Anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Tribunale ordinario di Roma (Italien) den 22. april 2021 – DG mod Ministero dell'Interno - Dipartimento per le Libertà Civili e lʼImmigrazione - Direzione Centrale dei Servizi Civili per L’Immigrazione e l’Asilo - Unità Dublino
(Sag C-254/21)
Processprog: italiensk
Den forelæggende ret
Tribunale ordinario di Roma
Parter i hovedsagen
Sagsøger: DG
Sagsøgt: Ministero dell'Interno - Dipartimento per le Libertà Civili e lʼImmigrazione – Direzione Centrale dei Servizi Civili per L’Immigrazione e l’Asilo – Unità Dublino
Præjudicielle spørgsmål
Indebærer retten til effektive retsmidler, som er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, en pligt til at lægge til grund, at chartrets artikel 4 og 19 under de omstændigheder, der foreligger i hovedsagen, også omfatter beskyttelse mod risikoen for indirekte refoulement efter overførsel til en EU-medlemsstat, hvor der ikke er systemfejl som omhandlet i Dublin-forordningens 1 artikel 3, stk. 2 (når ingen andre medlemsstater er ansvarlige i medfør af kriterierne i kapitel III og IV), og som allerede har behandlet og givet afslag på den første ansøgning om international beskyttelse?
Skal en domstol i den medlemsstat, hvor den anden ansøgning om international beskyttelse er blevet indgivet, der behandler et søgsmål i henhold til Dublin-forordningens artikel 27 – og derfor har kompetencen til at vurdere overførsel inden for EU, men ikke til at træffe afgørelse om ansøgningen om beskyttelse – vurdere, at der er risiko for indirekte refoulement til et tredjeland, såfremt den medlemsstat, hvor den første ansøgning om international beskyttelse er blevet indgivet, har fortolket begrebet »national beskyttelse« i artikel 8 i direktiv 2011/95/EU 2 anderledes?
Er vurderingen af [risikoen for] indirekte refoulement som følge af, at to medlemsstater har fortolket behovet for »national beskyttelse« forskelligt, forenelig med forordningens artikel 3, stk. 1 (andet afsnit), og det almindelige forbud mod, at tredjelandsstatsborgere bestemmer i hvilken EU-medlemsstat, de indgiver ansøgning om international beskyttelse?
Såfremt de foregående spørgsmål besvares bekræftende:
a) Forpligter vurderingen af, om der er [risiko for] indirekte refoulement, som foretages af en domstol i den medlemsstat, hvor den pågældende har indgivet den anden ansøgning om international beskyttelse efter afslaget på den første ansøgning, til anvendelsen af klausulen i artikel 17, stk. 1, som forordningen definerer som en »diskretionær klausul«?
b) Hvilke kriterier skal en domstol, der behandler et søgsmål [i henhold til] forordningens artikel 27, anvende for at kunne vurdere risikoen for indirekte refoulement, ud over de i kapitel III og IV fastsatte, under hensyntagen til, at denne risiko allerede er blevet udelukket af den medlemsstat, som har behandlet den første ansøgning om international beskyttelse?
____________
1 Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26.6.2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31).
2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.12.2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse (omarbejdning) (EUT 2011, L 337, s. 9).