Language of document : ECLI:EU:C:2020:42

DOMSTOLENS KENDELSE (Tredje Afdeling)

29. januar 2020 (*)

»Præjudiciel forelæggelse – ikke anledning til at træffe afgørelse«

I sag C-522/18,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) ved afgørelse af 2. august 2018, indgået til Domstolen den 9. august 2018, i sagen:

mod

Zakład Ubezpieczeń Społecznych Oddział w Jaśle,

procesdeltager:

Prokuratura Krajowa,

har

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Prechal (refererende dommer), og dommerne L.S. Rossi, J. Malenovský, F. Biltgen og N. Wahl,

generaladvokat: E. Tanchev,

justitssekretær: A. Calot Escobar,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter at der er afgivet indlæg af:

–        den polske regering ved B. Majczyna, som befuldmægtiget,

–        den belgiske regering ved M. Jacobs, L. Van den Broeck og C. Pochet, som befuldmægtigede,

–        den danske regering ved J. Nymann-Lindegren og M. Wolff, som befuldmægtigede,

–        den lettiske regering ved I. Kucina et V. Soņeca, som befuldmægtigede,

–        den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og C.S. Schillemans, som befuldmægtigede,

–        Europa-Kommissionen ved A. Stobiecka-Kuik, D. Martin og H. Krämer, som befuldmægtigede,

–        EFTA-Tilsynsmyndigheden ved C. Zatschler, J.S. Watson, I.O. Vilhjálmsdóttir og C. Howdle, som befuldmægtigede,

og efter at have hørt generaladvokaten,

afsagt følgende

Kendelse

1        Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2 TEU, artikel 4, stk. 3, tredje afsnit, TEU, artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 267 TEUF, artikel 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (EFT 2000, L 303, s. 16).

2        Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem DŚ og Zakład Ubezpieczeń Społecznych Oddział w Jaśle (det sociale sikringsinstitut, kontoret i Jasło, Polen) (herefter »det sociale sikringsinstitut«) vedrørende spørgsmålet, om DŚ’ er undergivet den polske sociale sikringsordning.

 Retsforskrifter

3        Artikel 30 i ustawa o Sądzie Najwyższym (lov om den øverste domstol) af 23. november 2002 (herefter »lov af 2002 om den øverste domstol«) fastsatte pensionsalderen for dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) til 70 år.

4        Den 20. december 2017 underskrev præsidenten for Republikken Polen (herefter »republikkens præsident«) ustawa o Sądzie Najwyższym (lov om den øverste domstol) af 8. december 2017 (Dz. U. af 2018, pos. 5, herefter »den nye lov om den øverste domstol«), som trådte i kraft den 3. april 2018. Denne lov er senere blevet ændret flere gange.

5        Artikel 37 i den nye lov om den øverste domstol har følgende ordlyd:

»1.      Pensionsalderen for dommere ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)] indtræder den dag, hvor de fylder 65 år, medmindre de tidligst 12 måneder og senest 6 måneder før denne alder [på 65 år] indgiver en erklæring om, at de ønsker at fortsætte med at udøve deres embede, og et certifikat, der er udarbejdet i henhold til de gældende betingelser for ansøgere til dommerembeder, og som dokumenterer, at deres sundhedsmæssige tilstand gør det muligt for dem at opfylde de forpligtelser, som stillingen indebærer, og såfremt [republikkens præsident] giver sin tilladelse til, at de beholder deres stilling som dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)].

1a.      Før [republikkens præsident] giver en sådan tilladelse, indhenter denne en udtalelse fra domstolsrådet. Domstolsrådet fremsender sin udtalelse til [republikkens præsident] inden for en frist på 30 dage fra den dag at regne, hvor det blev anmodet om udtalelsen. Hvis domstolsrådet ikke har fremsendt sin udtalelse inden for den i andet punktum fastsatte frist, anses udtalelsen for at være positiv.

[…]

3.      [Republikkens præsident] kan inden for 3 måneder fra modtagelsen af den i stk. 1a omhandlede udtalelse fra domstolsrådet eller fra udløbet af fristen for afgivelse af denne udtalelse give sin tilladelse til, at en dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)] forbliver i sin stilling. Såfremt der ikke foreligger en tilladelse inden for den i første punktum omhandlede frist, anses dommeren for at være gået på pension fra den dag, denne fylder 65 år. […]

4.      Den i stk. 1 omhandlede tilladelse indrømmes for en periode på 3 år og kan fornyes én gang. […]«

6        Artikel 111 i den nye lov om den øverste domstol bestemmer:

»1.      De dommere ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)], der er fyldt 65 år på datoen for ikrafttrædelsen af nærværende lov, eller som opnår denne alder inden for 3 måneder regnet fra samme dato, går på pension 3 måneder efter datoen for ikrafttrædelse af nærværende lov, medmindre de inden for en frist på en måned efter ikrafttrædelsen af nærværende lov indgiver den erklæring og det certifikat, der er omhandlet i artikel 37, stk. 1, og [republikkens præsident] giver sin tilladelse til, at de forbliver i stillingen som dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)]. Bestemmelserne i artikel 37, stk. 2-4, finder anvendelse mutatis mutandis.

1a.      De dommere ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)], som fylder 65 år efter forløbet af 3 måneder fra ikrafttrædelsen af nærværende lov at regne og inden afslutningen af fristen på 12 måneder fra denne dato at regne, går på pension 12 måneder efter datoen for ikrafttrædelsen af nærværende lov, medmindre de inden for denne frist indgiver den erklæring og det certifikat, der er omhandlet i artikel 37, stk. 1, og [republikkens præsident] giver tilladelse til, at de forbliver i stillingen som dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)]. Bestemmelserne i artikel 37, stk. 1a-4, finder anvendelse mutatis mutandis.«

7        Dette stk. 1a blev indsat i artikel 111 i den nye lov om den øverste domstol for at tage hensyn til situationen for en dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), der på grund af de oprindeligt fastsatte overgangsbestemmelser ikke ville have haft mulighed for inden for den lovbestemte frist at indgive en erklæring om, at den pågældende ønskede at forblive i sin stilling efter den nye pensionsalder.

 Tvisten i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

8        Den 14. oktober 2015 traf det sociale sikringsinstitut en afgørelse vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt DŚ var undergivet den polske sociale sikringsordning. Denne afgørelse blev annulleret ved dom afsagt den 23. marts 2018 af Sąd Apelacyjny, Wydział Pracy i Ubezpieczeń Społecznych w Rzeszowie (appeldomstolen i Rzeszów, afdelingen for arbejdsret og social sikring). Denne ret fandt, at det sociale sikringsinstitut i den nævnte afgørelse havde undladt at tage hensyn til, at den afgørelse fra pensionsinstituttet i en anden medlemsstat end Republikken Polen, som fastslog, at den berørte person ikke var undergivet denne anden medlemsstats sociale sikringsordning, og som navnlig havde tjent som grundlag for en aftale mellem myndighederne som omhandlet i artikel 16 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16. september 2009 om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (EUT 2009, L 284, s. 1), i mellemtiden var blevet annulleret af en ret i den nævnte anden medlemsstat.

9        Det sociale sikringsinstitut iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), hvis ordinære dommerkollegium besluttede at forelægge et retsspørgsmål for et udvidet dommerkollegium ved samme domstol med henblik på en afklaring af, om det forhold, at den af en ret i en anden medlemsstat trufne afgørelse om annullation ikke var blevet taget betragtning, udgjorde en »manglende prøvelse af sagens realitet« som omhandlet i artikel 386, stk. 4, og artikel 47714a i kodeks postępowania cywilnego (lov om civilproces).

10      I den indledende fase af undersøgelsen af dette spørgsmål konstaterede det nævnte udvidede dommerkollegium ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), at bestemmelserne i den nye lov om den øverste domstol berørte den fortsatte embedsudøvelse for to af dets medlemmers vedkommende.

11      I denne henseende har den forelæggende ret fastslået, at en af de to berørte dommere, som var fyldt 65 år før ikrafttrædelsen af den nye lov om den øverste domstol, i maj 2018 havde indgivet en erklæring om sit ønske om at forblive i stillingen indtil sit fyldte 70. år, dvs. den pensionsalder, der fandt anvendelse i henhold til lov af 2002. Selv om denne erklæring ikke var den erklæring, som er omhandlet i artikel 37 og artikel 111, stk. 1, i den nye lov om den øverste domstol, har republikkens præsident indledt proceduren i henhold til de nævnte bestemmelser med henblik på en eventuel tilladelse til, at den nævnte dommer forbliver i sin stilling. Denne procedure var ikke afsluttet på tidspunktet for afsigelsen af forelæggelsesafgørelsen.

12      Hvad angår den anden dommer har den forelæggende ret oplyst, at den pågældende er fyldt 65 år efter ikrafttrædelsen af den nye lov om den øverste domstol, og at der er tale om den dommer, af hensyn til hvem denne lovs artikel 111, stk. 1a, specifikt er blevet vedtaget. Den forelæggende ret har anført, at denne dommer som en konsekvens af denne bestemmelse skal gå på pension den 3. april 2019, medmindre den pågældende inden denne dato indgiver en erklæring om sit ønske om at fortsætte med at udøve sit embede, og republikkens præsident ligeledes inden denne dato giver sit samtykke til, at den berørte dommer forbliver i sin stilling.

13      I denne sammenhæng nærer den forelæggende ret tvivl med hensyn til spørgsmålet, om bestemmelserne i artikel 37 og artikel 111, stk. 1 og 1a, i den nye lov om den øverste domstol (herefter »de omtvistede nationale bestemmelser«) er i overensstemmelse med de forskellige EU-retlige bestemmelser, som er nævnt i denne kendelses præmis 1. I denne henseende er den forelæggende ret nærmere bestemt af den opfattelse, at nedsættelsen af pensionsalderen for dommere ved Sąd Najwyższy (den øverste domstol) tilsidesætter dels princippet om dommeres uafsættelighed, dels forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder med hensyn til beskæftigelse. Desuden er den omstændighed, at muligheden for dommere ved Sąd Najwyższy (den øverste domstol) for at forblive i embedet ud over den nyligt fastsatte normale pensionsalder afhænger af en skønsmæssig afgørelse, der træffes af republikkens præsident, uforenelig med princippet om dommeres uafhængighed, i betragtning af det ydre pres, som dette ville kunne føre til for disse dommeres vedkommende.

14      Såfremt de i den foregående præmis anførte tilsidesættelser af EU-retten måtte vise sig at foreligge, ønsker den forelæggende ret desuden oplyst, om den er beføjet til at undlade at anvende de omtvistede nationale bestemmelser.

15      Der er behov for nogle præciseringer fra Domstolens side, for at den forelæggende ret kan tage stilling til de forudgående spørgsmål, som er opstået for denne ret, med hensyn til, hvorvidt de dommere, som den er sammensat af, fortsat kan udøve deres dommerembeder og træffe afgørelse i hovedsagen eller i alle andre sager, hvor de måtte beklæde retten, under overholdelse af de krav, der følger af de EU-retlige bestemmelser, som er anført i denne kendelses præmis 1.

16      Det er under disse omstændigheder, at Sąd Najwyższy (øverste domstol) har besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Skal bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 4, stk. 3, tredje afsnit, TEU og artikel 2 TEU, sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF og [chartrets] artikel 47 […], fortolkes således, at princippet om dommeres uafsættelighed, som indgår i princippet om effektiv retsbeskyttelse og retsstatsprincippet, tilsidesættes, når den nationale lovgiver i en medlemsstat nedsætter pensionsalderen for dommere ved retterne i øverste instans (eksempelvis fra 70 til 65 år), og når den nye lavere pensionsalder anvendes på fungerende dommere, uden at det er muligt for den berørte dommer selv at vurdere, om han eller hun ønsker at benytte sig af den lavere pensionsalder?

2)      Skal bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 4, stk. 3, tredje afsnit, TEU og artikel 2 TEU, sammenholdt med artikel 267, stk. 3, TEUF og chartrets artikel 47, fortolkes således, at retsstatsprincippet og den grad af uafhængighed, der er nødvendig for at sikre en effektiv retsbeskyttelse i de sager, der vedrører EU-retten, tilsidesættes, når den nationale lovgiver i strid med princippet om dommeres uafsættelighed nedsætter den sædvanlige alder for, hvor længe en dommer ved domstole, der træffer afgørelse i øverste instans i en medlemsstat, kan besætte en stilling som dommer, fra 70 til 65 år, idet muligheden for at beholde en sådan stilling undergives en skønsmæssig tilladelse fra et af den udøvende magts organer?

3)      Skal bestemmelserne i artikel 2 i [direktiv 2000/78], sammenholdt med dette direktivs artikel 6, stk. 1, fortolkes således, at der foreligger forskelsbehandling på grund af alder, når der foretages en nedsættelse af pensionsalderen for dommere ved domstole, der træffer afgørelse i øverste instans i en medlemsstat, og når muligheden for, at en dommer kan beholde sin stilling ved en sådan domstol, når denne har nået den nye lavere pensionsalder, undergives et krav om tilladelse fra et af den udøvende magts organer?

4)      Skal artikel 2, 9 og 11 i direktiv 2000/78, sammenholdt med chartrets artikel 21 og 47, fortolkes således, at en domstol, der på baggrund af forskelsbehandling på grund af alder af dommere ved en domstol, der træffer afgørelse i øverste instans i en medlemsstat, idet disses pensionsalder nedsættes fra 70 til 65 år, er forpligtet til – når den skal træffe afgørelse om en sag i et dommerkollegium, hvori indgår en af de dommere, der er berørt af konsekvenserne af disse diskriminerende nationale regler, og som ikke har givet udtryk for ønsket om at drage fordel af den nye pensionsalder – i forbindelse med afgørelsen af det forudgående spørgsmål om domstolens sammensætning at undlade at anvende de nationale bestemmelser, der er i strid med direktiv 2000/78 og chartrets artikel 21, og fortsætte med at sætte domstolen med deltagelse af den pågældende dommer, når dette er den eneste effektive måde at sikre den effektive retsbeskyttelse af de rettigheder, som dommeren har i henhold til Unionens retsorden?

5)      Skal bestemmelserne i artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, artikel 4, stk. 3, tredje afsnit, TEU og artikel 2 TEU, sammenholdt med artikel 267 TEUF og chartrets artikel 47, fortolkes således, at retsstatsprincippet skal anses for at være en grundlæggende værdi i Den Europæiske Union, hvorfor den nationale domstol – i tilfælde af tvivl om, hvorvidt denne værdi og det dertil hørende princip om en effektiv retsbeskyttelse, idet der er tale om domstolenes og de fungerende dommeres uafhængighed, er til hinder for nationale bestemmelser, der nedsætter dommernes pensionsalder i henhold til de nærmere bestemmelser, der er beskrevet i de to første spørgsmål – skal have beføjelse til ex officio over for alle de dommere, der falder inden for disse bestemmelsers anvendelsesområde, at kunne suspendere anvendelsen af de nationale bestemmelser, der rejser tvivl om princippet om dommeres uafsættelighed?«

17      Den 17. oktober 2018 gav den forelæggende ret Domstolen meddelelse om en kendelse af 16. oktober 2018, hvorved denne ret afviste det sociale sikringsinstituts ophævelse af appelsagen. Det fremgår af udtalelserne i denne kendelse, at denne afgørelse er blevet truffet på grundlag af bestemmelser i national procesret, hvorefter en ophævelse af en appelsag iværksat af et organ såsom det sociale sikringsinstitut i en sag vedrørende arbejdsret eller social sikring skal afvises, såfremt den som i det foreliggende tilfælde dels kan skade arbejdstagerens eller den forsikredes legitime interesser, dels er foretaget i strid med almindelig redelighed og i strid med almenvellet og udgør misbrug af beføjelser. Ifølge disse udtalelser, som er fremsat efter, at den præjudicielle anmodning blev indgivet til Domstolen, er den nævnte ophævelse desuden i strid med den forpligtelse til loyalt samarbejde, som følger af artikel 4, stk. 3, TEU. Som en konsekvens af den nævnte kendelse har den forelæggende ret oplyst Domstolen om, at den opretholder sin anmodning om præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag.

 Vedtagelsen af lov af 21. november 2018

18      Den 1. januar 2019 trådte ustawa o zmianie ustawy o Sądzie Najwyższym (lov om ændring af lov om den øverste domstol) af 21. november 2018 (Dz. U. af 2018, pos. 2507, herefter »lov af 21. november 2018«) i kraft.

19      Det fremgår af artikel 1 i lov af 21. november 2018, at artikel 37, stk. 1a-4, og artikel 111, stk. 1 og 1a, i den nye lov om den øverste domstol ophæves, og at denne lovs artikel 37, stk. 1, ændres således, at »[d]ommerne ved Sąd Najwyższy [(øverste domstol)] pensioneres, når de fylder 65 år«. Det præciseres imidlertid i denne lov, at sidstnævnte bestemmelse kun finder anvendelse på dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), som tiltræder dette embede efter den 1. januar 2019. Dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), der er tiltrådt embedet før denne dato, er på ny omfattet af den bestemmelse, som fandt anvendelse før ikrafttrædelsen af den nye lov om den øverste domstol, dvs. artikel 30 i lov af 2002 om den øverste domstol, der fastsætter pensionsalderen for dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) til 70 år.

20      Artikel 2, stk. 1, i lov af 21. november 2018 bestemmer endvidere, at »[f]ra datoen for denne lovs ikrafttrædelse genindsættes de dommere ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)] […], som gik på pension i medfør af artikel 37, stk. 1-4, eller artikel 111, stk. 1 eller 1a, i [den nye lov om den øverste domstol], i de embeder, de udøvede på datoen for ikrafttrædelse af [sidstnævnte lov]. Udøvelsen af embedet som dommer ved [Sąd Najwyższy (øverste domstol)] […] anses for at være fortsat uden afbrydelse«.

 Spørgsmålet, om der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen

21      Den forelæggende ret har besvaret et spørgsmål fra Domstolen om, hvorvidt den, henset til ikrafttrædelsen af lov af 21. november 2018, er af den opfattelse, at et svar på de præjudicielle spørgsmål fortsat er nødvendigt, for at den kunne træffe afgørelse i hovedsagen, bekræftende.

22      I denne henseende har den forelæggende ret navnlig henvist til den grundlæggende betydning af disse spørgsmål for opretholdelsen af Unionen som et retsfællesskab, den omstændighed, at disse spørgsmål blev stillet, mens de omtvistede nationale bestemmelser endnu var gyldige, den omstændighed, at lov af 21. november 2018, som blev vedtaget med henblik på at opfylde kendelse af 17. december 2018, Kommissionen mod Polen (C-619/18 R, EU:C:2018:1021), hvorved Domstolen traf bestemmelse om, at anvendelsen af de nævnte nationale bestemmelser midlertidigt skulle indstilles, ikke var af endelig karakter, og den omstændighed, at virkningerne af disse samme nationale bestemmelser ikke blev ophævet ex tunc. Under disse omstændigheder er et svar på de præjudicielle spørgsmål fortsat nødvendigt med henblik på at præcisere, hvilken status der tilkommer dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), som er berørt af de omtvistede nationale bestemmelser. Mens lov af 21. november 2018 bygger på en forudsætning om, at nogle af disse dommere gik på pension i medfør af de omtvistede nationale bestemmelser, og at de nu er genindsat ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), bygger de præjudicielle spørgsmål nemlig på den antagelse, at de berørte dommere aldrig er gået på pension, for så vidt som der bør ses bort fra de nævnte nationale bestemmelser, således at den forelæggende ret i dens nuværende sammensætning og mere generelt samtlige dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), der har tilkendegivet deres ønske om at forblive i deres stilling, efter at de er fyldt 65 år, fortsat kan træffe afgørelser.

23      Den forelæggende ret har imidlertid præciseret, at for så vidt som den dommer, der er omtalt i denne kendelses præmis 12, ikke længere er i fare for ikke at opfylde betingelserne vedrørende dommeres uafhængighed, er det reelt for så vidt angår dommere, der er fyldt 65 år inden datoen for ikrafttrædelsen af lov af 21. november 2018, og dermed navnlig den dommer, der er omtalt i denne kendelses præmis 11, at et svar på de stillede spørgsmål fortsat er nødvendigt.

24      Hvad for det første angår betydningen af de stillede spørgsmål kan denne ganske vist ikke bestrides. Den er i øvrigt allerede blevet fremhævet i præmis 15 i kendelse afsagt af Domstolens præsident den 13. november 2018, Zakład Ubezpieczeń Społecznych (C-522/18, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:909), hvorved Domstolens præsident besluttede at undergive den foreliggende sag en fremskyndet procedure.

25      Det skal i øvrigt bemærkes, at Domstolen i sin dom af 24. juni 2019, Kommissionen mod Polen (den øverste domstols uafhængighed) (C-619/18, EU:C:2019:531), som blev afsagt efter indgivelsen af den præjudicielle forelæggelse i den foreliggende sag, fastslog, at Republikken Polen havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, idet den dels havde anvendt den foranstaltning, der består i en nedsættelse af pensionsalderen for dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), på dommere udnævnt til denne domstol før den 3. april 2018, dels havde givet republikkens præsident en skønsmæssig beføjelse til at forlænge den aktive embedsperiode for dommere ved denne retsinstans ud over den nyligt fastsatte pensionsalder.

26      På baggrund af disse præciseringer skal det imidlertid fremhæves, at den omstændighed, at et eller flere præjudicielle spørgsmål er af særlig betydning, ikke i sig selv er tilstrækkelig til at begrunde, at Domstolen skal besvare dem.

27      Der skal således i denne forbindelse for det andet henvises til, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at den ved artikel 267 TEUF indførte procedure er et middel til samarbejde mellem Domstolen og de nationale retter, som giver Domstolen mulighed for at forsyne de nationale retter med de elementer vedrørende fortolkningen af EU-retten, som er nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende tvister (dom af 19.12.2013, Fish Legal og Shirley, C-279/12, EU:C:2013:853, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). Den præjudicielle procedure forudsætter, at der verserer en retssag for den forelæggende ret, og at denne skal træffe en afgørelse, hvis udfald kan påvirkes af den præjudicielle dom (jf. i denne retning dom af 27.6.2013, Di Donna, C-492/11, EU:C:2013:428, præmis 26, og af 24.10.2013, Stoilov i Ko, C-180/12, EU:C:2013:693, præmis 44, samt kendelse af 3.3.2016, Euro Bank, C-537/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:143, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

28      Begrundelsen for ordningen med præjudiciel forelæggelse er således ikke, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der skal foreligge et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist (dom af 10.12.2018, Wightman m.fl., C-621/18, EU:C:2018:999, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis). Såfremt det viser sig, at det forelagte spørgsmål klart ikke er relevant for tvistens afgørelse, må Domstolen fastslå, at den ikke kan træffe afgørelse (dom af 19.11.2019, A.K. m.fl. (den øverste domstols disciplinærafdelings uafhængighed), C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

29      I det foreliggende tilfælde skal der henvises til, at der efter indgivelsen i den foreliggende sag af anmodningen om præjudiciel afgørelse fra Sąd Najwyższy (øverste domstol), er blevet afsagt først – af Domstolens vicepræsident – kendelse af 19. oktober 2018, Kommissionen mod Polen (C-619/18 R, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:852), og dernæst kendelse af 17. december 2018, Kommissionen mod Polen (C-619/18 R, EU:C:2018:1021), der bl.a. har pålagt Republikken Polen dels at indstille anvendelsen af bestemmelserne i artikel 37, stk. 1-4, og artikel 111, stk. 1 og 1a, i den nye lov om den øverste domstol samt enhver foranstaltning truffet i henhold til disse bestemmelser, dels at træffe enhver nødvendig foranstaltning med henblik på at sikre, at de af disse bestemmelser berørte dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) kan fortsætte med at udøve deres funktioner i de stillinger, de besatte den 3. april 2018, som er den dato, hvor den nye lov om den øverste domstol trådte i kraft, idet de skal nyde samme status og have samme rettigheder og ansættelsesbetingelser, som de var begunstiget med indtil den 3. april 2018.

30      Efter afsigelsen af de nævnte kendelser har republikkens præsident den 17. december 2018 undertegnet lov af 21. november 2018, som blev offentliggjort i Dziennik Ustaw Rzeczypospolitej Polskiej, inden den trådte i kraft den 1. januar 2019.

31      Som det fremgår af præciseringerne i denne kendelses præmis 19 og 20, ophævede lov af 21. november 2018 de omtvistede nationale bestemmelser, for så vidt som de dels foreskrev anvendelsen af den nyligt fastsatte pensionsalder for dommere ved Sąd Najwyższy (øverste domstol) på 65 år på siddende dommere, som var blevet udnævnt før den 3. april 2018, dels gav republikkens præsident en skønsmæssig beføjelse til at forlænge den aktive embedsperiode for dommere ved denne retsinstans ud over den således nyligt fastsatte pensionsalder. Det fremgår ligeledes af disse præciseringer, at i medfør af lov af 21. november 2018 er enhver dommer ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), som blev pensioneret i medfør af de således ophævede bestemmelser i den nye lov om den øverste domstol, blevet genindsat i det embede, som den pågældende udøvede på tidspunktet for ikrafttrædelsen af denne sidstnævnte lov, med henblik på udøvelse af embedet som dommer ved den nævnte retsinstans indtil vedkommende fylder 70 år, dvs. den pensionsalder, som fandt anvendelse før ikrafttrædelsen af den nye lov om den øverste domstol i henhold til lov af 2002 om den øverste domstol.

32      Under disse omstændigheder fremgår det, at der ikke længere er noget, der er til hinder for, at de dommere, som udgør det dommerkollegium, der har indgivet den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse til Domstolen, fremover kan fortsætte med at udøve deres dommerembede ved Sąd Najwyższy (øverste domstol), indtil de fylder 70 år, uden længere at være berørt af hverken foranstaltningen vedrørende nedsættelse af pensionsalderen til 65 år eller den mekanisme, som gav republikkens præsident en skønsmæssig beføjelse til at beslutte at forlænge deres aktive embedsperiode ud over deres normale pensionsalder.

33      Ikrafttrædelsen af lov af 21. november 2018 har således ført til, at de præjudicielle spørgsmål, som er forelagt Domstolen, ikke længere har nogen genstand i henseende til den afgørelse, som skal træffes af den forelæggende ret i den for denne verserende sag (jf. analogt dom af 27.6.2013, Di Donna, C-492/11, EU:C:2013:428, præmis 27-31, og kendelse af 3.3.2016, Euro Bank, C-537/15, ikke trykt i Sml., EU:C:2016:143, præmis 33-35).

34      I denne henseende var disse spørgsmål således indtil da begrundet i nødvendigheden af at afklare et forudgående spørgsmål af processuel karakter vedrørende sammensætningen af den forelæggende ret og muligheden for, at denne ret som en følge af og i overensstemmelse med EU-retten fortsat kunne sættes med deltagelse af de to dommere, som er omhandlet i denne kendelses præmis 11 og 12, med henblik på at afgøre tvisten i hovedsagen. Eftersom det nævnte forudgående spørgsmål nu ikke længere er aktuelt i forbindelse med hovedsagen, skal den forelæggende ret imidlertid ikke længere tage hensyn til en besvarelse fra Domstolen af de forelagte spørgsmål med henblik på den afgørelse, som den skal træffe i nævnte sag (jf. analogt dom af 24.10.2013, Stoilov i Ko, C-180/12, EU:C:2013:693, præmis 44).

35      Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det fastslås, at der ikke længere er anledning for Domstolen til at træffe afgørelse vedrørende den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse.

 Sagsomkostninger

36      Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

Af disse grunde bestemmer Domstolen (Tredje Afdeling):

Der er ikke længere anledning til at træffe afgørelse om den anmodning om præjudiciel afgørelse, som er indgivet af Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) ved afgørelse af 2. august 2018 i sag C-522/18.

Underskrifter


*      Processprog: polsk.