds tjenstlige forpligtelser og ikke forudsætter et forudgående samtykke i henhold til vedtægtens artikel 11, stk. 2.
65 Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at han aldrig har modtaget noget pengebeløb og aldrig har betinget videregivelse af supplerende oplysninger af en ansættelse hos den pågældende kinesiske eksportør efter at være blevet pensioneret.
66 Kommissionen har dertil først påpeget, at spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren rent faktisk har begået de alvorlige fejl, som foreholdes ham, alene kan behandles i forbindelse med en eventuel disciplinærsag. Under alle omstændigheder er de påstande, der er fremsat mod sagsøgeren, ikke åbenlyst ugrundede, idet artiklen i Sunday Times, som er grundlaget for de pågældende påstande, er meget udførlige, og idet sagsøgeren delvis har erkendt oplysningernes rigtighed.
– Rettens bemærkninger
67 Det skal indledningsvis fremhæves, at kontrollen ved en retsinstans angående berettigelsen af en suspensionsforanstaltning må være meget begrænset, når henses til den midlertidige karakter af en sådan foranstaltning. Retsinstansen må således begrænse sig til at efterprøve, om påstandene om en alvorlig fejl frembyder en karakter, der sandsynliggør berettigelsen af disse, og at de ikke er åbenbart grundløse (jf. analogt vedrørende en kendelse, der afslog en begæring om foreløbige forholdsregler vedrørende en suspensionsforanstaltning, kendelse afsagt af præsidenten for Retten i Første Instans den 10.2.1999, sag T-211/98 R, Willeme mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 15, og II, s. 57, præmis 30).
68 I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at artiklen i Sunday Times, hvis oplysninger sammen med sagsøgerens udtalelse under retsmødet ligger til grund for den anfægtede afgørelse, er meget udførlig og flere steder omgivet af citationstegn indeholder den berørtes svar på de af journalisterne stillede spørgsmål.
69 For det andet fremgår det af sagsakterne, at sagsøgeren, der var bistået af sin advokat, under forhørene med IDOC’s tjenestemænd og kommissæren med ansvar for personale erkendte rigtigheden af en del af de oplysninger, som blev bragt i artikel i Sunday Times’ artikel. Sagsøgeren indrømmede således at have meddelt sine samtalepartnere visse oplysninger under de middage, han var blevet inviteret til, og ved telefonsamtaler, herunder især navnet på to kinesiske selskaber, som producerede stearinlys, og som muligvis kunne opnå status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår, ved afslutningen af en verserende antidumpingprocedure. Sagsøgeren kan herved ikke seriøst bestride den fortrolige karakter ved disse oplysninger eller hævde, at disse oplysninger var »halvoffentlige«, eftersom de ville kunne give en operatør en sikker fordel ved inden afslutningen af antidumpingproceduren at kunne indgå aftaler efter ønske med disse selskaber. I øvrigt bemærkes, at disse to omhandlede selskaber rent faktisk blev indrømmet status som selskab, der opererer på markedsøkonomiske vilkår og ikke blev pålagt antidumpingtold i henhold til Kommissionens forordning (EF) nr. 1130/2008 af 14. november 2008 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse stearin-, paraffin- og vokslys samt lignende varer med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 306, s. 22).
70 For det tredje er det ubestridt, at sagsøgeren, som over for IDOC’s tjenestemænd anførte, at han i forbindelse med den anden middag blev tilbudt indbetaling af et pengebeløb på en konto åbnet i hans navn, i et land med en fordelagtig skatteordning, som modydelse for videregivelse af oplysninger, hverken underrettede sine overordnede om disse omstændigheder eller afbrød kontakten med sine samtalepartnere, men endog tog imod en ny middagsinvitation.
71 For det fjerde skal det imidlertid bemærkes, at selv om det er korrekt, at de oplysninger, som fremgår af artiklen i Sunday Times, blev indhentet ved en »fælde«, der blev lagt for at få sagsøgeren til at begå en fejl, må det tillægges betydelig vægt, at denne fælde ikke blev lagt af Kommissionen, men af tredjemand, konkret journalister fra Sunday Times, hvorved det på ingen måde er godtgjort eller blot påstået, at administrationen stod bag disse anløbne handlinger. Sagsøgeren kan således ikke foreholde Kommissionen, at den støttede sig på oplysningerne i Sunday Times’ artikel.
72 Det skal i øvrigt tilføjes, at den anfægtede afgørelse ikke blot gengiver oplysningerne fra Sunday Times, men at den ligeledes udtrykkeligt henviser til sagsøgerens udtalelser afgivet til IDOC’s tjenestemænd og næstformanden for Kommissionen med ansvar for personale i forbindelse med forhøret.
73 Sagsøgeren kan, når man alene holder sig til de ovenstående oplysninger, således ikke med føje hævde, at Kommissionens påstande om en alvorlig fejl er åbenbart ugrundede.
74 Det fjerde og det femte anbringende må på denne baggrund forkastes.
Det sjette og det syvende anbringende om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og af omsorgspligten
– Parternes argumenter
75 Sagsøgeren har gjort gældende, at eftersom han havde ferie på tidspunktet for afhøringen ved næstformanden for Kommissionen med ansvar for personale, foreslog han ham at forlænge denne ferie med otte uger. Men i stedet for at vælge den løsning, som ville have gjort det muligt for sagsøgeren at undgå at blive udstillet offentligt, foretrak Kommissionen at vedtage den anfægtede afgørelse. Kommissionen tilsidesatte derfor såvel proportionalitetsprincippet som omsorgspligten.
76 Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionen ligeledes tilsidesatte omsorgspligten ved at kommunikere med sagsøgeren på engelsk og ved at affatte den anfægtede afgørelse på samme sprog på trods af, at sagsøgeren gentagne gange anmodede om anvendelse af fransk under sagen for navnlig at sikre, at hans advokater opnåede en »fuldstændig forståelse« af sagen.
77 Kommissionen har bestridt at have tilsidesat proportionalitetsprincippet eller omsorgspligten ved at gøre gældende, at retten til ferie er helt adskilt fra ansættelsesmyndighedens kompetence til at suspendere en tjenestemand i henhold til artikel 23 i bilag IX til vedtægten. Der blev desuden taget hensyn til sagsøgerens interesser, idet fradraget i hans løn blev begrænset til 1 000 EUR om måneden.
– Rettens bemærkninger
78 Når for det første henses til alvorligheden af de beskyldninger, som er rejst mod sagsøgeren, der er en højtstående tjenestemand i Generaldirektoratet »Handel« og ansvarlig for »Adgang til Markederne og til Industri«, for det andet til krænkelsen af Kommissionens omdømme på grund af omtalen af sagen, og for det tredje til Kommissionens behov for gennem OLAF at få foretaget en helt upartisk administrativ undersøgelse, må det fastslås, at ansættelsesmyndigheden hverken tilsidesatte proportionalitetsprincippet eller omsorgspligten ved på grundlag af en foreløbig helhedsvurdering af den konkrete sag at vedtage den anfægtede afgørelse. I den forbindelse kan den omstændighed, at sagsøgeren rejste civilt søgsmål mod forfatterne af Sunday Times-artiklen ikke afkræfte denne konklusion, idet nævnte omstændighed er uden forbindelse med eksistensen eller alvorligheden af de fejl, der foreholdes den berørte.
79 Hvad angår argumentet om, at omsorgspligten blev tilsidesat, fordi Kommissionen kommunikerede med sagsøgeren på engelsk og affattede den anfægtede afgørelse på dette sprog, kan det ikke tiltrædes. Selv om sagsøgeren ved skrivelse fra sin advokat af 12. september 2008 havde anmodet om at »anvende fransk i forbindelse med den sag, der blev ført mod ham«, er det nemlig ubestridt, at den berørte kunne udtrykke sig på fransk i forbindelse med forhøret den 16. september 2008. Selv om det er korrekt, at referatet af dette forhør og den anfægtede afgørelse blev affattet på engelsk, har sagsøgeren i øvrigt hverken godtgjort eller blot påstået, at hans advokater ikke kunne forstå disse dokumenter. Desuden viser sagsakterne tværtimod, at den berørte havde et udførligt kendskab til engelsk (jf. i denne retning dom afsagt af Retten i Første Instans den 23.3.2000, sag T-197/98, Rudolph mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 55, og II, s. 241, præmis 46, og den 17.5.2006, sag T-95/04, Lavagnoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 121, og II-A-2, s. 569, præmis 48).
80 Det følger heraf, at det sjette og det syvende anbringende må forkastes.
Det ottende anbringende om manglende kompetence hos ophavsmanden til den anfægtede akt
– Parternes argumenter
81 Sagsøgeren har gjort gældende, at den anfægtede afgørelse hidrører fra en myndighed uden fornøden kompetence. Han har hævdet, at afgørelsen i medfør af Kommissionens beslutning K(2007) 5730 af 30. november 2007 skulle have været truffet af kommissærkollegiet og ikke, som det var tilfældet i det foreliggende tilfælde, af kommissæren med ansvar for personale. Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionen ganske vist den 10. september 2008 vedtog en beslutning, der overdrog kompetencen til at suspendere tjenestemænd i lønklasse AD 15, men afgørelsen kan ikke gøres gældende over for ham, idet denne overdragelse ikke blev offentliggjort eller rundsendt, inden den anfægtede afgørelse blev truffet.
82 Ifølge Kommissionen må dette anbringende forkastes. Den bemærker, at offentliggørelse af beslutningen 10. september 2008 ikke er obligatorisk, og at den manglende offentliggørelse af beslutningen på ingen måde er til hinder for ikrafttrædelsen og følgelig ikke medfører, at den ikke kan gøres gældende. Under alle omstændigheder var beslutningen tilgængelig på den database på Kommissionens intranet, som indeholder meddelelser til kommissærkollegiet samt referater fra kommissærkollegiets møder.
– Rettens bemærkninger
83 Det skal indledningsvis bemærkes, at anbringendet om, at ophavsmanden til en bebyrdende retsakt var inkompetent, er en ufravigelig procesforudsætning, som skal efterprøves ex-officio af Retten (Domstolens dom af 13.7.2000, sag C-210/98 P, Salzgitter mod Kommissionen, Sml. I, s. 5843, præmis 56, dom afsagt af Retten i Første Instans den 13.7.2006, sag T-165/04, Vounakis mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 155, og II-A-2, s. 735, præmis 30, samt Personalerettens dom af 13.12.2006, sag F-17/05, de Brito Sequeira Carvalho mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 149, og II-A-1, s. 577, præmis 51, og af 18.9.2007, sag F-10/07, Botos mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 78).
84 Eftersom den anfægtede afgørelse henviste til en beslutning af 10. september 2008, som ændrer »beslutningen af 30. november 2007 om udøvelsen af de beføjelser, som personalevedtægten […] tillægger [ansættelsesmyndigheden], og [vilkårene] tillægger [ansættelsesmyndigheden] og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte«, og at denne beslutning af 10. september 2008 ikke fremgik af sagsakterne, påhvilede det i medfør af den ovennævnte retspraksis Personaleretten ved en foranstaltning om sagens tilrettelæggelse at anmode om en kopi af denne beslutning samt om meddelelse om enhver oplysning, der vedrører den offentliggørelse, som beslutningen skulle have været genstand for.
85 Som det er blevet anført i denne doms præmis 31, fremlagde Kommissionen som svar på denne foranstaltning om tilrettelæggelse af sagen dels en kopi af meddelelsen af 9. september 2008 fra næstformanden for Kommissionen, som indeholdt det udkast, der lå til grund for beslutningen af 10. september 2008, dels referatet af kommisærkollegiets møde den 10. september 2008, hvorunder det pågældende udkast blev vedtaget.
86 Sagsøgeren har imidlertid gjort gældende, at beslutningen af 10. september 2008 i mangel af offentliggørelse inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse ikke kan gøres gældende mod ham. Sagsøgeren har deraf udledt, at den anfægtede afgørelse i medfør af Kommissionens beslutning K(2007) 5730 af 30. november 2007 skulle have været truffet af kommissærkollegiet og ikke, som det konkret var tilfældet, af kommissæren med ansvar for personale.
87 Retten finder sagsøgerens argumentation, selv om den alene er fremført under retsmødet, egnet til realitetsbehandling, hvilket i øvrigt ikke er blevet bestridt af Kommissionen. For det første forudsætter spørgsmålet om hvorvidt kommissæren med ansvar for personale var behørigt bemyndiget til at vedtage den anfægtede afgørelse, nemlig, at spørgsmålet, om beslutningen af 10. september kan gøres gældende, er blevet afgjort. Dette sidstnævnte spørgsmål kan ikke adskilles fra det forudgående spørgsmål og udgør således, ligesom dette, et spørgsmål om grundlæggende retsprincipper, som det tilkommer Retten at efterprøve af egen drift på et hvilket som helst tidspunkt under sagen (jf. i denne retning Domstolens dom af 18.2.1964, forenede sager 73/63 og 74/63, Rotterdam og Putterskoek, Sml. 1954-1964, s. 455, org.ref.: Rec. s. 1, præmis 28). Selv om det for det andet antages, at spørgsmålet, om beslutningen af 10. september 2008 kan anvendes på sagsøgeren, er forskelligt fra kompetencespørgsmålet, som er det eneste, Personaleretten af egen drift kan behandle, må sagsøgerens argumentation anses for et anbringende baseret på retlige og faktiske omstændigheder, der først er fremkommet under retsforhandlingerne som omhandlet i procesreglementets artikel 43, stk. 1, i forbindelse med Personalerettens ex officio-undersøgelse af spørgsmålet om kompetencen for ophavsmanden til den anfægtede afgørelses. Personaleretten lægger desuden vægt på, at Kommissionen ved den af Personaleretten trufne foranstaltning om sagens tilrettelæggelse inden retsmødet blev underrettet om, at offentliggørelsen af beslutningen af 10. september 2008 ville blive genstand for behandling. Kommissionen blev således givet lejlighed til at forberede sit forsvar på dette punkt, som det i øvrigt også fremgår såvel af dens skriftlige svar på foranstaltningen som af dens repræsentants bemærkninger under retsmødet.
88 Sagsøgerens argumentation om, at beslutningen af 10. september 2008 ikke kan gøres gældende mod ham, idet den ikke er blevet offentliggjort, er ligeledes berettiget.
89 Det skal herved påpeges, at beslutninger om fastlæggelse af fordeling af beføjelser, der tillægges ansættelsesmyndigheden, udgør institutionens interne regler for organisationen (Domstolens dom af 30.5.1973, sag 46/72, De Greef mod Kommissionen, Sml. s. 543, præmis 18), og at, jf. dom afsagt af Retten i Første Instans den 25. marts 1999, Hamtaux mod Kommissionen (sag T-76/98, Sml. Pers. I-A, s. 59, og II, s. 303, præmis 23), hverken bestemmelserne i EF-traktaten eller i vedtægten, herunder navnlig ikke dens artikel 2, bestemmer, at offentliggørelse af sådanne beslutninger er en forudsætning for deres ikrafttræden og følgelig for, at de kan gøres gældende.
90 For det første kræver overholdelsen af retssikkerhedsprincippet, hvorefter en retsakt fra en offentlig myndighed ikke kan gøres gældende over for de retsundergivne, før disse har haft lejlighed til at få kendskab til den (Domstolens domme af 25.1.1979, sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, præmis 15, og sag 99/78, Weingut Decker, Sml. s. 101, præmis 3, samt dom af 11.12.2007, sag C-161/06, Skoma-Lux, Sml. I, s. 10841, præmis 37), selv om der ikke foreligger udtrykkelige bestemmelser derom, dog, at beslutninger om udøvelsen af beføjelser, som vedtægten og vilkårene tillægger ansættelsesmyndigheden, er genstand for en offentliggørelsesforanstaltning på de vilkår og i den form, som det tilkommer administrationen at fastlægge.
91 For det andet skal det fastslås, at Kommissionen selv i princippet lægger vægt på at sikre offentliggørelse af beslutningerne om udøvelse af de beføjelser, som vedtægten og vilkårene tillægger ansættelsesmyndigheden, idet disse sædvanligvis offentliggøres i Administrative Oplysninger. Særligt var beslutning K(2007) 5730, som blev ændret ved beslutningen af 10. september 2008, genstand for offentliggørelse i Administrative Oplysninger nr. 57-2007 af 6. december 2007. Desuden bemærkes, at artikel 5 i samme beslutning K(2007) 5730, som giver generaldirektørerne mulighed for at delegere beføjelser til underordnede myndigheder, såsom vicegeneraldirektører, direktører, kontorchefer eller områdechefer, endog bestemmer, at disse delegeringer »offentliggøres på passende måde og meddeles personalet«.
92 For det tredje har Domstolen tidligere henvist til behovet for at sikre en vis offentliggørelse af beslutninger om fastlæggelse af, hvilke myndigheder der har kompetence vedrørende personaleforvaltning. I et tilfælde hvor en sagsøger rejste indsigelse mod Europa-Parlamentets beslutning om udnævnelse, efter en intern udvælgelsesprøve, af en tjenestemand til en stilling som kontorchef i forbindelse med en påstand om, at Parlamentets generalsekretær ulovligt havde udpeget udvælgelseskomitéens jurymedlemmer, og som begrundelse herfor gjorde gældende, at en af institutionens Bureau til samme formål meddelt kompetencedelegation ikke var blevet bekendtgjort for personalet, fastslog Domstolen, at denne kompetencedelegation havde »retsvirkning«, idet denne delegation, ud over at den omfattede en fordeling af institutionens interne kompetencer, blev meddelt institutionens generaldirektører, gruppeformændene, sekretariatet og kontrolkontoret samt det personaleudvalg, som er indført ved vedtægtens artikel 9, og som i medfør af denne bestemmelse bl.a. har til opgave at varetage personalets interesser over for institutionen og sikre en stadig kontakt mellem denne og personalet (Domstolens dom af 25.11.1976, Sml. s. 1701, præmis 6-8).
93 Mere generelt, og selv om denne retspraksis ikke blev formuleret i sager, som rejser tvivl om beslutninger om udøvelse af beføjelser, som vedtægten og vilkårene tillægger ansættelsesmyndigheden, har Domstolen ligeledes fastslået, at det i medfør af retssikkerhedsprincippet måtte kræves, at fællesskabslovgivningen giver de berørte mulighed for at få et nøjagtigt kendskab til omfanget af de forpligtelser, der herved pålægges dem, eftersom borgerne ikke skal være i tvivl om deres rettigheder og pligter (dom af 21.6.2007, sag C-158, ROM-projecten, Sml. I, s. 5103, præmis 25, og Skoma-Lux-dommen, præmis 38). I Skoma-Lux-dommen (præmis 33, 34, 36 og 38) fandt Domstolen således, at kravet om forskriftsmæssig offentliggørelse af en fællesskabsforordning på adressatens officielle sprog ikke kun havde hjemmel i skriftlige bestemmelser, såsom artikel 254, stk. 2, EF eller artikel 4, 5 og 8 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område, EFT 1952-1958, s. 59, men at det desuden fulgte af hensynet til retssikkerheden (jf. ligeledes Domstolens dom af 10.3.2009, sag C-346/06, Heinrich, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 44).
94 For det fjerde fremgår nødvendigheden af at sikre en passende offentliggørelse af beslutninger om fastlæggelse af fordeling af beføjelser, som af vedtægten og vilkårene tillægges ansættelsesmyndigheden, ligeledes af reglerne om god forvaltningskik for personaleforvaltning, som Personaleretten udtrykkeligt fastslog ved dom af 9. juli 2008, Kuchta mod ECB (sag F-89/07, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 62).
95 I det foreliggende tilfælde er det ubestridt, dels at beslutningen af 10. september 2008 ikke blev offentliggjort i Administrative Oplysninger, dels at den på tidspunktet for vedtagelsen af beslutningen ikke var genstand for nogen offentliggørelsesforanstaltning. Selv om Kommissionen i sit svar på foranstaltningen om sagens tilrettelæggelse har gjort gældende, at meddelelsen af 9. september 2008, som indeholdt udkastet til den beslutning, der ændrede beslutning K(2007) 5730, blev lagt ud på institutionens intranet, indeholder svaret ingen præciseringer vedrørende datoen for denne foranstaltning. Under alle omstændigheder har Kommissionen heller ikke godtgjort, at referatet af mødet den 10. september 2008, hvorunder dette udkast blev vedtaget, var genstand for en udbredelse på intranettet inden vedtagelsen af den anfægtede afgørelse. På det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse blev vedtaget og meddelt den berørte, var den pågældende således ikke i stand til effektivt at gøre sig bekendt med indholdet af beslutningen af 10. september 2008.
96 Det skal for fuldstændighedens skyld tilføjes, at Kommissionens pligt til at sikre en passende offentliggørelse af beslutningen af 10. september 2008 gjaldt med særlig styrke i det foreliggende tilfælde. Mens kompetencen til at suspendere en tjenestemand i henhold til beslutning K(2007) 5730 henhørte under den højeste myndighed i Kommissionen, i det foreliggende tilfælde kommissærkollegiet, er det ubestridt, at beslutningen af 10. september 2008 overdrog denne kompetence til en enkeltperson, nemlig kommissæren med ansvar for personale. En foranstaltning, der træffes af blot én person, giver imidlertid den tjenestemand, som er adressat for foranstaltningen, en ringere beskyttelse end den, der sikres ved en foranstaltning hidrørende fra en kollegial myndighed, idet en kollegial myndighed via medlemmernes drøftelser kan tage hensyn til et større antal relevante oplysninger. Eftersom beslutningen af 10. september 2008 førte til et forringet beskyttelsesniveau for tjenestemændene og således påvirkede deres rettigheder, skulle den så meget desto mere have været genstand for en passende offentliggørelse.
97 Endelig synes den manglende offentliggørelse af beslutningen af 10. september 2008 at have været til hinder for, at forvaltningen selv kunne få kendskab til sin egen beslutning. Som det fremgår af forhandlingerne under retsmødet, vedtog Kommissionen den 29. april 2009 en ny beslutning om udøvelsen af de beføjelser, som vedtægten og vilkårene tillægger ansættelsesmyndigheden, i det foreliggende tilfælde beslutning K(2009) 3074, »som ændrer beslutning K(2007) 5730«. I denne beslutning, som blev offentliggjort i Administrative Oplysninger den følgende 8. maj, besluttede Kommissionen, der agerede, som om beslutningen af 10. september 2008 aldrig var blevet truffet, imidlertid, at de beføjelser, der var tillagt ansættelsesmyndigheden til at suspendere en tjenestemand, fremover for så vidt angår tjenestemænd i lønklasse AD 16 og AD 15 samt tjenestemænd i lønklasse AD 14, som er ledende medarbejdere (direktører eller tilsvarende), skulle udøves af kommissæren med ansvar for personale og ikke længere af kommissærkollegiet.
98 Da beslutningen af 10. september 2008 ikke kan gøres gældende mod sagsøgeren, har sagsøgeren med rette gjort gældende, at kommissæren med ansvar for personale ikke havde kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, og at denne afgørelse skulle have været truffet af den myndighed, som udpeges ved beslutning K(2007) 5730, i det foreliggende tilfælde kommissærkollegiet.
99 Da anbringendet om, at kommissæren med ansvar for personale ikke havde kompetence til at vedtage den anfægtede afgørelse, er berettiget, skal den anfægtede afgørelse annulleres.
Sagens omkostninger
100 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 1, pålægges det – medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i reglementets andet afsnit, kapitel 8 – den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. I henhold til artikel 87, stk. 2, kan Retten, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part kun pålægges at betale en del af sagens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale sagsomkostninger.
101 Det følger af denne doms præmisser, at Kommissionen har tabt sagen. Sagsøgeren har endvidere udtrykkeligt nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne. De foreliggende omstændigheder kan ikke begrunde anvendelsen af procesreglementets artikel 87, stk. 2, hvorfor Kommissionen pålægges at betale omkostningerne i hovedsagen.
102 Hvad angår omkostningerne i sagen om foreløbige forholdsregler er det ubestridt, at sagsøgeren har tabt denne sag. Da Kommissionen imidlertid ikke har nedlagt påstand om, at den berørte tilpligtes at betale omkostningerne i den sag, bærer hver part sine egne omkostninger i sagen om foreløbige forholdsregler.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Den afgørelse af 18. september 2008, hvorved Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber i henhold til artikel 23 og 24 i bilag IX til vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber suspenderede Fritz Wenig i en ubestemt periode og besluttede at fradrage 1 000 EUR om måneden i hans løn i højst seks måneder, annulleres.
2) Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber betaler sagens omkostninger i hovedsagen.
3) Hver part bærer sine egne omkostninger i sagen om foreløbige forholdsregler.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 30. november 2009.
W. Hakenberg | | S. Gervasoni |
Justitssekretær | | Afdelingsformand |
Denne afgørelse samt de afgørelser fra Unionens retsinstanser, der er nævnt heri, og som endnu ikke er trykt i Samling af Afgørelser, er tilgængelige på Domstolens hjemmeside: www.curia.europa.eu