Language of document :

Appel iværksat den 18. januar 2023 af Alfa Acciai SpA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) den 9. november 2022 i sag T-656/19, Alfa Acciai mod Kommissionen

(Sag C-30/23 P)

Processprog: italiensk

Parter

Appellant: Alfa Acciai SpA (ved avocat og avvocato D. Fosselard, avocat og solicitor D. Slater samt avvocati G. Carnazza og S. D’Ecclesiis)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Den Europæiske Rets dom af 9. november 2022 i sag T-656/19, Alfa Acciai mod Kommissionen, ophæves;

Kommissionens afgørelse C (2019) 4969 final af 4. juli 2019 vedrørende en angivelig tilsidesættelse af artikel 65 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, truffet i sag AT.37956 – Rundt armeringsstål, annulleres for så vidt angår appellanten, idet der træffes endelig afgørelse i medfør af artikel 61 i statutten for Domstolen.

Kommissionen tilpligtes i henhold til procesreglementets artikel 138 at betale sagsomkostningerne for både Retten og Domstolen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har til støtte for sin appel fremsat tre anbringender:

Det første anbringende: Tilsidesættelse af artikel 266 TEUF. Tilsidesættelse af artikel 14 og artikel 27, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 1 og af artikel 11, 12 og 14 i forordning nr. 773/2004 2 .  Fejlagtig og selvmodsigende begrundelse. Undladelse af at træffe afgørelse. Åbenbar retlig fejl og åbenbart urigtigt skøn.

Retten begik en retlig fejl og gav en fejlagtig begrundelse for sin dom og undlod ved flere lejligheder at træffe afgørelse om klagepunkter, der blev fremsat af appellanten, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen ved i 2018 at afholde en mundtlig høring vedrørende sagens materielle spørgsmål med deltagelse af repræsentanter for medlemsstaterne afhjalp den procedurefejl, der blev fastslået af Domstolen i dom af 21. september 2017, Ferriera Valsabbia, Valsabbia Investimenti og Alfa Acciai mod Kommission, forenede sager C-86/15 P og C-87/15 P.

Det andet anbringende: fejlagtig fortolkning og tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6 og af chartrets artikel 41 og 47. Åbenbar retlig fejl og overskridelse af beføjelser. Undladelse af at træffe afgørelse og tilsidesættelse af artikel 296 TEUF.

Retten udelukkede, at procedurens varighed, hverken alene den administrative procedure eller sagen i sin helhed, var for langstrakt, og at varigheden udgjorde en krænkelse af appellantens ret til forsvar, og begik herved en retlig fejl og anlagde et urigtigt skøn og gav i visse henseender, idet den undlod at træffe afgørelse om visse klagepunkter, som appellanten havde fremsat i forhold til Kommissionens afgørelse, en fejlagtig begrundelse af dommen.

Det tredje anbringende: Tilsidesættelse af artikel 296 TEUF. Fejlagtig og selvmodsigende begrundelse af dommen. Undladelse af at træffe afgørelse og åbenbart urigtigt skøn.

Retten begik atter en åbenbar retlig fejl, anlagde et åbenbart urigtigt skøn og gav en fejlagtig begrundelse for dommen, for så vidt som den fastslog, at Kommissionen havde begrundet sin afgørelse tilstrækkeligt.

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT 2003, L 1, s. 1).

1     Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT 2004, L 123, s. 18).