Sag T-473/12

(offentliggørelse i uddrag)

Aer Lingus Ltd

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – irsk afgift på flypassagerer – nedsat afgift for destinationer, der ligger maksimalt 300 km fra Dublin lufthavn – afgørelse, hvorved en støtte erklæres uforenelig med det indre marked og pålægges tilbagesøgt – fordel – selektiv karakter – identificering af støttemodtagerne – artikel 14 i forordning (EF) nr. 659/1999 – begrundelsespligt«

Sammendrag – Rettens dom (Niende Afdeling) af 5. februar 2015

1.      Statsstøtte – tilbagesøgning af en ulovlig støtte – genoprettelse af den oprindelige situation – beregning af det beløb, der skal tilbagesøges – Kommissionens forpligtelse til at fastsætte et beløb, der rent faktisk svarer til den reelle fordel af støtten – rækkevidde – fordel, der følger af en indirekte afgift til en nedsat national sats, der opkræves hos luftfartsselskaberne – bestemmelser om beregning – Kommissionens forpligtelse til at identificere støttemodtagerne – rækkevidde

(Art. 108 TEUF; Rådets forordning nr. 659, art. 14)

2.      Statsstøtte – begreb – vurdering i forhold til artikel 107, stk. 1, TEUF – hensyntagen til en tidligere praksis – udelukket

(Art. 107, stk. 1, TEUF)

1.      Ingen EU-retlig bestemmelse kræver, at Kommissionen, når den fastslår, at en støtte, som er erklæret uforenelig med det indre marked, skal tilbagebetales, skal fastsætte den nøjagtige størrelse af det tilbagebetalingspligtige støttebeløb. Det er nemlig tilstrækkeligt, at Kommissionens afgørelse indeholder anvisninger, hvorved afgørelsens adressat uden overdrevne vanskeligheder selv kan fastslå beløbet. Hvis Kommissionen beslutter at udstede pålæg om tilbagesøgning af et bestemt beløb, skal den dog i overensstemmelse med sin forpligtelse til at behandle en sag omhyggeligt og upartisk inden for rammerne af artikel 108 TEUF så præcist som muligt efter sagens omstændigheder fastsætte værdien af den støtte, virksomheden har oppebåret. Ved genoprettelsen af den situation, som bestod inden støttens udbetaling, er Kommissionen for det første forpligtet til at sikre, at den reelle fordel, som støtten indebærer, ophæves, og dermed til at udstede pålæg om tilbagesøgning af hele støtten. Den kan ikke i et ønske om eftergivenhed over for støttemodtageren udstede pålæg om tilbagesøgning af et lavere beløb end værdien af den modtagne støtte. For det andet er Kommissionen ikke berettiget til at markere sin misbilligelse med grovheden af det retsstridige forhold ved udstedelse af pålæg om tilbagesøgning af et højere beløb end værdien af den modtagne støtte.

Hvad angår en lufttransportafgift, der opkræves direkte af de selskaber, der driver flyruterne, som er lavere for nationale flyvninger, kan Kommissionen følgelig ikke i en situation, hvor denne afgift var bestemt til at skulle overvæltes på passagererne, og hvor den økonomiske fordel, der fulgte af anvendelsen af den nedsatte sats, ligeledes kunne videregives til passagererne, formode, at den faktisk opnåede og bevarede fordel for luftfartsselskaberne, som var begunstiget af denne nedsættelse, i alle tilfælde udgjorde forskellen mellem den afgift, der beregnes ved at anvende den nedsatte afgiftssats, og den, der beregnes ved anvendelse af den normale afgiftssats. I et sådant tilfælde består den fordel, som luftfartsselskaberne rent faktisk har opnået, nemlig ikke nødvendigvis af forskellen mellem de to satser, men derimod i muligheden for at tilbyde deres kunder mere attraktive priser og dermed at forhøje deres omsætning. For de luftfartsselskaber, der har erlagt den lavere indirekte afgift, skal Kommissionen fastlægge, i hvilket omfang selskaberne rent faktisk havde videregivet den økonomiske fordel, som følger af en nedsat sats, til deres passagerer, for at den præcist kunne opgøre den fordel, som selskaberne reelt havde opnået. Såfremt det ikke var muligt præcist at fastsætte størrelsen heraf i afgørelsen med pålæg om tilbagesøgning af støtten – skulle Kommissionen have overladt denne opgave til de nationale myndigheder ved at give dem de nødvendige angivelser med henblik herpå.

Under alle omstændigheder giver tilbagesøgningen af forskellen mellem den almindelige sats’ størrelse og den nedsatte sats fra luftfartsselskaberne ikke mulighed for at sikre genoprettelsen af den situation, der ville have foreligget, hvis de pågældende transaktioner var blevet gennemført uden tildeling af den pågældende støtte, eftersom det ikke er muligt for luftfartsselskaberne med tilbagevirkende kraft at opkræve dette beløb fra deres kunder, der skulle have været opkrævet. Tilbagesøgningen af dette beløb er således ikke nødvendig for at fjerne den konkurrencefordrejning, som er forårsaget af den konkurrencefordel, som er opnået ved en sådan støtte. Tværtimod risikerer opkrævningen af et sådant beløb at skabe yderligere konkurrencefordrejning, eftersom den kunne medføre, at der tilbagesøges mere fra luftfartsselskaberne, end hvad der svarer til den fordel, de reelt havde opnået.

Endvidere kan den omstændighed, at de lufttransportsafgiftspligtige luftfartsselskabers kunder ikke er virksomheder i EU-retlig forstand, hvorfor støtte ikke kan tilbagesøges i forhold til dem, ikke så tvivl om Kommissionens forpligtelse til præcist at identificere støttemodtagerne, dvs. de virksomheder, der faktisk har fordel af den pågældende støtte, og til at begrænse tilbagesøgningen til de faktiske økonomiske fordele ved, at støtten har været stillet til rådighed for modtagere.

(jf. præmis 84-86, 97-99, 105, 115 og 122)

2.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 117 og 118)